Den 15. november havde vi været næsten 6 måneder i USA, så det var på tide at få et nyt stempel i passet. Gode venner i Alaska og British Columbia, åbnede deres hjem for os. Først tog vi til Anchorage for at besøge Jill og Doug. Vi lærte dem at kende i Cordova, hvor deres båd ligger på den samme bro som Dana.

Da de hørte, vi skulle til Canada, syntes de det var en god ide først at besøge dem til Thanksgiving. De bor oppe i bjergene nord for Anchorage, så her oplevede vi et flot snelandskab og så elsdyr gå rundt lige udenfor vinduet. Det er et åbent terræn, så dyrene kommer tæt på. På vores gåture så vi mange forskellige dyrespor. Vi havde nogle dejlige dage sammen med Jill og Doug, deres familie og venner.

Den 19. november var sidste dag i USA, så vi fløj fra Anchorage til Vancouver i BC via Seattle. I Vancouver lejede vi en bil for tre uger og kørte til Kootenay distriktet for at besøge Margie, som også har sin båd liggende i Cordova. Hun har en ranch lige ved foden af Rockey Mountain, så nu fik vi lejlighed til at komme ind i landet.

Vi havde en flot tur fra Vancouver og specielt efter Kamloops blev det rigtig flot. Vi kom op i bjergene, over bjergpas hvor der lå sne og kørte ned gennem dale og langs mange søer og floder. Vi havde en enkelt overnatning i Salmon Arm. Landskabet herfra mod Revelstoke og videre mod Golden er meget smukt, og vi var heldige med vejret.

Efter Golden kørte vi ned i dalen mellem The Rockies og Purcell Mountains, hvor Margie bor lige ved Ta Ta Creek. Vi fandt den lille sidevej og kørte forbi et par gårde, drejede af og fortsatte ad et hjulspor gennem krat og buske indtil vi kom til skiltet Muskrat Ranch. Kørte over kreaturristen, gennem lidt skov og op til huset, som ligger i en lysning. Margie's ranch er varieret landskab med skov, mose og græsmarker. Jorden er ikke god til landbrug, så hun har bare nogle heste og får gående. Fårene bruger hun til at træne Amy med.

Det var spændende for os at bor der, helt anderledes end hvad vi er vant til. Den første uge var hektisk, Margie inviterede os i teateret i Kimberley, den nærmeste lille by. Stykkets tema, handlede om alle vores bekymringer for al den forurening, hvormed vi ødelægger vores Jord. For os var det sjovt, da vi næste aften ved en middag hos nogle af Margie's venner, mødte de fleste af de lokale aktører og ham, som havde skrevet stykket. Næsten hver dag var der selskabelighed, vi besøgte nogle eller fik besøg, det var meget hyggeligt og tiden fløj af sted.

Vi gik lange ture sammen med Margie og hun viste os det meste af sin ranch. Vi faldt hurtigt ind i dagligdagen med de daglige gøremål som at hugge brænde, fodre får og gå med Amy. Vejret skifter hurtigt her i dalen mellem bjergene. Vi havde fra plus grader, høj blå himmel og sol til 25 minus grader og snestorme. Frostklare nætter med en stjernehimmel som på havet, da der er bælg ravende mørkt.

Den næste uge var vi på egen boldbane, nu der var kommet sne, skulle Margie med et hold skiløbere op i bjergene, og vi skulle passe hus og dyr imens. Vi sagde farvel til hinanden, da hun ikke kom tilbage, før efter vi var rejst. Vi ville ikke se hinanden igen før til april næste år i Cordova. Det var lidt spændende at skulle bo helt alene med hund, kat, heste og får. Vi håbede bare, vandrørene ikke sprang, mens vi var der. Vi havde pakket håndklæder rundt om dem, da det var bravende kold med storm udenfor.

På en tur i bjergene kom vi til et hot spring. Det måtte vi prøve og vi var heldige, at have det helt for os selv. Vi må være ærlige; da vi endelig kom ned til floden, hvor der lå is langs kanten, sne over alt og det var minus 20 grader, skulle vi lige tage os sammen til at få smidt alle kludene. Men hvor var det herligt at sidde i det varme vand med en fossende flod lige ved siden af og hele landskabet dækket af sne.

Vi var ikke til at drive op, det var virkelig dejligt at mærke, hvordan hele kroppen slappede af i det varme vand og tanken om, at skulle tage tøj på, nu hvor det sneede, var knap så spændende. Men det var slet ikke så slemt at stå uden tøj, selv om det var så koldt, så gennem varme var vi blevet.

Vi besøgte også et levende museum, Fort Steele. Om sommeren er folk klædt på som i 1890'ne og byen fungere som dengang med dagligdags gøremål. Mange af de ting som bliver produceret bliver solgt til turisterne. Det er en mellemting mellem Den Gamle By i Århus og Frilandsmuseet. Det var dog lidt nedlukket på grund af vinteren, men da vejret var godt, fik vi alligevel en god oplevelse af det gamle fort.

Historien fortæller: i 1884 blev, ved lov, et stykke land ved St. Mary's floden udlagt som reservat for Kootenay indianerne. Indianerne havde jaget der i mange hundrede år, men da de var nomader, brugte de ikke landet hele året, men vendte tilbage når der var jagt på de dyr, som fandtes der. De "hvide" indbyggere og pelsjægerne, som levede der, havde tæt samhandel med indianerne, men da de fandt ud af at indianerne havde fået et reservat, hvor kun de måtte jage, var fanden løs. Pelsjægerne jagede og misrøgtede nu landet, så indianerne klagede til politiet. I 1887 forventede man uroligheder og de "hvide" indbyggere og pelsjægerne bad om politibeskyttelse. Resultatet blev at Inspector Sam Steele byggede nogle barakker til personellet, som skulle holde ro og orden og forsvare området.

Stedet fik navnet Ford Steele. Politiet anbefalede Chief Isadore at opgive sine klager og trække sig tilbage til reservatet. Senere opstod der et samfund omkring fortet og det blev et knudepunkt, da der senere kom en jernbane.

Det var desværre ved at være tid til at vende tilbage til Vancouver for at aflevere bilen, vi havde lejet. Det var dyrt at leje bil i Canada og vi havde ikke råd til mere end 3 uger. Vi ville gerne være blevet længere tid hos Margie, men det krævede en bil, specielt nu vi var alene. Vores tur tilbage gennem Jasper Nationalpark kan I læse om i næste brev.