Det var noget andet og spændende vi nu skulle til. At sejle flod- og kanal sejlads efter waypoints, der er nemlig ingen sømærker her på floderne. Vi havde købt en god bog, godt nok på portugisisk men til at forstå, med fine kort og billeder. Så ved indsejlingen til Canal de Taperoá startede vi på waypoints og sejlede fint uden om de mange banker. Vi nåede på den samme dag, som vi forlod Salvador, helt ned til den lille by Cairu.

Det var en flot tur med flere spændende øer og små landsbyer, hvor man kunne smide krogen. Landskabet i starten af turen var meget varieret med smukke klipper i alverdens farver og pragtfulde strande. Vi havde nu bestemt os for at tage direkte til Cairu, så kunne vi altid stoppe på tilbageturen. Ved Cairu stoppede kanalen og gik over i Rio Cairu og så var det slut med waypoints. Vi skulle ikke nyde noget af at sejle videre på egen hånd..

Lørdag den 14 februar,

Her er frisk vind endda lidt for frisk 6 til 8 m/sek. Så vi ligger og hopper lidt, men så er her dejlig luftigt og ingen myg. Cairu er en lille fin by med to store kirker. Til den ene af kirkerne hørte også et kloster, hvor vi var inde og se alle herlighederne. De prøver at holde det ved lige og restaurerer det for de penge, som de meget få turister, der kommer forbi lægger i kassen. Det var absolut et besøg værd. Det er en tysk præst, som leder hele menageriet, han har ti kirker under sig, som han sejler rundt til.

Byen var pæn og ren og mange af husene var fint malet, det er nemlig ikke almindeligt, det er en luxus. Der var flot med planter og buske. Mange af blomsterne, havde vi ikke set før. Der var en vidunderlig udsigt fra den ene kirkeplads ud over floden og tre af flodarmene med mange kanoer på fiskeri. For en gang skyld kom der dejlig musik ud fra byens højtalere, så der var helt fredfyldt. Det med højtalerne bliver også meget brugt, når der skal prædikes dommedag, kors de ryger ret i helvedet, hvis de ikke går i kirke eller opfører sig ordenligt. Sådan en stille morgen ved ottetiden er det ren terror, når ham dommedagsmanden overtager mikrofonen. Det er utroligt, at de finder sig i det.

Da vi kom tilbage til indsejlingen af kanalen, hoppede vi i jollen og roede ind til broen ved yacht klubben. Det er et meget flot sted. Der er et stort rev som man skal passe på. Det strækker sig meget langt ind i indsejlingen og har en lang smuk strand på bagsiden.

Vi gik ud til et gammelt portugiserfort med flot udsigt over Atlanten. På vejen op til en lille kirke, viste det sig, at der lå en meget populær og eftertragtet ferieby, Morro de São Paulo, med et hav af mennesker og ca. hundrede pousadaer. Byen lå godt gemt oppe bag fyrtårnet og nogle bakker. Lidt i stil med øen Fernando. Masser af fine butikker med tøj og tinge tangel, snack barer og restauranter.

Vi fik en øl i den meget hyggelige yacht club, som et fransk par har. Sluttede af med en fin solnedgang, inden vi måtte tilbage til Dana. Næste morgen tog vi tidligt afsted, efter en urolig nat på grund af trafik med alle deres tuk tuker (små motorbåde, de bruger til al form for transport ). Vi skulle en tur ud i Atlanten igen, for at komme ned til den næste flod.

Det var for motor med forsejlet og mesanen til at støtte, i de høje atlantdønninger, dem skal vi til at vænne os til igen. Anløb Baía de Camamu op ad dagen fik fat i vores waypoint og fortsatte forbi mange smukke steder og flere fine strande. Camamu bugt ender ud i Rio Maraú ved byen Maraú. Helt så langt skulle vi ikke den første dag.

Den første nat lå vi mellem de to øer, Tobarôes og Tatus. En skøn ankerplads som vi havde helt for os selv. Et rigtigt smørhul.

Lige inden det blev mørkt, kom de omkring boende forbi i deres kanoer med fiskenet og ruser, som de skulle sætte. Det var meget hyggelig at sidde og kigge på hvad de lavede, mens vi nød en sundowner. Det er ganske få, der kommer forbi for at hilse på, de har travlt med deres fiskeri. Det er mest tuk tukerne, de er nysgerrige og sejler tæt forbi, hilser pænt, på den obligatoriske brasilianske måde højre tommelfinger i vejret. Gør man det, er alt i orden, og det er ligegyldigt til hvad!

Det var en fantastisk nat med en pragtfuld stjernehimmel, der er jo ingen lys til at genere. Vi havde lige talt om, mon vi ville se Karlsvognen igen. Et par timer senere stod den lige så fint deroppe, men på hovedet. Nordstjernen kunne vi ikke se mere. En fin nat med Sydkorset ret i syd. Bedst som vi sad der i mørket og stilheden, lød der pludselig et plask fra en stor fisk lige ved siden af båden. Tidligere på dagen havde vi set en stor stime små sølvglinsende fisk springe en meter op i luften for at slippe for at blive ædt.

Næste morgen sejlede vi fra vores dejlige ankerplads forbi byen Maraú, hvor flere lå for anker på reden. Det er en livlig handelsby og næsten al trafik foregår ad floden i tuk tuk. Floden fortsætter forbi Maraú i flere dramatiske sving omkring øer og pynter. Vi møder også mange udhulede træstammer, kanoer, de er faktisk meget store og skyder en god fart for sejl.

Nu har vi har ikke flere waypoints og kender ikke dybderne og bankerne ved lavvande videre, der er jo ingen sømærker, så ud med krogen og vi ligger fint midt i floden. Meningen var nu også, at vi med jollen næste dag, skulle sejle 1,5 sømil op ad en mindre flodarm til et vandfald.

Igen er vi helt alene på en fin ankerplads. Der var masser at kigge på. Det er faktisk ret interessant at se, hvordan de fisker, sætter fiskeruser og garn, også når de kaster net fra kanoen. Vi fik megen tid til at gå med at betragte livet omkring os.

Næste morgen startede vi så på vores ekspedition i jollen, gennem mangroven, langs lave mudderbanker op ad den lille flodarm mod vandfaldet oppe ved Cachoeira Veneza. Det blev en hyggelig tur. Vi mødte også et par kanoer. De var fyldt op med mudder, som de havde skovlet op ude ved os. Senere fandt vi ud af, de skulle bruge det til mørtel. Det viste sig, da vi kom op til vandfaldet, som var meget flot, at der var ved at blive bygget en lille pousada.

For mange år siden var der blevet bygget er vandmølle. Der var muret en lang kanal oppe fra vandfaldet, som blev ledt udenom vandfaldet og ned til vandmøllen. Nu havde de afbrudt det længere oppe, og ledte det ad flere kanaler ned til pousadaen, hvor det så igen blev ledt ud til vanding af køkkenhave og fiskedam. Der var seks huse under opførelse, som skulle være færdige inden ti dage, så der var tryk på. Gutten, der havde stedet, var søn af tyske forældre, men selv brasilianer. Han talte tysk, så derfor kunne vi få noget ud af samtalen.

Det var virkelig planlagt. Der var høns og grise, han var også igang med en fiskedam. Han havde en stor generator til at lave al strømmen. Lys på stierne og i husene, fryser, køleskabe, TV og internet der manglede intet. Det skal nok blive et besøgt sted, ikke mindst på grund af det flotte vandfald. Selv de mindste og mest afsides steder har de fjernsyn, fryse og køleskab og alt muligt tingel tangel. alt bringes ud med tuk tuk.

Da vi havde vandret omkring oppe bag vandfaldet og set den lille bebyggelse, sejlede vi tilbage til Dana. Vi var lidt spændte, for det var første gang, vi lå alene i floden og var taget langt væk fra båden, men alt var som det skulle være. Vi havde låst alt og pakket væk, man behøver jo ikke at friste. Vi tror faktisk ikke, der er nogen der rører noget her.

Lidt over middag lettede vi anker og sejlede tilbage ad floden ca. fem sømil inden udmundingen. Her lå vi i en lille pool mellem øen Goió og øen Campinho. Det var helt paradisisk. Så vidunderligt, at vi blev en extra dag. Næste aften roede vi ind og spiste til middag, sad og nød solnedgangen, med fast grund under fødderne, med dejlig udsigt til Dana og mangroven .En tuk tuk har lige tudet i hornet og vinker. Har sat familien af på deres katamaran, som ligger agten for os. De er fra Rio. De har været en tur, med deres unger, i Maraú hele dagen. Byen vi har passeret et par gange. En pæn stor by med to kirker og en skole m.m.

Hele formiddagen har vi været inde og gå rundt i landsbyen Sapinho, som ligger på øen Campinho mellem to små flodarme. Her er så dejligt og folk er så søde, man føler sig godt tilpas. Der er en en masse planter at kigge på og herligt at gå langs en kridhvid strand. Stierne mellem husene er sand og alt er så fint holdt her, rent overalt, der sat flettede kurve op til affald og de bliver brugt. Alle døre, vinduer og skodder står åbne så der er fri adgang og udsigt til det hele. Alt virker meget afslappet, skønt. De har også været så fornuftige at lave et fælles hus til de unge mennesker her. Der er både billiard og andre spil samt computer med internet adgang, det er en rigtig god ide.

Vi er nu kommet tilbage efter en god frokost på restauranten, hvor vi har nydt udsigten og den sejlende traffik. Der er lige blevet landet proviant på broen til restauranten, så de kan klare sig lidt igen. Vi ville nemlig have haft Carne (kød), men det var ikke kommet fra Caramu endnu, så det blev frango (kylling), dem har de rendende rundt her.

Hvor nødigt vi end vil , tager vi tidlig afsted herfra her til morgen. Vi sejler til Itacaré, og håber vi kan komme ind. Der er lidt lavt over barren, så vi skal ind ved højvande og i ikke for megen sø. Ellers må vi gå videre til Ilhéus, hvor vi skal klirre ud fra staten Bahia. Vi håber at se lidt karneval eet af stederne.