Glade var vi, da vi kunne lægge grænsen bag os og køre ned til Stillehavet igen. Vi blev overraskede over at se bjergene gå helt ned til havet. Når man står der med ryggen mod havet, syntes der ikke langt fra bjergenes fod og ud til havet.

Bjergene var flotte her langs kysten, men de få småbyer eller fiskelejer der var her, var i en sørgelig tilstand. Deres fiskeflåde så også lidt nedslidt ud. Området var barskt. Først på dagen lå lidt dis som slørede udsigten til de mange øer og klipper, som ligger langs kysten. Senere da det klarede op, stoppede vi flere steder for at nyde udsigten og se de mange fugle på stranden.

Vi havde et kort stop i Arica, hvor vi spiste frokost et sted på hovedgaden, hvor der var en livlig traffik. Vi så faktisk ikke meget af byen, da vi ville nå til Iquique inden aften.

Sent om eftermiddagen kom vi til Iquique. En ret stor havneby med flere skibe på reden. Langt bagved en høj mur kunne vi skimte master af nogle lystbåde. Der var en meget stor fiskerflåde.

Det tog lang tid at finde et sted for natten, der var optaget mange steder, eller også var det for dyrt. Vi fandt et lidt for ydmygt sted, et værelse med fire senge, her var dog toilet. Vi orkede ikke at køre mere rundt.

Det var en dejlig aften og vi gik en lang tur på strandpromenaden, som følger den store bugt. Langs hele bugten var der en fin sandstrand og der lå flere restauranter.

Næste formiddag fortsatte vi ned langs kysten til byen Tocopilla, hvorfra vi drejede ind i landet og videre til byen Calama. Vi var i Andesbjergene igen på vej til bjergpasset Jama, som ligger på grænsen mellem Chile og Argentina. Vi kom til Jamapasset lige inden solnedgang. Mens vi fik klaret papirarbejdet hos nogle sure grænsevagter, fik vi set os lidt omkring og fotograferet de llamaer, der gik omkring ved grænsestationen. Nu da solen var ved at gå ned, blev her hurtigt koldt. Tilbage til Argentina og de elendige veje! Vejene i Chile havde været gode asfalt veje, men på den Argentinske side af grænsen var der 70 km. med grov stenvej.

Vi fortsatte til Susques, hvor vi kom sent på aftenen. Byen så øde og forladt ud og der var ikke meget lys. Det tog en rum tid, inden vi fik støvet et hostel op. Vi fik hvert vores værelse denne gang, men med bad og toilet udenfor i gården. Istedet for at fise rundt for at finde et sted at spise, fandt Henrik et sted, hvor de solgte empanadas, og kom tilbage med en stor bakke. Imens blev vores rum varmet op af en gasovn, som vi fik slæbt ind.

Næste morgen fortsatte vi fra Susques i Jujuy provinsen mod Salinas Grandes. Så fik vi set den store saltslette endnu engang og nu var salthusene, som de havde været igang med at bygge, da vi var der første gang, blevet færdige. Vi kørte videre til Tilcara og Pumamarca, det var kendte områder, vi kom igennem nu.

Vi skulle have brændt vores billeder på CDér, så vi fortsatte til San Salvador de Jujuy, hovedstaden i provinsen Jujuy. Byen her kendte vi jo godt, så vi fik ordnet nogle indkøb, inden vi fortsatte til Salta.

Salta er en livlig by, mange turer udgår herfra. Der er en fantastisk varieret natur i Salta provinsen. Det er også herfra det berømte Tren a las Nubes starter. Det havde jo været et af vores store ønsker at køre med toget fra Salta op til Andesbjergene. Men på vores første rejse var alt optaget, og nu syntes vi godt, vi kunne spare de mange penge, da vi havde været over Andesbjergene flere gange. Salta er en spændende by med Argentinas bedst bevarede bygninger fra kolonitiden. Om aftenen var det dejlig at sidde på Plaza 9 de Julio og nyde de gamle bygninger som var oplyst. Vi boede fint i Salta på 4 etage med udsigt over byen.

Næste dag startede vi på den meget smukke køretur fra Salta til Cafayate. Det er en af de smukkeste strækninger vi har kørt. Her var så mange spændende ting at se. Bjergene, floden og ikke mindst de berømte, naturlig skabte eroderede bjergformationer med navne som: Devil´s Throat, The Amphitheater, The Toad, TheObelisk og The Castles. Hele dage gik med at kravle og klatre både i bjergene og langs floden.

Vi havde overskredet tidsplanen med små tre dage, bilen skulle jo afleveres. Det blev derfor til et kort ophold i Cafayate, videre forbi Quilmes, til den lille by Tafi del Valle hvor vi overnattede. Herfra kørte vi gennem store grønne områder sydpå til Sierra de Córdoba. Her så vi flere Gauchoer komme ridende iført hele udstyret. Det ser flot ud med de store skindbeskyttere. Det har de på, for at beskytte hesten og særlig dem selv, når de rider i terænnet, hvor der er store torne på buskene. Den sidste overnatning havde vi i Cruz del Eje i provinsen Córdoba.

Næste dag, tilbragte vi nogle timer i byen Córdoba, Argentinas næststørste by. En by med mange forskellige bygnings stilarter, fra Jesuitterne i det 17. årh. til det 19.årh. neoklassiske stil.

På vores vej gennem Córdoba så vi store tørrehuse til tobak. Tremmehuse på pæle hvor tobaksbladene hænger på rækker til tørre. Det er en stor industri for området.

Córdoba ligger ca. 710 km. fra Buenos Aires, så nu kunne vi næste se hjem! Vi kørte fra Córdoba først på aftenen over Rosario, eller rettere sagt udenom ad en skrækkelig vej, det var mere huller en vej. Men Carlos ville ikke køre gennem Rosario om natten, byen er berygtet for overfald. De kommer tit til Rosario, da de har familie der, så de må jo vide besked. Vi foretrak hellere den forfærdelige vej end at blive overfaldet. Men en gang imellem har vi tænkt, om de ikke er overdrevne bange, sådan føles det.

Tirsdag den 31-8 ved midnatstid nåede vi til Buenos Aires godt flade. Vi fik hurtigt tømt bilen for vores grej, såsom telt og soveposer, som vi slet ikke havde brugt, blot slæbt rundt på. Nå, det får vi nok brug for en anden gang. Der blev sagt farvel og på gensyn om et par dage, vi var alle helt vilde for at komme til køjs.

Det havde været en lang men meget spændende tur. Det var gået godt, på trods af, at vi var så forskellige og ikke kendte hinanden i forvejen. Vi havde også vidt forskellige interesser, men det til fælles vi havde var, at opleve andre lande, dets befolkning og kulturer.