Næste dag tog vi tidligt af sted til busterminalen, vi kan godt lide at være i god tid og denne gang lønnede det sig. Bussen vi skulle med kl. 11 var aflyst, men der ville komme en anden om femten minutter og nu var kl. 9.45, så er det jo ret smart, at man tilfældigt er der, ellers måtte vi vente til næste dag. Bussen kom til "tiden" og vi havde en fin tur op til grænsen til byen Los Antiguos. Her skulle vi skifte over til minibus og fortsætte til byen Chile Chico i Chile.

I minibussen mødte vi to italienere og en chilener som talte engelsk, så dem hægtede vi os på, for nu begyndte vi at få problemer med den videre transport, så var det smartere, at de førte samtalerne, mente vi. Senere kom vi godt nok i tvivl, for der gik total ged i det hele. Det endte med vi alle overnattede i turistchefens hus, det fandt vi ud af nogle timer senere. Han havde, da vi besøgte turistkontoret, anbefalet os at køre sydpå til Cockrane næste dag i en minibus og derfra tage en bus nordpå til Coyhaique. Færgen vi ville med, sejlede ikke før mandag, sagde han. Han gav os en adresse i den anden ende af byen, hvor vi hos en dame kunne bestille videre transport med minibus og måske kunne vi også overnatte der. Senere fandt vi ud af, at turistchefen og damen var gift, da han troppede op ved middagsbordet. Sammen havde de så en minibus, hvor han var chaufføren. Hun stod for udlejning af værelser, regnskaber og bestilling af transport, så der var mange kasketter i luften. Italienerne blev stik tossede, da de fandt ud af at han kørte dobbeltspil. Vi kom jo intet anende til turistkontoret og vi følte alle vi blev vildledt. Vi ville have været med færgen fra Chile Chico til Puerto Ibáñez og derfra med minibus til Coyhaique. Vi blev aldrig helt klar over, om færgen virkelig først sejlede om mandagen.

Men det skulle vi nu ikke være så kede af, selv om det blev til to ekstra overnatninger og meget bøvl. Vi havde heldigvis ikke så travlt som italienerne, der havde et meget stramt program. Vi fik en kanon oplevelse. Efter alle de problemer og til tider dårlig stemning, der havde været, må vi indrømme, at vi havde en af de flotteste ture i Sydamerika. Vi kørte langs søer og floder med det smukkeste azur blå vand, der kom fra gletscherne. Mellem flotte sneklædte bjerge og dale med picturesque landsbyer, hvor de stadig brugte okser til mark arbejdet.

Husene her i Chile er næste alle bygget af træ og mange er ikke malet, det er der ikke råd til. Derfor ser en del af dem hurtigt meget faldefærdige ud. Inden døre er det meget små rum og meget lavt til loftet, vi følte vi kom ind i en skotøjsæske, lidt klaustrofobisk. Flere steder vi boede, måtte Henrik dukke sig, når han skulle ind gennem døråbningen.

Vi kom til Cockrane ved 19 tiden og så snart vi havde fået rygsækkene ned fra tag bagagebæren, gik det i rask trav til kontoret for den bus, der næste morgen skulle kører os til Coyhaique. Her skulle der være reserveret 5 billetter til os. Det var der selvfølgelig ikke. Igen vild forvirring, det endte dog med at vi alle fik en plads i bussen.
Det hostel vi fandt, var ikke det pæneste vi har set, men vi fik da et sted at sove og vi skulle allerede være ved bussen kl. 8 næste morgen.

Af sted med bussen kl. 8.30. Lene fik plads midt i den, Henrik bagerst. Den første del af turen på 350 km. var den samme som den sidste del af turen dagen før, men det gjorde ikke noget, den kunne vi sagtens tåle at se det gang til. Vi drejede af mellem Lago Gral. Carrera og Lago Bertrand. Turen forsatte mellem bjergene, langs søer og floder. I dag var farven på vandet mint grønt, solen stod i et andet hjørne. Vi kørte ned i dybe dale og sneglede os op af bjergsiderne. Det var jordveje det meste af tiden, kun de sidste 100 km. var beton vej. På den sidste del af turen fladede landskabet ud og vi kom til landbrugsland. Her var marker med mange køer og får. Det var første gang på turen, vi havde set landbrug i det omfang. Mange steder så vi, at de brugte heste til arbejdet i marken og med dyrene, rigtige gauchoer.

Et sted var broen over en flod under reparation og vi måtte alle ud af bussen og over med en lille færge. Først passagerne, derefter bussen. Hele dagen skinnede solen fra en næsten skyfri himmel.

Lidt over kl. 18 kom vi til Coyhaique, da vi ikke havde lyst til at overnatte der, hægtede vi os igen på italienerne. De havde hele tiden meget travlt og blev frustreret over at skulle vente. Et kvarter senere sad vi i en bus til Puerto Aisen, en tur på 70 km. I Puerto Aisén hoppede vi direkte over i en bus til Puerto Chacabucu.

Vi blev sat af bussen helt nede ved færge terminalen. Næste færge til Puerto Montt sejlede først om tirsdagen, så den købte vi billetter til. Den sejler kun to gange om ugen. Vi fandt et sted at overnatte de næste to nætter, lige ved havnen. Her sagde vi farvel til vores rejsekammerater, de havde ikke tid til at vente til tirsdag.

De næste par dage traskede vi rundt i Chacabuco og vi fik en del tid til at gå med at se på havnelivet. Vi gik en lang tur langs fjorden, og så på nogle fiskebåde, som tøffede rundt mellem de mange fiskedamme, som lå ude i fjorden. Da der ikke var mere at se på, tog vi bussen ind til Puerto Aisén. Sandt at sige er der ikke noget at skrive om, det er den største by i området og næsten alt foregår ved den meget lange hovedgade, vi nåede aldrig til den anden ende.

Endelig blev det tirsdag. Vi kom tidligt ombord på færgen til Puerto Montt. Startede med at få anvist en kahyt til fire personer uden vindue og toilet på gangen. Det var ikke lige det, vi havde forestillet os. Så Lene gik på jagt efter kahytsfruen og forklarede, at vi havde bestilt en to personers kahyt med vindue. Det var åbenbart ikke noget problem, så vi blev flytte til en kahyt med vindue og eget bad og toilet.

Nu skulle vi slappe af og nyde det næste døgn til søs. Det tog flere timer at få alle lastbilerne med køer og får kørt ombord. Det foregik ude på det åbne agterdæk og alligevel lugtede der stramt, specielt fra fårene. Der var meget at se på, så tiden løb hurtigt. Klokken 16 var der afgang.

Vi havde en flot sejlads ud gennem fjorden og op mellem de mange øer. Næsten alle øerne var dækket af frodig skov helt ned til vandkanten. Vi stod i flere timer oppe på broen og nød turen. Hen under aften begyndte det at regne, men vi nåede at få en flot solnedgang bag bjergene, som fik forskellige blå og grå nuancer.

Vi stod tidligt op til en fin solopgang, men hurtigt blev det gråt og resten af turen var helt overskyet og det regnede tit. Vi kunne kun se de nærmeste øer, resten fortabte sig i dis og regn. Så udsigten var ikke så flot som dagen før. Det afholdt os nu ikke fra at stå udenfor og nyde turen op mellem øerne. Vi ankom til Puerto Montt midt på dagen i tis-øsregnvejr.

Selv om det regnede, det gør det meget her, tog vi bussen ud til Chinquehue, der ligger lidt oppe af floden, det er her byens 3 marinaer ligger. Vi besøgte dem alle for at se om den danske båd Papillon skulle være kommet. Det var de desværre ikke, men vi fik set på forholdene.

Tilbage i byen stod vi af ved busterminalen for at finde ud af, hvornår vi kunne komme videre til Bariloche i Argentina. Et par dage senere var der en bus til Bariloche over Osorno. Vi skulle over Andesbjergene ved Puyehue passet (1308 m). Først havde vi egentlig tænkt at tage op til Osorno og se på varme kilder, gejsere og boblende mudder pools, der er et stort vulkansk område dér i Puyehue national park. På den anden side ville det også være et godt udflugtsmål, når vi selv kom til Puerto Montt med Dana, så vi besluttede at tage direkte til Bariloche.

Turen til Puyehue var gennem landbrugsland, med masser af køer. Herfra gik det op over passet gennem de to grænseovergange. Turen over bjergene, var gennem skov, vi kom ikke over træ grænsen. Man kunne dog se nogle nøgne bjergtoppe ind imellem. Ved 4 tiden nåede vi til Bariloche. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men en kraftig blæst fra bjergene ned over den store sø gjorde, at det ikke føltes så varmt.

På busterminalen var vi heldige at få adressen på et nyt hostel, af en pige der lige havde boet der, Hostel 41 Below. Da vi kom dertil havde de ikke flere dobbelt rum ledige, men et par køjer i en 6-mandsstue. Dem tog vi, så kunne vi få et dobbelt rum næste dag. Der var et godt køkken og en god opholdsstue og vi faldt hurtigt i snak med de andre beboere. Det virkede meget som Abra i Ushuaia.

Bariloche er en rigtig ferieby, trekking om sommeren og skisportssted for eliten om vinteren. Ligger meget smukt ved en stor sø med mange øer og omgivet af 2000 meters høje bjerge. Berømt for sin chokolade, byen er fyldt med chokolade butikker. Rent bygningsmæssigt føler man sig hensat til Tyrol og Alperne. Men her bor også mange tyskere. Området omkring byen og søen er fyldt med hoteller og sommerhuse, mange i Tyrol stil. Vi havde nogle dejlige vandreture langs søen og længere ind i Nahuel Huapi Park. Vi tog bussen ud til byen Llao Llao. Her var nogle fantastiske flotte træer og en kæmpe bambusskov.

Vi fandt en kirkegård, efter en times kravlen op ad en bjergside for, ja selvfølgelig, døde bjergbestigere. Der lå faktisk mange begravet her. Det er jo et meget berømt bjergbestigersted med toppe som López på 2076 m og Catedral 2388 m. Det er åbenbart ikke hver gang det lykkes at nå toppen.

Den næstsidste dag skulle vi ud på en ridetur op ad et nærliggende bjerg ca. otte kilometer fra Bariloche, Cerro Otto er 1405 meter højt. Vi havde skudt det en dag på grund af vejret, men nu skulle det være. Vi startede i køligt, let overskyet vejr. Vi var fire gæster, os to og to israelere. Vi skulle gå et stykke ind i en skov, hvor hestene stod bundet. Herfra startede vi turen op ad bjergsiden af smalle stier. Vi havde en meget flot udsigt fra hesteryg og det var selvfølgelig en anderledes oplevelse end blot at traske rundt selv. Vi kom faktisk vidt omkring og endte ved en lille restaurant, hvor vi fik dejlig nylavet chokolade. Bedst som vi sad der foran pejsen, begyndte det selvfølgelig at regne. Så er det ligesom glansen går af, nu var sadlen og skindet vi sad på sjaskvådt og de våde grene hængte nu så lavt, at det var svært at ride under dem. Da vi fra skoven kom ud i åbent terræn, lå der en tyk tåge og dis over søen og bjergene, nul udsigt. Hestene havde nu besvær med fodfæstet, da det gik stejlt ned og der var godt mudderet og vi kæmpede for at blive siddende i sadlen. Vi var godt nok gennemblødte og kolde da vi endelig nåede tilbage til stedet hvor vi startede. Det eneste vi tænkte på nu var et langt varmt bad. Bortset fra den sidste del af turen, havde vi haft en dejlig oplevelse på hesteryg. Det er jo det man kalder udfordring, og det skal da heller ikke blive sidste gang.

Vejret var nu ved at skifte, skyer, regn og kold vind kom ind fra bjergene. Vi savnede det varme og solrige vejr. Så vi købte billetter til Mendoza længere nordpå, hvor det næsten aldrig regner, siger turist brochuren. Det holdt nu ikke helt stik, men der var varmere.

Til gengæld er der smukt og grønt. Endeløse vin- og olivenmarker med de fantastiske Andesbjerge som baggrund. Vi tog den lokale bus ud til et gammelt vinsted, Bodega Escorihuela fra 1884. Det blev drevet som en moderne fabrik. Vi var heldige at komme på det rigtige tidspunkt lige midt i sæsonen. Masser af lastbiler kom kørende, fuld lastet med druer fra markerne, ind på gårdspladsen. De tømte hele ladet ned i et kar, hvor der for enden var en stor snegl som pressede druerne for saft. Vi smagte på de forskellige druer, og var overraskede over, hvor utrolig søde de var, sukkeret drev og bitte små var de. Da vi havde set starten af processen udenfor, gik vi indenfor gennem store haller med store cementtanke, hvor gæringen foregik. Det var spændende at se men lidt for fabriksagtigt for os.

Derfor tog vi næste dag med bus til den lille by Maipu. Nu kom vi lidt udenfor Mendoza og kunne se vinmarkerne som lå omkring de små vinhuse. Vi havde fundet en lille vingård, som arbejdede efter de gamle metoder. Her blev ikke produceret så meget, men vinen var af høj kvalitet. Da vi spadserede op til gården, så det ikke ud af meget, men der var en dejlig atmosfære og da vi kom op til indgangen, så vi vinmarkerne ligge foran os fyldt med druer og ved siden af oliventræer. Det første sted vi havde været, lå gården næsten inde i Mendoza og markerne udenfor. Her havde vi det hele foran os. Vi var heldige at få en meget engageret guide, som fortalte om gårdens historie og hele produktionen. Vinen vi smagte på bagefter, gjorde han et stort nummer ud af. Ikke noget med tju hej vilde dyr, han tog sin tid, viste os hvordan man smager og hvilke glas man skal bruge, serverede for os og bad os sidde ned og nyde de forskellige vine. Der sad vi så i deres fine lokale og "smagte" i et kvarters tid. Specielt to vine syntes vi godt om, så vi havde lidt at slæbe på tilbage til busstopstedet en lille times gang fra vingården.

Næste dag blev det et herrens vejr, det pjask regnede hele dagen. Vi nåede lige at få aflyst en tur op til den Chilenske grænse. I stedet fladede vi ud og gloede på tv. Den med vejret holdt ikke!

Næste dag tog vi på en guidet heldagstur op i Andesbjergene til Chiles grænse. Det havde to formål. Selvfølgelig ville vi gerne opleve den flotte natur i Mendoza, men vi havde i tankerne at finde et sted, hvor vi kunne slå teltet op og lave små afstikkere derfra. Vi havde hørt, at der var en campingplads i Uspallata og nu ville vi på denne tur komme gennem området og byen. Så kunne vi med egne øjne se, om det var noget for os. Det var det ikke, stedet var hyggeligt nok, men lå i en stor dal hvor der var alt for langt at gå for at komme op i bjergene, det var ikke lige det, vi havde tænkt os. Så i stedet nød vi turen, vi var på. Vi kørte gennem grønne dale med vinstokke og oliventræer og op gennem smukke bjerge med sne på toppen.

Efter Uspallata kom vi op til Puente del Inca, 2720 meter over havets overflade. Her er et af Argentinas mest bemærkelsesværdige natur fænomener. Her er et vulkansk område med mange varme svovlkilder. For mange år siden byggede man et kursted her og et murstens badehus, hvor det varme svovlvand blev ledt til de forskellige bade kar. Senere blev området oversvømmet og ødelagt. I dag er der kun ruinerne af badehuset. Det er utrolig flot med de mange forskellige orange farver som skinner i guld fra aflejringerne af svovlet og mineralerne.

Efter at have set dette interessante sted kørte vi videre til den lille by Las Cuevas, ca. 10 kilometer før Chiles grænse. Det var meningen, vi skulle over grænsen, for at se et berømt monument af Kristus, til minde om endnu en grænsestrid mellem de to lande. Åbenbart var den ikke helt bilagt endnu, for vi fik ikke lov til at køre videre.

Mendoza provinsen er meget smuk og afvekslende, der er mange flotte steder at se og en uge gik hurtigt der.

Næste dag tog vi natbussen direkte tilbage til Buenos Aires.

Som det kan ses på kortet, kom vi vidt omkring og vi har fået et lille indblik af det kæmpe store land. Her er utrolig mange flotte steder at besøge.