Vi var heldige at få nogle gode dage i Puerto Williams. Her er en flot natur og imponerende bjerge. Vi har gået nogle lange ture, været på Cerro Bandera og nydt alt det vi ser. Masser af vandfald, masser af vand, flotte fugle, smukke buske med skinnende bær og træer med fine blomster.

Vi besøgte den lille landsby Villa Ukika, hvor de sidste medlemmer af Yámanas indianere bo, desværre under meget kummerlige forhold. De blev tvangs forflyttet, da militærbasen blev bygget. Christina Calderón er den sidste fuldblods Yámanas indianer, som bor her i Villa Ukika. Hun ernærer sig bl.a. ved at sælge flettede kurve og modeller af indianernes skind- og barkbåde.

Vi besøgte også kirkegården, som blev anlagt 1956, og hvor de sidste Yámana indianere hviler. Herfra er en fantastisk flot udsig over Beagle Canalen og bjergene på den anden side.

Selv det lille museum som er til minde for Fader Martín Gusinde, en østrigsk antropolog og etnolog, som levede her bland indianerne og studerede deres kultur fra 1916 til 1924, så vi. I det første rum var en fin udstilling af udstoppede dyr og fugle fra området.

I Puerto Williams står, som mindesmærke, stævnen af den chilenske toldkrydser Yelcho. Armadaen skænkede den først til Pta. Arenas, men den blev senere flyttet her til Pto.Williams. Skibet, som blev ført af pilot Luis Pardo Villarón, blev berømt den 30. august 1916, da det reddede mandskabet fra den kendte britiske ekspedition til Antarktis ledet af Ernest Schackleton.

Vi ligger alle uden på transportskibet Micalvi, som med vilje er sat på grund. Det fungerer nu som verdens sydligste yacht club. Her er både toiletter og bad, strøm og vand. Og ikke mindst et meget hyggeligt klubrum med en god bar. Det er virkelig et trækplaster for alle cruisebådene og deres gæster, at besøge dette sted og fejre turen rundt Hornet. Det var det selvfølgelig også for os andre og vi fik nogle gode pisco sours og krappe sandwich. På skottet var Dannebrog og en t-shit med danske navne, som vi genkendte, så vi hængte også en stander op i danskerhjørnet.

Vi sejlede rundt Kap Horn som crew ombord på den tyske båd Breakpoint. Vi kunne godt selv have sejlet med Dana, ankerpladserne var rimelig nemme, to af stederne kunne vi svinge for anker, dog i Maxwell skulle der lægges liner. Men det kunne lade sig gøre specielt i det gode vejr vi havde. Dog var der problemet med at anker op nedenfor Kap Horn, selv i godt vejr. Vi turde ikke forlade båden begge to samtidig. Det ville ikke være nemt for en person alene at sejle ind med jollen og hive den op på stranden, mens den anden skulle cirkle rundt med Dana imens. Vi havde også hørt, at det kunne være svært at bjærge ankeret igen, da der ligger en del kæder på bunden, som ankeret kan komme under.

Vi valgte at sejle med Breakpoint, fordi vi meget gerne ville i land på øen og selvfølgelig også have et stempel i vores pas. Vi fik også skrevet os ind i deres gæstebog, det havde vi som sagt ikke mulighed for, hvis vi sejlede alene. Nu var der en bedre chance, da vi var fem ombord. Thomas og Tatjana ville også gerne have ekstra crew med af samme årsag, i forvejen var Walter, en god ven af dem, med på turen. Så alt klappede fint og vi efterlod Dana sikkert i Puerto Williams i de fem dage turen varede.

Det blev en hurtig afgang fra Puerto Williams, da der pludselig kom et godt "vindue". Vi fik Dana på plads med ekstra ender og Thomas for op til Armadaen for at få en zape til Hornet. Der var livlig aktivitet den morgen den 22-1. Alt vores grej, soveposer, ekstra tøj og rednings udstyr kom ombord, og ved middagstid sejlede vi fra Puerto Williams i Beagle Canalen til Puerto Toro, som er den sydligst beliggende "by" i verden på øen Navarino. Vi havde fint vejr og vind nok til at sejle for sejl. Kom til Toro sidst på eftermiddagen, hvor vi droppede krogen midt i bugten. Det er et meget lille sted med en meget forfalden landingsbro. Vi har senere hørt, at når krabbe (centollón) sæsonen starter i begyndelsen af marts, kommer her over hundrede fiskerbåde til Toro fra hele Tierra del Fuego. Det er en slags base for dem, så er her sikkert livligt, med 6 til 8 mand ombord på hver kutter.

Men nu var her helt stille, kun en lokal fisker kom ud til os i sin jolle med to hunde ombord for at hilse på og ville gerne sælge os de krabber, han havde i sin pøs. Der var to små og en i spisestørrelse, men da vi lige havde spist og krabben ikke rakte langt til fem personer, afslog vi. Vi gav ham i stedet en brik rødvin. Han lyste helt op, takkede og roede hen om pynten, hvor vi har ham mistænkt for, at han i fred og ro ville nyde vinen alene.

Sejlede fra Puerto Toro den 23-1 klokken seks om morgenen gennem Paso Gorre med øen Lennox om bagbord. Vejret var herligt, blikstille og havet havde de mest vidunderlige farver og det var så klart, at vi kunne se bunden. Her oplevede vi pludselig en masse spændende. Ud over en masse dejlige fugle, albatrosser, cormorans, pingviner og terner, så vi en familie orcas med flotte rygfinner passere lige forbi os, flot-flot.

Vi havde lige sundet os ovenpå dette syn, da en flok delfiner syntes, de skulle afslutte showet. Nu fik vi en første klasses opvisning, hvad delfiner kan præstere. Der blev sprunget og snurret rundt og lavet baglæns salto med dobbelt skrue og for ligesom at glæde det i forvejen helt vilde publikum, som for rundt på båden og hujede og fløjtede, blev der sluttet af med delfindans på halen og baglæns spring i et ordentlig plask, det ene efter det andet, det var helt vildt herligt!

Vi fortsatte over Bahia Nassau gennem Canal Bravo vestover gennem Canal Franklin til Puerto Maxwell ved øen Hermite. Her ankom vi sidst på eftermiddagen, droppede ankeret og fik sejlet to liner i land, så vi kunne ligge sikkert og ikke drive ind i kelpen. På grund af de lange lyse aftener, var der tid til at gå i land og få strakt benene. Det er den sikreste ankerplads i området og mange har ligget her flere dage og ventet for at kunne sejle ned til Kap Horn i godt vejr.

Det var et flot sted. Da vi endelig fik mavet os gennem den tætte underskov, hvor der var meget vådt og sumpet, og kom op til fast klippegrund, gik det lidt hurtigere. Vi kom helt op til toppen og havde her en fantastisk udsigt over øerne og havet. Vi sluttede aftenen med en god middag og rødvin, og livlig snak om vejret og hvad der ventede os næste dag.

Op klokken fem næste morgen den 24-1 og klar til at bjærge linerne. Vi er begyndt at se lidt brugte ud, får ikke sovet nok og er på stikkerne det meste af dagen, men det er spændende.

Vi var bare heldige, der var næsten ingen vind, kun swell fra Pacific. Det var nu også nok, for vi havde søen ret tværs og vi rullede voldsomt, så der var lidt søsyge hos nogle, det var faktisk ret ubehageligt og vi kunne ikke have sejl oppe til at støtte, da der ingen vind var. Men jo længere vi kom mod Kap Horn, jo mere fik vi søen agten ind og så gik det meget bedre.

Vi kom rundt ved 10 tiden om formiddagen, i stille og roligt vejr, så vi oplevede Hornet uden den store dramatik, ellers havde vi vel nok heller ikke været der. Men det var lidt svært at fornemme dramaet og voldsomheden, når man runder og i bugten ser et kæmpe crusing skib med tusinde mennesker ombord og alt er stille og roligt. Fordelen var så, at vi kunne sejle ind ved Caleta León, hvor vi kunne komme i land fra gummibåden. Med gummistøvler på hoppede vi hurtigt i vandet og vadede det sidste stykke ind.

Nu var det om at komme op på toppen af den lange trappe. Vi blev modtaget af Armadaen og budt indenfor, hvor vi fik stempler i vores pas og skrevet os ind i deres gæstebog, så nu er vi Cap Horniers. Der blev også taget billeder af vores langtursejlerflag, som de med stolthed forsikrede os, ville blive hængt op i den nye bygning.

Vi blev vist rundt og så et billede af den nye fyrbolig, som de er i gang med at bygge, så der var lidt byggerod omkring monumenterne, men vi fik da taget nogle billeder. Det var utrolig flot, en stor oplevelse, at stå der på toppen og kigge ud over havet og øerne og tilmed være heldig at solen skinnede fra en blå, næsten skyfri himmel, bedre vejr kunne ikke ønskes.

Det var på tide at komme tilbage for Thomas og Lene, som var det første hold. Henrik blev prejet over vhf´en, at nu kunne han godt komme ind og hente os. Vi vadede ud så langt gummistøvlerne tillod, og så var det om at komme op i jollen i en fart, inden den næste swell kom. Så var det Henrik og Tatjanas tur til at komme ind. Efter den obligatoriske time, var det også tid til, at Thomas hentede dem. Vi havde hele tiden haft vinden fra øst, d.v.s. lige ret ind i bugten, men heldigvis kun 6 til 8 knob. Men nu begyndte det så småt at friske, og det blev sværere at komme ind med gummibåden og holde den fri af stenene endsige komme op i den. Alle kom ombord i god behold.

Nu var der vejrskift. En front fra vest kom hurtigt over os og nu fik vi en lille fornemmelse af, hvordan der ser ud i dårligt vejr, i hver til fælde når alt bliver gråt og tunge skyer lægger sig over bjergtoppene. Snart forsvandt alt i tyk regntåge, det eneste vi slap for var meget høje bølger, da vi lå lidt i læ af øerne, men det blæste nu 15 m/sek.

Fra Kap Horn sejlede vi op til Caleta Martial ved øen Herschel, en stor åben bugt med flot sandstrand. Vi havde vinden fra land og her var det ikke nødvendigt at lægge liner ind, da her er god holdebund og masser af svejeplads. Vi orkede ikke at sejle ind med gummi båden for at vade rundt på stranden, vi havde fået motion nok, da vi skulle den lange vej op på Hornet. I stedet fik vi lavet nogle gode bøffer og snakket om vores oplevelser og tidligt til køjs, da vi igen skulle op klokken fem næste morgen.

Den 25-1 sejlede vi fra Martial igen i stille vejr over Canal Franklin og gennem Canal Bravo. Her begyndte det at friske og resten af turen til Puerto Toro, havde vi lidt sejl oppe. Ankom til Puerto Toro sidst på eftermiddagen og orkede ikke andet end at lave mad, slappe af og høre god musik, Mark Knoffler.

Vi mente, at vi kunne stå op en time senere næste morgen, da vi kun skulle tilbage til Puerto Williams.

Det var dumt, om morgenen den 26-1 var vi ikke mere end lige kommet fri af bugten, før vi fik frisk vind som fulgte med langs kysten, så vi havde hård vind lige i snuden resten turen op gennem Beagle Kanalen til Puerto Williams, hvor vi ankom først på eftermiddagen.

Det har været en god tur, det meste af tiden med lidt vind og når den endelig kom, selvfølgelig lige i snuden, så motoren har været på næsten hele tiden. Vi har haft vind fra 35 - 40 knob og det er ikke skide skægt at ligge og hakke sig gennem grov sø for motor med fart over grunden fra 2 til 4 knob, men heldigvis varede det ikke så længe.

Dette var en lille beretning om vores dejlige oplevelse rundt Kap Horn ombord på Breakpoint.

Det var selvfølgelig rart at komme tilbage til Dana igen og se at hun lå fint.

Vi blev en uges tid i Puerto Williams, da den første mail vi fik, var en kedelig meddelelse om, at Henriks far, Benth var kommet på hospitalet og det ikke så for godt ud. Vi blev lige bragt tilbage til den barske virkelighed. Henrik var oppe og telefonere næsten hver dag. Vi snakkede om at tage hjem, mens Benth endnu levede. Det ville vi gerne, men vi forstod på Henriks mor, at han ikke var ved bevidsthed mere. Det var svært, for det ville betyde en overvintring hernede, som vi bestemt ikke havde lyst til. Allerede nu havde vi mærket hvor koldt og fugtigt det kunne blive og vi havde slet ikke haft i tankerne at blive her.

Dagene gik og det blev desværre ikke bedre med Benth, som lukkede sine øjne torsdag den 2. februar klokken 14. Vi savner dig, Benth, for dit smil og dine altid kvikke bemærkninger. Alt gik så hurtigt, så vi nåede ikke længere end til tanken om at tage hjem, men har nu valgt at fortsætte vores rejse som Benth sin. Vi tror, Benth vil syntes det er rigtigt.