21 December 2010 | Las Perlas, Panama

Farvel til Bahia de Caraquez, Ecuador.
Efter en god måneds tid i Bahia var det for os tid at komme videre. Vi har haft en dejlig tid i Bahia, været sammen med Lone og Lars og deres venner og mødt søde mennesker i Puerto Amistad. Men vi trængte til at se blåt vand og ligge på ankerpladser, kort og godt se noget andet.

Fredag morgen den 10. december slap vi de to bøjer, vi havde ligget for i Chone floden og sejlede ud sammen med Pyewacket II, vores australske venner Jackie og Noel. De havde lodsen ombord, som vi deltes om. Dana fulgte efter lige i deres kølvand ud over den lave barre. Det var en dejlig stille morgen, heldigvis. Der blev vinket farvel til Lone og Lars, som stod oppe på altanen og tog billeder, vi kunne se det blitzede. Lene havde travlt med at styre og holde en passende afstand til Pyewacket, så hun så ikke så meget, før vi var komme helt ud og igen havde god dybde under kølen.

Vi fortsatte for motor op langs kysten, da der ingen vind var. Efter nogle timers sejlads bemærkede vi, at motoren blev varmere end normalt, og det blev værre. Vi havde nu kørt ca. 6 timer. Vi stoppede motoren og satte sejl, og man har lov at være heldig engang imellem. Der kom en lille brise, vi kunne sejle for. Motoren var glohed. Henrik gik ned og åbnede dørerne til motorrummet, og en hed luft kom op i cockpittet.

Stakkels Henrik måtte stå dernede og forsøge at finde lækagen. Alt vandet var gået fra motoren. Den første time kunne han kun kigge for eventuelt at finde ud af, hvorfra vandet kom ud, han kunne slet ikke røre ved noget, så varmt det var. Endelig fandt han et brækket spændebånd på en køleslange. Slangen sat stadig på studsen, men når motoren kørte blev der selvfølgelig presset vand ud, når spændebåndet var knækket. Vi fik fundet to nye spændebånd frem og satte dem på. Henrik fyldte varmt vand på, og da motoren var kølet ned, startede vi op for at se om det virkede. Heldigvis fungerede alt normalt igen, og vi åndede lettet op.

Der kom mere vind og vi fortsatte for sejl og havde god sejlads natten over og næste dag. Om eftermiddagen mens Lene havde vagt spottede hun ud af øjenkrogen en gul bøje om styrbord. UPS! endnu en ret for. Til al held sejlede vi for en halv vind så kursen blev hurtig ændret til bidevind. Vi sejlede nu op langs med et fiskenet. Et stykke fremme så vi en panga fræse rundt. Da vi kom op til dem, så vi tre columbianere i færd med at rode med deres net. Vi signalerede, at de skulle gå agten om os, da vi ikke kunne gå højere på denne bov. Så skulle vi til at vende med preventere på, og det havde vi ikke lyst til. De pegede nu længere nordover, og længere fremme så vi et sort flag og endnu en gul bøje. Der var ikke tid til så meget snak, så vi gjorde tegn til, at vi havde forstået og vinkede farvel. Vi måtte lidt tættere til vinden og kom endelig udenom deres grej. Ingen net i skruen denne gang, heldigvis.

Vi havde fin sejlads de næste par dage. Mandag eftermiddag kom vi gennem doldrum rene og nyvaskede. Vi havde fået godt med regn og fået vasket alt skidtet af fra Bahia. Vi var ikke mere end lige kommet fri af skyerne, før nye sorte skyer kom over os, det kunne vi se lige inden det blev mørkt.

En kraftigt koldfront var passeret over Panama fra Caribien og den kom nu for fuld udblæsning ned over os. Først troede vi det bare var en byge og startede motoren for at give lidt extra fart. Det gav næsten ingen fart, og vi troede, at vi havde et net i skruen, indtil vi fandt ud af, at vi havde en rivende strøm imod os. Det var tid at finde en løsning på det her mess, vi havde alt for meget sejl oppe og bølgerne voksede vanvittig hurtigt.

Vi måtte have storsejlet ned og en mindre fok op. Bedst som vi løb for vinden, bemærkede vi, at den ende som holder skødbarmen på storen ned til bommen var ved at knække. Vi knoklede begge to for at få sat en ny ende i og bundet sejlet ned til bommen, så sejlet ikke slap fri og blive blæst i stykker.

Da vi endelig efter en rum tid havde fået styr på vores sejlføring, lagde vi os underdrejet.

15 December 2010 | Stillehavet, ud for Columbias kyst

Ligger underdrejet for en kuling.
Sent mandag eftermiddag var vi på vej mod Perleøerne syd for Panama, godt 100 sømil syd for øerne kom en kuling ind over os. Vi forsøgte at komme nordover, men vinden tog hurtigt til og store bølger byggede sig op og til med havde vi en stærk strøm imod os, så vi faldt af og løb med vejret. Ud på natten besluttede vi at lægge os underdrejet. Strømmen tager os desværre den forkerte retning, men er nu lidt aftagende. Vi har kontakt med Karsten i Panama hver dag. Desværre ser det ud til at der går endnu et par dage med dette vejr.

Ellers er alt vel ombord. Det var godt nok lidt ærgerligt, at vi ikke nåede op til øerne og kom i læ på en god ankerplads, inden denne front kom over Panama fra et lavtryk Atlanterhavsiden.

Vi har en lille svale med ombord, den er blevet helt tam. Til morgen kom en magen til ind i cockpittet, men den nåede ikke at se Wilson, som vi kalder vores svale. Han sad nede om læ og sundede sig ovenpå en hård nat.

Vi tog fra Bahia tidligt fredag morgen og kom fint ud med lods.

Det var en hel lise bare at ligge med kun 1 til 2 knobs fart. Der var stadig masser af plads til læ at drive for, selv om vi havde en stærk strøm, som pressede os mod Columbias kyst. Men det første par døgn skulle der være plads nok.

Hele natten, næste dag og natten til onsdag blæste det som bare pokker, og vi lå og kørte op ned i de dybe bølger. Onsdag morgen skulle der sker noget, for vi var kommet meget tæt på Columbias kyst. De højere magter måtte have hørt os, for efter morgenkaffen gik vinden ned til omkring 16 knob og langsomt op ad formiddagen aftog søen. Det var nu muligt med små sejl og motoren kørende for lave omdrejninger at stævne den, heldigvis, aftagende strøm og gøre en passende fart. Langsomt arbejdede vi os i nordlig retning. Vi lavede korte kryds. Bagbord halse, den var ikke behagelig, vi gik næsten ret op i søerne, som var korte og stejle, styrbord halse var bedre.

Vi havde på hele turen kontakt med Karsten i Panama, som dagligt gav os en vejrudsigt, Selv om vejret omkring doldrum ikke er til at forudsige, kunne Karsten fortælle, hvordan vejret ville blive nord og syd derfor. En stor hjælp.

Torsdag eftermiddag nåede vi endelig op til Isla del Rey, den største af Perleøerne. Vi styrede op til ankerpladsen ved Rio Cacique i den store bugt San Telmo. Her lå en båd fra Oregon, som vi ikke fik hilst på, de smuttede tidligt næste morgen. Vi havde håbet at Jackie og Noel var her, vi havde aftalt at mødes her, men vi lå nu mutters alene.

Vi var godt møre. Vi fik ordnet vores sejl og grej og lagt presenninger på, og så var den dag gået. Næste morgen fik vi besøg af en sød fyr i en kano, som ville sælge frugt til os. Desværre havde vi stadig en masse bananer fra Ecuador. Dem skulle vi først have ædt os igennem. Men vi fik en lille snak og vi sagde pænt farvel til hinanden og så padlede han videre. Her, som i Ecuador, er folk ikke så pågående, siger man pænt nej tak til det de tilbyder at sælge, smiler de og siger pænt farvel.

Søndag morgen havde vi besluttet at tage ind og gå en tur på stranden, og ved højvande kunne vi tage en tur op ad Rio Cacique. Vi nåede lige at få morgenkaffen, så fik vi store dønninger ind i bugten fra syd. Der blev særdeles ubehageligt at ligge, så vi fik hurtig ankeret op og satte kursen nordover. Et par timers sejlads længere nordpå ligger øen Cañas, og mellem den og Isla del Ray ligger øens bedst beskyttet ankerplads.

Her ligger vi nu på en fin og sikker ankerplads. Næste dag hørte vi over radioen, at Jackie og Noel var kommet til den ankerplads, vi lige havde forladt. Så vi kaldte dem op, og fortalte hvor vi var, og der gik ikke mange timer, før de kom sejlende ind i bugten. Vi ligger nu her sammen og nyder hinandens selskab, Vi bliver her julen over og måske lidt længere, vi får se!

Idag har vi gået en lang tur langs stranden, svømmet lidt og Lene har været den halve bugt rundt i kajakken. I morgen er det store vaskedag. Vi har fundet et lille vandløb med ferskvand. Så imorgen tager vi alle fire ind for at vaske og skylle tøj og medbringer selvfølgelig lidt proviant til ganen, det skal være en hyggelig udflugt. I dag har vi fejret Noels fødselsdag og Jackie fylder 40 år den 26 december, endnu et party.

Vi ønsker jer alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår og de bedste ønsker for år 2011.

08 January 2011 | Panama

Ankommet til Balboa, Panama City.
Efter 2 uger på Las Perlas øerne sejlede vi de 35 sømil op til Panama City, hvor vi nu ligger for anker ved indsejlingen til Panama Kanalen. Herfra kan vi følge med i trafikken ud og ind af kanalen, der sejler hele tiden store skibe forbi. Det giver lidt dønning og ind imellem en urolig ankerplads, men underholdningen er sikret.

Vi har brugt et par dage eller tre på at få vores papirer i orden. Det er lidt af et benarbejde, men vi er ved vejs ende. I forgårs havde vi besøg af Karsten, og det var dejligt at se ham, nu vi havde talt så meget over radioen, ja, i flere år. Vi havde et par hyggelige timer sammen og håber, at ses et par gange mere. Vi havde dagen før haft et kraftigt regnvejr, syntes vi, men det var ingenting kunne Karsten fortælle, og det fik vi bekræftet næste dag. Vi var på vej tilbage til Dana da det begyndte at regne og blæse lidt, så vi søgte lidt læ i en restaurant, så kunne vi spise lidt frokost mens vi ventede til byen drev over. Men det udviklede sig til et af de kraftigste regnskyld vi længe havde set. Vi kunne kun se små 100 meter frem for os, så tæt var regnen. Alt blæste af bordene og vandet væltede ned, vi opgav at spise der, sad bare og så på hele menageriet omkring os.

Vi var lidt bekymrede for Dana, og værst af alt vi havde ladet en luge stå åben og ikke låst de andre for hårdt i, så vi vidste, hvad der ventede os. Måske ikke en syndflod nede om læ, men tæt på. Heldigvis er det ferskvand. Aldrig har vi set så meget vand i jollen. Henrik opgav pumpen og skovlede i stedet vandet ud med en spand. Da vi kom ud til Dana, var der som forventet kommet meget vand ned om læ, så der gik et par timer med at hænge tæpper til tørre, nu regnvejret endelig var drevet over. Så Karsten fik ret, det var værre, end det vi først havde set.

Der skulle ikke være regn her nu. Her skulle være sol og en behagelig tradevind. Men på grund af La Niña, som efter følger El Niño er vejret her stadig meget regnfuldt. Og det siges, at vi må vente helt til marts måned før det normalisere sig, vi får se!

Vi prøver at komme med en båd igennem kanalen som gaster bare for at få oplevelsen, da vi jo ikke selv skal igennem. Der er en svensk båd, som Karsten har kontakt med, måske vi kan komme med dem, det ser vi frem til. Alt er vel ombord.

11 March 2011 | Stillehavet

På vej fra Perleøerne forbi Galapagos øerne og videre ned til Gambier øerne.
Vi har haft et godt ophold i Panama, hvor vi har været i ca. to måneder. Vi fik hilst på Karsten, som besøgte os på Dana, og vi havde også en hyggelig frokost sammen.

Vi har brugt megen tid på at få nogle reservedele og en lille luftgenerator sendt herned. Der har været meget arbejde via e-mails for at bestille tingene, og også en del bøvl når vi skulle betale, som jo skal gøres i forvejen. Men det kom til at passe med tiden, at vi fik den sidste pakke, lige inden vi skulle afsted igen. Der gik også nogle dage med at få provianteret, og få købt friske varer dagen inden vi skulle sejle fra Panama ned til Perleøerne.

Det har dog ikke været hæsblæs alt sammen. Vi havde den store oplevelse at sejle gennem Panama kanalen som linehandlers på en fransk båd. Vi tog bussen tidligt om morgenen herfra Balboa og kørte over til Atlant siden, til Colon. Herfra sejlede vi ud og ankrede, for at vente på at piloten kom ombord. Efter de første sluser ankrede vi op i Gatun søen, ved en stor bøje, for natten. Næste dag på vej ned mod Pacific siden så vi to store krokodiller, som smilede til Henrik, da han fotograferede dem. Et rigtig tandpasta smil så vi kunne se alle bisserne.

Vi forlod Balboa mandag den 28. februar tidligt om morgenen og sejlede for motor ned til Perleøerne, og gik ind på ankerpladsen mellem Isla del Ray og Espiritu Santo. Her lå vi en uge, hvor vi rengjorde vandlinien og bunden på Dana, som var godt begroet, selv om vi flere gange havde dykket og renset det værste af. Det var vigtigt at skruen, kølen og hele bunden var helt fri for begroning, nu vi skulle sejle næsten 4000 sømil. Vi havde nu stor glæde af vore ny indkøbte luftkompressor. En lille maskine som giver luft til to slanger med hver sit mundstykker, så vi begge kan dykke. Det er en Hooka luftkompressor.

Tirsdag den 8. sejlede vi for motor fra Perleøerne i 0 vind. Vi havde håb om svage vinde, når vi kom fri af øerne, men ellers så vejrudsigten ikke for lovende ud for Panama Bugten. Nu havde vi besluttet at tage afsted, vi kunne jo ikke ligge og vente i evigheder på lidt vind. Typisk nok havde der i den uge vi lå der været frisk vind to af dagene, men det kunne vi jo ikke bruge til noget nu.

Inden vi tog afsted, lavede Henrik mad til fire dage, som bare skulle varmes, hvis vi fik dårligt vejr. Den første nat fik vi faktisk frisk vind op til 18 - 20 knobs vind, så det gik strygende der ud af. Men tidligt næsten morgen fes den af og lige siden har vi haft svage eller slet ingen vind. Forrige nat tog vi sejlene ned og drev afsted, heldigvis i den rigtige retning. Det er forholdene nu, så det bliver sikkert en meget laaang tur ned til Gambier. Men alt er vel ombord og humøret i top.

Vi har ikke kunne tage os sammen til at skrive før nu, her har været så mega varmt, 30 grader og derover, men lige nu er her lidt vind ned gennem lugen, så fik vi endelig sendt en position.