Den lange ventetid i Fox Harbor havde den fordel, at antallet af isbjerge blev mindre for hver dag der gik. Den lilla linie viser grænsen for isens udbredelse og det fremgår klart at koncentrationen er lang kysten. Den røde linie viser vores rute ud gennem isen.

Selvfølgelig skal optællingen af isbjergene tages med et gran salt, men det giver en god indikering af, hvad vi kan forvente. Optællingen gøres fra fly og skibe og derfor smutter der selvfølgelig nogle og de vil stadig være af en størrelse, der er til stor fare for os.

Da vi kom til Grønland var der stadig megen is. De sorte kegler viser områder med mange isbjerge og skosser og de hvide kegler viser områder med få isbjerge og skosser. Det farvede området ved Kap Farvel og op langs kysten, viser drivisen, som kommer ned langs Grønlands østkyst og rundt sydspidsen og så driver med strømmen op langs vestkysten.

Endelig kunne vi forlade Fox Harbour. Søndag den 19. juli fik vi den bedste vejrmelding i flere uger og nu skulle vi afsted. Klokken 5 om morgenen gjorde vi klar og startede motoren op, og den hylede af kulde, vandet var 2 grader varmt, så det ville tage timer at varme den op ved tomgang, men en halv time var bedre end ingenting. Det var koldt, gråt og finregn og lavvande, så vi havde et mas med at få bjerget alle vores liner og så oven i det hele begyndte det at blæse op lige ind på siden. Det var bestemt ikke nemt at komme ud, da der lå en kutter lige foran og en motorbåd havde dagen før lagt sig agten for. Men med bovpropellen skulle det kunne lykkes. Nu skete der bare det, at bovpropellen ikke virkede, hvilke den gjorde, da vi kom og afgangen blev ikke alt for heldig for Dana, som fik et tryk 16 lige i snuden. Det er ikke lige vores stil, men det var altså her, vi skulle have den. Så kan man sige, at det kun gik ud over os selv, da det var molen, som kom i vejen. Surt show!

Så var det ud over bakkerne i tågebanker og de første to døgn var der lidt isbjerge og isskosser at holde øje med. Vi sejlede for motor hele vejen til Grønland, da der ingen vind var. De korte briser vi fik, gav kun modvind så det var ikke umagen værd at sætte storsejl. Mesanen havde vi på hele vejen for at støtte og yankien blev rullet ud et par gange. Men den kunne ikke stå og gav ingen fart, så ind med den igen. Man kan så sige, det var en behagelig tur, hvor vi fik brændt nogle hundrede liter diesel af, istedet for en rask kuling. Vi klager ikke, var bare lykkelige for at slippe afsted og komme sikkert til Grønland, og så blev det oven i købet varmere.

Tre uger havde vi mistet. Da vi skulle have lavet vores radio, løb der jo nogle ekstra dage på og så nu to ekstra uger i Fox Harbour. Det var godt nok en snudestrammer at ligge der og glo og bare vente. Vi var klar i starthullet hver dag i to uger og lyttede til vejrmeldingerne i en uendelighed. Det føles også værre, når man er helt vild for at komme afsted. På hele turen sendte Karsten os løbende opdateringer om vejret, så vi vidste, hvad vi havde i vente. Det var dejligt og en stor TAK igen til Karsten for hans arbejde.

Endelig nærmede vi os Grønlands kyst. Selv om vi havde prøvet at time det, så vi ville komme om morgenen, drillede det i sidste ende. Torsdag nat slukkede vi for motoren og drev for små sejl mellem isbjerge og isskosser, indtil det blev lyst nok til at se skosserne og solen fik brændt den værste tåge af. Så tidlig fredag morgen den 24. juli sejlede vi langsomt for motor mod Julianehåb. Det var utrolig flot at se de mange store isbjerge drive rundt på havet og langs kysten lå gigantstore isbjerge strandet og mange væltet om på siden. Så meget is havde vi ikke set før på een gang.

Henrik skuer lægselsfuldt mod Grønlands kyst

Det er en lang tur op gennem fjorden til Qaqortoq (Julianehåb). Også her var en del isbjerge på vej ud, så der var nok at se på. Byen ligger flot og farverig op ad bjergsiden og omkranser havnen, som næsten var fyldt til bristepunktet af både. Vi sejlede lidt rundt for at finde en plads og endelig helt nede i bunden, kunne vi snige os ind ved et kort stykke kaj, hvor vi kunne ligge langskibs tæt på et hjørne. Venlige arbejdere tog vores liner og mente ikke der var problemer med at ligge her. Men for en sikkerheds skyld gik vi til havnemesteren, som vi iøvrigt havde kaldt op, men ikke fået svar fra, for at høre om det var iorden, at vi lå der. Det var han ikke så glad for, da der tidligt næste morgen skulle komme et stort skib, som skulle ligge på kajstykket foran os efter knækket. Og han mente, at det måske kunne ramme os ved manøvren at komme til kaj. Vi lovede at flytte inden aften, vi ville bare gerne nå at få diesel på inden. Så gik turen til tankstationen og her fik vi købt diesel og ti minutter senere kom tankbilen og fyldte på. Det var dejlig nemt. Så skulle vi lige finde en anden plads. Der lå en coaster på den anden side af havnen. Så Henrik gik over og spurgte, om vi kunne ligge udenpå. Det var iorden sidst på eftermiddagen, så ville de være færdige med at male.

Vi gik på turistkontoret og fik et kort som viste, hvor de store butikker lå og de vigtigste seværdigheder, for at tage det i den rækkefølge vi havde brug for. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi gik helt bananas, da vi så friskbagt rugbrød og grovbrød samt flere forskellige slags sild og gode danske oste og alt hvad man ellers kan købe hjemme. Der blev slæbt et par poser ned til Dana, inden vi begav os ud i byen for at se på de flotte stenudsmykninger som kaldes "Sten og Mennesker". Det er et galleri af skulpturer i granitsten, som ligger rundt omkring i byen, udført af 18 nordiske kunstnere. Der er nok at se på; museet som har til huse i byens ældste bygning fra 1804 er interessant og rummer mange spændende ting. Den gamle Frelserens kirke, som blev opført i 1832, kom hertil som byggesæt fra Drammen i Norge og her hænger blandt andet redningskransen fra Hans Hedtoft, som forliste i 1959.

Men det flotteste, syntes vi, er de mange farverige huse, som omkranser havnen og så alle de dejlige vilde blomster, der gror overalt, det er meget flot at se på. Den eftermiddag gik hurtigt og det var tid at flytte Dana og nu kunne vi godt mærke, at vi havde været på stikkerne, siden vi forlod Labrador, så en god nattesøvn var kærkommen.

Selv om vi kun har kort tid her i Grønland, syntes vi, at en dag mere i Julianehåb, ville være dejlig. Næste morgen startede vi med at proviantere, der var meget, som fristede og vi trængte til at forkæle os selv med lidt god mad. Da det var overstået, vandrede vi op på toppen bag byen og havde en fantastisk udsigt over hele byen, bugten og fjorden og søen som ligger bag ved byen. Vi var heldige, at have en smuk solrig dag.

På vej ned gennem byen uden for Gertrud Rasch kirke, som er den nye kirke, så vi et brudepar klædt flot i den grønlandske nationaldragt. Det var selvfølgelig mest brudens dragt, vi lagde mærke til, for gommen var "bare" i den hvide anorak. Men hun havde fine sælskinds kamikker og en meget smuk perlekrave på, taske og tilbehør var af sælskind. Lene gik hen og ønskede tillykke og spurgte, om hun måtte tage et billede og de stillede straks op. For lige at korte historien lidt af, mødte vi dem senere på dagen og da Lene spurgte til den flotte dragt, kom det frem, at de forskellige klædningsstykker var udlånt af damerne i familien. Brudeparret, som begge er grønlændere, kom fra Danmark og boede i Snekkersten og bruden arbejdede i København, men de var heroppe for at blive gift og være sammen med deres grønlandske familie.

Tidligt søndag morgen sejlede vi fra Julianehåb op gennem fjorden til Hvalsø kirkeruin, som er den mest velbevarede ruin fra middelalderen i Grønland. Kirken menes at være bygget i 1300-tallet og er opført udelukkende af sten, et fantastisk smukt arbejde.

Tog ind i jollen og lagde til ved den lille anløbsbro. Nu vi var så tidlig på den, var vi de eneste, dem som arbejder med at holde ruinerne ved lige var slet ikke stået op endnu, de lå og sov i deres små røde telte. Så den første halve time havde vi det for os selv, så kom en af konservatorerne og vi havde en lang snak om kirken og deres arbejde og vedligeholdelsen af ruinen.

De har måtte rette murerne op og har fritlagt soklen, for at jorden ikke skal skubbe så meget til murerne, at de en dag vil skride sammen. Det var en flot oplevelse at se Hvalsø kirkeruin, og vi kom til at tænke på lignende og fine ruiner, vi har set på Orkney og Shetlandsøerne

Især det ovale vindue er specielt flot lavet. Stenene er ikke fint tilhugget men tilpasset hinanden og mellemrum er fyldt op med flade skiffersten. Der er også resterne af en beboelse og en kostald, men kirken er helt unik. Det var en herlig stille dag og vi ankrede op næsten lige ud for kirken.

Vi sejlede tilbage forbi Julianehåb og fortsatte mod Mato Løb, som er en meget benyttet indenskærs rute til Skovfjorden. Men vi skulle ikke helt så langt i dag, for vi havde udset os en god ankerplads inden fjorden. Navnet er Eqalugaarsuit og det er jo meget nemt, når man er grønlænder, vi kaldte det bare noget andet.

Det var et rigtig godt sted med god svejeplads og lagde man sig rigtigt, kunne man se ud og holde øje med isen, som drev rundt udenfor og se de skibe, som sejlede forbi og så var vi også heldige at se et par blåst og hvalhaler. Der havde vi en dejlig rolig nat.