Vi skulle tilbage med bilen til Vancouver. Men i stedet for at køre direkte dertil kørte vi over staten Alberta, hvor den flotte Jasper Nationalpark ligger. Da vi tog afsted fra Margie den 6. december, så vejr og vejsituationen ikke for lovende ud, så vi forhørte os om forholdene, da vi kom til Radium Hot Springs. Vi fik en vejrudsigt for de næste par dage, og vejret så bedre ud længere mod nord, så vi fortsatte mod Louise Lake.

Da vi kørte i en lille bil uden vinterdæk, var vi lidt forsigtige med at køre udenfor de store veje, som bliver ryddet for sne. Det gik dog fint med at køre på vejen gennem nationalparken, der var dækket med sammenpresset sne og is. Men der skulle ikke falde meget sne før vi ville have store problemer. Alle de andre biler vi mødte på turen var store 4-hjulstrukne. Men heldet fulgte de skøre turister.

Få kilometer efter Radium Hot Springs kommer man ind i nationalparken. Vi havde ikke kørt mange kilometer, før vi så en flok bighorn shep komme ned ad bjergsiden og ud på vejen. Vi holdt stille, og de passerede os med en meters afstand. Flokken blev afsluttet af en han med store snoede horn.

Vi kom gennem et storslået vinterklædt bjerglandskab, det ene smukke sceneri efter det andet. Det var svært ikke at stoppe og tage billeder hele tiden, men skulle turen gøres på een dag, måtte vi begrænse os, selv om det var svært. Lige efter et sving stod et elsdyr oppe på skrænten og spiste af nogle buske. Herligt at se dette store dyr stå solo i det sneklædte landskab.

Vi kom til Lake Louise, hvor vi sagtens kunne have brugt en dag eller to. Er man til ski, er det et super sted. Vi fortsatte op gennem bjergene mod Jasper og så forskellige slags egern og fugle. En fugl var helt tam, det var en Clark's Nutcracker.

Pludselig kom et dyr løbende over vejen foran os og forsvandt ind mellem buskene, det var en ulv, sagde vi i munden på hinanden. Det kunne også være en coyote, for dem er der mange af. Vi tog farten af bilen og kørte langsomt frem, hvor heldig kan man være! Den flotteste grå ulv lå lige i lysningen mellem buskene og rullede sig i sneen. Den tog ingen notits af bilen, så vi sad helt stille og så den nusse og slikke sig. Den tog sig heldigvis god tid, så vi fik fine billeder af den.

Turen gennem Jasper Nationalpark kan kun beskrives som fantastisk og meget smuk. Ikke mindst nu hvor træerne stod med rimfrost, sneklædte bjerge, sol og høj blå himmel, vi var så heldige med vejret.

Endnu en ulv, den kom gående midt på vejen. Vi stoppede og den var så upåvirket af bilen, at den passerede os med kun få meters afstand. For os var det rigtig sejt at se en ulv så tæt på.

Da vi sent om eftermiddagen kom til Jasper, var der minus 30 grader. Det er et meget besøgt skisportssted med mange butikker med lækkert tøj og udstyr, så der var nok at kigge på. På vejen tilbage fra byen til motellet var vi helt dybfrosne, minus 30 grader er altså koldt. Her gik de store Elk hjorte, også kaldet Wapiti hjorte, rundt på vejen og sågar ind i folks haver. Da vi i mørket kom forbi et hus, kom to hjorte ud fra forhaven, de var så store, at vi knapt kunne se hen over ryggen på dem.

Det var en kold, men flot morgen, vi startede fra Jasper med kurs mod byen Kamloops. Turen ned gennem bjergene var super flot.

Da vi kom ud i dalområdet blev både landskabet og vejret kedeligere og for at sætte prikken over i'et, kørte vi en stor metalkrog op i højre fordæk. Der var ikke andet at gøre end at skifte hjulet i 20 graders frost. En forbipasserende stoppede og spurgte, om vi var ok. Han fortalte os, hvor vi kunne få lappet dækket, så det var godt han stoppede, ellers skulle vi fise rundt for at finde et sted, der var nemlig ingen steder i den første by. Reservehjulet var et meget smalt dæk, beregnet til at humpe hen til det nærmeste værksted, så med det på måtte vi kører langsomt og forsigtigt på de glatte veje. Efter godt 120 km. fandt vi stedet, han havde beskrevet, og det tog dem kun 15 minutter at lappe dækket, så var vi klar igen. Betaling ville de ikke høre tale om. De fortalte om forskellige steder, de syntes, vi skulle se på vejen og ønskede god tur, flinke folk.

Vejret blev bedre på vej til Kamloops og landskabet ændrede sig meget. Det er et besynderligt område omkring byen, der er helt skaldet, næsten alle træerne er fældet. Byen ligger for enden af den store Kamloops sø med det bare bjerglandskab omkring. Det er et meget anderledes landskabet, end det vi ellers har set. Der er guld og andre metalminer her og så selvfølgelig træhandel, men træerne må de hente langt pokker i vold. Det er et cowboyland med farme nede i dalene. Det er også et knudepunkt for godstogene. De kører med flere kilometer lange vogntog, vi har aldrig set dem så lange før. Vi overnattede på et motel lidt ovenfor byen.

Næste morgen startede vi tidligt, igen havde vi dejligt vejr. Vi kørte gennem dalen og så her store flokke af canada gæs, som havde overnattet på den frosne mark, nu fik de varmen fra de første solstråler.

Vi fortsatte langs søen og så flotte landskaber, inden vi drejede af fra hovedvejen og ind på en mindre vej, som går over bjergene til det berømte vintersportssted Whistler, som kun ligger et par timers kørsel fra Vancouver. Igen oplevede vi et super smukt vinterlandskab. Vi kørte for første gang ned gennem dybe slugter langs fossende floder og ad kun eet smalt spor, som snoede sig op langs bjergsiderne. Det var spændende og heldigt, vi kun mødte andre, når der var plads til begge biler. Det var vores sidste rigtige vinterlandskab og en fin afslutning af turen til Whistler.

Vi vidste, at Whistler er et exklusivt sted, det er her vinterolympiaden 2010 skal holdes og da det ligger tæt på Vancouver, kommer her mange mennesker. Ydermere var det lørdag, så vi nøjedes med at kigge os omkring i den nye olympiadeby og fortsatte så mod byen Squamish, hvor vi fandt et hyggeligt hostel med en lille sø lige foran døren. Squamish er også et vinter sportssted, men det ligger lidt i skyggen af det mere mondæne Whistler.

Vi tog tidlig afsted næste morgen for at komme i god tid til færgen over til Vancouver Island. Det var godt, for der var det meste af vejen kun eet spor. På grund af olympiaden, er man igang med at udvide vejen med et spor mere, så der var meget vejarbejde. På trods af at vi holdt godt øje med skiltene, lykkedes det os alligevel at køre for langt og vi måtte spørge om vej tilbage til lufthavnen, hvor vi skulle aflevere bilen.

På 3 uger havde vi kørt 3481 kilometer og blot set et lille hjørne af BC. Fra lufthavnen tog vi bussen til Tsawwassen, hvor fra færgen sejler over til Vancouver Island. Vi skulle til Swarts Bay på nordspidsen af Saanich peninsula.

Hvorfor skulle vi nu til Vancouver Island?

Vi havde i Puerto Montt i Chile mødt Trisha og Kaspar. De kom sejlende fra Vancouver Island i deres flotte yacht Starfire, en Buchanan 53. Da de hørte, vi havde planer om at sejle til British Columbia, tilbød de, at vi kunne låne alle deres søkort. Trisha viste os mange af deres favoritsteder, som vi skulle besøge. Vi havde en hyggelig tid samme i Puerto Montt og har siden holdt kontakt. Da vi vidste, vi skulle ud af USA efter 6 måneder, spurgte vi, om vi måtte bo i deres hus i et par uger. De tilbød generøst, at vi kunne bo der, lige så længe vi ønskede.

Kort tid efter vi ankom med færgen kom Gord, en af deres venner, og hentede os. Inden vi kom over til øen Daphne, besøgte vi en nabo på fastlandet, hvor de havde gang i et juleparty. Her mødte vi en masse mennesker, de fleste familie og venner til Trisha og Kaspar. I weekenderne hele december måned holdes selskaber i nabolaget. Vi mødte her danske Lene, navnesøster, og det viste sig, vi har fælles venner hjemme i Danmark. Verden er lille!

Vi skulle bo på den lille ø, Daphne Isle. Trisha og Kaspar ejer øen og har gennem årerne tilbygget og forbedret et sommerhus, som familien har haft gennem mange år. Det er nu et dejligt helårs hus med flot udsigt over Brentwood Bay og videre op til Saanich Inlet. Øen ligger på indersiden af Saanich Peninsula.

Vi nød at bo der, det er altså bare lidt sejt at bo på sin ”egen” ø. Der er en fin bådebro, hvor en tysk båd på størrelse med Dana lå for vinteren og så Gords båd. Vi roede frem og tilbage mellem marinaen og øen, det tog ca. 10 minutter og det var fint nok i godt vejr. Men i tisøs rengvejr var det knap så morsomt, med en temperatur omkring 5 grader, nogle dage var der rimfrost på græsset. Så kunne vi godt få maden til at strække en ekstra dag, det var værre med vinen. Men når vi kigger tilbage i dagbogen over den godt een og en halv måned, vi var der, ja, det blev til mere end to uger, havde vi faktisk haft mest tørvejr og mange halve solskindsdage, så vi skal ikke klage.

Vi havde god tid til at studere fuglene på øen, og var meget overraskede over at have et kolibripar som fastboende. Så vi købte et drikkekar og satte det udenfor vinduet. Flere gange om dagen kom de og drak af sukkervandet. Nu fik vi rig lejlighed til rigtig at studere dem og blev meget overraskede over at se, hvordan farverne på hovedet skifter. Blot ved at de drejer hovedet lidt og lyset falder anderledes, skifter farverne, som det ses på billederne nedenunder.

Vancouver er en meget lang ø, og at komme rundt med offentlige transportmidler, specielt her om vinteren, var ikke let. Vi har i bus været omkring på Saanich Peninsula og op til Sidney, som ligger på nordspidsen og ned til hovdedstaden Victoria, resten må vente til vi kommer sejlende herned med Dana.

Vi kunne godt lide at tage ind til Victoria. Byen er ikke større, end man nå at se det meste på gåben. Vi var naturligvis på museet for at se lidt af indianerkunsten. Men da vejret var fint, brugte vi mere tid udenfor i parken, hvor der står mange flotte totempæle. Flere steder rundt i byens parker står der totempæle, så det var fint bare at spadsere rundt og nyde det gode vejr.

Vi spadserede hele vejen rundt havnefronten og kom forbi det farverige Fisherman's Wharf. Her ligger en hel koloni af husbåde. Det giver et afbræk i det ellers lidt ensformige syn af marina efter marina, som ligger langs indsejlingen til Victoria.

Når vi kom til Victoria, gik vi altid op i Chinatown for at spiste frokost. Det så vi frem til og så fik vi handlet frugt, grøntsager og krydderier. Der var meget at kigge på i de små butikker, og vi blev da også fristet til at købe en tesæt. Bliver vi aldrig klogere, nu skal vi til at finde et sted at have det også. Vi kan snart ikke have mere ombord i Dana, hun er proppet til bristepunktet.

Når vi kom til Victoria, besøgte vi også familien til Trisha og Kaspar. De inviterede os til juleaften den 25., hvor vi var 15 mennesker til middag. Vi overnattede hos dem og var heldige at have en flot dag den 26. De har et stort hus på sydkysten af Vancouver Island, som ligger højt oppe på klipperne med udsigt over Juan de Fuca Strait og USA's flotte bjergkyst på den anden side af strædet. Så kunne vi stå og se ned over det store stræde, vi om godt et års tid skal sejle igennem.

Vi fik lidt hjemve, vi havde været på farten i 2 måneder. Fløj fra Vancouver Island den 20. januar klokken 19.30 til Seattle. Ventede et par timer og fortsatte til Anchorage i Alaska. Her måtte vi overnattede vi i lufthavnen ca. 8 timer. Næste morgen fortsatte med en lille propelmaskine videre til Cordova, hvor vi blev hentet af vores gode veninde Dolores. Det var dejligt at komme tilbage igen til DANA.