Vi startede i næsten ingen vind, men det var godt nok, for vi skulle afprøve vores autopilot, som havde gjort knuder her på det sidste. Vi havde haft den skilt ad og skiftet olien, og til vores glæde virkede den nu. Inden vi nåede til Colonia, var det frisket op til 10 - 13 m/sek.. Det er ikke lige sagen, når man sejler ind et fremmed sted og har fået af vide, at der kun er dybt nok ved den yderste bøje. Vi ville gerne lidt mere i læ end den yderste bøje, som lå så langt ude, at vi lige så godt kunne ligge for svaj midt i Rio de la Plata. Så vi lagde an ved den næste bøje og vanddybden viste ganske rigtig ikke mere end 2,0 til 2,1 meter.

Vi troede, vi stod på grund, for Dana svajede ikke rundt med stævnen op mod vinden, som nu var oppe på 13 til 15 m/sek.. Det var en bøvlet forestilling, selv om en af havnens joller kom for at hjælpe. Vi kunne stadig ikke forstå, vi blev ved med at ligge med siden til vinden, og manden i jolle prøvede at forklare, at vi skulle rette båden op, hvilket vi ikke kunne ikke engang med bovpropellen. Surt show da jollemanden så samtidig ikke var påpasselig nok med jernbøjen, og vi fik en grim skade på fribordet. Efter at have kikket på forholdene en times tid, gik det op for os, hvorfor vi ikke lå i vindøjet. Der løb en så stærk strøm rundt om molehovedet, at Dana ikke kunne rette sig op, det var strømmen der bestemte, hvordan vi skulle ligge. Bunden er så blød her, så selv om vi stikker 2.10 meter i ferskvand, skulle vi svaje rundt i den friske vind. At ligge kun ved den ene bøje var vi ikke helt tryg ved. I mellem tiden var det blevet mørkt, så vi ikke gad rode med jollen. Rask sprang Henrik i karret og svømmede en line ud til den næste bøje. Den svømmetur var ved at tage livet af ham, han var helt stiv i blikket, da han endelig kom tilbage. Det var vist noget med kondien!!! Nu havde vi da en bøje i hver ende. Men den nat blev der holdet bøjevagt, det var pålandsvind og ende inde på stranden havde vi ikke lyst til.

I de 10 dage vi var i Colonia, lå vi ikke særlig smart, men det var det eneste sted, hvis vi skulle ligge lidt i læ.

Colonia blev grundlagt i 1680 af Manuel Lobo, den portugisiske guvernør i Rio Janeiro, som ønskede at have et strategisk punkt på den anden side af Río de la Plata, lige overfor Buenos Aires, som jo blev kontrolleret af spanierne.

Colonia er en lille pittoresk by, specielt den gamle del er meget hyggelig med fine huse, smalle stræder med toppede brosten, masser af planter og flotte blomster, hortensia står i blomst alle vegne. At portugiserne byggede en by og et fort her ses i dag ved vindebroen til den gamle bydel og murene står velbevarede mange steder. Colonia var altid en torn i øjet på spanierne, for her var en livlig smuglerhandel, som bla. englænderne benyttede til at få deres varer illegalt ind i Argentina.

Fredag den 26. oktober klokken 07.30 sejlede vi fra Colonia til Piriápolis. Endelig, efter mange gange at have været på nettet, lykkedes det os at få en rimelig vejrmelding. Den havde stået i sydøst og øst alle de dage, vi ønskede at sejle. Nu skulle det være, og hvad skete der? Den gik i øst få timer efter vi var startet og blev der næsten hele vejen til Piriápolis, den smule der var. Det meste af tiden gik vi for motor i krap sø.

Ankom til Piriápolis lørdag formiddag i let vind og sol fra en skyfri himmel. Her er der en rigtig god havn med 5 meters dybde og store gode plastbøjer, ingen ridser og skrammer. Dejligt sted, som er meget besøgt af langtursejlere, da her er en meget stor travelift og gode arbejdsforhold. Det eneste minus, her er ingen steder, hvor man kan købe maling, pensler eller andet grej, som bruges når man kommer på land, det må man have med sig. Vores venner fra Bs.As. som skulle videre sydpå, kom på land i Piriápolis, men måtte købe alt hvad de skulle bruge i Argentina.

Her kunne vi slappe helt af, nu Dana lå sikket. Piriápolis er en ferie by med flotte strande lige så langt øjet rækker, men her i starten af december, er sæsonen endnu ikke startet, og mange hoteller og restauranter er stadig lukkede. Men det passede os fint, her var stille og roligt. Det blev til mange traveture på begge sider af havnen. En dag vi spadserede langs kysten hvor der mest er klipper, fik vi øje på en masse kaktusser i blomst, de var så flotte i gule og orange farver. Vi havde aldrig set så mange før og de groede næsten helt ned til vandkanten.

Vi tog bussen til Punta del Este for at opleve Uruguays kendteste sejlcenter. Der var lige afsluttet en kapsejlads fra Bs.As. til Pt. del Este, så her var mange både at kigge på. Bl.a. den kendte amerikanske Kialoa 3 lå her.

Punta del Este er et stort turist område, hvor den store Marina ligger helt ude for enden af halvøen. Op langs kysten på Atlant-siden ligger de mange hoteller, som er mindre skyskrabere. Om en måned tid vil stedet her være sort af mennesker fra hele verden, som kommer her for at nyde de flotte strande.

I det ene hjørne af havnen der hvor alle fiskerbådene lå, var der en søløvekoloni. Her kunne vi opleve de store hanner på få meters afstand, når de kom op på molen for at tigge fisk hos fiskerne. Det er altid spændende at se de forskellige slags fisk, snegle og skaldyr som fanges. Vi ser hele tiden nye fangster.

Hvad der også var lidt af en oplevelse, var at se de mange meget gamle biler, der køres rundt i her. Indtil nu har Uruguay slået rekorden, det er simpelthen fantastisk at se sådan en bunke gammelt jern tapet og bundet sammen komme kørende forbi med hele familien.

Vest for Punta del Este ligger et kendt kunstner område, hvor man kan se de meget specielle hvide huse, li mange som ligger langs Middelhavets kyster med arabisk lignende skorstene og anden udsmykning. Den kendte uruguayan kunstner Carlos Páez Vilaró har bygget sin villa og et kunstmuseum her.

Også hovedstaden, Montevideo, ville vi se. Tog bussen om morgenen, det var lørdag, så vi skulle der ind tidligt for her i Uruguay holder de en meget lang siesta og de fleste butikker lukker. Vi fik set de mange flotte bygninger og et stort marked i den gamle bydel nede ved havnen.

Vi var på museum for precolumbisk- og indiansk kunst. Det var en lille, men fin udstilling.

En gammel markedshal var indrettet med en masse spisesteder, hvor der også blev lavet asado. Stedet var propfuldt af mennesker, høj musik og masser af røg fra de mange grillsteder. Her spiste vi en sen frokost. Mætte af indtryk tog vi en bus ud til Buceo og nød et par timer i Yacht klubben.

Søndag den 5. december var vi endnu engang på internettet for at tjekke vejrudsigten. Nordlig og østlig vind de næste dage, perfekt for vores sejlads til Necochea, hvor vi skulle holde jul med vores familie. Så vi bestemte os til at sejle mandag morgen. Tilbage på Dana fik vi om aftenen en vejrudsigt der viste at dybt lavtryk midt i Rio de la Plata bugten, lige hvor vi skulle krydse den på vej sydover. Det skulle komme i løbet af onsdagen, med vind på 20 m/s. Efter megen diskussion for og imod besluttede vi at tage af sted mandag morgen. Hvis vi holdt en rimelig fart, kunne vi være i Necochea i løbet af onsdagen eller i hvert fald syd for lavtrykket.

Sejladsen forløb godt, brugte motoren en del det første døgn for at holde farten, når der ikke var så meget vind. Tirsdag morgen fik vi en ny vejrudsigt, nu var lavtrykket forsvundet. Mærkeligt, men dejligt, nu kunne vi slappe mere af. Så en del fugle og delfiner på turen. Den ene nat var der så kraftig morild, at de lysende skumtoppe gjorde det vanskeligt at holde udkig. Har aldrig set det så kraftigt før.

Ankom til Necochea/Quequén onsdag kl. 11.30. Det er to byer som ligger på hver sin side af floden. Vi fik anvist to bøjer i Quequen floden ved Yacht Club Vito Dumas. Her lå vi i stærk strøm, der skifter retning hver 6. time. Yacht Club Vito Dumas er den lokale sejlklub og har ca. 20 mindre både liggende for bøjer i floden. Vi lå kun 15 meter fra et stort udbrændt vrag, som skibsværftet, som ligger ved siden af klubben, var ved at hugge op.

Det var nu tid til at klare papirarbejdet. Det viste sig at blive længere forestilling. Den følgende uge besøgte vi immigration en gang, Prefectura 3 gange og tolden 5 gange. Det var den værste omgang, vi endnu har været igennem, og vi har ellers prøvet lidt af hvert. Undervejs forsvandt vores papirer hos tolden, så de ville have, vi skulle lave nye. Heldigvis dukkede de op igen, inden vi fik det gjort. Men alle var de høflige og flinke, hos tolden kom de ud og gav hånd, de sidste gange vi besøgte dem. Derfor er det også svært ikke selv at udvise høflighed, selv om man allermest havde lyst til give dem en ordentlig overhaling. De koster rundt med een efter deres forgodtbefindende.

Vi lå 5 uger i Quequen floden. Vi var en hel del sammen med familien og holdt Jul og Nytår med dem. Vi besøgte også det danske konsul par Birgitte og Jørgen i Necochea, de var så søde og låne os en stak gode bøger. Vi mødte mange af dansk afstamning, og fik mange invitationer til at besøge dem, det var spændende at høre om deres liv hernede.

Liliana, Victor og drengene kørte os rundt. Vi havde en fin tur til Mar del Plata, hvor vi nu så byen fuld af turister og strandene fyldt med parasoller og telte. Det var en helt anden by at se til end for to måneder siden. Her fik vi også handlet lidt tøj til vores tur til Patagonien. Nu da her var 35 grader varmt, mente vi nok de kunne sætte priserne lidt ned, vi manglede noget varmt vandre tøj. Liliana var god til det med priserne, så det blev næsten til halv pris.

Vi havde også en dejlig køretur på Quequén siden op langs stranden og videre ind gennem klitterne. Quequén siden virker mere som landet var før i tiden, her er ikke så moderne og naturen passer sig selv. Her er lidt mere barsk til forskel fra Necochea, hvor der er flere og finere butikker masser af restauranter og hoteller og mange flere turister. I Quequén bag klitterne ligger der mange store sommerhuse, så der er stadig nogle, som foretrækker det mere uspolerede.

Vi lå meget godt i floden mellem de to bøjer, indtil en dag mellem jul og nytår:

Vågnede op til solskin, dagen startede godt, men midt i morgenmaden, ved den anden kop kaffe skete der pludselig noget. Hækken svingede ud, det gik lidt hurtigt, men det havde vi oplevet mange gange før. Forskellen var nu at den ikke stoppede, men forsatte til vi lå tværs i floden. Vi løb med mooringen. Det kan nok være vi kom i omdrejninger, fik startet motoren, ryddet cockpittet for morgenmaden. Vi lå næsten i modsat retning af, hvad vi havde ligget før. Vi var lidt i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Besætningen på fiskerbåden, der lå op af vraget tilbød, vi kunne ligge uden på dem. Men kun til næste dag, da de skulle ud og prøvesejle.

Efter en masse gode forslag af besætningen fra kutteren, sagde vi, at vi lige ville bruge et par minutter til at tænke over tingene. Imens vi tænkte, fik vi bjerget 3 af de 4 liner, vi havde til bøjerne. Vi fandt ud af, vi ville fortøje til vraget, og med en line til en af bøjerne og et anker ud, så vi kunne holde os 3 - 4 meter fra vraget.

Fik en line over til fiskerbåden og sejlet en lang line ind til vraget. Besætningen på fiskerbåden var meget hjælpsomme. Der var stærk udadgående strøm, men ved hjælp af motoren og bovpropellen fik vi lagt Dana 3-4 meter fra vraget. Fik sejlet nogle spring ind. Hver gang vi skulle op på vraget, skulle vi over fiskerbåden, da vragsiden var 4-6 meter høj. Vi fastgjorde liner ved hjælp af kæde stykker, for at de ikke skulle blive slidt over. Hver gang fik vi hjælp af fiskeskipperen, også selv om det ikke var nødvendigt. Han var bare så hjælpsom. Da han kun talte spansk, måtte vi klare os med vores få gloser og fagter. Endelig efter 4 timers arbejde lå vi igen "sikkert".

Det viste sig, at vi ikke var de eneste med problemer. Den spanske båd, som lå for anker ud for klubhuset, var også i fuld sving. Deres hækanker havde revet sig løs og de kom til at ligge op af en af de andre både, så der måtte fendere imellem. Da de ville tage deres hoved ankre op, de havde lagt to i tandem, viste det sig at ankerkæden var kommet ind under en af de beton klodser som mooringsbøjerne er gjort fast i. Da de ikke kunne få kæden fri, arbejdede de nu sammen med Ariel fra sejlklubben, på at få løftet betonklodsen, ved hjælp af en flåde, som klubben bruger til dette formål. Vi hjalp med at sejle nogle liner til andre bøjer så flåden ikke flyttede sig, når klodsen slap bunden. Da de ikke kunne løfte betonklodsen ved hjælp af spillet på flåden, måtte de vente på højvandet. Efter at de havde fået ankerne op, sejlede de til Mar del Plata, de havde fået nok af Quequén floden.

Det var efterhånden ved at være på tide at sejle tilbage til Buenos Aires. Så søndag den 9. januar holdt vi afskedsmiddag med hele familien i Den Danske Klub.

Nu skulle vi bare vente på en god vejrudsigt. På denne tid af året er nordlig vind dominerende, og vi skulle jo nordpå, så vejrudsigterne blev studeret nøje. Torsdag den 13. januar fik vi en god vejeudsigt og besluttede at sejle fredag morgen. Vi blev hentet af Harry om eftermiddagen og kørte til Prefectura. De ville have nye kopier af vores papirer, da de ikke kunne finde de gamle. Lene var ved at gå op i limningen, det var bare for meget. Det var hammer hedt, og så beder de om nye kopier. Nu forlangte Harry at tale med en af cheferne. Det endte med, at de lavede en håndskrevet crew-liste i 3 eksemplarer, som vi udfyldte.

Fra dagbogen:

Fredag d. 14-01-2005

Vi sejlede ud af Quequen havn kl. 10.30. Klar til at sejle de 350 sømil til Buenos Aires.

Vi var allerede startet en time før med at bjærge alle vores fortøjninger. Det skulle foregå ved højvande, hvor der er mindst strøm i floden. Den kan løbe med op til 2 knob. Ankeret kunne vi selv rykke fri, bedre sad det altså ikke. En fra værftet hjalp med linerne til vraget og Ariel fra sejlklubben hjalp med linerne til mooringene fra en jolle. Måtte kappe den ene line, vi ikke kunne få knuden op. Til sidst var vi fri og kunne starte turen ned af floden.

Liliana og Victor stod inde på land og vinkede farvel. Også værftsarbejderne afbrød arbejdet for at vinke og fiskerne vinkede og råbte farvel. God afsked.

Turen til vores første waypoint ud for Mar del Plata bød på skiftende vind. Først vind fra nord, 10-12 m/s, for genua og mesan. Derefter 5-7 m/s, så vi fik også sat storsejlet. Så en byge med 10-12 m/s, 2 reb i storen og rebet genua. Senere rebede vi alt ud igen, hvorefter vinden døde helt. Kl. 19 startede vi motoren. Kl. 20 tog vi storsejlet ned, da der kom nogen truende skyer ind over os, de gav nu ikke nogen vind, men vi sejlede jo alligevel for motor, så vi behøvede ikke storen.

Hele dagen sejlede vi langs kysten, så vi havde noget at se på.

Klokken 23 kom vinden tilbage fra syd, vi kunne slukke motoren og sejle læns for sejl.

I løbet af natten byggede søen sig op og vi rullede en del.

Lørdag d. 15-01-2005

Sol, blå himmel- og hav.

Vinden var syd, 8-10 m/s. Vi sejlede læns, der var dybe korte søer og vi rullede meget.

I løbet af eftermiddagen aftog vinden mere og mere. Klokken 20 startede vi motoren. Vi sejlede kun 3.3 knob for 1300 omdr. Der måtte være modstrøm.

Søndag d. 16-01-2005

Klokken 6 om morgenen var der igen vind, så vi satte sejl og slukkede motoren.

Havde i løbet af natten fundet ud af, det ikke kun var modstrøm, men også skruen, der var skyld i, vi ikke sejlede hurtigere. Loggen var som sædvanlig groet til, så vi fik kun farten fra GPS'en. Men på vandet kunne vi se, at vi ikke sejlede særligt hurtigt. Så enten var der kommet noget i skruen, eller den var meget begroet. Vi talte om at sejle til Piriápolis for at ordne propellen.

I løbet af formiddagen gik vinden i NV og vi kunne ikke længere holde vores kurs. Vinden skulle ifølge navtexen senere gå i vest. Da 150 sømils kryds i modstrøm ikke er vores favorit disciplin, var beslutningen om at tage til Piriápolis ikke så svær. Med 90 sømil dertil kunne vi være der i løbet af natten. Her kunne vi kaste anker i bugten og undersøge propellen. Hvis vi først kom ind i Rio de la Plata, ville vi ikke kunne se en hånd for os under vandet, så meget mudder er der.

Fin sejlads resten af dagen.

Mandag d. 17-01-2005

Lagde anker ud for Piriápolis klokken 02.00. De sidste timer havde vi sejlede i meget let vind, så det var gået langsomt. Men det var en flot nat og vi havde jo ikke travlt, så vi nød sejladsen.

Blev vækket ved 10-tiden, da Prefectura kom ud i en gummibåd for at høre, hvem vi var. Der var som sædvanlig problemer med sproget. Det endte med at Lene, over VHF'en, talte med en dame fra Punte del Este, der kunne engelsk. Så de fik de oplysninger, de skulle bruge.

Vi opgav at undersøge skruen, medens vi lå i bugten, der var så megen dønning, at det ville være for farligt. Dana er tung at få i hoved.

Efter morgenmaden sejlede vi ind i Piriápolis havn. Der var fyldt godt op, men der var en plads lige indenfor, som passede perfekt til Dana. Der lagde vi an til landing, indtil vi så havnefogden stå og vinke os væk. Han råbte, at der ikke var nogen plads til os i havnen. Det passede nu ikke helt, for der hvor traveliften tager både op, lå der ingen. Lene overså havnefogdens fortvivlede udtryk og vi lagde til der. Med fagter og nogle få spanske ord fortalte vi, at vi havde problemer med skruen og var nød til at dykke ned og se på den. Havnefogden åndede lettede op og sagde smilende, at vi var velkomne til at ligge der, medens vi tog et billede. Forfra igen. Vi fik også lov til at ligge der, medens vi så på skruen.

Medens vi satte slangestykker på fortøjningerne, de lå over en skarp jernkant, kom der en argentinsk dame, som på engelsk tilbød, hun meget gerne ville tage det billede af os, som vi jo var kommet for. Hun havde åbenbart hørt en del af vores samtale med havnefogden. På det tidspunkt orkede vi ikke forklare os en gang til, så Lene pegede på sit hår og sagde, at vi ikke havde været i bad de sidste 4 dage, så billedet måtte vente. Det kunne hun godt forstå.

Henrik tog maske og svømmefødder på og "hoppede" i vandet ved hjælp af badestigen. Man ved jo aldrig, om det er koldt. Der var ikke noget i skruen, men den var dækket af et 3-4 mm tykt lag af små rurer. Det var ikke noget der kunne klares uden dykkerudstyr, så det blev fundet frem. I løbet af de næste par timer blev skrue, bovpropel og rorbeslag renset. Desuden blev 4 zink anoder skiftet, nu når vi havde proppen af. Alt i alt et godt projekt, vi behøver ikke at bekymre os om anoderne det næste års tid.

Rurerne på skruen var kommet medens vi havde ligget i Quequen floden. Vi havde haft det samme problem med jollen, som vi havde oppe flere gange under vores ophold i floden, for at skrabe rurer af.

Efter at vi havde badet, gik vi op på havnekontoret. Vi havde set, traveliften stod med en lille fiskekutter og selv om 6 mand knoklede på livet løs, så kunne den ikke nå at komme i vandet den dag. Vi fik lov til at ligge der til næste dag, betalte og gik op i byen for at købe brød. Lene mente, at hun var for træt til bage i den varme.

Hylas, en fransk båd vi mødte i Mindelo på Capo Verde, lå i havnen. Fik snakket med Alain og udvekslet e-mails adresser.

Efter at have slappet lidt, gik vi senere op for at spise på vores favorit "restaurant", et lille skur, hvor de laver de dejligste empanadas med fisk og skaldyr. Da vi var der for 6 uger siden, var der 3 borde udenfor, hvor man kunne sidde og spise. Nu var det udvidet til 14 - 15 stykker, turist sæsonen var begyndt.

På vejen tilbage tog vi liften, som går op til en bakketop over byen. Her beundrede vi udsigten over den oplyste by, klokken var efterhånden blevet 22, så det var blevet mørkt.

Tilbage på Dana sad vi i cockpittet og drak champagne for at fejre en god dag. Vinden var svag og aftenen varm. Medens vi sad der, så vi, at himlen blev delt af en skarp grænse i en meget mørk og en lidt lysere del. Medens vi diskuterede, om det mon ville give regn, blæste det i løbet af få sekunder op til 15-16 m/s. Så kom der gang i havnen, alle skulle op for at tjekke fortøjninger og fendere. Vi satte også et par ekstra fortøjninger, det giver jo en vis tryghed. Efter en times tid aftog vinden, men den blæste dog resten af natten med 8-10 m/s.

Tirsdag d. 18-01-2005

Sejlede ud af havnen kl. 8, efter at have ordnet papirerne hos Prefectura. Vi var ikke hos told og immigration, vi havde jo ikke tjekket ud af Argentina. Det ville bare øge forvirringen.

Vinden var nu 6-8 m/s.

Havde en god sejlads hele dagen. Dog var der ind imellem noget underlig sø og vinden ændrede sig konstant. Lå mellem 4 og 10 m/s. Så det blev til en del justering af vindroret den dag.

Sejlede for tredje gang forbi Montevideo, men for første gang i dagslys. Ude fra vandet ligner Montevideo en ...... storby. Er mere spændende om natten.

Hele dagen sejlede vi på blåt vand.

Onsdag d. 19-01-2005

Sejlede videre, men havde sværere ved at holde vores kurs. Vi havde forladt det blå vand, det var nu dejligt lysebrunt. Da vi på et tidspunkt kom meget tæt på et af de mange vrag, startede vi motoren op for at komme væk. Vi var nu ca. 50 sømil fra B.A. Vi forsatte for motor resten af turen, vinden gik efterhånden i NV, vores kurs.

Havde nu både vind og sø imod og fik en hel del vand på dækket. Før det markeret løb ind til Bs.As., der er ca. 20 sømil, sejlede vi gennem et område, hvor de skibe, som ventede på at komme ind i havnen, lå for anker. Vi lagde en kurs langs med løbet, så vi sejlede lige udenfor.

På vej op langs løbet kom der en meget sort sky over os. Den havde både kraftig regn, hagl, lyn og torden og vind på 15 m/s. Det var næsten umuligt at se noget i den kraftige regn, samtidig blev det meget mørkt. Heldigvis havde vi to reb i storen, genuaen og mesanen var pakket sammen. Vi forsatte ind mod havnen efter et wp. Vi sejlede ind i løbet 3-4 sømil før havnen, og da vi nåede ind, var det klaret op igen. Vi kom ind i havnen lidt over syv.

I yderhavnen kaldte vi Puerto Madero. Vi forstod ikke, hvad de svarede og kaldte dem flere gange. Til sidst kom Willy på radioen og fortalte, at broen åbnede sidste gang kl. 19. SURT!! Han foreslog, vi lagde os ind i YCA og ringede til dem for at få en plads til os. Der er ca. 500 meter mellem de to marinaer, der er bare ingen bro foran YCA. Så vi sejlede derind og fik en plads yderst i havnen, op af en lav flyde bro.

Her mødte vi David fra "Artemis", "Why Not", med et italiensk / walisisk par, som vi havde mødt i Bahia de Salvador og den tyske båd "Lizard", som vi havde mødt i en bugt i Ilha Grande i Brasilien. Lizard ligner lidt Dana, hvid med en rød stribe. Da tyskerne kom tilbage efter en tur og så Dana længere ude i bugten troede de, det var Lizard der var drevet. De kom senere ud til os i deres gummibåd, og vi fik en snak, inden myggene overfaldt os og de sejlede tilbage til Lizard.

Efter vi havde ordnet papirerne og ringet til Ruth for at sige, vi var kommet sikkert frem, spiste vi middag i klubbens restaurant. Det er en oplevelse at være i Yacht Club Argentino. Klubben er i stilen som de gamle engelske klubber med fint møblerede rum og super service. Køkkenchefen er en Pedersen og han laver den lækreste mad og så nyder vi det til klubpriser. Senere på aftenen fik vi besøg af David og hans canadiske ven Doug. Vi snakkede og drak rødvin til kl. 3 om morgenen.

Torsdag d. 20-01-2005

Var allerede oppe kl. 8. Blev enige om at tage det roligt, vi skulle jo ikke så langt den dag. Efter morgenmaden badede vi klubben. Fik ordnet lidt på Dana. Var oppe hos Greta og betale.

Kl. 13.15 sejlede vi ud med hjælp fra David og klubbens motorbåd. Broen åbnede kl. 14 og vi var tilbage på vores plads i YCPM.

Da Henrik skulle hoppe ned på broen med fortøjningerne, vred han om på foden, og lå der på broen og ømmede sig. Han kunne ikke hjælpe med fortøjningerne, så Lene måtte fortøje, samtidig med at hun fandt koldt vand og et håndklæde til at lægge om anklen, der efterhånden var vokset til en imponerende størrelse, som et "strudseæg" mente Henrik. Naboen kom med to stole, en til at sidde på og en til benet. Der sad Henrik så og gav gode råd, medens Lene knoklede den næste time. Hun sørgede også for en kasket til Henrik, så han ikke blev forbrændt i solen. Jo, han nød livet.

Nu ligger vi igen sikkert i Buenos Aires og gør klar til at tage ned til Patagonien som backpackere med fly og bus, så snart Henrik igen kan gå.