Onsdag den 9. februar klokken 3, OM MORGENEN, var vi allerede på tæerne. Vi skulle med fly til Ushuaia klokken 6 og skulle være der 1,5 time før flyafgang, så det var om at komme ud af røret. Grunden til det tidlige fly var, at alle andre afgange var optaget. Det var sommer og højsæson, argentinerne havde ferie og mange europæere kommer på besøg. Rejsebøgerne anbefaler, at man booker et værelse inden man kommer til Ushuaia. Rejsebureauet hvor vi købte vores flybilletter opgav at finde et til os, heldigvis fandt vi selv et på internettet.

Da vi traskede ind ad broen med vores rygsække, gik det først rigtig op for os, hvor meget vi havde at slæbe på, alt alt for meget. Vi havde ellers gennemgået vores kluns flere gange men med soveposer, telt, underlag, ekstra sko, sandaler og tøj til både koldt og varmt vejr, bliver det til en del. Set i bakspejlet kunne vi have nøjes med det halve. Men vi er jo først ved at lære det der med at trekke med fuld oppakning, og det er åbenbart ad den hårde vej.

Det meste af tiden fløj vi ude over Atlanten, men da vi kom ind over Tierre del Fuego, var der fantastiske sneklædte bjerge og Beagle Canalen lå som en glitrende slange under os. Vejret var perfekt, helt stille med strålende sol og skyfri himmel. Der blev en del uro i maskinen, alle ville til vinduerne og se den storslåede natur. Vi landede i Ushuaia klokken 10, i lunt og herligt vejr, iklædt støvler og vintertøj, det var til t-shirts, shorts og sandaler.

I ankomsthallen fandt vi vores sejlposer. Vi havde hver pakket vores rygsæk i en sejlpose under transport, så var der styr på sovepose, stokke, telt og underlag. Og ikke mindst skånede det rygsækkene meget for slid og snavs.

Heldigvis lå hostel Abra, som vi havde booket over nettet, centralt. Vi havde vores eget værelse, men delte toilet-badefaciliteter og køkken med de andre beboere. Det virkede fint her, så resten af turen prøvede vi altid at finde steder, hvor der var fælles faciliteter. Det er også den letteste måde at få informationer på. Den fælles opholdsstue er et godt sted at høre om udflugter, priser og andres erfaringer.

Abra lå et par blokke højere oppe end hovedgaden og fra opholdsstuen havde vi en flot udsigt ned over byen, Beagle kanalen og den chilenske ø Navarino med de mest fantastiske sneklædte bjerge.

På trods af vi havde været tidligt oppe, for vi ud i byen. Vi skulle have arrangeret nogle turer og vi var spændte på, om der lå nogle både i havnen vi kendte. I den ene marina, den som lå på den anden side af fjorden, lå Dreamaway. Desværre var Avril og Graham ikke ombord. Vi blev overraskede over at se dem her, vi troede, at de var langt oppe i den chilenske skærgård. Vi så lidt på de andre både og det udstyr de havde. Blandt andet ruller til de lange liner, der er nødvendige hernede.

På tilbage vejen var vi på turistkontoret for at høre om mulighederne for at komme ud til Harberton Ranch og National Parken. Vi fik en noget svævende forklaring om at tage busser, som holdt bestemte steder i byen. Det var ikke rutebusser, men mini busser som kørte turist ture. Vi droppede Harberton Ranch, da vi syntes, at prisen var alt for høj. I stedet fik vi arrangeret en tur til National Parken næste dag.

Fra havnen i Ushuaia foregår en del trafik til Antarktis, dels med krydstogtsskibe og dels med store sejlbåde, som bringer de mange turister derned. At der kommer mange turister til Ushuaia, ses af hvor svært det var for os af få en flybillet herned. Men byen er forberedt på de mange turister. Overalt i centrum er der souvenir butikker, rejsebureauer, udstyrsbutikker til trekking, restauranter og hoteller.

Næste formiddag blev vi hentet i en mini bus og kørt ud til Tierra del Fuego national park. Man kan blive sat af forskellige steder i parken, alt efter hvad man vil se. Vi havde valgt at blive sat af ved en sti som skulle gå vestover langs kysten af Beagle kanalen og gennem en skov. Vi havde en fin tur, så en mange fugle, mest gæs og en ugle på ca. 2 meters afstand. Der var mange blomster og bær. På en del af turen, var der en flot udsigt til de sneklædte bjerge i Chile.

Vi fortsatte rundt om en lille ø, som mest var beboet af kaniner og gæs. Vi havde været heldige med vejret hele dagen, overskyet med lidt sol ind imellem, så det havde ikke været for varmt. På de sidste meter op til campingpladsen, begyndte det at regne lidt.

Da vi kom tilbage til Abra, gik vi i gang med at planlægge den videre tur. Vi skulle til El Calafate, men alle busser var optaget en uge frem. Så i stedet bestilte vi fly billetter, det var lidt dyrere, men vi kunne komme af sted om lørdagen, som vi havde planlagt. Vi bookede os også til en ny tur til nationalparken næste dag.

Denne gang havde vi valgt en rute med et mere åbent landskab. På det meste af turen havde vi en flot udsigt til bjergene. Vi gik langs søer, åer og laguner. På turen så vi mange bæverdamme og hvordan bæverne havde ryddet enorme skovarealer for at få byggemateriale. Det så trist ud, næsten som havde der været et kemikalie nedfald. De er hårde ved skoven de små fyrer. Vi var også heldige at se flere høge og to store spætter og en masse gæs og kaniner.

På vejen tilbage til byen, slog vi et smut rundt marinaen, for at se om Dreamaways besætning var kommet tilbage. De var der heldigvis nu. Dagen før havde de været på den samme tur som os, så vi havde været i parken samtidig, blot havde vi taget en bus en time senere end dem.
Der var meget at fortælle og vi havde en hyggelig aften sammen. De fortalte om deres tur til Ushuaia og gav gode råd. Aftenen sluttede vi af på deres favorit restaurant i Ushuaia.

Da det var blevet lidt sent aftenen før, stod vi sent op. Vi havde ikke hastværk, skulle først med et fly ved to tiden.

Vi tjekkede bagagen ind, igen i sejlposer. Gik gennem kontrollen og ud til udgangen. Her satte vi os godt til rette, da der ikke så ud til at være åbnet endnu, der var hel tomt.
Vi sad ved vinduet og så på alle dem, der skulle til Buenos Aires, deres fly skulle afgå før vores. Lene undrede sig godt nok over at nogle af dem, der havde været med samme fly som os til Ushuaia, allerede skulle hjem igen.
Pludselig hørte vi i højtaleren at de kaldte på Jensen og Andersen. Vi gloede lidt på hinanden, joh! det måtte vel være os, så vi gik hen til udgangen. Så snart de så os, blev der råbt, om vi skulle til Calafate, ja, det skulle vi da. De så hele vilde ud i blikket. Så gik det ellers i rask trav ud til flyet, vi troede skulle til Bs.As. Vi nåede lige at få rumpen indenfor, inden de smækkede døren i. Et par minutter efter var vi i luften. Puh-ha!! Det var en flov en. Vi er altid i god tid, men denne gang har vi åbenbart taget den for meget med ro. Godt de havde tjek på det, ellers skulle vi have ventet til næste uge.

Igen var vi heldige med vejret og havde en flot udsigt fra flyet over Beagle Kanalen, Puerto Williams i Chile, Magallanes og hele Atlanterhavs- kysten op til Rio Gallengos. Først derfra drejede vi ind over landet.

I Calafate anbefalede taxi chaufføren, som kørte os fra lufthavnen til byen, et godt Hostel en kvart blok fra centrum. Her fik vi et super værelse og morgenmaden serveret af husets frue i privaten. Vi tog det kun for en enkelt nat, da vi ville ud til National Parken næste dag.

El Calafate er ikke særlig stor, 7000 indbyggere, ligger ved Lago Argentina, ca. 70 kilometer fra Glacia Perito Moreno. Gennemsnit temperatur om sommeren 18,6°, om vinteren -1,8°. De fleste aktiviteter er samlet langs Av. Libertador, hovedgaden. Her er alt, hvad en turist kan ønske sig. En blok væk ebber det ud, her er nogle hoteller og ellers mest private huse.

Næste dag købte vi billetter til Glaciar Perito Moreno. Vi var nød til at booke hjemturen med det samme, da man ikke kunne gøre det fra National Parken. Vi bestemte os for 2 nætter derude og skulle så samles op af bussen ved campingpladsen, når vi skulle tilbage. Det var lidt ud i det blå, da vi jo ikke anede, hvordan forholdene var derude.

Vi gik rundt for at finde et hostel, så vi havde et sted at være, når vi kom tilbage. Efter at have kigget på et par stykker fandt vi Hostal Aonikenk i udkanten af centrum. Det passede os fint et godt værelse med udsigt over søen og bjergene, fælles toilt- og badeforhold og køkken og til en god pris.

Så var det om at få købt ind til de næste par dage i vildmarken. Vi skulle selv have alt med til at spise og drikke, man kan ikke regne med at købe noget, der er ingen butikker derude. Selv om det kun var til et par dage fyldte og vejede provianten meget. Vi havde købt godt med vand og frugt.

Kl. 15 kom bussen og vi fik læsset alt vores grej ombord og kørte ud til National Parken. Campingpladsen ligger 23 kilometer inde i parken. Vi blev registreret, betalte og blev fulgt ned til den plads, hvor vi skulle ligge. Det var et godt stykke fra huset med toilet og bad, men vores guide bar begge rygsække og da vi fik en plads lige ved søen med udsigt til Glaciar Perito Moreno, var vi ikke dem der skulle klage.

Vi fik slået teltet op, og kunne nu nyde udsigten over søen, gletscheren og de omkring liggende bjerge, medens solen skinnede fra en sky fri himmel og her var stille og dejlig lunt.

På vores vej forbi campingpladsens kontor så vi, de havde et lille udsalg af de mest nødvendige varer. Vi købte et par flasker vin, som udgjorde det for sundowner, mens vi sad i teltåbningen og nød den flotte solnedgang bag gletscheren. Naboen havde guitar med og der blev sunget hjemlandets vemodige sange, så der var ikke et øje tørt. Da der enlig var blevet ro i lejeren, kunne vi høre gletseren røre på sig og det gik ikke stille af. Det knirkede og bragede, når isen blev brudt og røg i vandet.

Teltet havde vi slået op på en let skråning for at få den bedste udsigt, det skulle vi ikke have gjort. Vi havde dog lagt os, så vi havde hovedet opad. Problemet var at teltbunden, liggeunderlaget og soveposen var glatte, så langsomt kurrede vi ned i fodenden, hvem tænker over det! Mange gange i løbet af natten måtte vi møve os op igen. Hen på morgenen, ved 4-5 tiden, blev det rigtig koldt og så skulle vi til at finde mere varmt tøj frem, det tog lang tid at få varmen igen. Det blev ikke til megen søvn den nat.

Næste morgen kom vi hurtigt ud af dunposen. Der var sol på gletscheren, men vi lå i skygge af bjergene bag os. Så der var endnu ingen varme. Morgenmaden måtte vente, til vi kom ud til gletscheren, hvor der skulle være en restaurant. Der er ca. 7 kilometer fra camping pladsen til gletscheren, hvilket faktisk er en god tur af en støvet grusvej. Hver gang der kom en bil forbi forsvandt vi i en støvsky. Så vi begyndte at se, om vi kunne få et lift. Efter 3 kilometer var vi heldige at blive samlet op af tysk par.

Gåturen videre ud til gletscheren var utrolig flot. Moreno var imponerende, kæmpe stor lå den som en blå juvel med flotte spalter i isen.

Moreno er en af de få gletschere i verden, der faktisk bevæger sig. Et lavt sted i Andelsbjergene lader den fugtige luft fra Stillehavet falde som sne over området. Denne sne bliver til is og den konstante øgning af islaget får gletscheren til at bevæge sig. Vandet fra gletscheren flyder ud i Lago Argentino, den største sø i landet. Hele patagonien har 22.000 km2 med is. Til sammenligning har Grønland 1.750.000 km2 og Antarktis 13.500.000 km2. Los Glacieres National Park, med over 350 gletschere, blev Worlds Natural Heritage af UNESCO i 1991.

Da vi havde set os mætte og var godt trætte efter en hel dags vandring, prøvede vi om den med tommelfingeren virkede endnu en gang. Efter et par kilometer var vi heldige, et argentinsk par stoppede og tog os med.

Vi overlevede endnu en nat i telt. Faktisk var den bedre end den første, betydelig varmere, da det var overskyet. Lidt regn om morgenen, men tørt da vi skulle pakke teltet sammen.

Næste dag i Calafate købte vi billetter til en bådtur, som skulle starte fra den lille by Bandera ved Lago Argentino. En heldagstur som skulle være afslappet. Vi blev hentet i bus ved hotellet om morgenen og bragt tilbage igen om aftenen. En rigtig turist tur.

Det var en smuk sejlads mellem bjergene op af Lago Argentino. Første stop var Gletscher Spegazzini. En mindre glacier på 4 km2. Båden sejlede tæt på og ved hjælp af skruerne fik den store stykker is til at brække af. Det gav nogle ordentlige brag og gode billeder. Hvad gør man ikke for turisterne?.
Derfra sejlede vi til Gletscher Upsala, opkaldt efter Upsala Universitet, der betalte den første udforskning af den. Det er den største gletscher i national parken og den længste i Sydamerika, ca. 1000 km2, men den er blevet en del mindre de sidste 50 år. Gletscher Upsala var flot, men ikke så imponerende som Moreno. Til gengæld var der massere af isbjerge foran den. Nogle af dem rimelig store og i mange blå nuancer.

Efter Upsala sejlede vi ind i en lille bugt, hvor båden lagde til. Her var en restaurant, hvor nogle havde bestilt frokost, medens vi andre, der selv havde madpakker med, gik en tur op til Lago Onelli, hvor tre gletschere løber sammen ud i fjorden. Fjorden var fyldt med små isbjerge og omgivet af skov. Typisk patagonia skov, lave forkrøblet træer med meget mos. De tre gletschere er Onelli (45 km2), Bolado (16 km2) og Agassiz (31 km2).

På tilbage vejen så vi vores første condor svæve højt oppe over bjergtoppene, meget flot. Det havde været en herlig dag med en storslået natur. Vi havde også haft det hyggeligt sammen med de argentinere, vi var kommet i selskab med.

Vi havde store besværligheder med at finde ud af at komme videre nordpå ad Ruta 40, som er den eneste vej op langs Andesbjergene. Efter at have besøgt flere forskellige kontorer, fandt vi ud af, at et par selskaber kørte ad Ruta 40 om sommeren. Vi fik busbilletter til den lille by Chaltén som ligger tæt ved den chilenske grænse. Det var ikke så meget for selve byen, vi ville derop men for at opleve det berømte bjerg Fitz Roy, som er 3375 meter med omkring liggende bjerge og gletscheres.

Tidligt næste morgen kørte vi fra Calafate til Chaltén, ad den kendte jord- og stenvej en strækning på ca.220 kilometer, men det tager sin tid, der skal køres forsigtigt i de dybe hjulspor. Bussen vi kørte med havde nu også fået gitter for forruden, og det var nødvendigt. Det meste af turen var hede- og ørkenlandskab, meget ensformigt. Herude er der ikke mange mennesker. Engang imellem skimtes i fjerne en enlig gaucho, som rider rundt for at tjekke at indhegningerne er intakte og at dyrene er på den rigtige side. Et par skilte fortæller hvilken estancia der ejer den jord man kører forbi, det er sjældent man ser huse. Der var dog et par interessante oplevelser på turen. Vi fik set en puma og mange nanduer og nogle guanacos.

Da vi endelig kunne se Lago Viedmar og gletscheren af samme navn begyndte der at ske noget. Bjergene lå som en perlekæde foran os sneklædte i solen, det var meget flot.

Da vi ankom til Chaltén holdt bussen ved nationalparkens informationscenter. Her fik vi kort fortalt om de turer, vi kunne gå i området. Guiden fortalte, at det ikke havde regnet i over en uge og at der var problemer med brandfare. Det var meget usædvanligt med så godt vejr så længe. Det at man kunne se alle bjergtoppene på en gang skete åbenbart ikke hver dag. Selv om de ønskede regn, mente vi nok, at det kunne vente et par dage. Vi hørte senere, at en stor del af Parque Nacional Torres del Paine, et kendt bjergområde i Chile længere sydpå, var brændt ned på samme tid. Så en del af parken var lukket en tid. Branden var opstået, da en turist skulle lave mad over et bål.

Chaltén blev opført i 1985 af argentinerne for at lægge beslag på området før Chile, som også var interesseret, da man så mulighederne som turistområde. Grænsen mellem de to lande har i mange år været ret flydende op langs Andesbjergene, fordi her er så øde og meget få mennesker. Men turistindustrien har helt ændret mulighederne for at inddrage store områder til nationalparker. Stedet her er Argentinas vigtigste bjergbestigerområde.

Vi fandt en campingplads med badefaciliteter, cafe og opholdsstue, hvor man kunne købe kaffe og sandwich. Var heldige at få en god plads til teltet med udsigt til floden og op gennem dalen med bjergene i baggrunden.

Den første nat betalte vi prisen for det gode vejr. Det blev nattefrost og det var skidekoldt, vi frøs bravt selv om vi lå med jakker, vanter og huer på. Der var is på indersiden af oversejlet og udenfor var græsset hvidt af rim. Vi havde sat uret til at vække klokken 6, da vi ville se Fitz Roy ved solopgang. Det skulle være utrolig flot, når solen kastede sit røde lys over granitbjergene og det ville se ud, som var de i brand. Men solen var ikke kommet over bjergkammen endnu, så vi blev liggende lidt længere. Først ved ni tiden kom solen og varmen og så småt begyndte der at komme liv på campingpladsen.

Vores første tur var op til Laguna Capri, som ligger i en højde af 350 meter over byen, derfra skulle der være en flot udsigt til Fitz Roy. Det var en anstrengende tur meget lodret op. Gik det meste af tiden gik vi gennem lav skov og havde en flot udsigt ned over byen og floden. Vi skulle rundt om et bjerg for at komme op til søen og få udsigten til Fitz Roy. Endelig nåede vi op og det var anstrengelserne værd. Der var en fantastisk udsigt over søen og bjergene bagved. Vejret havde hele formiddagen været sol og blå himmel, men mens vi sad og spiste vores frokost, begyndte der at komme skyer og lidt blæst. På turen tilbage så vi en spætte og nogle grønne papegøjer i et kirsebær træ.

Da vi kom ned til campingpladsen, fik vi et velfortjent brusebad. Blæsten hvirvlede en masse jord op og inden længe var der lige så meget støv og skidt indenfor tøjet som udenpå. Det var nu helt overskyet og det blæste så meget ned gennem dalen, at vi måtte flytte teltet til et sted, hvor der var mere læ. Vinden rev og flåede i teltet og vi fandt ud af, at det i længden ikke er godt nok til Patagonien.

Hele natten blæste det, men teltet blev stående. Den følgende dag fortsatte det med at blæse, så vi opholdt os mest i cafeen, hvor vi læste og skrev. Alle vejene i byen var jordveje, så skidt og møg fløj rundt og når man så ud af vinduet forsvandt alt i jordskyer. Vi brugte vores dypkoger til at lave tomatsuppe bare for at få lidt varmt. Vi havde ikke lyst til at gå udenfor i det vejr.

Det kunne godt tyde på, at det gode vejr var forbi. Endnu en nat blæste det med uformindsket styrke. Det var koldt og der kom nogle regnbyger. Store sorte skyer drev ned gennem dalen. Vi gik en lang tur nede ved floden. Mange steder var der store stenbanker langt ude i floden. Vi fandt de laveste steder, hvor vi kunne krydse over, det var ret spændende for visse steder brusede vandet voldsomt af sted. Her så vi vores livs største and. Desværre på så lang afstand at vi ikke kunne få et godt billede, men vi så den i kikkerten. Hele dens gump var en flot gul fjervifte og så havde den et stort rødt næb. På tilbagevejen så vi en condor med den flotte hvide fjerkrave, lade sig løfte op af den opad gående luft fra bjergsiden. Det er virkelig betagende at se den store fugl komme svævende oppe mod den blå himmel.

På grund af vejret blev det ikke til så mange udflugter, som vi havde håbet. Flere steder var det for farligt at gå i det blæsende vejr. Det begyndte også at regne, så der blev glat og smattet på de smalle jordstier, det var lidt surt, vi ville gerne have set meget mere. På den anden side var det med transporten endelig faldet i hak, vi skulle med bussen næste formiddag. Vi havde endnu en blæsende nat og hvad værre var, nu begyndte det at regne for alvor. Det må have været et syn for guder at se os to pakke alt sammen inde i teltet, men det lykkedes og Henrik bragte det i tørvejr på toilettet. Heldigvis havde regnen aftaget lidt, mens vi stod og baksede med at få teltet pakket sammen.

Endelig kunne vi forlade pladsen og gå op til hotellet hvor bussen holdt. Nu var det slut med komforten, vi var på vej væk fra turistområdet. Bussen var godt nedslidt, uden toilet, selv om vi skulle køre 12 til 14 timer.

Turen af Ruta 40 var det meste af vejen gennem hede og ørken landskab med bjerge i horisonten. Vejen var en jordvej med mange sten, nogle gange med to spor, andre gange med kun et. Chaufføren skiftede konstant spor for at finde det bedste at køre i. Turen på de 582 kilometer var ikke uden problemer, een gang punkterede vi og derefter havde de svært ved at holde trykket i dækket, så det blev til nogle stop undervejs. Vi holdt også ved 3 tankstationer, hvor der lå restauranter, her kunne vi få noget at spise og drikke og bruge toilettet. Det virkede meget godt.

Vi så mange guanacos og nanduer, og et enkelt bæltedyr som løb over vejen. Der var også mange høge og ørne langs vejen. Landskabet på denne del af Ruta 40 var meget ensformig og kedelig.

På den sidste del af turen havde vi en smuk solnedgang og en flot måneopgang. De lave bjerge vi kørte gennem var flotte med farver i grønne og røde nuancer.

Vi kom til Perito Moreno lige da det var blevet mørkt og bussen parkerede foran Hotel Belgrano. Vi fik vores bagage og her kom sejlposerne virkeligt til deres ret. Al bagagen var dækket af et tykt lag støv. Vi kunne bare hive rygsækkene op af poserne og de var fine og rene.

Efter en god nat hvor vi ikke behøvede at bekymrer os om kulde, blæst og regn stod vi sent op. Skyllede oversejlet og hængte det til tørre på værelset. Fik morgenmad på hotellet og afleveret vores vasketøj.

Var på turistkontoret for at undersøge turen videre til Chile. Vi kunne tage bussen til Chile Chico i Chile og derfra skulle der være mini busser til Coyhaique. Så var vi tæt på Puerto Chacabuco, hvor vi ville tage en færge op til Puerto Montt.

Vi gik derefter til busterminalen, hvor vi fik at vide at bussen kørte kl. 11 næste dag og at det ikke var nødvendigt at reserverer plads. Næsten for godt til at være sandt, det gik jo som smurt.