Endelig er vi nu tilbage efter en meget lang pause. Vi glæder os til igen at dele vores oplevelser med jer, som læser vores breve og de som har skrevet til os for at høre om, hvornår det næste brev kommer. Det kom helt bag på os, at så mange følger DANAs rejse. Der kommer nu breve fra vores ophold på Hawaii Islands, sejladsen op til Alaska og vores herlige sommertogt langs Aleutian Islands, Kenai Peninsula og rundt i Prince Williams Sound for til sidst at ende i Cordova, hvor vi ligger over for vinteren.

Vi har sejlet lange stræk, oplevet meget de steder vi har været og mødt mange søde mennesker, så det har knebet med tid og energi til at følge op med breve og billeder. Vi er først kommet tilbage til Cordova her i slutningen af januar måned. Vi har været på ferie i Canada i to måneder, for at kunne få fornyet vores ophold i Alaska med endnu 6 måneder.

Det første døgn efter vi kom fri af Marquesas, havde vi svært ved at holde vores nordlige kurs, vinden var lige spids nok. Senere fik vi vinden foran for tværs og sejlede med god fart.

Se vindkortene fra sejladsen mellem Marquesas og Hawaii.

Den 13. maj klokken 05.02 krydsede vi igen ækvator og kom tilbage til den nordlige halvkugle. Vi har tilbragt 3½ inspirerende og spændende år på den sydlige halvkugle.

Vores næste "mål" var doldrum, som lå omkring 6-8 grader nord. Det ville tage nogle dage, før vi nåede derop og vi var spændte på, hvad det bragte af udfordringer denne gang.

Det tog et par døgn at komme igennem doldrum. Omkring 5°30 N blev det helt overskyet og vinden døde, så vi forsatte for motor. Efter 40 sømil var vi fremme ved en sort mur af lavthængende skyer og der kom vind fra Ø-NØ, 12-16 knob. Vi stop-pede motoren og hele natten sejlede vi gennem den ene byge efter den anden med kraftig regn og vind op til 20 knob.

Heldigvis slap vi denne gang for lyn og bulder torden og den ulidelige svovlstank, som vi havde masser af, da vi sejlede ned på atlanterhavs siden. Om morgenen den 16-5, 7°15 N, blev der længere mellem bygerne og vinden var NØ 20-24 knob. Vi havde siden Marquesas holdt nordover for at have højde nok, når vi kom op til nordøst passaten. Så ændrede vi kursen til nordvest, direkte mod Hawaii. Vi fik nu vinden ret tværs, hvilke gav en meget urolig sejlads. Det er utrolige kræfter, når bølgerne ram-mer båden. Mange bølger går under båden, men en del rammer ind på siden med en masse skumsprøjt. Så er der dem, der er så store og stejle, at de fortsætter op over pilottaget og cockpitpresenningen med masser af vand både ude og indenfor, øv-øv.

Vi havde en fiskesnøre ude og havde selvfølgelig glemt alt om den, da vi havde nok at se til. Da man også skal kigge agterud engang imellem, fik Lene pludselig øje på en stor fisk, som sprang højt op i luften. Whau..det var flot! Se nu springer den igen. Åhhh, vi har en line ude! Vi sejlede alt for stærkt til at få fisken ind, og inden vi nåede at tage farten af og komme ud på agterdækket og få fat i stangen var fisken væk. Hvor ærgerligt, det ville have være dejligt med frisk fisk på panden. Der havde været til flere dage, det var en ordentlig krabat.

Ellers skete der ikke det store, vejret vekslede mellem solskin og overskyet, men holdt tørt. Det var blevet køligere. Medens vi var på Marquesas og på turen op til ækvator, havde der konstant været 32-33 grader i kahytten. Temperaturen var nu nede på 27-28 grader, så vi havde igen fundet dynerne frem og måtte have tøj på om natten. Det var meget mere behageligt.

ALOHA HAWAII,

Onsdag den 23. maj fik vi øen Hawaii i sigte, efter at have sejlet 2092 sømil på 14 dage siden Marquesas. The Big Island, som de selv kalder øen, dukkede langsomt frem af disen og det lave skydække. Op ad formiddagen kom flere af vulkanerne til syne og det røg fra en af dem. Vi holdt en god afstand fra Cape Kumakahi og sejlede for sejl op langs kysten. Det var en lang tur op til Hilo, som ligger godt beskyttet bag en meget lang stenmole.

Sent på eftermiddagen kom vi endelig til Hilo. Vi startede straks med at kalde havne-mesteren. Der skete ikke en dyt. Vi kaldte i en halv times tid og var død trætte af det hele. OK, så sejler vi ind, vi kunne ikke ligge der hele aftenen og vente. Da vi kom helt ned i bunden af den store havn, så vi mange lystbåde ligge for svej i en stor bugt, men skilte viste, vi ikke havde adgang dertil, så vi fortsatte mod Radio Bay.

Vi sejlede i en afmærket rende og skulle forbi et cruisingskib, som lå langs en kaj, der næsten lukkede af for indsejlingen til Radio Bay. Det var en meget smal indsejling og vi kom ved lavvande, det gjorde det ikke bedre. Mens vi var på vej ind, vi lå lige midt i hullet med lidt medstrøm, blev vi råbt an af en meget ophidset uniformeret dame, som stod for enden af molen. Vi kunne ikke lige fatte, hvad der var galt, men vi kunne da forstå, at vi ikke kunne sejle ind i Radio Bay. Lene kom med nogle eder, mens hun fik vendt skuden og sejlede op langs molen, så vi kunne høre, hvad der var galt. Så gik vagten helt amok, vi måtte ikke komme nærmere. Jamen, hvad pokker, vi skulle jo høre, hvad der var galt. Og da vi drejede ind foran crusingskibet for at komme rundt og fri af molen, startede en højtaler på skibet som sagde, at vi ikke måtte komme nærmere. Du store himmel hvad foregik der her. Årsagen var, at de er hunderæd for terrorister, lignede vi virkelig sådan nogle!

Vagten ville vide, om vi havde tilladelse til at sejle ind i Radio Bay, det havde vi jo sådan set ikke. Vi fik endelig forklaret, at vi i over en halv time havde kaldt havne-mesteren, men at ingen svarede; så hvad havde hun tænkt sig, vi skulle gøre. Det var meget enkelt, vi skulle bare sejle væk. Henrik fik forklaret, at vi havde sejlet i 2 uger for at komme hertil, så vi ville ikke bare sejle igen. Det var åbenbart det rigtige at sige, for hun fik fat i radioen og vi kunne høre, at hun flere gange sagde: "de har sejlet i to uger". Efter et stykke tid kom en fra havnekontoret, og vi fik endelig lov til at sejle ind i den lille havn. Da der ikke var plads ved kajen, hvor de andre både lå med et stævnanker ude og hækken ind til kajen, droppede vi krogen midt i havne-bassinet.

Vi vil ikke påstå, at vores ankomst til Hilo var ren idyl, vi var trætte og irriterede over ikke at kunne få kontakt med myndighederne og så oven i hatten at blive råbt af. Det viste sig at havnemesteren havde glemt at åbne for sin VHF-radio. Nu var det for sent at ordne papirer, så vi måtte blive ombord til næste morgen.

Næste formiddag blev vi bedt om at flytte, da Coast Guard skulle bruge mere plads for at vende deres skib. Der ikke var megen plads, men vi fandt da et sted at droppe krogen. Radio Bay er et hyggeligt lille sted med lidt beplantning i det ene hjørne, og der ligger et par store udriggerkanoer, som de bruger hver aften til motion og kaproning. Vender man sig om, fylder et meget stort krydstogtskib med modtage- og afgangshal hele den anden side af havnen, men det kan man jo lade være med, og bare nyde den pæne del.

Da vi kom op på havnekontoret, fik vi en undskyldning af havnemesteren og resten af formaliteterne gik smertefrit. Nu manglede vi bare at klare papirerne med tolden og immigrations myndighederne. Det var ikke lige til, hele dagen var tolderne optaget på det store cruisingskib med 1000 personer, der skulle have stemplet deres pas. Havnekontoret ringede til dem og vi fik tilladelse til at gå rundt udenfor det afspærrede området, mens vi ventede på at kunne få vores papirer ordnet. Vi fes frem og tilbage mellem havnen og kontoret i håb om at få fat i een, som kunne hjælpe os med papirarbejdet. Nu er der ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Besøget af cruisingskibet betød, at alle biludlejnings firmaerne havde en mand på kajen, så vi fik bestilt en bil til næste dag. Så noget konstruktivt fik vi da for hånden.

Så var vi bare så heldige, vores sidste besøg på told kontoret sent om efter-middagen, fik vi banket en fyr op inde på det aflåste kontor. Det var sidste mand, han var dødtræt efter en lang dag og lige klar til at tage hjem, men han var utrolig flink og tog sig tid til at hjælpe os med de mange spørgsmål vi havde, ordne vores papirer og give os et års cruisinglicens. Vi havde nogle løg tilbage, alt andet havde vi spist eller smidt ud for ikke at få problemer med landbrugsministeriet. Da næste dag, fredag, var en helligdag, blev vi enige om, at vi pakkede løgene langt væk, så vi ikke behøvede at have besøg af folk fra landbrugsministeriet. Glade var vi, nu kunne vi frit gå rundt og det var gået over al forventning. Vi var blevet advaret om al verdens problemer, fra sejlere vi havde mødt, men heldigvis gik det rimelig smertefrit.

Nu skulle vi på vulkaner,

Tidligt næste morgen var vi klar til at tage af sted til Hawaiis Volcanoe National Park. Vi var heldige med vejret, sol og let overskyet. Vi havde en flot tur op gennem landskabet til nationalparken. Her køber man en billet for 7 dage, så man kan vende tilbage, hvis man vil se det hele og gå de mange stier, det kan nemlig ikke nås på een dag.

Den fire kilometer høje Mauna Loa vulkan var sidst i udbrud i 1984. Men det er ikke kun fra toppen at lavaen flyder, den finder vej ned gennem kløfter og underjordiske gange. Lige ved siden af Mauna Loa ligger vulkanen Kilauea, 1250 meter høj og den er stadig meget aktiv.

Rundt langs Kilaueas kraterkant er der bygget en 18 km lang vej med udsigtpunkter, man kan gå ud til. Det er et imponerende månelandskab et se ned over. Vi kørte rundt for at se så meget som muligt på een dag. Der var flere interessante stier, som førte ned til kraterne og dem gik vi naturligvis. Det er et fantastisk spændende og interessant landskab og så selvfølgelig fordi det stadig er super aktivt. Flere steder var det "på eget ansvar," da lavaen flyder lige under hvor man går og man kunne mærke at undergrunden og stenene var varme. Flere steder sivede røg og dampe op gennem kløfterne.

Et udbrud startede 1983 på østsiden af Kilauea og lavaen flyder stadig fra dette og senere udbrud. Og lige nu mens vi var der, var der aktivitet og lavaen strømmede ud fra et hul i Kilaueas bjergside, som hedder Pu ú Õ´o. Derfra løber den flydende lava ned af bjergsiden og ud i havet. Det ville vi se, så vi kørte helt ned til havet. Her er den gamle kystvej, som før i tiden løb langs hele sydkysten. Den er nu lukket af lava over en strækning på 12-15 kilometer og da der stadig løber lava ud forskellige steder, har man ikke kunne genåbne den. Det er her man kan se den rødglødende lava flyde ned til havet.

Sammen med hundrede andre parkerede vi bilen, i en lang række, langs vejen et stykke fra lavaen. Det skulle nu vise sig, at der var ca. 2 kilometer at gå ud til hvor lavaen har lukket vejen. Vi gik rundt i dette mærkelige lavalandskab og så flere steder den asfalterede vej dukke frem mellem lavabjergene og et par steder dukkede et afbrændt parkerings eller -stopskildt frem. Men der var ingen flydende lava her. Stederne hvor lavaen stadig flyder ud i havet skifter hele tiden og vi var adskillige kilometer fra den flydende lava.

Et skilt fortalte, at det ville tage os ca. 3 timer at gå over lavaen til det sted, hvor lavaen løber ud i havet. Det er altså ikke en lige og flad vej men lavabjerge med store huller og kløfter. Vi kunne nå derud i dagslys, men vi kunne ikke nå tilbage, inden det blev mørkt, så det turde vi simpelthen ikke. Det var ikke bare os, som var skuffede over ikke at kunne nå længere, mange udtrykte deres utilfredshed over manglende information. Da vi endelig nåede tilbage til informationen, fik Lene fat i en guide, for at høre om det var den eneste mulighed, vi havde for at se lavaen, ellers måtte vi komme tilbage tidligt næste dag. Men der var jo så meget andet, vi også gerne ville se. Hun fortalte, at det var muligt at komme til lavaen fra den anden side af vejen, men det var gennem privat ejendom og flere steder var vejen dækket af meget ujævn lava. Hun fortalte os vejen men sagde udtrykkeligt, at det ikke kom fra hende.

Vi kørte tilbage mod Hilo, for at finde vejen ned til stranden. Lavaen havde i 1990 oversvømmet vejen ved Kalapana og Kaimu Beach, det var den vej, vi forsøgte at finde. Vi kom til en stor jernlåge, der stod åben nu, men hvor længe? Vi turde ikke tage bilen med ind, så vi gik ad den smalle grusvej. Der var advarselsskilte mod at færdes her og der lå nogle huse langs lavastranden med adgang forbudt skilte. Endelig kom en bil imod os, som vi stoppede for at høre, om vi var på gal vej. Nej, nej I skal endelig køre derud, det er alle tiders oplevelse og der er mange biler derude, der bliver ikke lukket og I kan få en lift med tilbage til jeres bil. Vi sagde mange tak og kom tilbage til bilen. Det var ved at blive mørkt og vi var spændte på, hvor langt der var til parkeringspladsen. Det var godt nok en spændende tur ud til parkerings-pladsen. Vejen forsvandt simpelthen flere steder og vi kørte på ren lava, vi var rigtig kommet på vulkaner. Men det var sjovt og meget spændende. Der var gang i den på parkeringen, der blev sat nogle lys op på pladsen, inden det blev bulder mørkt, for at man kunne finde tilbage.

Vi havde kun vores pandelamper med, men de viste sig at fungere godt, og vi kunne sagtens finde vej med dem. Vi gik i små grupper for sikkerhedens skyld og samtidig var det meget hyggeligt. Det var meget spændende at gå ud over den størknede lava, som dannede de mest fantastiske mønstre. Noget lignede tykke tove flot kvejlet op og andet lå i zig zag mønstre eller lavaen så ud som en størknet flod. Det begyndte at blive varmere og vi kunne lugte svovldampe. Vi skulle passe på de mange huller, hvor lavaen flød lige neden under, at ikke en fod smuttede ned.

Vi var så heldige, at have en super stille nat med fuldmåne og en stjerne himmel som på havet, da der herude ingen lys var. Endelig kunne vi se lavaen fra åbningen af Pu'u O'o flyde ned ad bjergsiden. Lidt efter nåede vi frem til en stor rødglødende tyktflydende lavastrøm, som løb mod havet, FANTASTISK!

Der var en fantastisk stemning her, folk var helt høje af den specielle oplevelse og vi var mange, som gik helt tæt til lavaen, der løb som en lille bæk mellem benene på os. Lavaen havde røde, orange, violette, blå og grønne farver, den var så smuk. Det var ikke ufarligt, flere gange spyede lavastrømmen ild ud, men det var så spændende her i den lune nat, at forsigtigheden blev glemt for en tid. Vi kunne mærke varmen gennem sålerne på vores støvler og lugte brændt gummi, tættere kunne vi vel ikke komme på Moder Jord.

Vi kunne ikke se lavaen forsvinde ud i havet fra landsiden, kun se røgen når lavaen ramte det kolde vand. Det var for farligt at gå tættere til kysten, da lavakanten bliver porøs og der dannes huler og sprækker, når den gloende lava løber ud i det kolde havvand. Der er desværre nogle, som har dristet sig derud og er styrtet igennem og ned i lavaen. Så det var vel grunden til, stedet ikke blev publiceret.

Lørdag var vi tidligt på stikkerne. Vi tog til Hilo downtown for at se og handle på det ugentlige marked. Det var bestemt ikke kedeligt. Der var mange spændende mennesker at se på. Et stort udbud af friske fisk, dejlige frugter, grøntsager og blomster. Vi fik hele formiddagen til at gå der og sluttede af med en god frokost. Vi kørte tilbage med alle vores frugter og grøntsager, dejligt at få fyldt kurvene op igen med friske ting.

Af sted igen, vi kørte nordpå forbi Hilo langs kysten op til Akaka Falls State Park. Det er et smukt naturområde med flotte vandfald. Der var mange mennesker, da det var lørdag, så da vi havde gået turen rundt et par gange, fortsatte vi videre nord på. Vi drejede af fra kystvejen og fandt en smal snoet vej helt nede langs vandet med dejlige træer og masser af blomster, det var et herligt sted.

På vejen tilbage handlede vi vildt ind i supermarkedet Safeway, som ligger lidt udenfor Hilo. Vi skulle aflevere bilen samme aften, så det var smart at få købt stort ind og få det kørt ned til havnen, så skulle vi kun færge det hele ud til Dana i jollen.

Søndag var vi godt nok flade, men der var stadig så meget at se. Vi gik en lang tur på strandpromenaden langs Hilo bugt. Her er anlagt en stor park i japansk stil med broer og stenalter meget smagfuldt placeret mellem rislende vandløb. Det var virkelig underholdende at se, hvordan lokalbefolkningen brugte dette sted. Vi så på kaproning med de store udriggerkanoer, det var meget farverigt.

Mandag middag forlod vi Radio Bay for at sejle til øen Maui. Egentlig ville vi have sejlet om natten op gennem Alenuihaha Channel til Maui. Men vi havde lyst til at se lavaen fosse ud i havet, så vi sejlede tilbage langs kysten til Cape Kumakahi og ned langs syd øst siden af øen. Der havde hele dagen været svag vind, så det skulle passe med tiden, at vi ville være ud for lavafloden lige inden, det blev mørkt. Da vi rundede Cape Kumakahi, kom der selvfølgelig mere vind lige i snuden. Vi sejlede så tæt til vinden vi kunne, og nåede først frem da det var mørkt. Det var lidt ærgerligt, når der skulle tages billeder.

Det var spændende og meget flot, at se lavaen løbe helt oppe fra bjergsiden ud i havet som et stort rødglødende vandfald. Det larmede og sprøjtede højt op i luften, når den ramte den kolde vand og der var kraftig røg hen over vandet. Det var vanskeligt i mørket at se, hvor tæt vi kunne komme og vi skulle passe på de giftige dampe, som drev ud over os. Efter at have cirklet rundt en times tid, måtte vi løsrive os for at komme videre sydover. Vi skulle rundt Ka Lae, sydspidsen af øen, hertil nåede vi tidligt tirsdag morgen. Der var ingen vind nu, så vi sejlede for motor op langs øens vest side. Først på aftenen nåede vi op til Alenuihaha Channel og her fik vi lidt vind, så vi kunne fortsætte for sejl.

Onsdag morgen kom vi op til øen Maui og sejlede mellem den og øen Kahoolawe. Det gik langsomt i den svage vind og det passede os fint. Vi nød synet af Kahoolawe, som lå badet i morgensol i flotte gyldne farver, mens vi fik vores morgenkaffe. Så nåede vi til kraterøen Molokini. Det er et sunket vulkankrater, hvor kun en fjerdedel af kraterkanten stadig er over vand overfladen, en del er stadig intakt under vandet. Det ligger som en bølgebryder for sø og strøm og her er et meget rigt dyreliv. Masser af fisk, humpbackhvaler, grønne havskildpadder og munkesæler. Et super sted at se fugle og snorkle.

Vi fortsatte op til den lille havneby Lahaina. Yacht klubben har udlagt nogle gæste-bøjer, man kan ligge ved ganske gratis, så vi nuppede en af dem. Da vi senere på dagen sejlede ind i jollen, gik det op for os, at vi lå meget langt ude, og at der er et rev lige ved indsejlingen, hvor der, når det blæser op, kan stå en grim sø.

Dejligt at komme i land, her skete en masse. Vi gik til yacht klubben og fortalte, at vi lånte en af deres bøjer. Vi blev budt velkomne til klubben og fik et adgangskort til baren og restauranten. Der var så meget at se på i byen. Men vi skulle først ringe til customs for at fortælle, hvor vi nu var, så en telefon var det første vi skulle finde. Da det var klaret, kunne vi slappe af. Resten af dagen gik med at gå på hovedstrøget og glo på butikker og de gamle huse som lå der. Der var mange kunstgallerier og smykkebutikker, det var et rigtig turiststed men med en egen charme. Havnen var heller ikke kedelig om dagen, men efter klokken 18 var der ikke meget liv, så var der kun gang i de turistbåde, som sejlede ud for at se på solnedgang.

Om morgenen dukkede Honolulus skyskrabere frem langs Waikikis hvide strand. Vi sejlede tæt langs stranden, lige udenfor surfen, for at finde den snævre indsejling til marinaen. Vi fik lidt af en overraskelse, vi skulle faktisk sejle ind gennem en ret så heftig surf. Det så værre ud, end det var og da vi kom indenfor molerne, var der helt stille. Vi fik anvist en fin plads, lå langskibs lige foran Hawaii Yacht Club i Ala Wai Marina.

Det var første gang, siden vi forlod Puerto Montt, at vi lå i en marina, så de næste dage fik vi fersket alt af, nu vi havde adgang til vand. Vi fandt en sejlmager, som reparerede vores storsejl. Nogle af sømmene var slidte og et par gamle rebeøjer blev fjernet, de var til mere skade end gavn. De havde skamfilet den nye maling, så Henrik måtte i masten og plette. Vi startede tidlig om morgenen, lige så snart duggen var væk, og inden det blev for varmt, så malingen kunne nå at tørre, inden eftermiddags bygen kom, så det skulle times. Der er altid mange gøremål efter en lang sejlads. Vi havde også fået nogle skamfilinger på vores nymalede bomme, så der gik en uges tid med at slibe og plette.

Franske Marie og Yves samt katten Victor, på Toupa 2 fra Tahiti, lagde sig udenpå os. De havde også en del reparationer inden turen videre nordpå til Kodiak. Der var gang i sandpapir og maling.

Vi manglede nogle små vantskruer, fittings samt flere søkort, strømtabeller og pilots. Så vi tog på en lang bustur til den anden ende af Honolulu til en stor afdeling af West Marine. Det er altid farligt at besøge en udstyrsbutik, vi kommer tilbage med en masse ekstra ting, som ikke stod på listen.

Fra vores plads havde vi en flot udsigt over havnen og indsejlingen. Lige overfor ligger Ala Moana Park med flotte palmetræer. Parken bliver brugt til motion, mødested og i særdeleshed til bryllupper, der er altid en masse mennesker. Vi har set et utal af brudepar blive smedet her og fotograferet med palmer, surf og solnedgang som baggrund. Hver aften var der livlig aktivitet, de lange udriggerkanoer blev båret ud og de roede om kap ud gennem brændingen. Det var underholdende at se på og foregik under råb og høje kommandoer, mens de strøj forbi Dana med et par meters afstand.

Sent på eftermiddagen kom alle de unge ned til stranden med deres surfebrædder og fik et par timer til at gå med at padle rundt for at finde den rigtige bølge, som de kunne ride ind på. Det var fascinerende at se dem stå inde under bølgekammen og komme hele vejen igennem.

Vi tog et par ture rundt i bus og gik rundt i byen, men vi var mest ved marinaen og stranden. Vi brugte megen tid på at snuse rundt i de asiatiske butikker og købte mad og krydderier. Samtidig fik vi kigget på priser og fandt mange gode tilbud, så langsom fik vi fyldt skabene op med nye ting.

Hver weekend var der musik i yacht klubben og en stor BBQ blev tændt op og alle var velkomne til at bringe deres kød eller fisk op. Man kunne også bestille en menu hos chefkokken. Det var meget afslappet og der var en hyggelig atmosfære.

Vi var nu i slutningen af juni og måtte løsrive os fra dejlige Hawaii, hvis vi skulle nå at have lidt sommer i Alaska. Efter en del søgen rundt på havneområdet nord for marinaen, fandt vi endelig et lille kontor på en pier, hvor costums holdt til. Vi havde fået at vide i Hilo, at vi kunne klirre ud fra USA, når vi forlod Honolulu, da vi jo skulle sejle High Seas. Så kunne vi starte forfra med et års cruising licens til Dana og 6 måneder til os, når vi kom til Alaska. Vi havde en lang snak frem og tilbage, men den gik altså ikke. Tre ting skal være opfyldt for at få en ny cruising licens: man skal forlade USA for at sejle til en andet land, man skal returnerer til USA fra et andet land og der skal gå mindst 15 dage efter at den gamle licens er udløbet. Men vi fik at vide, vi stadig kunne sejle rundt i USA, efter at cruising licensen var udløbet, vi skulle blot melde os hos costums, de steder vi anløb og udfylde nye papirer hver gang. Så der skulle ingen problemer være for Dana. Fremtiden vil vise, hvordan det kommer til at virke.

Onsdag den 13. juni fyldte vi den sidste diesel fra Puerto Montt i tankene. Inden vi forlod marinaen, fik vi fyldt alle vores dunke op, så vi havde diesel nok til at komme til Aleutian Islands. Så var det bare at slippe enderne og vinke farvel til Toupa, inden vi stak snuden ud i North Pacific og satte kursen nordpå mod Alaska.