Vi kørte ca. 85 km. sydpå til Puerto Rawson, som er hovedstaden i Chubut provinsen. Der kom vi ombord i en motorbåd for at sejle ud til Union Beach i Atlanterhavet for at se de små hurtige Commersons delfiner, på spansk kaldes de Tonina Overa. Det var en herlig varm dag, vi var helt overraskede over varmen og der var ikke megen vind. Dagen var perfekt til at se delfinerne fræse rundt. Deres klovneagtige dragt i hvidt og sort gør dem helt anderledes, end dem vi normalt ser. De er ikke længere end 1.5 meter og vejer fra 30 til 45 kg. Efter en times underholdning sejlede vi tilbage til havnen.

Der er en ret stor fiskerflåde i Rawson og vi susede lidt rundt for at se om vores fiskerven var der, ham vi lå sammen med i Quequé floden, han var nemlig fra Rawson. Vi fandt ham desværre ikke, han var nok på havet for at fiske!

Fra Rawson kørte vi ca. 100 kilometer videre sydpå til Punta Tombo. Her er den største pingvinkoloni på kysten med over 200.000 par, som yngler her. Der er omkring 60 kolonier langs Patagoniens kyst. Pingvinerne er Magallanes pingviner, de er 50-70 centimeter høje og vejer som voksne omkring 4-5 kilo. Hannen og hunnen har ens fjerdragt, sort ryg og vinger og hvidt bryst med dobbelt sort kant. Punta Tombo blev åbnet som reservat i 1979. Landet hørte ind under estancia La Perla, hvis ejere overdrog området til Chubut provinsen, som nu har ansvaret for at området bevares som naturreservat.

Det er fascinerede at gå rundt mellem dyrene, som virker meget tillidsfulde og ikke er bange for at få et kamera tæt på. Der er visse steder sat et rækværk op, for at holde de mest ivrige turister på afstand, så de pingviner, der ikke er så fortrolige med folk tæt på, kan være i fred. Vores tid der gik meget hurtigt, det var sjovt at gå rundt mellem pingvinerne, som ikke lod sig forstyrre selv i det mest intime, de har jo travlt med at formere sig, det er jo det de er kommet for. Ud over pingvinerne var der også mange havfugle, oystercatchers, cormorants og kelp gulls, nogle brune hønsefugle, elegant creted tinamou og et egernlignende dyr, som løb rundt mellem pingvinerne.

Fra Punta Tombo kørte vi tilbage til den walisiske by Gaiman, som ligger i en dal ved Chubut floden. Der er en lang historie om Walisisk indvandring i dette område og om deres tradition med at samles ved afternoon, Tea-time. Denne skik har de videreført med deres tea-houses, vel nærmest det vi kender som high-tea med sandwich, scones og forskellige slags brød og kager, et større måltid som lægger en god bund. Men hernede spises også først til "middag" efter klokken 21 og helst omkring 22.30. Det har vi aldrig vænnet os til, det er simpelthen for sent for os at konsumere en kæmpe bøf og hvad dertil hører.

I Ty Gwyn fik vi alt hvad der hører til. Det var en god oplevelse med herlig te og lækre kager. Alt var så stilfuldt og vi kom til at tænke på en lignende oplevelse i Scotland, da vi sejlede gennem Caledonie kanalen. Vi kørte på cykel langs kanalen og her kom vi forbi et dejligt "tehus", stilfuldt og rart, hvor vi nød en dejlig cup of tea med gode kager, det kan være en speciel oplevelse.

Efter tea fik vi en lille rundtur i byen og man kunne godt se på nogle af bygningerne, at der var Walisiske aner. Vi kørte gennem en tunnel hvor jernbanen havde været. Det var gennem et mindre bjerg som de ikke kunne få toget til at køre over og havde så i stedet bygget en tunnel.

Efter al den mad var vi ved at være godt trætte, klokken var næsten syv om aftenen og der var 80 kilometer tilbage til Madryn. Heldigvis var det sidste stykke tilbage ad asfaltvej. Efter 12 timers udflugt kunne vi godt trænge til et bad, frisk tøj og et glas rødvin. Vi var bare så heldige med vores hostel, som blev styret af Gladys, en sød og positiv pige. Vi fik et godt værelse på kvisten med bad og toilet, hvor der var ro og fred. Senere var vi ude og se på byen i t-shirt, det var stadig dejlig varmt og ingen vind.

Klokken syv næste morgen var vi klar til desayuno, morgenmad. Vi blev hentet klokken otte af guiden Sabrina, som vi havde været sammen med dagen før. Kike og Sabrina var i højt humør, for vi var heldige med endnu en fin dag. Sol, lidt skyer og lidt mere vind, men stille nok til at vi kunne komme ud og sejle og se på hvaler. Vi kørte nordpå mod Peninsula Valdés som ligger 100 kilometer fra Madryn. Første stop var besøg på et lille museum, hvor vi kunne se floraen og faunaen som findes her. Det var en fin lille udstilling.

Derfra kørte vi til Puerto Pirámides, som er et lille turiststed. Det ligger i hjørnet af en bugt langs stranden. Herfra sejler både ud med folk, som vil se hvaler, dykke eller se søløver. Det er første gang, vi har set både blive sat i vandet fra en strand på den måde. Båden stod på en vogn med en landgangstrappe ligesom en flytrappe. Så blev hele herligheden kørt ud i vandet med besætning og turister ombord og når vi flød, blev vogn med trappe kørt tilbage til stranden.

De store motorer blev startet og vi fræsede afsted ud i bugten. Da vi kom rundt den første pynt, kunne vi se der allerede var to andre både ude og ved den ene kunne vi se blæst og livlig aktivitet. Vi fulgte med på behørig afstand for ikke at genere dem, der nu var heldige at komme først til at se de store dyr så tæt på. I det fjerne længere nordpå så vi også blæst og flere hvaler som sprang højt op i luften, det var sindssyg flot. Tænk de kæmpe dyr, næsten helt ude af vandet, whau!

Disse hvaler kaldes på engelsk Right Southern Whales (Eubalaena australis) og på spansk Ballena Franca Austral. For os ligner de meget en Nordkaper (Eubalaena glacialis), som vi kender fra de nordlige farvande og som også er en bardehval.

Endelig lykkedes det at komme tæt på en hun og hendes unge. De lå stille og roligt og nulrede rundt. Moren lagde sig på ryggen og ungen svømmede op på hendes mave, hvorefter de lod sig synke ned under vandet, ganske uforstyrret af at vi lå ved siden af og næsten ikke turde trække vejret, så flot var det bare at se på. I de to timer vi var ude, var vi heldige at se flere hvaler og nogle flotte haler og spring.

Da vi kom ind til stranden stod vognen klar og båden sejlede lige ind i vuggen, sådan! det var nemt, vejret var jo stadig fint. Vi fik senere at vide, at alt ville blive lukket ned næste dag, for nu kom der dårligt vejr. Så passede det altså med, hvad vi havde set på nettet, inden vi tog herned. Tirsdag og onsdag med fint vejr, torsdag ville det ændre sig.

Nå, vi havde jo stadig en lang dag foran os, der var meget vi skulle nå og se, så op i bussen og afsted. Vi kørte langs Golfo San José og kom forbi en lille saltslette. Der var mindre flokke guanacoer rundt omkring og minsandten om ikke et bæltedyr kom løbende over vejen, en komisk lille fyr. Vi så flere forskellige glenter og små ørne. Endelig ad støvede sten- og grusveje kom vi ud til Atlanterhavet ved Caleta Valdés. Det er en lang tange, hvor der bagved er mange sandbanker og stille vand. Her langs stranden er der store flokke af søelefanter.

Det er nogle store fedtklumper, som for det meste bare ligger og fiser den af på stranden. Men tag ikke fejl, lynhurtigt kan scenen ændre sig. Kommer en fremmed han for tæt, kommer vilddyret frem og med en længde på op til 5 meter og en vægt på 4 tons så sker der noget. Vi så flere store hanner med blodige sår og huller i spækket. Deres klør på lufferne er lange og skarpe og de har nogle lange bisser. Men hunnerne og især ungerne ser så kære ud, når de ligger og kigger med store øjne. Her er man strikse med, at vi holder en behørig afstand til dyrene, da de kan være meget farlige, hvis de føler sig truet. Specielt når de har unger og har gang i parringen, er hannen virkelig på mærkerne.

Da vi havde set på søelefanter et par timer, var det tid til at køre til endnu et pingvinsted. På vejen var vi heldige at se en flok Darwins Rhea, en slags emu, i familie med strudsen, men mindre. De findes overalt i Patagonien. Vi så også flere Maraer, som kan veje op til 8 kilo. Den er ca. dobbelt så stor som en almindelig hare og noget mere højbenet. Vi kørte ned langs kysten til Punta Cantor, hvor vi så de samme slags pingviner som ved Punta Tombo, men stadig fascinerende at se dem vralte rundt i kjole og hvidt med vingerne ud til siden.

Da vi kom længere sydpå langs kysten, ændrede landskabet sig markant. Her er mere grønt og frodigt og det er også her, der er flest får som græsser. Det er på grund af den kraftige vestenvind, som formår at tage lidt fugtighed med sig når den blæser fra fastlandet ud over Golfo Nuevo. Så lidt skal der til for at ændre landskabet og det bliver frodigt for dyrene. Vi kørte over Punta Delgada forbi de to andre saltsletter, som ligger mellem 30 og 40 meter under havets overflade.

Ved syvtiden om aftenen var vi tilbage ved Pirámides og havde et kort stop inden vi fortsatte til Madryn. Igen en 12 timers udflugt og vi var godt møre. Vi havde haft en pragtfuld dag.

Vi var spændte på næste dag, hvordan ville vejret være?

Sol fra en skyfri himmel med lidt vind, perfekt til en cykeltur ud til playa El Doradillo, hvorfra man, hvis man var heldig, kunne se hvaler. Tiden skulle afpasses lidt med højvandet, så ved middagstid startede vi på hver sin mountainbike. Sådan en havde vi aldrig kørt på før, så det var godt, at det første stykke vej ud af byen var asfalt, så var der lidt tid til at blive fortrolig med de mange gear og håndbremsen. Gladys havde tegnet et kort over de stier, hvor vi kunne cykle. Der var ca. 15 kilometer til, hvor vi skulle dreje af ned til stranden, så det var jo ikke det store. Vi strøg afsted og nu med lidt friskere vind i ryggen, lige indtil vi skulle dreje og køre langs stranden. De næste 10 kilometer var sand, grus og sten kørt op i bunker på begge sider af vejen. Til al held var vinden fra den rigtige side, for når biler passerede os, forsvandt alt i en støvsky, føj. Vi var rigtig seje, det gik godt derud af og efter en lille time fandt vi afkørslen ned til stranden. Fedt, vi kunne køre på stranden, næsten nede ved vandkanten, hele vejen over til den anden side af bugten. Her var vi bare heldige at se hvaler springe og blæse.

En mor med sin unge var under 100 meter fra stranden og med kikkert var det næsten, som kunne vi røre ved dem. Vi stod bare der på stranden og sugede indtrykkene til os, mens de svømmede rundt om hinanden og ungen op på ryggen af moren. De kom længere ind og moren lagde sig på ryggen med finnerne ud til hver side, så svømmede ungen op på hendes mave og sådan lå de i lang tid inden de trillede rundt. Ialt var der vel en 5 til 6 hvaler i den lille bugt. Hvor var vi heldige!

Det begyndte at blive overskyet og i nord trak det op med mærkelige meget sorte skyer, så det var på tide at vende om. Da vi kom tilbage til den ende af stranden, hvor vi kom ned, så vi nogle dybe huler i klippesiden, det så interessant ud. Man kunne gå langt ind og der lå fugtigt tang så der var glat, men helt inde i bunden var den fineste lille hvide sandstrand med fine skaller, lige dertil kom vandet ved højvande. Tænk, man kunne stå derinde og kigge ud og hele kløften ville være fuld af vand og hele stranden oversvømmet, hvis man turde.

Turen tilbage var måske knap så interessant som udturen, men vi havde jo også set det vi kom for, så det var bare at træde hårdt i pedalerne og så kørte vi i den forkerte side, der er grænser for hvad man vil udsættes for. Vi var åbenbart de eneste der havde fået den ide, de få cyklister vi overhalede kørte i højre side og de så også ud derefter. Hver gang en bil passerede forsvandt de i en fed støvsky. Vi vinkede i god tid og smilede og så var den hjemme, bilisten trak over i den anden side af vejen, så vi var næsten uden støv, da vi kom tilbage godt ømme i nummeren.

Det blev vores sidste aften i Madryn. Vi traskede lidt rundt i byen for lige at få et sidste indtryk. Men vi var enige om, at det var på tide at vende hjem til Dana. Vi havde jo set det, vi var kommet for og vejret ville blive dårligt de næste dage, det kunne vi tydelig mærke. Vi købte billetter til BsAs til næste dag.

Vi opdagede, at vores digitalkamera ikke havde det så godt længere, lys og farver var helt forkerte. Hvor ærgerligt nu hvor vi skulle have gode billeder af de mange dyr. Henrik måtte holde for med videoen og tage nogle stillbilleder.

Det blev en meget kold nat, blæsende og regnfuld. Vi frøs, der var ikke tændt for varmen og vinden susede gennem alle sprækker. Vi stod op klokken 8 og håbede, at der var varmt i køkkenet. Nu stormede det udenfor og det fløj rundt med skidt og møj. Vi måtte ned og se, hvordan der så ud nede ved vandet. Det blev en kort tur, det var ingen nydelse, pakket godt ind med hætten snøret til og solbriller på for at beskytte øjnene og lukket mund med al det skidt flyvende omkring. Senere på eftermiddagen tog vi en bil til bus terminalen, fik en kop kaffe og så var der afgang, 20 timer tilbage til BsAs.

Det bliver det sidste rejsebrev i længere tid. Fra nu af sender vi radiobreve til Hans og eventuelt billeder. Fra Hans' hjemmeside kan I følge vores rejse sydpå.