Vi sejlede ud fra Caleta Burgoyne den 26-2 klokken 8 om morgenen. Det var regnvejr og tunge skyer hang lavt over os. Det blæste omkring 10 knob, men søen var smult og vi havde ikke meget strøm imod. Til gengæld var vinden lige i snuden fra NV. Vi sad tørt og godt og spiste vores morgenmad på vejen op. Ved Isle Hose var der lidt navigation, men på trods af bygerne som lukkede helt af, fandt vi alle mærkerne. Det er ikke svært at navigere her, endnu da!

Men som det ses, findes der adskillige vrag rundt omkring i kanalerne og man skal være påpasselig med, hvor man sejler. Her var vi i hver til fælde ikke i tvivl om, hvor vi skulle sejle, det var ikke rart at se, hvor galt det kunne gå.

Vi kom til Bahia Mallet ved to tiden og blev i indløbet modtaget af 6 delfiner, som holdt til her.

Der var godt med vind her i bugten. Den var nu ved at gå i SV, så vi sejlede forbi den yderste lille bugt, da søen stod ret ind. Det var meget bedre at ligge for svej i den store bugt, og tage de overhalinger som kom. Der skal alligevel en del til, før det er ubehageligt at være i Dana.

Vi forlod Bahia Mallet klokken 08.15, senere end vi havde planlagt. Det var koldt, overskyet og blæsende fra vest, så det tog lidt tid, inden vi fik taget os sammen til at komme afsted. Uret ringede ellers klokken 05.30, men det var alt for tidligt og det var stadig mørkt.

Indtil klokken 09.30 var det blæsende og overskyet med megen vind lige i snuden. Derefter rummede vinden og der kom lidt sol på himlen og blå klatter. Men hele dagen trak det med byger. Vi havde en dejlig sejlads op gennem Estrecho Collingwood næsten helt til Caleta Tamata. Lige inden vi gjorde klar til at bjærge sejl, blev vi kaldt op af piloten fra et stort chilensk skib, som passerede os. Vi gav ham de sædvanlige data, som han meget venligt ville give videre til armadaen, så skulle vi ikke tænke på det. Vi havde en hyggelig snak om vind og vejr og hvor hver især skulle hen.

Da vi skulle anduve Caleta Tamata ved Isla Carrington, lavede vi et par omdrejninger, da en sort byge med megen vind kom ind over os. Vinden røg lige op på 20 knob, det var ikke smart at ankre mellem stenøer med al den vind lige i nakken. Da den var passeret, sejlede vi ind og fandt en dejlig plads og med to liner i land. Det var vel nok et af de bedste steder, vi har været og heldig med vejret, sol fra en skyfri himmel og dejlig varmt, faktisk tog Lene solbad en hel time inden en sky dækkede for solens varme stråler.

Vi tog en tur rundt med jollen og havde springende delfiner omkring os. Det har vi aldrig prøvet før, mens vi sad i jollen. De blev pludselig meget større, når vi var i samme niveau og de susede rundt om os så tæt ved, at vi kunne røre dem. Fotografere kunne vi godt glemme, vi var sjask våde efter al den plasken lige ved siden af, men det var herligt.

Der var flere spændende øer at sejle ud til og man kunne gå helt ud til Canal Sarmiento gennem en slugt ved lavvande. Her lå lange tangplanter og ventede på, at det skulle blive højvande, så de igen kunne flyde i vandet, nu lå de bare slappe hen kun fastgjort til en sten med deres lille sugekop. I bunden af caletaen kunne vi lande med jollen og klatre op mellem klipperne og have en flot udsigt over indsejlingen og til den store bugt på den anden side af øen. Her var et helt ørige og meget flotte bjerge på den anden side af kanalen. Vi så caranca, små gæs, og mange små fugle.

Vi spiste middag i cockpittet, 19 grader, og alt var tørt og godt. Det var en rigtig god dag. Fik ryddet ud i vores kød, det var ikke for godt, noget af det røg udenbords. Vi fik en dejlig middag af noget af det kød som stadig var godt, stuvede hvidkål á la Henrik, kogte kartofler og næsten vin a libitum, herligt!

Hen under aften flovede vinden og der var helt stille og det begyndte at regne.

Den 28/2

Forlod Tamata tidligt om morgenen, der var kun lidt vind fra NV. Så det var igen for motor.

Kom til Puerto Mayne først på eftermiddagen. Det var en lang og snæver indsejling, men et godt sted. Vi kom fint op gennem kanalen som endte ud i en stor bugt, hvor vi droppede krogen i det nord vestlige hjørne. Vi løb med ankeret den første gang. Anden gang lykkedes det og vi lå fint lige med undtagelse af, at ankerkæden trak hen over nogle sten og lavede en helvedes støj og da vi skulle have ankeret op hængte kæden fast under en sten.

Der blev badet, da vi havde dejlig varmt vand fra motorturen, noget skal vi da have ud af at bruge diesel og høre på motorstøj.

Det regnede resten af dagen og natten med. Men der var lunt nede om læ, særlig efter at vi havde fundet vores forhæng frem og hængt det op mellem salonen, gangen og forrummet. Utroligt som det hjalp på varmen i salonen og det så egentlig også hyggeligt ud. Så vi kunne nu holde 18 til 20 grader i salonen.

Den 1/3

Det regnede stadig og vi sov længe. Det blev en lang dag med huslige gøremål. Hørte musik og læste. Lene lavede kortarbejde, da vi måske ville tage turen til Canal Amalia og bagefter op gennem Canal Pitt. Vi ville gerne se Amalia gletscheren, så der blev fundet et par nye ankerpladser.

Det regnede og det blæste stadig.

Den 2/3

Sov længe og trissede rundt, det var ved at blive enerverende. Vejret var stadig dårligt udenfor, kunne vi se i kikkeren.

Senere på eftermiddagen trodsede vi vejret og tog en tur rundt i jollen. Der var ingen delfiner i dag, men vi så nogle flappeænder som piskede ned gennem kanalen. Flappeænder kan ikke flyve, vingerne er alt for små, men det er utrolig så hurtigt, de kan flappe afsted med skummet piskende omkring dem. Vi har flere gange forvekslet dem og troet at det var fisk, vi så springe. Vi sejlede helt ud til indsejlingen og der var skum på, så der var ikke noget at komme efter derude. Sejlede lidt rundt mellem øerne og tog turen tilbage langs den modsatte side. Kiggede efter et sted vi kunne komme i land men bevoksningen var for tæt, til vi kunne komme igennem og der var langt op til klipperne, så vi opgav at komme i land her og nu var vi også drivende våde og kolde. Det var den dag og alt endte i regn. Vi spiste bøffer, der var stadig lidt godt kød tilbage.

Den 3/3

Ved ottetiden var der lidt opklaring og vinden var aftaget lidt, så vi gjorde klar til at dampe af. Fik kæden fri af stenen og krogen op. Der var lidt sollys på klipperne og det hele så meget bedre ud end dagen før. Da vi kom ud i Canal Sarmiento, var søen moderat og det gik stødt derop ad.

Men halvvejs friskede det og resten af turen var en blandet fornøjelse. Vi havde tænkt os at gå ind til Puerto Bueno. Da vi var halvvejs, kom en fragtbåd forbi og vi blev igen høfligt kaldt op og sagde tak, da de tilbød at melde vores position til armadaen. Da vi nærmede os Puerto Bueno, var det ikke så bueno mere, det blæste ad pommeren til og det ville friske yderligere de kommende dage. Vinden stod lige ret ned gennem Canal Sarmiento med nogle rigtig grimme søer og alt blev gråt, uff!

Da vi endelig var udfor Caleta Bueno, gik det meget langsomt og det var fristende at gå ind. På den anden side var det også fristende at hakke os det sidste stykke ned gennem Estredo Peel til Caleta Villarrica tæt ved Canal Pitt. Så vi fortsatte, selv om det var en hård nød. Da vi jo var startet tidligt på dagen, kom vi allerede dertil ved firtiden, så nu var det for Lene meget fristende at fortsætte helt ned til Caleta Amalia, selv om det ville blive sent.

Vi fortsatte med tætte byger rundt om os, de lukkede næsten helt af for udsynet, med det gik ved hjælp af radaren og et par kurser. Der var lidt dybde problemer i Estéro Amalia, vi havde været for tæt på i styrbord side, så vi gik ud i midten af kanalen og fik mere vand under kølen. Henrik lagde et waypoint nede ved Caleta Amalia, så det gik fint. Vi sejlede langs kysten tæt forbi Caleta Tilman, som ligger lige inden Amalia.

I området her er også en ø, Isla Tilman opkaldt efter den kendte engelske bjergbestier og sejler Harold W. Tilman. Han sejlede til de mest øde egne i verden med sin Bristol Channel Pilot Cutter fra 1906, kaldt Mischief. I 1956 udførte han sin berømte Patagonia cruise. Han havde hyret en skipper, Bill Procter, til at sejle Mischief fra England til Patagonien næsten kun for sejl. Han havde på det tidspunkt ikke selv megen sejlerfaring. Han var bjergbestiger og sammen med vennen Charles Marriott krydsede de iskappen og efter et par uger kom de tilbage til Estéro Peel. I mellem tiden havde Proctor udforsket den øverste del af Peel for at finde en egnet ankerplads, indtil Tilman kom tilbage. Men uheldigvis løb han på grund og måtte have alt ud af båden, for at få den let igen. Det var en kamp mod tidevand og den megen is som kommer fra gletscherne. Det tog en hel uge for besætningen på fire mand at få alt bragt ombord igen. Det er her i den øverste indsnævrede del af Estéro Peel, Isla Tilman og Angostura Mischief ligger. Det lykkedes at få Mischief fri, men med en ødelagt skrue og komme ned til Estéro Calvo, hvortil Tilman var ankommet efter en succesfuld tur over iskappen. Herfra sejlede de for sejl ud af Estéro Peel og nordpå gennem Canal Pitt til Canal Conception og videre ud i Pacific. Motoren kunne ikke bruges på grund af den ødelagte skrue. De sejlede gennem Panama Canalen og tilbage til England. Det må siges at være noget af en bedrift!

Vi droppede ankeret ved syvtiden i Caleta Amalia. Her var stille og roligt og lidt sollys inden dagen gik på hæld. Nåede at tage et par billeder med gletscheren i det fjerne, inden det blev mørkt. Det begyndte at regne midt på natten.

Den 4/3

Det regnede hele dagen. Vi havde håbet på en fin dag til gletscheren, men alt druknede og forsvandt i regn og tåge. Henrik spottede et par små isskosser tæt ved Dana om morgenen og vi så is ude i løbet. Så det blev spændende at se, hvordan situationen ville være når det klarede op.

Vi havde ikke meldt vores position til armadaen, da vi lå lidt udenfor vores zarpe. Ikke at vi troede, der ville blive problemer af den grund, men det var nemmere at lade som ingenting.

Måske får vi vores lyst styret med hensyn til is. Senere på efter- middagen så vi i kikkerten ret store isstykker drive forbi udenfor i løbet. Vendte vinden i øst, ville de komme herind og vinden var nu nordøst, så måske behøvede vi ikke sejle til gletscheren, den ville komme til os!

Vi havde en rolig aften med læsning, spiste chokolade, nu vi endelig fandt den, vi kunne simpelthen ikke komme på, hvor vi havde gemt den og drak en whisky.

I dag så det ud til at blive en stille dag, så vi ville sejle en tur til Amalia gletscheren. Vi hev krogen op klokken 10.30 og var foran gletscheren kl. 11.45.

Vi var heldige, det var faktisk tørvejr og lidt sollys på himlen, da vi tog afsted. Men da vi lå foran gletscheren og havde fået sat jollen i vandet og Henrik skulle til at tage billeder af Dana, begyndte det igen at regne og det blev det ved med, indtil vi havde fået jollen ombord igen. Henrik fik alligevel taget nogle gode billeder.

Det var en meget flot gletscher med tre arme, to på den ene side af to store bjergtoppe og en anden lang og snoet på højre side. Vi kunne sejle helt hen til den, der lå kun en bræmme af isskosser på ca. 10 meters bredde fra iskanten. Den rumlede godt et par gange og vi håbede, den ville kælve, men den holdt sig. Midt på var der en stor klippe, som isen gled ud over. Den var flot blå næsten over det hele, lidt sort i kanterne af moræne aflejring. Den virkede også høj, når vi lå lige foran den. Den virkede imponerende, da den kom ned til vandet i flere etager.

Da vi forlod stedet, klarede det op og solen skinnede på gletscheren men kun i kort tid. Amalia bugten var nu fuldstændig forsvundet i regntåge, så radaren blev startet. Vi kom fint ind på vores gamle ankerplads. Vi så en kondor, da vi tog afsted og havde delfiner omkring os på tilbagevejen. Det var en god tur.

Vi spiste pasta til frokost og var nu så heldige at solen skinnede og det blev tørvejr. En kolibri kom flyvende og fløj lidt rundt foran pilothuset. Vi var meget overraskede over at se kolibrier her, den var i mellemstørrelse, brun og gråglinsende, en væver lille sag. Vi undrede os over, at den blev ved med at "stå stille" foran styrbord vindue, hvor den nysgerrigt kiggede på en rød hue.

Det regnede og her var tisse koldt. Havde petroleumslampen og stearinlys tændt. Vi læste og hørte musik. Der var en tung dag at komme igennem. Lavede kartoffelsuppe for at få varmen. Til aften blæste og regnede det meget og vi tog en overhaling en gang imellem. Måtte have skriddugen frem, så det var slemt. Alt blev strammet og tjekket på dækket.

Den 7/3

Ved ottetiden så vejret tilforladeligt ud og vinden var aftaget, men selvfølgelig lige da vi skulle have ankeret op, begyndte det at regne og blæse igen. Da vi kom udenfor lukkede det hele til og vi måtte have radaren på. En halv time senere lettede bygen og vi kunne se lidt af omgivelserne.

Tæt ved Caleta Villarrica, kom en mega byge. Vi nåede lige at spotte en anden båd for modgående. Det var franske Wapiti med Ive, som var på vej til gletscherne. Over vhf'en anbefalede han ankerpladsen uden for poolen, men da vejret i mellem tiden så ud at bedres, besluttede vi at prøve at komme indenfor, det lød jo spændende med den meget snævre indsejling og så skulle der være fint indenfor.

Her var stadig koldt og klamt om læ, vi havde jo ikke varmeblæseren på i mere end de få timer turen tog hertil. Fugten var svær at slippe af med. Det var rigtig slemt i Amelia, hvor det regnede non stop og så selvfølgelig kulden på grund af al den is, vi havde omkring os. Der kom lille opklaring igen, det var dejligt!

At komme ind til Caleta Villarrica gik fint, det var snævert men til at håndtere, vi havde ikke kunnet gøre det, da bygen var over os, vi kunne ikke se en hånd foran os. Vi droppede krogen i det nord vestlige hjørne og lagde to liner i land. Og tænk, hele turen ind og under manøvren og fem minutter mere var i strålende sol og ingen vind. Bum! så kom vinden og det begyndte at tisse ned, gud ved hvor længe det skal stå på!
En isfugl har fløjet lidt omkring os. Den blev glad, for nu var der to fine liner at sidde på ud over vandet, og så var det meget nemmere at fiske. Den havde allerede indenfor en time fanget flere fisk. Lene prøvede forgæves at få taget nogle gode billeder af den. Også her kom en kolibri svævede foran styrbord forrude, blot et øjeblik stod den stille, så var den væk.

Stedet var dejligt og det så spændende ud med de meget høje klipper på begge sider. Der var ikke nogle steder, vi kunne gå i land her og komme højt op, da alt var stejlt.

Henrik gik igang med at lave pandekager og kaffe, juuubii...

Vi tog en tur med jollen og så mange spændende ting. Først tog vi turen rundt og der var flere steder vi kunne gå i land og gå langs vandkanten. Vi så pludselig en sort kat sidde og kigge på os, da vi sejlede forbi. Vi blev så overraskede over at se en kat her på en ø langt fra alt og da vi drejede ind, blev den roligt siddende, indtil vi var helt tæt på, så vendte den roligt om og forsvandt ind i buskadset. Vi kunne næste ikke tro, at det var en kat, men billedet viste det jo, selv om det blev utydeligt, da jollen gyngede lidt. Den var så sort, at den så blå ud.

Derefter så vi en brun nathejre, som kun flyttede sig når, vi kom for tæt på. Vi så mange små forskellige fugle, som var svære at fotografere, da de fes rundt. Men toppen var kolibrierne, som susede rundt om os. Henrik prøvede forgæves at få et billede af dem, men de var lynende hurtige. Men nu så vi med sikkerhed, at her var kolibrier og vi fandt også ud af, hvilke blomster de gik efter.

Så faldt tiøren, på vores tøj var der røde, orange og lilla farver og det var lige de farver blomsterne havde, som kolibrierne holdt så meget af. Det var derfor de kom susende, når de så os og skulle lige tjekke, om der var en godbid. Med rød og orange hue på stod de lige foran ens ansigt, men alt gik så hurtigt, at vi ikke nåede at reagere. Derfor var den røde hue i styrbord vindue så spændende!

Vi tog også en tur udenfor poolen for at se den anden ankerplads og prøvede at sejle gennem den smalle indsejling med jollen, det føltes noget anderledes end med Dana, der var frisk vind og krap sø udenfor, men vi syntes det var en sjov tur og den lille jolle klarede sig fint.

Den 8/3

Det var koldt og klamt om morgenen. Vi havde svært ved at bestemme os for, om vi skulle tage afsted eller ej. Der var tåget og det regnede, alt var bare vådt, vådt. Klokken 08.30 begyndte vi at tage linerne ind og 08.45 forlod vi Caleta Villarrica. Der var helt lukket til udenfor, så det var for radar op langs kysten. Da vi kom op i Canal Pitt lysnede det lidt og vi kunne følge kysten.

Vi prøvede to gange at sætte yankien og begge gange tog det fem minutter og så havde vi vinden imod, slut med det!

Canal Pitt var flot, det vi kunne se.

Et par timer inden Calata Finte begyndte det at blæse og store søer byggede sig op, det var rigtig ulækkert. Vi måtte have mere motor power på for at stævne vinden og søerne, og det gik langsomt. Endelig kom vi i læ og kunne sejle lige ind gennem hullet, som stod som en lys plet helt klart i horisonten. Det var en rigtig sur tjans!

Vi gik helt op i bunden af bugten og ankrede. Det blæste ad helvedet til og søerne var ganske store. Ankom klokken 15.30 i regnvejr og kastevinde.

Nede om læ havde vi det nu dejlig varmt, da varmeblæseren havde kørt og det meste af vores tøj var også tørt. Hvor var det herligt med den lille blæser. Vi ville bruge alt for meget diesel for at varme op med vores fyr, vi skulle spare for at kunne køre med motoren. Men nu fik vi jo gratis den varme luft fra blæseren.

Spiste spagetti og drak rødvin til sen frokost, klokken 16.

Klokken 19 lysnede lidt op og vi begyndte at røre på os, men det var for sent at tage en tur i jollen.

Den 9/3

Vi havde en rolig nat. Det var helt stille og meget tåget men ingen regn. Sejlede ud 08.15 med radar på og var ved udsejlingen kl. 08.30. Da vi kom fri af kysten var der alligevel vind, heldigvis agten for tværs i starten. Da vi kom rundt halvøen og op i Seno Andrés, havde vi frisk vind tværs med hårde pust. Vi satte yankieen og den gav god ekstra fart.

På vej op lige efter øerne Kentish, så vi blæst fra tre hvaler og ryggen af dem, de var meget store, desværre var det på lang afstand.

Det sidste stykke op til Caleta Luna var god sejlads og det var nemt at komme ind. Det var en stor åben bugt med to arme, vi sejlede op til bagbord. Masser af små øer med et rigt fugleliv og vi havde igen delfiner omkring os. Vi sejlede helt op i bunden og droppede ankeret og bakkede helt ind i hullet og satte to liner i land. Vi lå lige ud for en stor rød mossten, her var meget flot. Også her som så mange andre steder, var her masser af muslinger i forskellige størrelser. Men de skal tjekkes før, de bliver givet fri til at spise. De kan have giften red-tide og vi har forbud mod at tage dem, det står faktisk i vores zape, at vi ikke må samle muslinger og skaldyr.

Igen kom en kolibri flyvende forbi for at kigge på den røde hue og en kondor kom svævede lige over os.

Det klarede op og vi tog på jolletur. Var en tur over i lagunen gennem en smal kanal, der var nu ikke noget særligt at se, så ud igen. Udenfor så vi en isfugl, som vi ivrigt fotograferede. Vi sejlede forbi de små øer med cormorants og et caranca par. Sejlede over i den anden kanal hvor vi så husskeletter, sikkert fra nogle fiskere som har boet her, mens de har fisket i området. Der hængte orange plastic hist og pist, som var blæst i stykker.

Henrik lavede dejlig karry fiskeret, og vi læste hele aftenen.

Vågnede ved ottetiden og der var helt stille og tørvejr. Nød at vi ikke skulle afsted, men vi skulle benytte os af det gode vejr til at få fyldt diesel på. Spiste morgenmad og hørte Patagonia net. Startede på diesel påfyldning, midt i det hele begyndte det selvfølgelig at regne, så paraplyen måtte frem for at skærme for påfyldningsstudsen. Vi fik fyldt alt på og har nu 300 liter i styrbords tank.

Vi så to delfiner lege lige ved båden og en lille sæl kiggede nysgerrigt på hvad der foregik.

Den 11/3

Havde en rolig nat. Tog af sted kl. ca. 08.15 og havde en dødssyg motorsejlads til Bahia Tom, Caleta Bolina.

Her var gengæld rart og da vi endelig havde fået kantet os ind i det rigtige hul, lå vi fint med udsigt lige ud til kanalen. Vi var så heldige med vejret, det klarede op, da vi skulle til at ankre og det holdt sig pænt resten af dagen med kun et par byger ind i mellem.

Fire delfiner har været omkring båden og lavet lidt opvisning. Vi har igen set kolibrier og andre småfugle.
Har badet og slappet. Fik paprikagryde til middag.

Det var meget dårligt vejr udenfor, så det bliver nok til et par overligger dage.

Den 12/3

Vejret var flot her til morgen, sol og blå himmel og vi er gået over til vintertid.

Vejrudsigten var dårlig for de næste dage, meget vind, og for at det ikke skulle være løgn fra nordøst, lige ind hvor vi lå, så det var godt at ankeret sad fast. Meldte ind til patagonia nettet lige før vi tog på jolletur.

Vi var rundt i bugten og der var et par steder, hvor der var passage over til den næste bugt. Helt yderst ved indsejlingen var der mange cormorants og flappeænder. Et cargo skib kom op gennem Canal Conceptión med kurs mod Canal Tridadad. Da vi var ved at sejle tværs over bugten helt ude ved kanalen, drejede skibet rundt, så Henrik troede, at de måske i kontakt med os. Vi sejlede tilbage til Dana og kaldte dem op over vhf'en, hvor de fortalte, at vejret var for slemt til at gå ud gennem Canal Trinidad, derfor vendte de om for i stedet at gå ned gennem Canal Conceptión.

Bagefter tog vi alt vores affald med over til en lille bugt, hvor vi fik gang i et mindre bål. Det lykkedes os at få brændt alt affaldet dog til sidst i tisøs regnvejr, men det var det værd.

Tilbage til ostemad og kaffe.

Den 13/3

Vi blev ombord i dag, et kedeligt vejr og blæst udenfor, kun et par solstråler ind imellem. Senere på dagen kom Wapiti ind og lagde sig ved siden af os, men vi så og hørte intet til dem, de havde det vel også lidt køligt og hyggede sig nede.

Det var koldt og klamt nede om læ, og vi håbede på at komme afsted næste morgen.

Den 14/3

Halv otte bjærgede vi linerne og ankeret. Wapiti sejlede en halv time før os.

Vi holdt kursen tæt til bagbord langs land, for ikke at miste vores højde ved Isla Tópar som skiller Canal Trinidad, hvorfra der kom frisk vind fra vest og høje søer. Vi rullede yankieen ud og havde den på ca. en times tid, så spidsede vinden, da vi kom lidt i læ af kysten og det var det sædvanlige, for motor resten af vejen. Vi duttede farvel til Wapiti udenfor Caleta Refugio, hvor vi sejlede ind.

Vi havde problemer med at få ankeret til holde, der hvor vi ville ligge. Så det endte med efter en times roden rundt, at vi lagde os, hvor det var vist i bogen. Det skulle vi have gjort fra starten, men Lene syntes, det så så trangt ud. Men da vi først kom på plads og linerne var i land, var det selvfølgelig et super sted.

Vi fik badet og slappet og gad ikke gå i land på trods af, vi endelig var kommet til et sted, hvor vi kunne gå. Vi var helt flade efter alt det arbejde med anker og liner. Spiste fiskeret med karry uhmm...

Den 15/3

Rolig nat. Stod meget tidligt op, da vi troede, vi kunne komme afsted, men det blæste for meget. Det fortrød vi ikke, det blev en pæn dag og vi fik travet meget omkring. Første gang tog vi ind lige efter Patagonia nettet. Vi blev bedt om at melde, hvis vi havde set nogle af de franske både. Vi meldte, at vi havde været sammen med franske Wapiti. Armadaen søgte efter de franske både, de ikke havde hørt fra i lang tid. Hvor svært kan det være!

Her var smukt med alt det grønne og flot med bjergene omkring. Der var mange småfugle og kolibrier og de kom ganske tæt på, de var ikke bange. Vi travede rundt i det dejlige terræn hele formiddagen. Det var meget kuperet med flere mindre skovpartier, som lå i læ for vinden og her var dejlig varmt. Her flagrede kolibrierne rundt mellem de farverige blomster og flere gange kom de så tæt på, at man blev helt skeløjet af at se på dem. Vi vadede gennem mange vandløb nede i dalen for at komme over til nogle klippesider, vi gerne ville kravle op på for at få udsyn over hele området.

Ved firtiden tog vi igen i land for at se, om vi kunne komme ud til kysten. Vi havde en flot udsigt over Canal Wide og så op af den overfor liggende Seno Europa, hvor der var is og sne på toppen af bjergene og hvorfra der flød isbjerge ud fra gletscherne.

Det var en god eftermiddagstur, som blev afsluttet med ostebrikker og rødvin.

Vi var spændte på, om vi kunne fortsætte næste morgen, Grip filen sagde, der ikke blev så meget vind og vejrkortet havde tætte isobarer, det var lidt modstridende. Måske vi kunne få en ny grip file næste morgen. Skulle vi have en overligger dag til, gjorde det ikke så meget, så kunne vi måske få renset vandlinien og vindroret, de var ved at blive godt begroet.

Den 16/3

Det har blæst og regnet i nat, men vi har ligget roligt.
Henrik var tidligt oppe i regnen for ar se, hvordan det så ud udenfor. Der var fladt vand, så vi tog linerne ombord og krogen op og var ude af hullet klokken 07.30.

Vi havde en fin motor sejlads op langs kysten mens vi spiste vores morgenmad og hørte Patagonia nettet.

Lige inden vi kom op til øen Saumarez, fik vi besøg af en flok delfiner, som fulgte med op langs kysten af øen. Det var herligt, her kom lidt sol frem med lidt finregn ind imellem. Det var en smuk og dramatisk tur med meget høje bjerge med sne på. Her så vi pludselig et blæst og der var en hval. Fik taget et enkelt billede af ryggen og halen, super! Vi kom til ankerpladsen i Caleta Apalá, en dejlig stor men alligevel beskyttet bugt. Da vi skulle til at ankre, holdt det op med at regne og solen kom frem, herligt med den dejlige solvarme.

Den 17/3

Da vi stod op kl.7, var der ikke nogen vind og det regnede af pommeren til, men vi gjorde alligevel klar til at sejle. Da ankret var oppe 7.45, begyndte det at blæse lidt fra nord og da vi kom ud i Paso Piloto Pardo, havde vi 8-10 m/s imod. Efter ca. 3 sm nåede vi op i Canal Escape, her var der 12-14 m/s imod og ulækker sø, som kom fra alle side på grund af det smalle løb og farten var nede på 3 knob. Der var meget ringe sigt, så vi havde radaren på. Vi bestemte os til at vende om og gå tilbage til ankerpladsen, vi netop havde forladt, det her var for surt. Det gik hurtigt tilbage, 6-7 knobs fart, og vi lå igen for ankret kl. 9.00.

Efter morgenmaden gik Lene igang med at bage rugbrød og franskbrød.

Klokken 12.30 kom et stort fragtskib forbi, de kaldte os op og bad om navn osv. Vi talte om vejret og da de kom op i Canal Escape, kaldte vi dem op og spurgte, om hvordan forholdene nu var. De meldte 10-15 knob vind og rolig sø, det lød jo godt. Så vi lettede hurtigt anker og sejlede til Caleta Grau. Vejret var meget bedre nu end om morgenen.

Caleta Grau kom vi til ved 16:00 tiden. Grau var ligesom et lidt åbent v, men med ankeret langt ude og to liner til træerne lå vi fint. Til en afveksling regnede det i tove, da vi skulle ind, vi var ellers vandt til, at det klarede op og holdt op med at regne, når vi skulle lægge anker, men ikke denne gang, det var afskyelig vådt. Vi blev på vhf'en kaldt op af Wapiti, som lå længere fremme i regntykningen, de ville høre, om vi vidste noget om vejret næste dag.

Vi spiste fiskeret med ris, det er lækkert.

Den 18/3

Det regnede uafbrudt hele næste dag, vi var nede om læ, læste og lavede gryderet til to dage af den næst sidste pakke kød.

Den 19/3

Det har været en vidunderlig dag i dag, sol fra morgen til aften. Sejlede fra Caleta Grau klokken 07.45 og anløb Puerto Edén og var hos armadaen klokken ca. 11. Alt gik smertefrit her og bagefter sejlede vi over til byen. Her lå Wapiti og et par timer senere kom Trait d´Union.

Vi tog i land kort tid efter vi havde ankeret. Der var en slags catwalk langs hele bugten, hvor husene ligger ud til, meget spændende lavet. Her var meget frodigt, blandt andet med fuchsiabuske og mange kolibrier og andre fugle holdt til her. Fuchsia var den mest almindelige busk her og den blomst kolibrierne var mest vilde med.

Vi gik hele turen rundt bugten ved byen og den tilstødende bugt og til sidst op over toppen hvor national parken O´Higgins ligger. Der fra var en flot udsigt over hele bugten, byen og indsejlingen. Vi kan ikke mindes hvornår, vi har haft en så fin en hel dag, det var lige hvad vi havde brug for.

Den 20/3

Formiddagen gik med at finde ud af at få diesel, der var kun til Daniel, vi måtte vente til næste dag.

Vi var på biblioteket for at blive skrevet op til en tid på internettet senere på eftermiddagen. Vi kunne få 30 minutter på nettet, når skoleeleverne var færdige med at bruge de tre computere, de havde der. Det var den første "by" efter Puerto Williams, hvis man ikke sejlede til Puerto Natales, som lå lidt afsides og tættere på Puerto Williams. Puerto Edén ligger næsten halvvejs på ruten fra Puerto Williams og Puerto Montt.

Vi gik en tur over til den næste bugt, for at se lidt på de små butikker og især hvad de havde at byde på. Vi manglede frugt, grøntsager og lidt mere ost. Der var ikke meget på hylderne lige nu, de ventede på at færgen skulle komme fra Puerto Montt med ny forsyning.

Den 21/3

I dag fik vi diesel, 385 liter.

På vores gå tur rundt bugten, havde vi mødt Manuel, som var ansat hos carbiñeros, det hedder politiet i Chile. Manuel tilbød, at vi kunne benytte hans bad, og samtidig fik vi vasket og slynget vores tøj i hans vaskemaskine. Han var en sød fyr som gerne ville snakke om verden udenfor og han var meget interesseret i at lære engelsk. Vi nød godt af hans venlighed og han anbefalede os at handle i den næste bugt, hvor varerne var bedre og billigere end hos José.

Maria og José var meget foretagsomme mennesker. De boede i huset, som lå for enden af den lille bro vi anløb med jollen. Det fungerede som hostel og køkkenet var samlingsstedet for dem som boede her og for alle som kom forbi, og de var ikke sene til at vinke folk indenfor. Maria bagte nogle dejlige store brød, som selvfølgelig også var til salg. José bestyrede den største butik i den del af byen og han var absolut ikke den billigste og kvaliteten svingede meget. De havde også i forbindelse med deres hostel flere telefonbokse at se efter. José var også leverings dygtig af diesel, så det var om at holde sig til her og vi var heldige at få det kvantum vi ønskede, selv om de skulle tage fra en af deres egne tanke, det var en venlighed. Her bruger de selv al den diesel, de får bragt med skib. Kvaliteten var i top og til en fornuftig pris.

Den aften spiste vi en god middag hos Maria og José. Vi fik krabbesalat til forret og en stor stuvede cholga musling med salat og hjemmebagt brød til hovedret og hvidvin til. Det var en dejlig middag og vi havde en hyggelig aften. Så fik vi prøvet den berømte centolla (southern king crab) og den største af muslingerne uden at blive syge.

Bagefter gik vi en tur på bryggen og nød den lune aften.

Den 22/3

Sov lidt længe, vi skulle jo ikke sejle. Det regnede det meste af dagen. Fik vasket vores sengetøj hos Manuel, det var dejligt.

Færgen Navimag kom med varer og det var sjovt at se alle bådene fra byen strømme til for at hente deres varer på reden. Vi var oppe på internettet og få tjekket vores mails.

Senere sejlede vi i jollen over til den anden bugt for at købe lidt grønt, frugt og et stykke ost, det var rasende dyrt.

Da vi sejlede tilbage begyndte det at regne, så vi tog jollen op og gjorde klar til at sejle næste morgen. Armadaen kunne vi klare over vhf'en.