4. BREV

Vi kom her til Tenerife torsdag den 9/10 om eftermiddagen, hvor vi startede med at ligge langs en betonkaj, der var vist ikke rigtig orden i pladsuddelingen. Ellers er personalet vældig søde og hjælpsomme.

Torsdag aften trak det ind over med store tunge byger, og om natten startede det med at regne. Og det fortsatte hele fredagen (solskinsø), så derfor kom vi ingen steder - slappede og læste. Vi ventede også på, at de skulle finde en plads til os. Vi havde ellers som aftalt sendt en mail torsdag morgen, da vi nogenlunde kunne se, hvornår vi ville ankomme, der var lidt dum vind. Men de påstod, at de ikke havde fået mailen, det er det vi kalder almindelig rod i bonerne. Vi har nu booket os ind for to uger, så må vi se, hvad der er sket til den tid.

I går var vi for første gang oppe i byen, og det var en behagelig overraskelse. Her er pænt og ordentlig med megen beplantning og et hav af fine butikker at se på. Vi har allerede været godt rundt, for vi manglede et stik her til havnens elstander. Der var to meget velassorterede butikker, men det var selvfølgelig nr. to, som havde det, vi skulle bruge og i den anden ende af byen.

Lørdag den 11/10 var vi på et stort åbent afrikansk marked med alt fra grønt, kød og fisk. Det er ikke sidste gang vi er der, det var helt overvældende og med rimelige priser og ikke så langt herfra, det skal jo slæbes ned. Det er muligt vi får lidt gang i cyklerne her.


I dag er vi startet på at installere watermakeren. De ting som vi skal have extra til watermakeren, opgav vi at få på Lanzarote. Henrik har ringet til København, og vi håber de kan hjælpe.
Det er åbenbart lidt sværere at sende og modtage på radioen herfra, på grund af alle de bygninger der er omkring os. Der er meget høje bjerge nord for os, så derfor her er flere skyer og oftere regn. Men ellers er her dejligt, og vi fik en god plads. Vi ligger ved en extra lang finger, så vi kan fortøje ordenligt.

Vi ligger lige overfor en anden dansk båd, Amoureuse fra Lynetten. Vi er kun os to danske både her for øjeblikket. Vi havde en lille sammenkomst i går aftes, hvor vi udvekslede adresser og e-mail. Erling skulle hjem idag et par uger. Han tilbød, at tage ting med ned til os hvis alt andet svigter, det er vi glade for.

Vi har også fundet en god net-café, hvor der også er telefonbokse, vi ringer ofte til vores kontakter i Danmark. Vi knokler med de sidste billeder og tekst og glæder os til at få brevene til hjemmesiden i luften. Det var blevet alt for langt og skulle have været skudt af i Lissabon.

 

 

I lørdags den 18/10 var vi på en dejlig vandretur op i bjergene ikke så langt herfra. Vi tog bussen tidligt om morgenen til landsbyen Valleseco. Herfra startede turen op gennem dalen på nordsiden af bjergryggen, La Fortaleza, helt op til Pico del Ingles.

Her fladede bjergryggen ud, og vi kunne gå ned på den anden side af ryggen gennem dalen, helt ned til byen Barrio de la Alegria, som kun ligger få kilometer fra Valleseco. Specielt opturen var meget smuk og meget frodig, med masser af karktusser og sukkulenter i alle mulige faconer og størrelser. I denne dal og på skråningerne var der mange huse med flot anlagte teresser. Der var appelsin - og citronlunde, bananpalmer og mange andre grønsager. Der var et sinderigt vandsystem, for der var lagt vand, helt op til toppen, så der var masser af sorte slanger og haner.

Der var en fantastisk udsigt deroppe fra. Gran Canaria lå helt fin og tydeligt med et smukt blåt vand, det var helt stille den dag. Derfor var det osse en meget varm tur med bagende sol. Det var en flot oplevelse, og vi var glade for, at få begyndet på nogle af de vandreturer, der er planlagt.


 

Næste dag søndag den 19/10 var vi godt nok ikke til meget. Men vi tog til det Afrikanske Marked. Søndag er jo den helt store markeds dag. Alle gaderne rundt om markedspladsen var fyldt op med boder. alt, bare alt kan men købe. Vi købte blandt andet en blå gasflaske, til en billig penge, som vi næste dag byttede sammen med den anden vi havde. Også gasbageforme i mange forskellige størrelser så vi.

Vi havde godt nok nogle dage før købt en stor en, i en af deres velassorterede isenkramforretninger og prisen var den samme. Den har vi iøvrigt allerede haft stor glæde af. Vi har bagt to flotte brød og så sparer vi gas ved ikke at tænde for ovnen. En anden ting, når det nu i forvejen er så varmt, bliver det ikke bedre af at tænde en stor ovn, endda en halv time i forvejen. Så er det meget bedre med gasbageformen. Den vi har med hjemmefra er alt for lille, vi syntes at brødskiverne bliver alt for små.

 

 

Vi har været på kontoret idag og hørt om post og den er stadig ikke kommet. Det er der åbenbart ikke noget udsædvanligt i hernede. Hun nævnte noget om en måned og da hun så vores ansigtsudtryk, blev det til: i værste fald. Da vi skal ligge her næsten måneden ud, tager vi den lidt med ro endnu. Hun tilbød at eftersende og det er jo også fint nok, bortset fra at posten så kan fise lige efter os det næste år.

For at sige det lige ud, så er det pisse irriterende med alle de problemer, der hele tiden skal løses. Det er ikke bare os, alle vi taler med har en masse problemer og en del tager endda hjem for at få de reservedele, de har brug for og tager det selv med herned. Dem vi lå sammen med i Lissabon, de ligger for anker på Gran Canaria nu. Nogen fra besætningen er taget hjem efter en ny autopilot og en ny computer. De er endnu mere på den, alt er koblet op på den skide computer. Vores harddisk på den stationære computer er også gået, Henrik er lige nu oppe for at købe en ny.

Bliver det helt galt, sejler vi tilbage hertil efter at have besøgt nogle af de andre øer. Vi tænker stadig på at tage til Gran Canaria, men med Dana, færge og bus var alt for dyrt. Det har hele tiden været planen også at tage til Gormera. Vi venter også på pakker fra England med ting til vores vandgenerator. De har en filial på Gran Canaria, hvortil vi har ringet gud ved hvor mange gange, men uden held. Nå op i revuén med alt det her.

 

 

I går den 21/10 var vi på tur til Teide, deres højeste bjerg. Vi var oppe før fanden får sko på, og afsted til buscentralen på vores cykler med rygsæk og det hele. Der sad vi så og gloede på en flot solopgang og ventede på bussen til den anden side af øen. Den var kun en halv time forsinket.
Vi havde en flot tur til Puerto Cruz, hvorfra vi tog en anden bus videre op til Teide, og der er højt derop. Toppen lå helt skyfri, så vi glædede os til en flot vandretur på tagryggen. Flot, flot tur indtil vi nåede lige over trægrænsen, så begyndte det desværre at regne og det fortsatte det med resten af dage. Der er meget frodigt på denne side af øen med løv - og nåletræer, modsat der hvor vi er, er der mest kaktusser på bjergsiderne. Det er ikke fordi det ikke regner her, det er bare en anden vegetation.

For herrens mange år siden bestod Tenerife af tre øer der lå sammen med Gomera. Så kom der et kæmpe brag og der rejste sig land mellem de tre øer, som blev landfaste. Hver ø havde sin helt egen vegetation og det er meget tydeligt den dag i dag at se, hvor forskellig landskaberne er fra nord - vest og syd. Teide kom langt senere, så det er ikke den, der er årsagen til de store forskelle. Derimod er det idag Teide der giver regn på nordsiden og tørt på sydsiden. Derfor er det også så facinerende at gå rundt og se på alle de gamle sten og lavaformationer, der må virkelig have været knald på.

Kabelbanen var lukket på grund af for megen vind. Det var Henrik glad for, så skulle han ikke overvinde sig selv, for at komme med op. Vi kørte med til næste stop, hvor der var et cafeteria. Der sad vi lidt og gloede på pis - øsregnvejr.
Noget måtte det ske, på med regntøjet og så afsted. Vi for lidt rundt for at finde den rute, vi havde bestemt os for. Vi kunne simpelthen ikke finde den i regntykningen og det drev med byger og blæste kraftigt ind imellem. Endelig fandt vi noget der kunne ligne en rute, for at ende ved et tov, øv. Fik fat på en guide. Det var den rigtige rute, vi skulle blot fortsætte rundt om bjergformationen og ned gennem dalen for at ende ude på en slette og derfra en opstigning her til udkigspunktet, ja vel!

Det varede ikke længe før regnen holdt næsten op, og vi fik den dejligste oplevelse. Der var fantastisk flotte lavaformationer og meget frodigt. En tur på ca. 3 timer, men på grund af de våde sten skulle vi gå forsigtigt. Det var en rigtig dejlig tur, hvor vi også så en lille ørn, vi kender den kun under navnet, great gry shirke. Fine planter som, teide-bugloss og flixweed og daisy.

Turen hjem med bussen foregik også i regnvejr. Vi nåede lige at cykle hjem i tørvejr, så startede det op igen. Dagen idag startede også med regn men med lidt sol ind imellem.


 

I går torsdag den 29 /10 tog vi på vores sidste vandretur her på øen. Vi tog bussen op til nordvest - kysten til byen Taganana. Turen gennem byen var lige fra starten ret anstrengende, den ligger på hver side af en dyb dal. At bo der må give god motion. Hele dalen var opdyrket og beplantet med bananpalmer, appelsin- og citrontræer.Der var et fint torv lige foran kirken, som bruges til fester og marked. Byen har i mange år ligget lidt isoleret, først for ca. 40 år siden blev der anlagt offentlig vej dertil. Guancherne, som den oprindelige befolkning kaldte sig, anlagde selv stier rundt på bjergene og til de nærmeste landsbyer. Det var de stier vi skulle vandre på.

Det var spændende og anstrengende ruter helt op til tagryggen, som vi skulle over, for derefter at finde the dirt track, som skulle føre os til landsbyen Afur. Landsby er måske så meget sagt, en lille bitte kirke, fem til seks huse og en skole, tror vi nok, samt det sidste bus stop. Hele byen lå klinet op ad en bjergside. Der var kun gangsti på den ene side af husene. Byen var meget vedligeholdt med megen beplantning og ingen skrald lå og flød. Der var meget frodigt og for første gang så vi vandfald. Byen ligger for enden af en dal, som fører ned til havet. På den eneste "restaurant" der var fik vi et par øl, mens vi ventede på den sidst bus, det er jo altid spændende om den kommer. Både busturen op til Taganana og videre hjemover fra Afur var meget spændende. Vi så meget afvekslende natur og kørte også gennem tæt løvskov. Faktisk fik vi en imponerende tur på hele bjergryggen, hvor vi kunne se havet på begge sider af øen, det var meget flot.

Fra Afur kørte vi ned til en stor by som hed La Laguna. Den ligger i en dal for enden af bjergene. Vi ved ikke hvorfor, men der faldt temperaturen pludselig til 15 grader og så er her altså koldt. Så det var bare om at komme ombord i bussen og komme videre hjem til Sanra Cruz. Der var 24 grader.

 

 

Lidt tovværksarbejde skal også laves, vi manglede en extra rebeline i storsejlet. Så der kom gang i værktøjet. Det er en stor fordel, vi selv kan lave det.

I dag torsdag, står den på oprydning og gøre klar til i morgen. Vi sejler til Gran Canaria, har bestilt plads i Pasito Blanco på sydkysten. Det eneste vi stadig mangler er en generator, som er sendt express luftpost hjemmefra for over en uge siden. Men dagen er jo ikke gået endnu og vi har også en halv fredag.

Vi har været på posthuset i dag fredag, stadig uden resultat. Der er en chance inden klokken seks i aften, men så skal vi også sejle. I morgen er det helligdag her. Her på Plaza de España lige oven os, er der rigget telte op og en stor tribune har de også fået op at stå, så der bliver rigtig gang i den hele week-enden.

Vi var så skuffede, da vi så billederne fra de to sidste breve. De var blevet alt for mørke. På vores skærm virkede de meget lysere, så det må vi til at tage højde for. I stedet har vi nu forsøgt os med lidt større billeder. Klikkes der på de små, åbnes billedet i et nyt vindue. Vi vil gerne høre om det virker bedre, det er jo immervæk dobbelt arbejde.