Mandag den 17. maj tog vi natbussen fra Buenos Aires til Puerto Iguazú, for at se de berømte vandfald, som ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Vi kørte op gennem provinserne Entre Rios, Corrientes og Missiones.

Specielt Missiones er berømt for de mange velbevarede ruiner fra Jesuitterne. De kom nordfra omkring 1607 gennem Paraguay til Missiones. Der er mange delte meninger om deres arbejde og undervisning af Guarani indianerne, som de samlede om sig. Jesuitterne fik etableret 11 til 13 missioner rundt omkring, hvor indianerne arbejdede i markerne. De høstede majs, kartofler, citroner, bomuld og tobak. De blev blandt andet også undervist i vævning, træarbejde og i at lave musikinstrumenter.

Den vigtigste afgrøde var dog dyrkning af Yeba mate, blade fra et træ, som bliver tørret og specielt behandlet. Alle i de omkring liggende lande drikker mate. Et krus bliver fyldt med mate og varmt vand hældes i, et specielt sugerør som er fladt i den ene ende med huller i, bruges så man ikke får munden fuld af grums fra de knuste blade, til at drikke mate. Det er meget socialt, flere drikker af samme krus, som blot bliver fyldt igen, indtil der ikke er mere smag tilbage, så kommes ny mate i.
Vi har prøvet det sammen med vores ven Alberto, men det er for bittert efter vores smag. Mange kommer sukker i, men så er det ikke rigtig mate, siger Alberto. Det er en nationaldrik for landene her, specielt i Uruguay går mange rundt på gaderne med en termokande under armen og et matekrus med sugerør i hånden.

Jesuitterne lå i evig konflikt med Portugiserne fra São Paulo provinsen i Brasilien og Spanierne. De mente præsterne fik for megen magt og blev for populære hos Guaranierne, som boede i missionen under jesuitternes beskyttelse. Også at de bredte sig for meget, så det endte med at Jesuitterne blev drevet på flugt og missionerne blev ødelagt og Guaranierne spredt for alle vinde. For indianerne var det et hårdt slag og de har siden haft svært ved at klare sig.

Tirsdag ved middagstid ankom vi til Puerto Iguazú, nu skulle vi blot finde det hostel, hvor vi havde bestilt et værelse. Selvfølgelig måtte vi trave gennem hele byen, inden vi fandt det. Hostel Sumaj, en etplans villa med have og en lille pøl. Desværre lå det langt fra alting i et meget roligt kvarter i den ene ende af byen.

Den første dag tussede vi lidt rundt i byen for ligesom at få et indtryk af forholdene og få bestilt billetter til turen til vandfaldene næste dag. På Sumaj var der et køkken, vi kunne bruge. Men så skulle vi slæbe på varer helt ned i den anden ende af byen. Vi havde kun booked for 2 nætter, så det gad vi ikke. Det hele blev nu også ændret efter den første nat. Det blev afsindig koldt ud på natten og vi havde kun et tyndt vattæppe vi sloges om plus Lenes lille lama poncho, som vi rev og flåede i for at holde varmen. Ingen af os havde lyst til at banke nogen op klokken 2 om natten og vade rundt på de iskolde stengulve. Dårlig søvn og stivfrosne næste morgen, fik morgenmad i et meget køligt rum og så af sted til bussen. Inden solen kommer rigtig frem er det koldt og lidt klamt, så det var godt at komme op i bussen og få lidt varme.

Vi var heldige med vejret til Iguazú nationalpark. Den første dag ville vi blive på den Argentinske side. Vi spadserede ud til et lille tog, som kørte os ud til Djævlens Gab, et fantastisk fald, hvor man kunne komme helt tæt på, da der var bygget gangbroer ud over faldene. Der var en infernalsk larm fra alle de mange vandfald, det var fantastisk flot og imponerende!

Efter tog turen, var der catwalk rundt til de mange fald, cataratas som de hedder på spansk. Der er ca. 275 cataratas over 3 km. og 80 meter høje, så de er bredere end Victoria faldene i Afrika og højere end Niagara i Canada. Vi ville bruge hele dagen her, så vi gav os god tid til at filme og fotografere, og bare nyde den flotte natur. Vi var jo i regnskoven med mange flotte fugle, bl.a. var vi optaget af at få set Tucáner, som er varemærket for parken. Der findes mange forskellige arter, i forskellige farver og næb størrelser. Vi var heldige at se to forskellige arter i det fri, den helt store med det enorme orange næb med den sorte plet og en mindre med et grønligt næb og en fin rød stribe om maven. Det er en mærkelig fugl at se på. Små grønne papegøjer var der også mange af, de fløj rundt i store flokke. Hvide og grå hejre, forskellige storke, med ske-næb og lange spidse næb og så selvfølgelig gribbe. Der var mange dejlige planter og træer, hvor flotte sommerfugle summede rundt. De havde de fineste farver og var fra meget små til kæmpe store, fascinerede at se på. Så var der de små næsebjørne, nogle rigtig frækkerter. Se dem kravle op og ind i en affaldskasse og hente affald ud, som de så sad og spredte ud over det hele, for at finde en godbid var noget af oplevelse, de er så snu og mange af dem helt tamme. Kan de slippe af med det, stjæler de fra lommer og tasker, så det er om at holde øje med dem.

Senere på dagen nåede vi til det sted hvor en båd sejlede over til øen San Martin, derfra skulle der også være et flot udkigspunkt. Der var bare lige 182 trin op til toppen af San Martin! Nå, det tog vi i fin stil. Det var en flot ø og turen rundt bød på fine kig ned i dybet, og til de mange fald på den anden side. Efter en lang og oplevelsesrig dag tog vi bussen tilbage til byen.

På vejen tilbage til Sumaj, kom vi forbi Hosteria Los Helechos, hvor vi først ville have boet, men da var der optaget. Nu gik vi ind for at høre, om der var ledigt fra næste nat, en nat mere i Sumaj var mere end nok. Vi var heldige, fik booked for de to næste nætter. Der var restaurant og det lå tæt på busterminalen og andre butikker.

På en tur ned gennem byen fik vi øje på et rejsebureau, hvor vi til den næstkommende dag bestilte en tur med en 4-hjuls trækker ind i regnskoven i håb om, at se nogle flere dyr, som f. eks. aber og pumaer. Vi fik en engelsk talende guide, så vi kunne få mere ud af turen.

Da vi kom til Sumaj, fortalte vi, at vi havde frosset natten før. Om vi kunne få en varmeovn ind på værelset? Det havde de ikke, men tæpper kunne vi få. Vi fatter ikke, de ikke havde lagt nogle frem, de var låst inde, så derfor vidste vi ikke, vi blot skulle have bedt om det. De var flinke nok, vi fik hver et stort tæppe, så vi kunne klare os gennem endnu en nat. Men Henrik havde allerede reddet sig en forkølelse, som blev værre og værre.

Glade var vi næste morgen, da vi vandrede af sted til vores nye hosteria, hvor vi efterlod vores rygsække i deres varetægt. Vi skulle videre med bussen til Brasilien for at se vandfaldene fra den brasilianske side over mod Argentina. Igen var vi heldige med vejret, det holdt tørt og var varmt, men skyerne var så småt ved at komme ind over området, så der var måske optræk til regn. En uge med godt vejr derefter tre til fem dage med regn, det er derfor der er regnskov, fandt vi ud af.

Fra Foz do Iguacu, som byen hedder i Brasilien, kørte vi ud til nationalparken. Derfra i en åben bus på første etage ud til caratas, det var dæleme en kold tur. Vi begyndte nu at få en fornemmelse af, at en koldfront var på vej. Brasiliens siden er ikke så lang som den Argentinske, men det er til gengæld flottere at se vandfaldene herfra, fordi man kommer på afstand og ser det hele i panorama. Så var der også mange aber at kigge på, de for rundt i træerne og gloede ned på os, og vi stod og gloede op på dem, gud ved hvad de tænker: de skøre turister!!

Efter at have travet frem og tilbage og beundret de fantastiske vandfald og mætte af at se på vand, gik vi fra parken over til en privat fugle- og dyrepark, som var integreret i den eksisterende regnskov. Der var store voliere med fugle, kolibrier i flere størrelser, sommerfugle, aber, slanger og krokodiller fra regnskoven her og Amazonas. Vi gik rundt fra det ene voliere til det næste gennem dobbelte døre. Det var en stor oplevelse, at kunne komme så tæt på dyrene og mange af fuglene var helt tamme. Det var en god eftermiddag. Nu var det også på tide at vende tilbage til Argentina, få stemplet vores pas, så vi fik endnu 90 dages ophold.

Herligt at komme tilbage til et dejligt værelse med varme, aircondition - som vi absolut ikke havde brug for - tv, som vi så en del på. Bl.a. spansk kronprinsebryllup og hele den kongelige europæiske familie. Varmen gjorde til gengæld at Henrik´s forkølelse nu blev til influenza med feber. Hvad med turen næste dag? Om natten begyndte det at regne i stride strømme og det fortsatte de to næste dage, inden der kom nogle mindre ophold. Det var den med de fem dages regn.

Næste morgen, lidt matte i sokkerne, traskede vi ned til bussen. Vi skulle møde vores guide ved indkørslen til Nationalparken. Derfra skulle vi køre til et område, man kun kunne komme til med en guide. Chaufføren var Guarani indianer, som kendte stierne og de steder, hvor vi blev sat af for at gå nogle turer i skoven (vildnisset). Der var ved at gå i fisk det hele, vi stod i pis-øs regnvejr og ventede og der kom ingen guide. Vi vidste, de havde et kontor inde i nationalparken, men vi kunne ikke komme ind uden at betale og hele idéen var, at samle os op udenfor. Vi bad vagten ringe, men der skete ikke en fis. Det var altså ikke lige den bedste start og vores humør var ved at nå nulpunktet. Så kom der en taxi med et ældre ægtepar, som også skulle med. Der kom gang i chaufføren, han fik ringet og forklaret, at vi alle stod her og ventede. Det var næsten en time over tid, inden de kom. Guiden var i et mægtigt humør, hun havde vist set vores ansigtsudtryk, så det var bare om at få det bedste ud af det. Vi stod i vores regntøj pissevåde og kolde, og stakkels Henrik fik det bare værre og værre. Ægteparret som var fra Curacao (de hollandske a-b-c øer i det Caribiske Hav) fik hver en regnfrakke, som kun kunne nå halvt om dem, og så var det om at komme op og sidde på de hårde og våde sæder. Det VAR en åben 4-hjuls trækker!

For at gøre en lang historie kort, vi havde en dejlig og informativ tur. Så mange spændende planter og fugle, ingen vilde dyr, og guiden, hun var god og vidste en masse. Vi nød fire timers god underholdning og var heldige med tre gange fem minutters regn ophold. Hvor var vi gennemblødte, da vi kom tilbage. Det var lige på hovedet i kassen for at få varmen, og så var TV en god underholdning.

Det var jo meningen at fortsætte turen sydover. Der var mange steder vi gerne ville besøge og havde bl.a. planlagt at tage til en anden nationalpark i Corrientes provinsen. Vi forlængede vores ophold en dag for at se, om Henrik fik det bedre og vi kunne fortsætte. Næste dag besluttede vi at tage tilbage til Buenos Aires, da også Lene begyndte at have det dårligt. Det var en lang tur hjem. Hvor var vi glade for at komme i vores egne køjer, hvor vi desværre måtte blive de næste to til tre uger. Det var en mega nedtur, vi røg helt ned i bunden.

Men nu er vi igen kommet op på øverste pind og forbereder en tur op nordpå til provinsen Jujuy tæt ved grænsen til Bolivia og Peru, lige ved Andelsbjergene. Også Salta og Tucumán provinserne vil vi gerne se.