Det var ved at blive forår i Prince William Sound og som trækfuglene, længtes vi også efter at komme videre. Vi forlod Cordova og vores venner og sejlede lidt rundt i den vestlige del af sundet, for at se et par steder, vi ikke nåede, da vi kom året før. Vi ville langsomt arbejdede os mod udsejlingen mellem Hinchinbrook og Montague Island.

Vores første ankerplads, blev igen Simpson Bay, hvor vi mødtes med Margie og hendes crew ombord på Senang Hati. Margie har båden sammen med nogle new zealandske venner, som kommer herop hver sommer for at sejle rundt i PWS. Vi havde et par gode dage sammen, inden vore veje skiltes, og vi fortsatte op til Sheep Bay.

Her var vi heldige at se de store hvide bjerggeder, men på lang afstand. De gik højt højt oppe på bjergsiderne. Vi kunne lige se dem i kameraet og zoome dem ind til en lille hvid prik. Næste dag blev en flot dag, så vi blev og tog på en lang jolletur rundt i hele bugten. Dagen blev også brugt til lidt reparationer, som krævede tørt vejr. Vi nød endelig at være på farten igen.

Næste dag var perfekt til at krydse sundet og sejle til Cabin Bay - Naked Island. Der var ingen vind og solen varmede, som var det en sommerdag.

Fra Cabin Bay sejlede vi ned langs øen Knights vestside gennem Dangerous Passage til Icy Bay. Der var en masse is, som drev ud fra gletscheren Tiger, som ligger for enden af Icy bay. Nassau Fjord støder ud til Icy Bay, hvorfra der også kommer en masse is fra gletscherne Chenega og Princeton. Vi sejlede ind gennem isen mod gletscherne, og håbede, vi kunne komme op gennem Nassau fjord til en ankerplads. Men der var helt blokket til af is, så vi tog i stedet nogle billeder af det flotte landskab. Vi sejlede mod Whale Bay for at finde en ankerplads og se på hvaler, men da det begyndte at blæse op, ombestemte vi os, da ankerpladserne der er udsatte og lidt tricky at anker i. Vi sejlede videre til Iktua Bay på øen Evans Island for at finde en sikker ankerplads.

Da vi sejlede ind i bugten fik Henrik øje på en sort bjørn inde på stranden, så de var ved at komme frem fra deres vinterhi. Vi så senere en sæl og et par ørne og hvalernes blæst ud i Prince of Wales Passage.

Næste formiddag tog vi ind i jollen til Crab Bay for at finde den trail, som fører over til den anden side af øen til native landsbyen Chenega. Vi fandt den aldrig. Vi kom op gennem en stream og op i skoven og endte ude på et lavt plateau. Men der lå ca. 2 til 3 meter sne, og her havde vi brug for de snesko, vi ikke havde med. Vi kunne se bjørnespor hele vejen op gennem lavningen, men turde ikke fortsætte derud af frygt for at forsvinde i den dybe sne. Vi prøvede begge at miste fodfæstet, når et ben forsvandt dybt i sneen. Lenes ene støvle med sok hængte fast i en busk dybt nede, og var næsten ikke til at få op. Det lykkedes Henrik efter lang tid at fiske den op. Tanken om at gå tilbage på en bar fod var ikke rar. Vi havde heldigvis pagajerne med, som vi kunne lægge på kryds og på den måden få støtte, så vi ikke sank dybt ned. Det var alt for tidligt på året at gå ind i terrænet bare med støvler, her kunne man kun gå sikkert med snesko eller ski.

Det var helt skørt, her stod man begravet i sne næsten til livet og jo mere man rodede rundt jo dybere sank man ned. Det ville jo ikke vare længe, før man var helt dybfrossen og lige klar til et bjørnemåltid. Situationen var jo alvorlig nok, og vi fik lært lidt om dybe huller under sneen. Vi gik jo ovenpå en masse buske. Der hvor Lene røg igennem, var hun heldigvis landet ovenpå en busk, der var to til tre meter dybt lige ved siden af, når vi kiggede ned i hullet.

Vi lå I Snug Cove på Knight Islands østside, da der kom et god vejrudsigt. Op med ankeret en tidlig morgen og et endeligt farvel til en spændende tid i Prins William Sound. Se satellitkortet over vores tur ned langs kysten.

Der kom meget mere vind fra NW end varslet, 20 til 25 knob og vi fløj afsted med 7 til 8 knobs fart og det var ikke alt for behageligt, når vi fik en stor skævert ind på låringen. Vi var bare trætte og Henrik havde det ikke godt, han lå nede om læ. Men ellers gik sejladsen fint, lige indtil en stor sø drejede hovedroret lidt. Det er altid sat fast, når vi sejler for vindroret, men det kan ske i dårligt vejr som her, at det flytter sig, og så kan vindroret ikke styre, som det skal. Da Lene så, at vi kom ud af kurs, stod hun op på toften, ja, det var dumt, for at komme bag rettet for at justere roret midtskibs. Men bedst som hun stod op, og heldigvis havde fat med een hånd i styrebøjlen, kom en mega sø og ramte Dana så hårdt, at Lene lettede og blev slynget rundt bag om rattet og landede på det højre lår på toften, heldigvis tog lårmusklen hele stødet. Havde hun ikke holdt fast i bøjlen, var hun forsat på hovedet lige ned gennem nedgangslugen. Men hun slap heldigvis med et mega ridelår, som fik de flotteste farver og var ømt som bare pokker. Det blev en urolig sejlads, vind og sø ind agten for tværs, så alt om læ væltede rundt, det var lidt af en ilddåb første gang efter en hel vinter i Cordova.

Vi skulle et godt stykke syd om Kajak Island ved Cape Suckling og det lavede lidt rod i vores kurs, vinden var nu for meget agten ind, og vi orkede ikke at sætte spiler stagen i mørket og i den urolige sø. Vi sejlede et godt stykke forbi Kajak Island, før vi om morgenen gik over stag og fik en fornuftig kurs mod Icy Bay.

Vinden flovede ud på eftermiddagen og hvis vi skulle nå ind til Icy Bay og stadig have lidt aften, måtte vi sætte motoren på. Det var en lang tur ind til den meget store bugt. Der er en lav kyst på begge sider af indsejlingen, specielt om styrbord er der fladt, så det var lidt vanskeligt at få et overblik om stedet, før vi var helt inde.

Bjergene var utrolig flotte og Mount St. Elias knejsede op mod den blå himmel og da vi kom længere ind, så vi lige foran os en kæmpe gletscher.

Vi fandt ned gennem grundene og ankrede op i en lille bugt med god holdebund. Det var dejligt at komme ind på en ankerplads igen og slappe.

Vi vågnede op 05.30 til et flot vejr. Helt stille og solen var ved at komme frem af disen. Ved godt 7 tiden lettede vi anker for at sejle turen op til gletscherne og isen.

Mount St. Elias (5.489 m) dukkede mere og mere frem af disen, som lå over hele området og specielt mod havet og indsejlingen lå en massiv tågemur. Det var godt, vi ikke skulle derud i dag.

Inde i bugten klarede det helt op og bjergene stod næsten skarpt, det er ikke helt muligt med varmedisen, som ligger her. Havde det blæst, ville her være meget koldt, vi sejler næsten rundt i en dybfryser.

Landskabet omkring os er meget flot med to store gletschere, Guyot og St. Elias som kommer helt ned til havet. Også gletscheren Malaspina skyder en masse isbjerge ud i fjorden, men den kunne vi ikke se. Vi kunne ikke sejle længere op end til den meget massive iskant ved 60 grader nord. Vi havde læst, at man sjældent kunne komme videre op og slet ikke så tidligt på året.

Længere inde så vi store isbjerge lige foran St. Elias, som på et tidspunkt ville drive ud i havet. Vi var afskåret fra at komme videre op i fjordarmene på grund af den megen drivis. Vi sejlede rundt langs kanten af isen og lidt indenfor, hvor der var plads, men mere blev det ikke til. Vi var heldige bare at se de flotte bjerge så klart i det fine stille vejr. Der var hele tiden en stor dønning, som rullede ind fra havet, det gjorde, at flere af isbjergene tippe rundt, så vi holdt god afstand.

For første gang følte vi rigtig, at det var ved at blive forår, der var lunt i læ af vinden og her var mange løvtræer, som vi ikke havde set så meget til længere nordpå. De stod helt lysegrønne og der var buske med blomster, det var dejligt at se. Det havde vi ikke ventet her, endnu en god oplevelse.

Vi lå i en godt beskyttet bugt med god holdebund. Her var til vores overraskelse et hovedhus med 5 cabins tæt ved stranden og der var en masse grej omkring stedet.

Vi tog ind for at hilse på, men det så ikke ud til, at der var megen interesse for at møde os, så vi efterlod jollen og gik en lang tur den modsatte vej rundt bugten. Det var varmt som en sommerdag, da vi gik langs stranden, vinden var nu vendt til øst og vi fik den lune luft fra strandlandet.

Da vi kom tilbage, kom en pige ned til fra huset med en brochure og visitkort om stedet. De var meget interesserede i at få turister til at komme. De satsede mest på lystfiskere. Vi hilste også på ejerne, konen er Thiglith native. Det var vist ikke meget blod, hun havde fra dem, men nok til at få tildelt et stykke land.

Den 28. maj

Vi forlod Icy Bay klokken 05.30 i helt stille og klart vejr. Vi så et par Bovhead hvaler, da vi kom udenfor. Der var undervejs nogle tågebanker, men de lettede, da solen kom mere frem. Vi var heldige at kunne se kysten og de meget høje sneklædte bjerge og Malaspina gletscheren, inden tågen igen lukkede helt af for det hele.

De sidste par timer ind til Yakutat var i tyk tåge og let vind fra nordvest. Vi hørte over VHFen, at der var et kraftigt temperaturfald, derfor denne pludselige tåge. Vi havde radaren tændt og Henrik lavede waypoints hele vejen op til en fin ankerplads i Yakutat, hvor vi kun havde ørne omkring os. Vi kunne lige se og høre dem, inden det hele igen lukkede til.

Hvor er det dejligt med kortskærmen, så vi kan se nøjagtigt, hvor vi er. En stor tak til Dolores, som forærede os sin computer med komplet Nobletec kort og så kører den på 12 volt, den er vi lykkelige for.

Yakutat er en meget gammel indianer landsby, som i mange hundrede år har været og stadig er et stort handelssted. Placeret godt beskyttet lige midt på kysten mellem Copper River i nord og Lituya Bay og Cape Spencer i syd. Selve Yakutat Bay er meget stor og to store fjordarme strækker sig lang ind i landet. Det kunne være spændende at sejle derop, men igen er det tiden, som begrænser os. Man skal bruge lang tid, hvis man skal udforske kysten her. Vejret er meget skiftende og her er megen tåge, så ofte ser man slet ikke kysten og bjergene, og så er der jo ikke meget ved at sejle rundt her. Det kræver, man har tid til at vente på, at der kommer godt vejr.

Da vi næste dag forlod Yakutat, havde vi fin sigt, og fik set landsbyen og havnen. Da vi kom udenfor var der lidt overskyet ud over havet. Vi kunne stadig se bjergene bag Yakutat, men en massiv skymasse var ved at danne sig lige over trægrænsen. Det er helt specielle synsindtryk man får af kysten, når vejret skifter så meget.

Det er en fantastisk flot is og -sneklædt bjergkæde hele vejen ned langs kysten helt fra PWS ned til Cape Spencer. Lige efter Yakutat ligger bjergkæden trukket lidt tilbage, og bjergene er ikke helt så høje men stadig sneklædte. Foran ligger strande og skov og mange floder løber ud og danner store deltaer med mose og marsk områder. Ved Dangerous River ligger en stor gletscher, som går ned til en sø, som man kan se ude fra havet.

De store gletschere Alsek og Grand Plataeu ligger bagved ved Drey Bay, hvor den vilde Alsek River løber ud. Det er et kæmpe område, gletscherne spreder sig over og her ligger en sø, hvor Alsek gletscheren skyder is ud. Det var utrolig smuk med aftensolen, som skinnede lige ned på gletscheren og søen. Hele vejen ned langs kysten til lige inden Cape Fairweather, er der brede strande og lavland med skov foran bjergene og det 4.663 meter høje Mount Fairweather knejser i baggrunden. Ved Cape Fairweather rejser bjergene sig stejlt igen og Fairweather gletscheren kommer næsten helt ned til havet.

Det var koldt at sidde oppe om natten, temperaturen gik ned til pluds 5 grader og vi havde vinden lige imod 5 til 7 m/s. Søen var hele natten moderat og vi havde en god sejlads for motor. Der var dejligt nede om læ, varmeblæseren kørte for fuld tryk og vi havde 22 grader i salonen, supert. Vi hørte musik fra Henriks nye Ipod hele natten.

Den 30. maj

Om morgenen begyndte det at friske lidt op til godt 8 m/s og søen blev lidt krap med røgvand. Vi gik en knob ned i fart, men så passede det bedre i den anden ende. Vi skulle ikke være ved indsejlingen til Lituya Bay før klokken 10, helst lidt senere.

Vi gik for små omdrejninger den sidste time og Lene fiskede lidt.

Forholdene var fine, da vi skulle anduve og med to båker overet til hjælp, gik det godt. Vi var der også præcis ved slæk og højvande. Man skal meget tæt på kysten om SB, hvor der er klippekyst og store sten, godt det var fint vejr. Indsejlingen ligger i retningen næsten nord - syd, og et stenrev fra syd lukker næsten af, så man skal helt op i det nordlige hjørne tæt langs stenene for at komme ind. Vi forstår nu, hvor svært det har været i gamle dage med en båd uden motor at komme ind og ud her, og her er næsten altid en kraftig dønning. Det kan være et farligt sted at anduve og ikke mindst at komme ud fra, selv med et moderne fartøj.

Vi ønskede at opleve Lituya Bay på grund af den spændende historie om stedet. Tlingit indianerne har levet her langs kysten i århundrede. Om sommeren fangede de laks, torsk, sild og halibut og ikke mindst den meget olierige lille fisk eulachon (candlefisk). I de mange floder, fangede de laksen, når den gik op for at gyde. Hele sommeren blev der tørret laksesider og strimler for vinteren. De fangede sæler, havoddere og mindre hvaler. Bjørne var der også masser af, men elg og rådyr var der ikke, de kunne ikke komme over de høje bjerge. I Lituya er der masser af bærbuske og vand, så det var et godt sommersted.

I området fiskes stadig laks og halibut men nu fra store både, og når det bliver dårligt vejr, er det stadig Lituya Bay de søger læ i. Stedet er sprængfyldt med dramatisk og spændende historie om guldgravere, lykkejægere og bjergbestigere. Bjergene havde en magisk tiltrækning på folk med eventyrlyst i blodet. Rygterne løb langs kysten om guld, sølv og kobber, så det varede ikke længe, før der var en livlig trafik af plimsoller, sejlbåde og dampskibe med håbefulde og eventyrlystne mænd og kvinder ombord. Der blev i mange år gravet efter de mange metaller og sjældne stene, som findes i bjergene og nogle var mere heldige end andre, men de fleste drog skuffede videre. Det er en barsk og utilgængeligt kyst og de fleste ønskede ikke at tilbringe vinteren der med knap proviant, alt skulle bringe dertil med båd.

Der kan skrives side op og side ned, om alt det der er foregået her, men vi vil lige fortælle lidt om den eneste rigtige fastboende gennem mere end 20 år. Det er Jim Huscroft, som kom til Lituya Bay 1917. Huscroft startede en rævefarm og samtidig drev han en guldmine for at få finanserne til at strække.
Efter at have arbejdet og boet på fastlandet i flere år, bosatte han sig til sidst på øen Cenotaph. Her byggede han et stort hus med plads til overnatning for dem som besøgte ham. Han anlagde en stor køkkenhave, hvor han dyrkede mange forskellige grøntsager og krydderurter. Inden vinteren blev høsten omhyggeligt gemt væk i en speciel kælder, han havde lavet tæt ved huset. Han var en gæstfri mand og han holdt af at lave mad til dem som besøgte ham.

Men året 1936 var katastrofalt for Jim Huscroft. Først mistede sin partner gennem mange år, ham han havde rævefarmen sammen med. Senere på året, den 27 oktober, kom et kæmpe jordskælv, som udløste en gigantisk bølge, som løb ned gennem bugten og op over øen. Huscroft var heldig at redde livet ved at løbe op på det højeste sted på øen. Men hans bådebro og båd forsvandt ud i havet. Hans hus stod dog næsten uskadt men oversvømmet af vand. Men det værste for ham, og det tog næsten livslysten fra ham, var at hans elskede køkkenhave var totalt forsvundet og alle hans grøntsager var ødelagte, hele kælderen var oversvømmet af saltvand og det var kun kort tid efter, han havde pakket alt ned for vinteren. Han fik aldrig anlagt en ny køkkenhave igen. Jim var nu over 64 år og hans helbred var ikke for godt. Han kom aldrig ovenpå igen og hutlede sig gennem de næste år og formåede kun lige at holde sulten for døren. Huscroft døde den 23 marts 1939.

Der har gennem årerne været mange store jordskælv i området, da der er mange vulkaner, men særlig det kæmpe jordskælv i 1958, fik overskrifter i bladene som: da helvedet brød løs eller nattens terror. Den 9 juli kom det STORE jordskælv. En fantastisk beskrivelse kan læses i bogen: Land of the Mists, The wild ocean coast west of Glacier Bay, skrevet af Francis E. Caldwell.

Det fortælles, fra fiskerne som lå for anker lige inden for kysten, at de enorme sneklædte bjerge rystede, vred og løftede sig og Lituya gletscheren blev løftet op i luften og eksploderede så is, sne og sten fløj rundt og der blev udløst et kæmpe sneskred ned ad bjergsiderne. Der blev nu dannet en mega bølge, en gigantisk væg af vand kom ned gennem bugten og nåede 150 meter højt op ad bjergsiderne, hvor den barberede alle træer og vegetation væk. Da den nåede til Cenotaph Island, lavede den en 15 meter bred rydning tværs over øen, og et skib som lå ved stranden syd for øen stod tørt, da bølgen skilte sig, da den ramte øens nordside og fortsatte på hver side af øen.

Cenotaphe betyder på fransk, tomt gravminde. Øen fik sit navn efter en tragisk episode i 1786.

Den franske konge Louis den 16. havde erfaret at kaptajn James Cook i 1778, som den første engelske ekspedition, var nået til Fairweathers kyst. Louis den 16. følte sig nu foranlediget til at sende en ekspedition afsted til samme område. Den 1. august 1785 sejlede de to franske skibe La Boussole og L'Astrolabe ud fra Brest rundt Sydamerikas kyst med stop i Chile, Påskeøen og Hawaiiøerne.

Den 23 juni 1786 kom de helt op til Malaspina gletscheren mellem Yakutat Bay og Icy Bay. Comte de la Pérouse var ekspeditionens leder, han havde kommandoen over fregatten La Boussole. Da de manglede vand og træ og ikke kunne finde nogle ankerpladser der, vendte de om og sejlede sydpå mod Yakutat Bay for at finde et sikkert sted at anker. Men på grund af tåge og hård dønning, fandt de aldrig ind bag den lave sandtange ved Yakutat, hvor der er en meget fin ankerplads.

De fortsatte ned langs kysten, og ved Dry Bay så de røg inde fra indianernes camp. De satte en båd i vandet og brugte 6 timer for at finde en sikker indsejling gennem brændingen, men uden resultat og de måtte fortsætte deres sejlads.

Endelig den 2. juli så det ud til, at de var kommet til en god bugt, det var Lituya Bay. Udkiggen i mastetoppen meddelte, at han kunne se røg inde fra land. Da La Pérouse kom så tæt på, at han kunne se bugten, var vejret perfekt, let vestlig vind og ingen dønning og kun lidt strøm. Tre både blev sat i vandet og det lykkedes dem at komme ind i bugten og ud igen sent om aftenen, selv om det var ved at blive lavvande. La Pérouse bestemte klogeligt at vente til næste morgen med at sejle ind i Lituya Bay.

Det viste sig, at det alligevel ikke skulle blive hel nemt. Næste morgen ved 6 tiden lige før højvande sejlede Astrolabe ind gennem den smalle indsejling med den lave sand og -stentange om bagbord og klippekysten om styrbord. Ved begge pynter lå en båd for at hjælpe fregatterne, når de langsomt skulle manøvre ind. Vinden var vest og vest syd vest og med indsejlingen liggende nord - syd, så alt ud til at det skulle gå godt.

Men ved 7 tiden, hvor de var lige midt i ind sejlingen skiftede vinden til NW, så de måtte mindske sejl og til sidst tage dem ned. De var heldige, at den indgående strøm førte dem igennem passet, men de var uhyggelig tæt på klippekysten om styrbord. La Pérouse var chokeret og rystet efter episoden og skrev, at han i sin 30 års karriere til søs ikke før havde set to skibe være så tæt på at forlise og ydermere et så øde sted.

På grund af de vanskelige strøm og -vindforhold blev de nød til at sejle længere op i bugten for at finde en sikker ankerplads. De valgte at kaste anker på nordvest siden af klippeøen midt i bugten.

Da det var juli måned, midt på sommeren, var her mange Tlingit indianere. De havde deres sommer camps lang kysten på fastlandet, hvor de fiskede laks, gik på jagt og plukkede bær. De holdt deres sommerpotlatch, hvor mange hundrede indianere kom for at mødes med familie og venner for at feste, nu der var masser af føde.

La Pérouse havde troet, at de kunne have deres lejr og ting sikkert på øen. Der blev bygget et sted, hvor de opstillede deres kronometer og andre instrumenter for at få fikspunkter, så de kunne måle nøjagtige længde og -breddegrader. På stranden spredte de deres sejl ud for at kunne reparere og tørre dem. Smeden gik igang med at lave nagler, beslag og andre nyttige ting til deres udrustning, så der var livlig aktivitet rundt på øen.

Alle de nye ting de fremmede bragte i land, var som en magnet for indianerne. De ville gerne handle og padlede ud til øen i deres kanoer læsset med skind af havoddere, bæver og marten og der kom hurtig gang i handlen. Indianerne var meget interesserede i håndøkser og jernspidser, som kunne erstatte dem, de havde af sten og kobber. Jernstænger var de meget interesserede i, så de kunne lave nye redskaber. Franskmændene prøvede at komme af med gamle jerntøndebånd i bytte for laks, men indianerne fandt hurtig ud af, at de ikke kunne bruge dem til noget og afslog at bytte laks for mindre end jernnagler, som de kunne bruge som harpunspidser, knive og pilespidser.

Ikke i sin vildeste fantasi havde La Pérouse forstillet sig, at han skulle få så mange problemer med indianerne, han havde slet ikke tænk på deres kanoer. Selv om de satte vagter ud, forsvandt der hver dag en masse af deres ting, som lå spredt rundt på stranden og hvor de nu arbejdede. Indianerne sneg sig i land og kravlede på alle fire rundt på øen, og tog hvad de kunne få fat i. De havde endda den frækhed midt om natten at kravle ind i et telt, hvor to lå og sov og stjal en pistol med sølvskaft og deres tøj.

Det kom langt om længe til en konfrontation mellem franskmændene og indianerne. Da franskmændene manglede træ og vand sejlede de over til fastlandet og begyndte at fælde træer og hente vand, som de lystede. Som indianerne opfattede det, havde franskmændene slået sig ned for at blive permanent på øen og da de ikke kunne kommunikere med hinanden, var der ingen, som kunne fortælle dem, at det blot var et midlertidigt ophold, og lige så snart de var klar, ville de sejle videre. Indianerne troede simpelthen, at de var kommet for at blive på øen, og bare tog det de havde lyst til. Det som indianerne betragtede som deres land og ejendom. Chifen for indianerne kom ombord på La Boussole for at forhandle om øen. Han tilbød at sælge øen til La Pérouse, som havde sine betænkeligheder. Han var godt klar over, at indianerne ikke kunne sælge land til fremmede. Landet og øen tilhørte folket som levede der, og når de tog derfra, kunne indianerne gøre som de lystede. Men der blev alligevel indgået en handel og La Pérouse gav adskillige meter rødt stof, økser, jernstænger og nagler og andre gaver til chifen og til hele hans følge.

Da forhandlingen var afsluttet, skrev La Pérouse en erklæring om overtagelsen af øen, som han kom i en flaske sammen med en bronzemedalje, som var lavet inden deres afrejse fra Frankrig. Han begravede flasken på øen, men på trods af megen søgen efter den gennem årene, er den aldrig blevet fundet.

Den 12 juli følte La Pérouse, at det var tid til at sejle videre, de havde fået opmålt og undersøgt bugten og fanget et par havoddere, som de havde skinnet og konserveret, så de kunne komme på museet i Paris. Skibene og grejet var i orden, de havde træ og vand og kanonerne var bragt op på dækket. La Pérouse skrev en ordre til sin første løjtnant, at han den følgende morgen skulle tage tre både ud til indsejlingen, hvor han skulle tegne et kort og hvis muligt måle bredden af kanalen. La Pérouse havde det ikke godt med at sende første løjtnanten afsted, han vidste, at han ofte udviste sløsethed, når han fik en ordre, og ofte gjorde som han selv mente det skulle gøres. Han pointerede bestemt overfor løjtnanten, hvornår det var bedst at udføre arbejdet, og at han under ingen omstændigheder måtte udsætte bådene og mandskabet for fare, når de kom ud til kanalen, hvor der ved stærk strøm kunne være farlige brækkere.

Løjtnant d´Escures blev meget fornærmet, da han modtog ordren og sagde, at han ikke var et barn, og at han havde haft kommandoen over skibe og havde udført vigtige opgaver. La Pérouse forsøgte endnu engang at forklare, at det var en farlig opgave, og han havde opserveret sløsethed fra nogle af besætnings medlemmerne.

Der gik åbenbart helt ged i operationen, d´Escures kludrede i det helt fra starten. Tre både var taget afsted, de to af dem skulle bistå d´Escures, mens han udførte opmålingerne. Den ene vidste ikke hvad den anden gjorde, og da de lå midt i løbet, havde de forpasset tiden og høj sø og stræk strøm gjorde, at de nu i stedet for at udføre det arbejde de var sat til, måtte kæmpe for livet. Alt endte i tumult, og d`Escures båd var den første som kuldsejlede, og mandskabet forsvandt sammen med båden ud gennem indløbet og videre ud i det iskolde hav. Det viste sig senere, at det samme var sket for den minder båd, som var sendt fra skibet Astrolabe.

Den tredje båd fra Boussole, med løjtnant Boutin som leder, forsvandt også ud gennem indløbet, men besætningen fik manøvreret båden sikkert gennem brændingen. De endte også ude på havet i en båd halv fyldt med isvand, men de var dog alle i live. På trods af at de var stivfrosne, satte de straks en eftersøgning igang for at redde overlevende, men de så aldrig en levende sjæl ej heller det mindste stykke træ fra de to kæntrede både. Det lykkedes dem at komme tilbage til Lituya Bay ved slæk senere på dagen, og alle var chokerede over at ingen var fundet i live. Tlingit indianerne, havde fra stranden set hele episoden, og havde forsøgt at hjælpe men uden held.

La Pérouse satte straks en stor eftersøgning igang langs kysterne og bad indianerne om hjælp. Han lovede dem mange gaver, hvis de kunne finde døde eller overlevende eller blot noget fra forlisene. Han var dybt chokeret og ulykkelig over at have mistet 21 søfolk. Deres afrejse blev udsat i håbet om, at nogle af søfolkene havde reddet sig i land på kysten. Man flyttede skibene til en ankerplads indenfor tangen tæt ved kysten, så at overlevende ville kunne se dem og finde tilbage.

Men ingen dukkede op og franskmændene sørgede over de 21 savnede søfolk i 9 dage. De sejlede til sidst op til øen, hvor de først havde ligget for anker, for at begrave en flaske indeholdende et brev med navnene på de 21 søfolk. Det blev også nævnt, at siden afrejsen fra Brest den 1. august 1785, havde ingen af søfolkene været syge og ingen var døde under rejsen, selv om de havde besøgt steder med fjendtlige folk og besejlet farefulde steder. La Pérousa navngav nu øen Cenotaph, et tomt gravsted til minde om de savnede.

Den 30 juli fandt La Pérouse, at det var nytteløst at vente længere og besluttede at forlade Lituya Bay. Begge de franske skibe slap sikker ud fra bugten og kom ud på havet i tåge, regnvejr og i let til skiftende vind. Man kan undre sig over, at de ikke ventede til en bedre dag for deres afrejse, men de har givet haft det elendigt efter alle deres uheld, så de bare ville afsted. I stedet lå de nu udenfor og hakkede sig gennem gammel sø og gjorde meget lidt fart. Den 4. august kom der vind og de kunne endelig sejle væk fra kysten, hvor de nu, da tågen lettede, så den fantastiske Fairweather Range. En lang og sørgelig historie, hvorfra øen har fået sit navn.

Vi sejlede forbi øen Cenotaph og fortsatte helt op til de gletschere, der engang lå helt ned til vandet. Isen ligger nu trukket langt tilbage med meget moræneaflejring foran. Cascade gletscheren hænger halvt ud over bjergsiden, og man kan se fin hvid sne og is længere oppe bagved.

Foran North Crillon gletscheren ligger et bredt stykke moræne og kun i den ene side kommer gletscheren ned til vandet, men isen er sort af moræneaflejring. Selve gletscheren har trukket sig meget tilbage. Det samme gælder for Lituya gletscheren. Gilbert- og Crillon inlet, som er vist på søkortet, er i dag fyldt næsten helt op af moræneaflejring. Der er ingen bugter mere, men en lige kystlinie af sten begge steder.

Da vi havde sejlet rundt i bunden af bugten og fået set op gennem gletscherdalene, sejlede vi tilbage til øen for at ankre på nordsiden, det var der, vi kunne finde mest læ for en opfriskende SE-lig vind bag en lille pynt. Her var fin holdebund. Der var for mange sten og løs bund oppe i bunden af bugten.

På vores tur rundt så vi, hvor højt oppe kæmpebølgen havde nået. Der hvor alle de lyse grønne træer mødtes med de mørke, var grænsen, det ses tydeligt på billedet. Gletscherne og området omkring dem ser i dag meget anderledes ud end for bare for 50 til 60 år siden. Sne og is har trukket sig meget tilbage, der er meget moræne aflejring langt op i gletscherdalene, og vi så kun meget lidt is blive skudt ud i bugten. Vi så to delfiner og en del fugle herinde. Kysten langs bugten var dejlig lysegrøn og her var mange løvtræer og bærbuske.

Vi stod op klokken 03.45 og klokken 04.15 forlod vi ankerpladsen uden problemer. Vi var præcis ved udsejlingen klokken 05.00, ved lavvande og slæk. Strømmen kan løbe med 5-6 knob, så det er med at vælge det rette tidspunkt.

Lituya Bay og hele den lange kyststrækning er et utrolig fascinerende og spændende område, både historisk og naturmæssigt. De høje is- og sneklædte bjerge, de enorme gletschere, kilometer lange sandstrande, floder med kæmpe deltaer, der er så frodigt med løvtræer, buske og blomster i flotte farver og masser af grantræer.

Det var en stille og dejlig morgen, så endnu engang var vi heldige med en fin tur for motor ned langs kysten. Solen skinnede på den enorme La Pérouse gletscher, og vi så, at den kom helt ned til havet. Der var lidt hvidt is i det ene hjørne nede ved stranden, ellers var den sort af moræne et langt stykke op, for så at blev hvid igen. Det er en fantastisk iskappe herfra ind mod Gletscher Bay og ned langs kysten til Cape Spencer. En af fjordarmene i nationalparken GLacier Bay går længere mod nord inde i landet end Lituya Bay, helt op til Cape Fairweather, det er et kæmpe område.

Vi valgte at skippe Murphy Cove, der ligger syd for Palma Bay, som vores næste ankerplads, nu da vejret var så fint. Vejrudsigten de næste 3 til 4 dage lød på regn, tåge og vind fra SØ op til 20 - 25 knob. Det ville give modvind og grim sø, når vi skulle ind ved Cape Spencer.

I stedet sejlede vi op i Palma Bay for at se Astrolabe Arch, som ligger på Bossoulle Peninsuela, velkendte navne fra La Pérouses sejlads langs kysten. Med De Langle bjerget (opkaldt efter kaptajn de Langle, som var skipper på Astrolabe) som baggrund ligger archen, viadukten, flot, og man kan endda i stille vejr sejle igennem. Vi turde ikke, men en motorbåd fræsede lige igennem til benefice for os.

Ved to tiden havde vi Cape Spencer og Spencer fyr tværs og var nu kommet indenskærs. Vores videre sejlads sydover fortsætter i næste brev.