28 August 2012 | Port Vila, Vanuatu

Fest og farver på Tanna.
På Tanna endte vi også op med at være 6 til 7 både for anker i Port Resolution Bay. Kaptajn Cook var den første europæer, som kom hertil i 1774 med skibet Resolution, derfra kommer navnet på bugten.

Næste dag skulle der holdes en stor fest i en af landsbyerne, som lå oppe i baglandet. Udriggerkanoer kom ud til os og inviterede os til festen, som blev holdt for familiens fire sønner. Den ældste blev fejret, da han var nået den alder, hvor han skulle have sin første barbering, som blev udført af en onkel. De tre mindre drenge var blevet omskåret. Det var en meget vigtig ceremoni for familien. Alle i nabolandsbyerne, som de også er mere eller mindre i familie med, var inviteret.

Næste formiddag samledes vi sejlere inde på stranden. Vi blev modtaget af et par drenge, som skulle vise os vej op til landsbyen, hvor festen skulle holdes. På vej op gennem skoven kom vi gennem en anden landsby, hvor de var ved at indfange en stor gris, som de hængte op i benene over en stor bambusstok. Med en mand i hver ende af bambusstokken løb de afsted med grisen op gennem skoven. Den skulle bruges som gave til familierne.

Vi traskede bagefter og kom endelig op til en stor plads, hvor der var stillet et køkken op med tre ildsteder til de store gryder. En stor buffet var overdækket og pyntet med palmeblade og blomster og udenfor var der opstillet bænke til værtsparret og specielt inviterede gæster.

Da vi blev inviteret til festen, fik vi at vide, vi helst skulle have gaver med til drengene. Så der blev fundet alverdens ting frem i de forskellige både, som vi kunne forærer drengene. De elsker søde sager, så kager, nøddebarer og bon bon var en god ting at komme med. T-shirts, kasketter, håndsæbe, shampoo var også ting de gerne ville have.

Vi var kommet tidligt til det der egentlig skulle foregå. Men det er kutyme at komme i god tid og gå rundt og snakke og hilse på hverandre. Grupper af mennesker kom i en lind strøm fra alle retninger. Så placerede man sig i grupper rundt om ceremonipladsen, hvor alle gaverne til de forskellige familie grupper var lagt frem. Store bunker med tarorødder, yams og friske kavarødder var lagt frem sammen med mange flotte vævede tæpper, måtter og tasker og til sidst friskslagtet okse og grisekød.

Mens vi stod og så på en stor tyrekalv, som var bundet til et træ, kom to mænd hen til den. Den ene med en økse og en kniv i hånden, og inden vi fik set os om, have kalven fået et slag i panden og lå med alle fire ben lige i vejret. Da de værste spjæt var aftaget, blev halsen skåret over og straks efter begyndte de at skære den op og tage indvoldene ud. Kalvens penis, som er meget eftertragtet, blev møjsommeligt skåret af og alle indvolde fordelt til landsbyen. Kalven blev parteret og de bedste stykker blev lagt i gavebunkerne. Grisen, som vi havde set, de kom op med, var så heldig at slippe fri og den vilde jagt gik efter den ind i skoven. Men de fik fat i den og under megen skrigen fik den også et slag i hovedet og blev parteret og delt ud og lagt ved gavebunkerne. Til os sejlere havde de på et palmeblad også lagt gaver. Et stykke kalvekød, tarorødder og yams til deling og en flot flettaske. En meget flot gestus.

Vi var flere hundrede mennesker, som sad rundt om pladsen, mens personer fra de forskellige familier gik rundt og betragtede og vurderede de mange gaver. Der var ingen tvivl om, at alt blev nøje vurderet og sammenlignet og diskuteret grupperne imellem. Det har sikkert ikke været nemt at tilfredsstille alle og enhver. Ud over at fejre drengene benyttede man også lejligheden til at knytte familierne mere sammen, nogle bor jo langt fra hinanden, så de ses sjældent.

Værtsparret med deres børn og nærmeste familie stod flot pyntet i det ene hjørne af pladsen og ventede på at alle var samlet. Det der så skete var, at manden trådte ud på pladsen foran alle gaverne og fortalte om relationerne til de forskellige familiemedlemmer og om fordelingen af gaverne. Mest af hensyn til de unge, fortalte han om, hvem der kom fra hvilken familie og landsby og hvem som var gift eller skilt og om nyfødte i familien. Det er deres måde at videreføre viden om deres rødder, da de ikke skriver noget ned. Så det er om at holde ørerne stive og huskeren klar, til når man selv skal fortælle om ens familiesammenhæng. Derefter blev der danset rundt om gaverne og til slut blev gaverne båret væk til de forskellige familiegrupper. Så var det drengenes tur til at blive fejret og modtage gaver. Med kvinderne først, dansede de foran værtsparret og drengene, som sad foran spisepladsen. Efter dansen defilerede alle forbi for at gratulere og give deres gaver og det tog lang tid.

Buffeten var nu åben og man kunne tage en flettet tallerken foret med et palmeblad og tage for sig af de gode retter. Efter et par timer var ceremonien afsluttet og folk begyndte at takke af og sige farvel. Vi blev inviteret til at blive til senere, hvor der skulle være kavacermoni for mændene. Men vi syntes, det havde været en spændende men lang dag, så vi gik i samlet flok tilbage til stranden og vores joller.

Den amerikanske trimaran, Migration med Aileen og Bruce var kommet tre dage før os, og de havde fået gode kontakter med de lokale og tilbød at arrangere en tur for os sejlere til vulkanen. Alle var vi jo optaget af at komme en tur op til den meget aktive vulkan Mt. Yasur, mens vejret var godt. Bruce og Aileen havde været deroppe et par dage før og været så uheldige, at vulkanen bare slumrede og buldrede og kun gav en tyk sort røg fra sig, så de ville derop igen.

Vi kunne fra bugten om natten se skæret fra ilden, så der var gang i den igen; så det var nu, vi skulle derop. Det er en af de få vulkaner i verden, hvor man nogenlunde sikkert kan gå langs kraterkanten, mens røgen vælter op og lava og rødglødende lavasten eksploderer højt op i luften.

Næste eftermiddag samledes vi ved yacht klubben, hvor vi blev fordelt i to firhjulstrukne pickup. Der var ikke plads til alle inde i bilen så halvdelen måtte sidde på ladet, hvor de blev rystet godt rundt, Henrik var en af dem. Så afsted ad stejle hullede lerveje forbi mange små landsbyer inden vi til sidst kom op til en flot indgang til vulkanområdet. Her skulle vi betale entré, 240 kr. per person, og så fortsatte vi ad en snæver vej op ad mod vulkanen. Langs vejen sivede røg og damp ud fra den varme jord og plantelivet ændrede sig. Til sidst forsvandt den røde lerjord og vi kørte det sidste stykke i sort vulkanaske og sten.

Fra parkeringspladsen førte en sti og trappe op til kraterkanten. WHAU!!!sort røg og glødende lavasten fløj højt op i luften og vi spænede væk for ikke at få en glødende sten i hovedet. Det var vildt spændende. Vulkanen rumlede og vi kunne mærke vibrationerne op gennem fodsålerne, og så kom en dyb buldrende lyd og røgen væltede op fra de tre huller dybt ned i bunden af krateret. Vi kom en halv time inden solnedgang, og det var flot at se havet på den ene side og vulkanen i silhuet mod den nedgående sol.

Derfra hvor vi først stod, så vi hvordan røgen sivede ud fra de mange huller i kratersiden, det så meget flot ud. Solen var nu gået ned bag bjergene og det blev hurtigt mørkt. Vi fortsatte rundt kraterkanten for at se ilden bedre i mørket. Vi fik virkelig en flot oplevelse af sprudlende ild, som blev slynget højt op i luften, og faldt ned som et ildfald. Det var som at opleve et kanon flot fyrværkeri, her var det bare moder jord som var vært, og viste sine enorme kræfter. Det var svært at løsrive sig. Den ene flotte ildsøjle og eksplosion af ild fulgte efter den anden og oplyste den sorte nattehimmel, som var overstrøget med tusindvis af stjerner, super-super flot.

Så bestemte naturen at det var slut, det begyndte at regne og blæse, så det var tid at komme tilbage til parkerings pladsen inden asken blev til en glidebane. Pandelamperne kom frem og langsomt fandt vi vejen tilbage til bilen.

Tilbage i landsbyen samledes vi i den lille cafe/restaurant, hvor vi havde bestilt middag. Da de ikke har strøm her, spiste vi i skæret fra 2 lommelygter. Der blev serveret laplap, salat, karry kylling med ris med diverse grønsager og desserten var stegte bananer og kokoskager. Hyggeligt! Derefter fandt vi ned til jollerne i mørket og navigerede gennem revet ud til bådene. Det var ikke noget problem at sejle med jollen gennem revet om dagen, hvor man kan se korallerne, med i mørke ved lavvande gik det meget langsomt i skæret fra en lygte.

De næste dage gik vinden mere i øst og dønningen rullede ind i bugten, hvilket gjorde at vi lå meget uroligt. Det var tid til at komme videre til Port Vila, hovedstaden i Vanuatu.

05 September 2012 | Port Vila, Vanuatu

Port Vila.
Vi ankom til Port Vila den 19. august efter en nats sejlads fra Tanna. Vi har nydt at være her, og har de første uger haft dejligt vejr. Det er jo et storbys liv her i forhold til de to forgående øer vi har besøgt. Vi har oset på deres store marked, som er åbent hver dag med et kæmpe udbud af friske frugter og grønt. Supermarkederne har mange nye ting på hylderne og her er en del franske ting, som vi godt kan lide.

Vi har egentlig ikke foretaget os så meget andet end at slappe og være sammen med de mange sejlere, som kommer hertil. De fleste har vi jo mødt på Fiji eller Tonga. Der er så en masse at snakke om, hvor hver især har planer at sejle hen og hvornår. Det er spændende at høre hvad andre har oplevet og få gode ideer, nu hvor vi alle skal finde et sted at være i orkansæsonen.

Det synger nu på sidste vers vores ophold her i Port Vila. Vi har haft meget dårligt vejr den sidste uge og har derfor ikke kunne komme videre til Ny Caledonien. Men i morgen torsdag tjekker vi ud herfra og sejler enten i morgen eftermiddag eller fredag. Vi skulle i løbet af tre til fire dage være i Ny Caledonien.