Vi startede på den sidste etape af turen til Alaska, som ligger 2000 sømil mod nord.

Vi forlod Honolulu den 13. juni og sejlede for motor op langs kysten af Oahu. Den smule vind der var fulgte kysten og var meget ustabil. Nordkysten var meget anderledes end syd- og vestkysten, den mindede mere om Marquesas med flotte foldebjerge og dybe frodige grønne dale. Vi nåede op til nordspidsen ved aftenstid og da vi kom fri af øen, fik vi som forventet, en grov sø og ustabil vind på grund af ø-effekten.
De første to nætter var hårde at komme igennem. Vi skulle have søben igen og vi døjede stadig med varmen nede om læ, nu da alle luger var lukket på grund af meget vand på dækket.

Se vindkortene fra sejladsen mellem Hawaii og Alaska.

Vi havde gode dage og flotte nætter, sejlede med god fart og holdt stødt vores kurs.
En morgen var der nu en lille ændring, vi sloges for at komme udenom et stort højtryk uden at skulle miste al vores højde. Vi havde nord til nordøstlig vind, men når vi kom højere op ville vinden gå mere vest over, og så håbede vi, det vil rette lidt op på kursen. Men der var er god bid endnu, inden vi nåede dertil. Den ene dag gik efter den anden uden de store ændringer, og vi så ikke meget dyreliv kun er par enkelte fugle. Vi havde snøren ude og Lene var heldig at få bid. Det var en overraskelse at se, hvad der var på krogen, bare en lille fisk. Vi havde ellers besvær nok med at hive den ind. Sådan en havde vi ikke set før, og det tog os lang tid, med søgen i vores bøger, at finde ud af, hvad det var for en fyr, vi havde fanget. Det nærmeste vi kunne komme var, at den var i familie med en havbras. Den røg straks på panden, fint til en frokostret, frisk og lækkert kød.

Højtrykket lå og kørte frem og tilbage, og vi havde meget variable vinde. Vi ville ikke bruge motoren, vi kom jo fremad. Da det gik stille og roligt, fik vi i stedet lavet lidt god mad og sovet godt. Tænk jer på een uge dalede temperaturen fra 30° til 18° i salonen, så nu er de lange underhylere kommet frem og vores varme tykt forede sejlertøj har set dagens lys. For en uge siden sad vi i næsten i ingenting. Forleden nat sad vi standhaftigt og nisse frøs, indtil det gik op for os, at dette var vedvarende. Vi havde de sidste tre dage haft overskyet kun med lidt solstrejf.

Det er højtrykket, der strækker sig helt op til Alaska, som trækker polarluft ned over os. Højtrykket skulle normalt på denne tid ligge sydøst for os, ovre ved Mexico. Vi skulle have haft lun vind fra Mexico og Californien, men i stedet fik vi en forsmag på, hvordan det er oppe nordpå. På den anden side nyder vi den dejlige friske luft, det er godt at mærke det prikker i kinderne. Lige nu er det forfriskende med køligere vejr, så længe det ikke regner og er tåget.

Tirsdag den 19. juni havde vi en fantastisk oplevelse. Vi sad i cockpittet med formiddagskaffen og læste, da vi hørte et prust og sagde i munden på hinanden: det må være en hval. Lige agten for os så vi ryggen af en stor hval, og vi kom ud på dækket i en fart. Kun 5 meter fra os, kom en kæmpe hval op og gav et blæst ind over os, det lugtede ikke godt. To hvaler kom op og blæste lidt længere ude og endnu to til. Den største kom op langs bagbord side kun 4 til 5 meter fra båden, den var lige så lang som Dana, det var helt vildt og vi lurede på, om den nu også havde tjek på halen, der var ikke mange centimeter fra halespidsen til båden. Først vidste vi ikke, hvor mange der var, og om de passerede hurtigt forbi, så vi for rundt for rigtig at se dem, utroligt så store de var.

Lene løb ned efter kamera og trøjer, da det så ud til, at de fulgte med os. Det var afsindig koldt oppe i blæsten. De dykkede under Dana og kom flere gange op på siden af os. Vi fandt ud af, at det var 5 finhvaler. Der var to mellemstore hvaler på ca. 10 meters længde, og den ene af dem havde en unge med sig. Ungen så vi lige rygfinnen og hovedet af, den lå hen over det øverste af halen på moderen. De to største, som kom helt tæt på hver side af os, var ca. 14 meter lange og kæmpe store over ryggen.

Vi kunne tydeligt se hele hvalen i det klare vand og dens højre hvide kæbe og den venstre mørkegrå, som blandt andet er et godt kendetegn på, at det er finhvaler. Vi var helt høje, aldrig har vi haft så store hvaler så tæt på. De blev omkring os en lille time, så der var tid nok til at nyde dem, men det vidste vi jo ikke på forhånd, så vi fes febrilsk rundt for at se så meget som muligt. Det var en super oplevelse.

Næste morgen spottede Lene den store finne fra en spækhugger, så der er ved at komme gang i marinelivet!

En formiddag blev vi i to timer underhold af en delfinflok på ca. 200 stykker. De jagede sild tæt ved båden og hele vejen rundt om os i en afstand af en halv sømil. Havet blev pisket op, når de i store flokke sprang omkring os. Det var hvid sidet pacific delfiner på lidt over 2 meters længde. De har en kort snude, kraftig hale og en ret stor rygfinne. Mørk ryg og hvid bug og lidt mørke aftegninger på siden. De kan optræde i flokke på op til 2000 dyr. Også to store albatrosser kom helt tæt på og var heldige at redde sig fisk, når delfinerne jagede fiskene op til overfladen. Delfinerne og spækhuggerne samt hvalerne er på vej op til Alaska for at fouragere de store stimer af sild, krill og laks, som havet er fyldt med hele sommeren. Vi er alle på vej op til det store eventyr, de for at æde og vi for at opleve det fantastiske dyreliv.

Vi har i tre dage haft meget skiftende vejr med vindstille og meget lidt vind, så vi har kørt for motor. Vi har haft travl, når nu vejret var helt stille, med at få lavet ekstra portioner middagsmad, som vi så "bare" skal varme. Lene fik også bagt et brød mere.

Endnu en koldfront har vi haft over os med tåge og regn. Det er utroligt så koldt det så bliver. På vores nattevagter har vi frosset bravt, endnu flere sokker og trøjer har set dagens lys men ikke solens. Vi har ikke set solen i 8 dage, kun lidt sollys skinner gennem skyerne og lysner alt det grå. Aldrig har vi set så mange grå nuancer, det er hårdt for øjnene kun at se den samme farve. Vi var heldige en morgen at se en tynd rød orange stribe, da solen stod op. Helt mærkeligt at se en farve og flot var det.

Vi oplevede igen det flotte syn af 5 finhvaler, som kom op på siden af os. Det var en anden flok, kunne vi se på rygfinnerne. Vi havde haft tid til at bemærke forskellige tegn på den første flok, da de var der så længe, og vi genkendte ingen af tegnene på denne flok. De blev ca. en halv time, inden de sakkede agterud, hvor de så dykkede ned. Den ene af dem tog dog lige en tur tæt foran stævnen, og vi tænkte, mon nu halen kommer op eller hvad! Men på trods af de er så store, er de meget graciøse og har åbenbart styr på, hvor tæt de kan komme til Dana. Vi er ikke nervøse, når hvalerne selv kommer op til båden, det er på deres egne betingelser og de søger det selv. Det er noget andet, når der ligger en flok og vi sejler ind mellem dem, det skal man være forsigtig med.

Vi var nu meget optaget af at holde godt udkig efter andre skibe, der er jo en kæmpe fiskerflåde i Dutch Harbor. Specielt når tågen kom rullende, var vi på mærkerne og sad og gloede på radarskærmen. Det var utrolig trættende.

Den 28. juni.

Vi lå i hård vind med store søer og prøvede at få styr på tider og strøm op gennem Unalga passet mellem Unalaska og øen Unalga. Vi kunne komme igennem passet 2 gange i døgnet med medstrøm. Efter passet skulle vi op i Beringshavet og ned gennem Unalaska Bay til Unalaska by og Dutch Harbor, som selve havnen hedder.

Vejrudsigten lød på hård NW-lig vind til næste dag og vi ville ikke kunne gå gennem passet med så megen vind imod os. Vi besluttede at sætte farten ned og afvente situationen. Så storsejlet, allerede med 2 reb i, kom helt ned og fokken minimeret til et lille lommetørklæde, mesanen var som altid oppe. Der lå vi og red det værste af, men det var ok, masser af plads rundt om os og stadig havde vi ikke set et eneste skib, mon de alle sejler oppe i Berigshavet.

Nogle timer senere blev det helt vindstille og langsomt lagde søen sig, så kun de store dønninger var tilbage. Vi lurede lidt, har de taget fejl med vejrudsigten. Kunne vi være så heldige at gå igennem i stille vejr! Vi skulle være oppe ved øen ved sekstiden om morgenen den 29, og have tid nok til at sejle de sidste sømil op til passet, som vi skulle igennem ved middags tid. Vi afventede lidt, men det så ud til at holde. Så vi startede motoren for at komme derop af.

Velkommen til Aleutian Islands, Alaska.

Vi havde nu fået godt vejr og solen kom frem, her er lyst til midnatstid, og pludselig dukkede Unalaskas kyst frem. Høje sneklædte bjerge, en hel massiv bjergkæde lå foran os, oplyst af solen, som var ved at gå ned. Bjergene og sneen lyste i pink og røde nuancer fra solen, det var utrolig flot, vores første møde med Alaska. Det var en herlig følelse, endelig at være kommet herop, og så få det smukke syn.

Men vi havde jo stadig en nød at knække. Da vi om morgenen kom helt op til øen Sedanka, kom en gale fra Beringshavet ned gennem passet fra ret nord, lige i snuden. Vi havde åbenbart ligget i et stort lufthul. Den klassiske, stilhed før stormen. Nu var det ikke sjovt længere, vi lå tæt under kysten og alt så pludselig helt anderledes ud. Det store plus var dog, at solen skinnede og vi havde en flot blå himmel og fin sigt. Havde der været tåge og regn, havde det været meget surt. Vi prøvede for motor at stampe os op mod de høje bølger, men det varede ikke længe, før vi måtte opgive. Der var yderligere det minus, hvis vi endelig nåede op til passet, skulle vi igennem med 7 knobs medstrøm mod de høje søer. Vi risikerede at komme galt af sted. Det er en direkte livsfarlig situation, det har vi lært fra vores sejlads i Skotland. Der står også flere steder i søkortet, man kun kan gå gennem de smalle pas, når søen er moderat. Mange har mistet livet her i Unalga passet, hvor de er blevet skyllet overbord eller deres skib er kæntret og gået ned. Det er berygtet for sin voldsomhed.

Den 29. juni.

Vi var lidt ærgerlige, vi var trætte efter de mange dage. Særlig efter den fyrretyvende breddegrad, havde vi haft mange problemer med vejret og vindretningen til målet. Men der var ikke noget at gøre ved det, så i stedet bestemte vi os for, at sejle langs sydsiden af øen, hvor vi ville ligge i læ for vinden, og kigge lidet nærmere på kysten. Det var en god beslutning. Lige så snart vi kom i læ af øen, blev det næsten helt vindstille og vi sejlede langsomt tæt langs kysten. Der var herlig varmt i solen og vi kunne smide det tunge sejlertøj. Det var en hel lise og vi kunne mærke, hvordan vi begyndte at slappe af og fik hvile i hovederne. Vi kunne nu sejle her langs kysten og vente et døgns tid, til vi kunne komme op gennem passet. Nu vi lå helt tæt under kysten i strålende sol, så bjergene helt anderledes ud. Siderne ud mod havet var flotte grønne med spredt sne og dem bagved mere barske og næsten helt sneklædte. Der var mange bugter og strande langs kysten.

Henrik gik til køjs og Lene begyndte at kigge lidt grundigere på søkortet. Hvor heldig kan man være. På kortet fandt hun en smal passage gennem bjergkæden. Mellem øerne Sedanka og Unalaska lå Udagak Strait, som gav passage fra North Pacific til Beaver Inlet, en stor fjord på den anden side af øen Sedanka. Der var mange fjorde i Beaver Inlet. På det søkort vi havde, var dybderne næsten ikke til at se, så vi fik startet computeren op og kunne nu på vores digitale kort se, at strædet var dybt nok til, at vi komme igennem. Vi lå lige udfor indsejlingen og kunne ikke se den, troede det bare var endnu en bugt. Vi kunne ikke kigge igennem, da den snoede sig, så der så helt lukket ud. Vi havde været så fokuseret på at komme op til Dutch Harbor, at vi slet ikke havde set denne gennemsejling. Vi havde blot afmærket et par ankerpladser lige ved indsejlingen til Beaver Inlet, hvis vi skulle få brug for at søge læ på vejen op.

Sikke et eventyr, da vi kom lidt indenfor. Vi sejlede ind gennem bjergkæden og alt var stille grønt og herligt, med flotte bjerge. Vi så mange puffiner flyve rundt og et par oddere svømmede forbi os. Da vi var ved at komme gennem strædet til Beaver Inlet, hørte vi nogle høje gennemtrængende skrig og for ud på dækket, for at se hvad der foregik. HA! to store Bald Eagles (en stor havørn), sloges om pladsen på toppen af vores stormast. De havde godt nok nogle besværligheder med de mange antenner og vi er helst fri for at have dem der, da de er meget store. Vi har fra vores venner, som har været heroppe, hørt at de sætter sig på vindmåleren og hakker den i smadder, fordi den lille dims, som måler vinden, fiser rundt og det skal den åbenbart ikke. Bald Eagles er Amerikas national symbol. At vi skulle se dem så hurtigt, var bare herligt.

Nu skal man jo, ligesom sydpå, bruge en sådan dag optimalt, for vejret holder sjældent længe. Vi talte om at sejle rundt i Beaver Inlet, for at se et par af de mange fjorde, da det jo er lyst længe. Men vi følte også for at finde en god ankerplads og komme lidt i land. Vi fandt i vores pilot flere steder med god holdebund. Mange steder er det stenbund, og det er noget møg at anker i.

Vi valgte den første fjord om bagbord, Amugul fjord. Vi skulle næsten sejle hele strækningen tilbage parallelt med Udagak Strait, for at komme helt ned i bunden til bjergene. Vi lå lige på den anden side af de bjerge, vi havde sejlet langs med på ydersiden af øen. Her så vi endnu flere puffiner og oddere. Bjergsiderne var så grønne og frodige med masser af sommerblomster i de smukkeste farver, vandet var helt grønt fra genskinnet fra bjergsiderne. Masser af vandfald med smeltevand fra isen og sneen. Der var så dejligt og helt stille.

Det tog os 16 dage at sejle de 2130 sømil fra Honolulu. Turen fra Puerto Montt i Chile til Alaska var ialt på 9460 sømil.

Vi tog en tur ind med jollen og gik en lang tur, det var dejligt at kommer ud at gå. Vegetationen var kraftig og høj, så med vores svage ben var det lidt af en udfor- dring, men vi nød det.

Her var så smuk, med mange blomster vi aldrig havde set før i de mest vidunderlige farver. Bjergene her på bagsiden var sneklædte selv her midt på sommeren og der var flotte vandfald. Det var dog vanskeligt at komme omkring da vegetationen var så frodig og bjergsiderne stejle og her var ingen stier. Som sagt skulle dagen nydes til fulde, lur os om ikke det ville blive regn og tåge næste dag. Det skulle blive stille de næste dage, så vejret ændrede sig nok, desværre.

Vi nød vores første øl siden Honolulu og en flaske rødvin til maden, og der efter var der ikke meget liv i os. Vi glædede os til at kunne sove, lige så længe vi orkede, mens vi lå død dam stille, whau! Som ventet blev næste dag overskyet med finregn og tåge, men vi havde 15 grader i salonen, så det var ikke så galt. Efter morgenmaden fik Henrik startet fyret op, og det var dejligt med lidt lune helt ud i krogene. En lille ræv gik rundt langs vandkanten, den så altså pudsig ud, den havde halv sommer- og vinterpels. Store pletter var med lange hår og resten med korte hår og farven skiftede mellem sort og helt lysebrun, den var bestemt ingen skønhed. I flere timer lå en stor sæl og fes den af på en sten tæt ved, et par nysgerrige oddere svømmede tæt forbi, og små andefugle svømmede rund om os. Her var et utroligt dyreliv.

Den 1 juli.

Vi ville se lidt mere af Beaver Inlet, så vi lettede anker for at sejle helt ned i bunden af Kisselen Bay. Men da vi kom fri af kysten blæste det 10 m/s lige i snuden, det gad vi ikke stampe op imod, det skulle jo være fornøjelse. Så i stedet sejlede vi direkte til Uniktali Bay på nordkysten af Beaver Inlet.

Bugten var større end Amugul og her var et mere åbent landskab, smukt, men ikke så spændende som Amugul. Der blæste en strid vind ned fra bjergene, men ankerpladsen var sikker nok. Det var en strid tur ind med jollen, men da vi kom i land fik vi læ for vinden og det blev helt lunt.

Vi kravlede op af skrænterne og det var faktisk lettere at gå her end ovre i Amugul, vegetationen var mere tæt og lav med pletvis høje græsser, men undergrunden var mere stabil, så her kom vi vidt omkring. Der stod et grantræ, det eneste større træ, inde i bunden af en dal og det tiltrak os som en magnet.

Vi kunne ikke komme ned i dalen, uden vi tog jollen og sejlede op gennem et delta. Der var en rivende strøm, men da vi først kom ind mellem de mange stenøer i deltaet, kunne vi efterlade jollen og vade op gennem de mindre vandløb. Der var godt nok langt til det grantræ og inden vi nåede helt dertil, var vegetationen blevet så tæt, at vi opgav og godt det samme, det var en hård tur tilbage, måske var vi ikke helt i form endnu, men vi havde en dejlig tur og vi så bald eagles, sæler og selvfølgelig nye fine blomster.

Næste morgen startede med sol og flot blå himmel, men allerede ved ottetiden begyndte det at blæse fra NE og vejrudsigten meldte 25 knob i Unalga strædet, det var for meget. Det stræde var åbenbart en hård nød at knække. Vi besluttede at sejle til den yderste bugt, Agamgik, kun et par timers sejlads fra Unalga strædet. Det var et blæsende sted og vi kom ikke i land der. Lene arbejdede med kort og pilots og fik afmærket en masse ankerpladser og Henrik lavede spagetti med laks.

Igen en morgen flot med sol og blå himmel, mon vi har heldet med os i dag. Efter morgenmaden gik Henrik i gang med at fylde diesel på tankene. Han stoppede hurtigt, dieselen klokkede fuldstændig op i vores Bajafilter, som vi heldigvis altid bruger. Til al held havde vi nok i tankene til at komme til Dutch Harbor, men det er jo bedre at have det i tanken end på dækket, hvis noget uforudset skulle opstå.

Vi lettede anker og arbejdede os stille derop af med 3 til 4 knob, vi havde stadig lidt modstrøm. Men det varede ikke længe, før vi kunne mærke medstrømmen, da vi skulle gennem det smalleste stykke. Derefter gik det hurtigt og søerne blev stejle og der kom kraftig malstrøm. Vi sejlede tæt forbi en lille spids klippeø, og da vi var lige ud for den, syntes vi nok den begyndte at blive levende. Vi så nu, at den var totalt dækket med Steller's søløver. De begyndte nervøst at røre på sig, da vi havde overskredet deres grænse for hvor tæt på, de ville have os, og inden vi fik set os om drønede den ene efter den anden ud i havet, de er meget sky.

En tyk tåge kom ned fra Beringshavet og lagde sig over toppen af øerne, vi kunne kun lige skimte den underste del af øerne og vandkanten. Her var masser fugle, især puffiner. Begge typer, hornet og tufted, dem uden og med fletninger, som vi kalder dem. De tufted har nogle lange gule fjer hængende på hver side af hovedet og det ligner fletninger, de ser ret spøjse ud. To hvaler dukkede op og fulgte med os og da vi kom tættere på byen, så vi en masse bald eagles. Det siges, at her er flere ørne end mennesker.

Da vi kom rundt på nordsiden af Unalaska, flovede vinden og vi havde en flot tur til Dutch Harbor. Vi havde lidt problemer med vores VHF og det tog lang tid, inden vi fik kontakt med havnemesteren. I mellemtiden var vi kommet ind i inderhavnen for at finde en plads. Det var en ny havnemester og han vidste ikke, at der var en plads fri i den lille inderhavn, hvor vi gerne ville ligge, og hvor vi nu var. Han anviste os en plads langt fanden i vold ude i Dutch Harbor industrihavn og han forventede faktisk, at vi kom derud. Vi havde lige sejlet forbi!

Nå, tilbage igen og nu i mega fed tåge. Vi mistede faktisk orienteringen, indtil vi fandt et sømærke, som vi lå indenfor, vi skulle have været udenfor, men til al held var det højvande. Vi kunne derfra finde ind langs molen til den anviste ponton, spørg lige om vi var trætte af det. Det var ikke derude hvor kragerne vender, men der hvor ørnene vender, dødssygt. Nå, fire ender i land og en god nattesøvn, så måtte vi løse problemerne næste dag.

Den 4. juli Amerikas nationaldag.

Næste morgen kom en anden havnemester og fortalte, at vi bare kunne sejle ind i den lille havn, der ville være en plads til os, og vi kunne ligge der i en måned. Glade blev vi, nu kunne vi møde nogle mennesker og få at vide, hvad der skulle foregå af arrangementer i byen og på havnen. Havnemesteren kørte os ind, så vi kunne se, hvor vi skulle ligge. Og når vi nu alligevel skulle rundt, gav han os en hel rundtur i byen og viste os, hvor vi kunne handle, museet, hotellet m. m. Det var rart, så var vi lidt orienteret. Da vi kom tilbage, startede vi straks op og inden en time var vi på plads i den lille havn. Vi kom hurtigt i snak med naboen, Byron og Paula. De fortalte, hvor der var arrangementer. På broen overfor var der sat tre store grill op, borde og stole og alt var fint pyntet. Vi var meget velkomne til at spise og drikke alt det vi kunne. Alt var gratis, det var sponseret af et stort firma i byen.

Først gik vi over til den anden bydel på øen Unalaska. Byen strækker sig over to øer, Unalaska og naboøen Amaknaker, de blev i 1980 forbundet med en bro over South Channel. Fra den russiske kirke og hele vejen op gennem hovedgaden skulle der være et optog. Der blev, fra pyntede biler, kastet slik ud på vejen til børnene, så de for rundt med poser for at redde sig noget og vi fik fyldt vores lommer. Det var enorme mængder slik, som lå på vejen. Flere kom hen til os og spurgte, om vi var dem fra den flotte båd, som kom ind til morgen. Jo tak, det var vi jo og vi kom i snak med blandt andre Tammy, som ville komme ned med laks til os. Flere spurgte interesserede om Dana og vores rejse.

Resten af dagen gik med BBQ og snak med en masse mennesker. Vejret var herligt med sol og op af dagen lettede den lavtliggende tåge og flotte bjerge, vi ikke havde set før, kom frem bag byen. Vi gik en tur i Safeway, for at se hvad de havde af varer. Der var alt, fin kvalitet, men rasende dyrt. Vi skal kun have det mest nødvendige her. Det er det dyreste sted, vi har været, indtil nu. De tjener simpelthen så mange penge heroppe. Her er ikke et vaskeri, alt er privat. Ingen offentlige transportmidler, kun taxi. Vi har tomlede den og var heldige at få en lift. Det har været en dejlig 4. juli, vi har hygget os, godt vi nåede at komme hertil, selv om det holdt hårdt.

Tammy var ansat på turistkontoret, så hun havde tjek på, når der kom et cruisingskib til Dutch Harbor. Så blev den Russisk ortodokse kirke nemlig åbnet og den ville vi meget gerne se. Det var kun muligt at komme ind, når et større selskab ankom, og vi var nu heldige at få lov til at komme med ind.

Den Russisk ortodokse kirke er Unalaskas mest kendte vartegn og den ældste kirke i Alaska. Der er over 700 uvurderlige ikoner, malerier, messingklokker og store kandelaber, bannere og andre kunstgenstande. Kirken er indvendig flot udsmykket med guld. Desværre måtte vi ikke fotografere i kirken, så der er ingen billeder af herlighederne.

Den første kirke blev bygget der i 1808 af russere, men vejret var hårdt ved trækirken og den forfaldt hurtigt.

I året 1824 ankom, som den første officielt udnævnte ortodokse præst, John Veniaminof til Unalaska. Veniaminof startede i 1826 ved hjælp af Aleut arbejdskraft opførelsen af en ny kirke på stedet. Han udviklede også et Aleut alfabet og oversatte tekster fra russisk til de indfødtes sprog. Han blev senere erklæret helgen. Kirken blev i årerne fra 1853-58 erstattet af en anden kirke, bygget af Aleut præsten Innokenti Shaishnikoff. I 1896 blev den eksisterende kirke bygget, som den fremstår i dag, hvidmalet trækirke med to grønne løgkupler, som er karakteristiske for ortodokse kirker.

Desværre forfaldt kirken meget op gennem årerne dels på grund af det hårde vejrlig og af mangel på vedligeholdelse. I 1990 var den i så dårlig stand, at den kom øverst på listen for bevarelsen af Amerikas mest sjældne vartegn. Aleut og russiske kunstnere blev hyret for at inspicere træværket og konstruktionen af kirken og de blev chokeret over at se, i hvor dårlig tilstand både kirken og de mange kunst genstande var.

Mange millioner blev brugt for at bringe kirken tilbage i god stand, og i 1996 blev kirkens et hundred års fødselsdag fejret med indvielsen af et nyt alter, lavet af træ fra den først opførte kirke. Nogle af ikonerne er blevet renset for mug og snavs, så de nu fremstår som nye. Mange af tingene stammer helt tilbage fra før Veniaminofs tid.

De fleste skader skete, da aleuterne blev tvunget bort fra Unalaska af det amerikanske militær under 2. verdenskrig. Aleuterne fik en uge til at pakke alle kunstgenstandene ned og tage dem med sig til en interneringslejr i Sydøstalaska, for at de ikke skulle gå helt til. Da de kom dertil, fik de at vide, at der ikke var plads til at hænge ikonerne op, så de forblev nedpakket i deres trækasser. Selv om aleuterne tætnede kasserne mod fugt og olierede tingene, blev de alligevel slemt medtaget. Da de endelig vendte tilbage til Unalaska, var ikonerne blevet meget mørke af fugt og snavs.

Ved siden af kirken ligger den lille bygning Bishops house. Bygningen blev lavet i 1882 i San Francisco og transporteret op til Unalaska, hvor den blev genopført. Der er desværre ikke gjort meget ved den bygning. Det er jo er flot hus, men meget faldefærdigt og det var fuld af skrammel. Man må håbe, de når at redde det i tide.

Vi fik en interessant rundvisning og fik fortalt kirkens historie. Vi blev så betaget af kirken, at vi købte et lille maleri af kirken, malet på birkebark, udført af en lokal russisk kunstner. Det sidder nu på skottet i DANA og pynter i salonen.

Russerne navngav stedet Dutch Harbor efter et Deutch (hollandsk) skib, som i slutningen af 18. hundrede tallet ankrede op i havnen. Dutch Harbor, som ligger på øen Amaknak, er en god beskyttet havn med stor dybgang.

På grund af den store skibstrafik og de mange søfolk som arbejder i Dutch Harbor, er byen mere kendt under dette navn end under bynavnet Unalaska. Det er to særskilte områder og havnen hedder: Internatinonal Port of Dutch Harbor.

For ca. 9000 år siden bosatte Unangan folket sig langs kysten af naturhavnen Unalaska. Navnet Aleuterne fik de af russerne, som også døbte hele ø-kæden Aleutian Islands, men de hedder og kalder sig stadig Unangan.

Unangan - Aleuterne dyrkede en detaljeret kunstnerisk, spirituel og fysisk kultur tæt forbundet med havet. Det var søfolk, som levede langs kysterne og som sejlede fra den ene ø til den anden. Da øerne er vulkanøer og de er meget aktive, var det et voldsomt farvand at færdes i med deres hurtige baidarka, en slags kajak som stadig bruges på grund af den geniale design. Der findes mange typer baidarka, alt efter hvor folk lever og deres kulturelle baggrund. Der er forskellige design, om det er til kyst- eller havjagt eller til transport af mennesker.

Russiske opdagelsesrejsende var de første europæere, som i 1759 rapporterede om byen Iliuliuk, nu kendt som Unalaska. Senere kom britiske, spanske og amerikanske opdagelsesrejsende også til byen, men det var russerne, som satte deres præg på byen, og som havde den største indflydelse. Unangas gjorde megen modstand mod de nye tilflyttere og undertrykkere, men kunne ikke hamle op mod dem, og blev i stedet tvunget til at jage sæler og havoddere for de nyankommende. Det blev snart en meget vigtig base for jagt på havoddere, som var meget eftertragtet af russerne til pelstøj.

Museet ligger på øen Amaknak. Det er et spændende museum med mange fine ting. Der kunne fortælles meget om deres tøj, bygninger, levevis, kunst o.s.v., men vi holder os til de to billeder, som vist nedenunder. Unagans var fantastiske til at flette kurve og æsker af det fineste tynde græs. De farvede materialerne og lavede flotte mønstre på deres ting.

Noget af det mest særprægede, er den flot dekorerede hat, som de havde på, når de jagede fra deres kajakker. Den skyggede for solen og tog af for sprøjt fra havet. De var oftest lavet af cedertræ eller anden let træsort, som kunne varmes og bøjes. Hatten blev dekoreret i mange farver og i fine mønstre med mange symboler for god jagt. Den på billedet er særlig flot, den har en udsmykning i ben på hattens bagkant for at holde hatten sammen og lykkedyr i ben hængt på siden, som skulle give en heldig jagt. Ydermere er der sat hvalros whiskers på bagkanten af hatten. Der er enormt megen symbolik i mange af deres ting. På deres redskaber udskåret i træ eller ben vises næsten altid et billede af et dyr eller et menneske, og der igennem et ønske for noget, som skal ske.

Vi ligger et godt sted, folk kommer forbi og vi kommer i snak med mange. Vi var en tur med Byron og Paula til et skibsprovianteringssted. Det er ikke lige om hjørnet, så det er rart at få en lift og komme rundt med lokale. På tilbagevejen var vi forbi Byrons container for at finde en krabberuse til os, med liner og foderdåser. Han har også lavet saltet fiskeyngel, vi skal have med som madding. Det bliver spændende selv at fange de store king crabs. Senere på dagen fik Lene to kroge, af en anden nabo, til at fange helleflynder, halibut med. Så når vi tager af sted herfra, er vi godt udrustet med grej.

Vores lykke var, at vi mødte Tammy og hendes datter Abby. Tammy, en glad og dejlig kone fuld af energi. Hun har en alu motorbåd og sejler ud med turister for at se på humpbachvaler, fiske halibut og laks, det er den helt store turistattraktion heroppe. Vi fire gik rigtig godt i spænd sammen og havde nogle herlige dage sammen både ombord på Dana og til lækker middag hos dem, hvor Tammy lærte os at lave cheviche af halibut. Hun er forrygende til mad, det må være det italienske blod, hun har i årerne. Hendes hus var altid åbent og vi kunne komme og gå som vi ville, og vi kunne bruge hendes vaskemaskine, tumbler og computer.

Hver onsdag aften var der en super buffet på Hotellet. King crabs, helleflynder, grillet og kogt laks og marineret fisk på et utal af måder. Ceviche af helleflynder og sushi med en masse spændende tilbehør. Varme retter med fisk og kød, bøffer, salater, frugt og et kæmpe kage bord. Vi spiste non stop i to timer, så kunne vi ikke klare mere.

Fiskerne på broen forærede os lækre friskfangede laks og fiskegrej og fortalte Lene hvilke kroge, hun skulle bruge og hvor lange linerne skulle være, der var meget nyt at lære. Tammy forærede os helt nye halibutkroge med forfang og lodder, der var ingen ende på deres gavmildhed. Agterdækket var fyldt op med krabberuse, fiskesnore med kroge og nedsaltet madding, så vi havde til et stykke tid.

På biltur til Beaver Inlet. Der er 38 miles vej på Unalaska, men selv om sommeren kan et sneskred lukke vejen, som vi var ude for og måtte vende om. Som det ses, måtte Tammy vende kareten, og vi prøvede en anden vej, hvor vi kunne slippe igennem. Vi havde en herlig tur og masser af sjov, men som det ses, var det nisse koldt.

Tiden fløj af sted, vi kunne næsten ikke følge med, selv med de lange lyse nætter, det var lyst til kl. 01. Vi kunne læse til kl. 24 i cockpittet. Vi havde endnu en gang forlænget vores ophold her.

Hver dag var der noget, vi skulle nå at se, vi kunne slet ikke komme herfra. Her var så dejligt og vi var heldige med vejret, solen skinnede hver dag og der var dejlig lunt. Vi lå i den lille bådehavn med husbåde og fiskerbåde som naboer og alle var så søde. Igen fik vi foræret en hel laks renset og lige klar til at gå til, faktisk havde vi nu så meget laks, at Henrik måtte grave to laksesider, for at de ikke skulle blive dårlige, køleskabet kunne næste ikke følge med, så meget var der.

En fredag morgen var vi igen på køretur sammen med Tammy til den anden side af øen for at se på fugle og fiske. Lige nu er alle de vilde blomster i fuld flor, der er så smukt.

I Dutch Harbor er der masser af ørne. Mens vi var der, var der mange unge fugle, så der var livlig aktivitet i de døde træer i parken lige ved siden af os. De er faktisk meget søde. Det er en kæmpe fugl på ca. 10 til 15 kilo. Så når de lettede fra vores mastetop rystede hele riggen.

Inden vi tog af sted, skulle vi have løst vores diesel problem. Dieselen vi fik på vores dunke i Honolulu var tyndere, end den de bruger heroppe i det køligere klima, så derfor klokkede den tynde diesel op i kulden, da vi ville hælde den i tanken. Den kunne omarbejdes på tankanlægget heroppe, men det kunne ikke svare sig. Så i stedet forærede vi de 250 liter til Chuck, som lå lidt længere henne af broen med sin fiskerbåd, han kunne bruge dieselen til at fyre med. Til gengæld kørte han Henrik frem og tilbage til tankanlægget og hjalp med at bære den nye diesel ned til broen, så vi fik toppet helt op igen. Det var en lærestreg, der skal tænkes over til næste gang.

11 dage går hurtigt og vi havde haft det flotteste vejr lige siden vi kom. Da vi sagde, at nu måtte vi se at komme videre, begyndte vejret at ændre sig og alle sagde, bliv lidt endnu det gode vejr kom med jer og se, nu tager I af sted, og det dårlige vejr kommer tilbage. Og det var sandt nok.