En lørdag, ville vi ned til Barra, for at kigge på strandlivet og fyrtårnet. Vi gik det første stykke fra marinaen hen til museet for moderne kunst, som ligger lige ved siden af, smukt ned til vandet. Det er en gammel sukkerfabrik med privat hjem og et kapel, som nu er indrettet til museum. Der var en meget flot restaurant med en bro ud i vandet, hvor der også var servering.

Derfra fortsatte vi langs vandet og kom nu gennem et meget fattigt kvarter, hvor vi egentlig ikke havde så meget at gøre. Men fra marinaen ser det meget malerisk ud. Husene ligger ligesom klinet op ad skrænten under en meget befærdet vej. Vi syntes nok stræderne blev lige lovlig smalle og begyndte at lede efter en trappe for at komme lidt højere op. En flink fyr viste os, hvor vi skulle hen. Der var ingen problemer det sidste stykke, selv om vi næsten stod på folks dørtrin, så smalt var der. Da vi kom op på den store vej og så ned, var vi alligevel glade for ikke at skulle gå det sidst stykke dernede. Der var ikke så delikat. Bedst som vi stod og så ned, røg en hel spand affald ud af vinduet lige ned i vandløbet til alt det andet møg.

Vi smuttede op til torvet og tog bussen resten af vejen til Barra. Der var bare sort af mennesker i gaderne og på stranden. Det gamle fort med fyrtårnet er nu marinemusum. Der var mange fine ting at se på. Vi spaserede ned langs stranden. Fandt åbentbart et populært sted, for der var tykt af mennesker. Her kunne vi sidde og glo på de mange forskellige typer, der kom forbi. Det var ret så fornøjeligt.

Hen på eftermiddagen besluttede vi at gå op gennem den finere del af Barra. Det er her alle højhusene ligger med gitter omkring og et vagtbur. De fleste har flot beplantning og en overdækket indgang op til en foyer. Det minder mest om indgangen til et hotel. Der bagved er man på sikker grund.

Vi gik gennem en park, hvor en flok små aber for rundt i de høje mangotræerne. De spiste af mangofrugterne, og når de ikke gad det længere, kastede de frugten ned på jorden, hvor folk for rundt for at samle den op. De kunne nemlig ikke nå den. Det morede vi os meget over, lidt den omvendte verden.

Torsdag den 15/1 var der stor Fiesta her i Salvador. Allerede fra morgenstunden begyndte de første optog at komme forbi, oppe på vejen ved Marinaen, på vej ind mod byen. Det hele foregik i bydelen helt hernede ved vandet. Altså der, hvor vi normalt er advaret mod at fise for meget rundt. Men hvad skal vi gøre, vi er jo ikke vant til at tage taxa altid, så derfor går vi og det funker. Et par gange når vi har hævet mange penge i banken oppe i Pelourinho, tager vi en taxa, når vi kommer ned med elevatoren. Blot for at være på den sikre side.

Her ved marinaen havde de nu udskiftet den bygning og scene fra nytårsaften med en anden, hvor der skulle være koncert. Ikke siden vi vandt europamesterskabet i fodbold med modtagelse i København, har vi set så mange mennesker. De fire vognbaner langs stranden som normalt er fyldt med biler, var nu proppet med mennesker i forskellige t- shirts. I mange timer væltede det ind med mennesker også fra speedbåde over fra Itaparica. Der var ikke den store udklædning. Det var mest for at være sammen, mødes med familie og venner og danse til musikken. Det var en sjov oplevelse, at være sammen med så mange forskellige mennesker på en rigtig god måde.

Nu var det ved at være på tide at komme væk fra Salvador. Vi havde jo ikke været rundt i Bahia bugten endnu, og havde hørt om mange dejlige steder fra de andre, så nu skulle det være.

Vi startede med at sejle over til øen Itaparica, som ligger et par timers sejllads fra Salvador. Det var skønt at komme derover efter de mange uger i en storby. Her kunne vi gå stille og roligt og promenere også om aftenen. Og købe kilo is. Ligesom når vi går på kilo restaurant, kunne vi også her købe is, vi selv skovlede op på en tallerken og fik vejet. Det var rigtig lækker og skøn is. Her var livligt om aftenen langs promenaden. Hele familien havde travlt med at fange krabber, det er en stor delikatesse her.

Det er en rigtig ferieø, hvor mange af de velhavende har deres ferie-og fritidshuse. I week-enderne sejler der en lind strøm af speedbåde mellem Salvador og Itaparica. Vi nød et par dage for anker der. De havde bygget en meget fin lille marina.

Fredag den 30 januar

Derfra sejlede vi op ad floden Rio Paraguacu og drejede af ved bifloden Rio Capanema til byen Maragojipe. Vi vågnede tidligt om lørdagen, da vi skulle på marked i byen. Klokken var seks og det tissede ned, det havde det gjort hele natten, så der var godt lunt nede om læ, da alt var lukket til.

Klokken syv blev det tørvejr, og vi var klar til at ro ind i jollen. Vi havde været inde i byen dagen før om eftermiddagen for at købe halstabletter og få en fornemmelse af, hvordan der var og eventuelt finde markedspladsen, den fandt vi ikke. Det lykkedes os endda at fare vild, byen var vanskelig at finde rundt i.

Vi gik efter strømmen og endte i en anden del af byen, hvor vi ikke havde været. Det var et kæmpe marked og til forskel fra andre steder, var vi vist de eneste turister.

Det var virkelig morsomt, der var en helt anden stemning og gang i den, end hvad vi havde oplevet før. Alle var venlige og smilende, og så ville de gerne fotograferes. Vi var ellers meget tilbageholdende i starten med video og kamera, men de ligefrm opfordrede os, og der kom det helt store smil på, når vi kunne vise dem billederne på den lille skærm, det var de helt vilde med.

Hele formiddagen gik deroppe. Vi prøvede at smage flere forskellige frugter, vi indtil nu blot havde kigget på. Men nu skulle det hele afprøves også deres rejer, som var røget. Dem havde vi kigget meget på, men turde ikke rigtig. Godt vi gjorde det, de smagte godt, særlig til en kold øl. Vi fandet et godt sted, hvor vi kunne sidde og følge med i, hvad der skete på den store markedsplads. Der fik vi et par øl og delte ud af vores rejer, det blev meget popurlært. Det er en dyr delikatesse, der blev målt meget nøje op, da vi købte dem. Da vi skulle gå derfra var det med knus og kram.

Vi måtte købe to store poser, til alt det vi havde købt, og til næsten ingen penge. Almindelige varer er simpelthen så billigt her. Fra 50 øre, 1 til 2 kroner. Det dyreste var 2 kroner for fem cashew frugter, hvor nødden sidder i enden af frugten. Så nu kan vi godt forstå, hvorfor en pose cashewnødder er så dyre. To mangoer 1 krone.

Da vi havde gået alle gaderne og boderne igennem flere gange for at finde de bedste varer, var vi også godt flade af de mange indtryk. Der var så mange forskellige mennesketyper blot på det lille sted. Det var meget facinerende at studere dem.

Det var jo stadig tidligt på dagen, da vi kom tilbage. Så vi hev krogen op og sejlede tilbage ad floden til den lille ø Monte Cristo , hvor vi droppede krogen for natten. Vi blev der faktisk to nætter. Den næste dag, søndag sejlede vi rundt på floden og ind i mangroven med jollen. Det var rigtig sjovt, vi trak os rundt i grenene og fotograferede krabber. Henrik blev helt vild, jeg var assistent og skulle holde jollen i den rigtige position, så mesterfotografen kunne få fine billeder i kassen. Det vrimler med dem og de er flotte med deres røde og grønne farver. Det havde vi meget fis med. Vi så også mange gribbe, som svævede så flot hojt hojt oppe. Kønne er de ikke tæt på, men utrolig flotte når de svæver rundt. Da vi kom tilbage, var der kaffe og Danas frugtkage med banan og mango.

Om morgenen sejlede vi ud af floden forbi Itaparica by ned langs øen til den lille private ø Saraiba, hvor vi ankrede en enkelt nat. Her var meget lækkert med flotte palmer og to store huse, gæstehuse og overdækkede terasser. Man spaserer lige ud af døren, fem skridt over den lækreste strand og man står ude i vandet, som er 29 grader varmt. Vi nød at sidde og kikke på alt det fine.

Tilbage til Itaparica by hvor vi mødtes med den danske båd Sara. Vi havde en hyggelig aften sammen, Gylla bagte pandekager og vi hentede kilo is, så der blev smovset godt.

Næste dag sejlede vi lidt rundt i jollen op ad en lille biflod, hvor mange stod ude i floden i vand til over livet i timevis og fiskede, de havde små kurve i en bilring eller på en skumplade til fangsten. Det var både unge som gamle der dyrkede den sport.

Efter et par dejlige dage gik turen videre til Aratu i tis-øs regnvejr og dårlig sigt. Det blev for motor og efter way points. Inde i bugten ligger der ca. 200 lystbåde fordelt over to marinaer. Det anede vi intet om, før vi havde talt med Sara, de havde været en tur deroppe. Vi havde fire dejlige dage, hvor vi lå i den marina Sara havde anbefalet og det var rigtig godt. Vi nød de gode faciliteter så som dejlige toilet- og badeforhold og pøl. Der var op til flere terasser man kunne vælge, alt efter hvor vinden kom fra. Vi nød den gode atmosfære, som er blandt sejlere. Ikke mindst nød vi også den gode og billige mad. Dejligt sted.

Tilbage til Salvador for at få ordnet de sidste ting, inden vi skal videre sydpå. Der skal vaskes og rengøres. Motoren skal efterses og der skal købes ind, mens vi ligger i marinaen. Der er også et par kontorer der skal besøges, inden vi kan komme herfra.

Fredag den 13 februar skulle det være. Vi tog afsked med besætningen fra Poseidon tidligt om morgenen. Det var lidt svært, vi havde jo været sammen i lang tid og haft det rart sammen. Sara var taget afsted sydpå en uges tid før, så dem regnende vi med at møde på turen. Ikke fordi vi skulle så langt, ca. 30 sømil sydpå til Morro de São Paulo, Ilha de Tinharé.