Næste morgen, mandag den 27 juli, var vi tidligt oppe, vejret var perfekt, sol fra en skyfri himmel og vi sejlede ud mod Skovfjorden. Dagen før havde vi set, at der var mange store isbjerge, som lå tæt i Bredefjorden og mange skosser og mindre isbjerge havde også blokeret den nordlige del af Skovfjorden. Vi havde talt om at tage en tur over til Sildefjorden, men det kunne vi godt opgive. Det var slemt nok her i den sydlige del af Skovfjorden at sno sig vej op mellem isbjerge og mange mindre isstykker, som hele tiden brækkede af fra de hurtig smeltende isbjerge.

Da vi nåede op ud for Narsaq, var hele bugten fyldt op med is, som blev skudt ud fra den store gletscher for enden af Bredefjorden. Det var kolossale ismængder, meget flotte kæmpe isbjerge i mange forskellige former og farver, meget spændende og til tider også ret så nervepirrende, når de kom drivende ned imod os og vi skulle passere mellem dem. De larmer og knitre og pludselig ruller et bjerg rundt eller brækker midt over, man skal virkelig være på mærkerne, men det er super flot.

Efter Narsaq tyndede det lidt ud, men mange isbjerge lå strandet op langs kysten på begge sider af Skovfjorden, som i gamle dage hed Eriksfjorden (Tunulliarfik). Så skiftede vejret, det friskede op agten fra og vi fik finregn og tågebanker kom op langs kysten, så planen om at ankre op ved Ittileq og spadsere turen ad Kongevejen over til bygden Igaliko, kunne vi godt glemme. Adskillige store isbjerge lå strandet ud for ankerpladsen og der var tæt tåge, da vi kom helt derop, så vi skulle ikke nyde noget. Så vi måtte håbe, vejret var godt, når vi sejlede tilbage fra Narsarsuaq.

Enormt meget is kom ud fra fjorden Qooqqut, hvor der for enden er en stor aktiv gletscher. Hele området langs kysten op til Narsarsuaq lå der en bred iskant, men ude på fjorden var der mærkelig nok ikke megen is. Da vi kom til Narsarsuaq havn, blev vi lidt overraskede over, hvor lille den var og der var kun een plads, uden på en trækutter som lå for enden af molen lige inden for isbommen. Den kunne vi lige snige os over og fik hjælp med linerne fra Svein, skipperen på den norske båd Agnes, som lå lidt længere inde. Og så kom vi på plads.

Dana ligger langskibs i Narsarsuaq

Det var tidligt på dagen, så vi gik en tur op til iscentralen for at høre om issituationen ved Prins Christians Sund (PCS) og vejret generelt. Vi var også interesseret i, at få dem til at sende os mails senere over radioen, om hvornår der kom en åbning i PCS og om isen uden for på østsiden af Kap Farvel.

Narsarsuaq er jo ikke en by, men bare en samling huse og et hotel i forbindelse med den meget vigtige og travle lufthavn. Der er et vandrehjem, turistkontor og et museum og meget andet ud over lufthavnsterminalen, beboelse for personellet og arbejdsbygninger er der ikke. Det er et trafikknudepunkt, hvor turister kommer til og tager fra for at komme videre rundt i Grønland.

Lufthavnen blev anlagt af amerikanerne under anden verdenskrig og de brugte den bland andet som mellem station under Korea krigen. Der var et stort hospital, som lå oppe i bunden af sletten. Her blev de hårdt sårede amerikanske soldater bragt til, for efter sigende ikke at ødelægge moralen hjemme i USA. Nogle blev lappet så meget sammen, at de senere kunne sendes hjem, men de fleste kom vist aldrig videre.

Kort fortalt blev basen Bluie West One forladt af amerikanerne i november 1958 og allerede i foråret 1959 rykkede de første danskere ind, for at starte på etableringen af en vejrtjeneste, som efter meget hårdt arbejde senere skulle blive til istjenesten, og som vi kender den i dag, iscentralen.

Hovedårsagen til at man nu ville oprette en istjeneste her for det sydlige område af Grønland, specielt Kap Farvel, som de fleste skibe skulle rundt om, var det meget tragiske forlis af statsskibet Hans Hedtoft. Skibet var på sin jomfrurejse fra København til Grønland, da det kom ud i en orkan i isfyldt farvand syd for Kap Farvel den 30. januar 1959, hvor alle omkom og skibet blev aldrig fundet.

Inden vi nåede op til iscentralen, var vi et smut indenfor på hotellet, hvor vi mødte mandskabet fra den norske båd Agnes. Vi sad og hyggede os en times tid og de fortalte, at de var påmønstret på Island og sejlede ned langs iskanten og havde været heldige at se en isbjørn gå rundt på havisen. Whau, det kunne vi godt tænke os at opleve! Det endte med, at Anna inviterede os til the senere på aftenen, det lød hyggeligt. Vi traskede op til iscentralen og mødte Ulrik, som lovede, at sende os en mail, når de havde været ude at flyve over PCS. Det gjorde de hver fredag, så det var kun een gang om ugen, de udsendte nyt. Så var det bare at håbe på, at isen ikke flyttede sig, hvis der blev meldt åbent.

Da vi kom tilbage, havde nordmændene lige købet en stor torsk af en fisker og de mente ikke, de kunne spise den hele, så vi var heldige at redde os et flot stykke, herligt med frisk fisk. Vi havde en meget hyggelig aften ombord på Agnes og fik fortalt om deres tur syd om Kap Farvel, da der havde været for meget is ud for PCS. Vi snakkede om forskellige ankerpladser og indenskærs ruter, de havde sejlet, så vi fik sikkerhed for, at vi også kunne sejle indenskærs de steder, vi havde tænkt os. Og med hensyn til isen indenskærs, lød det til, at det kunne lade sig gøre at komme igennem de fleste steder, selv om isen selvfølgelig hele tiden flytter sig. Men med lidt held gik det vel!

Lige på den anden side af fjorden ligger bygden Qassiarsuk, som er et gammelt fåreholdersted. Det blev grundlagt i 1924, da den foretagsomme mand Otto Frederiksen flyttede hertil med sin familie. De klarede sig så godt, at flere stødte til og omkring 1936 boede der omkring 15 fåreholderfamilier.

Vi havde en rolig nat i Narsarsuaq havn. Men da der ikke var plads til, at vi kunne vende Dana inde i havnen, stod vi op klokken 5, mens der stadig var vindstille og vi kunne bakke ud mellem de to bøjer, som markerede åbningen over isbommen. Det er næsten altid stille om natten og tidlig morgen. Vi ville ingen chancer tage og kom også fint ud og det passede med at sejle over til Brattahlid - Qassiarsuk og droppe ankeret der og spise morgenmad, mens solen stod op. Det var et flot syn, at se solen komme op over bjergene og kaste sit lys på de mange strandede isbjerge i fjorden.

Så var det ned i jollen og sejle ind til den lille bro. Igen havde vi det hele for os selv, da vi var tidligt på færde. Vi havde på turisten fået udleveret en brochure med en tegning med numre på de seværdigheder, vi skulle se. Det var bare at starte fra en ende af og vi spadserede op mellem nogle af fåreholdernes huse for at komme til de historiske steder. Der var ikke en levende sjæl, alle lå stadig og sov.

Vi skal helt tilbage til Erik den Røde, som blev dømt fredløs på Island. Han flygtede derfra og ifølge sagaerne nåede han til Grønlands barske østkyst år 982. Han fortsatte langs kysten rundt om Kap Farvel og kom til den grønne og mere frodige vestkyst. Sagaerne fortæller, at han i ca. tre år sejlede rundt og udforskede fjordene. Derefter tog han tilbage til Island. Han ville have sine venner til at følge med sig tilbage, for at de kunne bosætte sig langs vestkysten. Det berettes, at 14 skibe med folk og dyr kom helskindet frem i år 985.

Erik den Røde valgte at anlægge sin gård Brattahlid på skråningerne ved Qassiarsuk, så han var den første, som kom hertil sammen med sin kone Tjodhilde og blev. Omkring år 1000 kom deres søn Leif Eriksson dertil efter et ophold hos den norske konge. Her var han blevet døbt og omvendt til kristendommen, som han bragte med sig. Der var en del modstand mod den nye tro fra de norrøne vikinger, men nogle lod sig omvende og døbe og blandt dem var Leifs mor Tjodhilde. Hun fik endda kort efter bygget den første kristne kirke i Grønland.

Museet er i det hus, som Otto Frederiksen og hans familie har boet i. Der er en udstilling af Qassiarsuks nyere historie. Der hvor man formoder Brattahlid har ligget, er der en flot udsigt over de ruiner, som er tilbage og der er et flot bronzerelief med symboler fra nordbotiden. Tjodhildes kirkeruin blev fundet ved en udgravning i 1961 og samtidig fandt man 155 skeletter af nordboere, der var begravet rundt om kirken.

I år 2000 blev der bygget en rekonstruktionen af Tjodhildes kirke og et nordbo langhus. Statuen på toppen af klippen af Leif Eriksson, senere kaldt Leif den Lykkelige, blev rejst som et minde for, at det var herfra Brattalid, han drog mod vest og kom til Vinland, det vi i dag kender som Canada.

Efter et par timers med vandring rundt i bakkerne vendte vi tilbage til Dana og sejlede over fjorden til ankerpladsen ved Itilleq. Vi var heldige med vejret. Sol fra en næsten skyfri himmel og dejlig lunt var det, da vi begav os afsted ad Kongevejen til Igaliko, hvor det gamle bispesæde Gardar lå og hvor der stadig er en del ruiner tilbage på sletten.

Spadsereturen fra den ene fjord til den næste, som er fjorden fra Julianehåb, Igalikup Kangerlua (Aniaaq), tager ikke mere end en times tid, hvis man lige giver sig tid til at nyde den flotte natur. Fantastiske farver hen over landskabet i røde og violette nuancer og mange gule, blå og lilla blomster overalt.

Kiggede man ud over fjorden, var den mega blå med flotte hvide og blå isbjege drivende rundt langs kysten. Kort fortalt er Kongevejen en forbindelse mellem Skovfjorden og Julianehåbsfjorden. Ligesom der for enden af Skovfjorden, som i gamle dage blev kaldt Eriksfjorden, ved Brattahlid er stier over til Bredefjorden Sermilik). Ser man på et kort, kan man forstå, hvordan nordboerne "let" kunne komme fra den ene fjord til den anden, da de har kunne gå over de smalle passager mellem fjordene og have deres både liggende på hver side. Det har jo givet større muligheder for at komme vidt omkring.

Vi havde en flot udsigt fra toppen af bakken ned over bygden Igaliko med den fine kirke og udgravningerne af det gamle Gardar område. Havde det ikke lykkedes os at ankre op ved Itilleq, måtte vi på tilbagevejen sejle op forbi Julianehåb og videre op ad fjorden til Igaliko for at se stedet. Så vi sparede en lang sejltur, ved at kunne gå tværs over ad Kongevejen.

Einar hed den høvding, som Erik den Røde tildelte fjorden og området til. Han kaldte fjorden Einarsfjord og gården han byggede blev kaldt Gardar. Senere besluttede man at etablere et bispesæde i Grønland og her faldt valget på Gardar. I 1126 ankom den første biskop, Arnald fra Norge. Bispesædet blev et vigtigt samlingspunkt og tingsted for nordbobefolkningen i Grønland. Der blev bygget en domkirke omgivet af en kirkegård samt mange bygninger med tilknytning til bispesædet. Den største bygning har været bispens bolig, som også rummede en meget stor festsal. hvor der kunne være over flere hundrede mennesker. Ser man tilbage i tiden på størrelsen af bygningerne, må her have været en stor aktivitet af mange mennesker.

Efter at have travet rundt fandt vi en café, hvor vi sad og nød udsigten over fjorden og fik en stor kop chokolade og rabarbertærte. Det var ved at være tid til at komme tilbage til Dana, hvis vi skulle nå helt ned til ankerpladsen Eqalugaarsuit. Det ville vi, for den kendte vi og der lå vi sikkert.

Vejret var stadig fint, da vi forlod ankerpladsen, men allerede halvvejs ned til Narsaq, begyndte vi at få modvind og regn og da vi kom til Narsaq, fik vi også selskab af mange isbjerge og skosser. Så vi skiftedes til at sidde foran på jollen eller stå oppe i stævnen, det var koldt, for at spotte og dirigere rorgængeren uden om de mange gennemsigtige og sorte isstykker, som drev rundt i Skovfjorden. Vi havde faktisk dårligt tid til at nyde at se en hvalhale og sælerne som i store flokke svømmede forbi os. Det var flokke på 20 til 30 sæler, voksne med deres unger, som de passede godt på. De er meget sky, formentlig fordi de bliver jagtet det meste af tiden.

Der var et par steder, hvor de store isbjerge havde samlet sig så tæt, at vi var bekymrede for at sejle ind mellem dem. Men vi skulle jo igennem på en eller anden måde, så det blev tættere på, end vi brød os om. Men det gik, uden at vi kom i berøring med dem. Endelig sent på eftermiddagen kunne vi runde de sidste isbjerge og dreje ind mod Mato Løb og videre op til ankerpladsen, som heldigvis var fri og vi kunne lægge os lige i midten. Her ville vi blive nogle dage, gå nogle turer og planlægge det næste trip.