Der gik et par dage, inden vi kom op på fulde omdrejninger igen. Vi var rimelig flade efter den anstrengende tur. Den første dag tog vi bare lidt rundt i jollen til de forskellige både for at hilse på og få gode informationer om Villamil og høre om mulighederne for at komme på nogle udflugter. Så gik den dag.

Næste dag droppede vi i karet og gik igang med at rengøre bunden og roret for langhalse. Det var værst henne agter og så på skruen og bovpropellen. Så vi lå og plaskede rundt i et par timer. Nogle søløver og pingviner var lige forbi og kiggede nysgerrigt for at se, hvad det var for nogle mærkelige dyr, som dykkede rundt om Dana.

Det tog bare et splitsekund, da en af søløverne så jollen ligge ved siden af båden. Elegant sprang den op i jollen og lå der og gassede sig. Han var ikke sådan lige at få ud, nu han havde fundet sig et godt sted, hvor han kunne være i fred for de andre søløver. Men han fik ikke fred for os, vi ville ikke have ham til at ligge og skide det hele til, og de stinker fælt. Vi fik endelig verfet ham ud af jollen med bådshagen, mens han så surt op på os. Og sandt skal siges, vi følte os lidt for skrappe, sød var han jo at se på. Men resultatet efter deres besøg er knap så rart.

Ved anløbsbroen, hvor alle turist bådene og enkelte private motorbåde ligger, er der i det ene hjørne en bar på stranden, som kaldes Club Nautico. Det er samlingsstedet for sejlerne og de turister, som kommer herover med charterbåde fra de andre øer samt andet godtfolk. Her sluttede vi ofte dagen med et par kolde øl og hyggelig samvær med andre sejlere.

To gange gik vi ud til et opdræt- og rehabiliteringscenter for kæmpeskildpadder. Det var et spændende sted. Her indsamlede de æggene lige så snart de var lagt og udklækkede dem i rugekasser, som var beskyttet af et net, så ingen dyr kunne forgribe sig på dem. Ude i naturen er æggene og de små nyfødte skildpaddeunger meget udsatte for rotter, vilde æsler og andre dyr, som gennem årerne er bragt til øen.

På turen op til centret bliver man først mødt af mange havleguaner, som kommer nede fra stranden. De løber tværs over vejen, som fører lige over der, hvor man går ind til et vådområde, som er starten på naturområdet. Her så vi havleguaner i mange forskellige størrelser. Her var mange ande- og vadefugle, arter vi ikke havde set før. Men her er jo også arter af dyr, som kun findes på Galapagosøerne, uden at vi skal komme ind på det med Darwins teorier.

Der er anlagt stier gennem terrænet, som fører ud til nogle udkigspunkter. Fra et af dem så vi en flok flamingoer i strålende orange og pink farver. De lever af små krebslignende dyr, som svømmer rundt i det lave vand. Det er ved at spise disse krebsdyr, de får deres pinkfarvede fjerdragt, ellers ville de bare være hvide.

Fra vådområdet, med de mange fugle, fortsætter man videre gennem lidt skov og ud i et åbent område med mange kaktusser; inden vejen slutter ved rehabiliteringscentret for kæmpeskildpadderne.

Der var en lille udstilling, hvor man kunne følge deres udvikling. Og det var mærkeligt at tænke på, at de små skildpadder man stod og så på, overlever een med mange hundrede år. De bliver først sat ud i landskabet, når de har nået en vis alder, og når deres skjold er stærkt nok til at modstå de fjender, de har på øen. Ligeledes var mange af de gamle skildpadder meget ældre end os og ville endda overleve os. En spøjs tanke når man står og kigger på dem.

De mange skildpaddeunger blev der passet godt på. De blev flyttet rundt i forskellige små gårde, hvor andre skildpadder på deres størrelse og alder også gik. De store kønsmodne skildpadder går i deres egne gårde, og man blander ikke arterne sammen.

Isabela er den eneste ø i verden, hvor der lever 5 forskellige arter landskildpadder. Det kan kun lade sig gøre, fordi der bor så få mennesker på øen. De fleste bor i Villamil og på den sydlige del af øen, hvor der bliver dyrket frugter og grøntsager. Det er også øens egen natur og vulkanerne, som har formet øen sådan, at skildpadderne ikke kan komme fra den ene ende af øen til den anden. De kan simpelthen ikke forcere landskabet mellem vulkanerne. Derfor er der skabt fem forskellige enklaver, hvor hver art lever adskilt fra hinanden.

For nogle år siden var der et vulkanudbrud på øens sydvestside. og her blev mange af de skildpadder, som levede der, isoleret fra hinanden. Man frygtede, at arten ville uddø, da de ikke kunne finde partnere. Så en større redningsaktion blev sat igang. Man tog simpelthen alle de skildpadder, man kunne finde og bragte dem til centeret, for at de der kunne formere sig. Hvad de har gjort med stor succes. Man har så senere sat de stærkeste ud i området igen, og når de nye små er stærke nok, følger de efter.

Hver art er faktisk meget forskellige. Størrelsen på dem er forskellig, skjoldenes facon er forskellig, nogle har en meget lange hals, andre en kort hals, og det betyder meget for, hvad de lever af. De langhalsede lever af andre planter end de korthalsede. De har også forskellig hovedform og næb. Nogle har et kileformet hoved og nogle har en mund næsten som et papegøjenæb.

De har hver især et fortrin, som passer bedst til det område, de har tilpasset sig at leve i. Det eneste der ikke er taget højde for, er alle de dyr vi mennesker har slæbt med til øen. Det er skildpaddernes fjender og ville blive deres undergang, hvis man ikke i tide havde taget hånd om dem.

Anden gang vi var deroppe, var der erotik i luften. Vi hørte hæse støn og brøl. To kæmpe hanner var i fuld gang med parring. Hunnerne lå bare helt flade og gloede lige ud i luften. Det tror pokker med så mange hundrede kilo oven på sig. Efter en halv times stønnen, ja, de tog sig god tid, begyndte den ene hun at blive utålmodige og prøvede at røre på sig. Til sidst var hun åbenbart blevet for ustyrlig, og han måtte nødtvungen stige ned. Hun så sgu helt lettet ud og skyndte sig over til de andre hunner.

Der er pragtfulde strande langs kysten af Villamil. Men det ser voldsomt ud, når bølgerne slår ind over revene, og man skal passe på med understrømmen, når man bader der.

Når vi gik tur langs stranden og på lavaklipperne vrimlede det over title med havleguaner. Den første gang vi gik rundt på klipperne, tog det lidt tid inden vi fik øje på dem, så godt falder de sammen med den sorte lava.

Ankerpladsen var beskyttet bag nogle lavaøer med mangrove bevoksning. På nogle af øerne er der anlagt stier, og her kunne man gå rundt og se de mange havleguaner, som lå og varmede sig i solen. Der var også blåfodet suler, fregatfugle, pingviner og søløver, og var man heldig, kunne man se hvidtippede hajer i de lave laguner.

Vi havde været en tur ude ved lavaøerne en gang før. Det var inden, vi vidste, at der var stier derude, og at det hørte under nationalparken. Vi var bare taget derud for at svømme og dykke lidt mellem revene. Vandet havde været uklart, og på grund af den kraftige brænding blev bunden hvirvlet op, så der havde ikke været meget at se.

Denne gang ville vi gå i land og gå en tur derude. Vi bandt jollen til en lille pontonbro. Det første vi så, var de mange farvestrålende krabber, som løb rundt på lavaklipperne.

Der var store havleguaner herude. De var omkring 1,50 m fra hale til hoved, og de største vi havde set indtil nu. Flere af dem var ved at skifte ham. Nogle havde stadig et gyldent til let orange skær. De er nærmest pink, når de er i parringsdragt, og det var nok engang i januar eller februar måned, de havde været det. Men de fleste var bare sorte som lavaen.

Vi var faktisk overraskede over, at de største kun var omkring en god meter lange. Vi troede, de var på størrelse med de store landleguaner. Men så lærte vi det, og blev lidt klogere på havleguaner.

Vi så søløver lege i kanalerne mellem lavaøerne, men ingen hajer. Vejret var ret så dramatisk, med kraftig lavvande på grund af månen, så der var store brækkere, når bølgerne kom ind på det lave vand og ramte lavaøerne. Det var flot at se bølgerne bryde og fortsætte gennem kanalerne, mens røgvandet stod op i luften.

Da vi sejlede tilbage var det blevet mega lavvande. Mange skær, vi ikke havde set før, ragede op over havoverfladen, og vi måtte sejle en anden vej rundt om skærene. Vi så mange store fisk mellem revene og en havskildpadde lå og gassede sig i overfladen. Da vi sejlede forbi pingvinkolonien, kiggede de nysgerrigt, mens de viftede med deres små vinger.

De blåfodede suler var der også mange af ude på skærene. Når bare de bliver der, og ikke lander på Dana, er det fint for os. Men flotte er de med deres store blå fødder. Mange fregatfugle holdt også til ude på motuerne, som skærene kaldes.

Når vi sejlede rundt i jollen, kom pingvinerne tæt på, for at se hvad vi var for nogle. De susede rundt om os og under jollen, lynhurtige er de.

Det mørke foran på billedet er et undersøisk skær, som blev tørt ved lavvande, det fik vi lige afprøvet med jollen på vej hjem en aften, vi var lidt for sent på den.

Vi har også været på en god vandretur helt ud til "Grædemuren". Som det ses på skiltet ligger den ca. 5 kilometer ned langs kysten. Der er mange sidestier fra hovedstien, som man kan gå af. Hver sti fører en til en ny oplevelse, så det er bare at gå der ud af.

Vi startede med at gå langs stranden og her var meget at se på. Søløverne boltrede sig i bølgerne og dem bliver man ikke træt af at kigge på. En ung han kom op til os og gjorde sig til. Han ville gerne fotograferes og stillede sig i positur. Havleguanerne klumpede sig sammen og gloede nysgerrigt på hende den mærkelige som sneg sig frem for at komme tæt nok på.

Turen derud giver en god ide om landskabet på denne del af øen. Der er høje udsigts-punkter undervejs. Vi arbejdede os op til toppen af Cerro Calzoncillon, hvorfra der er en flot udsigt over den sydlige del af øen.

Endelig nåede vi ud til grædemuren. Det er en 100 meter lang og 7 meter høj mur bygget af lavablokke, som blev opført af tugthusfanger engang tilbage i halvtredserne. Muren ligger 7-8 kilometer uden for byen og det siges, at fangerne græd som børn, når de blev sendt derud.

På turen så vi en del skildpadder langs vejen. Pudsigt at se dem lunte rundt i det fri, men her var terrænet lidt åbent, så de kunne komme bedre omkring.

En af dem spiste af en plante, da vi forsigtigt nærmede os. Det passede den ikke, den hvæsede af os og var særdeles utilfreds, så vi forføjede os i god orden og lod den æde i fred. Sådan en sur fyr!

Ca. halvdelen af de fugle, som lever på land, er endemiske ligesom mange af planterne, som for eksempel kaktustræet. Kæmpeskildpadderne, hav- og landleguanerne er også endemiske. Det er jo det der gør Galapagosøerne så unikke, at men skal helt hertil for at opleve disse dyr og floraen, som ikke findes andre steder frit.

Vi havde bestilt diesel hos Henry, som ejede Club Nautico. Der havde lige ligget to cargoskibe og et tankskib på reden, så vi vidste, at der var diesel i byen. Henry havde lovet at skaffe os godt 300 liter. Vi brugte en hel del på vores to turer gennem doldrums, så vi ville lige have toppet lidt op, inden vi skulle videre til Ecuador.

Klokken 15 kom Henry fræsende i sin panga med alle vores dunke fyldt med diesel. Henrik var lige kommet ud fra badet og Lene stod under bruseren. Så Henrik måtte selv klare at få alle dunkene ombord.

Vi var lige kommet tilbage fra en snorkeltur ude langs revet, og endnu engang havde det ikke været title for ophidsende, vandet var for uklart. Vi så nogle sejle uden for revet i en panga og hørte senere, at de havde haft en god tur, hvor de havde set hajer. De var med Alfonso, som også havde dykket med dem. Så måske det var værd at prøve en sådan tur!

Vi var helt flade efter at have fyldt diesel i tankene og få stuvet title på plads igen. Alligevel tog vi sammen og sejlede ind til anløbsbroen og gik ind til byen for at handle lidt frugt og grønt.

Da vi kom tilbage, var det sundowner tid, så vi nød hver et par dejlige kolde øl og hyggede os sammen med de andre sejlere som var der.

Vi kunne ikke trække den længere, vi måtte til turistkontoret igen. Vi havde faktisk været der et par gange før. Først havde de haft lukket i utide, og anden gang var personalet ikke til stede. Alle god gange tre og vi blev lettet for $200. Ikke fordi det morede os, men vi syntes, det var nødvendigt, når vi skulle på turer, som hørte under nationalparken. Det ville have været flovt, at blive taget uden parkkort.

Villamil er en hyggelig landsby med sand på vejene. Hovedgaden, også med sand på, løber parallelt med stranden og her ligger de fleste spisesteder, turistbutikker og hoteller. Byen ned mod stranden er omkranset af palmetræer. Fra vejen går men direkte ud på en flot hvid sandstrand. Bag byen ligger lagunerne, hvor de mange fugle og flamingoer holder til.

Vi sluttede dagen med en tur til Laguna Salinas. Vi var heldige, flamingoerne var lige landet og tog sig flot ud i eftermiddagssolen og ænderne lå og solede sig lige nedenfor udkigsbroen.

Så gik vi tilbage til Club Nautico, hvor vi fik en øl, inden vi tog ud til Dana. Vi tog lige et smut langs revet og fotograferede suler og pingviner. De sidste turistbåde gjorde klar til at sejle tilbage til de andre øer, så vi var kun 3 både tilbage.

Det begyndte at regne i nat og vi måtte lukke alle lugerne, da det tog til og begyndte at blæse. Det var dejligt med lidt ferskvand på dækket og det kølede lidt. Der er vejrskift på vej, og vi er spændte på, hvad det bliver til. Bliver det langvarigt med regn og blæst, må vi blive ombord, og de turer vi har planlagt må udskydes.

Da vi næste dag skulle ind til broen var det blevet meget lavvande. Vi måtte en stor omvej udenom revene og der var store brækkere med surf rundt i hele bugten på grund af de mange skær. Det var ikke sjovt at sejle ind i jollen, og da vi var halvvejs, fik vi en stor sø ind over os. Vi var plaskvåde og jollen halv fuld af vand. Vi var tæt på at bordfylde, men kom væk i tide inden den næste brækker. Vi måtte sejle tilbage til Dana for at få tørt tøj på og tømme jollen. Heldigvis kan den ikke synke, men er den helt fyldt op med vand, kan den tippe rundt i de store søer. Vi blev simpelthen indhentet af en kæmpe bølge, som brækkede lige ned over os. Motoren var ikke stærk nok til vi kunne løbe fra den. Det har vi aldrig nogensinde prøvet før, det var en påmindelse om at passe bedre på.

Vi flyttede heldigvis til en anden ankerplads for nogle dage siden, da vinden vendte. Vi svingede ind mod land og kom for tæt på nogle klipper. Samtidig med at der var kraftig tidevand, var det for farligt at blive liggende der. Vi lagde os længere ude, og desværre kom vi ikke til at ligge så godt i læ som før, så vi rullede en del. Vi håbede, at kunne flytte længere ind igen, når nogle af de andre tog afsted til Marquesas øerne.

Endnu en overskyet dag og store dønninger kom ind i bugten. Ikke lige en dag til at tage på tur. Vi sejlede over til den schweiziske båd Suleika, for at høre om de ville med på en heldags bådtur en af de kommende dage. Det ville de gerne. De forttitlee, at de ventede på en engelsk båd med to ombord, som sikkert også gerne ville med. Det lød godt, så kunne vi hyre en panga til 6 personer. Så ville det ikke blive så dyrt for en kombineret udflugt- og dykkertur til tunnelerne.

En formiddag blev vi underholdt af en flok Wilson svaler. Der var en masse små dyr i luften, som de havde travlt med at guffe i sig. Vi ser dem tit ude på havet, når de elegant svæver op og ned mellem bølgerne for at snappe, hvad der er i luften af smådyr. Det ser næsten ud, som går de på vandet med deres små gule fødder, når de flagrer med udstrakte vinger og ind imellem dypper fødderne i vandet; de har svømmehud mellem tæerne

Endelig blev det bedre vejr. Vi blev afhentet af en pangaen sammen med mandskabet fra Suleika og den engelske båd Yvonne. Far og søn som begge var fiskere, havde vi hyret for hele dagen. Det var knægten, som var skipper i dag. Vi var ikke mere end lige kommet fri af kysten, så kom gashåndtaget i bund, og det gik i fuld fart ud over de store dønninger ned langs kysten.

Vi så mange kæmpe store mantaer, det vrimlede med dem. De var ca. 4 meter tværs over vingespidserne. Vi gik ned i fart og sejlede langsomt rundt mellem dem og kom helt tæt på. Det var fantastisk at se så mange på een gang. De er så flotte og graciøse, når de flyver afsted gennem vandet. For sådan ser det ud, når de bevæger de store vinger.

Vi fortsatte ud til den store Roca Union. En stor klippe hvor der var mange blåfodet suler. Der var en kolossal surf rundt om klippen og store bølger slog ind over toppen af den. Det er titleid flot, at se en klippe rage op lige midt i havet; uden afmærkning. Så hører man ikke dønningen, så mærker man klippen.

Vi fortsatte ned langs kysten, til vi kom til et stort rev, som vi for fuld fart sejlede gennem sammen med de enorme dønninger, som blev større og større, når de løb ind over revet. Vi fræsede ind gennem masser af rev, med undersøiske skær lige ved siden af os. Utroligt at de turde. Men vi kunne mærke, at det var de vandt til, de vidste, hvor de var.

Da vi endelig var kommet gennem brændingen, blev der helt stille inde mellem de mange lavaøer. Det var et helt specielt vulkansk landskab. Vi sejlede gennem smalle kanaler og rundt om mange øer, hvor der stod suler og pingviner, de virkede helt tamme. Pingvinerne var ved at skifte fjerdragt. De så spøjse ud, nærmest lidt mølædte. Vandet blev lavere og lavere og helt krystalklart, sten og skær var kun få centimer under os. Vi så mange farvestrålende fisk og mange store havskildpadder og hvidtippede hajer. Det var et meget spændende sted.

Vi lagde til i en lille lagune og gik en tur i det mærkelige lavalandskab; hvor naturen havde skabt viadukter, huler og søjler. Det var meget specielt; og så var vi kun vores båd derude, vi havde det hele for os selv, herligt!

Sønnen var fantastisk til at manøvrere med de to store udenbordsmotorer. Ofte bakkede han ind gennem de meget lave og smalle passager, og der var ikke mange centimeter at gøre godt med. Det var sjovt at se faderen, hvor stolt han var, og han holdt et godt øje med knægten. Kun da vi skulle ud gennem brændingen, fik han besked på at dæmpe temperamentet lidt, der skulle ikke laves nogle fejl her.

På turen tilbage gennem labyrinten så vi mange store havskildpadder. Vi fik igen et sug i maven, da vi skulle ud gennem brændingen. Nu var det mod søerne, så vi skulle ligge og vente, til bølgen lige havde passeret os. Så var det med gashåndtaget helt i bund, for at nå ud inden den næste store bølge kom. Vi nåede ikke helt ud første gang. Så vi måtte stoppe og lade os ride med på bølgen og så prøve igen, da den havde passeret os.

Så lykkedes det, og vi susede afsted langs kysten til et andet sted, hvor vi også skulle ind gennem en række rev for at komme helt ind i bunden af en lille bugt. Her sprang vi i vandet og snorklede rundt mellem revene. Vandet var lidt uklart på grund af dønningen udefra, så korallerne var ikke så spændende. Men her var en masse fisk og enkelte søheste, som stod og gemte sig mellem klipperne. Det mest spændende var at se de mange store havskildpadder og så selvfølgelig hajerne, som gemte sig inde i de store huler.

Efter det første dyk spiste vi frokost. Derefter tog vi en tur til for endnu engang at se havskildpadderne. Denne gang så vi også et par rokke med flotte hvide pletter.

Efter det sidste dyk sejlede vi ud gennem revet og satte kurs hjemover for fuld fart. Vi sejler 15 til 20 knob, så det gik stærkt. Vi blev sat af på Dana og havde haft en super tur. Resten af eftermiddagen stod på rengøring af grej, knap så morsomt.

Vi kunne ikke køre med watermakeren. En fisk var blevet suget ind ved søventilen. Her sad den i klemme og stoppede for vanindtaget. Henrik prøvede at dykke ned for at rage den ud med en stålpind. Men det lykkedes ikke. Nu prøvede vi indefra, ventilen kunne ikke lukkes helt, så det var der, den sad i klemme. Vi kunne høre det knasede, når vi prøvede at lukke den. Vi startede motoren op. Måske den kunne blive suget med op i filteret, og vi kunne få den ud den vej. Det blev bedre, men så lukkede det igen, og vi var lige vidt.

Henrik fik en lys ide. Vi kunne prøve at spule den ud med slangen inde fra badet. Det lykkedes efter et par gange. Så blev motoren startet, og der var igen fri passage. Herligt, nu kunne vi bruge watermakeren igen.

Det ser ud til, at ting bryder sammen lige nu. Køleskabet kunne vi ikke få til at virke længere. Henrik har knoklet med det, og nu har vi opgivet det og flyttet alle varerne over i fryseren. Senere gik lysstofrøret over køkkenbordet, selvfølgelig det vi bruger mest. Et nyt ligger gemt væk under bordet i salonen, så det må vente.

Lene er også brudt ned, knæene er dårlige på grund af den megen dønning. Det er især det venstre knæ, som er tosset. Det føles som om leddet er løst, så der er lidt skred i det. Knæstøtterne er fundet frem. Det kan kun blive bedre, når vi flytter til en roligere ankerplads.

Vi trænger til at motionere lidt, og ville have været ind og gå en tur til byen, men så begyndte der at komme sorte skyer, og det begyndte at regne igen. Svenskeren, fra Nikka med katten Åge og den hollandske båd, som lå ved siden af os, sejlede sent på eftermiddagen.

Dagene blev overskyet med tunge regnskyer og vi fik mange byger, det ustadige vejr var vendt tilbage for en stund.

Vi havde ttitle med turistguiden Fabricius, om en tur op til vulkanerne, hvor en del af turen skulle foregå på hesteryg. Der var lidt problemer angående hestene. Vi fandt ikke helt ud af hvad problemet var, men det måtte han jo løse. Vi hørte så senere, at når det havde regnet så meget, var det farligt for hestene at gå i det smattede terræn. Der havde været et par uheld, hvor en hest var "væltet," og turisten var faldet af og kommet til skade under hesten. Så de var mere forsigtige nu med at leje heste.

Vi kontaktede Fabricius, for at høre om vulkanturen. Han var ikke sikker på, det med hestene. Vi skulle snakke sammen over VHFen ved 5 tiden, og så samtidig høre om besætningen fra Yvonne ville med på turen.

Da vi kom tilbage til Dana, gik der helt kuk i radioen, og det endte med, at Henrik måtte sejle over til Yvonne og bede Michael ringe til Fabricus over mobilen. Det lykkedes at få skaffet nogle heste, så vi ikke skulle gå hele vejen. Lenes knæ var stadig lidt dårligt, men med knæstøtter på skulle det vel nok gå.

Vi var heldige. For første gang i lang tid kunne vi her til morgen se Volcán Sierra Negra. Vi fik sagt farvel til Suleika, de var klar til at sejle videre til Marquesas øerne. Vi sejlede ind sammen med Annie og Michael, som vi havde været sammen med på tunnelturen. Fabricius ventede på os, og der var en taxi klar til os fire. Vi kørte op til Hotel San Vincente, hvor vi ventede på, de andre deltagere skulle blive klar. Vi lejede gummistøvler. Det var godt, vi lyttede til guiden, for der var meget mudret, det første stykke vi selv skulle gå. Vi havde to søde guider med os, som ttitlee lidt engelsk.

Ved halv nitiden kørte vi i en åben minibus op gennem landskabet. Vi kom forbi mange små gårde, hvor de dyrkede bananer, papaya, kartofler og majs. Der var meget frodigt og fugtigt oppe i højlandet.

Endelig nåede vi op til der hvor nationalparken starter. Der var en rasteplads med er par huse til parkmandskabet, og så var der var fine rene toiletter.

Vi skiftede til gummistøvler. Allerede her var der godt mudret. Vi startede på turen op mod kraterkanten. Det var en jævn stigning, men der var smattet og meget ujævnt, med store huller, som var fyldt op med vand. Det var om ikke at skride og havne der. Vi havde heldigvis taget vores stokke med, og dem havde vi god brug af. Sidde på ryggen af en hest her, var der ingen af os, som havde lyst til.

Efter en lille times vandring kom vi op til det sted, hvor hestene ventede på os. Stierne var meget bedre og tørre, så det var mere sikkert for hestene at gå her. Vi var næste oppe ved kraterkanten, som ligger i en højde af 1490 meter over havets overflade. Vi kom alle i sadlen og begyndte langsomt at skridte langs kraterkanten.

Der var en flot udsigt ned over bugten og alle bådene og byen. Landskabet mod syd og øst er rimelig fladt, bare med lidt bakker og mange stitlesøer.

Det er et meget stort krater, det næststørste i verden. Det største er i Kenya i Afrika. Vi kunne tydelig se lavaen fra det sidste udbrud, som var i slutningen af 2005. Udbruddet var i det nordøstlige hjørne, og vi kunne se de dybe revner i lavaen. Der var flydt så meget lava ud, at det dækkede halvdelen af kraterbunden med en tykkelse af 3 meter.

Kratersiderne stod helt grønne og frodige lige ned til den sorte friske lava. Midt ude i kraterbunden skilte lavaen bunden op i to halvdele, den ene med gamle lava som nu er grøn af begroning og den anden dækket af den nye, 3 meter høje, sorte lava. Ret interessant at se en så skarp afgrænsning.

Vi var der på det rigtige tidspunkt, der var næste skyfrit og vi kunne se kraterkanten hele vejen rundt. Vi fortsatte til fods igen til en rasteplads, hvor vi skiftede til vores støvler og fortsatte ad en ujævn sti videre rundt langs kraterkanten til et par udkigspunkter.

Herfra kunne vi se den nordlige del af Isabel, bugterne på begge sider af øen og øerne Fernandina og Santiago samt øerne de 4 brødre, Cuadro Hermanos. Vi kunne se de 3 andre vulkaner og bugterne på begge sider af øen, der hvor den er smallest. Heroppe var en helt anden tør vegetation, som groede mellem lavablokkene.

Ved restestedet spiste vi vores frokost og gik derefter tilbage til hestene. Vi kom i sadlen igen og red tilbage til stedet, hvorfra vi selv igen måtte gå resten af vejen. Det tog lidt under en time at komme tilbage. Hestene var glade for at kunne løbe omkring uden os på ryggen.

Både Henrik og Lenes hest havde føl med og det var nogle arrige damer at ride, og ungen til Henriks hest var en rigtig strid en; han bed i title hvad han kunne slippe afsted med. Lenes hest ville hele tide bare æde, og så var hun optaget af, hvor hendes føl var. Det var en strid dame at styre.

Da vi endelig nåede til rastepladsen og alle var samlet, kørte vi tilbage til hotellet i den åbne bil. Nu var vejret overskyet og vi fik lidt finregn, så vi havde været utrolig heldige med turen, som havde været meget interessant.

I dag den 20. maj er vejret meget overskyet og det småregner lidt ind i mellem. Vi flyttede Dana op ved siden af Yvonne mens der var plads, og der var faktisk dybere der, end hvor vi lå. Det var anden gang vi flyttede og nu bliver vi liggende. Der var meget mere roligt. Nu gyngede vi ikke så meget fra side til side, det var mere forfra vi fik dønning ved højvande. Lene kunne mærke det med det samme i knæene, der skulle ikke arbejdes så meget for at holde balancen. Der skete ikke meget de næste fire dage. Vi fik en front ind over os med tunge skyer, regn og blæst og så er der ikke meget at lave et sådan sted. Lige så lækkert her er i sol og varme, lige så død sygt er her, når det regner og blæser.

Endelig blev vejret til at vi kunne sejle ind i jollen.

Vi gik til Capetenia og bad om en zarpe til mandag. De gik straks igang med at ringe til agenten Bolivar og vi ventede lidt. Der ville gå lidt tid. Vi sagde, at vi ikke behøvede den i dag, da vi ikke ville betale for overtid. Det skulle vi ikke, vi kunne komme tilbage senere.

Så gik vi en tur gennem byen og ud langs stranden, og videre ud til de små stier vi havde sprunget over, da vi gik ud til grædemuren.

En af stierne førte ud til Tunél del Estero. Tunnelen er skabt ved undersøiske vulkanudbrud. Man kunne gå ned i den og fortsætte med at gå dernede et godt stykke ud under vandet. Vi gik også ovenpå på den indtil den endte ned under havets overflade. Det var et spændende sted, og her svømmede mange pingviner rundt i brændingen.

Vi tog alle sidestierne, inden vi gik tilbage til byen. Vi fik en sen frokost og gik hen for at få vores zarpe. Den var lige på trapperne. Mens vi ventede, spurgte Lene, om det var rigtigt, at vi skulle betale for at ligge for anker både komicielt og ikke komicielt. Vi havde fået en opkrævning for begge poster på det papir, vi havde fået fra Capetenia.

Det var selvfølgelig forkert og det vidste vi godt. Vi spurgte pænt, for her er det en æressag ikke at blive taget i at snyde. Men vi havde heller ikke lyst til at betale mere end det, vi skulle. Der blev kaldt på ham, som havde lavet papirerne, og ham Lene havde henvendt sig til gik klogelig sin vej, han skulle ikke have klinket noget. Vi havde lidt en fornemmelse af, at de kørte lidt på hinanden. Ham som havde lavet papiret, så ikke title for glad ud og forsøgte at forklare sig ud af sin fejltagelse. Men kunne til sidst godt se, at den var for tyk. Så det endte med, at han kom med pengene; det var over $50, så det var ikke småpenge. Vi sagde pænt farvel og alle var tilfredse. Det var foregået i en ordentlig tone, og ingen havde tabt ansigt. Men vi fik alligevel ikke vores Zarpe, den ville først være klar til mandag.

Vi mødte australierne, som lå ved siden af os, da vi kom til Club Nautico. Efter al den snak hos Capetenia, havde vi en god undskyldning, for at slå os ned sammen med dem og nyde et par kolde øl. Aussierne kan jo som os godt lide en kold øl.

Den 23 Maj.

Vejret var desværre stadig overskyet, blæsende og lidt regnfuldt. Men vi havde ikke så mange dage tilbage her i Villamil, så skulle vi udenfor revet og dykke var det nu.

Vi blev hentet ved 10 tiden af en panga. Vi sejlede udenfor, og blev mødt af høje bølger. Desværre kunne vi ikke dykke eller snorkle, der hvor vi havde afttitle at tage hen, der var for grov sø. Vores guide sejlede lidt rundt for at finde et egnet sted, hvor vi kunne ligge lidt i læ, mens vi gjorde os klar til at droppe i vandet. Meningen havde været at han skulle dykke med os og vise os hejer og mantaer. Men han kunne slet ikke forlade båden og det var mere sikket, at han guidede os og sejlede lige bag os, så vi kunne få hjælp, når vi skulle ombord igen. Det var faktisk lidt af en fysisk udfordring, gik det op for os.

Der var megen surf og strøm, så både vi og fisk susede hen over bunden. Vi så to hvidtippede hajer og en stor plettet rokke og en masse større fisk, som svømmede mellem nogle store sten. Op langs revet var der uklart, da bunden blev hvirvlet op, så der var ikke meget at se. Vi tog et par runder, og besluttede at prøve et andet sted. Vi sejlede inden for revet igen og her var det mere roligt. Men det var der, hvor vi selv havde dykket nogle dage før, så nyhedens interesse var ikke så stor. Vi så en haj svømme lige under os og det var det. Det var ikke den store oplevelse, men vi havde da gjort et forsøg.

Da vi kom tilbage, gik vi igang med at rengøre bunden på Dana. Det sad heldigvis ikke fast, men der var slim over hele bunden. Vi tog med børsterne så langt vi kunne nå, og bagefter tog Henrik med kosten med det lange skaft. Fribordet var ikke til at få rent, men det var også vigtigere med bunden. Henrik tog flasker på og ordnede skruen. Bagefter stod den på skylning. title skulle tørres godt nu, da vi ikke skulle bruge grejet foreløbig.

Vi har gjort rent og pakket al vores grej sammen. Vi manglede kun at få jollen ombord og stuvet fenderne væk, så var vi klar til at forlade Villamil.

Inden da tog vi endnu en tur ind og gik til byen blandt andet for at hente vores zarpe på havnekontoret. Vi blev bedt om at kalde dem op over VHFen, når vi sejlede fra Villamil. Så var det tid til at afsluttede vores ophold på Isabela med en god frokost. Bagefter købte vi bananer på markedet. Det vrimlede med kakerlakker, da vi tog fat i bananstokken. Henrik skilte sig hurtigt af med de små gule bananer, han skulle ikke nyde noget. Men der var kakerlakker i dem alle sammen. Vi lavede en særlig pose til bananerne. Da vi kom tilbage til Club Nautico, blev alle bananerne grundigt druknet og vasket i en stor balje, så også æggene forsvandt. Det hjalp, det myldrede ud med kakerlakker.

Det var fuldmåne nu. I de 20 dage vi havde ligget i Villamil, havde vi ikke oplevet bugten så lavvande, som her til aften. Vi havde den sidste aften været længere i land end vi plejede. Da vi kom tilbage til havnen, så vi til vores overraskelse at jollen stod højt og flot på toppen af en stor sten. Hele havnen var næsten tørlagt. Det var ikke smart, det her. Det tog os lang tid at få jollen slæbt hen over sten og rev, og både vi og jollen fik nogle grimme skrammer. Men vi kunne jo ikke sidder herinde den halve nat. Vi fik endelig så meget vand under os, at vi forsigtigt kunne bruge påhængsmotoren. Der stak skær op mange steder. Store områder hvor vi har sejlet uden problemer, var tørlagte. Vi løb på grund et par gange, vi kunne simpelthen ikke se revene i tusmørket. Det blev en lang og besværlig tur tilbage til Dana.

Næste dag den 26. maj sov vi lidt længere og gav os god tid med de sidste forberedelser. Ved middagstid var vi klar til at tage ankeret og forlade Isla Isabela. Vi meldte vores afgang over VHFen og startede på de 618 sømil til Bahia de Caraquez.