05 July 2012 | Viti Levu., Fiji

Ligger for anker ved nordspidsen af Viti Levu.
Tolv dage i Savusavu med kun en kort byge og sol fra en skyfri himmel har været herligt, vi har nydt vores ophold her. Dagen inden vi tog afsted var vi en tur med bussen op i bjergene for at besøge Waisali reinforest reserve. Nuko, som er leder af reservatet, stod og ventede udenfor ved vejen, da vi kom med bussen, så vi ikke kørte forbi. Vi skulle bare følge en sti rundt i terrænet og så ville vi komme tilbage til vejen, det var nemt nok. Turen var flot gennem regnskoven og vi hørte en del fugle men så kun een med et langt næb. Her skulle være flotte orangefarvede duer, som vi desværre ikke så, det skulle ellers være muligt på grund af den flotte farve. Vi kom ned til en pool, hvor der var ferskvands snegle, små fisk, ål og store rejer, dem så vi da. Ellers var det mest alle de forskellige træer og planter, vi havde glæde af at se på.

Næste dag den 3. juli sejlede vi ud til Cousteau resortet, stadig med det skønneste vejr og vejrudsigten sagde godt vejr med lidt frisk vind de næste dage. Vi havde en pragtfuld nat med fuldmåne. Tidligt næste morgen satte vi kurs mod øen Koro. Vi skulle sejle lidt tæt til vinden. Det med let vind holdt som sædvanlig ikke. Vi fik den næsten lige i snuden 18 til 20 knob, korte stejle søer, som brækkede ind over os. Vi havde valgt en rute mellem 3 øer for at komme over til Viti Levu; i stedet for at sejle gennem revet og langs sydsiden af Vanua Levu. Det var lidt svært at vælge, hvilken vi skulle tage, men vi trængte til at sejle lidt for sejl, og det fik vi så lejlighed til her.

Ankerpladsen på Koros nordvestspids ligger med rev på hver side af indsejlingen. Ved lavvande, som det var nu, lå en flot sandstrand i forbindelse med revet. Revet og sandstranden forsvandt under havet nogle timer senere, da der var maksimum højvande ved fuldmåne. Nu kunne vi svagt mærke dønningerne, som uhindret løb over revet og det var godt, det blev en helt stille nat. Ikke en super ankerplads ved fuld og nymåne, mindre beskyttelse fra revet, hvis det blæser op og søen rejser sig.

Vi sejlede tidligt næste morgen og fulgte vores rute ud gennem revet med Henrik i stævnen som udkig. Vi sejlede mod øen Makogai, hvor et stor rev ligger hele vejen rundt om øen og naboøen. For at komme ind til ankerpladsen skulle vi gennem et pas i revet og sejle ca. 4 sømil for at komme ind til ankerpladsen. Da vi var næsten ud for øen, begyndte det at friske, og vi ville få vinden lige i snuden det sidste stykke rundt om revet og ind til øen, det gad vi ikke, vi havde fået nok salt over os dagen før. En hurtig udregning viste, vi lige kunne nå til øen Naigani og stadig se revet med solen bag os. Det blev en frisk tur uden vand på dækket tværs over strædet mellem Makogai og øen Ovalau, som vi også skippede ved samme lejlighed, det var stik mod vinden. Der var meldt østlig vind de næste dage, så ville det blæse lige ind gennem passet i revet på Ovalau. Det var mest det at komme ud igen. Vi prøvede det ved Fawn Harbour, og det har vi ikke lyst til een gang til frivilligt, det var meget ubehageligt og vådt.

Vi nåede lige ind og droppe ankeret ved Naigani, inden solen var så langt nede, at det er umuligt at se revene. Oven i købet var det ved at blive højvande, så det var lige på kanten. Her havde vi samme problem med at dønningerne gik over revet. Havde det ikke været en super stille nat, havde det været en dårlig ankerplads. Men endnu engang var vi heldige, er der ikke held med, kan det går helt galt. Vi havde en super nat med den flotteste stjernehimmel med både sydkorset og karlsvognen stående på hver side af os.

Igen tidligt afsted næste morgen. Vi havde et stykke med rent farvand uden rev, som vi kunne krydse inden solen kom helt op, så når vi nåede til revet, ville vi kunne se det og måske et par afmærkninger, hvis de stadig stod der. Vi havde en masse waypoints at støtte os til. Henrik var ved at få fingerkrampe af at taste de mange positioner ind, men de er jo gode at have, især her.

Vi sejlede over mod nordøst siden af øen Viti Levu, den største af Fiji øerne, og skulle så sejle op langs kysten indenfor revet. Det er et meget flot landskab med grønne bakker og stejle bjerge og vulkantoppe, mangrove og palmetræer langs kysten. Vi havde planlagt at nå helt op til et par øer på nordsiden af øen. Vi skulle gennem nogle meget snævre pas i revene det sidste stykke, inden vi slap gennem hullet ud på den anden side ved nordspidsen. Og her var vi jo så "heldige", at vi kom ved lavvande, så vi tydeligt kunne se, hvor vi kunne sejle mellem revene og der var endda afmærkning på kanterne af revene. Vi var rigtig glade for at slippe igennem på denne tid selv om tunge regnskyer drev ind over os og vi fik et par dryp og solen forsvandt. Typisk når man har mest brug for den. Men revene stod så højt, at det ikke var noget problem. Mærkeligt at sejle langs kanten bare 30 - 40 meter fra os og mange gik på revet og samlede muslinger. Vi kom til at tænke på en tur gennem Limfjorden for mange år siden, hvor der stod folk på skrænterne og fiskede, og vi sejlede så tæt forbi, at vi var ved at få deres liner i skruen.

Nu ligger vi for anker lige bag den første ø Nananu-I -Ra i frisk vind og sol. Godt vi nåede i læ her, nu blæser det 18 til 20 knob fra øst. Vi bliver her et par dage, inden vi fortsætter langs nordkysten indenfor revet.

10 July 2012 | Saweni Bay., Fiji

Nananu-i-ra til Saweni Bay.
Vi havde håbet at sætte kajakkerne i vandet og padle rundt omkring Nananu-i-ra og nabo øen, men den hårde blæst tog lysten, det blæste rigtig meget og det skabte en krab sø selv indenfor revet, så der ville ikke være meget at se ude på revet.

Så næste dag sejlede vi videre til Vatia Whaf. Stedet har været et driftigt mineområde og udskibningssted, der var mange mennesker på molen, men vi så ikke færger eller forsyningsskibe, medens vi var der. Vandet var grumset fra udløbet af floden tæt ved. Det er en stor bugt, men vi lå i læ for den kraftige østenvind og ankeret sad godt fast i mudderbunden. Vi havde en god udsigt til revet og ud over havet og sad og nød det fine vejr for en kort stund.

Vi fik så fornøjelsen af, at de her på Viti Levu, som også kaldes sukkerøen, lige i denne tid brænder sukkermarkerne af, og det giver en væmmelig brun røg med masser af sodpartikler i luften, som selvfølgelig lige drev ud over os. Det er et farligt svineri og usundt at indånde. Inden vi fik set os om, var Dana sort og det dalede ned gennem lugerne på alt om læ. Føj for pokker! Vi fik hurtigt lukket til. Det eneste positive var, at det var flot at se markerne brænde om natten, flot ild mod nattehimlen. Næste dag, den 9. juli, dampede vi tidligt af og sejlede forbi Lautoka, den næststørste by på Fiji. Her var masser af trafik ved byen, og da vi ikke skulle tjekke ind nogle steder fortsatte vi et par sømil længere mod syd til bugten Saweni. Her lå en del både indenfor revet, men vi valgte at lægge os lige udenfor og fik godt fat med ankeret.

Der var et par både vi havde mødt i fransk Polynesien og ikke set siden, så vi fik snakket om hvad hver især havde oplevet. Vi tog en tur ind til Lautoka med bussen. Det er efterhånden længe siden vi har været i en større by, men vi fandt hurtig ud af, at vi ikke savnede det. Efter at have gået rundt et par timer købte vi lidt friske grønsager på market og gik til bus terminalen for at tage middagsbussen tilbage. Her mødte vi Mercedes og Karsten fra den tyske båd Forty-two. Vi havde ikke set dem siden Hau i Tuamotu atollerne, så der var nok at snakke om, medens vi kørte tilbage til Saweni Bay.

22 July 2012 | Korokulu Bay, Fiji

Musket Cove og nord over
Den 11. juli forlod vi fastlandet og sejlede ud til de mange øer og ikke at forglemme rev, der ligger som en lang kæde nord - syd og danner den vestlige grænse af Fiji. Vi sejlede først ud til Musket Cove, hvor der er flotte strande og masser af aktivitet. Her ligger flere resorter og turister kommer herud med hurtiggående både og fly, sågar vandfly lander lige her ved siden af os.

Og så er der alle os, som selv sejler hertil. Vi mødte selvfølgelig mange vi kendte, og den danske båd Luna lå i den lille marina, hvor hele besætningen nød livet. Endelig mødte vi vores venner Bill og Tracy fra Zephyr. Vi har ikke set hinanden siden vores veje skiltes på Bora Bora. Vi droppede ankeret ved siden af dem langt ude, da hele den inderste del af bugten er fyldt op med moorings. Men vi blev hurtig trætte af den megen vind, store bølger og den lange tur frem og tilbage i jollen og blive sjask våde af saltvandssprøjt. Så vi flottede os med en mooring længere inde, lidt mere i læ for søen. Vi skulle også have noget diesel bragt ud i dunke, så det var rart med mere smult vand.

Vi kan lide Musket Cove, et rart og flot sted og vi fik gået en masse rundt på øen og langs stranden. Det var hyggeligt at tage ind sent på eftermiddagen og mødes med de andre i baren. Hver aften blev der tændt op i grillen ved siden af og den var til fri afbenyttelse, hvis man havde lyst til at nyde sin mad i land og være sammen med andre. Der var en rigtig hyggelig stemning. Dagene fløj da også afsted, men vi skulle have en rimelig god vejrudsigt for de næste dage, inden vi kunne sejle videre nordpå op gennem revene. Solen er et must; er der ingen sol er det svært at se revene, så er det bedre at blive og vente. Endelig så det ud til at blive mere stille vejr men stadig let overskyet, vi valgte alligevel at komme videre og så håbe på lidt lys mellem skyerne.

Den 18. forlod vi Musket Cove og sejlede til øerne Navadra og Vanua Levu, hvor vi igen mødtes med Zephyr. Det er et dejligt sted og lige ved siden af ankerpladsen er der et flot rev at snorkle på. Der er rev hele vejen rundt og inde i midte af bugten, så det var bare at starte fra en ende af. Der kom flere både ind og vi syntes der blev for trængt, så næste morgen sejlede vi nordpå sammen med Zephyr.

Der lå godt nok tre både på den næste ankerplads, vi havde tænkt os, alle nogle vi kendte. Vi måtte ankre lidt længere ude, og tænkte det er også fint nok, så er har god svejeplads til os begge. Problemet kom bare ved højvande midt på natten. Alle både begyndte at svinge rundt hulter til bulter. Men specielt vi havde placeret os lige der, hvor strømmen var stærkest mellem de to øer, vi lå i læ af. Så Dana piskede rundt om sig selv. Henrik lagde 15 meter ekstra kæde ud, nu vandet steg og vi havde den kraftige strøm. Det hjalp meget, vi lå roligere, selv om vi stadig susede rundt om os selv, med vinden agten ind og søerne slaskende op i hækken. Zephyr lå ikke bedre, de havde vinden og søen tværs og havde det også ubehageligt.

Vi havde sådan håbet på, at det blev bedre, for der var mulighed for at svømme med nogle mantaer. Der er et smalt pas for enden af øen og her kommer mantaerne igennem ved højvande. Næste morgen skulle det være højvande ved 7 tiden, lidt tidligt efter vores smag, men hvad gør man ikke for at få en på opleveren.

Næste morgen blæste det meget gennem passet og vi følte ikke for at starte op i vores lille jolle. Vi skulle skiftes til at droppe i vandet. Een af os skulle sejle jollen for at kunne samlet den anden op i den stærke strøm. Vi følte os for flade efter nattens strabadser. Istedet gjorde vi og Zephyr klar til at komme videre, vi havde fået nok.

Det blev en ret så strid tur for motor op langs kysten af øen Naviti. Hver gang der var en åbning eller et lavt sted langs kysten fik vi pust op til 35 knob lige tværs godt med røgvand. Henrik havde lavet en rute, så vi havde de fleste af revene på bagbord side, men et par steder måtte vi siksakke mellem dem og håndstyre hele vejen. Der blev holdt ekstra godt udkig de steder, hvor vi havde rev på begge sider.

Til gengæld kom vi op til Korokulu Bay med masser af plads, god holdebund og læ for vinden, herligt. Bugten er delt op af to rev, som stikker ud helt inde fra stranden, så det gav mulighed for at snorkle og der var en del pæne partier med forskellige revfisk at kigge på. Vi endte op med at være 4 både samme dag. Næsten hele bugten er sandstrand, så vi gik en lang tur og mødtes senere med de andre ved det ene resort. Her er en stor terrasse bygget ud over stranden og her sad vi og hyggede os med vores drinks om aftenen. Vejret har de sidste dage været blæsende og regnfulde. Det har skiftet meget, der har da også været sol ind imellem.

Vi venter på vindskift, så vi kan sejle tilbage mod Lautoka for at klirre ud fra Fiji og sejle videre vestover til Vanuatu. Det tager tid, der kan snildt gå en uge eller to med at komme tilbage, vente på det rigtige vejr og tjekke ud herfra.

02 August 2012 | Saweni Bay, Fiji

Klar til at forlade Fiji
Vi kom til Saweni Bay den 28. juli og har haft en fin tid her. Vi lå nogle dage ud for Lautoka, og havde fine stille dage, så vi kunne sejle ind i den lille fiskerihavn og lægge jollen der, så var der kun en kort tur ind til byen. Nogle dage senere kom Zephyr, de lagde sig på den anden side af havnen. Da vinden vendte og vi fik en masse sod over os fra sukkerfabrikkens skorsten, sejlede vi over hvor de lå, til lidt mindre sod den dag. Vinden fiser rundt, så det er ikke til helt at undgå de mange sodpartikler.

Vi tog til byen sammen med Bill og Tracy og havde en hyggelig dag med frokost på en af byens bedste kinesiske restauranter. Begge manglede vi frisk proviant, øl og peanuts, som er en af de små glæder vi nyder, mens solen går ned. Så måtte vi igen flygte ned til Saweni Bay, hvor vi lå sammen inden Zephyr endelig besluttede sig for at sejle ud til Musket Cove endnu engang.

Vi bliver og nyder nogle fine dage her uden sod. Mens vi lå ved Lautoka lå der også en flot skonnert ved navn Søren Larsen. Det lød meget dansk,og vi gik på nettet og fandt ud af, at den sejlede under Cook-øernes flag, som hører under NZ, sammen med et andet gammelt dansk skib ved navn Svanen. De ligger meget i Sydney, hvor de sejler dagture med turister. Vi gjorde ikke mere ud af det end at tage nogle billeder og glæde os over at se endnu et flot velholdt dansk skib sejle rundt i verden godt nok under udenlandsk flag.

Mens vi lå i Saweni Bay kom Søren Larsen og lagde sig lige agten for os. Det varede ikke længe før deres gummibåd kom op langs Dana med danske Emil, som inviterede os til middag samme aften. Vi blev endda hentet af Emil og nåede at få en rundvisning på hele skibet og hilse på besætning og gæster, inden vi fik en dejlig middag. I motorrummet blev vi overraskede over at se en stor B & W Alpha 240hp diesel stadig i fuld sving. Der var to skandinaviske piger ombord, en norsk gæst og svenske Hannah, gast lige som Emil.

Se hjemmesiden: www.sorenlarsen.co.nz og sydneytallships.com.au/our-fleet.html. Meget spændende læsning om to danske skibe.

Vi er klar til at sejle videre, venter blot på det rigtige vejr. Men vi må tage en beslutning nu, for vejret skifter så hurtigt hele tiden; så undgå lidt dårligt vejr er næsten umuligt. Vi satser på i morgen fredag den 3. august. Vejrudsigten viser, at vi muligvis får blæst og regn i nat, som så skulle være forbi os til fredag morgen. Men er det ikke det, må vi vente til at tjekke ud mandag. Men så er der allerede et nyt vejrsystem udenfor revene, som vi skal tage hensyn til. Det er lidt trættende, at det skifter så hurtigt. Og som ofte er det alligevel helt anderledes, når vi endelig kommer fri af kysten. Men man gør jo sit bedste for at komme videre med den bedste vejrudsigt.

Vi skal anker ud for byen Lautoka og tage ind med jollen for at få klaret papirerne, så vi kan forlade Fiji og sejle videre mod den sydligste ø, Anatom, på Vanuatu. I dag havde ellers været fint, men det kunne vi jo ikke vide, da vejrudsigten sagde noget andet i går. Ellers er alt vel ombord.