Efter den vindstille periode, fik vi mere stabil vind og de sidste godt 400 sømil, havde vi konstant vind mellem 8-12 m/s og vi sejlede med god fart. Vi sejlede kun 35 sømil for motor på hele turen, når man ser bort fra de timer, vi brugte motoren til at komme væk fra Robinson Crusoe øen. Det var vi meget tilfredse med.

Endelig fik vi Rapa Nui, som Påskeøen hedder på polynesisk, i sigte. Vi ankrede op ud for byen Hanga Roa den 26-3 kl. 10 efter at have sejlet 1900 sømil, på 17 dage, fra Robinson Crusoe øen.

Den sidste nat måtte vi tage både storen og mesanen ned og sejlede for en kraftig rebet yankee for ikke at komme for tidligt frem. Vi ville gerne se øen dukke frem i morgenlyset og sejle op langs kysten for at se landskabet og måske nogle af statuerne, som står tæt ved kysten. Det var en flot morgen. Vi blev modtaget af de nysgerrige suler, som fløj tæt omkring os. Det var en herlig følelse og med en vis spænding endelig at kunne anduve Påskeøen.

På ankerpladsen blæste det meget, 8-10 m/s, inde fra land, så vi blev på Dana den første dag. Der var for høj sø og dønning, til at vi ville sejle ind i jollen. Her var ingen rigtig beskyttelse, vi lå for anker på åbent hav. Vi havde hele tiden været forberedt på at måtte sejle forbi, hvis vejret var for dårligt.

Derfra hvor vi lå, kunne vi se en del af de berømte sten statuer, moais. De står jævnt spredt langs med kysten. Solen skinnede fra en let overskyet himmel og det var blevet dejlig varmt. Vandet var 25 grader og luften næsten 27 grader.

Vi slappede af og ryddede op. Aftenen før havde vi en lille luge åben for at få lidt frisk luft ned i båden og selvfølgelig skulle der lige komme en skæv sø, som sendte adskillige spande saltvand ned i gangen og toilettet ude for. Ud over at tæpperne og alt andet drev af vand, lykkedes det også vandet at trænge ind i skabene. Herligt! Et par timer med rengøring. Alt saltvandet skulle skylles ud af tæpperne med ferskvand og tørres grundigt ellers tørrer de aldrig. Men nu husker vi at lukke lugerne... indtil næste gang :)

Vi glædede os allerede til en stille nat, hvor vi kunne sove igennem uden at skulle holde vagt. Elektronikken holdt ankervagt og ville fortælle, hvis vi flyttede os eller vanddybden ændrede sig.

Næste morgen, den 27-3, havde vinden og bølgerne lagt sig så meget at vi turde sejle ind til den lille havn. Der var jo en del papirarbejde, som skulle klares, inden vi kunne gå frit omkring. De var flinke hos Armadaen og alt blev ordnet hurtigt. Da vi kom tilbage til havnen var vi blevet lidt brødflove, så vi fejrede vores ankomst til øen med en solid frokost, en dejlig lokal fiskeret.

Næste dag den 28-3 kunne vi igen ikke komme ind på grund af vejret.

Her lå to både mere, en fransk og en canadisk, som begge lå i den samme marina i Puerto Montt som vi.

Den 29-3 gik vi på opdagelse ved Hanga Roa. Havnen her er kun for joller og er bare et lille bassin i læ bag nogle klipper. Her ligger mange fiskejoller. Hver dag kom de ind med kæmpe tunfisk og fisk vi ikke havde set før til de omkring liggende restauranter. Der er tre-fire dykkerbutikker, hvor man kan leje udstyr, få undervisning og købe turer ud til revet. Så der var en livlig trafik af både hele dagen, når vejret var til det. Vi fik lang tid til at gå med bare at se på det myldrende liv og alle de spændende fisk de kom ind med.

Nordpå op langs kysten til Bahía Cook, det var her kaptajn Cook lå for anker, da han besøgte øen, står der adskillige statuer, flere af dem på stenalter. Bare dette lille område var spændende at udforske og så var der en flot udsigt over havet.

Vi besøgte museet, der ligger lidt nord for byen. Udstillingen bestod mest af plancher, som fortalte om øens historie. Der var også nogle stenfigurer, men det var en meget tynd kop te. Det var meget mere spændende udenfor.

Syd for Caleta Hanga Roa, adskilt af en stor klippepynt, ligger Caleta Hanga Pico en anden naturhavn. Den er større og mere beskyttet, dog kun helt inde i bunden, hvor dybden kun er til joller og fladbundet fartøjer. I yderbassinet er der en god dybde og her ligger et par lokale sejlbåde fastgjort til så mange ender, at det ligner et helt edderkoppespind. Det siger lidt om sikkerheden. Bliver der hård pålandsvind, står store dønninger lige ind gennem havneindløbet.

Den 30-3 blev vi igen på båden. Denne gang på grund af en meget kraftig swell, det var håbløst at få sat jollen i vandet, så meget rullede vi. Vi vaskede tøj og læste.

Den 31-3 var vi på farten igen. Først skulle vi lige passere revet og finde den rigtige bølge at sejle ind på med jollen. Når først vi var med på bølgen den blå, var der ingen vej tilbage, så var det bare at holde fast og håbe, at der ikke kom en skævert på vejen ind til havnen. Det var faktisk ret sjovt at fræse af sted med så høje bølger på hver side. Når vi var nede i bølgedalen, kunne vi ikke se over dem og helt vildt var det, når surferne kun var tre fire meter fra os på deres surfbræt.

Så længe det gik godt, var det sjovt og selvfølgelig mest på turen ind, hvor vi havde søen med os, det var knap så sjovt ud igen. Vi skulle holde fast i en tovende, som var spændt tværs over havnen, for at holde os i position, så vi kunne se ud gennem indløbet og så afvente den rigtige bølge ud af havnen. Så var det fuld fart på påhængsmotoren og så bare ud gennem brændingen. Vi var heldige hver gang at redde os igennem uden at blive alt for våde og tippe rundt.

Fiskejollerne kunne bruge en anden taktik, når de skulle igennem. De kunne halvvejs stoppe lidt op, hvis søerne ikke passede og så ligge og vente til den rigtige bølge kom og så fise ind for fuld fart. Det kunne vi ikke, da vi ville blive kørt sideværts i søerne, hvis vi tog farten af og vi kunne ikke hurtigt nok komme i gang igen, så vi havde kun et forsøg.

Vi havde lejet en bil for weekenden og kørte øen tyndt. Vi var så heldige lige at få to gode stille dage, hvor vi uden problemer kunne forlade Dana hele dagen. Der er ca. 20 kilometer fra den ene ende af øen til den anden. Så vi kørte på næsten alle de veje som var der. Over halvdelen var dårlige jordveje, men med den lille jeep vi lejede, var det ikke noget problem. Det kostede 250 kr. pr. dag at leje den mindste jeep og så var der fri kilometer, hvilket jo var vigtigt på en ø af den størrelse. :)

Vulkanen Rano Raku, kendt som "værkstedet", hvor statuerne i alle størrelser blev hugget ud af klippesiderne. De står og ligger spredt ud over klippesiden og sletten nedenfor. Mange halvt begravet så kun hoved og skulder er synlige, andre ligger ned, nogle intakte andre knækket over ved halsen så hoved og krop ligger spredt rundt. Mange statuer ligger halvt udhugget fra klippen, så man kan gå rundt og se de forskellige stadier af arbejdet.

Landskabet var dejlig grønt med mange vulkaner, men det var mest de forskellige pladser med sten statuerne, moir, og de alter, ahu, de står på, som interesserede os. Der er over 900 moai og 270 ahu. Heraf er der vel 80-100 der står op.

De mange moai, der ligger ødelagte langs vejen, ad hvilken de blev transporteret bort fra krateret, vidner om en hel del transport skader.

Vi så også de restaurerede ahu, hvor der på den største står 15 moai. Et imponerende syn, at se disse kæmpe sten statuer på rad og række. Moai'erne er normalt mellem 5,5 og 7 meter høje. Men nogle er kun 2 meter og den største er næsten 21 meter høj.

Ahu Tongariki, med 15 moai, er den største atu, som er blevet genopbygget. En tsunami, som opstod mellem Rapa Nui og Sydamerikas fastland i 1960, kom ind over øen, og statuerne blev totalt lagt ned og flere af "hattene" ført langt ind i landet. Kun een stenhat blev bragt tilbage og sidder nu på hovedet af den næstsidste figur til højre. Rekonstruktionen af alteret og figurerne blev udført af det japanske firma, Tadano mellem 1992-1995.

Ved Ahu Vinapu var der 2 alter, hvor man kunne se statuerne ligge samme sted som de faldt, da de blev væltet for flere hundrede år siden. Det lignede mest en stenbunke, indtil vi fik kigget nærmere efter og fandt sammenhængen i det hele. En hat var trillet lidt væk og et hoved var havnet på den anden side af, hvor underdelen lå. Det mest imponerende var den flotte altermur, helt præcist stykket sammen af glatte sten. Vi kom til at tænke på alle de flotte stenmurer vi havde set ved Machu Picchu.

Vulkanerne ligner store grønne bakker og her på øen er det guavabusken med de små gule frugter, som skal holdes nede for ikke at dække hele landskabet. Over alt i Chile er det brombærbuskene, som er den helt store plage, den er heldigvis ikke her på øen. Frugterne bruger de naturligvis, men buskene skæres ned med hård hånd. Her er også mindre skovområder med eukalyptus og mimosetræer. Øen er ikke så dramatisk som Robinson Crusoe øen, men mild lys og bakket. De forskellige størrelser på vulkanerne giver et smukt bakkelandskab. Både køer og heste går fri rundt på øen. Især hestene er meget flotte nogle har helt hvide manker.

På nogle af statuerne er som nævnt placeret en hat hugget ud af rød lava. De største af disse hatte vejer det samme som to elefanter. Husk på, de havde ingen kran til at rejse statuerne med og derefter putte hatten ovenpå.

Hvordan de flyttede og rejste disse statuer, den største 21 meter høj, ved man stadig ikke. Men de lærte kommer med mange "kvalificerede" gæt. Det er stadig en gåde. Det er måske det, der er det mest spændende ved det hele. Ingen ved, hvorfor man lavede disse statuer, og hvorfor de blev stillet op med ryggen til havet. Det er frit for enhver at have sine egne ideer og drømme om, hvad der skete på Påskeøen.

På nordsiden af øen ved Anakena står 7 moai hvoraf de 4 har en flot rød hat på og to af dem med en slags fjerdusk ovenpå. De ser meget anderledes ud, end dem vi ellers har set. De ser slankere og mere forfinet ud. De har bryster og der er lidt numse at se, når de ses bagfra. Der er også mønstre på ryggen af nogle af dem. Det er en meget flot Ahu de står på med fine detaljer. Tæt ved ligger et strandområde med det fineste hvide sand omkranset af palmer. Det er et yndet udflugtssted og man kan leje hytter for overnatning.

Mod nord, lidt inde på øen, står Ahu Akivi. Syv moai, som til forskel for alle de andre, vender deres ansigt mod havet, direkte mod solnedgangen. Samtidig ser de ud over landsbyen.

På sydsiden af øen ved Orongo findes en kæmpe kratersø. Man kan gå hele vejen rundt på kraterkanten. Kanten ud mod havet er styrtet ned så selv om man ikke vover sig helt ud, kan man tydelig se havet. Man kan dog ikke se de 3 små klippeøer, som ligger lige udenfor Cabo Te Manga og som er kendte for Birdman kulten. Vi sejlede forbi dem på vores vej rundt øen op til Hanga Roa.

Det var en stor oplevelse at besøge øen, som vi jo kender mest gennem Thor Heyerdahls bøger og film og Kon Tiki ekspeditionerne. Og så var det spændende og udfordrende selv at sejle til en af verdens mest ensom beliggende øer, uden sikre ankerpladser og i et område, hvor vinden er meget skiftende.

Den 1-4

Vi lå og ventede på at vejret skulle blive bedre. Der var meget dønning og en del blæst. Dønningen gjorde det umuligt for os at komme i land og havnen var nu blevet lukket. Dønningen var for kraftig selv for de lokale joller, der ellers er store og tunge med masser af motor kraft.

Vi kunne ikke tjekke ud derfra, før forholdene blev normale. Vi skulle både have stempel i passet og en Zarpe, et stykke papir der beskriver, hvor vi skal hen og hvornår vi forventer at være der. Dette papir skulle vi vise på Marquesas, så de kunne se, at vi havde forladt Chile i god ro og orden.

Afsejlingen fra øen udviklede sig til noget af et problem. Allerede tirsdag var vi klar til at tage af sted, nu var vinden bare vendt, så den blæste fra nordvest, lige den retning vi skulle. Samtidig lå vi med pålands vind, hvilket betød at vi gyngede meget. Heldigvis lå vi en halv sømil fra kysten, så vi havde en god sikkerheds margen.

Torsdag den 6-4 havde vi fået nok, vi ville hellere sejle og så holde den kurs vi bedst kunne, end at ligge og hoppe og danse for ankeret. Problemet var stadig, at dønningerne gav så kraftig en brænding, at havnen var lukket. Høje bølger løb ind gennem indsejlingen. Det betød, vi ikke kunne tjekke ud af Chile, da myndighederne ikke kunne komme ud til Dana.

Det var helt udelukket at tage ind i jollen, den er slet ikke til så store bølger og motoren er ikke kraftig nok til at sejle gennem en så kraftig brænding. Vi havde da heller ikke været i land siden søndag den 1-4 af samme grund. Der var ikke andet at gøre end at vente på bedre forhold.

Thomas fra Breakpoint, dem vi sejlede rundt Kap Horn med, var tippet rundt i brændingen et par uger før vi kom. De havde mistet deres 15 HK påhængsmotor, gummibåden var svært ødelagt på klipperne og kunne måske ikke repareres. Desuden røg to digitale kameraer med i købet. Et par dage før vi kom, var Eric, som vi kender fra Puerto Montt, tippet rundt med sin gummibåd. Han havde sejlet sin kæreste ud til båden med alt hendes professionelle video udstyr. På vej tilbage til havnen for at hente tredje manden tippede han rundt. De reddede gummibåd og motor, men Eric sov på stranden om natten og vennen på et hotel.

Vi talte med Armadaen over radioen hver dag. Lørdag den 7-4 var der ikke udsigt til bedring. Foruden os lå der en Australsk båd for anker ud for byen og de havde en stor gummibåd med en kraftig motor. Lørdag formiddag bestemte de sig for at prøve at sejle ind, da en af dem skulle med fly hjem. Henrik fik et lift med ind og de kom i land, om ikke tørskoet, så da i god behold.

Så var det bare med at komme op til Armadaen for at tjekke ud. Da vi kom fra en anden chilensk ø, havde de ikke gjort så meget ud af indklareringen, da vi ankom. Det gjorde de til gengæld nu ved udklareringen. Armadaen lavede en ny Zarpe til Marquesas. Paspolitiet kom fra lufthavnen og stemplede passene, politiet kom for at få de papirer, vi havde fået, da vi kom til Puerto Williams for over et år siden. To mand fra havnen kom for at skrive os ind i en stor bog og endelig kom en fra landbrugsministeriet for at...?. Normalt kommer hun, når der kommer både fra udlandet og konfiskerer kød, frugt, grønsager, honning og andre ting, der kan være til fare for Chile. Nå, men hun ønskede god tur og papir arbejdet var overstået. Selv om Armadaen skulle ringe rundt efter de andre, for at få dem til at komme, var det hele overstået på under en time.

Henrik blev sejlet tilbage til Dana helt gennemblødt, men med papirerne i orden og vi kunne sejle, når vi ville. Den dag fejrede vi Henriks fødselsdag med snaks, øl og vin.

Næste morgen den 8-4, Påskesøndag, halede vi de 90 meter kæde ind, som vi havde ligget i og satte kursen mod Marquesas.

At det ikke er verdens bedste ø at ligge for anker ved viser følgende to episoder. Den første uge vi lå der, var der også en fransk båd med far, mor og to børn. Deres lette båd rullede så meget, at de et par nætter tog på hotel for at kunne slappe af og få sovet ordentligt. En canadisk båd, der ankom efter at vinden var gået i nordvest, ankrede op et sted på sydkysten for at ligge lidt i læ. Efter at have ligget og rullet der i 3-4 dage og der stadig ikke var tegn på, at vejret ville blive bedre lige med det samme, sejlede de videre uden at have været i land. Surt, når man endelig kommer til en af verdens mest ensom beliggende øer.