Vi har fået ordnet vores papirer og vores zape blev godkendt hos armadaen, så nu er alt i skønneste orden. Den 3-2 sejlede vi fra Puerto Williams vestover ad Beagle kanalen forbi Ushuaia og det var fint med os, vi trængte til at se noget nyt.

Ved Isla del Diablo valgte vi at gå SW om øen, mellem Isla Gordon og Diablo. Vi så ned af sydkanalen mellem Isla Hoste og Gordon, den så meget smal og dyster ud, da der lå tyk tåge, det var heldigvis ikke den vej vi skulle nu, vi havde valgt nordkanalen, hvor alle de store gletschere ligger.

Vi havde en spændende tur rundt Diablo, da her var megen malstrøm og overfalds, hvor den løb sammen med sydkanalen. Her kom små isskosser drivende forbi, vores første møde med isen. Her var mange fugle, da der på grund af strømmen var mange fisk, så her var livligt med en masse skrigen fra de hvide terner.

Vi nåede til Caleta Olla, som vores første stop. Da vi kom dertil, kunne vi se, at vi ikke ville være alene, der var allerede 5 både derinde og vi kendte de fleste. Vi lod ankeret gå og fik lagt to liner ud. Det var første gang, vi gjorde det alene og det gik fint. Vi havde sat jollen i vandet udenfor og havde den på siden af Dana, så det var nemt for Henrik at gå ned og færge sig agterud til linerne. Det var et dejligt og beskyttet sted med mange vandfald som fossende ned af klippesiderne.

Vi gik en flot tur op til gletscher Holanda, som står som en blå mur mellem bjergene. Den ender ud i en lille sø hvorfra der er et afløb mellem bjergene ud til Beagle kanalen. Her fik vi en fin rafting i jollen, da vi skulle tilbage. Det gik bogstaveligt over stok og sten, vi fik nogle ordentlige bump og havde da også besvær med at styre udenom nogle af forhindringerne, men det var rigtig skægt at fise af sted bare med een åre.

Ture op til gletscheren var lidt af en udfordring, det var med gummistøvler og regntøj på. Det vi gik på var dejlige tyk mosbund, men den var blød og godt våd, så man sank flere steder dybt ned når man svuppede afsted. Vejret skiftede hele tiden, fra dejlig solskin til finregn, fra stille til kraftig blæst, så man skulle være klædt på til det hele. Det var efter løgmetoden, lag på lag.

Stranden var også et herligt sted at gå, her var mange forskellige andefugle, måger og ørne. Lige ud for Olla løb en kraftig strøm rundt Isla Diablo ned gennem Beagle kanalen, så her var mange fisk og dermed også mange fugle, som i store flokke slog ned på fiskestimerne, det var fascinerende at sidde og se hele dette dyreliv.

Efter tre dejlige dage i Olla var det tid at komme videre. Så vi stod op klokken 6 næste morgen og gik i gang med at tage vores liner ind, systemet virkede perfekt. Sejlede fra Olla klokken 6.30. Vejret var stille og vi havde en fin solopgang. Sejlede for motor gennem Beagle kanalen og kom forbi et par gletschere. Vi var også heldige at se delfiner og to kondorer svæve over os. Målet var Seno Pia, hvor vi kom til ved 10 tiden.

Ved Seno Pia skulle vi lige uden om et langt rev med store sten inden vi kunne sejle op i den østlige arm. Vi kunne fra lang afstand se den store gletscher. Der lå et turistskib, som sejlede turister op til gletscheren i gummibåde. Vi sejlede tæt forbi, det var meget flot med de høje mørke granit bjerge bagved omgivet af skyer.

Derefter sejlede vi tilbage til den vestlige arm, hvor vi lige efter den snævre indsejling blev mødt af mange isskosser. Det meste af ture op til gletscheren sejlede vi ud og ind mellem isen. Vi havde to andre både foran os. Da vi kom helt op, fortsatte den ene til styrbord side og slap igennem isen helt op til gletscheren. Vi andre prøvede bagbord, det var ikke sagen og måtte vende om. Vi var ikke helt vilde med at sejle gennem den tætte is, som næste lukkede af til gletscheren. Vi var bange for, den skulle kælve og det skulle blæse op, så vi ville blive lukket inde.

Men det var fristende at forsøge at komme helt op til gletscheren, så det gjorde vi. Der var rimelig isfrit lige foran gletscheren, kun et enkelt lille isbjerg lå der. Herinde sejlede vi rundt og fotograferede hinanden. En af de andre både satte gummibåden i vandet og sejlede hen til det lille isbjerg, som de kravlede op på. Mens alt dette foregik kælvede gletscheren og det begyndte at blæse. Straks lukkede isen for udsejlingen, lige efter bogen. Hurtigt vendte vi om og forsøgte at finde en vej ud. Dana var nu blevet til isbryder, men vi kom da igennem uden for mange skrammer, måske fik vi renset vandlinien lidt. Det var lidt sværere for de to andre, det tog lidt længere tid. På vejen tilbage mødte vi Leoa, som var started senere end os. Vi fik kantet os ud gennem de mange skosser som havde samlet sig ved udsejlingen og kom ud i Beagle kanalen.

Vi sejlede tværs over kanalen til Caleta Voilier, som ligger på nord- siden af øen Gordon. Det var en snæver indsejling og ikke meget vand under kølen, men alt gik stille og roligt og vi kom ind i en herlig caleta, hvor vi blev mødt af tre springende delfiner. Her var rigtig dejligt, høje bjerge omkring os. Gennem indsejlingen havde vi udsigt til en gletscher. Her var lyden af rislende vandfald og i bunden var der en bæverdam, så her var nok at udforske.

Vi troede, vi skulle ligge alene, men Leoa kom lige rundt hjørnet og lagde sig ved siden af os. Det var starten på et ikke planlagt makkerskab næsten hele vejen op gennem Magallanes. På snedig vis, uden vi talte om det, havnede vi de samme steder. Vi tog altid tidligere afsted end dem, de kunne godt lide at sove længe. Al den tid vi var sammen, havde vi det utrolig hyggeligt og dejligt.

Næste dag var en skyet og regnfuld dag, så vi bestemte os for en overligger dag. En rigtig slappe dag, hvor vi bagte brød og et par frugtkager, som vi inviterede naboen på. Samtidig fik vi varmet båden op. Vi havde også en livlig snak om alt det, vi havde oplevet i Seno Pia. Vi var enige om, at det havde været en så fin oplevelse, at vi ikke behøvede at sejle op til de næste to gletschere. Der ville komme flere gletschere og langs Beagle kanalen ville vi se gletschere, som endte ud i kanalen.

Næste morgen, den 8-2 klokken 6, var det helt stille, blå himmel og solen var lige kommet frem over klippekanten, en vidunderlig morgen, men kold efter den megen regn. Vi ville afsted i det fine vejr. Gik straks i gang med ankeret, det var jo nemt, ingen liner til land. Men det var nu ikke ligetil at få ankeret op, det skulle sejles op og da vi var fri og krogen kommet op, havde vi et helt træ med op. Det hang brækket over ankeret, så Henrik måtte have bådshagen til hjælp for at få det lirket af. Klokken halv 7 forlod vi Leoa og sejlede ud i Beagle kanalen.

Hvilket syn, al den regn som var faldet dagen før og i nattens løb lå nu som den fineste pulversne på alle bjergtoppene og stod i skarp kontrast til den blå himmel. Så noget godt kom der ud af den megen regn. Vi fik ordnet radioarbejdet med Alcamar Trimbales, som kontrolstationen i denne ende af kanalen hed. De ville vide hvornår vi sejlede, hvorhen og hvornår vi ville komme til næste sted.

Vi meldte, at vi ville sejle til Caleta Lagunas på sydsiden af Isla O´Brien i Canal O´Brien, ca. 35 sømil fra Caleta Voilier. Vi sejlede for motor, der var nul vind, men vi nød det, spiste morgenmad på vejen, tog billeder og mente at have det meget bedre end dem ombord på den store turistbåd, som hurtigt sejlede forbi os. De skulle skynde sig, hvis de skulle se noget. Vi havde det hele for os selv, vi så ikke andre skibe på vejen, vi var efterhånden kommet lidt væk fra turistområdet.

Landskabet omkring os var utrolig smukt, en dag med sol og høj klar blå himmel og sneen, som lyser op på de meget spektakulære bjergtinder, det var en fantastisk oplevelse at sejle afsted her helt alene. Da vi lige efter middag kom til Caleta Lagunas, var der kommet lidt vind ned gennem kanalen fra NE, selvfølgelig lige ind i caletaen. Vi havde læst om stedet, og en båd vi kendte havde anbefalet den, men vi syntes, der var lidt trangt og ikke læ nok, hvis den skulle friske fra det nordlige hjørne, som udsigten nu lød på. Så vi meldte over vhf´en at vi fortsatte til Puerto Engaño.

Det var et godt valg, vi havde en pragtfuld tur til Puerto Engaño, som ligger på nordsiden af Isla Londonderry i Canal Ballenero. Her var god plads og så var her meget smukt med flere vandfald og fint at gå i land. Vi var heldige, at der ikke lå andre, så vi havde god plads til at lægge anker og få to ender i land. Det gik som smurt, men det var jo også helt stille vejr, men vi nød alligevel vores succes og så var det godt at øve sig til den dag, det skal gå rigtig hurtigt.

En times tid senere kom Leoa og der var fin plads til hende også. Vi var i land og gik tur langs stranden og op gennem vildnisset for at komme op til toppen. Der var godt fugtigt, så det var godt vi havde vores gummistøvler på, selv om det ikke var det bedste fodtøj at kravle rundt med. Der gik et par timer med at tage billeder og nyde den storslåede udsigt og dejlig varmt var det.

Vi inviterede på kaffe og frugtkage. Længe varede det ikke før vi alle fire sad i cockpittet. Det var lang tid siden, vi havde gjort det, men nu var her dejlig varmt. Vi guffede kage og fik snakket om vores oplevelser på turen hertil.

Der blev ikke lavet middag den aften, vi var mætte efter al den kage. Læste lidt og gik til køjs ved 10-11 tiden.

Det har været en af de bedste dage i meget lang tid.

Det har været en tung dag i dag. Ligesom den dag vi lå i Caleta Voilier, hvor det også regnede hele natten og den efterfølgende dag. Gud ved om det er mønsteret her, med blot en enkelt solskinsdag ind imellem.

Det har regnet i tove hele natten og det meste af dagen. Vi har ordnet billeder, kigget på kort og læst. Der er blevet støvsuget og vi har fundet noget kød frem under dørken. Vi trænger til et godt måltid mad, nu vi ligger over, ellers kan det godt knibe med det helt store kokkeri efter en lang dag.

Det føltes køligt og klamt ud på eftermiddagen. Det var begyndt at blæse op fra SW omkring ved 4 tiden, ca. 7-8 m/s. Vi har tændt for fyret for at lune lidt.

Vi vågnede op til en dejlig solskinsdag. Helt stille var der i bugten. Så vi op på vindfanen, kunne vi se at der udenfor var lidt vind fra NV til V. Det var fint, så kunne vi måske sejle lidt i dag og spare på dieselen. Vi fik bjærget vores liner og fik krogen op med kelp, som Henrik måtte slås med. Forlod Engaño og Leoa klokken 6.30 med Caleta Macias som næste mål.

Der var nu ikke vind nok til at sejle, så vi startede for motor. Vi hørte Patagonia nettet og meldte os. Lidt efter kom vinden og vi fik alle kludene op. Storsejlet havde ikke været oppe siden vi sejlede fra Relegada, så det trænget til at se dagen lys. Det var herlig at kunne slukke for motoren og sejle afsted omgivet af herlig udsigt til sneklædte bjerge. Vi fik ca. to timers fin sejlads, så begyndte vinden at flove og senere igen at komme drønende med 10 til 15 m/sek. fra bjergene hvilket gav en urolig sejlads. Vi havde til al held bjærget storen og sejlede kun for mesan og rullegenau, og rullen blev brugt flittig i den meget skiftende vind.

Da vi ved 13 tiden kom til Macias, så vi hurtigt at det ikke var sagen at gå ind der, der var alt for trangt og for åbent mod den nordlige sektor, hvorfra vinden ville komme de næste dage. Der var meldt meget dårligt vejr. Men vi havde en anden caleta i baghånden, ca. 12 mil længere fremme. Vi havde valgt Caleta Yhagan, som er sikker for alle vinde undtagen SE, som vi ikke regnede med at få.

På den sidste strækning til Yhagan fik vi noget rigtig lorte vejr, sikkert forløberen for det kommende dårlige vejr. Det blæste ad pommeren til og drønede ned ad bjergsiderne. Nu da vi sejlede i en smal kanal, rejste søerne sig og slog over på den anden klippeside, så det var en gang ping pong og vi fik en masse røgvand og brækkede søer over os.

Da vi kom ned langs øen Brecknock hvor Caleta Yhagan ligger, så vi en stor bugt som længere inde delte sig i to mindre. Vi skulle i den vestlige, da den anden var fyldt med kelp. Det var første gang med racas, vi skulle lægge anker og liner ud. Racas er kraftige faldvinde, der kommer ned fra bjergsiderne. Med krogen godt fast i midten af bassinet, kunne vores ender lige nå ind og da den ene var fast, var det ikke svært at bakke op mod vinden og holde Dana der, indtil vi fik halet linerne hjem og justeret dem. Fra vi droppede krogen til vi var helt færdige havde det taget os en lille time, men så havde vi også tre liner i land og 50 meter kæde ude, så vi skulle ligge helt sikkert de næste dage, selv med de meget hårde faldvinde. Vi kunne knap nok stå op selv, når de kom drønende. Det afspejler sig tydeligt af vegetationen her, alle træerne ligger fladt op ad bjergsiderne, det er helt vildt at se og der er ikke noget hold i dem. De ligger sammenfiltrede op ad bjerget kun med lidt rod i en mosklump, man kan bestemt ikke bruge dem til at gøre fast i.

Nu havde vi egentlig regnet med, at vi ville få det hele for os selv. Men længe varede det ikke før Anne fra Leoa var i vhf én for at høre hvor vi var, de syntes heller ikke om Macia og var nu i tvivl om, hvor de skulle sejle hen. De ville vide om der var plads til en båd til. OK, vi gjorde klar til at få dem på vores bagbord side, så Henrik måtte bjærge vores grønne line, som vi havde sat tværs over bassinet for at holde stævnen. De kom indenfor og vi fik sat linen på igen, den var rar at have til at holde forskibet for sidevinde.

Og til aften begyndte det at regne, så vi fik fersket af.

Vågnede næste morgen op til megen blæst og regn i stride strømme. Sov videre og gad ikke høre Patagonia nettet, skønt bare at sove fra det hele.

Vi roede ind og gik en tur langs stranden, nu der var lidt sol. Det holdt ikke længe, men vi traskede en tur op på toppen af klipperne og havde en flot udsigt over bugten. Her sad vi i læ af en klippe og så på, hvordan vinden slog ned i bugten og bådene for rundt.

Senere mødte vi Anne og Jochen som også benyttede sig af, at der var lidt ophold i vejret.

Vi hørte musik og læste. Spiste bøffer med løg, gulerødder, grøn peber og kartofler.

Den 12-2

Blæst og regn, storm og regn, vi tager nogle gevaldige overhalinger og røgvandet flyver omkring os.

Lytter til Patagonianettet og melder ind. Bagte franskbrød efter morgenmaden, så kunne der også komme lidt lune i båden.

Ocean Tramp kaldte Leoa sent på eftermiddagen, da de sejlede forbi, Charley sendte en hilsen til the danes.

Det blæste helt vildt og vi blev ombord, kikkede på kort og billeder. Ville starte fyret, men det ville ikke gå i gang, Henrik fik en nedtur, nu igen en ting som ikke ville virke, det var også bare for surt, at han hele tiden skal reparere og det bliver sværere og sværere at få tingene til at virke. Mange ting var åbenbart ved at være slidt op.

Det har været en lang dag og vi har kun været udenfor for at sikre fald og andet, som har revet sig løs.

Spist karryret med kød og ris.

Håber morgendagen bliver bedre.

Den 13-2

Det regnede og blæste det meste af dagen, ved fire tiden aftog vinden meget, dog var der nogle kraftige pust ind imellem. Vi troede nu, at det dårlige vejr var forbi.

Vi arbejdede igen med kort og planer og Henrik lavede alle billederne til brev 27 om Cap Horn, nu manglede bare teksten.
Henrik var en tur over hos Leoa, for at få loddet et par kabler til computeren.

Vi lavede græskarsuppe.

Vinden kom tilbage først på aftenen og blæste hele natten.

Den 14-2

Hele natten regnede og blæste det meget og barometeret stod på 988. Vi havde dog ved middagstid fået lidt sol og blå himmel mellem alle de sorte byger. En fiskerbåd fra Punta Arenas med 5 til 6 mand ombord kom ind for at holde siesta. De ville have et par liner over til os og ligge uden på. Det afslog vi høfligt, vi havde ikke lyst til at holde endnu en båd i vores ene line om bagbord. Desuden havde de bildæk som fendere, og det vil vi ikke have op ad Dana, det er et helvede at få de sorte mærker af. De tog afslaget pænt, vendte rundt og dampede af. Det var også en let løsning, blot at løbe langskibs af os, de gad vel ikke ankre og sætte liner, men den gik ikke.

Vi var ved at blive lidt utålmodige, vi ville gerne videre.

Den 15-2 til morgen så det ud til at være lidt bedre vejr. Der var ikke så megen vind og regnen var aftaget. Vi besluttede at sejle til Caleta Brecknock små tre timers sejlads.

Vi havde tre ender i land som skulle bjerges. Alt gik fint og ankeret blev sejlet op da det havde sat sig godt fast. Leoa sejlede lidt før os og førte an hele turen til Brecknock

Vi havde blandet vejr, lidt og meget vind, sol, regn og hagl, så der var ikke noget at klage over. Vi sejlede for motor hele vejen, da vinden var for ustabil til at have sejl oppe. Vi lavet lidt vand og fik varmet lidt om læ.

Det var en dramatisk indsejling til Brecknock. Store grå, meget høje og afrundede bjerge med dybe slugter, hvor der på læ siden klyngede sig træer med meget grønne bladkroner.

Leoa gik først ind og lagde sig, det tog lidt tid at finde gode træer til linerne. Da de var på plads fik vi kantet os ind og fik hjælp af Jochen til vores liner. Det tog en god times tid inden vi begge var på plads, da var klokken 3. Vi lå godt i læ her for NV vinden.

Et par timer senere, nu var solen kommet frem, tog vi jollen og sejlede over på den anden siden af bugten og ind gennem en smal rende, hvor vi trak jollen op. Herfra i mudder til langt over anklerne kravlede vi op gennem den sumpede og tætte underskov, det var ikke ret langt og så kom vi op på de bare klipper. Herfra gik det let op til er fint udkigspunkt, udsigt over hele bugten og begge både. Der var to søer bagved de bare stejle bjerge og masser af vandfald. Vi syntes godt om landskabet i Brecknock, det er dramatisk og spændende.

Da vi sejlede tilbage ad kanalen og kom fri, så vi at franske Vaya med Jerome (singlesejler) var ved at lægge liner i bugten ved siden af. Vi var henne og hilse på og inviterede til et glas vin ved 7 tiden. Så alle var ombord i cockpittet til vin og snaks. Vi havde 3 hyggelige timer sammen og de var heldige lige at nå tilbage til deres både, inden det begyndte at regne igen.

Den 16-2 regnede det igen, men der var lidt ophold ind imellem. Der blev støvsuget og nusset lidt. Henrik gik i land for at få skyllet vores tøj oppe i søen bagved.

Vi brændte vores affald af på stranden, Anne var fyrmester.

Bagefter gik vi en lang tur op over bjergene bag os. Vi gik så højt op, at vi kunne se indsejlingen. Havet så roligt ud, med det blæste alligevel en del på bjergtoppen.

Da vi sejlede tilbage var vi lige rundt Jerome, for at høre hvordan han havde det. Han lå jo lidt isoleret, da vi ikke kan se hinanden. Han havde det godt og var travlt beskæftiget med at læse om Puerto Natales.

Slog et smut om Leoa og kom ombord der. Der blev tændt for fyret og det var dejligt med lidt varme. Vi fik rødvin og vingummi og havde en hyggelig aften. Der blev brændt cd'er.

Tilbage til Dana, vi fik et par madder og det sidste rødvin fra dagen før. Det begyndte at regne igen.

Den 17-2 var her ret køligt, da vi jo har ligget her et par dage uden varme. Temperaturen har nu sneget sig fra 15 grader ned på 12 grader, det var lige i underkanten, men vi må hærde os. Det var fugten, der var værst at udholde.

Kørte et par timer med motoren få at få mere strøm på batterierne og samtidig lavet lidt vand.

Vi sejlede i jollen ud gennem indløbet og over til det store vandfald i den yder bugt. Der hvor vi gik i land var det utrolig frodigt og her var en masse blomster og andre planter vi ikke havde set før. Et dejligt sted og vandfaldet var jo meget større, når vi stod lige nedenunder. Bagefter sejlede vi rundt lags kysten, meget flot landskab. Vi nåede lige tilbage da det begyndte at regne, men nu havde det også været tørt i over en time.

Inviterede Anne og Jochen over på rødvin og whisky, vi havde en hyggelig aften med petroleumslampen tændt.

Sidste nat i Brecknock, næste morgen tog vi af sted, vi skulle ud gennem Canal Occasion og rundt om det berygtede hjørne hvor Canal Cockburn og Stillehavet mødes. Men det kommer der mere om i næste brev.