Påskesøndag d. 8-4 halede vi 90 meter kæde op, forlod Påskeøen og startede på den 2000 sømil lange tur til øen Fatu Hiva i Marquesas, Fransk Polynesien.

Vi sejlede en nordvestlig kurs for motor nogle timer for at komme væk fra øen og dens påvirkning af vinden og bølgerne. Vi kunne lige holde vores kurs på 295 grader med den nordlige vind. I de dybe bølger gav det en urolig sejlads og vi blev smidt rundt og fik godt med vand på dækket. Men med en fart på 6 knob i den rigtige retning var der ikke noget at klage over.

Se vindkortene fra sejladsen mellem Påskeøen og Marquesas.

Vi havde en hel del byger, som gav megen regn. Vinden lå på 8-10 m/s og kom i bygerne op på 12-14 m/s. Bygerne ændrede, til stor irritation, vindretningen op til 90 grader og et par gange endnu mere, så vi i lange tider sejlede en alt for sydlig kurs. Vi blev simpelthen slæbt med rundt med hver byge. Efter en byge kom vi tilbage på normal kurs igen. Men det var træls med så megen skiftende vind både i vindstyrke og retning. Hver gang vi var kommet ud af kurs, skulle det hele arbejdes ind igen.

Vi begyndte nu at mærke varmen, 28-30 grader. Da alle luger og ventiler var skalket til, på grund af den megen vand vi tog ind over os, blev der meget varmt nede om læ.

Hver gang vinden tillod det, prøvede vi at arbejde os lidt mere mod nord. Vi var jo stadig så langt sydpå, at vi var under påvirkning af de høj- og lavtryk, som lå syd for os. Passatvinden lå nord for 20 grader syd. Sådan gik de første fire dage med vind omkring 10 m/s fra nord.

Det første her handler meget om vind og sejlads, men husk, når vi sejler, så er vi mest optaget af tre ting; at spise, sove og få Dana til at sejle mest behageligt til vores mål. Selv om de to første ting kan være svære nok i en varm og urolig båd, så er det det sidste, vi bruger mest energi på. Dels skal vi passe kursen og trimme sejlene, dels skal vi følge vejrudsigterne og prøve at finde en rute, hvor vi kan sejle for sejl og undgå dårligt vejr og vindstille.

Vi tager vejrkort og vejrudsiger ned over radioen, som så bliver studeret nøje. Siden vi forlod Robinson Crusoe øen, havde vi for første gang hjælp fra land. Som nævnt tidligere, havde vi hver dag kontakt med vores vejrguru, Karsten i Panama. Han gav os en vejr udsigt for lige det område, hvor vi var. Han har adgang til mange resurser over internettet og stor viden om vejret for området. Det var en stor hjælp.

Desværre var det ikke til at forudsige vejret mere end 3-5 dage frem, og endnu mindre når vi lå tæt på lavtrykkene. Fronterne bevægede sig normalt meget hurtigere end vi sejlede, så det var lidt af et spil at vælge den rette rute.

Onsdag aften d. 11-4 døde vinden helt. At ligge stille i de dønninger, vi havde, var ikke skægt, så vi startede motoren. En god chance til at komme lidt nordover. Ved midnat kom der lidt vind og vi stoppede motoren og satte sejl igen. Det var dog en stakket frist, for tre timer senere var vinden væk igen. Motoren på igen. Om morgen den 12-4 kom vinden tilbage og vi kunne igen sætte sejl. Den var nu fra nord- øst 6-7 m/s. Vi holdt en nordvestlig kurs hele dagen.

Om eftermiddagen talte vi med Karsten og han fortalte, at der var et frontsystem mod vest, som ville påvirke os, hvis vi forsatte vores kurs. Han mente, det ville være en god ide, hvis vi kom op over 20°S. Vi lå da på 22°25 S og 117°29 V. Nu var vinden heldigvis drejet i øst, så vi ændrede kurs til 360° og holdt den der hele natten. Fin vind og god fart.

Ved middagstid d. 13-4 var vi på 20°08 S og mente godt vi kunne ændre kurs mod Fatu Hiva. Vi havde holdt en god fart det sidste døgn og havde et etmål på 159 sømil. Kl. 15.10 passerede vi 20°S ved 118°55 V.

Kl. 16 havde vi igen kontakt med Karsten. Han syntes ikke at være imponeret over, vi var kommet op over 20°S. Tværtimod mente han, vi skulle forsætte med at sejle nordpå til 15°S og 120°V. Front- systemet mod vest truede stadig. Den skulle vi lige tygge på. Men vi jo godt kunne se fornuften i det, så vi ændrede igen kurs til 360°. Med 5-8 m/s fra øst gik det nu igen med god fart nordpå.

Med vores egne vejrkort kunne vi ikke se frontsystemet så langt mod vest, men vi kunne se, at der var rod i vinden vest for os. Vi kunne endnu ikke modtage ordentlige vejrfaxe fra Honolulu og vejrfaxene fra Chile sluttede ved Påskeøen.

Den danske båd Pantafive fik også vejrudsigter fra Karsten, så vi havde næsten daglig kontakt med dem. Da de mange gange kunne høre Karsten, medens Karsten ikke kunne høre dem, måtte Lene være relæ station mellem dem. Lene var altid være klar ved radioen til nettet var færdigt, da hun så kunne hjælpe med kontakt mellem Karsten og forskellige både. Det ser ud til, vi har et godt signal. Pantafive lå på 3. dag i vindstille på den vestlige side af front- systemt, det skulle blive til 5 dage, før de kunne komme videre. Det var også i baghovedet, da vi bestemte os for at gå nordpå igen.

De næste to dage gik det videre nordpå. Der var fart på og da døn- ningerne havde lagt sig meget, var det også en meget behagelig sejlads.

Henrik lavede dejlig middag til Lenes fødselsdag, henkogt kylling med kokosmælk, karry og annanas med ris og ananas til dessert. Uhmm!

Det blev en flot dag. Om morgenen til morgenkaffen kom en flot regnbue og senere på formiddagen cirklede der suler rundt om os.

Lene havde sin fiske snøre ude men uden held. Vi sejlede måske lige lovlig stærkt til at få bid. Vi har før set, kun tandsættet var tilbage eller resten af fisken var blevet ædt af en større fisk, hvis vi havde glemt at se til snøren.

Lige inden aften fik vi et besøg, vi godt kunne have været foruden. En af sulerne have havde udset sig vores flagspil i toppen af mesanen til at få sig en frirejse natten over. Vi opdagede den, da et regnskyl af ildelugtende lort havnede på soltaget og splattede ned over vinduer og pilottaget. Vi troede først det var en regnbyge, men der var ingen sky over os, da vi kiggede ud. Lene fik da også lige trukket snuden indenfor, da en ny skylle kom. Det var bare så ulækkert og utroligt, hvor meget lort den havde i sig.

Vi prøvede at skræmme den væk med skrig og hyl, blinkede med alarmlampen, som sad lige ved siden af den. Den sad bare og gloede på den, som var det fed underholdning her til aften. Vi følte, vi nu måtte gøre noget radikalt, så vi lyste op på den med en meget stærk lygte og firede vores flag op og ned for at få den til at lette, med det resultat at flaglinen satte sig fast oppe i hjulet i toppen af masten. Vi forsøgte forgæves at få flaget op eller ned. Det havde selvfølgelig sat sig fast halvvejs oppe. Det var helt til grin, sulen flyttede sig ikke ud af flækken.

Endelig næste morgen lettede den og Henrik gik i gang med at skylle af og vaske med sæbe. Det tog over tre timer og der var stadig store ildelugtende skjolder overalt, sikke er lorteforestilling!

Den 15-4 var vi næsten ved 15°S, vores etmål de sidste to dage var henholdsvis 161 sømil og 148 sømil, det var ikke så dårligt. Da vi talte med Karsten, blev vi enige om, at sætte kurs direkte mod Fatu Hiva. De næste dage skulle vi få østlig vind 5-7 m/s. Da Lene havde været relæ station en halv time senere end normal nettid, ændrede vi kurs og spilede genuaen.

Vi sejlede nu plat læns og var nu så langt nordpå, at vi skulle få en stabil passatvind resten af turen til Marquesas. Vi manglede stadig 1120 sømil. For første gang siden vi forlod Påskeøen, kunne vi lukke nogle luger op og få luft ned i båden. Med 30 grader ude og inde var det dejligt. Specielt om natten var det lækkert af få en kølig luft ned, når man skulle sove.

Onsdag morgen den 25-4 kunne vi endelig skimte Fatu Hiva i skumringen. Det var en herlig morgen og da solen kom frem forsvandt disen, som lå rundt om øen. Som altid, når vi kommer til en ny ø, sejlede vi langsomt langs kysten for at indsnuse lugte fra øen og se fuglene, som havde travlt med at fiske her tidligt om morgenen og nyde den flotte kyst. Fatu Hiva er en meget flot og dramatisk ø at anduve.

Vi ankrede op i Baie de Vierges, som ligger på øens sydside. Bugten er omgivet af stejle bjergsider. Helt inde ved den lille havn ligner bjergene skulpturer, det er en meget smukt bugt. Her er meget grønt, med massere af palmetræer og træer med flotte blomster og spændende frugter.

Her lå mange både i bugten, ca. 20-25, så vi lå tæt. Efter at vi i flere år har sejlet uden for den "normale" sejlrute, skulle vi lige vænne os til alle de både og mennesker.

Gennemsnit temperaturen lå over 30 grader, men en kraftig vind, som blæste ned gennem bugten gjorde, at vi kunne holde det ud. Da vinden, i løbet af dagen, kom fra skiftende retninger, lå alle bådene og kanede rundt. Da der er dybt og alle havde masser af kæde ude, var det meget svært at se, hvor det var bedst at droppe krogen.

Vi gik nogle dejlige ture på øen. Der var virkelig meget smukt og så frodigt med masser af dejlige planter. Vi så også mange fugle og så var her naturligvis masser af kolibrier, som fes rundt om ørerne på os.

Stedet levede virkelig op til forventningerne om en herlig tropeø.

Flere steder på vores ture så vi disse tørresteder for kokosnødder. En del af taget kan skubbes til side, så solen kan tørre kokos nødderne og hurtigt lukkes igen, hvis der skulle komme en byge, hvad der tit gør i løbet af dagen. Alt fra kokospalmen og kokosnødden bliver brugt. Der er stadig folk her som ernærer sig ved copra produktion. Mange bruger deres tid til at flette måtter, hatte og andre ting, de kan sælge til turister. Hattene bliver mest flettet af pandamuse palmefibre. Der laves flotte smykker af skaller og konkylier eller fine træ skærearbejder. Fatu Hiva skulle være det sidste sted, hvor man stadig laver tapa. Det er bark, som bliver banket ud og som så bliver dekoreret. Det kan bruges til beklædnings stykker, billeder eller anden form for udsmykning. Det eksporteres herfra øen til de andre øer. Det er ofte dyre ting, da det er en langsommelig affære at lave det.

Stenhugning er stadig en meget vigtig ting her på øerne og de gamle traditioner bliver holdt i hævd. Der bliver stadig hugget tikier, men nogle ser lidt mere moderne ud end de meget gamle, man stadig kan se rundt på øerne. Mange er dog svære at finde og man skal tit ind i vildnisset for at komme til dem. De er ofte meget overbegroet og svære at se. Men der findes stadig mange.

Da vi nu var så mange både her, var der et amerikansk par, som syntes, der skulle arrangeres en middag hos en polynesisk familie, hvor der så ville blive lavet traditionel polynesisk mad. Her i polynesien lever de jo mest i storfamilier, så de var vandt til mange mennesker.

Der var mange spændende retter med de lokale grøntsager, frugter, fisk og skaldyr. Mest spændende var fiskeretterne med rå fisk i citronmarinade og kokosmælk, det var meget lækkert og friskt. Der var forskellige sorter bananer grillet eller stegt med kokos og sukker på, mest som dessert. Nogle bananer var kogte og lå i kokos- marinade. Der var også nogle rodfrugter, som vi syntes var lidt tamme i smagen. Det meste af deres mad mangler lidt krydderier efter vores smagsløg. Vi kan godt lide lidt krydret mad, det behøver ikke at være så stærkt, at sveden springer på panden, men en god eftersmag kan vi godt lide. Her laver de ikke stærk mad. Vi var mange, som meldte os til denne aften og det var en stor succes. At komme i et polynesisk hjem og spise sammen var en stor oplevelse og vi havde det hyggeligt med livlig snak på flere forskellige sprog.

Efter 5 dage på Fatu Hiva sejlede vi 45 sømil nordpå til byen Atuona på øen Hiva Oa, her skulle vi ordne skibspapirer og pas hos Gendarmeriet.
Selv om vi lå dårligt, blev vi der fra søndag til onsdag, da Henrik skulle have ordnet en tand. Den havde gjort sig bemærket et stykke tid, så nu skulle den ses efter. Vi fandt tandlægen, en ung franskmand, som havde en polynesier som assistent. De var begge meget flinke. Tandlægen mente, Henriks tand skulle rodbehandles, så det måtte gøres over to dage. Alt blev gjort perfekt og grundigt og tandlægen tog sig god tid til at forklare på fransk og lidt engelsk, hvad han havde i sinde at gøre.

Vi var lidt spændte på, hvor meget vi skulle betale for en så omfattende omgang. Efter den første behandling spurgte vi forsigtigt om prisen, så vi kunne gå i banken og have pengene med til næste gang.

Det tog lidt tid, inden vi fattede, at det var gratis. Det var gratis for alle, også fremmede, den franske stat betalte. Det er jo fantastisk, men glade var vi, hvor heldigt at vi besluttede at få den ordnet her. Vi følte dog for at give lidt, så vi havde en lille gave med til hver af dem for god behandling. Nu var det dem, som blev lidt overraskede og takkede mange gange. Godt nok, nu var alle glade.

Det var her på Hiva Oa den verdenskendte franske maler Paul Gauguin levede og blev inspireret til at male sine berømte billeder af daglivet og især af de smukke kvinde her på øen. Vi besøgte det flotte museum. Selv om det kun var kopier af hans billeder, var det en flot udstilling. Vi gik også den lange tur op til kirkegården for at se hans grav. Han blev begravet her i 1903. Den belgiske sanger Jacques Brel ligger også begravet her på samme kirkegård.

Desværre kan vi ikke vise billeder fra det spændende Gauguin museum, kirkegården og fra vores ture, hvor vi tog billeder af tikierne, de berømte stenfigurer. Vi mistede næsten alle vores billeder, et helt kort, efter vi forlod Fatu Hiva, så der er ingen billeder fra de andre øer. Vi aner ganske enkelt ikke, hvad der er sket, men væk er de. De få vi kan vise fra Nuku Hiva, er taget med et andet kamera. Specielt tikierne ville vi så gerne havde vist og fortalt om. Men det må vente til en anden gang, når vi igen kommer på disse kanter.

Onsdag den 2-5 sejlede vi til naboøen Tahuata. En tur på et par timer. Bugten, vi havde tænkt os at sejle til, var helt spækket med både. Det var også et meget smukt sted, kridhvid sandstrand omkranset af palmer, lige efter brochuren. Men der var for mange for os, så vi fortsatte og passerede et par steder mere, inden vi kom til Baie Vaitahu, en meget stor bugt med masser af plads. Her slappede vi af og nød at lave ingenting.

Næste dag dampede vi af og sejlede natten over op til byen Taiohae på Nuku Hiva, den nordligste af de beboede Marquesas øer, hvor vi ankom tidligt om morgenen den 4-5.

Der skete meget hver dag, og vi var på stikkerne ved sekstiden om morgenen, inden det blev alt for varmt. Vi reparerede storsejlet, det var et par steder gået op i syningerne ved sejlpindene og en lille presenning trængte også til et par sting. Vi tog tidligt ind til land for at gå ture og få gang i bentøjet, inden vi skulle til havs igen.

På trods af varmen nød vi at være på Marquesas. Specielt på Nuku Hiva, hvor vi havde en god ankerplads og kunne slappe af og lade op til næste etape.

Øerne er meget smukke, frodige og der duftede vidunderligt fra alle de flotte blomster. Polynesierne er søde og smilende og flinke til at give os en lift på ladet af deres pickup. Specielt på Hiva Oa fik vi ofte en lift, da byen lå på den anden siden af bugten og det var en lang gåtur. Det regnede hver dag og et par dage næsten det meste af dagen, men da der var så varmt var det helt rart, vi vadede bare rundt i regnen og lige så snart solen kom, tørrede vi hurtigt igen.

Dagen før vi skulle afsted, var vi hos Gendarmariet for bestille en zarpe til Hawaii. De var meget flinke, ingen problemer. Vi kunne hente zarpen den næste dag, når vi tjekkede ud fra Fransk Polynesien. Næste dag var papirerne i orden og vi kunne forlade Nuku Hiva. Det var med vemod, vi forlod den smukke bugt, hvor vi havde ligget så godt, men vi skulle videre nordpå.

Lørdag den 9-5 sejlede vi for motor langs øens sydkyst, som er meget smuk. Specielt een bugt fangede vores blik, og kommer vi tilbage hertil igen, er det et sted vi vil besøge, så smukt der var! Vi fortsatte op langs vestkysten, og først da vi kom op og fri af øen, kom en frisk vind fra nordøst, og vi kunne sætte sejl mod Hawaii- øerne, som ligger 2056 sømil længere mod nord.