St. Pauls Harbor - Kitoi Bay 30,3 sømil.

Den 8. august blev en dejlig sommerdag. Dagen før havde vi tjekket ud fra St. Pauls Harbor og lagt os ved broen udenfor havnen, hvor man fylder brændstof på. Da de åbnede, var vi klar til at få fyldt tankene og alle vores dunke.

Ved 9 tiden sejlede vi for motor ud gennem kanalen til den sidste afmærkning. Der kom lidt vind fra den rigtige retning. Vi satte sejl og var heldige at kunne sejle i godt to timer. Dejligt at få kludene op og få dem luftet; de havde ikke været oppe, siden vi kom til Alaska for 1 1/2 måned siden.

For motor sejlede vi op i den store Izhut Bay på Afognak Island. Her var en masse hvaler. Vi sejlede så tæt på vi kunne uden at forstyrre dem, slukkede for motoren og lod os drive rundt imellem dem. Det varede ikke længe, før vi var omgivet af hvaler, der hylede og prustede af glæde over den megen mad, de fik skovlet op. De var helt vilde og enkelte sprang op i luften og landede med at kæmpemæssigt plask og en kolossal larm, når den store krop ramte vandet. Der var så mange flotte haler at se på.

Vi har aldrig haft så mange hvaler så tæt omkring os. Enkelte kom så tæt på, at vi stod lidt anspændte for at se, om de nu havde set os. Men den ene dykkede under og den anden ændrede kurs lige inden Dana. Det var helt vildt og dejligt, bare at stå og kigge.

Det var svært at løsrive sig, men vi skulle videre til en ankerplads længere oppe i Kitoi Bay. På vej op til Kitoi sprang i hundredvis af laks, endelig var de kommet. Der var en plasken rundt om os, når de sølvglinsende laks sprang. De var på vej op til alle de vandløb, streams, som løber ud i Kitoi Bay.

Der gik fire bjørne rundt på stranden, da vi kom op i det hjørne af fjorden, vi havde valg som ankerplads. De var vildt optaget af at fange laks. Senere sad vi i flere timer og så på en bjørnemor og hendes to halv voksne unger fise rundt langs bredden. En af ungerne kom hen til moren, som var igang med at æde en laks, hun lige havde fanget. Den møvede sig ind på hende for at få en bid. Uden at hidse sig op, tog moren et let bid i ungens kind og drejede den udenom fisken og lod den så gå sin vej. Sådan opdrager en bjørnemor sin unge, så hun kan have sin godbid i fred.

En ørnemor med sine fire halvstore unger havde også travlt med at tage for sig af de halvdøde laks, som drev ind til bredden. De giver en helt speciel pivelyd, når de snakker sammen, man tror ikke det er så stor en fugl, som giver en så fin lyd. Det er ret hyggeligt at lytte til deres pludren.

Sent om eftermiddagen var der en plasken og mærkelig støj fra brinken. Vi kiggede nysgerrigt der over, og fik øje på to bjørne ude i vandet, som boltrede sig og tog livtag med hinanden, mens de udstødte høje brøle lyde. Så svømmede de langs hele brinken inde under klipperne og kom så til sidst op på bredden, hvor de for rundt efter hinanden. Pludselig forsvandt den ene ind i krattet og den anden fortsatte langs stranden.

Næste morgen var helt stille og solen begyndte hurtigt at lune, selv om der var nogle slørskyer hist og pist. Bjørnemor med de to unger vadede rundt på stranden lige ved siden af os. Hunbjørnene med de meget små unger er altid på vagt og trækker væk eller løber deres vej med ungerne lige i hælene, hvis der kommer en hanbjørn. En enkelt gang så vi en hun gå lige i flæsket på en hanbjørn, som kom for tæt på. Han blev så forskrækket over hendes raseri, at han strøg afsted.

Mens vi spiste morgenmad, kom den største brune hanbjørn vi endnu har set ud på stranden. Han var enorm og havde nogle store poter med lange lyse klør. De var så store, at vi tydeligt kunne se dem fra båden. Han gik hele bredden rundt og snuppede et par laks, inden han forsvandt ind i skoven. Det var en rigtig Kodiak bjørn.

Kitoi Bay - Tonsina Bay 93,3 sømil.

Vi gjorde os klar til at tage afsted, vi skulle sejle natten over og håbede på vind, så vi kunne få en god sejlads.

Da vi kom ud i den store Izhut Bay, hvor vi dagen før havde set de mange hvaler, kom vi åbenbart til spisetid. Igen så vi mange haler og flotte spring og hvinen og hylen når de dykkede ud. Det er første gang, vi har hørt hvalerne hvine og hyle, når de dykker efter mad, det er en meget speciel oplevelse.

Der var lidt vind udenfor men den var lige i snuden, den løb langs kysten. Vi håbede, når vi kom rundt pynten og op i Marmot Strait mellem Afognak Island og Marmot Island, at vinden ville være fra vest og vi kunne holde op til Kenai Peninsula. Men da vi kom derop, døde vinden helt og vandet var spejlblankt.

Til gengæld fik vi alle tiders oplevelse IGEN. Her var fyldt med hvaler og de sprang helt ud af vandet og landede med enorme brag og vandkaskader. Her var tusindvis af fugle, seks syv forskellige slags, der dykkede efter de fisk, som delfinerne jagede op til overfladen. Længere ude ved nogle rev så vi en flok spækhuggere. Havet var så fyldt med havdyr, aldrig har vi set det så koncentreret før; det var nogle dejlige timer. Det ville vi ikke have set, hvis vi havde haft frisk vejr og sejlet. Nu lod vi os bare drive med strømmen, så vi kunne nå at se det hele.

Senere på aftenen kom en lille flok delfiner og sprang rundt om os. Aftenen og natten var helt stille og vi havde en smuk solnedgang over Barren Islands, som ligger midt mellem Afognak Island og Kenai Peninsula.

Vi kom for tidligt til Kenai Peninsula, selv om vi gik for meget lave omdrejninger. Heldigvis kom en fiskebåd i vejen for os, og vi måtte sejle en lille omvej for at gå klar af hans fiskegrej. Så det passede med, at vi kom til Tonsina Bay ved sekstiden om morgenen og kunne lige se at finde ind. Det var en lidt tricky indsejling med en masse skær og sten, hvoraf nogle ligger lige under vandoverfladen. Så det var på listefødder vi sejlede ind.

Det var et flot sted. Vi lagde os i læ bag en ø. Gik til køjs og sov til middagstid. Da vi vågnede, var det et herligt vejr, sol og blå himmel og dejlig varmt.

Vi tog på jolletur rundt i bugten, her er vist ingen bjørne! Vi gik i land og gik en tur langs med et større vandløb, hvor der løb en kraftig strøm, men vi så ingen laks. Vi var lidt usikre, om det var en god ide at fortsætte langs bredden og gik tilbage til jollen. Lene var lige oppe og tjekke, om det ikke var bjørneklør på et af den døde træer, det lignede det. Det så også ud til, at en bjørn havde ligget i det høje græs bagved, så vi foretrak at forlade stranden og fortsatte vores jolletur ud i skærgården.

Her lå mange sæler og solede sig på klipperne og havodderene med deres unger på maven svømmede rundt i tangen. Vi slukkede for påhængsmotoren og lod os drive rundt mellem klipperne for ikke at forstyrre dem. Det var rigtig skægt.

Der lå en motorbåd i den anden bugt, som vi sejlede over til, da vi kom tilbage fra vores jolletur. De var fra Whittier og var hyret til at samle plasticaffald, fiskenet og gamle fendere sammen fra stranden, som så ville blive fløjet væk i store net af en helikopter. Som han sagde, det kommer fra Japan. Ja, den er god! En del af det driver vel over fra Japan. Men det er for let at give andre skylden, for al det svineri de også selv laver. På mange af kysterne flyder det med fiskegrej og andet affald, som bare bliver dumpet udenbords.

Da vi kom tilbage, gik der en sort bjørn rundt i deltaet, en sort; sådan en havde vi ikke set før. Senere så vi endnu en sort bjørn, på den strand hvor vi tidligere havde gået, den gik ude i vandløbene og fangede laks.

Vi gik i gang med at hakke det halibut vi havde tilbage for at lave fiskeboller og fiskefrikadeller. Henrik havde i lang tid drømt om at lave fiskeboller i karry. Vi fik lavet mad til fire dage plus til pålæg.

Luksusmiddag: nylavet fiskeboller i karry med ris og salat.

Tonsina Bay - Midnight Cove 26,0 sømil.

Næste morgen var vejret dejligt med sol og varme, så vi tog jollen ombord, ordnede grejet og sejlede langsomt ud mellem de små øer som beskyttede ankerpladsen.

Der var dejligt udenfor og vi havde en flot tur op langs kysten til Moonlight Bay. Inden vi sejlede ind til Midnight Cove, fiskede vi en times tid efter laks. Vi ville så gerne have en laks til middag, men uden held.

Stedet er lidt specielt, her er så stejle og høje klipper, at man næste brækkede nakken for at se kanten af bjergtoppen. Solen forsvandt hurtigt bag de høje bjerge og der var lidt mørkt og dystert. Det havde måske sit navn Midnight Cove, fordi det eneste man kunne se, hvis altså vejret var godt, var en flot stjernehimmel. Vi oplevede ikke noget interessant der. Og i stedet for laks spiste vi fiskefrikadeller med salat og kartofler, som Henrik havde lavet, det smagte rigtig godt!

Midnight Cove - Taz Basin 26,8 sømil.

Det var en overskyet morgen, helt stille og det småregnede. Vi forlod Midnight Cove klokken 08.45.

Vi tog chancen, nu det var så stille vejr, og gik gennem det smalle Mc. Arthur Pass så vi ikke skulle sejle den lange tur syd om de næste øer. Der løb en strøm på 3 til 5 knob og der var kraftige strømhvirvler, så Henrik havde sin sag for med at holde klar af sten og klipper, når vi blev kørt sideværts. Motoren fik nogle ekstra omdrejninger for at have styrefart.

Granite Island med ankerpladsen Taz Basin var vores mål. Der er en ekstrem smal indsejling og der var kun 1.5 meter luft på hver side af Dana med swell og brænding tæt ved, da vi sneg os ind. Det er ok i stille vejr, men det skal ikke blæse meget, så er det en tricky sag. Der ligger en stor sten lige midt i indsejlingen og man skal gå ind på nord siden af stenen; på syd siden af stenen er der lavt og meget tang.

Selve bassinet er langt og virker ret smalt på grund af de høje klippesider. I den ene ende, der hvor vi lagde os, er der lavere klipper, næsten ligesom at ligge i en skær gård. Her kan man gå rundt på klipperne og har en flot udsigt over havet og mod fastlandet. Resten af siderne rundt om poolen er enormt høje granitmure. Det er et spændende sted.

Tidligt næste morgen var det helt stille og lunt, solen kom først over bjergkanten ved 9 tiden og så blev det rigtig varmt. Vi tog en morgentur rundt med jollen og var ude og se indsejlingen ved super lavvande, der var ikke meget plads mellem stenen og kysten.

Vi fik ordnet mange ting på båden, nu det var så godt vejr og vi samtidig kunne nyde at gå rundt i næsten ingenting. Alligevel blev det for varmt derinde, da der ingen vind var, så vi bestemte os for at sejle til en anden ankerplads, hvor vi kunne fiske efter laks og halibut.

Taz Basin - Whittier 142,3 sømil.

Udenfor var der helt stille og vandet lå som et spejl, en pragtfuld dag. Vi så tusindvis af fugle, især var her mange puffiner. Landskabet her omkring Seeward er fantastisk smukt, masser af klippeøer, skær bevokset tæt med grantræer og mindre bare klippesten med smalle passager mellem dem. Baglandet er høje bjerge med sne og med mange gletschere. Is som brækker af fra gletscherne driver rundt langs kysten. Det er et stor udflugtssted, mange cruisingbåde sejler turister herud for at kigge på fugle, hvaler og gletschere.

Vi fik igen en på opleveren. Mange humpbackhvaler sprang helt ud af vandet og slog med halerne og lufferne, der var det helt store ædegilde. Lige rundt om os svømmede en flok spækhuggere rundt. Hannerne med deres enorme rygfinner, en var bare 5 meter foran Dana og finnen var næsten lige så høj som forpulpitten. Lidt af en overraskelse når man står derude på bovsprydet og en sådan fyr kommer op.

Efter at have set os mætte, fortsatte vi til ankerpladsen, hvor vi ville fiske lidt. Vi havde besvær med at få ankeret til at sætte sig og prøvede et par gange. Da vi skulle have ankeret op anden gang gik ankerspillet i stå, og nægtede at fungere. Så der var kun een vej, up by hand. Motoren var gået og det uden at det havde været belastet med andet end at hive kæden ind i helt stille vejr; det er et L....ankerspil.

Den nærmeste by var Seeward, men vi ville først være deroppe ud på natten. Den anden mulighed var at sejle natten over og komme til Whittier næste eftermiddag; så var vi indenfor i Prince Williams Sound (PWS). Da vi ikke vidste, hvor længe det fine vejr ville holde, valgt vi den sidste løsning. Vi forlod desværre det fine sommervejr. Da vi kom ind i Prince Williams Sound, blev der overskyet og det begyndte at regne. Det var dog stadig lunt og med kun lidt vind.

Whittier er simpelthen det sted i PWS, hvor det regner mest og der var tåge, tæt tåge, så vi var klistret til radaren hele vejen der til. Det var lidt af en nedtur, trætheden og irritationen over ankerspillet gjorde det selvfølgelig ikke bedre. Ekstra dage og penge skulle vi bruge her, det var ikke planen. Vi havde på turen ind gennem PWS sejlet forbi mange ankerpladser, vi gerne ville have besøgt. Det må blive en anden gang. Men man komme over det, og ser de positive sider af situationen.

Til al held havde Lene, da hun kaldte Whittier Marina op over VHF'en, meddelt dem, at det var emergency, da vi ikke kunne bruge vores ankerspil og havde brug for at få fire ender i land. Da vi kom op på havnekontoret, fik vi at vide, at de normalt ikke tager imod fremmede både, da havnen er fyldt til briste punktet.

Vi fik anvist en plads udenpå en kutter, men de skulle sejle en halv time senere, så de ville ikke have os udenpå. Kontakt med kontoret igen, hvor kunne vi så ligge? Udenpå den næste kutter lidt fremme. Her var de var dog flinke og tog vores liner, men også de skulle sejle indenfor et par timer. Vi kunne blive liggende indtil da, så kunne vi flytte ind uden på næste. Vi gik på kontoret og fik ordnet vores papirer og fik et mindre sjok over prisen.

Da vi kom tilbage, lå Dana halvt ude i bassinet og kutteren var på vej ud. Vi overtog hurtigt linerne og fik halet hende ind uden problemer. Her kunne vi så ligge til næste morgen, for så skulle denne kutter sejle. Så ville vi også ende udenpå den sidste kutter helt inde ved broen og den så i hvert tilfælde ikke ud, som om den skulle sejle nogle steder. Så kunne vi måske få lidt fred, indtil de begynder at lægge sig udenpå os, ak ja, det er herligt at ligge i en fiskerihavn.

Næste formiddag afmonterede Henrik ankerspillet i pisøs regnvejr, for at vi kunne få en ide om, hvad der egentlig var galt. Der var kommet vand i motoren og den blev ved med at springe sikringen. Så vi skulle have en ny motor. Vi skal have et nyt ankerspil, men som nødløsning var det hurtigere og billigere at få sendt en ny motor til Whittier, så vi kunne komme videre.

På kontoret var de venlige at lade os låne en computer. Den nærmeste forhandler af reservedele til Simpson Lawrence, vi kunne finde, var i Seattle. Vi fik lov til at bruge deres telefon, så vi kunne ringe til butikken i Seattle. Her vi fik fat i en fyr, som var meget hjælpsom. Han gjorde et stort stykke arbejde med at ringe rundt for at finde en motor. Endelig fandt han en forhandler, som havde en motor på lager, dog med lidt ekstra tilbehør end vi egentlig behøvede, men skidt med det, bare vi kunne få den sendt hurtigt hertil. Var vi heldige, kunne vi have den om en 4-5 dage. Da vi kom tilbage flyttede vi Dana endnu engang.

Vi havde et dybt lavtryk over os, derfor den ekstrem megen regn, men det regner næsten hver dag på grund af de mange gletschere og høje bjerge. Her er ikke koldt bare mega fugtigt.

Der blev ikke lavet meget resten af dagen, vi slappede lidt af ovenpå den lange tur. Inde i PWS, er der korte afstande mellem ankerpladserne. Der er tre byer og nogle Native landsbyer. Der bor kun ca. 8ooo mennesker i hele Prince Williams Sound, i Whittier bor der ca. 200 mennesker.

Da 2. den verdenskrig brød ud, fik amerikanerne brug for en super beskyttet base tæt på Kodiak og Aleutian Islands. Japanerne var begyndt at invadere de vestligste af øerne og amerikanerne frygtede, at de ville få for godt fodfæste. Der blev bygget en stor militærbase her i Whittier, fordi der næsten altid er overskyet og tåget, så basen ville ikke blive set af japanerne, når de fløj hen over med deres bombemaskiner. Der blev bygget to store boligkomplekser forbundet med underjordiske tunneler. Der var alt hvad personellet havde brug for i disse bygninger, butikker, vaskeri, supermarked, teater og biograf m.m. Det siges, at flere i deres tjenestetid slet ikke kom udenfor bygningen, det var ikke nødvendigt. Selv i dag går mange næsten ikke udenfor om vinteren, da der er supermarked og cafeteria i stueetagen.

I 1942 blev tunnelen bygget færdig og i 1943 blev jernbanen køreklar for godstog til Portage godsstation og det var kun for militæret.

Da krigen var slut og militæret trak sig ud, blev bygningen Begich tower sat i stand og lejlighederne kunne lejes meget billigt. Over 80% af de 200 personer, der lever i Whittier i dag, bor i denne 14 etagers bygning. Den anden bygning, Buckner, blev forladt og står stadig og forfalder. Den er nu ikke til at redde, men åbenbart for dyr at rive ned.

Indtil for få år siden kunne man kun komme til Whittier med vandflyver, helikopter eller med skib gennem Prins Williams Sound.

Det er nu lavet sådan i dag, at man kan køre i bil gennem tunnelen på bestemte tidspunkter. Så det skal planlægges, når man skal ind og ud fra Whittier. Toget bruges vist mest til at transportere turisterne fra cruisingskibene videre til Anchorage.

Vi lejede en bil for at komme væk fra al den regn og få chancen til at se lidt af Anchorage. Vi hentede bilen om morgenen og holdt klar i køen af biler foran tunnelen, så vi kunne køre ud af Whittier klokken 9. På den anden side ventede en lang række biler med anhængere med motorbåde, på at komme igennem og komme ud og fiske i PWS. Det er i dag de mange lystfiskere; turbåde, der sejler turister ud til de mange gletschere og udlejning af kajakker, der holder Whittier i gang. Mange turister kommer til PWS for at padle rundt i kajak i det beskyttede farvand.

Aah! Det var dejligt at komme ud på den anden side af bjerget, her var strålende sol. Det var ligesom Alice in Wonderland, at komme gennem hullet og alt på den anden side var bare dejligt. Vi kørte det meste af vejen, ved siden af jernbanen, langs med den nordlige kyst af Turnagain Arm. Der er stadig mindre guldgraverbyer her, hvor man kan prøve lykken.

Vi havde desværre kun en enkelt dag i Anchorage. Downtown så spændende ud og det var dejligt at komme lidt til storbyen. Formålet med turen var også at få købt ind i bådbutikken West Marine. Vi købte en kano med tilbehør, en batterilader (110 volt) og meget andet. Henrik fandt også det værktøj, han manglede for at skille det sidste af ankerspillet. Så kørte vi til Safeway og handlede vildt ind der. I Whittier var der ikke meget at få og det var rasende dyrt. Der blev købt ind til vores videre tur rundt i PWS.

Endnu et problem. Da vi kom tilbage, havde vores køleskab bestemt sig for at strejke. Og her kom vi med alle varerne fra Safeway og der var 9 graders varme udenfor. Sidste chance, Henrik slukkede helt for strømforbindelsen i et par timer, derefter gik det heldigvis igang. Så nu prøver vi på den måde, ellers må vi igang med fryseren, som heldigvis kan ændres til et køleskab.

Der kom nogle timer med godt vejr, så vi gik en tur rundt på havnen og ud til det overdækkede grillsted kaldet Trianglen. Der var party, en af damerne oppe fra havnekontoret fejrede sit barnebarn; det var en slags sammenskudsgilde. Da hun så os, blev vi straks inviteret til at spise med. Det var lige det rette tidspunkt, vi var godt sultne og der var lækre salater, pasta, varme chili retter og grillet kød. Vi kom i snak med et ægtepar, Gerda og George, hun fra Holland og han fra Tyskland. Han var nu amerikansk statsborger og de havde boet i Whittier i mange år. Den ene af deres sønner havde læst i Åbenrå, så de var meget optaget af, at vi kom fra Danmark, som de havde hørt så meget om. Vi blev inviteret til besøge dem et par dage senere.

Der gik adskillige dage med regn og regn. Vi ville gerne videre, bort fra dette hul. Henrik gik på kontoret mandag klokken 9, for at høre om motoren til ankerspillet var kommet. Der kom først post over middag. Igen var vi forbi, stadig ingen pakke. En af de ansatte kom i tanke om, da han så os, at han havde glemt at tage pakken med fra posthuset. Puh ha, den var her. Klokken var også 2 nu. Pakken blev hentet og Henrik gik straks igang med at montere motoren på spillet. Små to timer senere var det klar, og det virkede.

Ved 5 tiden gik vi op for at besøge Gerda og George, de havde inviteret på te. Vi havde nogle hyggelige timer sammen og de forærede os en dejlig laks og en interessant bog om Whittier. Vi ville gerne sende mails hjem. I underetagen af Begich tower ligger en Mission for Seafarers. Her mødte vi Jeannette og Joe Seale, som styrer Missionen. De var utrolig gæstfri og hjælpsomme, desværre kom vi lige inden de skulle lukke, men vi fik dog sendt vores mails. Missionen bliver brugt af besætningerne fra de mange cruisingskibe, der kommer til Whittier om sommeren. Jeannette inviterede os op for at se deres lejlighed. Hun mente, vi også skulle se en lejlighed med udsigt til bjerget og gletscheren, som hænger ud over kanten af bjerget bag byen. Udsigten fra Gerda og Georges lejlighed var ud over fjorden og havnen, det syntes vi nu bedre om.

Tirsdag den 21. august kunne vi endelig forlade Whittier. Vi glædede os til at opleve mange dejlige ankerpladser i Prins Williams Sound, vi skulle først være i Cordova i midten af september.