37.
BREV
|
|
|
|
Lørdag
den 14. juli sejlede vi fra Dutch Harbor. Der blev vinket farvel
til Tammy og Abby, indtil vi ikke kunne se hinanden længere.
Vi havde haft dejlige dage i Dutch Harbor og oplevet meget.
|
|
Vi
var i god tid, inden vi skulle være nede ved Unalga Pass,
så vi sejlede langsomt for motor, mens vi nød de sidste
indtryk fra Beringshavet. Vi så flere af de små sort
hvide delfiner og tufted puffins med deres gule fletninger. Vi kom
lidt for tidligt op til pynten, men bestemte os for at fortsætte
gennem passet med langsom fart, i stedet for at ligge og vente til
strømmen vendte. Da vi var halvvejs igennem vendte strømmen
og vi havde en fin tur gennem passet og kom ned til Beaver Inlet
ved 21 tiden. Vi fortsatte til Amugul
og var færdige med at ankre ved 23.30 tiden. Det var stadig
lyst og vi nød stilheden og at være tilbage igen efter
det hektiske byliv.
|
|
Næste
morgen var det overskyet og finregn, men det kunne vi ikke tage
os af. Vi tog af sted i jollen for at sætte vores crabpot
og prøve vores halibutkrog. Det skulle foregå et par
sømil ude ved indsejlingen til Amugul fjorden. Vi var godt
lastet med den store crabpot med over 100 meter line og halibutkroge
med 80 meter line, så der var rigeligt at holde styr på.
Vi sejlede over i en bugt lige efter indsejlingen til fjorden og
droppede rusen på ca. 40 meter vand.
|
|
Derefter
sejlede vi over på den anden side og op langs kysten for at
finde et sted, hvor vi kunne fange halibut. Øjnene var klistret
til fishfinderen for at se den rigtige dybde og bundforhold. Lige
midt i indløbet på godt 30 meter vand lod vi linen
gå med en stor klump madding på krogen. Det tog ikke
mange minutter, før der var bid. Lene fik sin sag for, hun
kunne ikke holde linen stramt nok, så kræet smuttede
af. Vi var helt vilde, det går jo hurtigt det her. Så
på med ny madding og 5 minutter senere var der bid igen. Henrik
tog over med at hale ind og endelig fik vi halet dyret indenbords,
den fyldte godt op i vores lille jolle. En godt 11 kilos halibut,
rigelig stor til os og masser af madding til rusen og mere fiskeri.
Det var en super oplevelse, at det lykkedes os at få bid så
hurtigt. Vi fræsede tilbage til Dana for at rense kræet.
Derefter måtte vi hele vejen tilbage igen for at tjekke rusen.
Der var kun en lille dum fisk i den, så den endte også
som madding. Vi flyttede nu rusen længere ind i indløbet,
så vi lettere kunne bjærge den fra jollen, hvis det
skulle blæse op.
|
|
|
Næste
morgen var det lidt kedeligt vejr, men vi var spændte på,
om der var noget i rusen. Så vi dampede ud for at bjærge
hele menageriet. Der var desværre ikke nogle krabber i, vi
gætter på at maddingen ikke har været interessant
nok, de kan godt lide blæksprutter og det havde vi ikke.
|
|
Da
vi kom tilbage, bestemte vi os til tage af sted og gjorde klar til
at sejle. Vinden havde lagt sig, vejrmeldingen lød nu fornuftig
og vi ville gerne videre. Så vi lettede anker klokken 14.15
og sejlede for motor ud gennem Beaver Inlet i stedet for at tage
gennem kanalen mellem Unalaska og Sedanka Island. Det var dumt,
vi ikke gjorde det, det var egentlig planen, men i Beaver så
det fint ud og vi ville spare nogle mil.
|
|
Da
vi kom udenfor og fri af pynten, fik vi en rædsom sø.
Mellem øerne byggede søerne sig voldsomt op på
grund af den stærke strøm. Selv om vi var langt ude,
var der store kraftige hvirvler med overfalls, som lavede nogle
modbydelige stejle søer, som slog ind over os og vi blev
smidt rundt, som var vi i en tumbler. De næste 3 til 4 timer
var særdeles ubehagelige, og vi var tæt på at
vende om, da vi ikke vidste, hvor lang tid det ville fortsætte.
Heldigvis holdt vi stædigt på og kom endelig igennem.
Nede om læ flød det med bøger og kort og alt
var ommøbleret i skabene, der var et frygteligt rod. Heldigvis
er det sjældent, at det går så galt.
Tågen
lagde sin klamme hånd over de i forvejen lave øer,
vi sejlede forbi, vi kunne kun se det underste af dem. Det var en
god ide at gå syd om Akutan og de omkring liggende øer
i stedet for at gå igennem Unimak passet, her var vi lidt
i læ af øerne og der var ingen trafik, alle fiskerskibene
lå på nordsiden mod Beringshavet. Motoren måtte
holde for på hele turen.
|
|
|
|
|
Næste
morgenen, da vi nåede til øen Unimak, tonede det flotteste
landskab frem af tågen. Solen kom frem og skinnede på
et betagende bjerglandskab. Tre store sneklædte vulkaner lå
foran os. Den ene er aktiv, det røg faktisk fra den. Øen
er meget flot med meget varieret landskab, kunne vi se, da vi kom
tæt på. Vi valgte en ankerplads, West
Anchor Cove, på den sydøstlige del af øen.
Vi var lidt trætte og det var sidste chance for at ankre på
en af Fox øerne, næste stop ville være Alaska
halvøen. Så det var et endelig farvel til Aleutian
Islands.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
På
vejen til West Anchor Cove så vi masser af fugle og især
de to typer puffins. De er spøjse at se på. Begge typer
er meget sky, vi kæmpede for at få gode billeder af
dem. Vi så også flere humpbackhvaler og da vi kom til
ankerpladsen, så vi inde på stranden et rensdyr med
et stort gevir.
Vi ankom klokken 14.45, så det tog lige godt 24 timer at nå
hertil fra Amugul.
|
|
|
Ankerpladsen
er meget stor og vi lå lidt udsat, hvis der kom kraftig vind.
Men meningen var at tage videre næste morgen, da skulle der
komme lidt nordvestlig vind, som vi ville kunne sejle videre på.
Vi slappede af og opgav at tage i land, da vinden friskede. Det
varede ikke mange timer, før det begyndte at blæse
rigtig op, men vi lå heldigvis fint med massere af plads omkring
os.
|
|
Det
blæste hårdt hele natten og det hylede i riggen. 11-12
m/s fra nord. Vi lå og red den af i store søer med
skum på.
Næste
morgen
kom solen frem og den varmede dejligt. Alt så helt anderledes
ud, når solen skinnede, men det blæste stadig meget
og vi lå over. Så var der tid til at finde flere ankerpladser
og kigge på kort og pilot. Der blev også bagt brød.
Vejret
var helt klart og vulkanerne knejsede flot mod den blå himmel.
Vi så tydeligt røgen fra Shishaldin vulkanen, som er
den højeste. Her i bugten var alt grønt med blødt
bakket landskab, der var så frodigt og smukt.
|
|
West
Anchor Cove - Captain Harbor 55,5 sømil.
Vi
lettede anker ved 7 tiden. Det blæste stadig meget, men vi
ville videre. Der havde i nattens løb dannet sig store tangøer,
som lå og drev rundt i bugten, så vi måtte siksakke
os ud for ikke at blive fanget. Det er et pokkers arbejde at slippe
ud, hvis indsejlingen lukker helt til og skruen kan bestemt ikke
lide at gnaske sig igennem de tykke tangplanter, som er her. Vi
satte mesanen i håbet om, at vi kunne sejle, når vi
kom udenfor. Vinden drillede meget, den løb med langs kysten
og der kom kraftige faldvinde fra dalene mellem de høje bjerge.
|
|
|
|
|
Da
vi kom fri af Unimak, fik vi hård vind og krappe korte søer
brækkede over os, det blev en våd og halvkedelig tur.
Vi så dog flotte bjergpartier og vulkaner med sne på.
Turen tog længere tid end forventet på grund af søen
og vinden, som var foran for tværs og senere lige i snuden,
ikke som forventet fra tværs. Klokken 15.15 var vi endelig
ud for King Cove. Vi bestemte os for at give Captain
Harbor en chance, der var godt nok langt derop, men det skulle
være et godt sted og måske var der bjørne, som
vi jo gerne ville se. Da vi kom op i Belcofski Bay, så vi
en flok humpbackhvaler travlt optaget med at fouragere sild. Der
var mange blæst og flotte haler.
Vi
kom forbi Kitchen Cove, her kom en bald eagle svævende over
os. Det blæste af pommeren til og selv i det meget beskyttede
farvand, rejste søen sig til stejle krappe bølger,
som gav en masse røgvand. Vi lurede lidt, hvordan mon der
var længere oppe, dette var vildt. Da vi endelig kom ind gennem
en slags kanal, fik vi fladt vand, men det blæste stadig hårdt
med williwavs og vi krængede godt over flere gange. Vi fortsatte
helt op i bunden for at få et overblik over fjorden, og i
en sjælden stund var der stille. Så vi besluttede at
ankre midt i poolen, vi var kommet til. Vi nåede lige at få
40 meter kæde ud, så blev der åbnet for vindposen
og vi fræsede rundt. Det gad vi ikke ligge i, så op
med krogen og vi sejlede tilbage til den første pool. Ikke
at der var meget mere stille her, men vi kunne komme helt ind under
kysten og dog få lidt læ. Der lå to sæler
lidt længere inde og vigtede sig med lufferne i vejret.
Så
sad vi bare og kiggede efter bjørne og talte om, at det kunne
være fint, hvis vi her så en bjørn. Og minsandten
om Lene ikke fik øje på en stor helt gylden brun bjørn
på den anden siden af poolen. Den gik rundt og hyggede sig
med at æde bær fra buskene. Vi sad og gloede i kikkert
et par timer, den var desværre lidt langt væk, men fantastisk
at vi her skulle se vores første bjørn, som vi havde
håbet på. Vi så også et stort rensdyr med
er kæmpe gevir gå langs stranden, nu havde vi set to
rensdyr.
Vi
syntes
stedet så spændende ud og ville gerne i land, men den
megen williwavs var trættende, alt fløj om ørerne
på os. Så vi besluttede at tage videre næste dag.
Vejrmeldingen lød på hård nordlig til vestlig
vind de næste par dage, så det ville bare blive værre
her.
|
|
Captain
Harbor - Chiachi Bay 126,5 sømil.
Næste
morgen var det lidt vanskeligt at se, at det var det samme sted,
som vi kom ind aftenen før. Nu var det højvande, og
meget af kystlinien var forsvundet, også den lange tange,
som ragede ind i bugten, var under vand, så vi sejlede forsigtigt
ud for ikke at løbe på grund. Vi forlod Captain Harbor
klokken 07.15. Solen var ved at komme op over bjergene, og det tegnede
til at blive en fin dag, måske med lidt vind til at sejle
på.
Da
vi kom ud i Belcofski Bay, så vi mange blæst, høje
spring og fine haler fra humpbackhvalerne. Vi skulle gennem en meget
smal og lav passage mellem en ø og fastlandet, for at spare
et par mil. Vi sejlede for motor, da vinden skiftede mellem 20 og
5 knob fra forskellige retninger. Der løb en rivende strøm
med kraftige strømhvirvler og overfals i strædet, så
vi ville gerne hurtigt igennem. Vi var lidt spændte på
dybden, som vekslede meget. Vi styrede en kurs efter dybdemåleren,
ud fra de lodskud vi havde fra søkortet. Selv om vi gik igennem
ved højvande, var der lavt over barren. Da vi først
kom ude i strømmen, var der ingen vej tilbage, så vi
strøg af sted og håbede bare det bedste.
|
|
Vi
satte noget fiskegrej i håb om at fange laks. Måske
sejlede vi for stærkt, vi fangede ikke noget. Henrik var desværre
så uheldig at miste både loddet, klemmen og en hel del
af wiren til dawnriggeren samt den nye krog. Den har nok fået
fat i en af de store tangplanter.
|
|
|
I
King Cove og Sand Point er der mange fiskerbåde, så
vi begyndte at få trafik omkring os. Vi manglede ikke noget,
havde masser af mad, så vi følte ikke for at anløbe
de steder og have problemer med at finde et sted at ligge. Formentlig
udenpå en fisker i fjerde femte række. Så hellere
fortsætte og finde en god ankerplads.
|
|
|
Ved
Sand Point trak det lidt med byger og der kom sorte skyer ind over
bjergene oppe fra Bristol Bay. Der er ikke langt fra bunden af de
to store bugter i Bristol over bjergene til os. Det var tydeligt
at se, det var polarluft, som skyerne skiftede farve, og så
kunne det mærkes. Da vejrudsigten stadig lød på
opfriskende vind fra NW til W, ville vi gerne nå til en god
ankerplads i læ for den vindretning og helst ikke sejle op
i en dyb fjor på fastlandet, hvor det ville tage lang tid
at komme op og ud igen. Hvorfor vi sidst valgte ankerpladsen på
fastlandet, var i håbet om at se bjørne og det holdt
jo stik.
|
|
Det
blev en sej tur på 24 timer, men ingen af os følte
for at sove. Vi var godt nok flade i de seks nattetimer. Vi sad
godt varmt i cockpittet og hørte musik for fuld udblæsning,
vi sang og fløjtede for at holde os vågne. Ved femtiden
var vi ved øen Chiachi, og vi sejlede langsomt ind i Chiachi
Bay. Der så lidt dystert ud, da det stadig var halvmørkt,
men vi fandt da det rigtige sted.
Desværre
brændte vores motorbatteri af og der var en hæslig stank
af syre, da vi kom ned, efter vi var færdige med at ankre.
|
|
|
Vi
begyndte at fiske, Henrik satte den tykke blyline med tre halibutkroge
med madding på. Lene fiskede med stangen og det nye lakseblink.
Det var nipper og så var der bid, men Lene var ikke hurtig
nok og den røg af. Lidt efter bid igen og Henrik kom stormende
med huggen og så var det bare en lille rødspætte.
Men to af dem ville være et godt måltid, så ud
med krogen igen. Snart var der bid, stangen stod som en flitsbue
og det var umuligt at dreje hjulet, så tung var kræet.
Det måtte være en kæmpe halibut. Vi knoklede begge
bare for at reddet stangen. Både linen, blinket og fisken
forsvandt desværre. Vi må konstatere at vores grej er
for spinkelt til havfiskeri her. På Kodiak må vi købe
en ny stang og hjul, det er ikke til at bære at blive ved
med at miste fisk og grej.
|
|
Chiachi
Bay - Agripina Bay 128,2 sømil.
Næste
morgen var
stille og vi oplevede en smuk solopgang, da vi forlod Chiachi Bay.
Resten af dagen var overskyet med kun lidt sollys. Der var mange
grønne øer omkring os, hovedlandet var bjerge med
sne. Det ville tage et døgns tid til den næste ankerplads.
Det er strækningerne over een nat, som trætter os mest,
vi får sovet for lidt. Motorsejladsen er også trættende.
Der skulle være kommet lidt vind fra den rigtige retning,
så vi kunne sejle, men som ofte før udeblev den.
|
|
Vi
så mange fugle, humpbackhvaler og nogle små delfiner.
Vi har stadig ikke set spækhuggere, der skulle ellers være
mange af dem. Men vi så vulkanen Pavlof i udbrud, desværre
på lang afstand. Mod nattehimlen så vi en kæmpe
ildkugle med lys omkring sig, næsten som når et fyrværkeri
oplyser himlen. Vi kunne ikke høre nogen lyde kun se ilden.
Det var lidt ærgerligt, vi var så langt væk, når
nu der endelig skete noget spændende.
|
|
Det
var et flot landskab at sejle langs med, bjergkæden med sne
og de mange grønne øer drysset ud over det hele med
mild hånd, det vil sige, der er også en masse små
savtakkede skær, som stikker op midt i det hele. Derfor stak
vi lidt til søs for at slippe udenom. I piloten og søkortet
står tydeligt, at man skal være meget forsigtig her
på grund af jordskælvet den 27 marts 1964, hvor bundforholdene
ændrede sig ret markant mange steder, og måske har de
ikke fået talt alle skærene. Vi havde ikke lyst til
at finde et nyt skær.
Resten
af turen forløb uden det store. Vi fik mere vind lige i snuden
og vejrudsigten varslede en gale, så vi satte mere fart på
motoren for at nå ind til ankerpladsen, inden vinden rigtig
tog til.
|
|
Det
var ikke nemt at finde ind til Agripina
Bay med den megen sø, som brækkede mellem de mange
små skær. Da vi endelig kom ind bag nogle øer,
så vi en dejlig pool. Der var ikke læ, vinden susede
rundt om bjergene, men vandet var smult og der så godt ud,
så vi droppede krogen. Det var en rigtig møj bund,
vi løb med ankeret og det vi havde på krogen, da vi
fik den op, var ikke gode tegn for bundforholdene. Der sad en kæmpe
søstjerne og meget slam og tang. Vi prøvede igen og
denne gang kom et halvt træ og masser af tang med op. Tredje
gang var der en busk og så meget tang på, at Henrik
brækkede skaftet på vores gode bådshage, da han
skulle have det af; det var for meget.
|
|
Vi
læste igen på teksten i piloten og fandt frem til et
sted midt i indsejlingen, hvor der skulle være klæg
mudder. Det var sidste chance i denne bugt og heldigvis lykkedes
det denne gang at få fat. Det var også på tide,
vi havde ligget og rodet rundt i over en time og nu blæste
og regnede det. Vi håbede, stedet så lidt mere interessant
ud, når vejret blev godt igen. Vi havde hørt, at her
skulle være bjørne, men lige nu så det ikke ud
til at være bjørneland, det så bare surt og kedeligt
ud.
|
|
Det
blæste og regnede næste morgen og vi sov længe.
Der var ikke andet at gøre end at vente. En fiskerbåd
kom ind sent i går og lagde sig tæt ved kysten i poolen.
Måske var der bedre hold helt under land, men der var for
lavt til os og vi foretrækker at kunne svaje frit hele vejen
rund, hvis vinden skulle vende.
|
|
|
Senere
på dagen kom besætningen fra fiskerbåden SKUA
over til os, og vi havde en snak om bugten. De havde tidligere på
dagen været rundt i gummibåd og fortalte, at der var
to bjørne lige rundt pynten, hvor der var en laksestream.
Vi fik hurtig jollen i vandet og sejlede over i bugten. Og minsandten,
der gik en stor brun bamse rundt. Men støjen fra motoren
forstyrrede den og den trak langsomt væk, men vi fik da et
par billeder.
|
|
|
Da
vi have sejlet hele bugten rundt, sejlede vi over for at hilse på
SKUA fra Homer. David og Tammie er halibut fiskere. SKUA er en typisk
alubåd her fra Alaska, designet til halibutfiskeri. Den er
ca. 30 til 35 fod og udstyret med en kæmpe tromle placeret
lige bag styrehuset, som det ses på billedet, med flere hundrede
meter lang blyline på. Når linen kører ud, gøres
en bøje fast for enden af tampen, og de står begge
og hægter korte liner på langlinen. På det korte
stykke line sidder der en stor halibutkrog med madding på.
De kører i hundredvis af kroge ud og afslutter til sidst
igen med en bøje.
De
sætter gerne en line om morgenen og sejler ind til en ankerplads
i nogle time for at spise frokost. Efter frokost henter de fangsten
op, ordner og iser fiskene. De har et meget stort isrum under hele
agterdækket. Først på eftermiddagen sætter
de igen en line, som de bjærget inden det bliver mørkt
og derefter sejler de igen til en ankerplads for natten. Det er
et typisk fiskeri, som et ægtepar kan klare, og vi så
mange af disse både. Det er faktisk muligt ved at sejle langs
Alaskas kyst hele sommeren, at få en god indkomst fra dette
fiskeri. De havde planer om at fortsætte et par år endnu,
så have de sparet så meget op, at de kunne købe
et stykke jord og bygge et hus længere sydpå, det var
deres drøm.
Vi
blev budt på rødvin og chokoladekage og havde en hyggelig
eftermiddag sammen. De
forærede os fire gode bøger. Dejligt, for vi var udgået
for godt læsestof. Vi snakkede fiskeri, og de fortalte om
deres liv som fiskere langs kysten. De forærede os et langt
stykke line fra den store rulle. Vi fik også en håndfuld
kroge klar til brug samt en pose saltet madding til halibut.
|
|
|
|
|
Næste
morgen var flot med blå himmel og sollys. Vinden havde lagt
sig meget. Det tegnede til at blive en god dag, så måske
vi kunne komme videre.
Da
SKUA tog af sted ved 11 tiden, var vi klar i jollen for at tage
ind og se på bjørne. De gav os den sidste vejrmelding
og den lovede godt.
Agrapina
Bay - Geographic Harbor 93 sømil
Vi
tog fra Agripina kl.15 i flot vejr, og det holdt sig hele vejen
til Geographic Harbor. Endnu en natsejlads, men nu kunne vi nå
til Geographic Harbor, hvor vi ville blive nogle dage.
|
|
Vejret var helt klart og vi havde en smuk solnedgang med det flotteste
lys over bjerge og vulkaner med sneen lysende i mange røde
nuancer. Vi sejlede op gennem Shelikof Strait med fastlandet om
bagbord og Kodiak om styrbord og det var så klart, at vi tydeligt
kunne se Kodiak øen.
|
|
Vi
droppede krogen i Geographic
Harbor den 27-7, kl. 11.45 efter en fin motorsejlads.
Vi havde set frem til at komme hertil. Vi har fra mange hørt,
at her skulle være helt unikt. Det, at man kan betragte bjørnene
rimelig tæt på i deres eget domæne, er jo ikke
alle beskåret.
|
|
Vi
mødte en fiskerkutter fra Seward - Alaska Eagle - som var
på vej ud. De fortalte, at der om morgenen havde været
over 15 bjørne. De fleste var her til middag trukket op i
baglandet, men de ville komme tilbage om aftenen. De er mest aktive
tidligt om morgen og om aftenen.
|
|
|
Geographic
Harbor hører ind under Katmai vildt- og naturreservat. Det
er et kæmpe område, som strækker sig fra Cold
Bay og tværs over bjergkæden, som løber ned gennem
Alaska Penisula og helt over til Shelikof Strait.
|
|
Allerede
inden vi kom hertil, havde vi læst meget om bjørne
og deres adfærd. Vi har fløjter og horn og bjørnespray
med. Man skal helst lave støj når man går, så
vi går og synger og fløjter. Men er man tæt ved
et brusende vandløb, hvor det larmer, hører bjørnen
måske ikke, vi er der. Så må man håbe, den
lugter menneske og forsvinder. Derfor er det vigtigt ikke at bruge
parfume, eller spray som dufter, det går de efter. Så
har man ikke vasket sig et par dage, er det fint. Dernæst
er det vigtigt ikke at overraske bjørnen, eller at den føler
sig "fanget" mellem to personer. Det værste der
kan ske er, at komme mellem en hun og hendes unger, så er
man virkelig i fare.
|
|
Er
man så "heldig" at møde en bjørn,
gælder det om at bevare roen og blive stående helt stille
og tale roligt til bjørnen. Kan I se det for jer! Bjørne
ser ikke særlig godt, så de reflektere efter lyden og
taler man roligt, skulle der være en chance for, at bjørnen
stikker af eller begynder at bakke og grynte højlydt. Det
betyder, at den vil have mere plads for at komme væk. Man
kan selv langsomt bakke, men følger bjørnen efter,
skal man stoppe igen og tale til den, der skal ikke grines her,
det lyder jo virkelig komisk. Kommer man i virkelig nærkontakt,
så er det tid at bruge peberspray. Og husk selv at lukke øjnene
og ikke spray mod vinden og helst helt tæt på, lige
i synet på bjørnen. Her skal man være cool.
Er
man kommet i den situation, at man ikke kan stikke af, og tro os
bjørne løber stærkt, vi har set dem spæne
af sted. Så skal man, hvis det er en brun bjørn, straks
lægge sig ned på jorden på maven med hænderne
foldet om nakken og benene spredte, så bjørnen ikke
er i stand til at vende en om. Så håber man blot, at
den snuser lidt og giver en et lille dask. Men begynder den at tygge
på een, er det tid til at tage kampen op og man skal straks
slå den i hovedet og give den en over snuden.
Ak
ja, hvis man ikke er død af skræk inden. Er det derimod
en sort bjørn, skal man hverken løbe, kravle op i
et træ eller lege død, men straks tage kampe op, bare
gå på den. De sorte bjørne både løber
stærkt og kravler i træer. Så nu ved I også,
hvordan man skal håndtere en bjørn. Det er nok klogest,
at holde sig på sikker afstand.
|
|
Det
varede ikke længe, før vi så to bjørne
lunte rundt og patruljerede langs bredden af deltaet. Man kunne
ligefrem se på deres adfærd, at de ikke kunne forstå,
hvorfor laksen ikke var kommet endnu. I Dutch Harbor sagde de, at
den var mere end to uger forsinket. Nogle siger, det er fordi foråret
har været meget koldt. Men alle bjørne og mennesker
venter utålmodigt på laksen. Det gør vi også,
vi har spist den sidste gravede laks Henrik lavede, og nu vil vi
gerne have noget mere.
|
|
Lene
havde vasket lidt tøj og for at spare på vandet, blev
vi enige om at sejle ind til et af de tre vandløb, som munder
ud, hvor vi ligger, for at skylle tøjet. Vi havde ikke set
bjørne der, så vi regnede med, at de kun var over i
det store delta, hvor der nu var fire. Men først sejlede
vi over til deltaget for at fotografere og se lidt nærmere
på bjørnene.
|
|
|
I
to timer tussede vi rundt mellem de lave øer i deltaet og
måtte passe på ikke at løbe på grund, for
så ville vi være så langt inde, at bjørnene
kunne nå ud til os. Vi fandt ud af, at de sagtens kan komme
hurtigt af sted på en halv meter vand og de svømmer
også fra en ø til en anden. Vi troede egentlig, vi
kunne sejle ud til nogle af øerne og gå sikkert rundt
der, men den går ikke. Vi havde nogle spændende timer
og synes, det er fantastisk at kunne sidde og betragte dem så
tæt på.
|
|
Så
sejlede vi tilbage for at få skyllet vores tøj, tjekkede
lige om der var fri bane og sang en bjørnesang og fløjtede
vildt på vores fløjter. Så gik vi i land og skyllede
tøjet, som vi lagde i jollen. Henrik foreslog, vi gik en
lille tur, vi mangler motion og Lenes knæ trænger meget
til at blive rørt. Så vi gik rundt på stranden
og Lene gik lidt op af vandløbet for at se, om der var laks.
Der var en lille sti inde i buskene langs med vandløbet,
det måtte Henrik se. Vi havde diskuteret, om ikke laksene
gik op af et sådan vandløb.
Så
Lene gik lidt tilbage og kaldte på ham. Han stod på
stranden og så lidt mærkelig ud i hovedet og pegede
forsigtigt i modsat retning. Nå, han gad vel bare ikke at
se det. Så Lene gik tilbage mod stranden og kom lige fri af
buskene, da bjørnen kom til syne på stranden. UPS!
det var vist ikke så godt. Lene skulle først over vandløbet
og små ti meter ned langs den side, hvor bjørnen var
og derefter over vandløbet igen for at komme over på
den side af stranden, hvor Henrik var, ca. 20 meter fra bjørnen.
Henrik
begyndte at fløjte kraftigt for at gøre bjørnen
opmærksom på os begge, og den standsede straks, da den
hørte lyden. Den havde set Henrik, men følte åbenbart
ingen fare, da han stod midt på stranden. Men da nu Lene kom
til syne mellem buskene, og den befandt sig imellem os, var der
en stor chance for, at den følte sig truet. Den var kun 20
meter fra os, og det er altså lige lovlig tæt på.
Hvad var det nu, vi havde læst; bliv stående stille
og sludre lidt med bjørnen!
|
|
|
|
|
Mens
bjørnen stod stille med sænket hoved og gloede lidt
afventende, gjorde vi en lidt hurtig retræte, man skal jo
gå roligt og ikke løbe. Det blev gjort roligt men beslutsomt
og jollen kom hurtigt ud i vandet, og vi op i den og der sad vi
så og sundede os. Da vi først sad der, kunne vi se,
at der ikke var nogen større fare på færde med
den bjørn. Den var lige så overrasket som os og gik
bare videre langs stranden. Vi sejlede helt tæt langs med
stranden og så den grave muslinger op og fulgte den hele vejen
rundt langs bugten. Først da den skulle over til deltaet,
så den direkte på os, gryntede lidt og sprang så
ud i vandet og begyndte at svømme tværs over vandløbet.
Det gav lige er sæt i os, da den svømmede tæt
forbi os.
Så
vi har lært et og andet om bjørne og deres adfærd.
Godt det ikke var en hun med unger eller den store hanbjørn,
som går inde i deltaet, vi mødte. Han virker mere aggressiv
end de andre, han fiser rundt på stranden og glor efter laks,
han er godt sulten. Senere på aftenen kom endnu en bjørn
gående på "vores" strand, så nu er det
slut med spadsereture her, kun jolleture.
|
|
|
|
|
Næste
morgen da vi kiggede ud af vinduet fra køjen, kunne vi ikke
se en dyt. Godt nok var vi lige vågnet men alligevel. Næ,
der var ikke noget at se. Ud af køjen og op i cockpittet.
Der var helt tåget, men lidt sollys trængte igennem.
10 minutter senere kom kystlinien frem, der var under 100 meter
fra kysten ud til Dana. I løbet af den næste halve
time kom et panorama så flot frem af disen.
|
|
|
Lige
ved siden af os på vores strand, det var det ikke mere nu,
gik fire store brune bamser rundt helt opslugt af at grave muslinger
op. Vi havde næsten ikke tid til at lave morgenmad, vi skulle
jo følge med i alt hvad der foregik. Da kaffen stod på
bordet i cockpittet, sad vi der og nød det pragtfulde syn,
en naturoplevelse de færreste er forundt. Vi føler
os virkelig privilegeret at se disse pragtfulde dyr i deres egen
verden.
|
|
|
Ved
10 tiden fløj en vandflyver hen over os. Der lå stadig
tåge ud over vandet mod indsejlingen, og flyet forsvandt da
også. Senere hørte vi, det kom tilbage og landede i
bugten bagved os. Der havde vi den forgående aften set en
motorbåd ligge for en bøje. Det er en dyr fornøjelse
at blive fløjet hertil. De var heldige med vejret i dag.
Vi så dem ikke, selv om vi var meget omkring i jollen. Vandflyveren
lå for bøjen og motorbåden var væk. Klokken
16.30 lettede maskinen og fløj over os med kurs mod fastlandet,
så selskabet fik cirka 6 timers oplevelse.
I
dag har vi talt 19 bjørne.
|
|
Vores
sidste morgen dette dejlige sted. Tågen lå over hele
bugten, men så højt, at vi kunne se to hanbjørne
og en hun med sine to unger gå og grave efter muslinger. Der
var masser af måger og en stor flok ænder kom flyvende
ind fra havet og landede lige ved siden af. Der var et mylder af
dyreliv, skrigen fra mågerne og rappen fra ænderne og
bjørnene gik og gryntede, det var en aktiv morgen og vi sad
og nød det i fulde drag, det var svært at løsrive
sig fra dette dejlige sted.
|
|
Men
skulle vi videre, skulle det være over middag, når tågen
var forsvundet ellers ville det ikke være muligt at finde
ud fra Geographic Harbor. Vi var nød til at starte tidligt
om morgenen, hvis vi skulle nå over Shelikof Strait og igennem
Whale Pass i medstrøm. Så om eftermiddagen sejlede
vi ud til en ankerplads i den næste bugt. Herfra kunne vi
sejle tidligt næste morgen, selv om det var tåget. Med
den smule vind vi havde, kunne vi lige ligge i læ af pynten
ved Russia Anchorage.
|
|
Geographic
Harbor - Russian Anchorage 11,6 sømil.
Russian
Anchorage var et fint sted med fire små strande og her
kunne da ikke være bjørne!
Det var for sent til at sætte vores krabberuse, vi gad ikke
rode med den tidligt næste morgen, tænk hvis der var
nogle i, så skulle vi til at tage livet af dem på morgenkvisten.
Så i stedet satte vi en line med tre kroge med madding for
halibut. Fiske efter laks kunne vi godt opgive, er de først
kommet så tæt til kysten, bider de ikke, de er kun optaget
af at kommer op i vandløbene for at gyde. En enkelt delfin
sprang rundt om os.
|
|
Pludselig
sprang Henrik op, der var bid, det rykkede godt nok i linen. Op
kom en meget stor halibut, frem med huggen, men inden Lene nåede
så langt, sprang den af. Skidt med det der var endnu en stor
en på den næste krog, og den fik vi indenbords. Der
var travlhed den næste time med at filetere den og gøre
rent. Nu var der mad til mange dage og vi fik lavet ceviche.
|
|
Der
er altså bjørne overalt. Om aftenen kom tre bjørne
ned på stranden for at grave efter muslinger. Vil vi i land,
kan vi lige så godt vænne os til, at de er her. Vi kan
jo ikke på resten af turen sidde og glo på dem, vi må
ind og bruge benene.
|
|
Den
31 juli.
Russian
Anchorage - Kodiak, Neva Cove 62,4 sømil.
Det
var en dejlig stille morgen med lidt tågebanker omkring os,
men de ville snart lette, når solen kom frem. På de
yderste strande gik to hunbjørne, hver med en unge. En hanbjørn
gik på den midterste strand, så var der ingen fare for,
at de kom op at skændes. Det er sjovt at se, når ungen
står ved siden af moren for at efterligne hende, når
hun graver efter muslinger. Er ungen ikke heldig, møver den
sig ind for at få det, moren graver op.
Da
vi startede motoren og ankerspillet var der ingen reaktion fra nogen
af dem, men da vi begyndte at komme nærmere ind til bredden
mod ankeret, tog fanden ved den ene hun. Hun blev så forskrækket,
da hun opdagede, at vi kom lige imod hende, så hun spurtede
af sted, med ungen lige i hælene, ind mellem buskene.
|
|
Vi
sejlede over Shelikof Strait, strædet mellem Alaska Peninsula
og Kodiak Island, mod Kupreanof Strait som løber mellem Kodiak
Island og Afognak Island. Det skulle planlægges, da der er
meget strøm, og vi skulle være igennem på et
bestemt tidspunkt. Problemet var, at det var svært at finde
gode ankerpladser på den anden side af Kupreanof Strait, og
vi kunne ikke nå helt til Kodiak by, St. Pauls Harbor, inden
det blev mørkt. Vejret skifter hurtigt, så man skal
have sikre ankerpladser for alle vinde. Vi havde fire, vi kunne
vælge imellem alt efter vind forholdene.
På
vej gennem Kupreanof strædet så vi mange fin- og humpbackhvaler
og to finhvaler dukkede op lige foran stævnen, så vi
fik et mindre chok, pludselig at se det store dyr kun få meter
fra stævnen. Det var nærmest, som de ikke havde set
os, men de havde sikket nok tjek på, hvor tæt på
de var. Vi var ikke de eneste som skulle igennem strædet.
Da vi nærmede os stedet, hvor strømmen løb stærkest,
var vi omgivet af 10 til 15 fiskerbåde udstyret med forskellige
fangstredskaber, alt efter hvor og hvad de fiskede. Så vi
susede i samlet flok gennem strædet.
Det
mest underholdene er de charmerende havoddere, som ligger på
ryggen og følger med i hvad der foregår. De er herlige
at se på, når de ligger og gnasker på et søpindsvin
eller en musling. Masser af fugle og enkelte delfiner så vi
også. Det holdt stik med, at der var hvaler i Whale Pass og
ved Whale Island, som vi sejlede forbi. Der var en rivende strøm
med overfalls gennem strædet, så der var masser af store
fiskstimer. I den anden ende af strædet lå allerede
flere kuttere og ventede på at komme igennem, når strømmen
vendte igen.
Først
på aftenen nåede vi til Kizhuyak Bay, hvor Port Lions
ligger, et sted vi kunne gå ind til. Men det var stadig lyst,
så vi fortsatte forbi Sharatin Bay og op langs Anton Larsen
Bay og videre rundt pynten ind til Neva
Cove, som ligger lige overfor og i læ af Spruce Island.
Vinden var stadig fra NØ men aftagende, så vi have
læ der. Der
var læ for alle vinde undtagen ret nord og vejrudsigten meldte
senere sydlige vinde.
|
|
Vi
forlod Neva Cove den 1. august klokken 11.30 for at sejle til Kodiak
Harbor. Der var frisk vind lige i snuden, da vi kom fri af pynten.
Der var ca. tre timers motorsejlads alt efter hvordan strøm
og vejret ville blive undervejs. Vejrudsigten lød på
regn og sydlige vinde de næste tre til fire døgn med
vindstyrke mellem 20 til 25 knob, så hvis vi ikke skulle blive
fanget i Neva Cove resten af ugen, var det om at komme ud af røret.
|
|
|
Turen
gik fint og da vi kom ned gennem den smalle kanal lige før
broen, som vi havde tjekket vi kunne gå under, kaldte vi havnemesteren
over vhf 'en og fik anvist en plads i St. Pauls Harbor. Der var
ikke megen plads at manøvrere på og der løb
en rivende strøm inde i havnen, så det var med hiv
og sving og hjælp fra Tammie, vi kom ind på plads og
fik fire ender i land. Vi lå næsten lige overfor SKUA.
Kodiak,
også kaldet Alaskas smaragdgrønne ø, er virkelig
meget smuk og meget grøn. Træerne gror helt ned til
vandkanten og står så tæt, at der ser næste
uigennemtrængeligt ud. Det var en brat overgang fra den barske
klippekyst over på fastlandet. Ikke at her ikke er klipper
og høje bjerge, nogle endda med sne på, inde midt på
øen, men ellers er her træer næsten overalt.
Vi havde stadig godt vejr og længe lyst, her er lyst 18 timer
og dejlig lunt.
Kodiak
er Alaskas største fiskerihavn med næste 700 fiskerskibe,
fordelt i havnen hvor vi ligger og den større St. Herman's
harbor på Near Island. Havnen er forbundet med Kodiak med
Fred Zharoff Memorial Bridge, den bro vi sejlede under, da vi skulle
til St. Pauls Harbor. Der ligger mange forskellige typer fiskerfartøjer
i Kodiak.
Der
er trawlere på 50-130 fod. Trawlen er et tragtformet slæbenet
hvor mundingen danner to arme eller vinger som holdes åbne
af otterbords, en på hver side, for at lede fisken ind i bunden
af trawlen. Trawlere fanger pollock, torsk og rejer.
Så
er der longlinere, omkring 75 fod. De sætter langliner med
hundredvis af påsat kroge med madding hen over bunden for
at fange halibut, sablefish og torsk.
Der
er purse seinere, snurpenot, som vi allerede har set mange af langs
kysten. De er ca. 35-60 fod. De er karakteristiske ved, at de altid
har en alujolle med. Jollen haler nettet rundt om fiske stimen og
tilbage til skibet. Når skibet og jollen mødes, snøres
nettet sammen omkring stimen ved indhaling af snurpelinen og så
kan bjærgningen af nettet begynde. De fanger mest sild og
laks.
Og
så er der de store crabber på 50-130 fod. De sænker
kæmpe krabberuser (crab pots) ned på bunden, forbundet
med lange stålwire. Ind i rusen er der ophængt en perforeret
plastickassen med madding, som giver lugt fra sig. Den tiltrækker
king crabs, dungeness- og red crebs samt rejer. Her snakker vi ikke
om fjordrejer men om rejer på 20 cm.
For
at få det optimale ud af fiskeriet, er der en del af de tre
typer fiskeskibe, som alt efter sæson og udbytte af fisk,
rigger deres skib om for at kunne fiske, hvad der for tiden er mest
af. Det er vist ikke helt lovligt og der bliver set skævt
til dem, som gør det. Konkurrencen er stor nok i forvejen.
Fra
maj til oktober bliver der fisket for fuld tryk. Højdepunktet
er når laksen kommer. Sockeye (red) salmon kommer i slutningen
af maj, chinook (king) salmon i juni, pink (humpbacked) salmon kommer
i slutningen af juli og august og sæsonen afsluttes i september
- oktober måned med coho (silver) og chum (dog) salmons. Tiderne
for fiskeriet gælder for farvandet omkring Kodiak.
Mange
steder i Alaska starter fiskeriet på king salmon allerede
i begyndelsen af april, chum og sockeye i juni, pink i juli og coho
i midten af august måned.
|
|
Så
fik vi,
som varslet, 3 dage med regn og hård blæst, så
det var lige det rigtige tidspunkt vi havde valg at gå i havn.
Der
skulle købes en masse forskellige ting og vi fes rundt for
at finde de bedste og billigste steder. Så vi var de samme
steder to til tre gange for at have tjek på kvalitet og priser.
Det er et frygtelig race at komme til en by efter lang tid i bushen.
Som oftest er det besværligt, da vi ikke har en bil. Taxa
er meget dyrt her, når vi skal så meget rundt.
Vi
kunne ikke få fyldt vores gasflasker her, de kan kun fylde
deres egne. Så vi købte en amerikansk gasflaske, endnu
en til de mange forskellige vi har i forvejen. Til gengæld
er det let at få dem fyldt, da mange tankstationer kan fylde
dem, medens man venter.
Da
vi var på vej til Safeway for at handle stort ind, kørte
et ungt par op på siden af os og spurgte, om de ikke kunne
give os et lift. Vi var lige ved at gå bagover af overraskelse.
De var så søde, de skulle ikke engang den samme vej.
Da de hørte, vi skulle handle så meget ind, tilbød
de at vente og køre os tilbage til havnen. Det kunne vi slet
ikke tage imod, vi takkede mange gange for turen og sagde, vi nok
ville finde en, vi kunne køre tilbage med. Det var en heldig
dag. Da vi stod ved kassen med vores to fyldte indkøbsvogne,
kom Tammie lige bagefter os. Hun forslog, vi kørte en tur
på øen og fik en kop te. Hun kendte en hyggelig te-
og kaffesalon med de dejligste kager, så der blev guffet.
Efter en fin tur op langs nordkysten kørte vi tilbage til
havnen.
Her
gav hun os nøglen til bilen, så kunne vi frit brugen
den resten af dagen og se os lidt omkring, hvis vi havde lyst til
at se mere; om vi havde! Der er ikke mange kilometer vej på
Kodiak faktisk mindre end 100 miles, hvor det længste stykke
er langs kysten. Skal man rundt her, er det med båd eller
vandflyver, men vi fik nu chancen for at se det af øen, man
kunne ved at køre i bil.
Vi
var heldige med vejret resten af dagen og havde en rigtig flot tur
først sydpå langs kysten forbi Womens Bay. Den hedder
sådan, fordi Alutiiq kvinderne kom her for at fiske og jage
og samle muslinger og bær. Vi kom til Kalsin Bay og videre
ad Chiniak Highway til Cape Chiniak, hvor vejen endte. Tilbage samme
vej indtil vi kom til Pasagshaks Road, som førte op gennem
landet og langs med Lake Rose Tead og videre ud til den store Ugak
Bay og langs Pasagshak Bay. Vi havde tænkt os at sejle ned
til Ugak Bay, på kortet så det ud til at være
at flot sted og med god ankerplads. Det var godt, vi fik set stedet
inden. Her var flot, men ikke et sted vi syntes om at ligge for
svaj og slet ikke at tage ind med jollen. Det var en meget stor
bugt, åben og med meget tidevand. Vi syntes ikke, det så
indbydende ud, set fra en ankerplads. Vi fortsatte videre mod Narrow
Cape og her stoppede vejen brat, tilbage samme vej.
|
|
|
Her
kom en flok bison okser traskende midt på vejen. Nogle af
dem var lidt nervøse, så vi holdt helt stille, så
de kunne passere. Nogle af hunnerne ventede på hannen og turde
kun gå forbi sammen med ham. Vi lurede lidt, da han passerede
tæt forbi, han var godt nok stor. Et antal bison okser blev
for flere år siden bragt til øen for opdræt,
men det kunne ikke svare sig og nu lever flokken vildt på
øen.
Vi
så ingen Kodiak bjørne, som øen er så
kendt for, men i stedet havde vi fornøjelsen af denne lille
ræv. Den var slet ikke bange og sad stille og kikkede på
os. Vi var ved at falde om af grin, den så virkelig komisk
ud med sin mølædte pels, men sød var den.
Man
ser sjældent bjørne ved vejene her på Kodiak,
de er mest inde i skovene, langs kysten af fjordene eller ved vandløbene
når laksene kommer op. Skal man se bjørne på
Kodiak, er det bedst at indlogere sig et afsidesliggende sted, hvortil
man bliver sejlet eller fløjet med vandflyver. Herfra bliver
der arrangeret turer ud til nationalparkerne. Derfor syntes vi også,
vi er så heldige, at vi selv kan sejle rundt i fjordene og
se de flotte dyr, fra vores egen båd, næsten gratis.
|
|
|
|
|
Det
er jo længe lyst, så vi kørte lidt nordpå
og fandt Anton Larsen Bay Road. En snoet stenvej op til og langs
med Larsen Bay. Her var virkelig flot, og vi så et par mindre
lokale lystbåde ligge for svaj i den lange bugt. Det var for
os interessant at se Anton Larsen Bay, da det var en af de ankerpladser,
vi havde valgt, hvis vi havde fået dårligt vejr, og
ikke kunne nå til Neva Bay. Det der afholdt os fra at tage
derind, hvis det ikke var meget nødvendigt, var den lange,
smalle og lave indsejling. Men det var et godt beskyttet sted.
|
|
|
Vi
var virkelig kommet ud i vildnisset, heldigvis var det en stor solid
bil vi kørte i, vejen blev stejlere og smallere og så
endte den i en lysning, hvor en lille sti fortsatte ned langs bjergsiden
til bugten. Vi havde en flot solnedgang, da vi kørte tilbage
langs Anton Larsen Bay, og da vi nåede til et lille slæbested,
holdt der lange rækker af biler med anhængere til joller.
De var alle tomme og vi så, at de sejlede ude i bugten for
at fiske. Det var også en fin stille aften.
Selve
byen er der ikke så meget at fortælle om. Der er de
sædvanlige service faciliteter; supermarked, tankstation,
bibliotek og et lille torv med forskellige butikker. Der var to
- tre store butikker med udstyr for fiskeri og jagt. Der kunne man
få timer til at gå med at glo på lækkert
grej. Det er utroligt, så let man bare kan erhverve sig et
skydevåben her. Vi nøjedes også med at kigge
på fiskestænger og hjul. Det vi gerne ville have var
alt for dyrt. Vi må klare os med blylinerne og håbe
halibutten ikke igen bider på lakselinen.
Lene
var en tur på Alutiiq museet. Der var også her, som
i Dutch Harbor, mange spændende ting at se. Mere end 100.000
genstande, som belyser Alutiiq og andre eskimo gruppers kunst og
daglige levevis på Kodiak op gennem tiderne.
|
|
Næste
dag blev det flot vejr, varmt og solrigt med blå himmel, men
det blæste stadig en halv pelikan med vind op til 32 knob
i havnen.
Vi
blev i Kodiak en uges tid for at fordøje alle de mange indtryk
siden Dutch Harbor.
|
|