Endelig blev vi nu klar til at forlade Puerto Montt, efter at have været der i næsten 11 måneder. Vind og tidevand var heldigvis med os ud gennem Canal Chacao og hurtigt fangede vi en frisk vind fra syd og de store bølger, som følger med de brølende fyrrere. De første dage var ubehagelige, vi skulle have søben igen. Vi var stive i hele kroppen og bevægede os kejtet rundt, men det var rart endeligt at komme på havet igen.

Se vindkortene fra sejladsen til Robinson Crusoe øen.

Vi var fem døgn om at sejle de 650 sømil til Robinson Crusoe Øen, hvor vi ankom til Cumberland Bay tidligt om morgenen den 1. marts. Det var på øen her, skotten Selkirk levede alene i 4 år. Han blev efter eget ønske sat i land i år 1704 efter et skænderi med kaptajnen, på det skib han sejlede med. Først i 1708 blev han reddet, da et engelsk skib kom til øen. Dette gav forfatteren Daniel Defoe inspiration til at skrive bogen om Robinson Crusoe.

Vi havde den forgående dag sejlet for rebet mesan og kun så meget af fokken ude at det næsten var et lommetørklæde, for at holde farten nede, så det passede med at vi kom frem i dagslys.

Der var mange hummertegn forbundet til langliner, som lå spredt over en del af bugten og vi var da også tæt på at sejle hen over en. Bøjen lå lige under vandoverfladen, så den var først til at se når man var lige over den. Det var ikke lige stedet at få en line i skruen.

Det er en flot ø med høje bjerge og meget frodig på den side af øen, hvor "byen" ligger. Her er mest grantræer og eukalyptustræer og flere forskellige stedsegrønne buske. Træer og buske med farverige blomster og øen er berømt for at have helt unikke planter og røde kolibrier. Vi var så heldige at se kolibrierne flere steder og nu også at få gode billeder af dem. De var mere fotogene end deres små grønlige fætre og til vores glæde fes de ikke så hurtigt omkring, så nu var det muligt rigtigt at se dem på nært hold.

Øer er også kendt for de flotte hummere og krabber, som for det meste bliver sejlet til Santiago for at ende på bordet i de dyre restauranter. Man kan bestille hummer på en af de mange restauranter eller hostels, men også her er det en luksus spise.

Hummertegnene bliver sat langt ude op langs kysten. Hver morgen sejlede de ud i deres både for at tjekke ruserne, der var omkring 40 til 50 både som lå for bøjer i bugten.

Her hentes sort koral op fra stor dybde, som bruges blandt andet til smykker. Efter sigende skulle det være det eneste sted i Chile, hvor der er sorte koraller. Det sker at fiskerne for fat i et koraltræ, når de henter deres hummertegn og nogle gange mister de deres grej, fordi de ikke kan hive koralblokken med op. Men er de heldige at få en stor gren med op sammen med grejet, er der gode ekstra penge at tjene.

Anden dagen skulle Lene udfordre sine knæ. Med knæstivere og stok begav vi os af sted op ad smalle stier til Selkirks udkigspunkt. Vi kom første gennem et skovområde, derefter blev det lave buske næsten helt til toppen. Flot udsigt var der over hele bugten og op langs kysten. Det var dog kun Henrik, som tog det sidste stykke helt op til kanten af bjergene, hvorfra der var en flot udsigt over øens anden side og de mange småøer. Det var godt nok efter megen overtalelse, han gjorde det, men han skulle jo tage billeder, så vi andre kunne se hvordan det så ud på den anden side.

Dagen efter havde vi udset os et nyt udkigspunkt og denne gang lykkedes det også Lene at komme helt til tops. Faktisk blev benene bedre af at trave i den bløde jord. Der blev de kommende dage gjort flere korte turer. Blandt andet var vi heldige at komme forbi nogle buske, hvor der var flere af de store røde kolibrier, som vi ivrigt fotograferede.

Næste dag var det slappe dag kun med de sædvanlige gøremål ombord. Blande andet at tjekke dækket, om morgenen, for flyvefisk.

Om natten vågnede vi ved et ordentlig brag og støj fra dækket. Vi for op, fik vi uindbudte natlige gæster eller hvad foregik der! Da vi kom ud på dækket, så vi kæmpe flyvefisk, den største vi nogensinde har set, 40 centimeter lang og tyk var den, det var en hun fyldt med orange rogn.

Vores ophold blev lidt længere end beregnet, da vi måtte vente på at Syd Pacific højtrykket skulle etablere sig ordentligt. Den sidste uge havde det været noget ustabilt. Fredag den 9-3 forlod vi Robinson Crusoe øen og satte kurs mod Påskeøen, godt 1650 sømil mod vest. Da vinden blæser mod uret rundt om et højtryk her på den sydlige halvkugle, prøvede vi nu på at sejle nord om højtrykket så vi havde vinden med.

Nu er det ikke ualmindeligt at højtrykket lægger sig så langt mod nord, det skulle bare først ske om 2 måneder. Man kan efterhånden ikke stole på nogen ting mere.

Nu begyndte højtrykket som lå syd for os hurtigt at nærme sig og vi blev fanget og lå lige i smørhullet i 5 dage. Lidt specielt at ligge og drive rundt om sig selv i helt stille vand. Der var ikke en sky på himlen, den var bare blå og havet var super mørkeblåt, ikke en krusning, blot de lange lange dønninger, som et rullende blåt tæppe.

Helt vildt, som at sidde i centrum, hvor kimingen dannede en cirkel rundt om båden, der var intet i lang tid som forstyrrede ens syns oplevelse. Så sprang en tun eller en fugl fløj lidt rundt, vi så dog ikke mange fugle i dette vindstille. Vi så en lille rokke svømme lige i overfladen og flere stribede småfisk tæt ved båden, ellers var alt bare stille. Vi nød at vores hjem sådan bare flød rundt.

Se vindkortene fra sejladsen mellem Robinson Crusoe- og Påskeøen.

Fredag den 16. var det slut med at ligge og drive rundt. Vejrkortene viste, at der ville være vind lidt nord for, hvor vi lå. Det var første gang, medens vi lå stille, at vinden var inden for "rækkevidde". Så om morgenen startede vi motoren og satte kurs nordpå. Ganske rigtigt, midt på eftermiddagen fik vi let vind, 4-5 m/s, fra øst og vi kunne stoppe motoren og sejle.

Vinden fes lidt op og ned mellem 3-6 m/s fra NØ til S. Vi arbejdede en del med sejlene for at holde skuden gående i den lette vind og de store dønninger. Dønningerne var det værste, når vinden var så let. Det fik Dana til at rulle og vinden blev slået ud af sejlene. Når så sejlene igen fangede vinden gav det et ryk, som fik rig og båd til at ryste. Når det skete 5-6 gange i minuttet i timevis, var man ved at gå ud sit gode skind. Men vi kom jo lidt frem hele tiden og det var jo det det handlede om.

Normalt ville vi bruge motoren mere for at komme gennem de vindstille bælter, men da den næste sikre tankstation var på Hawaii, var vi nød til at passe på vores diesel.

Vi havde fiskesnøren ude og var heldige at fange en tun på 5,5 kg, vores første tun nogensinde. Der var mad til fem dage, det var meget kraftigt men lækkert kød.

Vi ønskede mere vind og fik det endelig. Men 12-14 m/s og nogle gevaldige bølger var lige lidt rigeligt. Livet ombord ændrede sig. Fra at være et rigtigt driver liv, hvor vi gik roligt omkring og lavede vores små gøremål, brugte vi nu megen energi på bare at holde os fast, medens Dana bliver smidt omkring i bølgerne. Men til gengæld sejlede vi stærkt, 6-7 knob det meste af tiden.

De næste dage stabiliserede vinden sig omkring øst med 8-10 m/s og vi sejlede stadig med god fart. Det var herligt med stabil sø og vind. Vi manglede stadig 430 sømil til Påskeøen.

Vi havde ofte selskab af forskellige slags fugle. Nogle så vi bare et glimt af, når de fløj forbi, medens andre var omkring os i flere dage. Disse flotte hvide fugle havde vi omkring os det meste turen. De lavede nogle afstikkere og vendte så tilbage til båden. De var enormt selskabelige og vi kunne fornøje dem med vores tilråb, så de gav høje skrig af glæde. Vi følte, de syntes, det var sjovt når vi sad i cockpittet og de skreg på os, at vi kom stormende ud og løb rundt på dækket og fløjtede til dem. Selv havde vi det også skægt, når de dykkede ned til os og næsten havde hinanden i øjenhøjde.

Vi havde hver morgen radio kontakt med Wolfgang på Patagonia Nettet. Halvdelen af de både som sejlede hernede tjekkede ind på nettet hver morgen og gav deres position, vejrforhold og fortalte lidt om hvordan det gik. Det var hyggeligt at kunne følge med i hvad de andre lavede, da vi jo efterhånden kendte en hel del af dem. Samtidig gav det også en sikkerhed, at nogen vidste hvor vi var. Mange ting blev ordnet over nettet. Wolfgang, der er gammel langturssejler, har sammen med sin kone Gaby, slået sig ned i Villarica i Chile, hvor vi besøgte dem i januar. Her har de en lille farm og et gæstehus.

Men efterhånden var vi ved at komme så langt væk, at det kneb med at høre nettet. Vi har haft kontakt med Wolfgang lige siden vi sejlede ned langs Argentinas kyst og op gennem Chiles kanaler, så der kom til at mangle noget om morgenen.

Til gengæld har vi, siden vi forlod Robinson Crusoe øen, haft kontakt hver aften med Karsten i Panama. Han er dansker, bor i Panama og holder kontakt med både, som sejler i Caribien og Stillehavet. Han fik vores position og gav os en udførlig vejrudsigt for lige vores område. Da han har adgang til flere kilder end vi havde, var det et godt supplement til det vi selv havde. Han havde kontakt med os og Pantafive, en dansk båd der var på vej fra Galapagos til Gambier.

Lige efter Karsten var vi med på en lytter på et tysk net, hvor vi fulgte vores tyske venner, som vi mødte i Argentina og som vi har fulgtes med ned langs Argentinas kyst. Breakpoint, som vi sejlede med rundt Hornet, var et par uger foran os, så vi lyttede med, hvad de gav af informationer.