18.
BREV
"Where
are you guys comming from?", spørger Carlos, efter at
have klaret et mindre problem med vores bestilling af frokost.
Vi
befinder os på en café i Humahuaca på vores tur
til Jujuy. Carlos og hans kone Rosario er fra Buenos Aires og på
ferie heroppe. Vi fortæller om vores rejse og Carlos fortæller,
at de er ved at planlægge en tur jorden rundt i en 4-hjulstrækker,
Toyota Highlux. Lige nu er de på vej til Bolivia. Det synes
vi jo lyder spændende. Vi udveksler adresser og aftaler at
ses, når vi kommer tilbage til Buenos Aires. "Måske
kan vi finde ud af noget samme", siger Carlos til afsked.
Et
par dage efter vi var kommet tilbage fra Jujuy, bankede det på
Dana. Carlos og Rosario ville høre, om vi var friske på
en tur op til Bolivia og videre til Peru og Chile sammen med dem.
De havde alligevel ikke haft lyst til at tage derop alene. Om vi
var, det var bare om at komme i gang med at planlægge, leje
vogn og så derud af. Det meste af det praktiske stod Carlos
for, da vi ikke er så stærke i det spanske.
Her
begynder vores tur på 9000 km i bil til Bolivia, Peru og Chile,
en forrygende tur sammen med Carlos og Rosario.
|
|
Søndag
den 8. august klokken 05.30 startede turen fra BsAs, så vi
havde nogle timer, inden der kom for megen trafik på vejene.
De første 1200 kilometer var bare noget, der skulle overstås,
det er en kedelig strækning næsten helt til Tucumán,
som blev vores første stop. Næste dag var vi lidt rundt
og se på byen. Derefter af sted mod Orán og videre
til Posítos ved grænsen til Bolivia i provinsen Salta.
Landskabet efter Tucumán ændrede sig markant og det
gik hurtigt opad. Flotte bjerge og dale.
|
|
|
|
|
Da
begge parter lige havde været op gennem Jujuy, valgte vi en
østligere rute gennem Yungas. Ja, det lyder som en selvfølge,
at man vælger en anden rute, men det er det ikke, her er faktisk
ikke mange veje med asfalt, det er for det meste grus- og stenveje.
Vi vidste, vi ville komme til at køre på mange dårlige
veje, specielt i Bolivia, så vi ledte efter de mest tilgængelige.
Vi var heldige med vejret, som var tørt, så vi kunne
køre de fleste steder, til gengæld forsvandt alt i
støvskyer.
Da
vi kom til Posítos og skulle over grænsen til Bolivia,
manglede vi nogle papirer til bilen. En ny lov, som ingen andre
end dem i Bolivia kendte, var trådt i kraft en uge før.
Carlos er medlem af automobil klubben, så alt var undersøgt
og ordnet i forvejen, men denne lov var ikke nået til Argentina.
Vi kørte tilbage til Orán, hvor vi overnattede, da
papirerne skulle ordnes der næste dag. Tidligt næste
dag fik vi klaret papirarbejdet hos den bolivianske konsul.
Det
tog en karls tid ved grænsen, først skulle kontorerne
på den ene side tjekke alt, derefter over på den anden
side, samme procedure. Heldigvis var papirerne til bilen nu i orden.
De var nu forsynet med en masse flotte stempler.
Vi
havde en flot tur op gennem Tarija provinsen, i det sydlige Bolivia,
til byen Tarija. Vi kom gennem frodige dale med floder og flotte
bjerge på begge sider. Landskabet blev mere bjergrigt,
det var starten på Cordillera Central.
I
Tarija fandt vi et godt hostel, hvor vi fik et dejligt værelse
med baño. Det var nok mest Lene, der fik glæde af det
fine værelse og især baño. Det var til køjs
med det samme med en dårlig mave, det skete heldigvis kun
denne ene gang. Alle fire har kun haft nogle småproblemer
på hele turen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi
har sovet og spist de mest primitive steder, som for eksempel i
den næste by vi kommer til, San Lucas i Chuquisaca provinsen.
Her fandt vi et værelse, hvor vi alle fire sov sammen, i hver
sin hængekøje, sådan føltes det og under
et bjerg af tæpper for at holde varmen. Det var næsten
umuligt at vende sig under den tunge vægt af tæpper.
Toilet og vaskeforhold foregik ude i gården, der var bare
ingen vand den dag i byen. Så var det jo heldigt, at det pisregnede
hele natten, så alle vandfadene og baljerne var fyldte næste
morgen, kors hvor var det koldt, men vi fik da lidt vand
i hovedet og børstet tænderne, mere blev det vist ikke
til.
Dagen
før, hvor vi var ankommet sent på eftermiddagen, havde
vi ledt efter et sted får at få noget at spise. På
et hjørne ved torvet fandt vi et spisested, i øvrigt
det eneste, restaurant Ricopollo. Vi var hunde sultne, så
suppe og kylling m.m. forsvandt som dug for solen. Men det var også
inden vi frekventerede baño gennem køkkenet, som var
delvis under åben himmel. Det silede ned, så alt sejlede
i køkkenet. Også det måltid overlevede vi.
|
|
|
|
|
|
|
Turen
fra San Lucas til Sucre var fantastisk. Uden at vide det havde vi
valgt Bolivias værste stenvej og det gik bare opad ad den
smalle vej, inden vi efter mange timer nåede over den første
bjergryg. Derefter ned gennem en lang dal, hvor vi flere gange krydsede
floden Pilcomayo, som er ca. 1125 km. lang og som til sidst løber
sammen med floden Paraguay i landet med samme navn. Vi måtte
finde de laveste steder, for at bilen kunne køre gennem den
bløde bund, det var tæt på flere gange, at vi
sad fast, men Carlos er heldigvis en god kører.
På
den anden side kunne vi så fortsætte med at kravle op
igen og det blev værre og værre. Vi blev smidt
rundt, især de to på bagsædet fik nogle ordentlige
turer. Nu var det ved at blive lidt for anstrengende. Men
det var umagen værd, det var en utrolig smuk, spændende
og nervepirrende tur. Bjergene og dalene var så smukke. Vi
undlader at nævne navnene på alle de små landsbyer
vi kommer igennem, det er bare til at knække tungen på.
|
|
|
|
|
|
|
Den
dårlige vej blev bare ved. Ud på eftermiddagen mødte
vi en modkørende bil. De fortalte, at der var 17 km. tilbage,
så ville vi komme ud på asfaltvejen til Sucre. På
det tidspunkt var det ved at være kritisk med benzinen. Nålen
på benzinmåleren nærmede sig betænkeligt
nul. Da vi kom ud på asfaltvejen, var der så lidt benzin
tilbage, at vi ikke kunne nå til en tankstation. Vi stoppede
ved et hus, med et skilt som viste, at de solgte diesel. Men de
havde ikke benzin, så Rosario blev udstyret med en dunk og
tog den på stop til den nærmeste tankstation. Imens
opdagede vi årsagen til, at vi brugte så meget benzin,
der var slået hul i tanken. Benzinen dryppede stille og roligt
ud. Efter et par timer kom Rosario tilbage med benzinen. Chaufføren
på den lastbil hun kørte tilbage med, tilbød
at reparerer tanken. En stor torn fra en kaktus lukkede hullet og
en gang epoxy forseglede det hele. Godt arbejde, som holdt resten
af turen. Imens alt dette foregik, havde det højre forhjul
tabt pusten. Da det var skiftet, kunne vi forsætte til Sucra.
|
|
|
|
|
Sucre
er en herlig by med imponerende bygninger fra spaniernes tid, vel
nok den flotteste af alle de byer vi har set. Vi boede meget centralt
i byen på Hostel Sucre. Når man kom ind gennem porten
til hotellet, var det som at komme i en anden verden, her var to
dejlige gårdhaver med flotte planter og en fontæne.
Lyden af vand gav en særlig stemning, når vi om aftenen
sad og slappede efter en lang dag.
Sucre
er en af Sydamerikas ældste byer og den har altid været
en vigtig by i Bolivias historie. Byen blev grundlagt af spanierne
i 1538 og i flere århundrede blev den kaldt Charcas og La
Plata. I 1840 bliver byen omdøbt til Sucre til ære
for general Antonio José de Sucre. Han kæmpede sammen
med Simón Bolívar for at få befriet Sydamerika
fra Spanien, og han blev den første præsident i Bolivia.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Efter
et par dage i Sucre, kørte vi videre gennem Cordillera Central
til Potosí provinsen og sølvbyen Potosí, som
også har mange smukke bygninger fra kolonitiden. Her fik vi
en grundig gennemgang af katedralen og det tilstødende museum
af en meget energisk guide. Hun fik også slæbt os op
i katedralens kirketårn, hvor der var en fantastisk udsigt
over byens tage og bjergene. Det gik så hurtigt, at vi begge
tabte pusten i den tynde luft.
|
|
|
|
|
|
|
Og
for at det ikke skulle være løgn, fortsatte vi i rask
trav gennem byen til et lille rum, hvor vi blev ekviperet med gule
gummibukser og anorak. Vi skulle en tur op til bjerget El Cerro
Rico, hvor der stadig var gang i minedriften. Vi fik en grundig
briefing om, hvordan mandskabet i minen er delt op. Dem som har
dynamitten og værktøjet til sprængningerne er
de vigtigste og ofte også ejere af den pågældende
mineskakt. Så er der alle daglejerne som udfører det
hårde arbejde med at grave, hugge og flytte alle stenene.
Det er god tone at købe et par dynamitstænger med tændsatser,
nogle cigaretter og en stor pose cocablade til dem vi møder
i den pågældende mine. Vores guide startede flittigt
med at vise os, hvordan man lægger bladene i kindposen og
komme lidt kalk ved, for at der kan komme gang i spytprocessen og
virkningen af bladene.
Turen
i bil op ad bjerget til den mineskakt vi skulle til, viste os hvor
usselt minelivet er her. Langs vejen lå bitte små skure
hvor en hel familie boede. De var så små, at vi havde
svært ved at forestille os, de overhovedet kunne ligge ned
derinde.
|
|
|
|
|
Da
vi endelig nåede op til skakten, fik vi sat en lampe på
vores hjelm. I bæltet fik vi hægtet en beholder fyldt
med alkohol (96%) hvorfra der gik en slange op til pandelampen.
Vi fik ild i lampen og så var det bare om at komme ned gennem
skakten. Whao... der var trangt og mørkt, pulsen gik, vi
var stadig mærket af turen op i tårnet. Det gik dybere
og dybere ned og det blev mere og mere trangt. Vi nåede dynamitmanden
og fik afleveret stængerne. Han var i gang med at hamre huller
til stængerne, fire huller laver de til en sprængning,
som skulle foregå et par timer senere, så var om at
være oppe til den tid!
Vi
fortsatte, kravlede gennem en meget snæver gang op til en
anden gang, det var lige ved at blive for meget, det føltes,
som var man en prop i hullet. Selvfølgelig gik lamperne ud
en efter en, så til sidst var det kun Lene der havde blus
på lampen. Heldigvis havde vi en af vores egne pandelamper
med i rygsækken og Carlos en telefon med en indbygget lampe,
så vi kunne finde vej.
Vi
kom til et afsnit hvor der lå tøj, figurer, lamper
m.m. på en stenhylde, et slags museum til minde om dem, som
havde mistet livet nede i minen. Der var også et rum med figuren
El Tío "the Old Fellow" en spøjs lille figur
med små horn i panden. Hver dag inden minearbejderne starter,
går de til El Tío og ber om held og ofrer cigaretter
og alkohol, ud over det de selv indtager ved samme lejlighed. Og
joken er fra minearbejderne, at nu om dage ryger El Tío kun
filtercigaretter.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Potosí
blev grundlagt 1546, et år efter man havde fundet sølv
i området og i 1611 var byen det største sølvcenter
i verden. Potosí er en af de højest beliggende byer
i Andes. Der udvindes stadig lidt sølv, men i dag er det
mest tin, kobber og bly. I begyndelsen af det 20. århundrede
kom der gang i tin minerne og byen fik en opblomstring.
|
|
|
Fra
Potosí kørte vi op gennem Altiplano ind i Oruro provinsen
langs Poopó søen, som i øvrigt er forbundet
med Titicaca søen. Når der er meget smeltevand fra
bjergene ved Titicaca, løber det ned til Poopó søen,
som derfor ofte løber over sine bredder.
Vi
måtte igen køre på grus- og stenveje. Om aftenen
havde vi endnu en punktering, denne gang var det højre baghjul
der gav op, efter at vi var kørt over en stor sten. Endnu
engang fik vi glæde at vores pandelamper. Det var mørkt
og afsindig koldt. Der blæste en strid vind hen over punaen.
Til gengæld fik vi i månelyset set en flok vicoñas,
som der var store flokke af her oppe på punaen.
Vi
kom sent til byen Chállapata, hvor vi efter megen søgen
fandt et hostel, hvor vi kunne få et rum med fire senge og
baño. Vi var alle fire dødtrætte, så vi
faldt hurtigt omkuld. Næste morgen vågnede vi op til
en kold, men meget flot morgen. Det var svært at komme ud
af den lune seng, for at komme ud på et iskoldt toilet med
koldt vand uff..
Bilen
havde endnu et fladt hjul om morgenen, højre forhjul igen.
Så nu var der to dæk der skulle lappes. Men værkstederne
havde ingen strøm denne morgen, så de kunne ikke lappe
dækkene. Da Carlos spurgte dem, hvad de gjorde inden de fik
elektricitet, svarede de, at da brugte de nogle store dækjern
og en fodpumpe. Så det gamle udstyr kom i brug igen, vi kunne
jo ikke vente til de engang fik strøm igen.
Vi
havde en lang dag foran os, vi skulle nå til La Paz. Men først
skulle vi gennem byen Oruro, hovedstaden i provinsen. Den var nu
ikke så spændende, det mest interessante var et kæmpe
marked, vi fik kigget lidt på. La Paz ville vi gerne nå
i dagslys, så vi kunne nå at finde et sted at overnatte,
inden det blev mørkt. Vi ankom sidst på eftermiddagen
og det var utrolig spændende og flot at se byen ligge nede
i bunden af dalen og brede sig op ad bjergsiderne og bjergene med
sne på toppen.
|
|
|
Inden
det blev mørkt
hyrede vi en taxi til sightseeing rundt i byen. En tur op til Moon
Vally, et spændende naturområde oppe over byen med en
flot udsigt til bjerget Illimani, som ligger 6462m over havets overflade.
Vi kørte over på den anden side af byen til et udkigspunkt.
Nu var det blevet mørkt og det var imponerende at se La Paz
med alle lysene tændt. Aftenen brugte vi til at spadsere rundt
i byens centrum og finde et sted og spise. Det kunne godt være
lidt svært at vælge med alle de forskellige spisesteder.
|
|
|
|
|
|
|
Næste
formiddag besøgte vi det arkæologiske museum. Det var
ikke ret stort, men der var mange interessante ting at kigge på.
Resten af formiddagen gik vi rundt og så på gadelivet,
mens vi ventede på, at vores billeder skulle blive overført
til en CD.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Mandag
den 16-8 kørte vi fra La Paz op til Titikaka søen.
Turen var flot og særlig imponerende var de sneklædte
bjergtinder som baggrund til den blå blå sø.
Bjergkæden nord for La Paz har tre bjergspidser hvor specielt
den nordligste Illampu skiller sig ud med en højde på
6.485 meter over havets overflade. Fra Titikaka søen er det
fantastisk at se disse bjerge og specielt Illampu.
Vi
var lige kommet rundt i et af svingene og så nu forude, midt
på vejen, et større optog med dansende mænd og
kvinder i festlige dragter. Der var en helgen som skulle fejres,
figuren blev båret foran den dansende procession.
Turen
fortsatte med en utrolig flot udsigt over søen og til de
mange øer. Vi kom til en stor bugt med masser af siv og her
lå en næsten hel nylavet sivbåd, som bestilt til
et foto. Ca. to år kan de holde. Vi så flere rundt omkring,
der havde set bedre dage, de ligger bare og rådner op. Vi
kom til færgestedet San Pablo de Tiquina, her skulle vi have
bilen ombord på en stor flåde, som sejlede os over til
den anden side af strædet. Der var gang i den her, der løber
en kraftig strøm gennem strædet, så de to store
påhængsmotorer kom i gang for at holde os op mod strømmen
og komme til landingspladsen San Pedro de Tiquina på den anden
side.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I
San Pedro mødte vi Julie & Jeremy (Kanga) fra New Zealand.
De kørte på motorcykel og var også på vej
til Copacabana, så vi besluttede at mødes der senere
på dagen. De havde haft store problemer med at holde den tunge
motorcyklen på ret køl på vej over strædet,
da de var kommet ud i en kraftig malstrøm.
I
Copacabana fandt vi et rimeligt hotel. Vi ville ikke bekoste for
meget, da vi skulle på tur det meste af tiden. Om eftermiddagen
gik vi ned til stranden, hvor vi mødtes med Julie & Kanga,
her fik vi et par øl, nød udsigten over søen
og ventede på solnedgangen. Carlos var helt vild med at fotografere
solnedgange, så denne blev forberedt efter alle kunstens regler
og godt det samme, for det var den eneste, han fik ved søen,
de andre forsvandt i skyer. Vi fandt et godt spisested med ild i
pejsen og dejlig mad på bordet. Til dessert fik vi en stor
kop varm chokolade pisket op med mælk. Det var Kanga, der
stod for det, han var en rigtig slikmund. Vi havde en hyggelig aften
sammen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Næste
morgen var der afgang fra stranden til Sol- og Måne øen.
Det var en flot dag med sol og let vind. På turen op langs
kysten mod Yampupata strædet begyndte det at friske og da
vi kom gennem strædet ud på den anden side af Sol øen,
fik vi en ordentlig snudestrammer. Nu var der helt åbent,
vinden tog til i styrke og store bølger slog ind på
kysten af Sol øen. Det var nu pålandskyst, der hvor
vi skulle lande.
I
starten morede turisterne sig over den lidt anderledes tur, indtil
der kom vand ind gennem de forreste vinduer, der var ikke glas i,
og de blev våde. Alle dem som havde sat sig på øverste
dæk, havde svært ved at holde sig fast og begyndte at
komme neden under. Der var trængsel nu og flere så grønne
ud i ansigterne og vidste ikke hvad de skulle gøre. Julie
fik det hurtigt dårligt. Vi fandt et læsted til hende
uden for, så hun kunne være i den friske luft. Det varede
ikke længe, så var der fyldt op ude agter. Alle de grønne
redningsveste som lå under lejderen var ikke meget bevendt.
Den sejlads var faktisk ikke ufarlig og det var godt de veste ikke
kom i brug. Den unge fyr som styrede havde dog en god fornemmelse
for søerne og forsøgte at ride dem af. Men det var
ikke nemt med den store påhængsmotor, og han skulle
hele tiden tilpasse farten til søerne. Besætningen
havde dog fundet ud af at skippe turen ud til Måneøen,
hvor der ikke er meget at se på selve øen, men selvfølgelig
en flot udsigt derfra.
Den
første landingsplads på Sol øens sydøst
side var ikke helt let at lægge til ved med pålandsvind,
men efter et par forsøg lykkedes det at komme rundt. Her
besøgte vi et lille museum hvor en guide fortalte om udgravningerne
under vandet og viste mange af de ting, de havde fundet. En leder
for dykkergruppen fortalte helt nye teorier om, hvem der kom først
til øen og Titikaka søen.
Der
var en lille by ved landingsstedet, som vi spadserede gennem og
kom ud til stranden. Her løb nogle små grise rundt,
de var kun få dage gamle, men det var ikke nemt at løbe
dem op for tage billeder, det havde vi meget sjov ud af. Vi gik
en lang tur langs stranden og kom på tilbage vejen i snak
med en kone, som stolt viste sine nyfødte grise frem.
Isla
del Sol er en smuk ø med mange ruiner og terrasser, der stadig
dyrkes. Der er ca. 2500 mennesker på øen, som lever
af deres små landbrug og deres dyr og af turisme. Der er både
hostals og posadas, så turister kan overnatte på øen
og det er blevet meget eftertragtet at holde ferie der. Er man til
indiansk historie og legender, er det bestemt øen at vælge.
Der er Inkastier, templer og mange ruiner, hvorom der er gode historier.
Vi
kom sikkert tilbage til Copacabana, men det var en frisk tur og
himlen var helt grå og søerne stadig store da vi landede.
Vi havde haft en dejlig dag, set flotte landskaber og oplevet Titikaka
søen fra en anden side end forventet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Næste
dag slappede vi af i byen, strålende sol og dejlig varmt.
Vi besøgte katedralen, i spansk - maurisk stil udsmykket
med flotte kakler. Katedralen har et utrolig smukt hovedalter med
forgyldninger overalt. Udenfor er der overfyldte boder med en masse
kirkeligt tingel tangel.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Cha´lla
- en rituel velsignelse: i weekenden foran Copacabanas katedral
bliver biler, lastbiler og busser pyntet med guirlander, blomster,
flag og farvede bånd og velsignet i jomfru Marias navn ved
at hælde alkohol over bilhjulene. Det skulle give en god og
lykkelig rejse hjem.
|
|
|
Det
var på tide at forlade Copacabana, Titikakasøen og
køre mod Puno og dermed også at forlade Bolivia. Ikke
mange kilometer efter Copacabana kom vi til Perus grænse,
hvor næste brev starter.
|
|