Whittier - Surprice Cove 38,5 sømil.

Jeannette kom og besøgte os lidt over 9 om morgenen i silende regn. Hun gav os adressen til hendes søn, som arbejder på en cannery fabrik i Ketchikan. Vi skulle bestemt besøge ham og som hun sagde, er det rart at kende nogle, også når vi kom længere sydpå. Hun fortalte om mange steder hun synes, vi skulle se. Hun var meget hjælpsom og vi var glade for, at have mødt hende.

Vi fik fyldt diesel på og forlod Whittier klokken 11.30 i tørvejr. Jeannette stod og vinkede farvel. Vi sejlede til Blackstone Bay for at se The Hanging Gletscher, som er en del af Blackstone gletscheren. Jeanette havde talt så meget om den gletscher, så den måtte vi se. Da vi kom op mellem Willard Island og fastlandet, skulle vi igennem en smal passage. På begge sider af Willard Island er der farbart, den østlige passage er dog smal og svær at finde og bruges mest af kajakker. I den vestlige, hvor vi gik igennem, flytter moræneaflejringen sig hele tiden på grund af strømmen, så vi sejlede forsigtigt efter dybderne.

Der var nu ikke så meget tilbage af den hængende gletscher; det der skulle hænge ud over klippesiden var næsten smeltet væk, der havde været for varmt. I stedet fossede smeltevandet ud over klippen. Men selve Blackstone gletscheren var meget flot og der var fire andre gletschere, det var et flot syn også med de store vandfald. Det var en lang tur frem og tilbage. Henrik var ved at være træt af at sejle så langt bare for at se endnu en gletscher, men vi havde da en god tur og vejret holdt tørt på det meste af turen.

Vi kom til Surprice Cove sent på eftermiddagen. Vi lagde et waypoint for at være sikre på vi kom ind gennem det rigtige hul, der var flere indsejlinger, men ikke til vores dybgang. Man skulle næsten sejle lidt forbi hullet og så dreje ind gennem en meget smal indsejling. Stedet var større end vi havde forventet. Det så rigtig spændende ud med mange små øer og vandløb. Vi glædede os til at udforske bugten næste dag, det var for sent nu og vi var faktisk lidt trætte. Vi sluttede dagen med en øl i cockpittet og fik et længe ønsket bad, herligt. Så kunne det heller ikke holde tørt længere. Det regnede hele natten og hele næste dag, og vi kom ikke på jolletur.

Surprice Cove - Granite Bay 18,3 sømil.

Det var ved at tage pippet fra os med endnu en morgen med silende regn, men vi ville videre. På med alt sejler tøjet og så bare derud af. Det var tåget hist og pist, men det blev bedre som tiden gik.

Da vi var næsten oppe ved Granite Bay, besluttede Lene sig for at prøve lykken med de nye laksekroge og dykkeren, vi havde købt i Whittier. Dykkeren satte vi selvfølgelig forkert på og der skete ikke en fis, den hoppede bare hen over vandet. Da den blev vendt om og vi fik sat låsen fast i det rigtige hul, susede den lige ned på den rigtige dybde. Efter en lille time langsomt for motor var der bid, en flot pink salmon. En til ville være lækkert, så vi tog et par turer til frem og tilbage og efter en times tid var der hug igen, endnu en fin pink. Glade var vi, vores første laks.

Vi sejlede ind til Granite Bay i regnvejr.

Vi brugte lang tid på at rense og filetere den ene laks, det var jo lidt nyt at ordne en så stor fisk. Den anden blev til bøffer og et stykke til at dampe. Vi flottede os med en flaske rødvin. Det endte med at blive en god dag og regnen havde aftaget.

Vi kunne næsten ikke tro det. Næste morgen skinnede solen, en herlig stille morgen.

Vi fik tørret vores sejl og lagt presenninger på og taget de små luge presenninger af og vasket dem. Agter dækket blev ordnet og spulet, så det igen så pænt ud efter fiskeriet. Vi gjorde klar til motorsejlads, fjernede en del ender og fik dem vasket; vindroret tog vi ned og stuvet væk.

Dagen var herlig og vi var på to jolleturer og var i land inde ved streamen. Her så vi tydelige bjørnestier og deres bæ, så vi gik og sang lystigt.

Vi så laksene springe op i streamen, der var i hundredvis, som kæmpede for at komme op. Vi fangede en i nettet for at se, hvordan de rigtig ser ud. Det var en pink. Han havde en stor rygpukkel og et modbydeligt gab. Han begyndte at gyde sæd ud, da vi holdt ham og derefter så han ret slap ud, nu da havde han gjort, hvad han skulle; det var måske lidt spildt lige her.

Vi har set mange oddere, en del med unger på maven.

Granite Bay - Coghill 31,9 sømil.

Igen en flot morgen, solen varmer herligt og vi nyder længe vores morgenmad. Det er svært at løsrive sig, men vi vil sejle en tur op af College Fjord til Harvard og Yale gletscherne, nu vejret så flot. De to gletschere i College fjord er næst efter Columbia gletscheren de største tidevands gletschere i PWS. Der er faktisk mindst 10 til 12 gletschere i College Fjorden. Det var en lang tur op gennem megen drivis og mellemstore skosser. Vi orkede heller ikke at sejle helt op til Harvard, vi kunne sagtens nyde den lidt på afstand her i det flotte vejr.

Turen tilbage igen, gennem isen, var lidt trættende, så det var dejligt at komme til den fine ankerplads, Coghill, halvvejs oppe i fjorden. lige bag en lille pynt. Vi prøvede at fiske lidt, inden vi skulle ankre, men fik så øje på en masse døde laks, som flød rundt i vandoverfladen. Det var laks, som havde været oppe og gyde i Coghill floden, og nu drev døde ud med strømmen. Det tog ligesom lidt af lysten til at fortsætte fiskeriet.

Det var en meget flot ankerplads med udsigt til sneklædte bjerge og fire - fem gletschere. Det lave landskab foran bjergene var i flotte farver og der lå mange småøer. Der var i hundredvis af måger på stranden og de to godt for sig af de døde laks. Odderne spiste også af laksene, de drev lige forbi, hvor de lå og flød rundt, så det var bare at lange en arm ud. Vi så også seks hvide svaner og flere ørne. Der løb fire sorte bjørne rundt og fangede laks i de små indsøer.

Henrik satte sin halibut line med god madding, så måtte vi se næste morgen om der var bid.

Coghill - Brave Harbor 21,7 sømil.

Super flot morgen og vi gav os god tid, da vi ikke skulle sejle så langt og tågen lå stadig langs kysten.

Henrik bjergede sin halibutline, der var en stor søstjerne på hver krog, de havde ædt maddingen. Der sad også en masse søstjerner på ankerkæden.

Vi sejlede fra Coghill klokken 11. På vejen så vi mange havoddere med deres unger på maven, der var en stor koloni lige udfor en af øerne. De lå og gassede sig ude i kanalen og søgte om aftenen ind bag øen, hvor de kunne sove i fred i den tykke tang.

Lige inden indsejlingen til Esther Passage prøvede vi at fiske efter laks, men der var for meget tang, som hele tiden greb fast i krogen, så det opgav vi.

Turen gennem Esther Passage var desværre jævn kedelig selv på en flot dag. Vi havde håbet på en spændende tur og gode beskyttede ankerpladser. Men bjergsiderne var for høje, så der virkede dystert og mørkt med de mange grantræer helt ned til vandet og ankerpladserne så egentlig ikke så spændende ud, der var ikke meget strand vi kunne gå på. Vi så nogle Stella søløver fange laks og når de kom op til overfladen for at æde dem, blev de overfaldet af måger, som røg lige i hovedet på dem og næsten flåede fisken ud af munden på dem. Det var voldsomt at se, mågerne var meget aggressive.

Vi valgte i stedet at sejle videre til Squaw Bay og ind på den første ankerplads, Brave Harbor på vores styrbord side. En dejlig lille lagune, hvor vi kunne se ud i begge ender og der var en meget varieret vegetation. Det var stadig dejligt vejr, så sengetøj og tovværk kom op til luftning.

Der var gode muligheder for at kunne gå rundt her, så vi lurede på, om der skulle være bjørne. Der lå godt nok nogle lakselig i græsset. Pludselig kunne Henrik meddele, at der var en sort bjørnemor med to unger, så der var bjørne, naturligvis. Vi vil nu alligevel tage i land næste morgen og gå rundt, nu der er lidt mere plads og god sigt, så bjørne og mennesker kan se hinanden. Senere kom der endnu to bamser ud på stranden og de gik lige hen over dæmningen, som ses på billedet oven over. Ved højvande kunne vi fræse over dæmningen for alle fire heste.

Vi spiste middag i cockpittet, da vejret var dejligt. Det bliver nu mørkt klokken 21.30.

Super, super dag - solen skinner fra en skyfri himmel og her er helt stille. Vi skal på jolletur hele bugten rundt, der skulle være flere streams, hvor laksen går op, det må vi se.

Det er dejligt at ligge en dag over, alt er mere afslappet og er der meget vi gerne vil se, tiden suser af sted.

Vi tog en rundtur i vores dejlige lille lagune, det er et af de fineste steder, vi har været. Her er en flot udsigt til bjerge og fjorden udenfor. Vi har lidt lavt og kuperet terræn rundt om os med et par rev i begge ender af lagunen.

Vi sejlede over, hvor vi havde set bjørnemor og to unger dagen før og ganske rigtigt, der var en stream med masser af laks, som forsøgte at svømme op. Mange hundrede lå døde på bunden og mellem stenene, nogle med opflåede maver og uden hoveder. Vi vil vende tilbage ved højvande, for bedre at kunne se laksene springe op af strøm- men. Det var spændende.

Vi kiggede efter blåbær, men fandt aldrig nogle. Vi må finde et bedre landskab, hvor vi kan gå længere ind og finde buskene. Senere fik vi fortalt, at det ikke havde været noget godt bær år og at de var kommet meget sent.

Vi tog videre rundt langs kysten og fandt ind til en stream langt oppe mellem klipperne, og her var minsandten to sorte bjørne i fuld gang med at fange laks. Vi slukkede for motoren og padlede tættere på, de accepterer omkring 30 - 40 meters afstand, hvis vi sidder stille. Den en fik desværre øje på os og fortrak langsomt op i skoven, men den anden, en stor bamse, var helt opslugt af sit fiskeri, så vi nærmede os langsomt.

Vi fik et mindre chok, da bjørnen pludselig fik lyst til at fange en særlig lækker laks ude i streamen. Den satte af med en afsindig hurtighed og spænede af sted lige imod os. Og der sad man med hele hovedet inde i kameraet og pludselig fylder bjørnens hoved hele billedet, hvad pokker foregår der her! Et hurtigt blik ud til siden og man kan ånde lettet op, der er stadig små 30 meter til bæstet.

Vi har stor respekt for deres hurtighed, og har siden Tonsina Bay, hvor vi så vores første sorte bjørne, studeret dem indgående. Rent umiddelbart virker de ikke mere aggressive end de brune, men det er måske fordi, der nu er mad nok og det er det eneste der interesserer dem. De skal nå at æde sig tykke og fede inden vinteren.

Vi havde spekulerede lidt over at se laks ligge på bredden med opsprættet mave, medens resten af fisken var intakt. Det fik vi forklaringen på her. Bjørnene har sans for delikatesser. De kan godt lide lakserogn. Vi så bamsen her bide maven op på de laks, han fangede og suge de dejlige røde æg ud, for derefter blot at smide laksen fra sig. Om de kan se forskel på en han og hun laks, ved vi ikke, måske kan de lugte rognen. Vi oplevede det flere gange senere på turen.

Brave Harbor - Eickelberg Bay 21,4 sømil.

Endnu en herlig dag, stille og solrig. På trods af det dejlige sted ville vi fortsætte til Eickelberg Bay, som ikke ligger langt fra Columbia gletscheren. Vi forlod Brave Harbor klokken 10.45. Der var faktisk lidt vind udenfor og i starten agten for tværs, men vanen tro holder det sjældent ret længe, og den gik da også lige i snuden og senere døde den helt.

Lene forsøgte at fiske lidt men blev distraheret af de mange isbjerge, flere på størrelse med et mindre parcelhus, der kom drivende ud fra Columbia gletscheren. Der var et, som var gået på grund ved indsejlingen til bugten, hvor vi skulle ind. Det bliver spændende at se, hvor tæt vi kan komme op til gletscheren næste morgen.

Vi lagde os midt i Eickelberg Bay og så at der var fire til fem streams, hvor mange måger og et par ørne holdt til. Også her, som på turen hertil, så vi søløver, nogle af dem var ret store og de plasker voldsomt, når de dykker efter laks. Og sædvanen tro gik der en bjørn rundt i den ene stream.

Vi besluttede at tage en hurtig tur ind for at se på de mange laks. Dette sted var større end de forgående, vi havde set, og der var vild aktivitet i vandet rundt i det meste af bugten. Vi løb jollen på grund og gik rundt mellem de mange døde og halvdøde laks.

Mange af laksene havde ingen øjne, dem hakker mågerne ud. Det er en lækkerbidsken for dem. Men det var ikke rart at se, mange laks var stadig i live og kæmpede sig vej op uden øjne. Mågerne hakker også øjnene ud på dem, selv om de er i live, mens de ligger i de små indsøer og venter på højvandet for at komme videre op. Det er barsk at være laks her.

Det føltes meget mærkeligt at stå midt i dette drama mellem hundredevis af levende, halvdøde og døde laks og betragte denne groteske selvmordshandling. En fantastisk livscyklus på godt og ondt.

Klokken er 23.30 og det er fuldmåne. En vidunderlig stille, kold nat med Karlsvognen stående lige over stævnen. Det føles helt hjemligt.

Eickelberg Bay - Jade Harbor 17,9 sømil.

Igen en dag med herligt vejr. Meget heldigt, da vi ville sejle op til Columbia gletscheren i den næste bugt. Det skulle helst være inden der kom turistskibe, så vi spiste morgenmad på vejen derop til. For enden af Eickelberg Bay var der strandet nogle isbjerge, vi skulle udenom og længe varede det ikke, før der lå en massiv iskant foran os.

Det var nu ikke så slemt, da vi først kom helt tæt på, vi fandt fint vej mellem isflagerne og skosserne. Der var en særlig fin isflage, som Lene gerne ville over på, så Henrik sejlede Dana op til kanten, ned med lejderen og fruen kunne stige fra borde lige over på isflagen. På afstand så det ud som om, den bare lå der og flød stille afsted, men når man kom tæt på og er på den, foregår der faktisk en del. Den ligger bestemt ikke roligt, og selv om vandet så stille ud, vippede flagen lystigt op og ned og tog ind imellem et ekstra dyk i den lette dønning. Da først Lene var på flagen, skulle den jo undersøges, der var nogle flotte isfigurer langs den ene kant og der var lidt moræneaflejring på den anden side. Flagen var stadig stabil selv med den "ekstra vægt", men den knagede og bragede. Da Henrik havde sejlet lidt rundt og taget et par billeder, lagde han stævnen til og Lene kunne uden besvær stige ombord igen.

Der var en god bid op til gletscheren og vi kunne heller ikke komme forbi de mange isbjerge, der lå foran. Så vi lå og drev rundt langs kanten af isbjergene, der var en kraftig malstrøm og isen flyttede sig hurtigt, så vi måtte være på stikkerne for ikke at komme i klemme, men det var sjovt at være så tæt på. Det knirkede og bragede når nogle brækkede over. Der var mange forskellige former og farver. Det var super flot i bragende solskin, vi kunne ikke ønske os en bedre dag.

Vi har, i Chile, sejlet gennem masser af is men ikke med så store isbjerge som her. Det er en utrolig mænge is Columbia gletscheren skyder fra sig, særligt om sommeren og efteråret, som det jo var nu. Det var tid at vende om. Som ventet så vi i det fjerne det første turistskib nærme sig. Vi havde haft hele herligheden for os selv i mere end to timer. Vi skulle gennem en del is for at komme til vores ankerplads, så vi vendte kajakken.

Vi sejlede ned langs Heather Island, hvor vi for enden af øen skulle om på den anden side op mellem den og fastlandet. Der var flere ankerpladser at vælge imellem, men vi havde udset os Jade Harbor.

Om eftermiddagen sejlede vi i jollen op gennem isen langs den ene side af Columbia gletscheren. Der var mange skær, grunde og små øer og isen fandt vej til næsten hver en krog. Vi er glade for vores jolle, den tager det hele råt for usødet, den bringer os vidt omkring og vi føler os helt sikre i den. Den er ikke nogen hurtigløber, men vi kan nå at følge med og se hvad der foregår. Vi har sejlet mange sømil med den.

Vi tog en tur til en stream, hvor der var masser af laks og da vi gik i land, så vi frisk bæ fra bjørne og mange friske lakselig. Øv, vi havde nok skræmt dem med vores motor, vi må være mere forsigtige og bruge pagajerne i stedet.

Her er mange dyr. Vi så fem Bighorn sheep, højt oppe på bjergtoppen og her er mange ørne, sæler, oddere og mange andefugle. Vi ligger i læ af en lille ø og den har vi gået tynd i dag, her er kun ørne, så vi kan slappe helt af.

Jade Harbor - Sawmill Bay 15,8 sømil.

En fin morgen, sol og stille vejr, til at forlade Jade Harbor. Vi tog afsted ved 10.30 tiden, vi skulle jo bare rundt pynten og op til Sawmill Bay. Det er dejligt med de korte dagture.

I nattens løb havde vi lidt is i bugten og der var masser af is i Heather Bay lige udenfor. Der var en utrolig mængde is fra Columbia gletscheren, der var is lige så langt øjet rakte.

Da vi kom op i Valdez Arm, var det tid til at fiske efter laks. Efter en halv time fangede Lene sin største laks på 5.5 kilo og en lille time senere endnu en.

Det begyndte at lukke lidt til med skyer, så vi satte kurs mod Sawmill Bay, en ret stor bugt med mange streams, hvor vi glædede os til at futte lidt rundt og gå på opdagelse. Hov, der var minsandten et par både derinde, det var vi ikke vandt til. Nå, pyt her var masser af plads og de er flinke til at lægge sig med god afstand til hinanden.

Det begyndte at regne, så vi hyggede os nede om læ. Vi vil blive her et par dage, inden vi sejler videre til Valdez. Vi er ikke vilde med at komme til byer, men vi skal have købt lidt ind og finde ud af, om vi kan leje en bil i slutningen af november og køre til Canada for at få et stempel i passet, så vi kan få endnu 6 måneder i Alaska.

Vi så en enkelt bjørn gå inde på stranden ellers er her mest måger og ørne. Masser af døde laks flyder ud med strømmen, bevis på at her er streams. Men vandet er begyndt at se kedeligt ud med alle de lakselig i opløsning og ved stranden lugter det ikke godt.

Sawmill Bay den 1. september.

Der regner til morgen og vi tager den med ro.

Der bliver gjort rent og lagt rent på køjen. Henrik laver fiskeboller og -frikadeller af en laksene.

Hen på eftermiddagen holdt det op med at regne, men skyerne hænger lavt, så det er ikke så spændende at sejle rundt og kigge på naturen i dag.

Næste morgen var tør og lun, lidt overskyet med sol ind imellem.

Det er en godt besøgt ankerplads, vi er 8 både her til morgen, men her er masser af plads og de fleste sejler ud ved 10 tiden for at fiske, så kommer de tilbage ved 5 - 6 tiden om aftenen igen. De fleste kommer fra Valdez.

Vi har set tre bjørne inde på stranden, så vi tager en tur med jollen.

Vi var rundt for at se de forskellige streams og der var en lille sort bjørn ved en af dem, men den er lidt sky. Vi trak jollen op og gik en lang tur langs stranden. Der var et campingsted med grill og en teltplads. Teltpladsen var en træplatform hævet lidt over jorden med solide øjer langs kanten, hvortil man kunne spænde teltet ud. Der var længere oppe af en sti et das, hvor man kunne tage bjørnevagten. Vi skulle ikke nyde noget af at gå derop i bulder mørke. Men sidde udenfor teltet er heller ikke en rar tanke. Så det med camping er ikke os, her. Vi gik for første gang en længere tur inde i skoven, vi syntes, her var lyst og plads nok til vi turde, selv om her var tæt med træer, kunne vi se lang frem for os, og så var det jo lidt spændende.

Vi fortsatte vores tur i jollen. Lige før en pynt mødte vi en gummibåd med far og søn ombord. Vi gloede lidt, da vi så jagtbuer og pile ligge i deres gummibåd og de var begge klædt i camouflagetøj, meget prof. De var på bjørnejagt. Vi troede kun, det var på Kodiak, man måtte jage bjørne. Nej, de gik ofte på bjørnejagt og sønnen Jack, var en god jæger, han havde skudt flere store bjørne. Vi fortalte, at vi havde set en oppe i streamen. Den havde de set, men det var bare en lille en, de gik kun efter de meget store. Fin sport, med bue og pil. Vi snakkede lidt om jagt i Danmark, vi mente nok, at det var forbudt at jage vildt med bue og pil i Dannevang.

Sawmill Bay - Shoup Bay 9,3 sømil.

Det var lidt overskyet næste morgen men tørt med lidt sol.

Vi sejlede ud fra Sawmill Bay klokken 11.30. Vi skulle bare op gennem Valdez Arm til den næste bugt Shoup Bay lige inden Valdez. Den var lidt speciel, da vi skulle ind mellem to sandtanger, og det var meget smalt det stykke, hvor vi kunne passere. Men vi tog den med ro og kom fint igennem, indenfor var der masser af vand under kølen. I selve bugten er der nogle store områder, der er tørre ved lavvande, så det er om at placere sig rigtigt. Vi ankrede i en lille bugt udfor en hytte og et grillsted.

I jollen sejlede vi gennem en smal kanal og ind i den sø, hvor Shoup gletscheren ligger i den modsatte ende. Gletscheren trak sig tilbage i 1960erne og derved opstod søen, som gletscheren stadig skyder is ud i. Nogle af skosserne kommer faktisk ud gennem kanalen og helt ud i Valdez Arm, altså forbi der hvor vi lå for anker. Da vi sejlede ind, havde vi lidt medstrøm og der var kraftige strømhvirvler. I søen er der nogle fugleøer med bl.a. mallemukker og hundredvis af andre fugle, der var en pokkers larm. Der var også mange sæler derinde. Det er et refugium for en masse dyr.

Vi sejlede ned til gletscheren i det flotteste jadegrønne vand. Det var nyt for os at se en gletscher stå på jorden, den havde en høj vold af moræneaflejring foran sig, som den havde efterladt, nu da den trak sig tilbage. Der var ligesom en hule i hver ende af den. I den ene hule kunne man se, at isen smeltede indefra. Store stykker is faldt ned fra "loftet" med et brag og kom så drivende ud gennem en kanal, som var skåret ud af moræneaflejringen. Der var en rivende strøm og skosserne flød af sted i rasende fart. Vi sejlede, så tæt til strømmen vi kunne, for at kigge ind i hulen. Bagefter sejlede vi over til den anden kant og gik i land i et mærkeligt moræne-landskab. Gletscheren knagede og bragede og det væltede ud med vand fra de mange revner. Vi kunne gå langs iskanten og næsten mærke at den flyttede sig.

Da vi kom tilbage til kanalen var strømmen tiltaget og den var nu for indgående i rivende fart. Der var endnu kraftigere strømhvirvler og overfald nu, men det var sjovt at sejle i. Indtil det gik op for os, at vi ikke kunne stævne strømmen, vi sejlede for fuld hammer og der skete ikke en skid. Det var så komisk, at vi var ved at omkomme af grin. Der sad vi i vores lille badekar med motoren kørende for fuld drøn og vi rørte os ikke ud af flækken. Vi prøvede forskellige måder for at slippe ud af strømmen men kunne komme ud gennem kanalen. Der var heldigvis ikke 6 timer til strømmen vendte igen, kun en lille time, så vi gik i land og fik strakt benene.

Da vi kom tilbage fossede vandet stadig ind, så vi ville prøve, om vi kunne komme ud gennem deltaet, nu da vandet var steget. Vi susede først rundt i en arm, men gik på grund og måtte over i en anden. Vi gik på grund flere gange og det var en snørklet affære, men det er længe siden, vi har moret os godt, det var sjovt at fise af sted i strømmen mellem øerne. Til sidst lykkedes det at komme ud i slæk vand. Propellen på påhængsmotoren er ikke ny ud mere. I dette gletschervand kan man ikke se en dyt, så bliver det lavt, ser man det ikke, men mærker det.

I bugten, hvor Dana lå ud for campingstedet og hytten, lå nu to motorbåde og besætningen derfra havde tændt op i grillen. Vi slog et slag omkring for at hilse på og blev inviteret til et glas vin og en burger. Vi havde nogle hyggelige timer sammen med John, Denise, hendes far Mathy samt et par af deres venner. De kom fra Fairbanks og havde deres både liggende i Valdez.

Vi sluttede dagen med en øl og hjemmegravet laks i cockpittet med udsigt til Shoup gletscheren. Fin dag.

Shoup Bay - Valdez 8,8 sømil.

Næste morgen blev vi vækket af John og Marty, som kom forbi i gummibåden med nybagte muffins fra Denise. Vi takkede for den flotte gestus og ønskede dem god tur tilbage til Valdez, hvor vi sikkert ville se hinanden igen.

Vi lettede anker ved 11.30 tiden og sejlede ud mellem de to tanger og over barren på det rigtige tidspunkt.

Valdez har en stor olie terminal hvorfra al olien, der bliver produceret i Alaska, sejles ud gennem PWS. Af frygt for terrorisme og olieforurening, der er stadig problemer efter den store olieforurening fra Exxon Valdez i 1989, er der etableret sikkerheds-zoner ud for terminalen og rundt om tankskibe i PWS. Man skal holde en afstand fra tankskibene på 200 meter. Bøden for for at komme indenfor zonen er op til 32.500 $, så det er med at holde god afstand.

Aldrig har vi set så mange fiskerbåde fiske på et så lille område som udenfor Valdez. Det var purse seinere, snurpenot, hvor nettet bliver sat fra moderskibet og trukket rundt i en stor cirkel af en jolle med en meget kraftig motor. Her lå ca. 50 både, og alle ville de have plads til de sidste dages fiskeri af sølvlaks. Det var vanvittigt at se på. Da de senere kom ind, fik Dana tre udenpå sig, så der var livlig aktivitet. De var alle søde og flinke, og vi fik en længere sludder med flere af dem. De sagde også, der havde været særdeles livlig aktivitet på vhf'en og ikke alle var lige tilfredse. Men sådan er det her sidst på sæsonen, så slås de om de sidste fisk. Naboen gav os en stor flor sølvlaks, som Lene straks gik i gang med at filetere oppe på deres fine udskæringssted.

Valdez er et mekka for lystfiskere og arbejdsforholdene er perfekte med lange udskæringsborde og håndbrusere til at spule fiskene rene. Alt affald suser ned af en stålsliske og havner i et stort stålbure nede i vandet. Mågerne tager godt for sig hele vejen ned af slisken. Vi har købt en super ny fiskekniv og er næste lige så professionelle til at fileterer som de andre. Lene lærte en ny måde at filetere laksen på uden først at åbne den, det er meget nemmere, men kræver lidt øvelse. Så er det godt, at der er masser af fisk at træne på. Vi har efterhånden fanget en del. Alle her har rejeruser. Man må ikke fiske krabber, så vores store krabberuse ligger bare til pynt på agterdækket. Så nu vil vi investere i et par rejeruser. Vi har læst lidt og spurgt os for, nu er det bare at finde de rigtige. Dem vi vil have, er til at folde helt sammen, vi skal også kunne være her. Vi kan sikkert først få dem, når vi kommer ned til Seattle og Canada.

Vi spiser dampet, grillet, stegt, gravet og fiskeboller og -frikadeller af laks. Rognen er vi ved at lære at rense, det er lidt besværligt at få hinden af, den er flot stor ligesom stenbiderrogn. Når vi finder en lille røgovn, vil vi ryge tørrede laksestrimler, men vi har kun set store elektriske røgovne og vi kan ikke have mere grej ombord. Det er spæn-dende, med alt det nye vi har lært om fiskeri, og nu skal vi til rejerne; hvad med en stor grillet reje i hvidløgssauce!

Næste dag var der flot vejr med sol over bjergene. Valdez er en kedelig by, men til at holde ud når det er sommer og godt vejr. For enden af dalen ligger Thompson Pass og her fra suser en iskold vind ned fra de sneklædte Chugach bjerge og gletscherne som omkranser Valdez. Vinteren er strid her med masser af sne og kulde. Det siges dog, at havnen for det meste er isfri, men på mange af de billeder vi har set, var der is inde i havnen.

Det var store vaskedag, havnens vaskeri viste sig et at være et godt sted at komme i kontakt med folk. Lene fik et visitkort fra David, som har en charterbåd i Cordova. Han var på en uges chartertur til Valdez. Han og hans kone bor i en husbåd i Cordova havn. Hyggelig at møde nogle vi kommer til at se igen, når vi kommer til Cordova; vores næste vinterplads.

Vi var rundt og kigge på faciliteterne og specielt for at finde el-ting, da vi skal kunne bruge 110 volt og de stik som de har heroppe.

Vi handlede i de to supermarkeder der er. Vi fes lidt frem og tilbage for at finde det bedste til den rigtige pris. Dødtrættende!

Næste dag var igen en sommerdag og indkøbsdag. Alt er billigere i forhold til Cordova, så olie til motoren, lampeolie, batterier og så selvfølgelig mad blev købet og slæbt ned. Vi gik tre gange med rygsækkene fyldte og hænderne fulde med bæreposer. Da vi endelig var færdige med alle vores indkøb, nød vi en tallerken med det lækreste hjemmegravede laks og en øl. Det er vi blevet så glade for at lave, nu vi har alt den laks vi ønsker. Lene fanger bare en eller to til.

Valdez - Sawmill Bay 14,6 sømil.

Vi forlod Valdez klokken 10.10 efter at have fyldt diesel på. Vi var fyldt helt op, diesel er væsentlig dyrere i Cordova. Da vi sejlede ud lå den lokale havneodder lige ved siden af båden og kameraet lå nede om læ, ØV- ØV det kunne blive alle tiders billeder. Han er helt tam og lå bare der på ryggen og kiggede lige op på os. Men vi lå lige i havneindløbet og der var en efter os, så vi blev nød til at fortsætte. Men det var sjovt at se den lille fyr ligge der og gasse sig.

Turen til Sawmill Bay gik stille og roligt, ingen vind, overskyet og lidt finregn ind i mellem, men også lidt sol, et rigtig Alaska vejr. Vi nyder at være tilbage her, det er et godt sted. Vi venter en front over os og en gale i morgen, så måske søndag eller mandag kan vi fortsætte.

Endelig dejligt vejr efter 2 ½ døgns silende regn. Sol og blå himmel, helt stille og for første gang så vi de høje bjerge omkring os her i bugten. De stod knivskarpe mod den blå himmel. Vi har haft det lunt og fint ombord, bare med petroleumslampen tændt og hygget os med musik og god mad. Sawmill Bay er et superfint sted og vi har ligget fint i læ for den megen vind udenfor i Sundet.

Sawmill Bay - Landlocked Bay 19,9 sømil.

Vi forlod Sawmill Kl.10.30 og havde en meget flot tur gennem Tatitlek Narrows med sneklædte bjerge efter den megen regn. Vi sejlede forbi native landsbyen Tatitlek. Der ligger en flot russisk kirke med blå løgkupler. Der lå stadig skyer over Valdez, men udenfor var det et herligt vejr og vi nød det. Lene prøvede at fiske lidt, men fik kun en lille laks på, så den røg ud igen. Der var ingen fisk den dag, så vi fortsatte op til Landlocked Bay.

Landlocked Bay - St. Matthews Bay 27,9 sømil.

Vi sejlede fra Lanslocked Bay klokken 10.00 næste formiddag. Vejret var overskyet med lavthængende skyer og fugt i luften. Lidt sollys kunne skimtes mellem skyerne da vi kom udenfor. Vejret skiftede hele tiden og over radioen fik vi en vejrmelding: 15 knob op af dagen og 35 knob til midnat, så vi skulle finde et godt sted, hvor vi riden den af. Helt oppe i bunden af St. Matthews Bay.

Vinden fes op og ned, da vi sejlede gennem Goose Island Passage og søen rejste sig lidt, da der var helt åbent for vind og sø fra Alaska Gulfen. Lige så snart vi kom i læ af Hinchinbrook Island, faldt vinden og vi fik smult vand igen.

Vi oplevede en Mayday, som blev ændret til Pan-Pan, en fiskekutter havde fået brand ombord. De var ved indsejlingen til Tatitlek Narrows, der vi sejlede igennem dagen før. Det måtte være den første kutter, vi havde passeret gennem Goose. Heldigvis var der en anden kutter i nærheden. Tre mand blev reddet og derefter hørte vi, at coastguard var interesseret i at vide, hvor meget brændstof der var ombord for at dæmme op for forurening langs kysten, da det var i en smal passage.

I St. Matthews Bay var der mange streams og mange oddere. Vi så kun een sort bjørn, de tager det lidt afslappet nu, de er godt mætte og går oppe i baglandet. Vejret var opklarende og vi havde sol hele eftermiddagen med lidt brise.

Det var overskyet med lidt sollys næste morgen.

Vi tog ikke på jolletur, da vi kom ind dagen før. Henrik gad ikke. Der er ikke noget at se på, sagde han. Sådan noget sludder, der var en meget stor og lang stream helt inde i bunden af fjorden, og vi kunne gå derfra langs vandet forbi Dana og helt ud til pynten og det samme på den anden side. Der var endda en mindre stream og noget land, hvor vi kunne gå op.

Så ved 11 tiden satte vi jollen i vandet og lidt efter begyndte det at regne. Nå, det blev nok ikke til så meget. Men inden vi nåede ind til land, silede det ned i tove. Nu var vi alligevel ude i det, så vi traskede rundt i streamen og passede på ikke at glide i de mange laks. Det var begyndt at lugte fælt fra alle de lakselig, der lå rundt på bredden og i streamen. De var mere eller mindre i opløsning, det var et sørgeligt syn. Værst var det at se alle de laks (tusinder), der stadig kæmpede for at nå op for at gyde. Der var ikke mange, der havde øjne mere. Hver morgen og aften kom store flokke af måger ind ved lavvande og hakkede øjnene ud på dem. Når vi sejlede rundt og kiggede ned på bunden, lå der lakselig alle vegne.

Midt i al den elendighed følte vi os ekstra forkomne og var sjask våde fra yderst til inderst, så vi tog hjem.

Sent på eftermiddagen kom en sejlbåd ind og lagde sig lidt indenfor os. Det var noget nyt, normalt har vi ankerpladsen for os selv lige med undtagelse af en fisker i ny og næ. Det var en fin kutter, TRIG fra Oregon, med to mand ombord. De var på vej hjem, efter at have sejlet heroppe i Alaska i 2 år.

Det silede ned resten af dagen og natten med.

St. Matthews Bay - Simpson Bay 24,0 sømil.

Næste morgen fik vi sol og blå himmel, dejligt efter al den megen regn.

Vejrudsigten lød fornuftig, så vi besluttede at sejle til den sidste ankerplads, Simpson Bay, inden Cordova. Det var lidt mærkeligt at tænke på, at vi nu i længere tid skulle ligge det samme sted, vi skulle vænne os til tanken.

Vi lettede anker kl. 10.30 og slog et slag om TRIG for at hilse på og ønske god tur sydover. De kendte canadierne, vi havde hørt så meget om siden Dutch Harbor og som nu var i Cordova.

Vejret udenfor var fint med kun lidt vind, så det gik bare derud af. En times tid før Simpson Bay, fiskede Lene og håbede på 2-3 laks, men der var ingen fisk den dag, det var lidt surt, vi ville gerne have laks med, når vi kom til Cordova. Vi må prøve næste morgen, men det er nok ved at være slut med det fine fiskeri.

Vandet så heller ikke for lækkert ud med alle de lakselig, som drev rundt. Det var ved at blive efterår. Farverne var nu mange steder gåer over i de gule, brune og rødlige nuancer, det var meget smukt. Bjørnene var store og fede og gik bare rundt uden egentlig at æde det helt store.

Da vi kom ind på den sidste ankerplads blev vi lidt skuffede, den så lidt kedelig ud. Der var streams et par steder men egenlig ikke særlig spændende, nu vi kom ind ved højvande.

Men til vores store overraskelse et par timer senere, da vandet trak sig, kom 9 canadagæs ind og landede i vandløbet. De traskede forskrækket hen over alle pytterne med sprællende laks og op på en fin grøn skrænt, hvor de gik og nippede græs. De holdt en farlig palaver og måske derfor af nysgerrighed, kom en stor sort bjørn ned fra skoven. Gæssene skræppede op og måtte forlade det grønne og trippede rundt helt ude på strandkanten, mens bjørnen tog for sig af de sprællende laks. Han var stor og i god fodderstand. Vores bøn blev alligevel hørt. Vi fik en fin afslutning det sidste sted, for både en sæl og oddere kom svømmende og en stor ørn var også blevet tiltrukket af den megen larm. Mens vi fik badet og lavet mad kom endnu to bjørne ned på hver sin strand. De var begge mindre end den første, men vi havde nu set tre bjørne bare dette lille sted og som vi altid siger: de er allevegne.

Vi spiste vores sidste laks.

Simpson Bay - Cordova Harbor 19,1 sømil.

Det var stille og lidt sol på himlen, da vi ved 10 tiden sejlede ud ved lavvande. Nu kunne vi rigtig se, det store delta var helt udtørret, helt ud til den lille pynt vi havde ligget i læ af. Der var en lang tange længere end pynten hvor gæssene nu gik sammen med mange andre andefugle. Der var en summen af liv, nu trækfuglene var begyndt at komme. Vi så mange oddere på vejen ud.

Der var stille udenfor, så vi prøvede at fiske en times tid men uden held. Så vi satte kursen mod Cordova. Det tog lidt tid over VHFen, inden vi fik klarhed over, hvor vi skulle ligge.

Om eftermiddagen var vi på havnekontoret; fik ordnet papirerne og betalte for et helt år $1278.38, ca. 7000 kroner. Hvis man ligger over 3 måneder, er det billiger at betale for et helt år. Bagefter gik vi på el kontoret og bestilte åbning af en el-måler. Et par dage senere fik vi en postboks. Så var alle de praktiske ting klaret, og vi kunne begynde at vende os til tanken om at skulle ligge stille et stykke tid. Men efter at have sejlet 10.780 sømil siden Puerto Montt, heraf de 1310 sømil i Alaska, var vi ikke så kede af at at holde en lille pause.

Få dage efter at vi kom til Cordova, startede vi på at arrangerer en tur til Canada. Vores visa i USA udløb midt i november, så vi måtte forlade landet. Vi skulle helst være væk i omkring 2 måneder, så det nye visa ville give os nok tid, når vi til foråret skulle sejle ned til sydøst Alaska og Canada. Foruden at finde et sted at være i Canada, skulle Dana gøres vinter klar. Så der var nok at se til det første stykke tid i Cordova.