Den 18-2 fik vi godt vejr, så det var om at komme ud af vagten. Vi havde nu været i Brecknock i fire dage og det var tid til at komme videre, så vi lettede anker og sejlede klokken 6.30 sammen med Leoa.

Her bag klipperne var der læ, men da vi kom ud til Canal Ocasión, som er en kort og snæver kanal, blev vi hurtig klar over, at det ville blive for motor hele vejen til Paso Gonzáles. Turen op gennem Canal Ocasión var flot med de bare granitbjerge i mange former.

Paso Gonzáles er en rute mellem Canal Cockburn og Canal Ocasión. Ved at tage denne gennemvej mellem øer og rev kan man, hvis vejret er til det, spare nogle mil gennem den værste strækning af Canal Cockburn, hvilket vi havde set frem til. Vi havde timet tidevandet, så vi ville være der på det rigtige tidspunkt, det skal man jo også lige tænke over. Men da vi endelig kom fri af Canal Ocasión og stak snuden ud i Cockburn, kunne vi godt glemme alt om et shortcut. Vinden stod lige ind fra SW med ca. 30 knob, så vi havde store søer fra Stillehavet, som blev forvandlet til korte og stejle søer på grund af den hurtigt aftagende dybde. Paso Gonzáles med dens mange rev og øer, var et inferno af brækkende søer og skummet fløj rundt. Det var meget svært at orientere sig og få styr på afmærkningen, som stod på kanterne af grunde og rev. Det så ikke indbydende ud og da vi jo ikke havde været igennem før, følte vi bestemt ikke for denne løsning. Selv om turen rundt om alle revene heller ikke så rar ud, så vidste vi dog at den ville være sikker.

Leoa kom på vhf'en, de var heller ikke glade for situationen og vi bestemte os for sammen at tage den sikre, men længere rute, uden om alle skær og øer. Så motoren fik et par ekstra omdrejninger og vi forberedte os på en rigtig møgtur og det blev det. Vi blev smidt rundt og søerne brækkede ind over os og det var træls.

Men alt har jo en ende og da vi endelig var helt fri af alle skær, var det en stor fornøjelse at kunne sætte sejl, falde af og med vinden agten for tværs fortsætte op gennem Canal Cockburn.

Canal Cockburn løber WSW fra Stillehavet, ca. 40 mil, før den munder ud i Canal Magdalena. Det er en bred og dyb kanal, så i den første del skulle tidevandet ikke være så stærk. Vi havde en fantastisk sejlads gennem kanalen. Den bød på lidt af hvert, lige fra næsten helt vindstille til 30 til 35 knob når sorte, ja næsten blåviolette, byger kom ind over os. Hele landskabet blev farvet af disse kolossale bygeskyer, så alt lå i violette nuancer, meget flot.

Solen brød frem mellem disse mørke skyer og pludselig, for en times tid, havde vi blå himmel og herlig sol, mens skyerne dansende omkring os i det fjerne. Men ikke længere væk, end de på et split sekund kunne komme over os.

Det gjorde, at vi var travlt beskæftiget hele tiden med at rulle yankeen ud, lidt ind, helt ind og ud igen, mesanen lod vi være, det skal blæse en halv pelikan, før det er nødvendigt at tænke på den. Denne sejlføring brugte vi det meste af tiden gennem kanalerne, det var nemt og som regel var det nok, for ikke at sige rigeligt. Med vind fra ca. 15 knob og op efter, pløjede vi der ud af. Men der var også meget andet at beskæftige sig med, navigation, tage billeder og filme.

Vi sejlede næsten hele vejen for sejl til Caleta King, hvor vi ville stoppe, det lød til at være et godt sted. Vi gjorde klar til at gå ind og kigge på lokaliteterne. Det er en ret stor bugt med to ankerpladser og vi gik målrettet efter den inderste. Men som der også står i piloten, er de udsatte for williwaws. No, no! det var ikke stedet med denne vind, det hylede ned fra gletscheren inde i bunden af bugten med 25 til 30 knob, farvel og tak. Nå, men dagen var ung, så det gjorde ikke så meget, vi har altid et andet sted i baghånden og stadig tid til at nå derhen.

Lene havde snakket om, hun gerne ville til Seno Chico, som er en af de sidste fjorde inden Canal Magdalena, hvor man kan sejle helt op til gletscheren og som skulle være en af de flotteste i Tierra del Fuego.

I strålende sol sejlede vi videre mod Seno Chico og nød sceneriet omkring os, smukke bjerge med masser af sne og gletschere. Seno Chico munder ud der hvor Canal Cockburn og Magdalena mødes.

Da vi lå nedenfor Punta Pirámides og bjerget af samme navn, drejede vi til styrbord ind i Seno Chico og satte kursen mod Caleta Lago, som er det eneste sted, hvor man kan ankre. Længere fremme er fjorden Alacaluf, hvor der for enden er en stor gletscher og endnu længere, helt oppe i bunden af Seno Chico, er der endnu en gletscher, men alt det havde vi til gode.

Caleta Lago var ikke just et nemt sted at sætte anker og slet ikke at finde et sted at gøre vores liner fast. Vi droppede krogen meget langt ude, vi havde 80 meter kæde ude. Vi skulle bakke ind langs en høj bjerg væg, for at der kunne blive plads til begge både. Henrik kæmpede som en gal for at finde noget at fastgøre vores liner til. Da det var lavvande og caletaen endte i et højt bjerg, var det eneste vi kunne bruge at gøre fast i, et træ 4 til 5 meter oppe over os. Henrik forsvandt som en anden Tarzan ind i vildnisset. For lige at det ikke skulle være for nemt, begyndte det nu at tisse ned i tove og en frisk vind sneg sig rundt om hjørnet og blæste lige ind i caletaen og den var fandeme kold, den kom direkte fra gletscheren på den anden side.

Det med at denne caleta er sikker for alle vinde, i følge piloten, holdt ikke stik, vi havde i nattens løb meget hård vind, heldigvis lige i snuden, godt med de 80 meter kæde og så regnede det non stop. Så om morgenen var der lige så klamt og koldt, som vi kender det, lidt ærgerligt, vi havde det ellers dejlig varm og tørt efter at havde kørt med motoren i går.

Vejret skifter meget her til morgen, vi kommer ingen steder i dag, det er for sent at starte op og vi vil gerne se gletscheren og bagefter fortsætte til en ny ankerplads i Canal Magdalena. Gå tilbage hertil gør vi ikke! Vi er ikke så vilde med stedet her.

Vi besøgte Leoa ved middagstid for at kigge billeder fra turen dagen før.

Bagefter tog vi alle fire ind i lille Dana for at tage billeder og kravle. Anne og Lene fandt et sted bagved, hvor de kunne klatre op på et par klipper bag vandfaldet. Men det er lidt af en overlevelses tur at hænge i træerne som en anden abe og tage den på røven ned, når en gren knækker.

Da vi kom tilbage til Dana lavede Lene rugbrød og Henrik forvarmer dejen i køjen, en god undskyldning for at komme til køjs. Han tror stadig ikke Lene har regnet den ud, hver salig i sin tro.

Den 20-2 stod vi op klokken seks og alt var koldt og klamt, nu orkede vi ikke at være her længere. Det var minsandten tørvejr, vi skyndte os at få jollen i vandet. Vi havde taget den op, da det blæste meget aftenen før og den fræsede rundt og lavede en hulens larm. Henrik fik hurtigt enderne fri, også Leoas, de vågnede, da vi puslede rundt. Fik uden problemer alle 80 meter kæde ind og sejlede op ad Seno Chico, for at se gletscheren der. Vi stoppede halvvejs, da den så lidt kedelig ud, det begyndte også at regne og sorte skyer trak ned over os. Vi vendte om og så nu at solen skinnede i den anden ende af fjorden, så hurtigt går det.

Desværre var vi lidt sen på den, for da vi kom tilbage til fjord Alacaluf, kom Leoa ud derfra og vi skulle have taget billeder af hinanden. De vendte om og sejlede med ind igen og vi fik taget billeder af hinanden foran gletscheren.

De var slet ikke så flotte som gletscherne i Seno Pia, men det var vel også cremen, vi havde set der. Til gengæld var der et meget flot og stort vandfald på den ene side af fjorden. Da vi havde set os mætte, sejlede vi ud til Canal Magdalena. Vores næste mål den dag var Caleta Beaubassin, som ligger lige på hjørnet af Canal Magdalena og Paso Froward.

Vi sejlede både for motor og sejl og tog flere billeder af hinanden med flotte baggrunde. Vi havde nogle byger ind i mellem, rigtig blå og lilla var de. Men der var også sol og lidt blå himmel, en meget bedre dag end de forgående. Fik igen tørret båden og noget tøj med vores lille varmluft, den er virkelig god.

Da vi først på eftermiddagen kom til Beaubassin, så vi i indsejlingen en søløve familie, som lå og solede sig på klipperne. De kiggede nysgerrigt for at se, hvad det var for nogle, der kom og forstyrrede deres domæne. Til vores store glæde viste Beaubassin sig at være et dejligt sted med mange fugle og flot natur. Her var vi heldige at se 2 kondorer svæve lige over os, de holdt til på den ene klippeside, så vi nåede at se dem flere gange.

Det var nærmest en pool, vi kom ind i og vi droppede krogen lige i midten, så vi havde 360 graders udsigt. Det var virkelig flot med udsigt til et vandfald, høje klipper og masser af grønt.

Vi fik badet og spist lidt, inden vi tog ind til land. Her gik vi en god tur og så på den fine natur. Sejlede en tur rundt i jollen mens det regnede og så en meget flot dobbelt regnbue. Slog et smut over til Leoa. Vi udvekslede billeder fra dagens sejlads.

Den 21-2 var en super morgen men meget kold, 3 grader og is på jollen. Vi fik hurtigt krogen op og forlod den dejlige ankerplads klokken 06.50. Der var helt stille og solen var lige ved at komme op over bjergtoppen, da vi sejlede ud af bugten.

Magallanes lå som et spejl og flot var det, da vi for motor sejlede forbi det høje forbjerg Cabo Froward, som ligger på Península Brunswick, på vores styrbord side. Her drejer Magallanes mod nord op til Punta Arenas og ender ud i Atlanten. Vi fik varmet og tørret båden og resten af vores tøj og lavet vand, herligt.

Det var en meget smuk dag med flot natur, blå himmel, sol og dejlig varmt, og ikke en dråbe regn. Vi har et stort højtryk lige over os.

På vej op til Caleta Gallant, som ligger næsten lige overfor Canal Barbara, var vi heldige at se en finhval med sin unge lige ved siden af os. Sikke en oplevelse at se dem ligge og tumle rundt!

Vi kom til Caleta Gallant ved firtiden og droppede ankeret i en meget stor og godt beskyttet bugt. Her var rigtig dejligt. Vi orkede ikke at gå i land, ordnede i stedet vores sejl og Henrik strammede noget ved hydraulikken. Det var bare herligt at flade helt ud. Vi spiste middag i cockpittet, hvornår har vi sidst gjort det?

Det har været en super dag. Sejlet ca. 42 sømil for motor.

Igen en flot dag! men koldt, 5 grade her til morgen og alle vinduer og luger skal tørres af for vand. Hev krogen op 07.15 og var ude i Magallanes klokken 07.30.

Magallanes lå igen i dag som et spejl. Vi sejlede for motor ca. 2/3 del af turen. Så kom der frisk vind og medstrøm og vi sejlede for yankeen med 6 knob.

Igen har vi set hvaler af forskellige typer. Vi kan på blæstens udseende se, de er forskellige, men det kan være svært at se, hvad det et for en type hval, specielt hvis de kun giver blæst en enkelt gang. Men fin- og vågehvaler er det vi oftest ser.

Det må indrømmes, selv om vi havde et waypoint, havde vi svært ved at finde ind til Playa Parda på Península Córdova. De mange sten, som lå foran indsejlingen narrede og det så ud, som om der var lukket. Vi vendte om og prøvede den mindre Playa Parda Chica, men der skulle vi lægge liner ud, så ud igen. Er vi ved at blive dovne! Heldigvis prøvede vi igen, ganske langsomt sneg vi os så langt frem, at vi kunne se, at der virkelig var en åbning, en herlig stor og meget beskyttet bugt viste sig. Vi lod ankeret gå lige i midten af bassinet og havde derfra en pragtfuld udsigt til bjerge, vandfald og en lang overbevokset stenmur, som gav alle tiders beskyttelse.

Vi satte jollen i vandet og sejlede rundt til forskellige steder, hvor vi gik i land. Her var meget spændende og hvis det ikke var for det gode vejr, som vi var heldige at have hele vejen gennem Magallanes og til med østlig vind, ville vi gerne være blevet her et par dage. Men det var om at benytte sig af det fine højtryk, vi havde over os. Vi sejlede med jollen udenfor og ind i den tilstødende bugt, rundt om mange små øer og endte ved et lille vandfald. På ture tilbage så vi mange andefugle, et fint sted for dem.

Det har været en utrolig smuk dag og meget varmt i solen, vi har begge røde hoveder her til aften og det brænder i kinderne.

Her var vi alene, Leoa sejlede videre, vi ses måske i morgen eller en anden dag. Vi har sat uret til klokken 5, lad os nu se om vi gider.

Vi har sparet lidt diesel i dag, håber vi kan sejle lidt i morgen også.

Den 23-2

Vi havde en dejlig stille nat med en smuk stjernehimmel. Vi var overraskede over hvor varmt det var om morgenen, 19 grader i salonen og 16 i cockpittet. Stod op klokken fem i bulder ravende mørke, det var alt for tidligt, gik til køjs igen og stod op klokken 6, da det begyndte at lysne lidt. Vi tog ankeret op 06.30, og det var lige Henrik kunne se det. Klokken 06.45 sejlede vi ud fra den dejlige bugt.

Der var lidt swell, lige da vi kom ud, men da vi kom fri af halvøen havde vi heldigvis strømmen med. Der var ikke megen vind at gøre godt med, så det var for motor og yankee. Vi spiste morgenmad og hørte Patagonia nettet.

Vi sejlede forbi bugten på den anden side af Magallanes, hvor Leoa lå. De var lidt sene på den, men kaldte os for at høre, hvordan det så ud udenfor.

Der var mere overskyet i dag men stadig tørvejr. Solen gemte sig bag lette skyer, som senere blev tungere, men det var en fin dag og flot udsigt hele turen op gennem Magallanes.

Lige over middag i helt stille vejr, kom vi dertil hvor Magallanes munder ud i Stillehavet, Boca Ocidental. Det var mærkeligt at se lige ret ud i verdens største hav. Bjergene ændrede sig til en savtakket klipperand om bagbord og som drysset med let hånd lå klipper og småøer så langt øjet rakte i det mest forunderlige lysviolette skær. En mærkelig og betagende oplevelse.

Klokken 2 lå vi mellem Faro Felix og Isla Tamar og satte kursen mod Canal Smyth. Klokken 4 talte vi med fyret Fairway. Gav dem vores position og vores ETA. Vi blev inviteret på kaffe hos familien, som bor der og vi var meget fristet. Men inden vi kunne komme til øens landingsplads på nordsiden og komme op og hilse på o.s.v., ville der gå en rum tid og vi ville meget gerne nå til Caleta Burgoyne i dagslys, da den var lidt svær at anduve. Så vi takkede pænt nej og sendte dem en hilsen. Vi havde en flot tur op forbi Bahía Beaufort og den første del af Canal Smyth.

Fortsatte til Caleta Burgoyne, som ligger på Península Muñoz Gamero, hvor vi ankom klokken 18.00. Vi lavede en fin parkering med to liner i land. Det er en meget stor bugt med mange små indhak, vi lagde os i det hak, som er anbefalet i den italienske pilot.

Da Leoa kom ind, inviterede vi på rødvin og whisky, og vi fik snakket om de forskellige steder, vi havde været. Havde en hyggelig aften i cockpittet med stearinlys.

Den 24-2

Sov længe i dag og gad ikke end gang at høre Patagonia nettet. Det har været en stille og rolig nat. Det begyndte at regne her tidligt i morges, men her er stadig lunt og tørt nede om læ.

Vejret skifter meget i øjeblikket. Der kommer lidt sol ind imellem. Vi har været på en sejltur rundt hele bugten i jollen, for at finde et sted, hvor vi kunne komme i land og komme højt op for at se os omkring. Vi prøvede forskellige steder og endelig lige overfor bugten, hvor vi ligger, kunne vi kravle op og havde en fin udsigt over hele bugten og indsejlingen, god tur.

Vi kikkede kort og planlæggede de næste ankerpladser.

Var til kaffe hos Leoa og så billeder.

Den 25-2.

Har haft en rolig nat, det er blevet lidt køligere. Vi stod sent op, hørte Patagonia nettet, Less var på og vi meldte ind.

Det blæste for meget udenfor fra nord, så vi bliver liggende. Henrik har ordnet vores tovruller og kogt bønner. Lene har alle anker pladserne klar op til Puerto Edén.

Det har været en blandet dag med lidt regn og med lidt sol, det må siges at have været en god dag.

Har fotograferet Martín pescador, en meget smuk fugl. Det er en isfugl. Om der er to slags eller det er et par ved vi ikke. Den ene ligner den, som er fotograferet i den italienske bog, den anden ligner en isfugl lige som derhjemme, men større.

Hvis vejret er til det i morgen, tager vi tidligt af sted. Det er nok her, vi splitter op med Leoa.