Der var kun 65 km til Purmamarca, så der ville vi være tidligt på dagen. Det var en flot køretur og nu i en lokal bus. Det er altid sjovere, måske lidt mere ukomfortabelt, men det var jo ikke så langt. Halvvejs kom der bare lige en lokal demonstration i vejen. Grene var lagt over vejen samt brændende bildæk, røde bannere og en flok mennesker som gik og talte med utålmodige bilister og nogle meget afslappede betjente. Chaufføren tog det meget roligt, drak lidt mate og slappede af. Der var livlig aktivitet på vejen, nu holdt der lange rækker af biler hver sin vej. Vi anede ikke, hvad vi ventede på. Efter små tre kvarter kom en personbil og en mand steg ud. Så kom der liv i demonstranterne og efter en lang snak blev den ene vognbane åbnet. De havde åbenbart ventet på een bestemt person. Uden tvivl har de mennesker her i bjergene intet at tabe men alt at vinde, det er et hårdt liv de fører. Endelig kom der gang i kortegen og med en lille times forsinkelse nåede vi til den lille hyggelige by Purmamarca, som er kendt for bjergene med de syv farver.

Vi blev sat af på en lille støvet vej i den ene ende af byen. For at komme til vores logi Bebo Vilte, passerede vi det store torv hvor der hele vejen rundt var sat boder op med alt i strik, keramik m.m. Det var svært at komme forbi, lange blikke fra Lene. Det så spændende ud! Nå, men der var jo ikke mange hundrede meter til der, hvor vi skulle være, det er fordelen ved at være et så lille sted. Vi fik et godt værelse med en lille forstue, tre stole og et bord og en gaskamin, hvor lækkert. Der var også et fint badeværelse. Det er faktisk det bedste sted vi har været.

Vi fik hurtigt pakket ud og så var det om at komme ned på markedspladsen. Vi havde på vejen op, talt med et par unge fyre om en tur til Salinas Grandes, en stor saltslette som lå ca. 85 km. væk. De manglede lige nogle extra kunder, for at vi kunne køre i en minibus. Så blev det også billigere. Vi brugte den time det varede, til at kigge på byen og den fine lille kirke, samt finde ud af hvor vi kunne spise o.s.v.

Apropos, det med at spise, har virkelig undret os. Vi spiser næsten ingenting, ikke at vi bliver tyndere af den grund, der er jo ingen retfærdighed til, hvad det angår. Vi har simpelthen ingen appetit. Fordøjelsen foregår på en helt anden måde i højderne. Vi er nu i 2190 meters højde og det kan vi godt mærke.

Drengene fik kapret nogle kunder og vi kørte først på eftermiddagen til Salinas Grandes. Det var en lang tur og vi nåede helt op i 4170 meters højde, før vi satte kursen ned mod saltsletten. Der var is deroppe og en kold vind. Men heldigvis brager solen fra en skyfri himmel. Sikken en blå himmel!!

Der var fantastisk flot, og vi var heldige, at det ikke var begyndt at blæse nede på sletten endnu, helt stille var det, pragtfuldt. Vi gav os god tid til at gå rundt og se de mange salt bassiner. De mænd som arbejder herude er virkelig fattige. De arbejder i et kooperativ og får ikke meget for det hårde slid. Utroligt, de kan holde til det. Nu var dagen fin og stille, men når det blæser og saltet fyger rundt, må det være et helvede. Flere havde også ansigtsmaske på for at beskytte huden mod solen, der er et enormt genskin fra det hvide salt.

Når man køre i bjergene, er det som at opleve noget nyt, når man kører tilbage. Lyset ændre totalt indtrykket, man får en dobbelt oplevelse. Så turen frem og tilbage var bare i top, og vi havde det skægt sammen. De mennesker som lever heroppe er rolige, venlige og imødekommende, virkelig dejligt.

Næste morgen var det tidligt op, vi skulle se solopgangen over bjergene med de syv farver. Det var hunde koldt, og som de eneste "gringoer" spadserede vi i rask trav ned til flodsengen, hvor der var livlig aktivitet med at bygge stenhøfder, til sikring af floden, nu mens der ikke var så meget vand i. Arbejderne kiggede lige en omgang, da vi troppede op og begyndte at kravle ned ad flodbredden for at komme over på den anden side. Men de fandt hurtigt ud af, hvad vi havde i sinde, og viste os hvor vi kunne gå, ingen problemer. På den anden side fandt vi en sti op af bjergsiden. Der gik ikke mange minutter, før vi følte os svimle, og Lene satte sig prompte ned, det hele kørte rundt. Så det gik langsomt op med mange hvil, inden toppen blev nået. Som altid er vi i god tid, her var det ikke smart, vi hundefrøs, selv om vi havde taget godt med tøj på. Endelig kom solen, og vi fik en utrolig flot oplevelse og dejlig varme.

Tilbage til landsbyen, efter at havde talt lidt med arbejderne om flod projektet. Resten af formiddagen tussede vi rundt i de forskellige butikker, for at se på alt deres hjemmesløjd og strik. En taske i flotte farver og lidt strik blev købt, og marmelade til Lucas & Lorena. Så var der heller ikke plads til mere bagage.

Om eftermiddagen gik vi en tur på tre kilometer bag om byen og de bjerge som omkranser byen. En smuk tur med meget afvekslende farver i bjergene. Vi gik gennem et lille pas og kom ned på en slette, som endte ud i flodsengen. En tur på kirkegården som lå lige bag vores hus, var vi også. Nu var vi også ved at være godt mætte af indtryk.

Næste formiddag skulle vi med bussen til Tilcara.

Der er ikke mere end 20 km. til Tilcara, hvor vi ankom ved middagstid. Vi skulle ringe til Mario, som så ville hente os. Vi har åbenbart set lidt fortabte ud, for en af vores medpassager fra Purmamarca spurgte på engelsk, om hun kunne hjælpe med noget. På den måde kom vi i snak med Luis & Susana. De var på ferie og kom fra BsAs. Havde fast base i Purmamarca og var taget hertil for at se nogle udgravninger, som lå tæt ved Tilcara.

Det var også en af de ting vi havde på programmet. Pucará, er en over 900 år gammel indianer landsby, som delvis er blevet udgravet og genopbygget. Ved siden af lå der en botanisk have med en masse forskellige kaktusser, cardones på spansk. Vi var slet ikke klar over, at man kunne bruge kaktus som bygningsmateriale. Spær i husene, dørfyldninger, lampeskærme og hylder. Det kan bruges til alverdens ting, kun fantasien sætter grænser. Og samtidig er det flot med de mange små huller.

Vi skulle op på museet i byen for at købe billetter til udgravningen og samtidig fik man adgang til museets udstilling af peruviansk, boliviansk og chilensk kunst. Nogle meget interessante mumier bl.a. af en siddende kvinde, som man havde fundet i et gravsted oppe i bjergene. De var simpelthen tørret ind på grund af den tørre luft. Hår, hud, negle og tøj var helt intakt. Det var en flot og spændende udstilling. Det var her, vi første gang lagde mærke til, de mange ting kaktus kunne bruges til.

En anden interessant ting, var de forskellige remedier, som blev brugt til at stramme om hovedet for at forme eller deformere hovedet, så det blev højt og slankt. Det må have været pinefuldt, havde man ikke hovedpine i forvejen, skulle man nok få det.

Posada Guardalacabra lå på den anden side af floden op ad en lille bjergvej. Vi syntes ikke, det så ud til at være langt væk, så vi gik over floden og på hjørnet ved tankstationen kom Mario os i møde, han mente nok, det måtte være hans gæster, der dér traskede af sted. Han var ved at tanke op, så vi fik en lift det sidste stykke. Mario & Liliana havde vi fået kontakt med gennem Pablo, så der var lidt at tale om. Marios familie stammede fra Polen og Rusland og Lilianas fra Italien, så de var meget interesserede i at høre om europa. Forstå det eller ej men Europa virker som en magnet på de fleste argentinere.

Også her fik vi et hyggeligt rum med bad, men stadig er det for dårligt opvarmet, EEN strålevarmer og der er frostgrader om natten. Under en stak af tæpper er det ok, men der skal ikke lindes meget før man fryser. Vi badede altid om aftenen. Så for vi hurtigt ind under alle tæpperne for at få varmen. Vi skide frøs hver morgen, og man skulle tage tilløb, og se at komme i tøjet i en hvis fart.

En god ting ved dette rum, var den flotte udsigt til bjergene på den anden side af floden. Tidligt om aftenen, inden det blev mørkt var det skønt at ligge i køjen, og se solen gå ned bag bjergene. Så var der også lige den ting, at vi næsten kunne se det samme gennem døren til rummet (indgangsdøren), det var tynde brædder i fjer og not der gabte så meget, at vi havde naturlig udluftning.

Vi havde bestilt med morgenmad, som vi fik bragt til vores rum, og der sad vi så med vindjakker og støvler på og strålevarmeren mellem os for at holde varmen.

Mario havde forslået, at vi spiste morgenmad ved siden af, for der var varmere end på rummet. Naive som vi er, troede vi, det var hos dem i deres dejlige opvarmede stue, hvor der var en stor brændeovn. Nej, mindsanten han mente udenfor i haven. Lene så forstenet på, at han vaskede havestolene af, for at vi kunne sidde under træet og se solen stå op. Hun havde stadig en klar erindring fra Iguazú, så nul morgenmad i det fri, der var 6 graders varme! De gik selv rundt og frøs og sagde: mucho frio! Vi tror det er en livsstil.

Men andre gæster (argentinere) satte sig med tykke trøjer, vindjakker, halstørklæder og vanter og spiste morgenmad, men da var klokken også over ni og solen stået op. Lige så snart solen er på himlen er det varmt.

Vi havde aftalt med Luis & Susana at mødes næste dag for sammen at hyre en bil med guide og køre en tur op i bjergene og bl.a. se endnu et Djævlens Gab, et vandfald, når der er vand. Ingen tvivl, flot må det være, når vandet fosser ned. Men bjergene var flotte og guiden god. Juan, vores guide viste os forstenede planter fra istiden. Vi så mange flotte sten med forskellige farvede forsteninger af planter, og han kunne en masse lokalhistorie.

Vi skulle videre til Humahuaca som ligger 42 km. længere mod nord. Igen havde vi problemer med inkvartering. Mario ringede til flere steder, men alt var optaget. Det begyndte sku at blive lidt surt. Fra turisten havde vi fået anbefalet posada El Sol, der var alt optaget, men han havde et hus i midten af byen, hvor vi kunne få et værelse med eget bad, til overpris. Det tog vi for 3 nætter. Det var et plus, at det lå midt i byen. Ingen morgenmad, men adgang til et koldt køkken. Gud ved om vi er lidt for sarte!

Få timer senere, efter vi var kommet af med alt vores habengut, gik vi til busterminalen for at finde ud af at komme lidt nordpå for at se nogle helleristninger, petografía. Det lød til at være meget kompliceret, så vi fik fat i en ung fyr som kendte stedet, hvor han skulle sætte os af og så selvfølgelig vente på os, det var jo right in the nowhere. Vi fik forhandlet os frem til en fornuftig pris og så gik det ellers bare derud af. Godt det ikke var vores bil, det er hård kost. Endelig standsede han og pegede ned ad bjergskråningen mod en flodsænkning. Nå, vi begav os af sted med sten og støv flyvende om ørerne. Henrik tog også lige en glidetur og plantede den ene hånd i en kaktus. Endelig nåede vi bunden. Ja, og hvad så! Der stod vi og gloede lidt dumt, vi havde fået opfattelsen af, at de pinturas som de kaldte dem, var i en hule. Vi kunne sku ikke se nogle huler med pinturas. Vi trissede lidt rundt på må og få, indtil Henrik pludselig fik øje på noget i klippesiden, der kunne ligne nogle tegn. Da vi kom tæt på, så vi tydeligt det var helleristninger af lamaer, mennesker med spyd, bue og pil og soltegn. Der var mange forskellige figurer bl.a. af en indianer som kæmper mod en spanier. Så titusinde år, som de siger de er, holder ikke stik.

Helleristningerne, petografías var flotte og vi havde haft en god tur.

Ikke langt fra hvor vi boede, lå byens torv omkranset af den gamle kirke og rådhuset med et flot klokke tårn. På siden af bygningen var der en statue af helgenen, San Fransisco Solano. Hver dag klokken 12 ringer tre klokker og der spilles et musikstykke. To hvælvede kobberdøre glider til side, og ud skrider den 1.80 meter høje bronze statue. Først løfter han højre arm for at vise vejen til Paradiset og derefter den venstre med korset i hånden, for at ønske godt for det daglige liv.

Vi ville gerne en tur op til Laguna de los Pozoelos tæt ved Bolivias grænse. Der skulle være en masse fugle og over 50.000 flamingoer, dem ville vi gerne se. Der er tre forskellige arter: Austral flaming, Big Parinas- og small Parinas. At tage op med bus havde vi opgivet, det lå for langt væk fra alfarvej. Vi fandt nogle gutter som arrangerede sådan nogle turer. Det var godt nok lidt pebret, men det var en hel dag med mad, drikke og frugt.

Næste morgen kl. 9 blev vi afhentet af broren til ham vil havde talt med aftenen før. Frederik, var en rigtig sød fyr som talte perfekt engelsk. Vognen var hans egen og der var masser af plads. Det var en lang tur, vi skulle på, og vi kom op i 4320 meters højde. Frederik elskede området her, det kunne vi hurtigt mærke. Han var en god fortæller og standsede, hvis vi ville filme eller blot ud og se os omkring. Vi så mange ørne, lamaer og guanacoer og de små vicuñas. Vi havde en flot tur op til Pozoelos. Igen var der bare lige det, at det var vinter, så der var ikke megen vand tilbage. Vi aftalte, at vi skulle være tilbage efter et par timer. Imens ville Frederik hente nogle saltblokke til dyrene, for den indianerkvinde som boede i det lille hus, hvor vi havde parkeret.

Vi begav os af sted mod søen, men fandt hurtigt ud af, at der var meget langt. De høje bjerge snød med afstanden. Efter en time nåede vi vandkanten, men da vandet jo var meget lavt, var fuglene trukket længere ud. I kikkert kunne vi se flamingoerne, som selvfølgelig i dagens anledning havde valgt den modsatte bred. ØV

Frederik kom os i møde, indianerkvinden havde fortalt ham, at der næsten ingen vand var i søen, så det var bedre at køre om på den anden side, hvor der var dybere. Vi var lidt overraskede over, han ville køre så meget længere, men det tog han meget roligt, vi var jo kommet for at se fugle. Endelig kom vi til en afkørsel, hvor der stod en vagtmand. De snakkede lidt sammen og så satte han sig ind i bilen og dirigerede os resten af vejen. Her hvor vi var nu, skulle man tilladelse til at være. Vi kørte forbi hans hus, hvor han boede med sin kone og to børn. Endelig nåede vi ned til søen og var kommet væsentlig tættere på fuglene, nu kunne vi da se dem med det blotte øje. Vi blev der en lille halv time, fik filmet og taget billeder. Området var meget smukt, også de flotte bjerge som danner grænsen op til Bolivia.

Så vendte vi næsen hjemad, vi havde en lang tur foran os. Men igen tog Frederik sig tid til små omveje for at vise os steder, han syntes godt om. Han kunne mærke, vi var glade for turen. Der blev også tid til en kop kaffe i byen Abra Pampa. Nu havde vi eftermiddagssolen i ryggen og der var et utrolig flot lys på bjergene. Dagen endte med, at vi spiste middag på hans restaurant, i øvrigt byens bedste. Det havde været en super dag.

Næste dag var allerede planlagt. Dagen før havde vi købt billetter til en heldagstur med lokal bussen til byen Iruya. Det er ikke fordi, der er så meget ved byen, men den ligger utrolig flot, og turen derop er fantastisk og lidt nerve pirrende. Aldrig har vi kørt så tæt ved en bjergkant, der gik så dybt lodret ned, og været igennem så mange hårnålesving. Men den unge fyr som kørte sad stille og roligt og tyggede på sine cocablade og kindposen blev større og større som turen skred frem og øjnene mere røde. Men han var dybt koncentreret og han havde tjek på det hele. Af og til åbnede han døren for lige at tjekke, vi ikke kom FOR tæt på kanten.

Igen dette rolige og imødekommende gemyt, når nogen ytrede ønske om at tage billeder af et særlig smukt sted eller nogle lamaer, så standsede han. Det gjorde, at alle havde det rigtig godt og hyggede sig sammen. Turen op til Iruya var meget smuk og spændende.

Vi var der i små tre timer, inden vi vendte snuden hjemefter. Som altid er hjemturen en anden oplevelse på grund af eftermiddags lyset. Flot dag.

På dette tidspunkt havde vi faktisk bestemt os for at tage tilbage til Buenos Aires og gemme resten af turen til august måned. Vi havde de sidste to dage set, hvor det vrimlede med argentinske turister. De små byer var på bristepunktet. Det var ikke det, vi kom efter. Vi skulle længere syd på til Salta, som vel nok er det mest populære sted, og der blev meldt optaget overalt.

Så vi tog med aften bussen fra Humahuaca til Jujuy, hvor vi skulle skifte bus. Desværre kunne vi ikke få plads til en hurtigkørende bus, men en som stopper gud ved hvor mange steder. Det var en dræber, 27 timer i bus inden vi meget forsinket ankom til Buenos Aires. Det var fredag aften og den helt store rejsedag. Hele busterminalen var et kaos, alt for mange busser og mennesker. Normalt glider det og busserne kører til tiden, bare ikke den aften.

Hvor var det dejligt at komme hjem til et varmt bad i yacht klubben, alt det vand man ønskede, og en meget hurtig opvarmet båd, gå rundt i t-shirt og bare fødder og sove i vores egen køje.

Ture var planlagt til at vare det meste af juli måned, men det blev kun til det halve. Resten må vi have til gode.