Lørdag den 14. juli sejlede vi fra Dutch Harbor. Der blev vinket farvel til Tammy og Abby, indtil vi ikke kunne se hinanden længere. Vi havde haft dejlige dage i Dutch Harbor og oplevet meget.

Vi var i god tid, inden vi skulle være nede ved Unalga Pass, så vi sejlede langsomt for motor, mens vi nød de sidste indtryk fra Beringshavet. Vi så flere af de små sort hvide delfiner og tufted puffins med deres gule fletninger. Vi kom lidt for tidligt op til pynten, men bestemte os for at fortsætte gennem passet med langsom fart, i stedet for at ligge og vente til strømmen vendte. Da vi var halvvejs igennem vendte strømmen og vi havde en fin tur gennem passet og kom ned til Beaver Inlet ved 21 tiden. Vi fortsatte til Amugul og var færdige med at ankre ved 23.30 tiden. Det var stadig lyst og vi nød stilheden og at være tilbage igen efter det hektiske byliv.

Næste morgen var det overskyet og finregn, men det kunne vi ikke tage os af. Vi tog af sted i jollen for at sætte vores crabpot og prøve vores halibutkrog. Det skulle foregå et par sømil ude ved indsejlingen til Amugul fjorden. Vi var godt lastet med den store crabpot med over 100 meter line og halibutkroge med 80 meter line, så der var rigeligt at holde styr på. Vi sejlede over i en bugt lige efter indsejlingen til fjorden og droppede rusen på ca. 40 meter vand.

Derefter sejlede vi over på den anden side og op langs kysten for at finde et sted, hvor vi kunne fange halibut. Øjnene var klistret til fishfinderen for at se den rigtige dybde og bundforhold. Lige midt i indløbet på godt 30 meter vand lod vi linen gå med en stor klump madding på krogen. Det tog ikke mange minutter, før der var bid. Lene fik sin sag for, hun kunne ikke holde linen stramt nok, så kræet smuttede af. Vi var helt vilde, det går jo hurtigt det her. Så på med ny madding og 5 minutter senere var der bid igen. Henrik tog over med at hale ind og endelig fik vi halet dyret indenbords, den fyldte godt op i vores lille jolle. En godt 11 kilos halibut, rigelig stor til os og masser af madding til rusen og mere fiskeri. Det var en super oplevelse, at det lykkedes os at få bid så hurtigt. Vi fræsede tilbage til Dana for at rense kræet. Derefter måtte vi hele vejen tilbage igen for at tjekke rusen. Der var kun en lille dum fisk i den, så den endte også som madding. Vi flyttede nu rusen længere ind i indløbet, så vi lettere kunne bjærge den fra jollen, hvis det skulle blæse op.

Næste morgen var det lidt kedeligt vejr, men vi var spændte på, om der var noget i rusen. Så vi dampede ud for at bjærge hele menageriet. Der var desværre ikke nogle krabber i, vi gætter på at maddingen ikke har været interessant nok, de kan godt lide blæksprutter og det havde vi ikke.

Da vi kom tilbage, bestemte vi os til tage af sted og gjorde klar til at sejle. Vinden havde lagt sig, vejrmeldingen lød nu fornuftig og vi ville gerne videre. Så vi lettede anker klokken 14.15 og sejlede for motor ud gennem Beaver Inlet i stedet for at tage gennem kanalen mellem Unalaska og Sedanka Island. Det var dumt, vi ikke gjorde det, det var egentlig planen, men i Beaver så det fint ud og vi ville spare nogle mil.

Da vi kom udenfor og fri af pynten, fik vi en rædsom sø. Mellem øerne byggede søerne sig voldsomt op på grund af den stærke strøm. Selv om vi var langt ude, var der store kraftige hvirvler med overfalls, som lavede nogle modbydelige stejle søer, som slog ind over os og vi blev smidt rundt, som var vi i en tumbler. De næste 3 til 4 timer var særdeles ubehagelige, og vi var tæt på at vende om, da vi ikke vidste, hvor lang tid det ville fortsætte. Heldigvis holdt vi stædigt på og kom endelig igennem. Nede om læ flød det med bøger og kort og alt var ommøbleret i skabene, der var et frygteligt rod. Heldigvis er det sjældent, at det går så galt.

Tågen lagde sin klamme hånd over de i forvejen lave øer, vi sejlede forbi, vi kunne kun se det underste af dem. Det var en god ide at gå syd om Akutan og de omkring liggende øer i stedet for at gå igennem Unimak passet, her var vi lidt i læ af øerne og der var ingen trafik, alle fiskerskibene lå på nordsiden mod Beringshavet. Motoren måtte holde for på hele turen.

Næste morgenen, da vi nåede til øen Unimak, tonede det flotteste landskab frem af tågen. Solen kom frem og skinnede på et betagende bjerglandskab. Tre store sneklædte vulkaner lå foran os. Den ene er aktiv, det røg faktisk fra den. Øen er meget flot med meget varieret landskab, kunne vi se, da vi kom tæt på. Vi valgte en ankerplads, West Anchor Cove, på den sydøstlige del af øen. Vi var lidt trætte og det var sidste chance for at ankre på en af Fox øerne, næste stop ville være Alaska halvøen. Så det var et endelig farvel til Aleutian Islands.

På vejen til West Anchor Cove så vi masser af fugle og især de to typer puffins. De er spøjse at se på. Begge typer er meget sky, vi kæmpede for at få gode billeder af dem. Vi så også flere humpbackhvaler og da vi kom til ankerpladsen, så vi inde på stranden et rensdyr med et stort gevir.
Vi ankom klokken 14.45, så det tog lige godt 24 timer at nå hertil fra Amugul.

Ankerpladsen er meget stor og vi lå lidt udsat, hvis der kom kraftig vind. Men meningen var at tage videre næste morgen, da skulle der komme lidt nordvestlig vind, som vi ville kunne sejle videre på. Vi slappede af og opgav at tage i land, da vinden friskede. Det varede ikke mange timer, før det begyndte at blæse rigtig op, men vi lå heldigvis fint med massere af plads omkring os.

Det blæste hårdt hele natten og det hylede i riggen. 11-12 m/s fra nord. Vi lå og red den af i store søer med skum på.

Næste morgen kom solen frem og den varmede dejligt. Alt så helt anderledes ud, når solen skinnede, men det blæste stadig meget og vi lå over. Så var der tid til at finde flere ankerpladser og kigge på kort og pilot. Der blev også bagt brød.

Vejret var helt klart og vulkanerne knejsede flot mod den blå himmel. Vi så tydeligt røgen fra Shishaldin vulkanen, som er den højeste. Her i bugten var alt grønt med blødt bakket landskab, der var så frodigt og smukt.

West Anchor Cove - Captain Harbor 55,5 sømil.

Vi lettede anker ved 7 tiden. Det blæste stadig meget, men vi ville videre. Der havde i nattens løb dannet sig store tangøer, som lå og drev rundt i bugten, så vi måtte siksakke os ud for ikke at blive fanget. Det er et pokkers arbejde at slippe ud, hvis indsejlingen lukker helt til og skruen kan bestemt ikke lide at gnaske sig igennem de tykke tangplanter, som er her. Vi satte mesanen i håbet om, at vi kunne sejle, når vi kom udenfor. Vinden drillede meget, den løb med langs kysten og der kom kraftige faldvinde fra dalene mellem de høje bjerge.

Da vi kom fri af Unimak, fik vi hård vind og krappe korte søer brækkede over os, det blev en våd og halvkedelig tur. Vi så dog flotte bjergpartier og vulkaner med sne på. Turen tog længere tid end forventet på grund af søen og vinden, som var foran for tværs og senere lige i snuden, ikke som forventet fra tværs. Klokken 15.15 var vi endelig ud for King Cove. Vi bestemte os for at give Captain Harbor en chance, der var godt nok langt derop, men det skulle være et godt sted og måske var der bjørne, som vi jo gerne ville se. Da vi kom op i Belcofski Bay, så vi en flok humpbackhvaler travlt optaget med at fouragere sild. Der var mange blæst og flotte haler.

Vi kom forbi Kitchen Cove, her kom en bald eagle svævende over os. Det blæste af pommeren til og selv i det meget beskyttede farvand, rejste søen sig til stejle krappe bølger, som gav en masse røgvand. Vi lurede lidt, hvordan mon der var længere oppe, dette var vildt. Da vi endelig kom ind gennem en slags kanal, fik vi fladt vand, men det blæste stadig hårdt med williwavs og vi krængede godt over flere gange. Vi fortsatte helt op i bunden for at få et overblik over fjorden, og i en sjælden stund var der stille. Så vi besluttede at ankre midt i poolen, vi var kommet til. Vi nåede lige at få 40 meter kæde ud, så blev der åbnet for vindposen og vi fræsede rundt. Det gad vi ikke ligge i, så op med krogen og vi sejlede tilbage til den første pool. Ikke at der var meget mere stille her, men vi kunne komme helt ind under kysten og dog få lidt læ. Der lå to sæler lidt længere inde og vigtede sig med lufferne i vejret.

Så sad vi bare og kiggede efter bjørne og talte om, at det kunne være fint, hvis vi her så en bjørn. Og minsandten om Lene ikke fik øje på en stor helt gylden brun bjørn på den anden siden af poolen. Den gik rundt og hyggede sig med at æde bær fra buskene. Vi sad og gloede i kikkert et par timer, den var desværre lidt langt væk, men fantastisk at vi her skulle se vores første bjørn, som vi havde håbet på. Vi så også et stort rensdyr med er kæmpe gevir gå langs stranden, nu havde vi set to rensdyr.

Vi syntes stedet så spændende ud og ville gerne i land, men den megen williwavs var trættende, alt fløj om ørerne på os. Så vi besluttede at tage videre næste dag. Vejrmeldingen lød på hård nordlig til vestlig vind de næste par dage, så det ville bare blive værre her.

Captain Harbor - Chiachi Bay 126,5 sømil.

Næste morgen var det lidt vanskeligt at se, at det var det samme sted, som vi kom ind aftenen før. Nu var det højvande, og meget af kystlinien var forsvundet, også den lange tange, som ragede ind i bugten, var under vand, så vi sejlede forsigtigt ud for ikke at løbe på grund. Vi forlod Captain Harbor klokken 07.15. Solen var ved at komme op over bjergene, og det tegnede til at blive en fin dag, måske med lidt vind til at sejle på.

Da vi kom ud i Belcofski Bay, så vi mange blæst, høje spring og fine haler fra humpbackhvalerne. Vi skulle gennem en meget smal og lav passage mellem en ø og fastlandet, for at spare et par mil. Vi sejlede for motor, da vinden skiftede mellem 20 og 5 knob fra forskellige retninger. Der løb en rivende strøm med kraftige strømhvirvler og overfals i strædet, så vi ville gerne hurtigt igennem. Vi var lidt spændte på dybden, som vekslede meget. Vi styrede en kurs efter dybdemåleren, ud fra de lodskud vi havde fra søkortet. Selv om vi gik igennem ved højvande, var der lavt over barren. Da vi først kom ude i strømmen, var der ingen vej tilbage, så vi strøg af sted og håbede bare det bedste.

Vi satte noget fiskegrej i håb om at fange laks. Måske sejlede vi for stærkt, vi fangede ikke noget. Henrik var desværre så uheldig at miste både loddet, klemmen og en hel del af wiren til dawnriggeren samt den nye krog. Den har nok fået fat i en af de store tangplanter.

I King Cove og Sand Point er der mange fiskerbåde, så vi begyndte at få trafik omkring os. Vi manglede ikke noget, havde masser af mad, så vi følte ikke for at anløbe de steder og have problemer med at finde et sted at ligge. Formentlig udenpå en fisker i fjerde femte række. Så hellere fortsætte og finde en god ankerplads.

Ved Sand Point trak det lidt med byger og der kom sorte skyer ind over bjergene oppe fra Bristol Bay. Der er ikke langt fra bunden af de to store bugter i Bristol over bjergene til os. Det var tydeligt at se, det var polarluft, som skyerne skiftede farve, og så kunne det mærkes. Da vejrudsigten stadig lød på opfriskende vind fra NW til W, ville vi gerne nå til en god ankerplads i læ for den vindretning og helst ikke sejle op i en dyb fjor på fastlandet, hvor det ville tage lang tid at komme op og ud igen. Hvorfor vi sidst valgte ankerpladsen på fastlandet, var i håbet om at se bjørne og det holdt jo stik.

Det blev en sej tur på 24 timer, men ingen af os følte for at sove. Vi var godt nok flade i de seks nattetimer. Vi sad godt varmt i cockpittet og hørte musik for fuld udblæsning, vi sang og fløjtede for at holde os vågne. Ved femtiden var vi ved øen Chiachi, og vi sejlede langsomt ind i Chiachi Bay. Der så lidt dystert ud, da det stadig var halvmørkt, men vi fandt da det rigtige sted.

Desværre brændte vores motorbatteri af og der var en hæslig stank af syre, da vi kom ned, efter vi var færdige med at ankre.

Vi begyndte at fiske, Henrik satte den tykke blyline med tre halibutkroge med madding på. Lene fiskede med stangen og det nye lakseblink. Det var nipper og så var der bid, men Lene var ikke hurtig nok og den røg af. Lidt efter bid igen og Henrik kom stormende med huggen og så var det bare en lille rødspætte. Men to af dem ville være et godt måltid, så ud med krogen igen. Snart var der bid, stangen stod som en flitsbue og det var umuligt at dreje hjulet, så tung var kræet. Det måtte være en kæmpe halibut. Vi knoklede begge bare for at reddet stangen. Både linen, blinket og fisken forsvandt desværre. Vi må konstatere at vores grej er for spinkelt til havfiskeri her. På Kodiak må vi købe en ny stang og hjul, det er ikke til at bære at blive ved med at miste fisk og grej.

Chiachi Bay - Agripina Bay 128,2 sømil.

Næste morgen var stille og vi oplevede en smuk solopgang, da vi forlod Chiachi Bay. Resten af dagen var overskyet med kun lidt sollys. Der var mange grønne øer omkring os, hovedlandet var bjerge med sne. Det ville tage et døgns tid til den næste ankerplads. Det er strækningerne over een nat, som trætter os mest, vi får sovet for lidt. Motorsejladsen er også trættende. Der skulle være kommet lidt vind fra den rigtige retning, så vi kunne sejle, men som ofte før udeblev den.

Vi så mange fugle, humpbackhvaler og nogle små delfiner. Vi har stadig ikke set spækhuggere, der skulle ellers være mange af dem. Men vi så vulkanen Pavlof i udbrud, desværre på lang afstand. Mod nattehimlen så vi en kæmpe ildkugle med lys omkring sig, næsten som når et fyrværkeri oplyser himlen. Vi kunne ikke høre nogen lyde kun se ilden. Det var lidt ærgerligt, vi var så langt væk, når nu der endelig skete noget spændende.

Det var et flot landskab at sejle langs med, bjergkæden med sne og de mange grønne øer drysset ud over det hele med mild hånd, det vil sige, der er også en masse små savtakkede skær, som stikker op midt i det hele. Derfor stak vi lidt til søs for at slippe udenom. I piloten og søkortet står tydeligt, at man skal være meget forsigtig her på grund af jordskælvet den 27 marts 1964, hvor bundforholdene ændrede sig ret markant mange steder, og måske har de ikke fået talt alle skærene. Vi havde ikke lyst til at finde et nyt skær.

Resten af turen forløb uden det store. Vi fik mere vind lige i snuden og vejrudsigten varslede en gale, så vi satte mere fart på motoren for at nå ind til ankerpladsen, inden vinden rigtig tog til.

Det var ikke nemt at finde ind til Agripina Bay med den megen sø, som brækkede mellem de mange små skær. Da vi endelig kom ind bag nogle øer, så vi en dejlig pool. Der var ikke læ, vinden susede rundt om bjergene, men vandet var smult og der så godt ud, så vi droppede krogen. Det var en rigtig møj bund, vi løb med ankeret og det vi havde på krogen, da vi fik den op, var ikke gode tegn for bundforholdene. Der sad en kæmpe søstjerne og meget slam og tang. Vi prøvede igen og denne gang kom et halvt træ og masser af tang med op. Tredje gang var der en busk og så meget tang på, at Henrik brækkede skaftet på vores gode bådshage, da han skulle have det af; det var for meget.

Vi læste igen på teksten i piloten og fandt frem til et sted midt i indsejlingen, hvor der skulle være klæg mudder. Det var sidste chance i denne bugt og heldigvis lykkedes det denne gang at få fat. Det var også på tide, vi havde ligget og rodet rundt i over en time og nu blæste og regnede det. Vi håbede, stedet så lidt mere interessant ud, når vejret blev godt igen. Vi havde hørt, at her skulle være bjørne, men lige nu så det ikke ud til at være bjørneland, det så bare surt og kedeligt ud.

Det blæste og regnede næste morgen og vi sov længe. Der var ikke andet at gøre end at vente. En fiskerbåd kom ind sent i går og lagde sig tæt ved kysten i poolen. Måske var der bedre hold helt under land, men der var for lavt til os og vi foretrækker at kunne svaje frit hele vejen rund, hvis vinden skulle vende.

Senere på dagen kom besætningen fra fiskerbåden SKUA over til os, og vi havde en snak om bugten. De havde tidligere på dagen været rundt i gummibåd og fortalte, at der var to bjørne lige rundt pynten, hvor der var en laksestream. Vi fik hurtig jollen i vandet og sejlede over i bugten. Og minsandten, der gik en stor brun bamse rundt. Men støjen fra motoren forstyrrede den og den trak langsomt væk, men vi fik da et par billeder.

Da vi have sejlet hele bugten rundt, sejlede vi over for at hilse på SKUA fra Homer. David og Tammie er halibut fiskere. SKUA er en typisk alubåd her fra Alaska, designet til halibutfiskeri. Den er ca. 30 til 35 fod og udstyret med en kæmpe tromle placeret lige bag styrehuset, som det ses på billedet, med flere hundrede meter lang blyline på. Når linen kører ud, gøres en bøje fast for enden af tampen, og de står begge og hægter korte liner på langlinen. På det korte stykke line sidder der en stor halibutkrog med madding på. De kører i hundredvis af kroge ud og afslutter til sidst igen med en bøje.

De sætter gerne en line om morgenen og sejler ind til en ankerplads i nogle time for at spise frokost. Efter frokost henter de fangsten op, ordner og iser fiskene. De har et meget stort isrum under hele agterdækket. Først på eftermiddagen sætter de igen en line, som de bjærget inden det bliver mørkt og derefter sejler de igen til en ankerplads for natten. Det er et typisk fiskeri, som et ægtepar kan klare, og vi så mange af disse både. Det er faktisk muligt ved at sejle langs Alaskas kyst hele sommeren, at få en god indkomst fra dette fiskeri. De havde planer om at fortsætte et par år endnu, så have de sparet så meget op, at de kunne købe et stykke jord og bygge et hus længere sydpå, det var deres drøm.

Vi blev budt på rødvin og chokoladekage og havde en hyggelig eftermiddag sammen. De forærede os fire gode bøger. Dejligt, for vi var udgået for godt læsestof. Vi snakkede fiskeri, og de fortalte om deres liv som fiskere langs kysten. De forærede os et langt stykke line fra den store rulle. Vi fik også en håndfuld kroge klar til brug samt en pose saltet madding til halibut.

Næste morgen var flot med blå himmel og sollys. Vinden havde lagt sig meget. Det tegnede til at blive en god dag, så måske vi kunne komme videre.

Da SKUA tog af sted ved 11 tiden, var vi klar i jollen for at tage ind og se på bjørne. De gav os den sidste vejrmelding og den lovede godt.

Agrapina Bay - Geographic Harbor 93 sømil

Vi tog fra Agripina kl.15 i flot vejr, og det holdt sig hele vejen til Geographic Harbor. Endnu en natsejlads, men nu kunne vi nå til Geographic Harbor, hvor vi ville blive nogle dage.

Vejret var helt klart og vi havde en smuk solnedgang med det flotteste lys over bjerge og vulkaner med sneen lysende i mange røde nuancer. Vi sejlede op gennem Shelikof Strait med fastlandet om bagbord og Kodiak om styrbord og det var så klart, at vi tydeligt kunne se Kodiak øen.

Vi droppede krogen i Geographic Harbor den 27-7, kl. 11.45 efter en fin motorsejlads.

Vi havde set frem til at komme hertil. Vi har fra mange hørt, at her skulle være helt unikt. Det, at man kan betragte bjørnene rimelig tæt på i deres eget domæne, er jo ikke alle beskåret.

Vi mødte en fiskerkutter fra Seward - Alaska Eagle - som var på vej ud. De fortalte, at der om morgenen havde været over 15 bjørne. De fleste var her til middag trukket op i baglandet, men de ville komme tilbage om aftenen. De er mest aktive tidligt om morgen og om aftenen.

Geographic Harbor hører ind under Katmai vildt- og naturreservat. Det er et kæmpe område, som strækker sig fra Cold Bay og tværs over bjergkæden, som løber ned gennem Alaska Penisula og helt over til Shelikof Strait.

Allerede inden vi kom hertil, havde vi læst meget om bjørne og deres adfærd. Vi har fløjter og horn og bjørnespray med. Man skal helst lave støj når man går, så vi går og synger og fløjter. Men er man tæt ved et brusende vandløb, hvor det larmer, hører bjørnen måske ikke, vi er der. Så må man håbe, den lugter menneske og forsvinder. Derfor er det vigtigt ikke at bruge parfume, eller spray som dufter, det går de efter. Så har man ikke vasket sig et par dage, er det fint. Dernæst er det vigtigt ikke at overraske bjørnen, eller at den føler sig "fanget" mellem to personer. Det værste der kan ske er, at komme mellem en hun og hendes unger, så er man virkelig i fare.

Er man så "heldig" at møde en bjørn, gælder det om at bevare roen og blive stående helt stille og tale roligt til bjørnen. Kan I se det for jer! Bjørne ser ikke særlig godt, så de reflektere efter lyden og taler man roligt, skulle der være en chance for, at bjørnen stikker af eller begynder at bakke og grynte højlydt. Det betyder, at den vil have mere plads for at komme væk. Man kan selv langsomt bakke, men følger bjørnen efter, skal man stoppe igen og tale til den, der skal ikke grines her, det lyder jo virkelig komisk. Kommer man i virkelig nærkontakt, så er det tid at bruge peberspray. Og husk selv at lukke øjnene og ikke spray mod vinden og helst helt tæt på, lige i synet på bjørnen. Her skal man være cool.

Er man kommet i den situation, at man ikke kan stikke af, og tro os bjørne løber stærkt, vi har set dem spæne af sted. Så skal man, hvis det er en brun bjørn, straks lægge sig ned på jorden på maven med hænderne foldet om nakken og benene spredte, så bjørnen ikke er i stand til at vende en om. Så håber man blot, at den snuser lidt og giver en et lille dask. Men begynder den at tygge på een, er det tid til at tage kampen op og man skal straks slå den i hovedet og give den en over snuden.

Ak ja, hvis man ikke er død af skræk inden. Er det derimod en sort bjørn, skal man hverken løbe, kravle op i et træ eller lege død, men straks tage kampe op, bare gå på den. De sorte bjørne både løber stærkt og kravler i træer. Så nu ved I også, hvordan man skal håndtere en bjørn. Det er nok klogest, at holde sig på sikker afstand.

Det varede ikke længe, før vi så to bjørne lunte rundt og patruljerede langs bredden af deltaet. Man kunne ligefrem se på deres adfærd, at de ikke kunne forstå, hvorfor laksen ikke var kommet endnu. I Dutch Harbor sagde de, at den var mere end to uger forsinket. Nogle siger, det er fordi foråret har været meget koldt. Men alle bjørne og mennesker venter utålmodigt på laksen. Det gør vi også, vi har spist den sidste gravede laks Henrik lavede, og nu vil vi gerne have noget mere.

Lene havde vasket lidt tøj og for at spare på vandet, blev vi enige om at sejle ind til et af de tre vandløb, som munder ud, hvor vi ligger, for at skylle tøjet. Vi havde ikke set bjørne der, så vi regnede med, at de kun var over i det store delta, hvor der nu var fire. Men først sejlede vi over til deltaget for at fotografere og se lidt nærmere på bjørnene.

I to timer tussede vi rundt mellem de lave øer i deltaet og måtte passe på ikke at løbe på grund, for så ville vi være så langt inde, at bjørnene kunne nå ud til os. Vi fandt ud af, at de sagtens kan komme hurtigt af sted på en halv meter vand og de svømmer også fra en ø til en anden. Vi troede egentlig, vi kunne sejle ud til nogle af øerne og gå sikkert rundt der, men den går ikke. Vi havde nogle spændende timer og synes, det er fantastisk at kunne sidde og betragte dem så tæt på.

Så sejlede vi tilbage for at få skyllet vores tøj, tjekkede lige om der var fri bane og sang en bjørnesang og fløjtede vildt på vores fløjter. Så gik vi i land og skyllede tøjet, som vi lagde i jollen. Henrik foreslog, vi gik en lille tur, vi mangler motion og Lenes knæ trænger meget til at blive rørt. Så vi gik rundt på stranden og Lene gik lidt op af vandløbet for at se, om der var laks. Der var en lille sti inde i buskene langs med vandløbet, det måtte Henrik se. Vi havde diskuteret, om ikke laksene gik op af et sådan vandløb.

Så Lene gik lidt tilbage og kaldte på ham. Han stod på stranden og så lidt mærkelig ud i hovedet og pegede forsigtigt i modsat retning. Nå, han gad vel bare ikke at se det. Så Lene gik tilbage mod stranden og kom lige fri af buskene, da bjørnen kom til syne på stranden. UPS! det var vist ikke så godt. Lene skulle først over vandløbet og små ti meter ned langs den side, hvor bjørnen var og derefter over vandløbet igen for at komme over på den side af stranden, hvor Henrik var, ca. 20 meter fra bjørnen.

Henrik begyndte at fløjte kraftigt for at gøre bjørnen opmærksom på os begge, og den standsede straks, da den hørte lyden. Den havde set Henrik, men følte åbenbart ingen fare, da han stod midt på stranden. Men da nu Lene kom til syne mellem buskene, og den befandt sig imellem os, var der en stor chance for, at den følte sig truet. Den var kun 20 meter fra os, og det er altså lige lovlig tæt på. Hvad var det nu, vi havde læst; bliv stående stille og sludre lidt med bjørnen!

Mens bjørnen stod stille med sænket hoved og gloede lidt afventende, gjorde vi en lidt hurtig retræte, man skal jo gå roligt og ikke løbe. Det blev gjort roligt men beslutsomt og jollen kom hurtigt ud i vandet, og vi op i den og der sad vi så og sundede os. Da vi først sad der, kunne vi se, at der ikke var nogen større fare på færde med den bjørn. Den var lige så overrasket som os og gik bare videre langs stranden. Vi sejlede helt tæt langs med stranden og så den grave muslinger op og fulgte den hele vejen rundt langs bugten. Først da den skulle over til deltaet, så den direkte på os, gryntede lidt og sprang så ud i vandet og begyndte at svømme tværs over vandløbet. Det gav lige er sæt i os, da den svømmede tæt forbi os.

Så vi har lært et og andet om bjørne og deres adfærd. Godt det ikke var en hun med unger eller den store hanbjørn, som går inde i deltaet, vi mødte. Han virker mere aggressiv end de andre, han fiser rundt på stranden og glor efter laks, han er godt sulten. Senere på aftenen kom endnu en bjørn gående på "vores" strand, så nu er det slut med spadsereture her, kun jolleture.

Næste morgen da vi kiggede ud af vinduet fra køjen, kunne vi ikke se en dyt. Godt nok var vi lige vågnet men alligevel. Næ, der var ikke noget at se. Ud af køjen og op i cockpittet. Der var helt tåget, men lidt sollys trængte igennem. 10 minutter senere kom kystlinien frem, der var under 100 meter fra kysten ud til Dana. I løbet af den næste halve time kom et panorama så flot frem af disen.

Lige ved siden af os på vores strand, det var det ikke mere nu, gik fire store brune bamser rundt helt opslugt af at grave muslinger op. Vi havde næsten ikke tid til at lave morgenmad, vi skulle jo følge med i alt hvad der foregik. Da kaffen stod på bordet i cockpittet, sad vi der og nød det pragtfulde syn, en naturoplevelse de færreste er forundt. Vi føler os virkelig privilegeret at se disse pragtfulde dyr i deres egen verden.

Ved 10 tiden fløj en vandflyver hen over os. Der lå stadig tåge ud over vandet mod indsejlingen, og flyet forsvandt da også. Senere hørte vi, det kom tilbage og landede i bugten bagved os. Der havde vi den forgående aften set en motorbåd ligge for en bøje. Det er en dyr fornøjelse at blive fløjet hertil. De var heldige med vejret i dag. Vi så dem ikke, selv om vi var meget omkring i jollen. Vandflyveren lå for bøjen og motorbåden var væk. Klokken 16.30 lettede maskinen og fløj over os med kurs mod fastlandet, så selskabet fik cirka 6 timers oplevelse.

I dag har vi talt 19 bjørne.

Vores sidste morgen dette dejlige sted. Tågen lå over hele bugten, men så højt, at vi kunne se to hanbjørne og en hun med sine to unger gå og grave efter muslinger. Der var masser af måger og en stor flok ænder kom flyvende ind fra havet og landede lige ved siden af. Der var et mylder af dyreliv, skrigen fra mågerne og rappen fra ænderne og bjørnene gik og gryntede, det var en aktiv morgen og vi sad og nød det i fulde drag, det var svært at løsrive sig fra dette dejlige sted.

Men skulle vi videre, skulle det være over middag, når tågen var forsvundet ellers ville det ikke være muligt at finde ud fra Geographic Harbor. Vi var nød til at starte tidligt om morgenen, hvis vi skulle nå over Shelikof Strait og igennem Whale Pass i medstrøm. Så om eftermiddagen sejlede vi ud til en ankerplads i den næste bugt. Herfra kunne vi sejle tidligt næste morgen, selv om det var tåget. Med den smule vind vi havde, kunne vi lige ligge i læ af pynten ved Russia Anchorage.

Geographic Harbor - Russian Anchorage 11,6 sømil.

Russian Anchorage var et fint sted med fire små strande og her kunne da ikke være bjørne!
Det var for sent til at sætte vores krabberuse, vi gad ikke rode med den tidligt næste morgen, tænk hvis der var nogle i, så skulle vi til at tage livet af dem på morgenkvisten. Så i stedet satte vi en line med tre kroge med madding for halibut. Fiske efter laks kunne vi godt opgive, er de først kommet så tæt til kysten, bider de ikke, de er kun optaget af at kommer op i vandløbene for at gyde. En enkelt delfin sprang rundt om os.

Pludselig sprang Henrik op, der var bid, det rykkede godt nok i linen. Op kom en meget stor halibut, frem med huggen, men inden Lene nåede så langt, sprang den af. Skidt med det der var endnu en stor en på den næste krog, og den fik vi indenbords. Der var travlhed den næste time med at filetere den og gøre rent. Nu var der mad til mange dage og vi fik lavet ceviche.

Der er altså bjørne overalt. Om aftenen kom tre bjørne ned på stranden for at grave efter muslinger. Vil vi i land, kan vi lige så godt vænne os til, at de er her. Vi kan jo ikke på resten af turen sidde og glo på dem, vi må ind og bruge benene.

Den 31 juli.

Russian Anchorage - Kodiak, Neva Cove 62,4 sømil.

Det var en dejlig stille morgen med lidt tågebanker omkring os, men de ville snart lette, når solen kom frem. På de yderste strande gik to hunbjørne, hver med en unge. En hanbjørn gik på den midterste strand, så var der ingen fare for, at de kom op at skændes. Det er sjovt at se, når ungen står ved siden af moren for at efterligne hende, når hun graver efter muslinger. Er ungen ikke heldig, møver den sig ind for at få det, moren graver op.

Da vi startede motoren og ankerspillet var der ingen reaktion fra nogen af dem, men da vi begyndte at komme nærmere ind til bredden mod ankeret, tog fanden ved den ene hun. Hun blev så forskrækket, da hun opdagede, at vi kom lige imod hende, så hun spurtede af sted, med ungen lige i hælene, ind mellem buskene.

Vi sejlede over Shelikof Strait, strædet mellem Alaska Peninsula og Kodiak Island, mod Kupreanof Strait som løber mellem Kodiak Island og Afognak Island. Det skulle planlægges, da der er meget strøm, og vi skulle være igennem på et bestemt tidspunkt. Problemet var, at det var svært at finde gode ankerpladser på den anden side af Kupreanof Strait, og vi kunne ikke nå helt til Kodiak by, St. Pauls Harbor, inden det blev mørkt. Vejret skifter hurtigt, så man skal have sikre ankerpladser for alle vinde. Vi havde fire, vi kunne vælge imellem alt efter vind forholdene.

På vej gennem Kupreanof strædet så vi mange fin- og humpbackhvaler og to finhvaler dukkede op lige foran stævnen, så vi fik et mindre chok, pludselig at se det store dyr kun få meter fra stævnen. Det var nærmest, som de ikke havde set os, men de havde sikket nok tjek på, hvor tæt på de var. Vi var ikke de eneste som skulle igennem strædet. Da vi nærmede os stedet, hvor strømmen løb stærkest, var vi omgivet af 10 til 15 fiskerbåde udstyret med forskellige fangstredskaber, alt efter hvor og hvad de fiskede. Så vi susede i samlet flok gennem strædet.

Det mest underholdene er de charmerende havoddere, som ligger på ryggen og følger med i hvad der foregår. De er herlige at se på, når de ligger og gnasker på et søpindsvin eller en musling. Masser af fugle og enkelte delfiner så vi også. Det holdt stik med, at der var hvaler i Whale Pass og ved Whale Island, som vi sejlede forbi. Der var en rivende strøm med overfalls gennem strædet, så der var masser af store fiskstimer. I den anden ende af strædet lå allerede flere kuttere og ventede på at komme igennem, når strømmen vendte igen.

Først på aftenen nåede vi til Kizhuyak Bay, hvor Port Lions ligger, et sted vi kunne gå ind til. Men det var stadig lyst, så vi fortsatte forbi Sharatin Bay og op langs Anton Larsen Bay og videre rundt pynten ind til Neva Cove, som ligger lige overfor og i læ af Spruce Island. Vinden var stadig fra NØ men aftagende, så vi have læ der. Der var læ for alle vinde undtagen ret nord og vejrudsigten meldte senere sydlige vinde.

Vi forlod Neva Cove den 1. august klokken 11.30 for at sejle til Kodiak Harbor. Der var frisk vind lige i snuden, da vi kom fri af pynten. Der var ca. tre timers motorsejlads alt efter hvordan strøm og vejret ville blive undervejs. Vejrudsigten lød på regn og sydlige vinde de næste tre til fire døgn med vindstyrke mellem 20 til 25 knob, så hvis vi ikke skulle blive fanget i Neva Cove resten af ugen, var det om at komme ud af røret.

Turen gik fint og da vi kom ned gennem den smalle kanal lige før broen, som vi havde tjekket vi kunne gå under, kaldte vi havnemesteren over vhf 'en og fik anvist en plads i St. Pauls Harbor. Der var ikke megen plads at manøvrere på og der løb en rivende strøm inde i havnen, så det var med hiv og sving og hjælp fra Tammie, vi kom ind på plads og fik fire ender i land. Vi lå næsten lige overfor SKUA.

Kodiak, også kaldet Alaskas smaragdgrønne ø, er virkelig meget smuk og meget grøn. Træerne gror helt ned til vandkanten og står så tæt, at der ser næste uigennemtrængeligt ud. Det var en brat overgang fra den barske klippekyst over på fastlandet. Ikke at her ikke er klipper og høje bjerge, nogle endda med sne på, inde midt på øen, men ellers er her træer næsten overalt. Vi havde stadig godt vejr og længe lyst, her er lyst 18 timer og dejlig lunt.

Kodiak er Alaskas største fiskerihavn med næste 700 fiskerskibe, fordelt i havnen hvor vi ligger og den større St. Herman's harbor på Near Island. Havnen er forbundet med Kodiak med Fred Zharoff Memorial Bridge, den bro vi sejlede under, da vi skulle til St. Pauls Harbor. Der ligger mange forskellige typer fiskerfartøjer i Kodiak.

Der er trawlere på 50-130 fod. Trawlen er et tragtformet slæbenet hvor mundingen danner to arme eller vinger som holdes åbne af otterbords, en på hver side, for at lede fisken ind i bunden af trawlen. Trawlere fanger pollock, torsk og rejer.

Så er der longlinere, omkring 75 fod. De sætter langliner med hundredvis af påsat kroge med madding hen over bunden for at fange halibut, sablefish og torsk.

Der er purse seinere, snurpenot, som vi allerede har set mange af langs kysten. De er ca. 35-60 fod. De er karakteristiske ved, at de altid har en alujolle med. Jollen haler nettet rundt om fiske stimen og tilbage til skibet. Når skibet og jollen mødes, snøres nettet sammen omkring stimen ved indhaling af snurpelinen og så kan bjærgningen af nettet begynde. De fanger mest sild og laks.

Og så er der de store crabber på 50-130 fod. De sænker kæmpe krabberuser (crab pots) ned på bunden, forbundet med lange stålwire. Ind i rusen er der ophængt en perforeret plastickassen med madding, som giver lugt fra sig. Den tiltrækker king crabs, dungeness- og red crebs samt rejer. Her snakker vi ikke om fjordrejer men om rejer på 20 cm.

For at få det optimale ud af fiskeriet, er der en del af de tre typer fiskeskibe, som alt efter sæson og udbytte af fisk, rigger deres skib om for at kunne fiske, hvad der for tiden er mest af. Det er vist ikke helt lovligt og der bliver set skævt til dem, som gør det. Konkurrencen er stor nok i forvejen.

Fra maj til oktober bliver der fisket for fuld tryk. Højdepunktet er når laksen kommer. Sockeye (red) salmon kommer i slutningen af maj, chinook (king) salmon i juni, pink (humpbacked) salmon kommer i slutningen af juli og august og sæsonen afsluttes i september - oktober måned med coho (silver) og chum (dog) salmons. Tiderne for fiskeriet gælder for farvandet omkring Kodiak.

Mange steder i Alaska starter fiskeriet på king salmon allerede i begyndelsen af april, chum og sockeye i juni, pink i juli og coho i midten af august måned.

Så fik vi, som varslet, 3 dage med regn og hård blæst, så det var lige det rigtige tidspunkt vi havde valg at gå i havn.

Der skulle købes en masse forskellige ting og vi fes rundt for at finde de bedste og billigste steder. Så vi var de samme steder to til tre gange for at have tjek på kvalitet og priser. Det er et frygtelig race at komme til en by efter lang tid i bushen. Som oftest er det besværligt, da vi ikke har en bil. Taxa er meget dyrt her, når vi skal så meget rundt.

Vi kunne ikke få fyldt vores gasflasker her, de kan kun fylde deres egne. Så vi købte en amerikansk gasflaske, endnu en til de mange forskellige vi har i forvejen. Til gengæld er det let at få dem fyldt, da mange tankstationer kan fylde dem, medens man venter.

Da vi var på vej til Safeway for at handle stort ind, kørte et ungt par op på siden af os og spurgte, om de ikke kunne give os et lift. Vi var lige ved at gå bagover af overraskelse. De var så søde, de skulle ikke engang den samme vej. Da de hørte, vi skulle handle så meget ind, tilbød de at vente og køre os tilbage til havnen. Det kunne vi slet ikke tage imod, vi takkede mange gange for turen og sagde, vi nok ville finde en, vi kunne køre tilbage med. Det var en heldig dag. Da vi stod ved kassen med vores to fyldte indkøbsvogne, kom Tammie lige bagefter os. Hun forslog, vi kørte en tur på øen og fik en kop te. Hun kendte en hyggelig te- og kaffesalon med de dejligste kager, så der blev guffet. Efter en fin tur op langs nordkysten kørte vi tilbage til havnen.

Her gav hun os nøglen til bilen, så kunne vi frit brugen den resten af dagen og se os lidt omkring, hvis vi havde lyst til at se mere; om vi havde! Der er ikke mange kilometer vej på Kodiak faktisk mindre end 100 miles, hvor det længste stykke er langs kysten. Skal man rundt her, er det med båd eller vandflyver, men vi fik nu chancen for at se det af øen, man kunne ved at køre i bil.

Vi var heldige med vejret resten af dagen og havde en rigtig flot tur først sydpå langs kysten forbi Womens Bay. Den hedder sådan, fordi Alutiiq kvinderne kom her for at fiske og jage og samle muslinger og bær. Vi kom til Kalsin Bay og videre ad Chiniak Highway til Cape Chiniak, hvor vejen endte. Tilbage samme vej indtil vi kom til Pasagshaks Road, som førte op gennem landet og langs med Lake Rose Tead og videre ud til den store Ugak Bay og langs Pasagshak Bay. Vi havde tænkt os at sejle ned til Ugak Bay, på kortet så det ud til at være at flot sted og med god ankerplads. Det var godt, vi fik set stedet inden. Her var flot, men ikke et sted vi syntes om at ligge for svaj og slet ikke at tage ind med jollen. Det var en meget stor bugt, åben og med meget tidevand. Vi syntes ikke, det så indbydende ud, set fra en ankerplads. Vi fortsatte videre mod Narrow Cape og her stoppede vejen brat, tilbage samme vej.

Her kom en flok bison okser traskende midt på vejen. Nogle af dem var lidt nervøse, så vi holdt helt stille, så de kunne passere. Nogle af hunnerne ventede på hannen og turde kun gå forbi sammen med ham. Vi lurede lidt, da han passerede tæt forbi, han var godt nok stor. Et antal bison okser blev for flere år siden bragt til øen for opdræt, men det kunne ikke svare sig og nu lever flokken vildt på øen.

Vi så ingen Kodiak bjørne, som øen er så kendt for, men i stedet havde vi fornøjelsen af denne lille ræv. Den var slet ikke bange og sad stille og kikkede på os. Vi var ved at falde om af grin, den så virkelig komisk ud med sin mølædte pels, men sød var den.

Man ser sjældent bjørne ved vejene her på Kodiak, de er mest inde i skovene, langs kysten af fjordene eller ved vandløbene når laksene kommer op. Skal man se bjørne på Kodiak, er det bedst at indlogere sig et afsidesliggende sted, hvortil man bliver sejlet eller fløjet med vandflyver. Herfra bliver der arrangeret turer ud til nationalparkerne. Derfor syntes vi også, vi er så heldige, at vi selv kan sejle rundt i fjordene og se de flotte dyr, fra vores egen båd, næsten gratis.

Det er jo længe lyst, så vi kørte lidt nordpå og fandt Anton Larsen Bay Road. En snoet stenvej op til og langs med Larsen Bay. Her var virkelig flot, og vi så et par mindre lokale lystbåde ligge for svaj i den lange bugt. Det var for os interessant at se Anton Larsen Bay, da det var en af de ankerpladser, vi havde valgt, hvis vi havde fået dårligt vejr, og ikke kunne nå til Neva Bay. Det der afholdt os fra at tage derind, hvis det ikke var meget nødvendigt, var den lange, smalle og lave indsejling. Men det var et godt beskyttet sted.

Vi var virkelig kommet ud i vildnisset, heldigvis var det en stor solid bil vi kørte i, vejen blev stejlere og smallere og så endte den i en lysning, hvor en lille sti fortsatte ned langs bjergsiden til bugten. Vi havde en flot solnedgang, da vi kørte tilbage langs Anton Larsen Bay, og da vi nåede til et lille slæbested, holdt der lange rækker af biler med anhængere til joller. De var alle tomme og vi så, at de sejlede ude i bugten for at fiske. Det var også en fin stille aften.

Selve byen er der ikke så meget at fortælle om. Der er de sædvanlige service faciliteter; supermarked, tankstation, bibliotek og et lille torv med forskellige butikker. Der var to - tre store butikker med udstyr for fiskeri og jagt. Der kunne man få timer til at gå med at glo på lækkert grej. Det er utroligt, så let man bare kan erhverve sig et skydevåben her. Vi nøjedes også med at kigge på fiskestænger og hjul. Det vi gerne ville have var alt for dyrt. Vi må klare os med blylinerne og håbe halibutten ikke igen bider på lakselinen.

Lene var en tur på Alutiiq museet. Der var også her, som i Dutch Harbor, mange spændende ting at se. Mere end 100.000 genstande, som belyser Alutiiq og andre eskimo gruppers kunst og daglige levevis på Kodiak op gennem tiderne.

Næste dag blev det flot vejr, varmt og solrigt med blå himmel, men det blæste stadig en halv pelikan med vind op til 32 knob i havnen.

Vi blev i Kodiak en uges tid for at fordøje alle de mange indtryk siden Dutch Harbor.