Få dage efter vi var ankommet til Cordova, den 14 september 2007, blev vi af Suzanna inviteret på en biltur ud til den berømte Million Dollar Bridge, cirka 50 miles udenfor Cordova. Det var alle tiders vejr, så vi smed, hvad vi havde i hænderne og fik hurtigt lavet en madkurv, da det var en heldagstur.

Der er kun een vej op gennem deltaet til broen. Det var oprindelig en jernbane, som blev anlagt for at transportere kobber ned til kysten, den blev senere omlagt til en grus og -stenvej. Jernbanen blev bygget for at forbinde Copper River med Nordvest jernbanen fra byen Chitina til kobberminerne i Kennicott og McCarthy. Man kan om sommeren køre ud til minerne, men så skal man først en tur til Valdez og den vej rundt. Ved jordskælvet i 1964 forsvandt vejen fra broen og videre op til Chitina, og en del af broen blev revet løs og sank flere meter ned i floden.

Da det skete, blev Cordova afskåret fra det øvrige Alaska via vejnettet, og det vil blive så kostbart at etablere vejen igen, at ingen tør tænke på det. Bare det at få den del af broen, som sank sammen etableret igen, kostede staten Alaska 18 millioner dollars. Der er kun en kort vejstrækning på den anden side af broen.

I 2004 reparerede de broen for at redde den part, som hængte løs, af frygt for at den skulle forsvinde ud i floden. Man ønsker, at bevare broen som turist attraktion, men man var også bange for, at den skal falde sammen og blokerer floden, der er en af Alaskas vigtigste lakse floder. Selve broen er flot og den er i god stand, når man tænker på, at den blev bygget 1909 - 1910 og står her, hvor der det meste af året er barsk vejr.

Det også et fantastisk sted. Der er en gletscher på hver side af broen. Childs- og Miles gletscherne, specielt Childs Glacier, som ligger lige ved siden af, er meget flot og meget høj. Der bliver hele tiden skudt is fra den, så der er en knagen og bragen og når en rigtig stor ismasse drøner ned, rejser der sig en stor bølge. Faktisk skal man være påpasselig, da der til tider (ca. en gang hvert andet år) kommer så meget is ned, at det danner en tsunami. For få år siden blev der skabt en kæmpe tsunami, som ryddede alt, hvor den helt nye camp og -grillplads nu er. Hvert år er der et par store bølger, som slår op ad skrænten, og det er ikke tilrådeligt at færdes nede ved stranden. Vi så faktisk, hvor hurtigt en bølge bliver dannet og hvor højt den kommer op på stranden, det er enorme kræfter. Også Miles gletscheren, som ligger trukket tilbage, giver meget is fra sig, så der flyder store skosser og isbjerge rundt i floden.

Native Village of Eyak fejrede den 14. årlige sammenkomst her i Cordova, hvor klaner fra Sitka, Juneau, Seward, Kake og Yakutat kom for at deltage. Der var mange forskellige arrangementer og det hele blev afsluttet med en stor Potlatch, det betyder en fest med fælles spisning. Men det var mest deres danseopvisning og deres flotte dragter samt udsmykning, som vi var interesseret i at se. Der var dansere fra Cordova Ikumat Alutiiq, Juneau Yees Ku Oo, Seward Qutekak Alutiiq, Kake Ke ex'Kwaan, Yakutat Mt. St. Elias og Tatitlek Aleutiiq.

Vi gjorde adskillige gode udflugter op til skiliften og videre op af bjerget Eyak. Der er en fantastisk udsigt ned over havnen og Orca Inlet, som i den ende efter havnen er et stort fladområde, ja faktisk en fortsættelse af Copper River deltaet. Der er et par kanaler som skærer sig gennem mudderbankerne og ved højvande sejler de mindre fiskebåde igennem der for at spare den store tur udenom Hawkings Island. Mange fisker lige udenfor deltaet.

Der findes på museet kopier af gode vandrekort over de mange stier i bjergene rundt Cordova, som man frit kan tage. På bjergtoppen ved siden af Eyak, er der en god udsigt ind over deltaet og Eyak søen, som ligger mellem bjergene. Her fra man kan se vejen ud til lufthavnen, som fortsætter videre til Childs gletscheren. De begyndende efterårsfarver gav en ny oplevelse af skoven, bjergene og deltaet.

Vi var en tur sammen med Theresa, Marie og Yves til Eyak. Da vi kom op til skiliften, havde vi et hvil og nød den flotte udsigt, og bare for sjov ville vi alle prøve at sidde i liften, så der kunne tages billeder. Vi lavede sjov med, bare den nu ikke går i gang, for ingen af os havde lyst til en tur i de stole, de så ikke alt for sikre ud og der var langt ned. Der skete heldigvis ikke noget.

Ha! da vi kom tilbage fra vores tur på Eyak, kørte skiliften, vi var ved at knække sammen af grin. Det havde virkelig været tæt på. I en af stolene sad en af dem, som vedligeholder liften. Han havde startet liften helt nedefra og taget turen op for at tjekke at alt virkede, så een af os kunne nemt have fået en uventet tur ned.

Vi lånte nogle bedre cykler end dem vi har med, de er ikke til heldagsture, man får ondt i nummeren. Den længste tur gik helt ud til lufthavnen. Faktisk var jagten på elgene åbnet den dag, så der var livlig trafik af biler med jægere i camouflagetøj. Mange havde på deres anhængere fladbundet både, som bliver drevet frem af luften fra en stor propel. De fræsede hen over det sumpede terrænet for at spotte elgene. Vi har ikke været heldige at se nogle her i området, de har nok lugtet lunten og søgt dybere ind i terrænet, inden kuglerne begyndte at svirre om ørerne på dem.

Til gengæld så vi på en anden cykeltur derud, langt pokker nede af en grussti, adskillige hove af elge og deres pels ligge på jorden. Jægerne kører afsides for at skinne dem og lader skin og hove med skank ligge til bjørnene.

Vi så flere steder et nyafskåret elghoved med gevir hænge, som trofæ, på husene hos dem, som havde været heldige at nedlægge et dyr.

Den smule vej, som er rundt Cordova, blev kørt adskillige gange enten på cykel, eller når vi blev inviteret på en tur i bil. Dolores var sød til at køre os en tur ud for enden af Orca Inlet, hvorfra der var en flor udsigt ind mod Chugach bjergene. Og så kunne Skip, en lille hund hun passede for nogle venner, få løbet al energien ud. Han er så fuld af liv, så vi havde svært ved at køre ham træt. Han elskede at blive sluppet løs, så han kunne løbe de sidste miles foran bilen.

Som det ses af de forrige breve, var vi i to måneder i British Columbia, Canada.

Da vi kom tilbage til Cordova i slutningen af januar måned, var det ved den tid byen skulle til at fejre den årlige Iceworm Festival, den 48. for at være helt nøjagtig. Det er en festival hele byen deltager i.

Det startede om morgenen, på havnen, med konkurrencer mellem flere hold om hvem der hurtigst kunne iklæde sig overlevelsesdragter og svømme ud til en redningsflåde. Alle både heroppe har overlevelsesdragte til hver mand ombord, det er ved lov. Drysser man i karet her, tager det ikke lang tid, før man er frosset ihjel. Så bliv indenbords.

Der var et stort optog gennem byens hovedgade. Brandbilerne og politibilerne var vasket og pudset og andre officielle biler, som var med i optoget, var pyntet i dagens anledning. Det endte med en lang Iceworm; som var en masse børn inde i en stoftunnel. Der blev holdt taler og sunget, og der var forskellige andre festlig indslag. De store firmaer sponsorerede de forskellige arrangementer.

Vi var oppe i den katolske kirke for at hjælpe med at sætte borde op til det store fælles morgen og -frokostbord næste dag. Det var fordi, vi var blevet gode venner med Fader Tom, som er præst for kirken. Han har boet og arbejdet som præst både i Danmark og Grønland i mange år og taler stadig lidt dansk. I hver til fælde læser han stadig dansk, for han ville gerne havde danske bøger fra os. Og vi fik tyndet lidt ud i de bøger, vi har læst et utal af gange.

Fader Tom og Dolores, hun er tidligere katolsk nonne, er gamle venner. Hun fortalte Tom, at der var danskere på besøg, så han kom strygende ned på havnen for at hilse på og fortalte om sin tid i Danmark og specielt om sit liv i Grønland. Det var spændende at høre, hvad han havde oplevet. Da vi kom op og besøgte ham, så vi flotte billeder fra tiden i Grønland og fra mange af hans klatreture i bjergene. Han har klatret de fleste høje bjerge i USA. I Grønland havde han en lille propelmaskine, som han fløj rundt i, når han skulle besøge sin menighed i bygderne, som lå spredt langs kysten. Han havde flere uheld, men fik flikket stumperne sammen og kunne flyve videre. Men til sidst gik det helt galt, og flyet blev smadret så meget, at det ikke var til at redde. Derefter måtte han sejle rundt til bygderne.

Der er altid åbent oppe hos ham, og vi nød godt af at kunne bruge hans vaske maskine og tumbler. Også brusebadet kunne vi bruge.

Men badeproblemet løste vi ved at melde os til både svømning og styrketræning, det er to forskellige steder. De har en stor svømmehal lige ovenfor havnen. Det meste af vinteren har vi svømmet to gange om ugen og gået til styrketræning to andre dage, så der har vi badet. Vi har sparet badet i Dana og det at skulle hente vand. Der er lukket for vandet på broerne om vinteren, men vi kunne hente vand i dunke ved nedgangen til broen, der har vandet løbet hele vinteren for ikke at fryse. Når der var sne, var det nemt, for så trak vi dunkene på en slæde ellers skulle de køres i en vogn og den var helt nedslidt, så det var et hestearbejde.

Biblioteket i Cordova har vi haft meget glæde af. Mange vinterdage har vi siddet der og brugt vores computer, læst blade og bøger og mødt de lokale, det er et godt mødested. I den samme bygning er museet. Her er en god udstilling om tiden hvor russerne var her og om mine- og guldgravertiden i Alaska samt Cordovas historie.

Vi har i vinterens løb været meget sammen med Dolores og franskmændene Marie og Yves og katten Victor, som vi første gang mødte på Hawaii. Da Marie og Yves skulle til Frankrig, igen det med stempel i passet, passede vi Victor i to måneder. Vi ligger i hver sin ende af broen, så vi har besøgt hinanden med passende mellemrum. Østers heroppe er meget lækre og Marie, som kommer fra Frankrigs vestkyst, var altid oppe og høre, hvornår en ny sending kom.

Dolores er medlem af den lokale mooseklub, så nogle fredage var vi fem oppe og spise store bøffer med bagte kartofler og salat. Vi har også været til vinsmagning på Powder House, det var det helt store tilløbsstykke, de løb tør for vin, inden flere af de fremmødte kunne nå at få noget, så der måtte hentes mere vin fra andet sted.

Canadierne Clarence og Theresa og deres to børn fra Gentle Wind så vi ikke så ofte, da de flyttede i hus et par måneder efter vi kom. Theresa fik job på hospitalet, og da foråret kom satte de deres båd til salg. De var søde og kigge efter Dana, mens vi var i Canada.

Vi havde flotte vinterdage. Efter en front havde været over os med blæst og sne i 3 til 4 dage, blev det som regel helt stille igen med sol, og så var der et vidunderligt snelandskab. Selve havnen har i vintertiden været et refugium for ørne, oddere og flere forskellige svømmefugle, som har søgt læ og føde her.

Det kan nok ikke komme bag på nogen, at vi er utrolig fascinerede af havodderne. Det er en evig fryd for os at betragte dem, og er man stille og tålmodig, kommer de tæt på.

Vi var heldige, at der var mange i havnen om vinteren. Især var det sjovt at se de små unger flyde rundt som uldtotter, mens moren dykkede efter mad. Nogle gange blev de utålmodige og lå og skreg, for at moren skulle komme tilbage til dem.

Læg mærke til at de fleste oddere har store sår på snuden efter bid, selv ungerne. Når de slås, bider de hinanden i snuderne.

Vi havde en tid med megen slud og regn og det var meget svært for især de unge ørne at finde føde og holde varmen. De var så sultne, at de fouragerede i folks skraldebasser og ved et sted havde 7 til 9 ørne forvildet sig ned i en container med affald. Her blev deres fjerdragt helt klistret til af fedt og skidt, så de kunne ikke komme op ved egen hjælp. Da det endelig lykkedes at få dem ud, sad de bare fuldstændig apatiske i regnen og kunne ikke flytte sig, det var et sørgeligt syn. Hvis ikke nogle har taget sig af dem, var de døde af sult og kulde.

Hver tirsdag holdt PWS Science Center foredrag om mange forskellige emner. Vi har hørt om fugle i Nome og set flotte fuglebilleder derfra og fået fortalt om de mange vulkaner, som er her i Alaska. Der har været et foredrag om månen og stjernehimlen og i forbindelse med det, var der en udflugt samme nat ud til deltaget, hvor vi i kikkerter studerede stjernehimlen og selvfølgelig månen. Det var bragende koldt, men vi holdt da et par time og fik styr på nogle af stjernebillederne. Vores egen Karlsvogn havde vi lige over os, men den må vi dele med dem heroppe, for de har Karlsvognen i deres flag. Alaskas flag er blåt som himlen med stjernebilledet og Nordstjernen vist på flaget i guldstjerner.

Ved et af disse arrangementer mødte vi igen David, som vi havde hilst på, engang vi var en tur ud til lufthavnen, han er sikkerhedsvagt der. Vi vidste bare ikke, at han også var meget interesseret i at se nordlys.

Det var tid nu at se nordlyset, og vi havde et par uger før set grønt og blåt lys changere hen over himlen. Ved midnatstid gik vi ud mod Orca Inlet for at komme væk fra byens lys, så vi fik mørke omkring os og bedre kunne se farverne på himlen. Vi gik rundt den halve nat og først efter klokken to begyndte farverne at forsvinde.

Vi faldt i snak om det, så han foreslog, at vi samme aften tog en tur i hans bil for at se, om vi kunne være heldige at se noget. Det var en flot mørk og stjerneklar nat, så der skulle være gode chancer. Vi kørte først en tur ud mod lufthavnen, hvor der er fladt og åbent, og her kunne vi se svage grønne og blå nuancer flimre hen over himlen. David havde et par aftner før været meget heldig at se godt nordlys for enden af Orca Inlet, så vi kørte tilbage dertil. Heldet var med os, vi fik set nordlyset, om end det var lidt svagt, men det var der! Vi forsøgte igen næste nat og var heldige at se lidt, og vi fik da taget nogle billeder. Det kneb lidt for os, at få farverne frem og få dem rigtig skarpe, vores kamera er ikke godt nok til at tage billeder i så meget mørke, da det skal tages på tid. Vi var heldige, efter den nat var det slut med det gode vejr og nordlyset.

Den 30. april tog vi en 3 dages tur ud i PWS for at tjekke motoren, watermakeren og ankergrejet. Vi sejlede op til Beartrap Bay i Port Grevina. Vi havde hørt fra fiskerne, at der var hvaler og spækhuggere derude, nu da sildene var kommet.

Det var en fin stille dag, men vi så ingen hvaler. Der var spændende i Beartrap. Om sommeren er der mange bjørne, da der er et kæmpe delta, men nu så vi bare nogle fodspor og vi kunne se, hvor en bjørn havde ligget og hvilet sig. De er så småt begyndt at komme frem fra deres vinterhi. Ved højvande kunne vi i jollen sejle langt op i deltaet. Her landede vi jollen og gik en lang tur. Der var mange fugle, mest ænder og gæs, som gik og nippede af det nye græs.

Næste dag, da vi sejlede ud af Port Grevina, så vi dog en enkelt hval. Vores næste stop var Simpson Bay. Denne gang sejlede vi op i en anden fjord, end den vi besøgte sidste år, lige inden vi kom til Cordova. Her var en smal kanal ved højvande, som vi sejlede op gennem i jollen og kunne fortsætte et lang stykke op i deltaet, inden vi landede jollen på bredden. Her så vi mange bjørnespor både meget store og små. Så en bjørnemor og hendes unger har været en tur på stranden for at grave efter muslinger.

Ved lavvande er kanalen og et godt stykke af landet udenfor helt tørlagt. Der var mere åbent landskab her end i Beartrap. Her var endnu flere svømmefugle og mange canadagæs. De kom hele tiden flyvende ind ude fra sundet. De snakker meget sammen, når de flyver ind for at finde et sted at lande, man er ikke i tvivl om, hvor de er, også når de går og græsser knevre de højlydt. Vi var heldige at have endnu en flot aften. Så var det også slut. Vejrudsigten for de næste dage lød på hård vind og regn, så næste morgen sejlede vi tilbage til Cordova.

Den 4. maj fejrede Cordova hundrede året for byens grundlæggelse. Hovedgaden var spærret af for trafik og pyntet med flag. Der var lange borde fyldt med gratis mad til alle, så det var bare at stille sig op i køen. Der blev serveret burgere, moosestuvning, laks, halibut og fiske østers og mange forskellige salater. Der var et kæmpe bord med kager, så der var ingen, som gik sultne derfra. Det er meget populært med celtic musik og blue grass, så vi gik rundt og hørte lidt på god musik.

Margie og Amy kom et par dage efter byfesten. Vi var heldige at blive inviteret til en lille fest sammen, da en af Magies venner stod for et arrangement i en hytte ved bredden af Eyak søen. Det var byens tak til dem, som havde hjulpet med at arrangere byfesten.

Det var en rigtig flotte aften, men med masser af myg. Vores første møde med kæmpemyggene. Mærkelig nok blev vi ikke stukket, og vi hørte dem heller ikke, til gengæld kunne vi ikke undgå at se dem. Vi havde en super aften, hvor vi kunne spise alle de østers vi orkede og der var lækker røget laks, som vi er helt vilde med. Det blev skyllet ned med dejlig alaska øl.

I den anden uge af maj var der fuglefestival. Vi var så heldige at have fire flotte dage, hvor vi kunne se de mange trækfugle, som kommer til deltaområdet i Orca Inlet.

Det var fascinerende at se hundredvis af fugle flyve sammen op og ned, så det lignede en stor bølge, som skiftede farve fra lys til mørk, når de vendte og lyset fald anderledes på deres vinger. De fløj helt tæt forbi os, og vi kunne høre den massive lyd af de mange vingeslag.

Ænder og canadagæs lander for det meste oppe i Copper River deltaet. Da vi var med David ude i Copper deltaet for at se nordlyset, blev vi meget overraskede over at høre tusindvis af gæs skvadre højlydt midt om natten. Vi kunne ikke se dem, men høre når de fløj rundt for at finde en ny resteplads. Så de var allerede begyndt at komme i midten af april.

Den 16. maj forlod vi Cordova, Dana havde ligget der i 8 måneder, så det var tid til at komme videre. Vi sejlede rundt i PWS i en uges tid for at afvendte den rigtige vejrmelding. Vi skulle ud i Alaska Golfen, og det skulle ikke være i en brandstorm. Den 25 maj sejlede vi ud fra Prince William Sound med kurs ned langs kysten mod Icy Bay.

Vores oplevelser i Southeast Alaska kommer i næste rejsebrev.