Den 31. maj sejlede vi forbi Cape Spencer og Spencer fyr og fortsatte til Inian Islands. Det var stadig fint vejr, så vi sejlede en tur ind mellem øerne for at se på Steller søløverne, der lå og gassede sig på en stor klippeø, som vi skulle rundt om for at komme op gennem en smal kanal. Det var et flot sted med mange forskellige havfugle. En stor bugt til styrbord så fristende ud at anker i, men her var megen strøm og midt i kanalen heftige strømhvirvler, så vi var lidt usikre på, hvor sikkert det var at anker derinde. Men det var et fint sted, hvorfra man kunne se dyrelivet på klippen. Vi fik lige hørmen fra søløverne, føj hvor de stinker, da vi sejlede forbi og fortsatte til ankerpladsen i Inian Cove.

Den 1. juni havde vi en fin og stille morgen i Inian Cove, men ved middagstid kom der skyer og regn som lovet. Vi slappede efter den lange tur ned langs kysten.

Vi havde nu endelig besluttet os for ikke at tage op i Gletscher Bay. Vi havde set is nok, og holdt vejrmeldingen stik med hård blæst og regn, var der ingen mening i at tage først til Elfin Cove for at få en tilladelse og derefter at sejle over og rundt i Gletscher Bay i dårligt vejr. Vi kunne risikere ikke at se noget for tåge og regndis. Vi var desværre lige kommet et par dage for sent, da man inden den 1. juni frit kan sejle ind i nationalparken Gletscher Bay. Efter den dato skal man søge om en tilladelse for at sejle der inde. De store cruisingskibe sejler hele sommeren til Gletscher Bay og for at holde antallet af fartøjer på et fornuftigt niveau, skal man registreres og som sagt have en tilladelse.

Formiddagen gik med at finde nye kort frem og afmærke ankerpladser.

Senere tog vi en tur ind med jollen og gik langt ind i et stort delta og videre op langs med en vandløb. Det var lidt af et job med de mange rådne træer og løse sten. Der var dejlig lysegrønt, og mange nye planter var lige ved at springe ud, der var store knopper på træerne, og en dejlig duft af planter. Et stykke oppe så vi helt friske bjørnespor i mudderet tværs over deltaet, og inde i skoven så vi både bjørne og hjorte lorte, så vi var ikke alene, men vi så kun ørne og småfugle. Vi fortsatte indtil det blev for stejlt at klatre videre og vendte tilbage ad den modsatte bred.

Næste morgen var vi i syv sind, om vi skulle tage afsted, vejrmeldingen lød ikke for godt. Men her i bugten var alt stille og det så ud til fint vejr. Skal - skal ikke, det er frustrerende. Vi valgte at tage afsted og kom ud af røret 07.30.

Vi ville sejle tilbage til klippeøen med søløverne for at fotografere og fortsætte videre gennem den smalle kanal, det skulle passe fint med strømmen. Men her fik vi læst lektien, man skal passe meget på i de smalle passager, og vi var åbenbart stadig lidt for tidligt på den her. Der løb en rivende strøm og kraftige strømhvirvler kanede rundt. Lige udfor klippeøen, hvor Henrik var klar til at fotografere, tog fanden pludselig ved Dana, og hun blev svunget rundt. Det var heldigvis til bagbord, hvor der var masser af plads. Så var det om at brække ud af den svingtur, sætte fart på motoren og komme væk. Vi kunne slet ikke komme igennem mellem øerne som planlagt, så vi tog turen tilbage nord om øen, selv det gav rigeligt af problemer at komme tilbage mod strømmen. Der kan være 8 til 10 knobs strøm mellem øerne.

Vi håbede at se humpbackhvaler og spækhuggere i Icy Strait og Icy Passage. Vi sejlede forbi Point Gustavus og rundt Pleasent Island, men det var en skuffelse og en lidt kedelig tur, vi så kun ryggen af een hval, men vi så da nogle havoddere.

Vi tror det er for tidligt, hvalerne var ikke rigtig kommet endnu og heller ikke laksene. Spækhuggerne skulle være her, nu søløverne og sælerne har unger, men vi så ingen.

Efter turen rundt Pleasent Island og Porpoise Island sejlede vi direkte ned til Flynn Cove på Chichagof Island. Det er en dejlig dyb bugt, hvor vi ville ligge godt i læ for den varslede front. Vi fik et bad og slappede af, det var alligevel lidt for sent at tage i land. Måske ville vi ligge over, hvis vejret blev dårligt. Om natten hørte vi hylen fra cyote inde i skoven ved siden af.

Vi havde en stille og rolig nat i selskab med en fisker fra Juneau.

Morgenmaden blev spist nede, og vi gjorde os klar til at tage afsted til Pavlof Harbor. Det regnede lidt og der var en svag vind fra øst, så det var ikke så galt. Vi vinkede farvel til fiskeren og dampede af. Det var helt overskyet langs fastlandet, og man kunne slet ikke se bjergene. Langs kysten om styrbord var der god sigt og lidt sollys men fremme helt gråt. Ved 10 tiden sejlede vi forbi indianerbyen Hoonah også kaldet Port Frederick. Det er Tlingit klanens største by i området.

Turen var lidt blandet ned gennem Chatham Strait. Til tider gik det godt fremad, men ved flere pynter fik vi stærk modstrøm og det begyndte at blæse op til 8-9 s/m lige i snuden. Det dannede en kort krap sø, som stoppede os. Vi kom helt ned på 2,7 knob, og i lang tid sejlede vi under 4 knob. Vi fik en masse røgvand på dækket. Det var ret træls til tider, men vi kom da frem. Det trak med sorte skyer, lige i den retning vi skulle, og ved North Passage Point, som vi skulle rundt om for at komme ind i Freshwater Bay, begyndte det at regne. Selvfølgelig var der nu fin blå himmel og sol på den anden side af strædet. Det småregnede stadig lidt, da vi sejlede ind til Pavlof Harbor. Da vi kom op i bunden af bugten, blev det helt stille og det var et rigtig dejligt sted.

Ved 8 tiden næste morgen, da vi kiggede ud, fik vi et mindre chok. Er det mennesker, som går rundt inde på bredden? GOSH! 50 til 60 personer var landet på stranden og ca. 20 kajakker blev trukket ind til stranden af nogle store gummibåde. I indsejlingen lå et mindre crusingskib. En del af selskabet gik op mod vandfaldet og resten begyndte at padle rundt i bugten.

Og vi som troede, at vi skulle have det hele for os selv. Fordelen er, at de forsvinder igen efter 3-4 timer. Vi var nervøse for, om de eventuelt ville skræmme bjørnene væk, men til vores glæde gik en hunbjørne med sin unge ude på den ene tange. Kajakker er de åbentbart ikke så bange for, når blot der er lidt afstand. Alle dem, som gik op til vandfaldet, var på den anden side af bugten, så bjørnene havde fred. Vi havde frit udsyn til dem fra Dana.

Vi arbejdede til over middag med kort, for nu regnede og blæste det lidt. Forhåbentlig ville vinden gå lidt ned senere på dagen, så vi kunne ro lidt rundt og se på bjørnene og vandfaldet. Få timer senere kom en motorbåd ind, vi havde mødt på vejen hertil, de havde været rundt og lægge deres rejepotter ud.

Ved 3 tiden var vi klar til at tage ind. Bjørnene var der stadig, en mor med sin unge gik og græssede, og der var en til ovre ved vandfaldet. Dem fra motorbåden havde fået samme ide. De startede med at se på bjørnen ved vandfaldet, men kom så over for at se de to andre. Vi hilste på hinanden, da de passerede Dana. Da vi lidt efter kom roende over, kiggede de lidt og tilbød en ende, men vi havde påhængsmotoren på. Det var, for ikke at skræmme bjørnene, at vi roede, sagde vi. Tænk, da de så skulle tilbage og lige havde passeret os, gav de motoren fuld gas og en fed hørm lagde sig over det hele og bjørnene blev så forskrækket, at de hurtigt forsvandt ind bag buskene. Mange tak! Hvor tåbelig kan man være, vi havde lige sagt, at bjørnene ikke kunne lide motorstøj og benzinlugt. Nu havde de selvfølgelig fået deres billeder, turister! Der sad vi og gloede og Lene var lige ved at eksplodere af vrede, vi fik ikke engang et enkelt billede.

Vi vendte rundt og sejlede langsomt over mod vandfaldet, i håbet om at de ville forsvinde, så vi kunne have det for os selv. Heldigvis kom de fræsende ud derfra, da vi sejlede ind. Det er et flot vandfald med en laksetrappe i den ene side, og da vi senere sejlede forbi ved lavvande, så vi for første gang stenskråningen op til vandfaldet, som laksene springer op af, det er her bjørnene står og fanger laksene oppe i luften. Det ville have været spændende at se. Det er det flotteste laksefald, vi har set. Tlingit indianerne har gennem flere hundrede år holdt til her i Pavlof Harbor, for at fiske laksen i den gode stream.

En stor hanbjørn gik helt nede på bredden, og vi kunne padle tæt op til den, før den langsomt trak lidt ind mellem buskene. Den var ikke bange og kom ud igen, når vi padlede lidt længere ud i strømmen.

Vi sejlede tilbage til de to andre bjørne, som nu var kommet ned til stranden igen, og det sidste stykke roede vi for ikke at forstyrre dem. Da vi var 20 til 25 meter fra dem begyndte ungen at løfte snuden i vejret, den kunne lugte os og rejste sig for at gå op mellem træerne, moren åd bare uforstyrret videre. Vi lod ankeret holde jollen på en passende afstand, 10 til 15 meter fra bredden og sad helt stille. Så kom ungen tilbage, den havde nu vænnet sig til, vi lå der. I en times tid sad vi og kiggede på dem og tog billeder, det var flot.

Da vi sejlede tilbage, var der vild forvirring på motorbåden, som hurtigt bjærgede ankeret og flyttede over hvor vi lå. De havde lagt sig lige oven på en stor sten, som bliver tør ved lavvande, og var nu ved at blive grundejere.

Det blev en meget flot aften med dejlig sol og vi spiste oppe, mens vi så på bjørne, blå hejre og mange andefugle og svaler.

Henrik var på stikkerne allerede ved 04.30 tiden. Han var oppe for at høre vejrmeldingen og kom frustreret ned, nu meldte de vind fra syd i stedet for nord. Aftenen før havde vi håbet, at vi måske kunne sejle lidt for sejl. Han var lige ved at gå op i limningen og følte sig hensat til Chile. Men vi kom da afsted klokken 6, og det var godt, for det var en helt stille fin morgen.

Vi fik medstrøm og det kørte bare. En time senere kom der syv humpbackhvaler forbi, og det var så flot, da de dykkede ned på rad og række. Først så vi ryggen og der næst halen af hver enkelt, da de dykkede. Det er det flotteste vi har set, det var virkelig timing.

Til vores glæde fik vi en god tur, nul vind og strømmen passede også, da vi klokken 11 drejede ind i Peril Strait. Den grønne bøje, vi skulle runde, var fyldt med søløver, der lå og solede sig, og Henrik fik nogle gode billeder. De lavede en helvedes ballade, da den ene af dem, som var i vandet gerne ville op, men der var ikke plads, og ingen af de andre ville ned. Den forsøgte at hoppe op og bide de andre i lufferne for at få dem i vandet, så der kunne blive plads til den. Den store han brølede af utilfredshed, da damerne ikke kunne holde sig i ro.

På turen op gennem Peril Strait forsøgte Lene at fiske lidt, men var ikke heldig. Det ligger lidt tungt med fiskeriet her. Det var lidt tricky at komme ind til Appleton Cove, der var mange skær og småøer vi skulle rundt om, men vi tog det langsomt, det er lykken med Nobeltec. Vi så ved lavvande 6 - 8 store hejre stå og fiske. Senere spurtede to store bjørne rundt inde i deltaet. De var begge helt gylden brune, de kaldes blondier. De fes rundt efter hinanden, så vandet sprøjtede omkring dem, og de stod op på bagbenene og sloges med forpoterne, det er ikke så ofte, man ser det.

Næste dag ved 12 tiden dampede vi af og sejlede langsomt ud mellem de mange grunde og fik som beregnet en god medstrøm i Peril Strait. Her så vi flere blæst fra hvaler, men på lang afstand. Det småregnede med lidt sol ind imellem, det vekslede meget, men heldigvis var der ingen høj sø og stærk vind. Ved 16 tiden droppede vi ankeret i Annie's Pocket. Der var snævert, vi kunne lige være der, men her lå vi sikkert og fri af strømmen, som løber med god fart gennem den smalle del af Peril Strait. Her så vi ørne, gæs og 4 American Robin. Det begyndte pludseligt at regne kraftigt, så vi gik ned om læ, lavede pizza, læste lidt og gik tidligt til køjs. Vi skulle op næste morgen klokken 06.30 og afsted klokken 07.00.

Det var en fin stille morgen med sol, da vi lettede anker i Annie's Pocket ved 7 tiden. Vi skulle ikke så langt, men vi skulle afpasse tiden og strømmen gennem den smalle og strømfyldte del af Peril Strait, så vi ankom til Schulze Cove klokken 08.30, hvor vi spiste morgenmad, mens vi kiggede på de mange andefugle, som svømmede rundt om os. Det var en god ankerplads bag en lille ø.

Næste morgen sejlede vi fra Schulze Cove klokken 07.20, igen tidligt for at det skulle passe med strømmen. Under vejs besluttede vi os for at tage direkte til Sitka, i stedet for til den planlagte ankerplads. Alt flaskede sig med strømmen og vi havde godt vejr. Det skulle begynde at blæse mere de næste dage, så det ville være rart at nå til Sitka og ligge i en marina. Vi kom nu ud til kysten og den mere åbne skærgård, med masser af små øer og smalle stræder, og det var rigtig flot med den store sneklædte vulkan Edgecumbe som baggrund.

Da vi kom bag den store bølgebryder, kontaktede vi havnen og fik anvist en plads i den yderste del af Thomsen Harbor i Sitka. Vi havde fire ender i land klokken 12.30, så vi have næsten en hel dag til vores rådighed. Vi fik hurtigt besøg af havnefogeden og vi fik ordnet papirerne, det var meget nemt. Lidt efter kom vores franske venner Marie og Yves forbi, og fortalte at Victor (katten) var blevet rask igen. Da vi tog fra Cordova, var han meget dårlig, og de vidste ikke, om han ville overlevede, men til al held var han nu i fin form. Vi havde en hyggelig eftermiddag sammen, inden de skulle afsted tidligt næste dag.

Næste morgen var det flot vejr, så vi gik tidligt ind til byen. Først skulle vi til Homeland Securitys kontor midt i byen og besøge Sheron for at få vores papirer i orden. Hun var i godt humør og alt gik glidende, så var papirarbejdet på plads.

Vi havde en dejlig spadseretur langs den lille havn og kysten, inden vi kom ud til totemparken, der blev grundlagt i 1910. Parken, som ligger ved Indian River, har stor historisk betydning for indianerne. De fleste totempæle 8-10 stykker står på den lille halvø ved flodens delta. Det er Tlingit og Haida totempæle, de forskellige klaner adskiller sig lidt fra hinanden med deres udskæring af pælene. Nogle har ravnen, halibutten, orcaen eller bjørnen som deres fortrukne symbol, men også odderen og frøen ses meget. Mange af de dyr, som lever i landet bliver portrættet. Det er flot at se de farvestrålende pæle stå inde mellem de høje træer. Der er en bro over Indian River til den anden del af parken. I juli kommer laksene op i floden. Det har fra tidlig tid været et af Tlingit indianernes bedste områder for at fiske laks.

Udkigsmanden står på toppen af pælen, for at holde øje, om der kommer fjender til stedet. Hatten på hovedet har een til flere ringe på toppen, som fortæller andre, hvor mange potlatch ejeren har afholdt. Det var oftest chefen i landsbyen, som havde de fleste ringe på hatten. Jo flere ringe jo mere rigdom og anseelse kunne han bryste sig af.

Den mystiske tordenfugl er den stærkeste af alle figurerne. Kun den mest ansete chef kunne have en tordenfugl på sin totempæl.

Ravnen er en af de vigtigste figurer både for Tlingit og Haida indianerne. Ravnen har overnaturlige kræfter og er skaberen af verden ifølge indianernes legende. Også ørnen rangere højt for begge klaner.

Bjørnen er højt værdsat på grund af sin styrke og intelligens. Spækhuggeren, opfatter Haida indianerne, som en druknet person, der vender tilbage på besøg. Også bæveren er en meget vigtig figur for Haida klanen. Frøen skulle forhindre, at pælen vælter omkuld, så den er jo god at have med. Halibutten og halibutkrogen vises også ofte, vigtige figurer for et godt fiskeri.

Figurerne er en sammensætning af menneske- og dyrebilleder. Sidder f.eks. ørerne på siden af hovedet, er det en menneskefigur, mens det er et dyr, hvis ørerne sidder på toppen af hovedet.

Totempæle blev lavet for at fortælle en historie.

Når en person bestilte en totempæl, ofte hos en berømt træskærer, blev udskæringer og farver nøje diskuteret, selv om kunstneren ofte tog sig den frihed at snige nogle personlige detaljer ind som varemærke. Når totempælen skulle rejses, foregik det som regel i forbindelse med en begivenhed og en efterfølgende fest - en potlatch.

Før i tiden, når man rejste totempæle, stod de til de rådnede op eller faldt omkuld. Indianerne havde ikke tradition for at vedligeholdte dem, pælene holdt den tid de kunne og det var det. Derfor er de fleste af de pæle, man ser i dag af nyere dato. For at bevare lidt af indianernes historie og traditioner, har museer opkøbt eller fjernet mange totempæle rundt i landet. Så de pæle, vi ser på i dag i parkerne, bliver før de udstilles, behandlet mod råd og malet i flotte farver for at fremstå, som de oprindelig så ud.

I 1802 havde indianerne haft held til at udslette en russisk udpost, som havde nedsat sig lidt nord for Sitka i 1799. Næste alle russerne og deres Aleut slaver blev dræbt. Indianerne havde længe følt, at russerne fyldte lidt for meget og var misfornøjet med, at de jagtede alt det de lystede. Russerne havde slået sig ned for at drive jagt på havodderne, som der på den tid var tusindvis af. Deres pels var meget eftertragtet af russerne og kineserne, så det var en god handelsvare. Russerne havde slaver med fra deres besættelse af Aleut øerne i nord. De var eksperter i at jage havoddere og russerne tvang dem til at jage oddere for sig.

I nogle år havde indianerne fred for russerne, men i 1804 vendte Baranof tilbage, og det var her ved Indian River, at indianerne igen kæmpede hårdt mod russerne, for at beholde deres land. Men efter 6 dages hårde kampe, måtte de til sidst give op og flygte, og russerne invaderede hele området. Det blev starten på den russiske æra, der varede i 63 år. Den 18. oktober 1867 solgte russerne Alaska til Amerika.

På vejen tilbage fra parken besøgte vi et lille opdrætssted for laksene. Vi sluttede turen af med et besøg på den russiske kirkegård, hvor mange gravstene var væltet, og desværre så stedet lidt misrøgtet ud.

Der er i Sitkas bymidte en rekonstruktion af den originale St. Michaels Cathedral, som nedbrændte i 1966. Et blik indenfor viste, at den var smuk udsmykket, men den lange hale af mennesker, som ventede på at komme ind, skræmte os langt væk.

Sitka er en meget turistet by og i højsæsonen ligger der hver dag 2-3 cruisingskibe på reden, så her er i tusindvis af mennesker på en god dag. Det flotteste ved byen, syntes vi, er den smukke udsigt over skærgården, bjergene og selvfølgelig vulkanen, når skyerne letter og man kan se toppen.

Sitka Pioneer's Home er en imponerende bygning, den var klub og hjem for mange af de pionerer, som rejste rundt i det uvejsomme land.

Næste dag var det kedeligt vejr, det regnede og skyerne hængte lavt. Vi sov længe, var godt møre efter dagen i går. Dagen blev brugt til proviantering af friske varer og en tur til vaskeriet. Det er det mest trættende og kedsommelige arbejde, når man kommer til en by, men rart når det er overstået, og man kan tage afsted igen med frisk proviant og rent tøj.