Vi kørte langs kysten med en imponerende udsigt over søen op til byen Juli. Derfra og det meste af vejen til Puno kunne vi ikke se søen mere. I Puno ville vi overnatte, da vi ville se de flydende sivøer og bygningen af sivbåde. Det er Uros folkene, der bor på øerne. Der er ikke mange fuldblods tilbage, de er nu blandet med Aymara indianerne og der tales Aymara sprog.

Der er også nogle begravelses- stentårne i landsbyen Sillustani, vi gerne ville se. For at beskytte deres højtstående afdøde borgere, begravede Lupaca indianerne dem i stentårne, kaldet: chullpas, som kan ses vidt omkring på bakketoppe i området. I Sillustani skulle en chullpas have en højde af 12 meter. I nogle chullpas blev en hel familie med mad og ejendele begravet. I siden af tårnet var et lille hul, som vendte mod øst og kun lige stort nok til at en person kunne kravle gennem. Efter begravelsen blev hullet forseglet. Men alt dette gik vi desværre glip af !!

Da vi kom til Puno, fik vi en brat opvågning. Der var store uroligheder og strejker. Overalt på gaderne og vejene lå glasskår fra knuste flasker og mange af gaderne var blokeret af brændende bildæk. Når de er sure hernede, sker der virkelig noget. Vi var fanget i alt det her, det var ikke nemt at finde vej ud af byen, og vi skulle igennem den for at komme videre. Det var en meget ubehagelig time, vi brugte for at finde rundt i de gader, hvor der var mindst glasskår. Vi havde Julie og Kanga lige bag os på motorcyklen, og de var hundeangste for at punktere, da de ikke havde reservedæk med. Det var nu heller ikke lige stedet, hvor man stiger af. Der var en truende og farlig stemning i byen. Allerede inden vi kom dertil, var flere blevet dræbt.

Vi forlod Puno, så hurtigt vi kunne, nåede lige at få et sidste glimt af Titicaca søen og kørte så videre mod Juliaca. Efter et kort stop her fortsatte vi turen mod Cusco. Vejen var god, vi havde fin udsigt over de mange bjergkamme, vi skulle over. Her morede vi os med at udtale de mange forskellige bynavne, som f. eks: Champacancha-Combapata-Quiquijana og Llullucha. Mange af de andre var fuldstændig umulige at udtale og så på spansk. Det var en fantastisk tur, meget op og ned, gennem bjergene, dale og med skarpe hårnålesving.

Som sædvanligt tog de få hundrede kilometer, her ca. 389 km. dobbelt så lang tid som forudset. Da det allerede bliver mørkt ved seks tiden om aftenen, havde vi tre timers kørsel i bulder mørke. Stadig havde vi Julie og Kanga lige bag os. Der var mange bump lige inden og efter landsbyerne, for at man skal nedsætte farten, men det var svært at se dem i mørket. Der var også livlig trafik af gående langs vejen med dyr og anden oppakning. Det var umuligt at se dem før lige i sidste øjeblik, så der blev foretaget kraftige opbremsninger og store udsving.

Det var en udmattende tur og for dem på motorcyklen også meget koldt. Der er hammer koldt i bjergene. Endelig ved nitiden nåede vi til Cusco. Det var skønt at se de mange lys, og denne gang havde vi en adresse på et hostel lige midt i byen. Det, at finde rundt i en by, kan Carlos, det tog et splitsekund, og så var vi indlogeret. Vi fik hver et stort værelse, fordelt rundt på de tre svalegange. Fra gaden kom man ind gennem en port, som blev låst om aftenen, og videre ind til en gårdhave, hvor vi fik parkeret motorcyklen. Bilen fandt vi parkering til et par blokke derfra, det med at parkere på gaden, den går ikke her. Så behøver man ikke se efter den bil mere. Selv inde i gården, blev BMW mærkerne på motorcyklen pillet af.

På trods af at vi var godt trætte efter den lange køretur, tog vi på sightseeing i byen, vi skulle også have noget at spise. Cusco er en fantastisk by med imponerende bygninger fra kolonitiden, og flot ligger den omgivet af bjerge. Nu nød vi, at se den by night.

Næste dag var vi tidligt på stikkerne, der skulle bestilles en tur til Machu Picchu den følgende dag, og "Carlos citytour" skulle vi på. Men allerførst skulle vi lidt ned ad gaden, op på anden sal og ud på hver sin lille balkon, hvor vi havde den gode udsigt op og ned ad gaden og til katedralen. Her fik vi et rigtig godt morgenkomplet. American breakfast, stor tallerken med scrambleæg, bacon, pølser og tomater. Lækkert brød, smør, flere slags hjemmelavet marmelader m.m. og vidunderlig café con leche. Her sad vi et par timer og nød solen komme op, og gadelivet under os, herligt!!

Vi fes lidt rundt i byen for at få et overblik over de mange forskellige tilbud op til Machu Picchu. Det vi endelig bestemte os for, blev tilbudet fra vores eget hostel. Der fulgte nemlig fri transport til og fra stationen og det var en god ting, da stedet er meget berygtet for tyveri. Nu blev vi kørt lige til togstationen af en guide, og alt angående billetter m.m. ordnede han.

Resten af den dag i Cuscu besøgte vi flere kirker og katedralen. Der var mange museer, men det blev kun til et par stykker. Egentlig kan vi bedst lide blot at gå rundt og se på livet i byen og de flotte bygninger, men et par kulturelle indslag skal der selvfølgelig også være plads til. Vi var så heldige, at opleve et danse optog lige foran katedralen. Der er faktisk så meget i Cusco og omegn at se på, at et par dage er alt for lidt.

Alt det grej vi ikke skulle bruge til Machu Picchu, havde vi om aftenen sat til opbevaring hos Julie & Kanga, som ikke skulle med derop. Det lettede meget vores bevægelsesfrihed, blot at have små rygsække med os.

Næste morgen klokken halv seks blev vi afhentet og kørt til stationen San Pedro. Toget kører til byerne Poroy, Ollantaytambo, Aguas Calientes også kaldt Machu Picchu Pueblo. Pueblo betyder landsby, og den ligger ca. 8 kilometer fra selve Machu Picchu. Turen tager små fem timer og er virkelig en stor oplevelse. Den første del af turen går det næsten lige så meget baglæns som frem. Det er fordi toget skal køre op ad bjerget. Måden det gøres på er at køre frem, derefter køre tilbage ind på et andet spor. Igen køres der frem men på et højere lagt spor. Og sådan bliver man ved, indtil højden er nået til, vi i næsten lige linie kan fortsætte kørslen. FIK I DEN !! Samme procedure når man kommer tilbage fra turen.

Der blev flittigt fotograferet ud af vinduerne, og man skulle se sig godt for, inden man stak hovedet og kameraet ud, da alle elstanderne og de udhuggede tunneller kun var en halv meter fra toget. Der var flotte landskaber, inkaruiner som lå langs de mange inka stier og de sneklædte bjerge, at fotografere. Næsten hele turen kørte vi langs med floden, Rio Urumbamba, som har sit udspring langt inde i junglen.

Landsbyen, Aguas Calientes ligger i en dyb dal, hvor floden løber igennem, og omgivet af høje lodrette bjerge og masser af vegetation, her er det regnskov. Det første indtryk vi fik, var at den mest af alt lignede en mineby. Det, der lige gjorde forskellen, var de mange mange souvenirboder og spisesteder, dem er der rigtig mange af.

Landsbyen blev vandret igennem på kryds og tværs, og et utal af boder og butikker blev besøgt, så vi var godt trætte og sikkert lette at indfange til den italienske restaurant, hvor vi fik noget godt at spise.

Det blev lidt sent den aften, vejret var så herligt, og vi nød den anderledes stemning, der er et sådan sted. Der er en leben af mennesker, som kommer tilbage eller gør klar til at tage på udflugter.

Næste morgen tog vi bussen ved Rio Urumbamba bridge op til Machu Picchu en tur på ca. 20 minutter. Det var en flot tur op ad bjerget med mange hårnålesving. Der var en forrygende udsigt der oppe fra. Stedet, historien og legenderne indfriede til fulde vores forventninger, hvor var der flot. Vi var heldige med vejret, hele formiddagen skinnede solen, men over middag trak det med mørke skyer, lidt regn og tåge slap vi da heller ikke for. Men det gjorde ikke så meget, for det var spændende, at opleve stedet med lavt hængende skyer og en frisk blæst ned gennem dalen, og så slap vi for en tid af med alle moskitoerne. Mange havde ikke været opmærksomme på, der var moskitoer deroppe, og havde sommertøjet på, de blev slemt forbidt.

Den dag tog vi en guidet tur på engelsk, som tog det meste af formiddagen. Men det gav os et godt indblik i byens opbygning og vi fik fortalt historierne om de forskellige højdepunkter, så vi fik mere ud af de timer, gik vi rundt for os selv bagefter. Der var også mange steder, vi gerne ville fotografere uden en hale af turister. Vi vidste, vejret ville blive godt næste dag, så vi besluttede os for en tur op dagen efter, selv om det var dyrt

Det fortrød vi ikke, vi havde en vidunderlig dag. Travede rundt mellem ruinerne, sad på terrasserne og nød den storslåede udsigt til bjergene omkring os og til floden, som fossede af sted dybt under os. Det var en historisk oplevelse og en lise for sjælen.

Fantastisk, at finde dette sted, se mulighederne, og så bygge en så storslået by. Men det vigtigste var, at de fandt vand, som var en forudsætning for, at de kunne slå sig ned her. De fandt det højt oppe i bjergene og ledte det ned til byen. Det løb gennem bambusrør, over viadukter og ad tilhuggede render i sten. Inkastier er der overalt i landskabet, og følger man stierne, ses mange ruiner af landsbyer og rituelle steder.

Efter en hel dag i sol og varme og mættet af indtryk tog vi bussen tilbage til landsbyen, gik gennem byen ned til toget, hvor vi mødtes med Carlos og Rosario. De havde brugt dagen til at hvile og se mere af byen. Vi var først tilbage i Cusco ved otte tiden om aftenen. Her fik vi så igen en frem- og tilbage tur med toget i slow-motion. Imens kunne vi beundre Cusco by night, som lå under os. Byen lignede en perlekæde af lys og i midten lå katedralen og kirkerne rundt Plaza Armas, alt smukt oplyst. Flot syn!

Efter at have fået et solidt morgenbord på vores favorit sted, på balkonen, American breakfast med hele svineriet, gjorde vi os klar til at forlade Cusco med kurs mod Arequipa. Der var bare lige det, vi skulle hele vejen tilbage til Puno, for at køre på en god vej. Vi var heldige, lige efter Juliaca før Puno, var der nu asfaltvej. Vi nød tilbageturen, for den var flot. Det sidste stykke op til Cusco havde vi jo gjort i mørke, så der var intet at fortryde.

Areqipa ligger i en frodig dal, hvor der selvfølgelig løber en flod gennem, Rio Chili. Vulkanen Misti med sine 5822 meters højde over havets overflade, rejser sig majestætisk bag byen. Der er to andre flotte bjergtoppe, også med sne på toppen, som kan ses fra byen. Chachani bjerget er det højeste, 6075 meter og til højre for det, det mindre Pichu Pichu, 5571 meter. Imponerende at se bjergene i deres fulde længde med punaen og den frodige dal i forgrunden.

Da vi kom til Arequipa, fandt vi et godt hostel midt på Plaza de Armas. Katedralen og historiske bygninger lå rundt om Plazaen, og selve torvet var flot beplantet, også her var der palmer. Katedralen er den eneste i Peru, som fylder hele pladsens længde. Mange af de gamle kolonibygninger er bygget af en lys vulkanisk stenart kaldet, sillar. Byen kaldes den hvide by på grund af den lyse sten.

Vi fik hurtigt fat i en taxi, som kunne give os en tur rundt i byen og omegn. Vi var heldige, for han vidste en masse om byens historie, så han og Rosario fandt hurtigt sammen, og vi andre kunne tage billeder og filme. Vi kom uden for byen til et højt udkigstårn, hvorfra vi så en meget smuk solnedgang med bjergene i baggrunden i de mest fantastiske farver. Her kunne vi også ganske ugenert stå og glo lige ned i folks små gårde. Vi så bl. a. hvordan de holder høns i tremmebure, kalkuner og ænder løber frit rundt. Aftenen tilbragte vi på vores hostels balkon med en flot udsigt over Plazaen og den oplyste katedral.

Byen har oplevet mange jordskælv, det sidste i 2001, så mange af bygningerne er blevet genopbygget flere gange og mange i tidens løb også ændret.

Fra Arequipa kørte vi over punaen, utrolig flot med bjergene i mange farver og sne på toppen, ned til byen Mollendo, som ligger ved Stillehavet. Herligt at se det blå hav ligge der foran os.

I Mollendo spiste vi frokost og slappede af nede ved kysten. Der var en stor koloni af pelikaner, som vi ivrigt fotograferede. Lene er helt vild med de pellemænd.

Turen gik videre til Ilo, hvor der er en stor havn, hvorfra der bliver udskibet kobber fra Toquepala minen, som ligger længere sydpå. Også vin og avocados sejles herfra.

Lidt syd for Ilo kørte vi ud på en strand og så solnedgang over South Pacific. Det var en smuk aften, og vi nød at se fuglene, når de løb op og ned ad stranden for at finde føde, lige inden det blev mørkt.

Vi fortsatte til Tacna, Peru´s sydligste by kun 36 kilometer fra Chiles grænse. Her overnattede vi på Hospedeje Alamada, som lå på et af hovedstrøgene. Så det var centralt for vores spasereturer om aftenen, da vi kun var der een nat. Vi havde en "Carlos-citytour" næste formiddag, hvor vi fik set det, man nu skal se på en hurtig gennem rejse.

Torsdag den 26/8 kørte vi fra Tacna til Chile, hvor næste brev starter.