Tirsdag den 13. april sejlede vi ud fra Marina Palmira. Fik sagt farvel til naboen og danske venner, som lå på samme bro. Vi sejlede til Caleta Lobos, en god times sejlads udenfor La Paz, bare for at komme afsted. Her fik vi pakket det sidste grej væk og gjort søklar. Henrik kokkererede det meste af dagen, så vi havde mad, der bare skulle varmes, til de første par dage til søs.

Onsdag morgen den 14. april, Lenes fødselsdag, lettede vi anker lidt i 8 og startede på turen sydover. De første 4 timer sejlede vi for motor, der var ingen vind, men lidt over middag kom en let brise, og for første gang i lang tid, kom alle sejl op, og det gik langsomt ned langs kysten.

Hen under aftenen døde vinden helt. Vi kørte for motor med lave omdrejninger for at spare på brændstoffet, men beholdt sejlene oppe i håbet om, at vinden ville komme tilbage. Efter 4 timer hvor sejlene bare stod og slaskede, tog vi dem ned. Det var bare det, der skulle til. En halv time senere kom der en god frisk vind. Så vi sejlede for bare forsejl og messan til tidligt hen på morgenen. Vi var nu ud for den sidste lidt beskyttede ankerplads på kysten og skulle bestemme os for, om vi skulle fortsætte eller gå ind og ankre.

Vi havde hele dagen taget vejrkort ned fra forskellige stationer. De viste, at der ikke var megen vind syd for os i flere dage. Vores store problem var nu, skulle vi fortsætte ud i det blå og ligge og glo i vindstille og dønninger fra Stillehavet, som vi ville få, lige så snart vi kom fri af kysten. Eller skulle vi afbryde sejladsen og ankre her ved Bahia Los Frailes og så håbe, at det blev bedre i løbet af et par dage. Vi valgte at gå ind og ankre, selv om her nu var lidt vind. Det var virkelig frustrerende. Formentlig var dette bare en landbrise, som kunne fise af når som helst.

Vi fik en mail fra Karsten i Panama, at der ikke ville komme vind de næste par dage syd for os. Så det var om at have is i maven og slappe af. Men det var lettere sagt end gjort, vi havde 2000 sømil foran os, og vi skulle gerne være nede omkring 5 grader nord i slutningen af april af hensyn til orkansæsonen.

Vi forlod Bahia Los Frailes lørdag morgen den 18. april. Ikke fordi forholdene syd for os var blevet bedre, men fordi der kom vind og dønninger fra syd lige ind i bugten, hvor vi lå for anker. Ankerpladsen var ikke længere sikker, vi lå på læ kyst og der blev meget urolig. Så vi besluttede at sejle sydover.

Vi fik et uventet besøg. Vi var begge ude på agterdækket, da en pelikan kom flyvende med kurs lige mod os. Vi stoppede vores arbejde, fordi det så ud, som om han ville lande på Dana, selv om vi sejlede. Ingen tvivl, han havde fuldstændig fejlbedømt situationen, han landede praktisk talt på dækket mellem benene på os. Stakkels fyr, han var helt forvirret. Og for at han ikke skulle komme til skade med vingerne, flyttede vi os, så han fik plads til at lette igen. Han ville åbenbart blive ombord, for han fløj op på solpanelet. Her satte han sig godt til rette. Godt det var solidt lavet, for der var godt med vægt på, når en så stor fugl jumper rundt. Vi var lidt nervøse for, om han skulle ridse med sine klør, men der skete ikke noget, så vi lod ham sidde. Han var meget tillidsfuld, vi fik endda lov til at stryge ham over fjerene, mens han nysgerrigt kiggede på os. Efter en halv times tid lettede han igen med kurs mod land. Et sidste farvel til dejlige Mexico.

Vi startede motoren, for at komme lidt væk fra kysten. Efter et par timer kom lidt vind og vi satte alle sejl. Vi satte endda også vores inderfok, som ikke havde set dagens lys i mange måneder, for at få ekstra fart. Vi fortsatte for sejl sydøst over, og det gik meget langsomt. Vinden døde helt midt på eftermiddagen. Strøm og dønning skubbede os tilbage nordpå, så ind med rulleforsejlet og på med motoren for lave omdrejninger. Vi nåede heldigvis kun at sejle for motor et kvarter, så kom der pludselig frisk vind fra sydlig retning, 7-8 m/s.

Det var lige, hvad vi havde brug for. Det gav os et kick og de næste 4 timer gik det bare derud af. Vi sejlede endda over 8 knob en del af tiden og i den rigtige retning. Om aftenen aftog vinden igen, men vi kunne forsætte med at sejle vores kurs indtil søndag morgen, hvor vinden igen blev meget svag.

Det var den stadig søndag eftermiddag, hvor vi kæmpede for at holde lidt fart i skuden. Vi var desværre kommet lidt for langt øst over, men håbede at få rettet lidt op på kursen de kommende dage. Havet var fladt og herlig blåt og temperaturen til at holde ud, så det kunne vel ikke være meget bedre.

Mandag aften døde vinde helt igen. Vi havde bare det lille forsejl og mesanen oppe for at dæmpe lidt for dønningen, som heldigvis næsten var ved at flade ud. Vi parkerede Dana for natten. Det vil sige, vi drev bare omkring og nød den flotte solnedgang. Vi havde tiltagende måne, som gav lidt lys og en herlig stjernehimmel. Om natten kom der nogle havdyr forbi os, vi kunne høre deres snøften. Det var sikkert delfiner, dem ser vi jo om dagen, når de jager fisk op.

Hele natten var der dødstille. Vi vågnede op til en dejlig solopgang med et pragtfuldt hav omkring os. Her var helt stille og vandet var så blåt så blåt. Vi fik besøg af sulerne. De kom for at finde lidt skygge. Men der var ikke noget, for sejlene hængte bare slapt ned. Til gengæld fik vi motion. Vi vil ikke have dem ombord, så vi jagter dem. De kan blive ude på vandet, hvor de hører til.

Tirsdag den 20. om formiddagen passerede et fragtskib vest om os. Vi ventede stadig på den lovede vind fra nord. Der var svage tendenser. Vi kunne se, der begyndte at komme små ripler på den ellers helt glatte hav overflade. Så måske vi om nogle timer kunne være heldige at sætte genakkeren og komme lidt sydover.

Det er lidt mærkeligt, som vi er skruet sammen. I starten af turen var vi meget fokuseret på vinden, retningen og farten. Når så det ikke lige gik efter bogen, begyndte frustrationerne at melde sig. Ville vi nå at komme derned, inden orkan sæsonen startede. Hvorfor var her slet ingen vind i miles omkreds, hvad var der galt! Indtil vi fik total vindstille i et par dage. Så gik det op for os, at vi lige så godt kunne slappe af. Der var alligevel intet, vi kunne stille op, så hvorfor ikke bare nyde det, for her var virkelig herligt.

Det var dejligt at sejle ganske stille afsted, en hel lise, bare vi flyttede os i den rigtige retning, ikke noget med at lukke lugerne. Vi havde en let brise ned om læ, og havde om natten mellem 22 til 25 grader og det havde vi det fint med. Særlig efter de meget varme nætter i La Paz. Vi glemte helt, hvordan det var, når vinden friskede meget op og søen rejste sig, og vi fik den ene sø efter den anden ind over os, og alle luger skulle lukkes, og varmen steg nede om læ.

Onsdag middag fik vi en mere stabil vind. Vi kunne sejle 3 til 5 knob med spilet forsejl, storsejl og mesan. Det var ikke det mest fantastiske etmål, men vi sejlede stadig i den rigtige retning. Vi har fik en mail fra Karsten med den gode nyhed. Der skulle komme mere stabil vind de kommende dage.

Vi arbejdede stadig med at holde skuden igang og på ret kurs, og det var til tider ikke helt nemt. Vi var heldige, at en frisk vind for en kort stund pludselig passerede forbi os, og vi strøg afsted med 6 til 8 knobs fart. Men de sidste døgn har været meget stille og det har knebet med at holde kursen. Vi har bommet et utal af gange for at sejle så optimalt som muligt. 2 fragtskibe passerede henholdsvis for og agter om os omkring midnat.

Problemet var, at dønningerne kom fra nord, og indtil i morges havde vi haft vinden mest fra vestlig retning, så dønningerne har vi fået ind fra agten for tværs. Så når vi rullede, blev den smule vind der var, slået ud af sejlene, så det hele hoppede og dansede, indtil der igen kom lidt ro, for så igen at starte forfra. Det var en træls omgang både for os, rig og sejl. Men sådan var det og det kunne der ikke laves om på, så længe der ikke var mere stabil vind.

Vi fortsatte for svage vinde omkring 2 til 4 m/s, og heldigvis var dønningerne nu ikke for slemme, så vi sejlede omkring 3 til 5 knob. Vinden sprang meget og der var store vindhuller, hvor vinden droppede fra 4 til 1.5 m/s i et split sekund.

I forgårds fangede vi en dejlig gulfinnet tun på omkring 6 kilo, lige den rigtige størrelse for os. Den blev fileteret og skinnet, til det rene skære kød. To bøtter blev fyldt, så der var kød til flere middage og til fyld i vores tacos.

Det blev varmere og fugtigere. De sidste dage har været meget overskyet. Her til morgen var der lidt slør skyer. Morgenrunden på dækket gav to flyvefisk, og heldigvis har vi ikke haft passagerer med i masten i nat. Sulerne prøvede hver aften at få en lift med, og det kæmpede vi for at undgå, da de, som vi har beskrevet før, sviner ad pommeren til.

Vi bagte brød til morgen og det gav lige de sidste ekstra grader i salonen, så vi kom op omkring de 35 grader, PUH-HA!

Vindretningen til vores næste waypoint var blevet bedre, og vi fortsatte i sneglefart.

Idag den 29. april har vi det mega varmt. Efter et par dage med vind, så vi kunne sejle, har vi hele natten bare drevet i den rigtige retning for næsten ingen vind. Vi må være tæt på stillebæltet nu. Selv om vi på vores vejrkort har set, at der skulle være vind, er her absolut ingen, bare store dønninger. Vi har lidt sejl oppe for ikke at blive helt kulrede, når vi ruller, og det hjalp meget med bare lidt sejl, men det er hårdt ved sejlene.

Vi havde mange delfiner omkring os, det livede lidt op, og vi så adskillige skildpadder. Et par af de meget store skildpadder havde endda en sule siddende på ryggen, mens den drev afsted i overfladen. Det var ligesom i Rasmus Klump, en udkigsmand på toppen af skildpaddens skjold.

En morgen havde vi en del tunge regnbyger foran os, så det ville nok ikke vare længe, før der kom vejrskift. Vi så frem til at få regn. Den første i 6 måneder, så vi kunne få vasket Mexicos ørkenstøv af Dana. Alle liner, stag, vanter og sejl var brune af støv.

Vi kørte langsomt for motor, for at spare diesel. Vi havde et bredt stillebælte foran os på denne tur ned over ækvator. De andre gange vi har krydset ækvator har været længere ude til søs, hvor bæltet var smallere. Ydermere flyttede det sig hele tiden, så vi fik hjælp fra Karsten. Han kunne se, hvor det lå og hvilken vej det flyttede sig.

Det har været meget overskyet og gråt, med tunge bygeskyer rundt om os. Vi har haft rigtig kraftig regn 2 gange i 4-5 timer, så vi har nu fået vasket det meste af Mexicos ørken støv af. Vandet der løb ned ad dækket var helt gulbrunt. Vi har kørt for motor, hver gang der var for lidt vind til at sejle, vi skal jo igennem bæltet. I området herfra ned til Galapagos øerne så der ud til at være meget lidt vind. Som vi forventede, blev en stor del af turen for motor. Der var stadig godt 200 sømil derned.

Vi håbede, den regnbyge vi fik her til morgen, var det endelige farvel til The Doldrums, stillebæltet. Der så ud til at være lidt opklaring mod syd, hvor vi så blå himmel mellem skyerne. Vi begyndte at mærke vejrændringerne allerede ved 10 grader nord og vi var nu forbi 4 grader nord, så vi har sejlet godt 360 sømil gennem det. På trods af navnet så var her heldigvis ikke kun vindstille. Turen igennem har budt på lidt af hvert. Vind fra sydvest svingende op til nord og fra vindstille op til 10-12 m/s.

Vi troede ikke vores egne øjne. På kort tid blev vi omringet af skyer med regn, som kom hurtigt op til os agterfra. Sejle fra dem kunne vi godt opgive, det var med en utrolig fart de omringede os, og så blev der ellers åbnet for sluserne. Der var grimme lyn ude om bagbord, men vi hørte ingen torden. En ny melding fra Karsten viste, at doldrum rigtig nok var på vej tilbage mod syd igen.

Vi havde i nat problemer med vand nede om læ, da det regnede meget kraftigt. Vi havde åbenbart en lille lækage et sted. Desværre kom vandet lige ned ved navigationsbordet, hvor vi har alle vores instrumenter. Alle håndklæder kom i brug for at tørre op og redde vores el installation. Heldigvis var det ferskvand, men det var en kedelig situation.

Lige over middag den 5. maj krydsede vi ækvator og var tilbage på den sydlige halvkugle. Traditionen tro fik vi skålet, da vi krydsede, og selvfølgelig huskede vi at give lidt til Neptun. I håbet om at vi får en lykkelig rejse på den sydlige halvkugle.

I nat havde vi byger og tunge sorte skyer hængende over os, men det skulle være slut nu. Vi var jo så uheldige, at vi skulle igennem bæltet to gange.

Endelig fik vi blå himmel og lagt doldrum bag os, det var et sejt træk. Vi kunne nu skimte nogle af de nordligste af Galapagosøerne, men ville tidligst være fremme ved Isla Isabela og Puerto Villamil om et par dage.

Natten mellem onsdag og torsdag og torsdag formiddag var en rigtig sur omgang. Det blæste kraftigt op, og der var meget stærk strøm og alt var lige i snuden. Vi startede på at krydse ned langs vestsiden af Isla Isabela. Kun på den ene bov gik det nogenlunde. Den anden bov var helt tåbelig. Vi kunne ikke holde nogen højde og blev sat meget af strømmen. Der gik nogle dumme timer, og vi prøvede til sidst at holde på for motor i 16 til 18 knobs vind og høje søer, bare for at komme i den rigtige retning. Men pludselig slækkede det heldigvis op, og vi fortsatte for motoren.

Torsdag aften ved solnedgang kom en stor flok hajer rundt om os. De jagtede store fiskestimer lige ved siden af os. Det gik ikke stille af, de var meget voldsomme, når de drønede rundt og sprang op i luften. Nogle af hajerne svømmende bare en meter fra Dana. Det var lige så nakkehårene rejste sig, når vi så en rygfinnen skærer sig gennem vandet så tæt ved siden af.

Det var nu blevet for sent til, at vi kunne gå ind til Villamil. Der var god afmærkning og det var ikke svært at komme ind. Men man bør kun anduve i dagslys, der var mange rev og grunde, når man kommer ind til ankerpladsen. Så vi foretrak at tilbringe natten udenfor. Vi var heldige, at der næsten ingen vind var, så vi lå og drev for strømmen langs kysten.

Næste morgen, fredag den 7. maj, sejlede vi ind. Vi kunne ikke gå ind før ved 7 tiden. Selv om solen havde været oppe i en time, var det stadig for diset til, at vi kunne finde afmærkningen. Da vi kom helt ind i bugten, var det let nok og vi fik en god ankerplads, som sejlbåd nummer 5. Der lå allerede en englænder, to new zealændere og en australier.

Vi var godt flade efter at have været på havet i 25 dage. Havde lige fået kaffe i kruset og en bid af ostemaden, da en panga kom op langs siden med en officer fra havnekontoret. Han kom ombord for at se vores papirer. Vi havde været meget spændt på, hvordan det ville gå. Villamil er ikke en "Port of Entrance", så der er ikke pas og toldkontor. Vi fik valget mellem at sejle videre eller hyre en agent til at ordne papirerne for os.

Heldigvis var han venlig stemt og foreslog, at vi kom op på kontoret klokken 11, så kunne vi faxe til en agent, som så ville ordne vores papirer for $ 100. Vi stillede på kontoret klokken 11. Betalte og afleverede kopier af pas og skibspapirerne. Det så ud til, at det ville gå iorden, så vi kunne blive i de 20 dage, som vi bad om. Vi skulle komme tilbage til kontoret ved 17 tiden for at hente papirerne. Vi åndede lettede op, da vi fik lov at blive, det var bare et spørgsmål om at betale. Foruden de 100 $ til agenten, betalte vi 144 $ til havnefogden for alt fra at ankre i havnen til at bruge radioen. Vi fik senere 55 $ tilbage, da vi opdagede, at vi havde betalt den samme afgift for både kommercielle og ikke kommercielle skibe. Vi ventede dog med at klage, til vi var klar til at forlade øen og havde fået vores papirer ordnet.

Med det formelle iorden var vi nu klar til at opleve Galapagos. Mere om det i næste brev.