Lørdag den 6 marts.

Byen, Angra dos Reis havde vi allerede besøgt flere gange, da vi skulle finde port captain´s office og en bank. Vi var inde i ti banker, inden det lykkedes os at få nogle mønter. Vi ville gerne bruge vores VISA kort, men uvist af hvilken årsag, var det ikke lige stedet her. Byen er stor for området her, og travlt beskæftiget med eksport af stål og har en stor fiskerflåde.

Efter vores udflugter til Rio, ville vi også se lidt nærmere på området omkring Baía da Ilha Grande. Vi tog bussen næsten lige ved siden af Pirata´s Marina hvor vi lå, og kørte langs hele bugten til den lille by Paratí. Køreturen var utrolig smuk med udsigt over bugten og de mange øer. Høje bjerge med skove lå bagved, og ud til vejen var der mange træer og buske med blomster i de flotteste farver, det var en flot tur.

Byen Paratí er speciel på flere måder. Den ligger meget lavt i et delta, som udmunder i en lavvandet bugt med mange øer. Det er en gammel koloniby, som er blevet restaureret og er under Unesco "World Heritage Site". Det er en af Brasiliens ældste byer. Her har været transport af guld. Slaver fra afrika blev bragt hertil. Nu er her en stor fiske- og schoonerflåde i havnen og for anker i bugten. I bugten er der flere marinaer og gode provianterings muligheder.

Ved højvande bliver gaderne nær havnen oversvømmet, og måske var det i gamle dage et primitivt sanitetssystem. Da byen er kommet under Unescos vinger og bygningerne holdes så fint, er det også blevet et eftertragtet turiststed, med hvad deraf følger. Men det er absolut et besøg værd. Mange brasilianere tager hertil og nyder en weekend på en af de mange hyggelige pousadaer. Her er nogle gode restauranter med stort udbud, mange barer og luksus butikker. Også en god og afslappet stemning og en masse at se på.

Vi lagde blandt andet mærke til at der ikke, som normalt, er mange trappetrin op til kirkens indgang. Fra indgangen er der ingen trin, i stedet skråner det, ligesom en bedding. Så kan vandet stige op og ind under kirkedøren og overflyde hele gulvet og lige så stille trække sig tilbage igen. Ingen snavsede og glatte trapper. Det sker, ikke hver dag, men ved højeste højvande. Det er også kun den gamle del af Paratí, hvor husene er så fint malede. Vinduesrammer og døre er malet i mange forskellige farver. Det er et festligt syn.

På turen tilbage fik vi også et godt indtryk af, hvordan hele skærgården er, og så mange gode ankerpladser. Der ligger mange marinaer langs kysten med store haller i flere etager, hvor de sætter deres motorbåde op. Der er ikke plads til dem alle i vandet på een gang. Her er også sejlbåde og så selvfølgelig en masse schooneres, som sejler turister rundt til de mange øer.

Søndag den 7 marts, var den sidste dag vi lå i marinaen, så den stod på støvsugning, vask og rengøring, nu vi havde strøm. Vi for rundt som kakerlakker for at nå det hele. Også indkøb oppe i centeret, som hørte til marinaen fik vi klaret. Pirata´s Mall var de meget stolte over og det var da også et fint center med gode butikker, internet og supermercado, hvor vi købte godt ind. Dejligt vi ikke skulle gå så langt. Den fyldte indkøbsvogn kunne vi køre helt ned til båden.

Mandag, lagde vi os ude i bugten, for anker, for at slappe lidt af ovenpå de sidste hektiske dage.

Næste dag startede vi tidligt, og for motor sejlede vi rundt i de mange bugter. Der er en meget flot skærgård og smukke strande, så det var ikke nemt at beslutte, hvor vi skulle ligge for natten. Men hen på eftermiddagen fandt vi et dejligt sted med en lille strand. Længere inde lå en tysk- og hollandsk båd. De kom forbi lidt senere i gummibåden for at hilse på. Vi havde det hyggeligt, sad i cockpittet lige indtil tusmørket kom. Så kom moskitoerne, så var det om at komme ned og få sat alle myggenettene op. Vi syntes, mange gode aftener bliver ødelagte på grund af myg. Vi har endda vores telt, hvor vi kan være, selv om vi sidder og steger. Mange andre må lukke af og sidde nede om læ. Det er for surt, så nu vil vi få lavet nogle sider til teltet med myggenet i. Det ville vi have gjort hjemmefra, men kunne ikke finde net, der var fint nok. Myggene her er bitte bitte små, så selvfølgelig kommer der heller ikke så meget luft igennem, men det er bedre end ingenting.

Til gengæld var morgenerne så vidunderlige, her var den flotteste vegetation. Kæmpe bambus 10 til 15 meter høje. Flamboyante træer, bougainvillea i violette, røde og orange farver. Skønt at sidde og kigge på alt det til morgenkaffen og ingen myg. På grund af manglende vind, måtte jernhenrik i gang igen. Det havde været rart med en lille brise, så vi kunne sejle til næste ankerplads, men sådan er det ikke og vi må finde os i støjen. Vi fandt et herligt sted ved Ilha Cotia, et smørhul, med en meget lille strand. På den anden side af øen, over en smal tange, lå en strandbar. Hen under aften blev den besøgt af flere, som kom i deres gummibåde, fra omkring liggende både. Der var meget hyggeligt, med borde helt ned til vandet og udsigt til en stor bugt, helt anderledes end på den anden side af øen, hvor der var smalt og tæt bevokset.

Næste dag var der lidt vind, vi fik kludene op i en fart for at kunne nå til Ilha das Couves. Fra tyskerne, havde vi hørt, der skulle være så dejligt, også at dykke. Men turen ud fra Baía da ilha Grande, hvor vi skulle rundt om to pynter, hvor der var kraftig strøm og sø, tog næsten pusten fra os. Vi krydsede og krydsede og næsten ingen steder kom vi. Først langt over middag kom vi fri og fik fart i skuden. Lige nøjagtig for sent til at anduve Couves, det var for mørkt til at gå ind. Det begyndte også at blæse op med lidt småregn. Vi besluttede at finde ind til bugten ved Ubatuba by. Det er et lidt vanskeligt område, da der er mange små øer uden lys på. Pludselig dukker der en sort skygge frem og man kan høre brændingen, så er det om at komme væk. Det var en lang indsejling med en masse fiske- og motorbåde uden lys og radarreflektor. Det blev en travl aften. Henrik måtte stå i stævnen og lede mig uden om alle de små både, som lå hen i total mørke. Så der blev håndstyret og til sidst måtte vi tage sejlene ned og gå for motor for ikke at komme galt af sted. Helt nede i bunden af bugten, så der ud til at være en god ankerplads. Det var egentlig en helt åben bugt, men med den vind der var lige nu, lå vi godt. Det skulle kun være for en enkelt nat.

Næsten morgen, da vi rigtig kunne se os omkring, viste det sig at være et dejligt sted. Der lå mange småskibe og schooneres tæt inde under kysten. Som sædvanligt ligger vi midt i det hele, langt fra kysten. Både fordi vi kom ind om natten og intet kunne se, også for sikkerheds skyld, lagde vi os langt ude, så er der lidt at drive på.

Vi tog den lidt med ro, da vi ikke skulle sejle så langt til den næste ankerplads ved øen Ilha dos Porcos. Der fandt vi en flot bugt med fin strand hele vejen rundt. Det er en lille ø med et tidligere fængsel, lige ned til stranden. I 1952 gjorde fangerne oprør og satte ild til fængslet, og flere fanger flygtede efter megen skyderi. I 1957 blev fængslet lukket. I 1981 blev der sat et program op til bevarelse af øens dyr og fauna, da øen havde lidt under misligholdelse og jagt. I dag er det en statspark og bygningerne vedligeholdes og vises frem samt et museum.

Næste dag var vi inde og se på omgivelserne og få rørt bentøjet. En smal sti løber langs stranden og ind i skoven. Højt oppe har man en fin udsigt over hele bugten over til Saco da Ribeira, hvor Ubatuba yacht club ligger. Igen måtte vi beundre den flotte natur, skønne blomster og mange sommerfugle. Vi var også heldige at se en capivara (en stor gnaver). De er kun fremme tidligt om morgenen og lige inden mørket kommer, når alle turisterne er sejlet væk. Ofte kommer de i store flokke ud på stranden og stierne for at finde lidt føde.

Næste morgen så vi til vores overraskelse, at en nordmand havde ankret op længere ude i bugten. De var kommet om natten og turde derfor ikke gå tættere på. Vi syntes nok, de var os bekendte, og kom i tanker om, at vi havde set dem i bugten ved Cascais i Portugal. Så inden vi forlod bugten for at sejle til øen Ilhabela, slog vi lige et slag rundt for at hilse på og høre, hvor de skulle hen. De havde også planer om Argentina, så vi mente nok, vi ville mødes igen.

Fredag den 12 marts.

Vi havde en fin sejltur ned til Ilhabela, hvor vi håbede at mødes med vores veninde Madalena, som vi havde mødt i Salvador. Hun er brasilianer, svensk gift og var ombord på deres katamaran, som kom til at ligge ved siden af os, da vi lå der. Vi kom godt ud af det sammen og aftalte med Madalena, at vi skulle mødes, når vi kom til Ilhabela. Der har de et pragtfuldt hus oppe ad bjergsiden, med en fantastisk udsigt over hele kanalen mellem øen og fastlandet. Ilhabela Yacht Club har nogle gæstebøjer og vi snuppede en, med forsikring om, at den var godt forankret og der var en ny ende i den. Det er ikke så smart at smide anker der. Når systemet virkede, var der så den fordel, at vi kunne kalde op, og een af klubbens motorbåde ville komme og hente os, når altså de hørte os eller så os. Undertiden var vi lige ved at gå op i limningen af at vente.

Øen hedder egentlig São Sebastiao med byen af samme navn lige overfor på fastlandet, men alle kalder den Ilhabela efter landsbyen.

Vi fik checket ind og ringet til Madalena, og længe varede det ikke, før hun kom susende ned til klubben. Dejligt at se hende igen. Når vi skulle mødes med hende, sendte hun bare motorbåden ud efter os, hende kendte de jo. Så gik det hele lidt lettere.