18. BREV

 

"Where are you guys comming from?", spørger Carlos, efter at have klaret et mindre problem med vores bestilling af frokost.

Vi befinder os på en café i Humahuaca på vores tur til Jujuy. Carlos og hans kone Rosario er fra Buenos Aires og på ferie heroppe. Vi fortæller om vores rejse og Carlos fortæller, at de er ved at planlægge en tur jorden rundt i en 4-hjulstrækker, Toyota Highlux. Lige nu er de på vej til Bolivia. Det synes vi jo lyder spændende. Vi udveksler adresser og aftaler at ses, når vi kommer tilbage til Buenos Aires. "Måske kan vi finde ud af noget samme", siger Carlos til afsked.

Et par dage efter vi var kommet tilbage fra Jujuy, bankede det på Dana. Carlos og Rosario ville høre, om vi var friske på en tur op til Bolivia og videre til Peru og Chile sammen med dem. De havde alligevel ikke haft lyst til at tage derop alene. Om vi var, det var bare om at komme i gang med at planlægge, leje vogn og så derud af. Det meste af det praktiske stod Carlos for, da vi ikke er så stærke i det spanske.

Her begynder vores tur på 9000 km i bil til Bolivia, Peru og Chile, en forrygende tur sammen med Carlos og Rosario.

 

 

 

Søndag den 8. august klokken 05.30 startede turen fra BsAs, så vi havde nogle timer, inden der kom for megen trafik på vejene. De første 1200 kilometer var bare noget, der skulle overstås, det er en kedelig strækning næsten helt til Tucumán, som blev vores første stop. Næste dag var vi lidt rundt og se på byen. Derefter af sted mod Orán og videre til Posítos ved grænsen til Bolivia i provinsen Salta. Landskabet efter Tucumán ændrede sig markant og det gik hurtigt opad. Flotte bjerge og dale.

 

 


Da begge parter lige havde været op gennem Jujuy, valgte vi en østligere rute gennem Yungas. Ja, det lyder som en selvfølge, at man vælger en anden rute, men det er det ikke, her er faktisk ikke mange veje med asfalt, det er for det meste grus- og stenveje. Vi vidste, vi ville komme til at køre på mange dårlige veje, specielt i Bolivia, så vi ledte efter de mest tilgængelige. Vi var heldige med vejret, som var tørt, så vi kunne køre de fleste steder, til gengæld forsvandt alt i støvskyer.

Da vi kom til Posítos og skulle over grænsen til Bolivia, manglede vi nogle papirer til bilen. En ny lov, som ingen andre end dem i Bolivia kendte, var trådt i kraft en uge før. Carlos er medlem af automobil klubben, så alt var undersøgt og ordnet i forvejen, men denne lov var ikke nået til Argentina. Vi kørte tilbage til Orán, hvor vi overnattede, da papirerne skulle ordnes der næste dag. Tidligt næste dag fik vi klaret papirarbejdet hos den bolivianske konsul.

Det tog en karls tid ved grænsen, først skulle kontorerne på den ene side tjekke alt, derefter over på den anden side, samme procedure. Heldigvis var papirerne til bilen nu i orden. De var nu forsynet med en masse flotte stempler.

Vi havde en flot tur op gennem Tarija provinsen, i det sydlige Bolivia, til byen Tarija. Vi kom gennem frodige dale med floder og flotte bjerge på begge sider. Landskabet blev mere bjergrigt, det var starten på Cordillera Central.

I Tarija fandt vi et godt hostel, hvor vi fik et dejligt værelse med baño. Det var nok mest Lene, der fik glæde af det fine værelse og især baño. Det var til køjs med det samme med en dårlig mave, det skete heldigvis kun denne ene gang. Alle fire har kun haft nogle småproblemer på hele turen.

 

 

Vi har sovet og spist de mest primitive steder, som for eksempel i den næste by vi kommer til, San Lucas i Chuquisaca provinsen. Her fandt vi et værelse, hvor vi alle fire sov sammen, i hver sin hængekøje, sådan føltes det og under et bjerg af tæpper for at holde varmen. Det var næsten umuligt at vende sig under den tunge vægt af tæpper. Toilet og vaskeforhold foregik ude i gården, der var bare ingen vand den dag i byen. Så var det jo heldigt, at det pisregnede hele natten, så alle vandfadene og baljerne var fyldte næste morgen, kors hvor var det koldt, men vi fik da lidt vand i hovedet og børstet tænderne, mere blev det vist ikke til.

Dagen før, hvor vi var ankommet sent på eftermiddagen, havde vi ledt efter et sted får at få noget at spise. På et hjørne ved torvet fandt vi et spisested, i øvrigt det eneste, restaurant Ricopollo. Vi var hunde sultne, så suppe og kylling m.m. forsvandt som dug for solen. Men det var også inden vi frekventerede baño gennem køkkenet, som var delvis under åben himmel. Det silede ned, så alt sejlede i køkkenet. Også det måltid overlevede vi.

 

 

Turen fra San Lucas til Sucre var fantastisk. Uden at vide det havde vi valgt Bolivias værste stenvej og det gik bare opad ad den smalle vej, inden vi efter mange timer nåede over den første bjergryg. Derefter ned gennem en lang dal, hvor vi flere gange krydsede floden Pilcomayo, som er ca. 1125 km. lang og som til sidst løber sammen med floden Paraguay i landet med samme navn. Vi måtte finde de laveste steder, for at bilen kunne køre gennem den bløde bund, det var tæt på flere gange, at vi sad fast, men Carlos er heldigvis en god kører.

På den anden side kunne vi så fortsætte med at kravle op igen og det blev værre og værre. Vi blev smidt rundt, især de to på bagsædet fik nogle ordentlige turer. Nu var det ved at blive lidt for anstrengende. Men det var umagen værd, det var en utrolig smuk, spændende og nervepirrende tur. Bjergene og dalene var så smukke. Vi undlader at nævne navnene på alle de små landsbyer vi kommer igennem, det er bare til at knække tungen på.

 

 

Den dårlige vej blev bare ved. Ud på eftermiddagen mødte vi en modkørende bil. De fortalte, at der var 17 km. tilbage, så ville vi komme ud på asfaltvejen til Sucre. På det tidspunkt var det ved at være kritisk med benzinen. Nålen på benzinmåleren nærmede sig betænkeligt nul. Da vi kom ud på asfaltvejen, var der så lidt benzin tilbage, at vi ikke kunne nå til en tankstation. Vi stoppede ved et hus, med et skilt som viste, at de solgte diesel. Men de havde ikke benzin, så Rosario blev udstyret med en dunk og tog den på stop til den nærmeste tankstation. Imens opdagede vi årsagen til, at vi brugte så meget benzin, der var slået hul i tanken. Benzinen dryppede stille og roligt ud. Efter et par timer kom Rosario tilbage med benzinen. Chaufføren på den lastbil hun kørte tilbage med, tilbød at reparerer tanken. En stor torn fra en kaktus lukkede hullet og en gang epoxy forseglede det hele. Godt arbejde, som holdt resten af turen. Imens alt dette foregik, havde det højre forhjul tabt pusten. Da det var skiftet, kunne vi forsætte til Sucra.

 

 

Sucre er en herlig by med imponerende bygninger fra spaniernes tid, vel nok den flotteste af alle de byer vi har set. Vi boede meget centralt i byen på Hostel Sucre. Når man kom ind gennem porten til hotellet, var det som at komme i en anden verden, her var to dejlige gårdhaver med flotte planter og en fontæne. Lyden af vand gav en særlig stemning, når vi om aftenen sad og slappede efter en lang dag.

Sucre er en af Sydamerikas ældste byer og den har altid været en vigtig by i Bolivias historie. Byen blev grundlagt af spanierne i 1538 og i flere århundrede blev den kaldt Charcas og La Plata. I 1840 bliver byen omdøbt til Sucre til ære for general Antonio José de Sucre. Han kæmpede sammen med Simón Bolívar for at få befriet Sydamerika fra Spanien, og han blev den første præsident i Bolivia.

 

 

Efter et par dage i Sucre, kørte vi videre gennem Cordillera Central til Potosí provinsen og sølvbyen Potosí, som også har mange smukke bygninger fra kolonitiden. Her fik vi en grundig gennemgang af katedralen og det tilstødende museum af en meget energisk guide. Hun fik også slæbt os op i katedralens kirketårn, hvor der var en fantastisk udsigt over byens tage og bjergene. Det gik så hurtigt, at vi begge tabte pusten i den tynde luft.

 

 

Og for at det ikke skulle være løgn, fortsatte vi i rask trav gennem byen til et lille rum, hvor vi blev ekviperet med gule gummibukser og anorak. Vi skulle en tur op til bjerget El Cerro Rico, hvor der stadig var gang i minedriften. Vi fik en grundig briefing om, hvordan mandskabet i minen er delt op. Dem som har dynamitten og værktøjet til sprængningerne er de vigtigste og ofte også ejere af den pågældende mineskakt. Så er der alle daglejerne som udfører det hårde arbejde med at grave, hugge og flytte alle stenene. Det er god tone at købe et par dynamitstænger med tændsatser, nogle cigaretter og en stor pose cocablade til dem vi møder i den pågældende mine. Vores guide startede flittigt med at vise os, hvordan man lægger bladene i kindposen og komme lidt kalk ved, for at der kan komme gang i spytprocessen og virkningen af bladene.

Turen i bil op ad bjerget til den mineskakt vi skulle til, viste os hvor usselt minelivet er her. Langs vejen lå bitte små skure hvor en hel familie boede. De var så små, at vi havde svært ved at forestille os, de overhovedet kunne ligge ned derinde.

 

 

Da vi endelig nåede op til skakten, fik vi sat en lampe på vores hjelm. I bæltet fik vi hægtet en beholder fyldt med alkohol (96%) hvorfra der gik en slange op til pandelampen. Vi fik ild i lampen og så var det bare om at komme ned gennem skakten. Whao... der var trangt og mørkt, pulsen gik, vi var stadig mærket af turen op i tårnet. Det gik dybere og dybere ned og det blev mere og mere trangt. Vi nåede dynamitmanden og fik afleveret stængerne. Han var i gang med at hamre huller til stængerne, fire huller laver de til en sprængning, som skulle foregå et par timer senere, så var om at være oppe til den tid!

Vi fortsatte, kravlede gennem en meget snæver gang op til en anden gang, det var lige ved at blive for meget, det føltes, som var man en prop i hullet. Selvfølgelig gik lamperne ud en efter en, så til sidst var det kun Lene der havde blus på lampen. Heldigvis havde vi en af vores egne pandelamper med i rygsækken og Carlos en telefon med en indbygget lampe, så vi kunne finde vej.

Vi kom til et afsnit hvor der lå tøj, figurer, lamper m.m. på en stenhylde, et slags museum til minde om dem, som havde mistet livet nede i minen. Der var også et rum med figuren El Tío "the Old Fellow" en spøjs lille figur med små horn i panden. Hver dag inden minearbejderne starter, går de til El Tío og ber om held og ofrer cigaretter og alkohol, ud over det de selv indtager ved samme lejlighed. Og joken er fra minearbejderne, at nu om dage ryger El Tío kun filtercigaretter.


 

Potosí blev grundlagt 1546, et år efter man havde fundet sølv i området og i 1611 var byen det største sølvcenter i verden. Potosí er en af de højest beliggende byer i Andes. Der udvindes stadig lidt sølv, men i dag er det mest tin, kobber og bly. I begyndelsen af det 20. århundrede kom der gang i tin minerne og byen fik en opblomstring.

 

 

Fra Potosí kørte vi op gennem Altiplano ind i Oruro provinsen langs Poopó søen, som i øvrigt er forbundet med Titicaca søen. Når der er meget smeltevand fra bjergene ved Titicaca, løber det ned til Poopó søen, som derfor ofte løber over sine bredder.

Vi måtte igen køre på grus- og stenveje. Om aftenen havde vi endnu en punktering, denne gang var det højre baghjul der gav op, efter at vi var kørt over en stor sten. Endnu engang fik vi glæde at vores pandelamper. Det var mørkt og afsindig koldt. Der blæste en strid vind hen over punaen. Til gengæld fik vi i månelyset set en flok vicoñas, som der var store flokke af her oppe på punaen.

Vi kom sent til byen Chállapata, hvor vi efter megen søgen fandt et hostel, hvor vi kunne få et rum med fire senge og baño. Vi var alle fire dødtrætte, så vi faldt hurtigt omkuld. Næste morgen vågnede vi op til en kold, men meget flot morgen. Det var svært at komme ud af den lune seng, for at komme ud på et iskoldt toilet med koldt vand uff..

Bilen havde endnu et fladt hjul om morgenen, højre forhjul igen. Så nu var der to dæk der skulle lappes. Men værkstederne havde ingen strøm denne morgen, så de kunne ikke lappe dækkene. Da Carlos spurgte dem, hvad de gjorde inden de fik elektricitet, svarede de, at da brugte de nogle store dækjern og en fodpumpe. Så det gamle udstyr kom i brug igen, vi kunne jo ikke vente til de engang fik strøm igen.

Vi havde en lang dag foran os, vi skulle nå til La Paz. Men først skulle vi gennem byen Oruro, hovedstaden i provinsen. Den var nu ikke så spændende, det mest interessante var et kæmpe marked, vi fik kigget lidt på. La Paz ville vi gerne nå i dagslys, så vi kunne nå at finde et sted at overnatte, inden det blev mørkt. Vi ankom sidst på eftermiddagen og det var utrolig spændende og flot at se byen ligge nede i bunden af dalen og brede sig op ad bjergsiderne og bjergene med sne på toppen.

 

 

Inden det blev mørkt hyrede vi en taxi til sightseeing rundt i byen. En tur op til Moon Vally, et spændende naturområde oppe over byen med en flot udsigt til bjerget Illimani, som ligger 6462m over havets overflade. Vi kørte over på den anden side af byen til et udkigspunkt. Nu var det blevet mørkt og det var imponerende at se La Paz med alle lysene tændt. Aftenen brugte vi til at spadsere rundt i byens centrum og finde et sted og spise. Det kunne godt være lidt svært at vælge med alle de forskellige spisesteder.

 

 

Næste formiddag besøgte vi det arkæologiske museum. Det var ikke ret stort, men der var mange interessante ting at kigge på.
Resten af formiddagen gik vi rundt og så på gadelivet, mens vi ventede på, at vores billeder skulle blive overført til en CD.


 

Mandag den 16-8 kørte vi fra La Paz op til Titikaka søen. Turen var flot og særlig imponerende var de sneklædte bjergtinder som baggrund til den blå blå sø. Bjergkæden nord for La Paz har tre bjergspidser hvor specielt den nordligste Illampu skiller sig ud med en højde på 6.485 meter over havets overflade. Fra Titikaka søen er det fantastisk at se disse bjerge og specielt Illampu.

Vi var lige kommet rundt i et af svingene og så nu forude, midt på vejen, et større optog med dansende mænd og kvinder i festlige dragter. Der var en helgen som skulle fejres, figuren blev båret foran den dansende procession.

Turen fortsatte med en utrolig flot udsigt over søen og til de mange øer. Vi kom til en stor bugt med masser af siv og her lå en næsten hel nylavet sivbåd, som bestilt til et foto. Ca. to år kan de holde. Vi så flere rundt omkring, der havde set bedre dage, de ligger bare og rådner op. Vi kom til færgestedet San Pablo de Tiquina, her skulle vi have bilen ombord på en stor flåde, som sejlede os over til den anden side af strædet. Der var gang i den her, der løber en kraftig strøm gennem strædet, så de to store påhængsmotorer kom i gang for at holde os op mod strømmen og komme til landingspladsen San Pedro de Tiquina på den anden side.


 

I San Pedro mødte vi Julie & Jeremy (Kanga) fra New Zealand. De kørte på motorcykel og var også på vej til Copacabana, så vi besluttede at mødes der senere på dagen. De havde haft store problemer med at holde den tunge motorcyklen på ret køl på vej over strædet, da de var kommet ud i en kraftig malstrøm.

I Copacabana fandt vi et rimeligt hotel. Vi ville ikke bekoste for meget, da vi skulle på tur det meste af tiden. Om eftermiddagen gik vi ned til stranden, hvor vi mødtes med Julie & Kanga, her fik vi et par øl, nød udsigten over søen og ventede på solnedgangen. Carlos var helt vild med at fotografere solnedgange, så denne blev forberedt efter alle kunstens regler og godt det samme, for det var den eneste, han fik ved søen, de andre forsvandt i skyer. Vi fandt et godt spisested med ild i pejsen og dejlig mad på bordet. Til dessert fik vi en stor kop varm chokolade pisket op med mælk. Det var Kanga, der stod for det, han var en rigtig slikmund. Vi havde en hyggelig aften sammen.

 

 

Næste morgen var der afgang fra stranden til Sol- og Måne øen. Det var en flot dag med sol og let vind. På turen op langs kysten mod Yampupata strædet begyndte det at friske og da vi kom gennem strædet ud på den anden side af Sol øen, fik vi en ordentlig snudestrammer. Nu var der helt åbent, vinden tog til i styrke og store bølger slog ind på kysten af Sol øen. Det var nu pålandskyst, der hvor vi skulle lande.

I starten morede turisterne sig over den lidt anderledes tur, indtil der kom vand ind gennem de forreste vinduer, der var ikke glas i, og de blev våde. Alle dem som havde sat sig på øverste dæk, havde svært ved at holde sig fast og begyndte at komme neden under. Der var trængsel nu og flere så grønne ud i ansigterne og vidste ikke hvad de skulle gøre. Julie fik det hurtigt dårligt. Vi fandt et læsted til hende uden for, så hun kunne være i den friske luft. Det varede ikke længe, så var der fyldt op ude agter. Alle de grønne redningsveste som lå under lejderen var ikke meget bevendt. Den sejlads var faktisk ikke ufarlig og det var godt de veste ikke kom i brug. Den unge fyr som styrede havde dog en god fornemmelse for søerne og forsøgte at ride dem af. Men det var ikke nemt med den store påhængsmotor, og han skulle hele tiden tilpasse farten til søerne. Besætningen havde dog fundet ud af at skippe turen ud til Måneøen, hvor der ikke er meget at se på selve øen, men selvfølgelig en flot udsigt derfra.

Den første landingsplads på Sol øens sydøst side var ikke helt let at lægge til ved med pålandsvind, men efter et par forsøg lykkedes det at komme rundt. Her besøgte vi et lille museum hvor en guide fortalte om udgravningerne under vandet og viste mange af de ting, de havde fundet. En leder for dykkergruppen fortalte helt nye teorier om, hvem der kom først til øen og Titikaka søen.

Der var en lille by ved landingsstedet, som vi spadserede gennem og kom ud til stranden. Her løb nogle små grise rundt, de var kun få dage gamle, men det var ikke nemt at løbe dem op for tage billeder, det havde vi meget sjov ud af. Vi gik en lang tur langs stranden og kom på tilbage vejen i snak med en kone, som stolt viste sine nyfødte grise frem.

Isla del Sol er en smuk ø med mange ruiner og terrasser, der stadig dyrkes. Der er ca. 2500 mennesker på øen, som lever af deres små landbrug og deres dyr og af turisme. Der er både hostals og posadas, så turister kan overnatte på øen og det er blevet meget eftertragtet at holde ferie der. Er man til indiansk historie og legender, er det bestemt øen at vælge. Der er Inkastier, templer og mange ruiner, hvorom der er gode historier.

Vi kom sikkert tilbage til Copacabana, men det var en frisk tur og himlen var helt grå og søerne stadig store da vi landede. Vi havde haft en dejlig dag, set flotte landskaber og oplevet Titikaka søen fra en anden side end forventet.

 

 

Næste dag slappede vi af i byen, strålende sol og dejlig varmt. Vi besøgte katedralen, i spansk - maurisk stil udsmykket med flotte kakler. Katedralen har et utrolig smukt hovedalter med forgyldninger overalt. Udenfor er der overfyldte boder med en masse kirkeligt tingel tangel.

 

Cha´lla - en rituel velsignelse: i weekenden foran Copacabanas katedral bliver biler, lastbiler og busser pyntet med guirlander, blomster, flag og farvede bånd og velsignet i jomfru Marias navn ved at hælde alkohol over bilhjulene. Det skulle give en god og lykkelig rejse hjem.

 

Det var på tide at forlade Copacabana, Titikakasøen og køre mod Puno og dermed også at forlade Bolivia. Ikke mange kilometer efter Copacabana kom vi til Perus grænse, hvor næste brev starter.