60.
BREV
|
|
Isla
Isabela, Galapagosøerne
|
|
|
|
Der
gik et par dage, inden vi kom op på fulde omdrejninger igen.
Vi var rimelig flade efter den anstrengende tur. Den første
dag tog vi bare lidt rundt i jollen til de forskellige både
for at hilse på og få gode informationer om Villamil
og høre om mulighederne for at komme på nogle udflugter.
Så gik den dag.
|
|
Næste
dag droppede vi i karet og gik igang med at rengøre bunden
og roret for langhalse. Det var værst henne agter og så
på skruen og bovpropellen. Så vi lå og plaskede
rundt i et par timer. Nogle søløver og pingviner var
lige forbi og kiggede nysgerrigt for at se, hvad det var for nogle
mærkelige dyr, som dykkede rundt om Dana.
Det
tog bare et splitsekund, da en af søløverne så
jollen ligge ved siden af båden. Elegant sprang den op i jollen
og lå der og gassede sig. Han var ikke sådan lige at
få ud, nu han havde fundet sig et godt sted, hvor han kunne
være i fred for de andre søløver. Men han fik
ikke fred for os, vi ville ikke have ham til at ligge og skide det
hele til, og de stinker fælt. Vi fik endelig verfet ham ud
af jollen med bådshagen, mens han så surt op på
os. Og sandt skal siges, vi følte os lidt for skrappe, sød
var han jo at se på. Men resultatet efter deres besøg
er knap så rart.
|
|
Ved
anløbsbroen, hvor alle turist bådene og enkelte private
motorbåde ligger, er der i det ene hjørne en bar på
stranden, som kaldes Club Nautico. Det er samlingsstedet for sejlerne
og de turister, som kommer herover med charterbåde fra de
andre øer samt andet godtfolk. Her sluttede vi ofte dagen
med et par kolde øl og hyggelig samvær med andre sejlere.
|
|
To
gange gik vi ud til et opdræt- og rehabiliteringscenter for
kæmpeskildpadder. Det var et spændende sted. Her indsamlede
de æggene lige så snart de var lagt og udklækkede
dem i rugekasser, som var beskyttet af et net, så ingen dyr
kunne forgribe sig på dem. Ude i naturen er æggene og
de små nyfødte skildpaddeunger meget udsatte for rotter,
vilde æsler og andre dyr, som gennem årerne er bragt
til øen.
|
|
På
turen op til centret bliver man først mødt af mange
havleguaner, som kommer nede fra stranden. De løber tværs
over vejen, som fører lige over der, hvor man går ind
til et vådområde, som er starten på naturområdet.
Her så vi havleguaner i mange forskellige størrelser.
Her var mange ande- og vadefugle, arter vi ikke havde set før.
Men her er jo også arter af dyr, som kun findes på Galapagosøerne,
uden at vi skal komme ind på det med Darwins teorier.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Der
er anlagt stier gennem terrænet, som fører ud til nogle
udkigspunkter. Fra et af dem så vi en flok flamingoer i strålende
orange og pink farver. De lever af små krebslignende dyr,
som svømmer rundt i det lave vand. Det er ved at spise disse
krebsdyr, de får deres pinkfarvede fjerdragt, ellers ville
de bare være hvide.
|
|
|
|
|
Fra
vådområdet, med de mange fugle, fortsætter man
videre gennem lidt skov og ud i et åbent område med
mange kaktusser; inden vejen slutter ved rehabiliteringscentret
for kæmpeskildpadderne.
|
|
|
Der
var en lille udstilling, hvor man kunne følge deres udvikling.
Og det var mærkeligt at tænke på, at de små
skildpadder man stod og så på, overlever een med mange
hundrede år. De bliver først sat ud i landskabet, når
de har nået en vis alder, og når deres skjold er stærkt
nok til at modstå de fjender, de har på øen.
Ligeledes var mange af de gamle skildpadder meget ældre end
os og ville endda overleve os. En spøjs tanke når man
står og kigger på dem.
|
|
|
|
|
|
De
mange skildpaddeunger blev der passet godt på. De blev flyttet
rundt i forskellige små gårde, hvor andre skildpadder
på deres størrelse og alder også gik. De store
kønsmodne skildpadder går i deres egne gårde,
og man blander ikke arterne sammen.
|
|
|
|
|
|
Isabela
er den eneste ø i verden, hvor der lever 5 forskellige arter
landskildpadder. Det kan kun lade sig gøre, fordi der bor
så få mennesker på øen. De fleste bor i
Villamil og på den sydlige del af øen, hvor der bliver
dyrket frugter og grøntsager. Det er også øens
egen natur og vulkanerne, som har formet øen sådan,
at skildpadderne ikke kan komme fra den ene ende af øen til
den anden. De kan simpelthen ikke forcere landskabet mellem vulkanerne.
Derfor er der skabt fem forskellige enklaver, hvor hver art lever
adskilt fra hinanden.
|
|
For
nogle år siden var der et vulkanudbrud på øens
sydvestside. og her blev mange af de skildpadder, som levede der,
isoleret fra hinanden. Man frygtede, at arten ville uddø,
da de ikke kunne finde partnere. Så en større redningsaktion
blev sat igang. Man tog simpelthen alle de skildpadder, man kunne
finde og bragte dem til centeret, for at de der kunne formere sig.
Hvad de har gjort med stor succes. Man har så senere sat de
stærkeste ud i området igen, og når de nye små
er stærke nok, følger de efter.
|
|
Hver
art er faktisk meget forskellige. Størrelsen på dem
er forskellig, skjoldenes facon er forskellig, nogle har en meget
lange hals, andre en kort hals, og det betyder meget for, hvad de
lever af. De langhalsede lever af andre planter end de korthalsede.
De har også forskellig hovedform og næb. Nogle har et
kileformet hoved og nogle har en mund næsten som et papegøjenæb.
|
|
|
De
har hver især et fortrin, som passer bedst til det område,
de har tilpasset sig at leve i. Det eneste der ikke er taget højde
for, er alle de dyr vi mennesker har slæbt med til øen.
Det er skildpaddernes fjender og ville blive deres undergang, hvis
man ikke i tide havde taget hånd om dem.
|
|
|
|
Anden
gang vi var deroppe, var der erotik i luften. Vi hørte hæse
støn og brøl. To kæmpe hanner var i fuld gang
med parring. Hunnerne lå bare helt flade og gloede lige ud
i luften. Det tror pokker med så mange hundrede kilo oven
på sig. Efter en halv times stønnen, ja, de tog sig
god tid, begyndte den ene hun at blive utålmodige og prøvede
at røre på sig. Til sidst var hun åbenbart blevet
for ustyrlig, og han måtte nødtvungen stige ned. Hun
så sgu helt lettet ud og skyndte sig over til de andre hunner.
|
|
|
Der
er pragtfulde strande langs kysten af Villamil. Men det ser voldsomt
ud, når bølgerne slår ind over revene, og man
skal passe på med understrømmen, når man bader
der.
|
|
Når
vi gik tur langs stranden og på lavaklipperne vrimlede det
over title med havleguaner. Den første gang vi gik rundt
på klipperne, tog det lidt tid inden vi fik øje på
dem, så godt falder de sammen med den sorte lava.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ankerpladsen
var beskyttet bag nogle lavaøer med mangrove bevoksning.
På nogle af øerne er der anlagt stier, og her kunne
man gå rundt og se de mange havleguaner, som lå og varmede
sig i solen. Der var også blåfodet suler, fregatfugle,
pingviner og søløver, og var man heldig, kunne man
se hvidtippede hajer i de lave laguner.
|
|
Vi
havde været en tur ude ved lavaøerne en gang før.
Det var inden, vi vidste, at der var stier derude, og at det hørte
under nationalparken. Vi var bare taget derud for at svømme
og dykke lidt mellem revene. Vandet havde været uklart, og
på grund af den kraftige brænding blev bunden hvirvlet
op, så der havde ikke været meget at se.
|
|
|
|
|
|
|
|
Denne
gang ville vi gå i land og gå en tur derude. Vi bandt
jollen til en lille pontonbro. Det første vi så, var
de mange farvestrålende krabber, som løb rundt på
lavaklipperne.
|
|
Der
var store havleguaner herude. De var omkring 1,50 m fra hale til
hoved, og de største vi havde set indtil nu. Flere af dem
var ved at skifte ham. Nogle havde stadig et gyldent til let orange
skær. De er nærmest pink, når de er i parringsdragt,
og det var nok engang i januar eller februar måned, de havde
været det. Men de fleste var bare sorte som lavaen.
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi
var faktisk overraskede over, at de største kun var omkring
en god meter lange. Vi troede, de var på størrelse
med de store landleguaner. Men så lærte vi det, og blev
lidt klogere på havleguaner.
|
|
Vi
så søløver lege i kanalerne mellem lavaøerne,
men ingen hajer. Vejret var ret så dramatisk, med kraftig
lavvande på grund af månen, så der var store brækkere,
når bølgerne kom ind på det lave vand og ramte
lavaøerne. Det var flot at se bølgerne bryde og fortsætte
gennem kanalerne, mens røgvandet stod op i luften.
|
|
|
Da
vi sejlede tilbage var det blevet mega lavvande. Mange skær,
vi ikke havde set før, ragede op over havoverfladen, og vi
måtte sejle en anden vej rundt om skærene. Vi så
mange store fisk mellem revene og en havskildpadde lå og gassede
sig i overfladen. Da vi sejlede forbi pingvinkolonien, kiggede de
nysgerrigt, mens de viftede med deres små vinger.
|
|
|
De
blåfodede suler var der også mange af ude på skærene.
Når bare de bliver der, og ikke lander på Dana, er det
fint for os. Men flotte er de med deres store blå fødder.
Mange fregatfugle holdt også til ude på motuerne, som
skærene kaldes.
|
|
|
Når
vi sejlede rundt i jollen, kom pingvinerne tæt på, for
at se hvad vi var for nogle. De susede rundt om os og under jollen,
lynhurtige er de.
Det
mørke foran på billedet er et undersøisk skær,
som blev tørt ved lavvande, det fik vi lige afprøvet
med jollen på vej hjem en aften, vi var lidt for sent på
den.
|
|
Vi
har også været på en god vandretur helt ud til
"Grædemuren". Som det ses på skiltet ligger
den ca. 5 kilometer ned langs kysten. Der er mange sidestier fra
hovedstien, som man kan gå af. Hver sti fører en til
en ny oplevelse, så det er bare at gå der ud af.
|
|
Vi
startede med at gå langs stranden og her var meget at se på.
Søløverne boltrede sig i bølgerne og dem bliver
man ikke træt af at kigge på. En ung han kom op til
os og gjorde sig til. Han ville gerne fotograferes og stillede sig
i positur. Havleguanerne klumpede sig sammen og gloede nysgerrigt
på hende den mærkelige som sneg sig frem for at komme
tæt nok på.
|
|
|
|
|
|
Turen
derud giver en god ide om landskabet på denne del af øen.
Der er høje udsigts-punkter undervejs. Vi arbejdede os op
til toppen af Cerro Calzoncillon, hvorfra der er en flot udsigt
over den sydlige del af øen.
|
|
|
|
|
|
|
Endelig
nåede vi ud til grædemuren. Det er en 100 meter lang
og 7 meter høj mur bygget af lavablokke, som blev opført
af tugthusfanger engang tilbage i halvtredserne. Muren ligger 7-8
kilometer uden for byen og det siges, at fangerne græd som
børn, når de blev sendt derud.
|
|
På
turen så vi en del skildpadder langs vejen. Pudsigt at se
dem lunte rundt i det fri, men her var terrænet lidt åbent,
så de kunne komme bedre omkring.
|
|
|
En
af dem spiste af en plante, da vi forsigtigt nærmede os. Det
passede den ikke, den hvæsede af os og var særdeles
utilfreds, så vi forføjede os i god orden og lod den
æde i fred. Sådan en sur fyr!
|
|
|
Ca.
halvdelen af de fugle, som lever på land, er endemiske ligesom
mange af planterne, som for eksempel kaktustræet. Kæmpeskildpadderne,
hav- og landleguanerne er også endemiske. Det er jo det der
gør Galapagosøerne så unikke, at men skal helt
hertil for at opleve disse dyr og floraen, som ikke findes andre
steder frit.
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi
havde bestilt diesel hos Henry, som ejede Club Nautico. Der havde
lige ligget to cargoskibe og et tankskib på reden, så
vi vidste, at der var diesel i byen. Henry havde lovet at skaffe
os godt 300 liter. Vi brugte en hel del på vores to turer
gennem doldrums, så vi ville lige have toppet lidt op, inden
vi skulle videre til Ecuador.
|
|
|
Klokken
15 kom Henry fræsende i sin panga med alle vores dunke fyldt
med diesel. Henrik var lige kommet ud fra badet og Lene stod under
bruseren. Så Henrik måtte selv klare at få alle
dunkene ombord.
|
|
|
Vi
var lige kommet tilbage fra en snorkeltur ude langs revet, og endnu
engang havde det ikke været title for ophidsende, vandet var
for uklart. Vi så nogle sejle uden for revet i en panga og
hørte senere, at de havde haft en god tur, hvor de havde
set hajer. De var med Alfonso, som også havde dykket med dem.
Så måske det var værd at prøve en sådan
tur!
Vi
var helt flade efter at have fyldt diesel i tankene og få
stuvet title på plads igen. Alligevel tog vi sammen og sejlede
ind til anløbsbroen og gik ind til byen for at handle lidt
frugt og grønt.
Da
vi kom tilbage, var det sundowner tid, så vi nød hver
et par dejlige kolde øl og hyggede os sammen med de andre
sejlere som var der.
|
|
Vi
kunne ikke trække den længere, vi måtte til turistkontoret
igen. Vi havde faktisk været der et par gange før.
Først havde de haft lukket i utide, og anden gang var personalet
ikke til stede. Alle god gange tre og vi blev lettet for $200. Ikke
fordi det morede os, men vi syntes, det var nødvendigt, når
vi skulle på turer, som hørte under nationalparken.
Det ville have været flovt, at blive taget uden parkkort.
|
|
Villamil
er en hyggelig landsby med sand på vejene. Hovedgaden, også
med sand på, løber parallelt med stranden og her ligger
de fleste spisesteder, turistbutikker og hoteller. Byen ned mod
stranden er omkranset af palmetræer. Fra vejen går men
direkte ud på en flot hvid sandstrand. Bag byen ligger lagunerne,
hvor de mange fugle og flamingoer holder til.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi
sluttede dagen med en tur til Laguna Salinas. Vi var heldige, flamingoerne
var lige landet og tog sig flot ud i eftermiddagssolen og ænderne
lå og solede sig lige nedenfor udkigsbroen.
|
|
|
|
|
Så
gik vi tilbage til Club Nautico, hvor vi fik en øl, inden
vi tog ud til Dana. Vi tog lige et smut langs revet og fotograferede
suler og pingviner. De sidste turistbåde gjorde klar til at
sejle tilbage til de andre øer, så vi var kun 3 både
tilbage.
|
|
|
|
Det
begyndte at regne i nat og vi måtte lukke alle lugerne, da
det tog til og begyndte at blæse. Det var dejligt med lidt
ferskvand på dækket og det kølede lidt. Der er
vejrskift på vej, og vi er spændte på, hvad det
bliver til. Bliver det langvarigt med regn og blæst, må
vi blive ombord, og de turer vi har planlagt må udskydes.
Da
vi næste dag skulle ind til broen var det blevet meget lavvande.
Vi måtte en stor omvej udenom revene og der var store brækkere
med surf rundt i hele bugten på grund af de mange skær.
Det var ikke sjovt at sejle ind i jollen, og da vi var halvvejs,
fik vi en stor sø ind over os. Vi var plaskvåde og
jollen halv fuld af vand. Vi var tæt på at bordfylde,
men kom væk i tide inden den næste brækker. Vi
måtte sejle tilbage til Dana for at få tørt tøj
på og tømme jollen. Heldigvis kan den ikke synke, men
er den helt fyldt op med vand, kan den tippe rundt i de store søer.
Vi blev simpelthen indhentet af en kæmpe bølge, som
brækkede lige ned over os. Motoren var ikke stærk nok
til vi kunne løbe fra den. Det har vi aldrig nogensinde prøvet
før, det var en påmindelse om at passe bedre på.
Vi
flyttede heldigvis til en anden ankerplads for nogle dage siden,
da vinden vendte. Vi svingede ind mod land og kom for tæt
på nogle klipper. Samtidig med at der var kraftig tidevand,
var det for farligt at blive liggende der. Vi lagde os længere
ude, og desværre kom vi ikke til at ligge så godt i
læ som før, så vi rullede en del. Vi håbede,
at kunne flytte længere ind igen, når nogle af de andre
tog afsted til Marquesas øerne.
|
|
Endnu
en overskyet dag
og store dønninger kom ind i bugten. Ikke lige en dag til
at tage på tur. Vi sejlede over til den schweiziske båd
Suleika, for at høre om de ville med på en heldags
bådtur en af de kommende dage. Det ville de gerne. De forttitlee,
at de ventede på en engelsk båd med to ombord, som sikkert
også gerne ville med. Det lød godt, så kunne
vi hyre en panga til 6 personer. Så ville det ikke blive så
dyrt for en kombineret udflugt- og dykkertur til tunnelerne.
En
formiddag blev vi underholdt af en flok Wilson svaler. Der var en
masse små dyr i luften, som de havde travlt med at guffe i
sig. Vi ser dem tit ude på havet, når de elegant svæver
op og ned mellem bølgerne for at snappe, hvad der er i luften
af smådyr. Det ser næsten ud, som går de på
vandet med deres små gule fødder, når de flagrer
med udstrakte vinger og ind imellem dypper fødderne i vandet;
de har svømmehud mellem tæerne
|
|
Endelig
blev det bedre vejr. Vi blev afhentet af en pangaen sammen med mandskabet
fra Suleika og den engelske båd Yvonne. Far og søn
som begge var fiskere, havde vi hyret for hele dagen. Det var knægten,
som var skipper i dag. Vi var ikke mere end lige kommet fri af kysten,
så kom gashåndtaget i bund, og det gik i fuld fart ud
over de store dønninger ned langs kysten.
Vi
så mange kæmpe store mantaer, det vrimlede med dem.
De var ca. 4 meter tværs over vingespidserne. Vi gik ned i
fart og sejlede langsomt rundt mellem dem og kom helt tæt
på. Det var fantastisk at se så mange på een gang.
De er så flotte og graciøse, når de flyver afsted
gennem vandet. For sådan ser det ud, når de bevæger
de store vinger.
Vi
fortsatte ud til den store Roca Union. En stor klippe hvor der var
mange blåfodet suler. Der var en kolossal surf rundt om klippen
og store bølger slog ind over toppen af den. Det er titleid
flot, at se en klippe rage op lige midt i havet; uden afmærkning.
Så hører man ikke dønningen, så mærker
man klippen.
|
|
Vi
fortsatte ned langs kysten, til vi kom til et stort rev, som vi
for fuld fart sejlede gennem sammen med de enorme dønninger,
som blev større og større, når de løb
ind over revet. Vi fræsede ind gennem masser af rev, med undersøiske
skær lige ved siden af os. Utroligt at de turde. Men vi kunne
mærke, at det var de vandt til, de vidste, hvor de var.
|
|
|
Da
vi endelig var kommet gennem brændingen, blev der helt stille
inde mellem de mange lavaøer. Det var et helt specielt vulkansk
landskab. Vi sejlede gennem smalle kanaler og rundt om mange øer,
hvor der stod suler og pingviner, de virkede helt tamme. Pingvinerne
var ved at skifte fjerdragt. De så spøjse ud, nærmest
lidt mølædte. Vandet blev lavere og lavere og helt
krystalklart, sten og skær var kun få centimer under
os. Vi så mange farvestrålende fisk og mange store havskildpadder
og hvidtippede hajer. Det var et meget spændende sted.
|
|
|
|
|
|
Vi
lagde til i en lille lagune og gik en tur i det mærkelige
lavalandskab; hvor naturen havde skabt viadukter, huler og søjler.
Det var meget specielt; og så var vi kun vores båd derude,
vi havde det hele for os selv, herligt!
|
|
|
Sønnen
var fantastisk til at manøvrere med de to store udenbordsmotorer.
Ofte bakkede han ind gennem de meget lave og smalle passager, og
der var ikke mange centimeter at gøre godt med. Det var sjovt
at se faderen, hvor stolt han var, og han holdt et godt øje
med knægten. Kun da vi skulle ud gennem brændingen,
fik han besked på at dæmpe temperamentet lidt, der skulle
ikke laves nogle fejl her.
|
|
|
|
|
|
|
På
turen tilbage gennem labyrinten så vi mange store havskildpadder.
Vi fik igen et sug i maven, da vi skulle ud gennem brændingen.
Nu var det mod søerne, så vi skulle ligge og vente,
til bølgen lige havde passeret os. Så var det med gashåndtaget
helt i bund, for at nå ud inden den næste store bølge
kom. Vi nåede ikke helt ud første gang. Så vi
måtte stoppe og lade os ride med på bølgen og
så prøve igen, da den havde passeret os.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Så
lykkedes det, og vi susede afsted langs kysten til
et andet sted, hvor vi også skulle ind gennem en række
rev for at komme helt ind i bunden af en lille bugt. Her sprang
vi i vandet og snorklede rundt mellem revene. Vandet var lidt uklart
på grund af dønningen udefra, så korallerne var
ikke så spændende. Men her var en masse fisk og enkelte
søheste, som stod og gemte sig mellem klipperne. Det mest
spændende var at se de mange store havskildpadder og så
selvfølgelig hajerne, som gemte sig inde i de store huler.
|
|
Efter
det første dyk spiste vi frokost. Derefter tog vi en tur
til for endnu engang at se havskildpadderne. Denne gang så
vi også et par rokke med flotte hvide pletter.
|
|
|
|
|
Efter
det sidste dyk sejlede vi ud gennem revet og satte kurs hjemover
for fuld fart. Vi sejler 15 til 20 knob, så det gik stærkt.
Vi blev sat af på Dana og havde haft en super tur. Resten
af eftermiddagen stod på rengøring af grej, knap så
morsomt.
|
Vi
kunne ikke køre med watermakeren. En fisk var blevet suget
ind ved søventilen. Her sad den i klemme og stoppede for
vanindtaget. Henrik prøvede at dykke ned for at rage den
ud med en stålpind. Men det lykkedes ikke. Nu prøvede
vi indefra, ventilen kunne ikke lukkes helt, så det var der,
den sad i klemme. Vi kunne høre det knasede, når vi
prøvede at lukke den. Vi startede motoren op. Måske
den kunne blive suget med op i filteret, og vi kunne få den
ud den vej. Det blev bedre, men så lukkede det igen, og vi
var lige vidt.
Henrik
fik en lys ide. Vi kunne prøve at spule den ud med slangen
inde fra badet. Det lykkedes efter et par gange. Så blev motoren
startet, og der var igen fri passage. Herligt, nu kunne vi bruge
watermakeren igen.
Det
ser ud til, at ting bryder sammen lige nu. Køleskabet kunne
vi ikke få til at virke længere. Henrik har knoklet
med det, og nu har vi opgivet det og flyttet alle varerne over i
fryseren. Senere gik lysstofrøret over køkkenbordet,
selvfølgelig det vi bruger mest. Et nyt ligger gemt væk
under bordet i salonen, så det må vente.
Lene
er også brudt ned, knæene er dårlige på
grund af den megen dønning. Det er især det venstre
knæ, som er tosset. Det føles som om leddet er løst,
så der er lidt skred i det. Knæstøtterne er fundet
frem. Det kan kun blive bedre, når vi flytter til en roligere
ankerplads.
Vi
trænger til at motionere lidt, og ville have været ind
og gå en tur til byen, men så begyndte der at komme
sorte skyer, og det begyndte at regne igen. Svenskeren, fra Nikka
med katten Åge og den hollandske båd, som lå ved
siden af os, sejlede sent på eftermiddagen.
Dagene
blev overskyet med tunge regnskyer og vi fik mange byger, det ustadige
vejr var vendt tilbage for en stund.
|
|
Vi
havde ttitle med turistguiden Fabricius, om en tur op til vulkanerne,
hvor en del af turen skulle foregå på hesteryg. Der
var lidt problemer angående hestene. Vi fandt ikke helt ud
af hvad problemet var, men det måtte han jo løse. Vi
hørte så senere, at når det havde regnet så
meget, var det farligt for hestene at gå i det smattede terræn.
Der havde været et par uheld, hvor en hest var "væltet,"
og turisten var faldet af og kommet til skade under hesten. Så
de var mere forsigtige nu med at leje heste.
Vi
kontaktede Fabricius, for at høre om vulkanturen. Han var
ikke sikker på, det med hestene. Vi skulle snakke sammen over
VHFen ved 5 tiden, og så samtidig høre om besætningen
fra Yvonne ville med på turen.
Da
vi kom tilbage til Dana, gik der helt kuk i radioen, og det endte
med, at Henrik måtte sejle over til Yvonne og bede Michael
ringe til Fabricus over mobilen. Det lykkedes at få skaffet
nogle heste, så vi ikke skulle gå hele vejen. Lenes
knæ var stadig lidt dårligt, men med knæstøtter
på skulle det vel nok gå.
|
|
Vi
var
heldige. For første gang i lang tid kunne vi her til morgen
se Volcán Sierra Negra. Vi fik sagt farvel til Suleika, de
var klar til at sejle videre til Marquesas øerne. Vi sejlede
ind sammen med Annie og Michael, som vi havde været sammen
med på tunnelturen. Fabricius ventede på os, og der
var en taxi klar til os fire. Vi kørte op til Hotel San Vincente,
hvor vi ventede på, de andre deltagere skulle blive klar.
Vi lejede gummistøvler. Det var godt, vi lyttede til guiden,
for der var meget mudret, det første stykke vi selv skulle
gå. Vi havde to søde guider med os, som ttitlee lidt
engelsk.
|
|
|
Ved
halv nitiden kørte vi i en åben minibus op gennem landskabet.
Vi kom forbi mange små gårde, hvor de dyrkede bananer,
papaya, kartofler og majs. Der var meget frodigt og fugtigt oppe
i højlandet.
Endelig
nåede vi op til der hvor nationalparken starter. Der var en
rasteplads med er par huse til parkmandskabet, og så var der
var fine rene toiletter.
Vi
skiftede til gummistøvler. Allerede her var der godt mudret.
Vi startede på turen op mod kraterkanten. Det var en jævn
stigning, men der var smattet og meget ujævnt, med store huller,
som var fyldt op med vand. Det var om ikke at skride og havne der.
Vi havde heldigvis taget vores stokke med, og dem havde vi god brug
af. Sidde på ryggen af en hest her, var der ingen af os, som
havde lyst til.
|
|
|
Efter
en lille times vandring kom vi op til det sted, hvor hestene ventede
på os. Stierne var meget bedre og tørre, så det
var mere sikkert for hestene at gå her. Vi var næste
oppe ved kraterkanten, som ligger i en højde af 1490 meter
over havets overflade. Vi kom alle i sadlen og begyndte langsomt
at skridte langs kraterkanten.
|
|
|
Der
var en flot udsigt ned over bugten og alle bådene og byen.
Landskabet mod syd og øst er rimelig fladt, bare med lidt
bakker og mange stitlesøer.
|
|
Det
er et meget stort krater, det næststørste i verden.
Det største er i Kenya i Afrika. Vi kunne tydelig se lavaen
fra det sidste udbrud, som var i slutningen af 2005. Udbruddet var
i det nordøstlige hjørne, og vi kunne se de dybe revner
i lavaen. Der var flydt så meget lava ud, at det dækkede
halvdelen af kraterbunden med en tykkelse af 3 meter.
|
|
|
Kratersiderne
stod helt grønne og frodige lige ned til den sorte friske
lava. Midt ude i kraterbunden skilte lavaen bunden op i to halvdele,
den ene med gamle lava som nu er grøn af begroning og den
anden dækket af den nye, 3 meter høje, sorte lava.
Ret interessant at se en så skarp afgrænsning.
|
|
|
Vi
var der på det rigtige tidspunkt, der var næste skyfrit
og vi kunne se kraterkanten hele vejen rundt. Vi fortsatte til fods
igen til en rasteplads, hvor vi skiftede til vores støvler
og fortsatte ad en ujævn sti videre rundt langs kraterkanten
til et par udkigspunkter.
|
|
|
Herfra kunne vi se den nordlige del af Isabel, bugterne på
begge sider af øen og øerne Fernandina og Santiago
samt øerne de 4 brødre, Cuadro Hermanos. Vi kunne
se de 3 andre vulkaner og bugterne på begge sider af øen,
der hvor den er smallest. Heroppe var en helt anden tør vegetation,
som groede mellem lavablokkene.
|
|
Ved
restestedet spiste vi vores frokost og gik derefter tilbage til
hestene. Vi kom i sadlen igen og red tilbage til stedet, hvorfra
vi selv igen måtte gå resten af vejen. Det tog lidt
under en time at komme tilbage. Hestene var glade for at kunne løbe
omkring uden os på ryggen.
|
|
|
Både
Henrik og Lenes hest havde føl med og det var nogle arrige
damer at ride, og ungen til Henriks hest var en rigtig strid en;
han bed i title hvad han kunne slippe afsted med. Lenes hest ville
hele tide bare æde, og så var hun optaget af, hvor hendes
føl var. Det var en strid dame at styre.
|
|
Da
vi endelig nåede til rastepladsen og alle var samlet, kørte
vi tilbage til hotellet i den åbne bil. Nu var vejret overskyet
og vi fik lidt finregn, så vi havde været utrolig heldige
med turen, som havde været meget interessant.
|
|
I
dag den 20. maj er vejret meget overskyet og det småregner
lidt ind i mellem. Vi flyttede Dana op ved siden af Yvonne mens
der var plads, og der var faktisk dybere der, end hvor vi lå.
Det var anden gang vi flyttede og nu bliver vi liggende. Der var
meget mere roligt. Nu gyngede vi ikke så meget fra side til
side, det var mere forfra vi fik dønning ved højvande.
Lene kunne mærke det med det samme i knæene, der skulle
ikke arbejdes så meget for at holde balancen. Der skete ikke
meget de næste fire dage. Vi fik en front ind over os med
tunge skyer, regn og blæst og så er der ikke meget at
lave et sådan sted. Lige så lækkert her er i sol
og varme, lige så død sygt er her, når det regner
og blæser.
|
|
Endelig
blev vejret til at vi kunne sejle ind i jollen.
Vi gik til Capetenia og bad om en zarpe til mandag. De gik straks
igang med at ringe til agenten Bolivar og vi ventede lidt. Der ville
gå lidt tid. Vi sagde, at vi ikke behøvede den i dag,
da vi ikke ville betale for overtid. Det skulle vi ikke, vi kunne
komme tilbage senere.
|
|
Så
gik vi en tur gennem byen og ud langs stranden, og videre ud til
de små stier vi havde sprunget over, da vi gik ud til grædemuren.
|
|
|
En
af stierne førte ud til Tunél del Estero. Tunnelen
er skabt ved undersøiske vulkanudbrud. Man kunne gå
ned i den og fortsætte med at gå dernede et godt stykke
ud under vandet. Vi gik også ovenpå på den indtil
den endte ned under havets overflade. Det var et spændende
sted, og her svømmede mange pingviner rundt i brændingen.
|
|
|
|
|
Vi tog alle sidestierne, inden vi gik tilbage til byen. Vi fik en
sen frokost og gik hen for at få vores zarpe. Den var lige
på trapperne. Mens vi ventede, spurgte Lene, om det var rigtigt,
at vi skulle betale for at ligge for anker både komicielt
og ikke komicielt. Vi havde fået en opkrævning for begge
poster på det papir, vi havde fået fra Capetenia.
Det
var selvfølgelig forkert og det vidste vi godt. Vi spurgte
pænt, for her er det en æressag ikke at blive taget
i at snyde. Men vi havde heller ikke lyst til at betale mere end
det, vi skulle. Der blev kaldt på ham, som havde lavet papirerne,
og ham Lene havde henvendt sig til gik klogelig sin vej, han skulle
ikke have klinket noget. Vi havde lidt en fornemmelse af, at de
kørte lidt på hinanden. Ham som havde lavet papiret,
så ikke title for glad ud og forsøgte at forklare sig
ud af sin fejltagelse. Men kunne til sidst godt se, at den var for
tyk. Så det endte med, at han kom med pengene; det var over
$50, så det var ikke småpenge. Vi sagde pænt farvel
og alle var tilfredse. Det var foregået i en ordentlig tone,
og ingen havde tabt ansigt. Men vi fik alligevel ikke vores Zarpe,
den ville først være klar til mandag.
Vi
mødte australierne, som lå ved siden af os, da vi kom
til Club Nautico. Efter al den snak hos Capetenia, havde vi en god
undskyldning, for at slå os ned sammen med dem og nyde et
par kolde øl. Aussierne kan jo som os godt lide en kold øl.
|
|
|
Den
23 Maj.
Vejret
var desværre stadig overskyet, blæsende og lidt regnfuldt.
Men vi havde ikke så mange dage tilbage her i Villamil, så
skulle vi udenfor revet og dykke var det nu.
Vi
blev hentet ved 10 tiden af en panga. Vi sejlede udenfor, og blev
mødt af høje bølger. Desværre kunne vi
ikke dykke eller snorkle, der hvor vi havde afttitle at tage hen,
der var for grov sø. Vores guide sejlede lidt rundt for at
finde et egnet sted, hvor vi kunne ligge lidt i læ, mens vi
gjorde os klar til at droppe i vandet. Meningen havde været
at han skulle dykke med os og vise os hejer og mantaer. Men han
kunne slet ikke forlade båden og det var mere sikket, at han
guidede os og sejlede lige bag os, så vi kunne få hjælp,
når vi skulle ombord igen. Det var faktisk lidt af en fysisk
udfordring, gik det op for os.
Der
var megen surf og strøm, så både vi og fisk susede
hen over bunden. Vi så to hvidtippede hajer og en stor plettet
rokke og en masse større fisk, som svømmede mellem
nogle store sten. Op langs revet var der uklart, da bunden blev
hvirvlet op, så der var ikke meget at se. Vi tog et par runder,
og besluttede at prøve et andet sted. Vi sejlede inden for
revet igen og her var det mere roligt. Men det var der, hvor vi
selv havde dykket nogle dage før, så nyhedens interesse
var ikke så stor. Vi så en haj svømme lige under
os og det var det. Det var ikke den store oplevelse, men vi havde
da gjort et forsøg.
Da
vi kom tilbage, gik vi igang med at rengøre bunden på
Dana. Det sad heldigvis ikke fast, men der var slim over hele bunden.
Vi tog med børsterne så langt vi kunne nå, og
bagefter tog Henrik med kosten med det lange skaft. Fribordet var
ikke til at få rent, men det var også vigtigere med
bunden. Henrik tog flasker på og ordnede skruen. Bagefter
stod den på skylning. title skulle tørres godt nu,
da vi ikke skulle bruge grejet foreløbig.
|
|
Vi
har gjort rent og pakket al vores grej sammen. Vi manglede kun at
få jollen ombord og stuvet fenderne væk, så var
vi klar til at forlade Villamil.
Inden
da tog vi endnu en tur ind og
gik til byen blandt andet for at hente vores zarpe på havnekontoret.
Vi blev bedt om at kalde dem op over VHFen, når vi sejlede
fra Villamil. Så var det tid til at afsluttede vores ophold
på Isabela med en god frokost. Bagefter købte vi bananer
på markedet. Det vrimlede med kakerlakker, da vi tog fat i
bananstokken. Henrik skilte sig hurtigt af med de små gule
bananer, han skulle ikke nyde noget. Men der var kakerlakker i dem
alle sammen. Vi lavede en særlig pose til bananerne. Da vi
kom tilbage til Club Nautico, blev alle bananerne grundigt druknet
og vasket i en stor balje, så også æggene forsvandt.
Det hjalp, det myldrede ud med kakerlakker.
Det
var fuldmåne nu. I de 20 dage vi havde ligget i Villamil,
havde vi ikke oplevet bugten så lavvande, som her til aften.
Vi havde den sidste aften været længere i land end vi
plejede. Da vi kom tilbage til havnen, så vi til vores overraskelse
at jollen stod højt og flot på toppen af en stor sten.
Hele havnen var næsten tørlagt. Det var ikke smart,
det her. Det tog os lang tid at få jollen slæbt hen
over sten og rev, og både vi og jollen fik nogle grimme skrammer.
Men vi kunne jo ikke sidder herinde den halve nat. Vi fik endelig
så meget vand under os, at vi forsigtigt kunne bruge påhængsmotoren.
Der stak skær op mange steder. Store områder hvor vi
har sejlet uden problemer, var tørlagte. Vi løb på
grund et par gange, vi kunne simpelthen ikke se revene i tusmørket.
Det blev en lang og besværlig tur tilbage til Dana.
|
|
Næste
dag den 26. maj sov vi lidt længere og gav os god tid med
de sidste forberedelser. Ved middagstid var vi klar til at tage
ankeret og forlade Isla Isabela. Vi meldte vores afgang over VHFen
og startede på de 618 sømil til Bahia de Caraquez.
|
|