13. BREV

 

Tirsdag den 24 februar.

Vi sejlede godt fri af molen ved Ilheús for ikke at komme for tæt på skæerne, der ligger lige bag molen. Havde fin sejlads hele natten, men om morgenen gik vinden mere i øst og flovede. Vi kom ind over en stor banke, som gav dum og grov sø. Det klarede op hen over middag, sol med lidt slørskyer. Hele dagen har det været småt med vinden og vi har haft jernhenrik igang flere gange, når det blev for utåleligt med rulleriet.

Igen i nat har vi sejlet for sejl og igen her til morgen forsvinder vinden helt, en solrig dag og meget varmt. Det ser ud til, det er vejrsituationen for området lige nu. Her er ikke meget liv, der kommer en enkelt fugl forbi i ny og næ. Til gengæld er der en masse små røde krillerdyr (krill) i vandet. De ligner minikrebs med store øjne. En lille tornado stak sin snabel ned fra en af skyerne ikke langt væk og sugede vand op, et underligt fænomen.

Vi har lige passeret Abrolhosøerne med de mange rev, lidt ærgerligt vi ikke har tid til at tage derind og få et dyk, det skulle være det bedste dykkersted i Brasilien. Også nu hvor havet ligger helt stille hen, ikke en krusning, det er så utrolig flot med alle de mange blå nuancer. Nogle maller svømmer under båden for at finde skygge.

Fredag den 27 februar.

Her til morgen er vi blevet passeret af flere skibe. En fiskebåd kom ned mod os og gik tæt forbi på bb-side. Uvist af hvilken årsag kom en fiskeline med en løkke i den ene ende omkring vores ror. Fra fiskebåden blev der nu råbt og kaldt op på vhfén, men da vi ikke forstår, hvad de siger og på det tidsdpunkt ikke var klar over, at der var noget galt, reagerede vi ikke men fortsatte vores kurs for sejl. Så satte de efter os, og nu blev vi nervøse for, hvad de havde i sinde, der var 6-7 mand ombord. Klokken var nu blevet 5.30 om morgenen. Da vi ikke anede hvad de ville, følte vi os utrykke. Startede motoren og begyndte at sejle væk fra dem. Henrik gik igang med at rigge spilerstagen væk og rulle forsejlet ind, så jeg bedre kunne sejle rundt. Da de kom meget tæt på, og vi stadig ikke forstod, hvorfor de fulgte efter os, de foretog sig ikke noget stod bare og kiggede over på os, tog vi kameraet frem og begyndte at tage billeder af dem. Så fortrak de lidt og skiftede retning. Vi sejlede en modsat kurs et stykke tid, og det så ud til, at de nu havde opgivet. Vi sejlede en rum tid for motor. Jeg havde dog bemærket at roret gik lidt tungt.

Vi satte nu sejl, men da Henrik skulle til at koble vindroret til, opdagede han, vi havde en lang fiskeline efter os. Ned med sejlene og Henrik måtte i karret for at se, hvad der var galt. Det var en kraftig langline med store kroge med fiskestykker på, som havde viklet sig omkring roret. Jeg haled ind i linen, mens Henrik havde travlt med at gøre sig klar til endnu et dyk. Det var om at være forsigtig med de mange kroge. I den anden ende af linen så det i vandet ud som om, det endte i en lys pose. Da det kom nærmere til båden, viste det sig at være en kæmpe dolfin, så flot - så flot.

Vi stod nu der i opfriskende vind med et ror, som ikke virkede og en helvedes bunke line og kroge og tilmed en stor dolfin. Den begyndte nu at røre på sig, jo nærmere den kom båden. Frem med huggen. Den fræsede ud til siderne og sprang op i luften og en gang troede vi helt lettede, at den var kommet fri, men nej!! Den havde næsten slugt krogen, så der var kun een vej. Vi sloges lidt med den, og Henrik prøvede fra badelejderen at hugge den, men den fes ind under hækken og rundt om vindroret. Åh- nej!! Endelig fik vi den hevet tilbage igen, og Henrik fik godt fat i linen og trukket den så tæt på, at jeg kunne hugge krogen i den og hive den op. Så måtte Henrik i karret igen for at få det sidste af linen ud, nu vi havde fået fisken ombord. Det er altså ikke særlig spændende at skulle ud og dykke i opfriskende vind og høj sø for at skære en fiskeline fri midt i sydatlanten.

Vi havde købt en ny fiskekasse, da den gamle var gået i stykker og også var for lille til de forrige fisk. Nu stod vi i samme situation, fisken her målte 1.20m, så der var kun halvdelen af den i kassen. Vi fik den parteret og 5 poser kom i køleskabet til senere. Så var der lige en halv times oprydning, efter vi havde fået båden trimmet og roret virkede igen efter linen var fjernet.

Hvordan den line havnede i vores ror, forstår vi stadig ikke. Set i bakspejlet var det jo bare en dum situation for begge parter. Vi blev nervøse, da de satte efter os og de blev vel vrede over at miste deres line og ville prøve at redde den og krogene. Vi troede faktisk et øjeblik, de havde onde hensigter, det har vi aldrig følt før. Heldigvis uden grund. Lidt oprivende på morgenkvisten.

 

 

Ud på eftermiddagen blæste det op og vi fik en slædetur med 11-14 m/sek. kun med storsejl og mesan. Godt vi ikke fik spilet forsejlet igen. Vi tonsede derud af hele natten. Her oplevede vi de værste lyn nogensinde. To kæmpe kulsorte skyer var simpelthen helt oplyste hele natten. Man kunne se gennem skyen, når den spygede ild ud, det var et helt flammehav. Skyen lignede en kæmpe orange ildebrand. Der var også hvide lyn, som vi kender det. Skyen var helt giftig både at se på og at lugte til. Der lugtede nærmest af svovl. Det var et forfærdeligt inferno, og vi havde svært ved at se, for vi blev hele tide blændet af de kraftige lyn, der var ikke to minutters pause hele natten. Heldigvis slap vi for buldren, der var ingen lyd. Vi tør slet ikke tænke på, hvilken larm der ville være. Man blev helt udmattet og træt i øjnene af alle de lysglimt. Kæmpe søer byggede sig nu op bag os, og for lige at øge spændingen kom et indhentende motorskib forbi troede vi, næ nej, de ændrede pludselig kurs, så nu var vi på kollisionskurs, som de åbentbart havde til hensigt at holde. Vi kaldte på vhfén, ikke et kvidder, så måtte vi igang med preventerne for at kunne bomme, men det lykkedes os at holde den gående og gå agten om for en halv vind meget tæt på. Vi vil ikke nævne de eder, de fik med på vejen, det var bare for dårligt.

Lørdag den 28 februar.

Rebet sejl, sejler på kryds med stor og grov sø. Båden er hårdt presset, overvejer et reb til. En time senere måtte vi igang med andet reb i 10-11 m/sek. Nu er vi på kryds lige modsat af forgående nat, da havde vi plat læns på samme kurs. Også i nat var der lysshow men ikke af samme styrke som forgående nat. Det lynede en halv time efter solopgang, men så tog solen over og gassen gik af skyen. Passerede Cabo Búzios her til morgen kl 06. Har kørt med watermakeren hele natten og har snart en fyldt tank, dejligt!

Søndag den 29 februar.

Vi passerer Cabo Frio, som lever op til sit navn. En herlig kølig vind og vandtemperaturen er nu dalet fra 29 gr. til 24 gr. Der er mange øer i bugten nord for Cabo Frio. Det minder os om den norske sydkyst med lidt skallede afrundede klippe øer. Suler, fregatfugle og terner flyver rundt om os. De har gode betingelser på øerne her. Det virker helt nordligt.

En kold understrøm helt nede fra Antactic kommer op her ved Cabo Frio (Det kolde Kap) og blander sig med det varme overfladevand, sikker derfor den helt anden natur her. Lige her ingen palmer men lav vegation på de stejle klippesider.

Kyststrækningen efter Cabo Frio ned til Rio er meget lav med mange indsøer. Blot en smal tange mellem søerne og havet. Her er fantastiske strande og rigt fugleliv. Mange fine huse og mindre sommerhuse ligger langs strandene. Vi fik her en flot oplevelse, at se over halvtreds delfiner komme springende op langs kysten. Det er lige betagende hver gang. Baglandet er flot grønt og med høje bjerge.

 

 

Søndag den 31 februar.

Turen til Rio de Janeiro bliver træls at hive hjem. Der er ingen vind i området, og den smule, som kommer i ny og næ er lige i snuden. Der er store dønninger som hele tiden stopper os, dræbende! For at afpasse vores ankomst til Rio, til mandag morgen, sejler vi langsomt langs kysten for motor.

Kom til Rio ved midnat. Lå underdrejet et par timer inden vi klokken 2 langsomt sejlede mod byen. Ankom ved 04.30 tiden. Fik set havnen med lys på og Kristus figuren, som stod helt klart flot oplyst. Vi var heldige med vejret. Sejlede helt op i havnen og ventede på, at solen kom op, så vi kunne se det hele tydeligt. Rio smyger sig jo op og ned ad bjergsiderne. Det var en fin oplevelse.

 

 

Vi sejlede ned langs den berømte strand La Copacabana og selv her tidligt om morgenen var der allerede fyldt godt op. Lige så snart solen kommer, myldre det med mennesker. De elsker livet på stranden. Fortsatte videre forbi de næste to strande Ipanema og Leblon, som ligger ud til Atlanterhavet og derfor er mere rene. Da vi lå inde i Rio bugt og strømmen var for udgående var det de utroligste ting, som passerede forbi. Vandet er meget forurenet og derfor ikke altid lige lækkert ved La Copacabana strand. Derfor er de to næste strande også blevet mere eftertragtede.

 

 

Da der stadig ingen vind var, fortsatte vi for motor ned langs kysten mod Baía de Ilha Grande. Vi kom forbi en lang lav tange som ender op i et kæmpe højt forbjerg. Mellem Ilha Grande og forbjerget sejlede vi ind i den flotteste skærgård. Der er et fantstisk flot øhav her med utallige ankerpladser ved klipper og fine strande. Vi sejlede op til Angra dos Reis, hvor vi fandt den dyre marina Pirata´s. Det passede os egentlig ikke, men vi ville til Rio nogle dage og så lå den centralt m.h.t. bus og indkøb. Turen til Rio tager kun små tre timer hver vej og er meget billig. Så for at få lidt ud af de mange penge vi betalte i marinaen, foretrak vi at tage hjem igen om aftenen og sove ombord, så slap vi for at finde hotel. Vi nød turen ind om morgenen og sov på vejen tilbage.

Den første dag blev lidt hæsblæsende, vi havde alt for meget på programmet og det er en kæmpe by. Det tager tid at finde rundt og det tager lang tid når offentlige kontorer skal besøges. Det er et kapitel for sig. Men vi nåede at få vores ophold forlænget med alt hvad dertil hører, købe søkort og se et par marinaer i bugten bl.a. Gloria Marina. Vi travede rundt i gaderne og øjnene var på stilke for at få det hele med. Vi var godt flade den første dag af de mange indtryk. Alene at finde rundt med bussene og komme af og på de rigtige steder var noget af en kamp. Men vi blev rigtig gode til det og fik lavet en fed plan for næste dag, som vi dog ændrede til dagen efter. Da vi kom hjem, gik det op for os, hvor trætte vi i virkeligheden var.

Da vi tog til Rio anden gang havde vi sat os for at komme op på Corcovado bjerget med kristus statuen og Henrik havde drømme om Copacabana Beach. Han skulle se de flotte carioca piger i mini mini bikinis og der var vel også nogle flotte strandløver Lene kunne nyde. Sugarloaf og den farverige favela (fattigkvarter som ligger op ad bjergsiderne) ved Rochina var blot nogle af ønskerne. Så der var nok at tage fat på. Vejret var flot, da vi tog fra Angre dos Reis, men jo nærmere vi kom byen, jo mere blev det overskyet. Nå,- det forsvinder nok op ad dagen.

Straks vi ankom om formiddagen, fandt vi en lille åben sporvogn, som kørte tværs gennem byen op til Kristus, troede vi. Den kørte godt nok op gennem bydelen Santa Teresa ad stejle, smalle og snoede gader for at ende oppe ved en flot udsigt til bl.a. kristus. Men lige netop i dag var det jo overskyet og meget tåget i Rio, så der var ikke en dyt at se. Sådan er det bare!!

Det var elles noget af en tur. Det var om at sidde helt inde på midten, som det slingrede. Dem der bor her springer på og af sporvognen undervejs, de kører med gratis, når de hænger udenpå. Selv når vi kørte på en viadukt, højt over brede boulevarder og store tove, hængte unge og gamle med deres tasker, varer og pakkenelliker udvendig på sporvognen, for at få fri transport over til den anden side af byen. De lever livet farligt her.

 

 

 

Nu var det gået op for os, at det var en vildmand med den sporvogn. Endelig fandt vi ud af, hvilken bus vi skulle med og var også heldige at komme af det rigtige sted. Den gamle rute var nedlagt for mange år siden, den var alt for farlig og nedslidt. Det fandt vi ud af, da vi kom op til den nye togbane. Der var nemlig et lille museum, hvor vi kunne læse om den gamle- og nye bane og om bygningen af statuen. Vi steg ombord i toget, som førte os næsten hele vejen op, resten af vejen kørte vi i elevator. For de mere sportstrænede var der en trappe. Endelig nåede vi toppen. Til hvad? Da vi kom ud på pladsen ved statuen, kunne vi knapt se de mennesker, der stod i den anden ende af pladsen.

Nå, man skal ikke opgive så hurtigt. Bedst som vi stod der og gloede ud i tågen, kom en kæmpe statue til syne lige over os. Det var jo Kristus! Længe varede det ikke, før de meget lavthængende skyer spredte sig og vi fik vidunderlige glimt af byen under os. Solen kom frem og vi kunne se det meste af Rio, det var så flot. Kristusfiguren stod også helt klar ind imellem. Turen op og ned var også spændende. Man kørte gennem et villeakvarter som ligger op ad bjerget nær toppen og der var stationer, hvor man kunne stå af og på.

 

 

 

 

 

Efter denne oplevelse måtte vi ud til stranden. Tiden løb og det begyndte så små at trække med store sorte skyer sydfra. Inden vi fandt ud til Copacabana var de flotte carioca piger taget hjem og kun de lidt ældre, lidt småfede mænd og kvinder promenerede langs stranden. Nu havde de endelig en chance for at vise sig frem. Du godeste, det var bare for meget. Aldrig har vi set så små bikinier og badebukser på så fede mennesker. Ikke et øjenbryn bliver løftet, lige med undtegelse af os. Nul strandvejr, men alligevel måtte vi ud og få sand mellem tæerne. Det var lidt af en skuffelse mest for Henrik. Vi forlod hurtigt stranden efter at have taget et par billeder. Sprang på bussen, hvor vi kunne blive siddende lige til endestationen. Godt det samme for nu startede et værre uvejr, som varede i flere dage. Hvor havde vi været heldige.