Det havde været nogle spændende og hektiske dage i Sitka. Vi havde egentlig tænkt os at blive endnu en dag, og først sejle næste dag lørdag, men det var godt vejr og der var lidt vind, så vi kunne sejle for sejl. Henrik fik fyldt gasflasken, og vi fik handlet de sidste friske varer.

Lidt før middag sejlede vi ud til dieselbroen og fik fyldt tanke og dunke. Det var en dyr fornøjelse. Vi fik 182.5 gallon på, det svarer til 693.5 liter og vi betalte ca. 4000 dansk kroner. Vi kunne også mærke, at dieselpriserne havde fået et hak op. Men vi var alligevel ikke så chokerede som amerikanerne og canadierne, vi er jo vandt til at betale en høj pris hjemme i Danmark.

Vi sejlede for motor ud til det første sømærke. Så kom mesanen og yankiien op, det gik lidt langsomt og der var kraftig dønning, men vi kom da frem. Vi sejlede for sejl i små 3 timer, og det var dejligt at få luftet kludene. Men som så ofte før, flovede vinden hurtigt, og den smule der var tilbage, fik vi lige i snuden.

Når man sejler ned langs Baranof øens vestkyst, skal man altså vide, hvor man er. Her er i tusindvis af små øer og lige så mange skær. Vi kom for motor til Baidarka Cove gennem First Narrows, som løber mellem Lodge Island og Rakof Islands. Baidarka Cove er et dejligt stille sted mellem nogle øer, som hører til Rakof Islands. Der var helt øde bortset fra en lille sæl, som lå og gloede på os.

Næste formiddag sejlede vi fra Baidarka Cove gennem nogle smalle passager, særlig Second Narrows, som den hedder, skulle afpasses med strømmen. Det var dejligt stille at sejle i skærgården, og vi fik da også en brat opvågning, da vi kom fri af øerne og ud i Alaska Golfen hvor det blæste 7 - 9 m/s med lidt skum på havet.

Vi skippede den næste ankerplads og fortsatte til Whale Bay, hvor Still Harbor ligger godt beskyttet bag Tikhaia Islands. Det var en kedelig motorsejlads i dum sø og vi måtte op på 1500 omdrejninger for at komme der ud af. Vejret var trist og det var ikke en fornøjelsestur.

Indsejlingen til Still Harbor er spændende, virker lidt skærgårdsagtig med Tikhaia Islands liggende langs indsejlingen, man skal lige have tjek på, at man kommer rundt om de rigtige klipper og undersøiske skær på turen op i bunden af fjorden. Her var masser af fugle at kigge på. Vi ville gerne have været rundt med jollen, men det begyndte at regne og alt lukkede til i regndis, så det opgav vi.

Vågnede til en dejlig stille morgen med lidt finregn. Der gik mange sitkahjorte rundt langs bredden og nippede de friske skud på træerne. Træerne var lige så nydeligt barberet af i hjortehøjde. Vi var helt stille og de gik roligt rundt, men talte vi bare lidt for højt, reagerede de straks og trak ind under træerne. Det var en smukt sted og vi havde sikkert kunne se meget spændende på en jolletur, men vi var klar til at sejle ud klokken 06.30 ved højvande.

Der var megen dønning udenfor, det var jo lige ret ud i Alaska Golfen, hvor der altid er dønning. Så vi måtte give lidt ekstra gas på motoren for at holde ca. 5 knob for at sejle de 26 sømil længere mod syd til Puffin Bay. Vi sejlede næsten helt op i bunden af Puffin Bay, og drejede så skarpt til højre, hvor Forevergreen Basin ligger. Her var dejligt, det mindede lidt om nord Alaska, høje sneklædte bjerge og tre streams og lækkert grønt.

Men vi var også godt gemt af vejen, det kneb med at høre vejrmeldingen og for- nemme hvordan vejret var udenfor. Vi tog afsted tidligt næste morgen, det lykkedes Henrik at høre vejrmeldingen, som lød på 10 knob fra nord og senere lidt vind fra vest. Vinden susede ned gennem Puffin Bay, da vi kom ud fra vores lille bugt. Og da vi så op mod bunden af fjorden, følte vi næsten, vi kunne se over til den anden side af øen gennem den dybe fjord Port Lucy, som ligger på østsiden af øen. Vinden løb ned langs Baranof Islands østkyst og blev fanget og presset ned gennem fjorden Port Lucy og fortsatte over det smalle landstykke til Puffin Bay. Ude i fjorden var der helt fladt vand. Vi strøg afsted med vinden agten ind lige ud i golfen, som lå helt blank bare med dønningerne.

Ned langs kysten fik vi lidt vind fra tværs og vi satte mesan og yankii og sejlede lidt. Men ved enden af øen flovede vinden helt, så vi måtte have motoren på igen. Vi så en ørn flyve ind mod land med en fisk i kløerne, og vi var heldige at se mange blæst og enkelte haler fra hvaler.

Da vi kom over under Coronation Island, prøvede Lene at fiske lidt, men der var ikke bid. Der var ellers masser af fugle på havet, så der måtte være fisk. Måske ventede de bare på, at hvalerne skulle jage en sildestime op til overfladen.

Der er mange småøer og rev, som skærmer af for dønningen fra vest ind til Windy Bay. Det er en meget stor og åben bugt med sandstrande og masser af drivtømmer på strandene. Men vinden var stadig fra nord, og den vestenvind, vi skulle få senere, ville være svag, så vi mente, det ville være ok at gå ind her for en enkelt over natning, og her var masser af svejeplads.

Landskabet var ikke specielt spændende, det bedste var, at man kunne se ud over havet. Vi var heldige at have en smuk aften med en flot solnedgang og for første gang i lang tid, kunne vi sidde og spise i cockpittet og nyde det lune vejr.

Henrik satte sin halibutline med tre kroge og et stykke lækker saltet blæksprutte på hver krog. Her skulle også være sandbund, som halibutten ynder at grave sig ned i, så måske kunne vi være heldige, da her er så åbent. Vi snakkede om, at der kom en stor halibut på, som trak os helt ned i bunden af bugten og bla - bla! Og hvad skete der! det gav et ryk i linen og slipstikket på søgelænderet gik op, som det skulle, for at fortælle os at der var bid. Vi gloede på hinanden og kom så i omdrejninger. Henrik havde jo bundet linen en ekstra gang på pullerten, og nu stod den ret agterud. Whau! op kom en stor halibut, den første i år. Det tog lidt tid, inden vi fik organiseret os og fundet vores knortehammer, et godt tungt stykke drivtømmer vi havde fundet på stranden, til at give den et gok i hovedet.

Halibutten var meget tyk, men ikke så lang som dem vi før har fanget, til gengæld var der meget mere kød på den. Det var en dame med dejlig rogn. Vi er blevet rimelig gode til at filetere kræet. Endelig fik vi masser af fiskekød og rogn til mange måltider. Den bed på ved 8 tiden om aftenen, så det var sidste udkald, inden det blev mørkt. Sådan en oplevelse sætter altså liv i besætningen, vi følte os helt opstemte efter sådan en fangst.

Næste morgen forsatte vi sydover. Vi så mange blæst fra hvaler og en ørn havde igen haft held og fløj forbi med en fisk i kløerne. På det åbne hav var der mange hvaler, både fin- og humpbackhvaler. En humpbackhval dukkede pludselig op langs styrbord side så tæt på, at det gav et helt gib i Lene, der sad på jollen oppe for, og hun gav et råb fra sig af overraskelse over at se den kæmpe ryg, som en sort ubåd, komme op lige ved siden af. To gange kom den op langs siden, før den dykkede ned. Så tæt på at vi bare kunne læne os ud over søgelænderet, for at kunne røre den, den lå faktisk op langs båden. Måske har den bare manglet selskab og i mangel af andre, var Dana åbenbart god nok!

Da vi kom over til de mange skærgårdsøer Maurelle Islands ud for Prince of Wales Islands vestkyst, så vi mange søløver. En hval dykkede ivrigt efter fisk helt inde mellem øerne på lavt vand. Vi er meget overraskede over at opleve, hvor lavt vand de går ind på. Vi så masser af fugle og nu også horned og tufted puffins igen. Vi havde set enkelte oddere på turen ned, men her så det ud til, at der var en hel lille bestand, dejligt at se dem igen. Skærgården kunne minde om et mini PWS med masser af dyr.

Det var blandt andet i håbet om at se flere dyr og færre mennesker, at vi valgte at sejle lidt uden skærs. Kanalkuller skulle vi nok få længere mod syd.

Det var kringlet at komme ind på ankerpladsen Nagasay Cove på Esquibel Island, og vi måtte snog os mellem megen tang og træ stolper, som flød rundt med strømmen. Først da vi kom helt ind i kanalen ned til Nagasay Cove, var der fri passage. Desværre begyndte det at regne i stride strømme.

Næste dag skulle vi først afsted ved 10 tiden af hensyn til tidevandet. Det klarede op og blev et flot solskinsvejr og helt stille, en pragtfuld dag. Vi skulle gennem den MEGET smalle Launch Passage, hvor der er for lavt for Dana ved lavvande, så vi ventede til lidt før højvande, hvor vi lige kunne snige os over klippegrunden. Men det viste sig, at det største problem skulle blive det massive tangbælte, vi skulle mase os igennem. Al tang og drivtømmer havde selvfølgelig samlet sig her på det smalleste og mest strømfyldte sted og lå her og susede rundt med strømmen. Skruen kunne næsten ikke æde sig igennem den tykke kelp og måtte også have et par hvil ind imellem, så det værste kunne glide af. Der var kun et par meter på hver side af Dana ind til de store sten, så der skulle ikke laves for mange svinkeærinder. Det er vist det smalleste sted, vi har været igennem nogensinde.

Vi kom ud i den flotte Gulf of Esquibel, som er omkranset af flere øer. Her så vi mange blæst fra hvaler og her var masser af fugle. Vi havde en fin oplevelse da en humpback hval og hendes unge svømme tæt omkring Dana.

Vi sejlede forbi Tlingit landsbyerne Klawock og Craig, på vores vej til vores næste ankerplads, Port Refugio, men vi kunne kun se Craig, Klawock ligger gemt oppe bag en ø. Vi syntes, det var for tidligt at tage ind til en by igen, det var jo ikke lang tid siden, vi havde forladt Sitka.

Refugio var en god ankerplads med masser af svejeplads. Vi lagde os lige bag den store ø, som ligger midt i bugten og ud for en lang halvø, som blev tør ved lavvande. Her så vi et rigt fugleliv og nogle sitkahjorte kom ud tidligt om morgenen for finde føde langs bredden. Der var flere streams, så vi vidste, at der måtte være bjørne. Lidt senere så vi da også en sort bjørn gå rundt langs stranden og vende sten og grave for at finde nogle godbidder.

Tidligt næste morgen var det meget varmt, så vi glædede os til at komme op i cock- pittet og få åbnet. Men til vores skræk så vi, at der udenfor vinduerne var kuldsort af millioner af midges (No-see-ums eller sandflies, små fluer der bider som bare pokker), så vi måtte holde cockpittet lukket på denne dejlige morgen. Vi skulle gennem Tlevak Narrows, så vi skulle først afsted ved 09.30 tiden af hensyn til strømmen. Lene kunne lige nå at lave brød klar og sætte dem i ovnen på vejen ud fra ankerpladsen.

Det var rædselsfuldt at være udenfor, vi tog trøjer på med lange ærmer og høj hals og huer for ikke helt at blive ædt levende. Lige så snart vi lukkede op, blev vi over- faldet, så det var om at få ankret op i en fart og komme væk.

Vi skulle være i Tlevak Narrows klokken 11 pronto for at få medstrøm. Det var rigtig flot at sejle ned gennem Tlevak Strait og vi fortsatte op mellem Goat Island og Sukkwan Island mod byen Hydaburg, som er Haida indianernes højborg i Southeast Alaska.

Da det var så dejligt vejr, sol fra en næsten skyfri himmel og dejlig lun luft, kunne vi ikke modstå fristelsen til at fortsætte meget længere end vi havde planlagt.

Den første ankerplads ved Goat Island så ikke så spændende ud, så vi tænkte, at vi kunne forsætte til en anden lige inden Hydaburg, men inden vi fik set os om, havde vi også passeret Hydaburg. Der så faktisk meget hyggeligt ud derinde, og vi nåede da at se de mange totempæle, som står midt i landsbyen, mens den stærke medstrøm hurtigt førte os videre.

Det begyndte selvfølgelig at blæse lidt op i Cordova Bay, som er ret åben, og der kom skyer ind ude fra havet. Vi var meget fristet til at gå ind i Mabel Bay, hvor der skulle være god holdebund, men den lå ud til Cordova Bay, og vi havde en klar fornemmelse af, at der tit var dårligt vejr lige her ud til havet. Vi kunne stadig nå at komme i læ for det åbne hav, vi skulle bare runde Shipwreck Point, så fik vi vinden mere tværs og kom så i læ af Barrier Islands. Så vi holdt på. På grund af vejrudsigten, som varslede dårligt vejr til weekenden, forventede vi, at vi skulle ligge over nogle dage, og ønskede derfor at finde et godt beskyttet sted, hvor vi også kunne komme i land.

Så selv om vi skulle sejle en time ekstra, valgte vi Max Cove frem for Ruth Bay. Lige inden Ruth Bay så vi en bald eagle dykke ivrigt efter fisk, og det lykkedes den til sidst at fange en fisk, så vi, da den fløj lavt over vandet med en laks i kløerne.

Det er i øvrigt fantastisk at se, når ørnen har en fisk i den ene klo. Når den kommer fri af vandet, drejer den fisken rundt i flyveretning og tager så med den anden klo et fast greb i ryggen af fisken, og kan så langt lettere manøvrere sin flyvning, når fisken ikke hænger på tværs. Fisken hænger ligesom en torpedo under ørnen.

Det var en lang tur op ad Klakas Inlet og derefter helt ned i bunden af Max Cove, men det var det værd. Her er en god ankerplads og der er en lille skærgård langs indersiden af indsejlingen, hvor vi beskyttet kunne sejle rundt i jollen. Vi så til vores glæde en sort bjørn gå rundt inde ved ankerpladsen.

På trods af den lange sejlads fik vi alligevel kræfter til at lave en dejlig halibut middag. Det er noget af det bedste efter en lang dag, at få et godt varmt måltid mad på en god og sikker ankerplads, hvor man kan slappe helt af.

Vi så ikke mere til bjørnen den dag, men til gengæld så vi en superflot solnedgang. Lene havde lige sagt, måske det bliver en af de dage, hvor der ikke kommer regn. Og så begyndte det at finregne, mens vi så på solnedgang, så det blev ikke til to dagen uden regn, men det var en flot afslutning på en strålende dag.

Vågnede op til solskin og stille vejr og vi spiste bacon og æg og nybagt brød i cock- pittet. Ved middagstid tog vi på jolletur, og der var meget spændende inde bag mini skærgården. Vi så ikke bjørnen fra i går men en ørn, en blå hejre og en sitkahjort med to kid. Selv om vi stoppede motoren og padlede, trak de langsomt ind bag træerne, de er meget sky. Men vi fik da nogle billeder og film. Der var også sæler, de er alle steder, vi kommer, og de stikker nysgerrigt hovedet op for at se, hvad der foregår.

Vi sejlede tilbage forbi Dana og ned i den modsatte ende, hvor vi gik i land og ind i skoven, hvor vi kunne se, der var en dyresti. Men det var ikke langt, vi kunne gå, vegetationen blev hurtig for tæt til, at vi kunne komme igennem, men vi så både hjortespor og bjørnelorte. Her kommer sikkert heller ikke mange mennesker, så det er et godt sted, hvor dyrene kan være i fred.

Vi nyder overliggerdagen, og så er det årets længste dag. Det er dejligt, at vejret nu begynder at blive lunere, så vi kan være mere i cockpittet og nyde udsigten og spise oppe.

Det holdt stik med vejrudsigten, vi fik regn og blæst og det hele lukkede til, så vi blev nede om læ. Vi havde masser at lave, sorterede kort og fandt de bedste ankerpladser videre til Ketchigan.

Da der blev ophold i vejret, tog vi ind i jollen for at gå lidt rundt. Det var lavvande, så der var meget strand at gå på. Vi gik et godt stykke ind i skoven ved det store delta lige ud for Dana, men så ingen dyr. Derefter sejlede vi ned i bunden af fjorden og her gik der nogle sitkahjorte rundt langs stranden. Ganske stille kunne vi nærme os og kikke på dem, de er meget graciøse. Vejret blev endda så pænt, at vi fik endnu en flot solnedgang, og mens vi sad og så på den, kom to sorte bjørne ud på stranden for at grave efter muslinger.

Næste morgen var vejret igen lidt ustadigt, det regnede, men vinden var moderat, så vi lettede anker og forlod Max Cove. Vi havde god medstrøm ned gennem Eureka Channel og kom hurtigt til Charlies Cove, som bare er en lille lomme, hvor man kan ankre lige fri af strømmen. Vi var lidt i tvivl, om vi skulle blive her, men det var stadig tidligt på dagen, så vi valgte at fortsætte mod Sets Cove. Da vi sejlede forbi Charlies Cove, kom en humpbackhval op med et ordentlig blæst og dykkede igen ikke langt fra os med halen lige i vejret. Der var kun 30 til 40 meters dybde, men her måtte være godt med fisk i den stærke strøm.

Det var sjovt at sejle i den snævre skærgård, men man skal være påpasselig, der ligger lumske skær og klippeøer både over og under vandet. Her er en meget uren bund.

Vejret var stadig nogenlunde, så vi valgte at forsætte forbi Sets Cove. Vi ville alligevel ikke sejle gennem Bushmann Pass, efter at have studeret det lidt nøjere, så nu var der ingen mening i at tage til Sets Cove, hvor vi let kunne få problemer med strømmen. Det var kun lidt over middag, og vi håbede, at den lovede vind først kom senere på dagen.

Som sædvanligt strammede vi buen for meget og fik noget rigtig grim sø ned gennem Eureka Channel, som vi valgte at fortsætte af i stedet for den kortere rute gennem Thomsons Passage. Det friskede op, 9 - 11 m/s, og det lavde en tosset sø. De sidste 2 til 3 timer var en rigtig lortetur, som vi selv var ude om.

For at komme ind til Nichols Bay, skal man i det vejr, vi nu havde, holde god afstand til kysten, inden man kan dreje ind i bugten, som ligger lige inden sydspidsen af Prince of Wales Island. Ydermere var vi komme ud i Dixon Entrance, og den skal man ikke spøge med. Dixon er vild berygtet for sin voldsomhed og vi fik en skarp på- mindelse om at tage Dixon Entrance alvorligt. Der er et shortcut, som hedder Bert Millar Cutoff, men da vi havde studeret den meget smalle passage nøje, blev vi enige om, at det var for broget for os, så hellere tage hele turen rundt om Bean Island og Nunez Point, selv om det var en rigtig snudestrammer, føj for den lede hvor var det en grim tur.

Endelig kunne vi dreje ind og få søen med os ind i Nichols Bay. Vi valgte den anden ankerplads bag en stor halvø, da der lå en stor motorbåd i på den første. Da vi kom rundt pynten, så vi til vores overraskelse, at der var et stor flydende hotel med kajakker, speedbåde og vandflyver, så vi var ikke alene. Her var for megen trafik for os. Der var 4 kajakker ude og padle i flere timer i silende regn. Hver sin fornøjelse!

Det blæste og regnede i stride strømme hele natten, men ved 04.30 tiden om morgenen blev det helt stille og det holdt op med at regne. Det var ikke et sted, vi havde lyst til at blive, så ved 5 tiden om morgenen lettede vi anker og forlod Nichols Bay ved højvande. Skyerne og regntågen hang lavt over bjergtoppene. Der var store tangøer, som flød rundt i strømmen og vandet var helt brunt, måske tangen blomstre eller også var det på grund af den voldsomme sø.

For at sige det lige ud, var det en træls tur for motor i en ubehagelig dønning, og ud for hver pynt var der ydermere grimme hvirvelstrømme. Vi rullede ind imellem så meget, at alt om læ tog sig en tur, hynder og puder strøg rundt, vi hader det. Og hvorfor blev vi så ikke, hvor vi var. Vi lå ikke godt og Nicols Bay er meget stor med høje bjerge på begge sider, så vinden fiser ned ad bjergsiderne og rammer vandet med et ordentlig knald. Og så havde vi da håbet på, at søen havde lagt sig lidt mere. Men her fik vi lært at sydspidsen af Prince of Wales Island, Cape Chaconer, er en hård nød at knække. Der er næsten altid urolig sø på grund af de mange ferskvands strømme, som løber ud i Dixon Entrance og så oven i hatten det kraftige tidevand og dønning, der ruller ind fra Alaska Golfen. På et tidspunkt var vi lidt i tvivl om, vi overhovedet kunne kom rundt om pynten. Kommer man endelig rundt, er det om at holde godt fri af de mange skær, som ligger strøet ud med mild hånd, og alligevel ville vi heller ikke sejle længere ud end nødvendigt. Men der var nogle grimme brækkere og tilbageslag fra kysten og det grunde vand, så en fornuftig afstand var at foretrække.

Heldigvis varede pinen kun i tre timer, så var vi oppe ved Gardner Bay. Lige udenfor lå en gillnetter og fiskede laks, så vi skulle lige lave et lille sving for at gå fri af ham. Det er en smal indsejling med mange klipper og sten, og den megen dønning gjorde, at indsejlingen så ret så dramatisk ud, så vi var på mærkerne og sejlede langsomt ind. Da vi kom inden for i læ af klipperne, blev der helt stille.

Den ankerplads, som er anbefalet i piloten, syntes vi ikke om, selv om den havde en fin udsigt til havet, der var ikke nok svajeplads til os, så vi fortsatte op i bunden bag en pynt, vi kunne ligge lidt i læ af. Vi fik godt fat med ankeret, lige foran et flot vandfald. Det eneste minus var, at vi ikke kunne se ud og have en fornemmelse af, hvordan vejret var udenfor.

Det begyndte vanen tro at regne. Vi lavede morgenmad og sad en times tid og slappede, gik så til køjs, vi var begge helt flade efter den stroppetur. Vejrudsigten meldte dårligt vejr for de næste to dage, så vi bliver, hvor vi er.

Det blev et herrens vejr, regn i stride strømme og kulingvarsel for hele området. I bugten rejste søen sig til stejle krappe bølger, selv her hvor vi skulle ligge godt i læ, høvlede vi rundt for de mange kastevinde fra bjergene. På snedig vis fandt vinden rundt om pynter og gennem alle åbninger, som frembragte pust af kulingstyrke. Vi var lidt bekymrede for dybden, der måtte være en pulle et sted, for når vi svajede helt rundt, kom vi ned på 4 til 5 meters dybde ved højvande, det var ikke godt, når vi lå og kanede rundt i den voldsomme sø. Men vi holdt hele tiden øje med dybden, og vi var heldige, at ligge det rigtige sted, når det var lavvande, men det var trættende. Ankeret havde heldigvis godt fat og vi havde 60 meter kæde ude.

Det væltede ned med vand fra bjergene og vandfaldene blev til rene floder, som også forplantede sig til en urolig sø i bugten. Der hængte vandtåger næsten helt ned til vandkanten, og til tider kunne vi slet ikke se bjergsiderne, de forsvandt i tåge og dis.

Vi kørte med generatoren for at lave strøm, så vi kunne læse det meste af dagen og høre musik. Også for at dæmpe larmen fra vinden og søernes klasken mod båden, det var træls at høre på den larm udenfor.

Men alt har en ende, og da vi vågnede næste morgen, var det dejlig stille og solen skinnede, det var så herligt ovenpå al den regn og blæst. Vi forlod tidligt Gardner Bay og havde en dejlig motorsejlads over den nu helt spejlblanke Clarence Strait til Gravina Island, hvor vi droppede ankeret i Dall Bay.

Ved middagstid kom en speedbåd hen til os, det var Rice, der sammen med sin kone Cherry, bor i husbåden længere inde i bugten. De var selv langtursejlere, og sejlede langs Amerikas kyst i 70- og 80erne. De er begge fiskere og har fisket sammen i mange år i området.

Rice havde været ude og fiske laks, og tømme sine krabberuser. Han forærede os en stor Dungeness krabbe. For første gang skulle vi selv koge den, og det gik ikke stille af. Senere på aftenen kom de begge forbi til en kop te, og vi fik en lang snak om deres tid her og deres fiskeri. Vi fik mange gode tips angående fiskeri af laks og krabber.

De foreslog, at vi blev endnu en dag, så kunne vi sejle ud næste morgen og fiske laks. Vi var ikke svære at overtale, vi havde jo ikke travlt, og slet ikke nu vi havde dette dejlige sommervejr.

Det blev en meget varm og stille aften, og vi led lidt under, at vi måtte holde cockpittet lukket til på grund af midges, de bed ad helvedet til.

Vi blev inviteret til morgenkaffe hos Cherry og Rice i deres husbåd. Vi nød kaffen ude på dækket, det var så varmt, 20 til 25 grader, at vi gik i t-shirt og korte bukser, sandelig en brat ændring fra uger før.

Vi tog på fisketur i Rice speedbåd. Han havde lovet at vise os, hvordan han fanger laks. Vi satte klemmerne på linerne til dawnriggerne og sejlede afsted med 2 - 3 knobs fart. Der var hurtigt bid hos Lene og hun fik en flot king salmon. Henrik fik en pink og Lene fik også en pink lige efter. Rice forærede os generøst kingen og den ene pink, og da vi kom ind, gav han os til med en stor kogt krabbe. Vi fik rengjort laksene, og pinken blev gravet.

Vi havde stadig en kagedåse med danske motiver på, som vi tog med ind om aftenen for at sige tak for deres gæstfrihed. Hvor har vi været heldige at møde søde og dejlige mennesker. De blev vist lidt overraskede og så glade ud, særlig Cherry, hun elsker småkager.

Vi gjorde klar til at tage afsted tidligt næste morgen, men så kom Rice forbi for at tage nogle billeder af Dana, og han kom ombord til kaffe. Vi talte igen om fiskeri og hvilke liner vi skulle købe, når vi kom til Ketchikan.

Turen til Ketchikan for motor gik stille og roligt. Da vi svingede ind i kanalen op til byen, fik vi et mindre chok, der lå 5 megastore cruisingskibe og vandflyverne fes om ørerne på os.

Henrik kaldte havnen over VHFen, og til vores glæde var havnemesteren i røret med det sammen. Vi kunne selv vælge, hvilken havn vi ville ligge i. Vi valgte Bar Harbor, der var mere roligt, og det var let at komme ind. Vi fik samme eftermiddag ordnet alle formaliteter både med havnen og tjekket ind og ud hos customs. Vi skulle forlade Ketchikan senest søndag den 6. juli.

Da vi var på havnekontoret, snakkede vi om de steder, vi kunne besøge. Vi ville gerne til landsbyen Saxman, men det var for sent, fik vi af vide. Det havde det nu ikke været, og vi havde sikkert haft det hele for os selv, nu cruisingskibene var sejlet, men det vidste vi jo ikke. I stedet tog vi bussen ud til Totem Bight Historic Park nordvest for byen. Det var stadig dejligt vejr, sol og lunt. Vi havde til vores overraskelse hele parken for os selv.

Her var et flot clanhus, et slags langhus, hvor man går ind gennem et hul i gavlen. Der var 18 - 19 totempæle meget flot udskåret og nogle af dem i flotte stærke farver. Det er totempæle fra Tlingit og Haida landsbyer. Der var tre pæle, den ene meget stor, som lå ned til reparation, så her kunne man se figurerne helt tæt på.

Ketchikan overraskede os positivt, den gamle del af byen er pittoresk med fine træhuse, de fleste malet i flotte farver. Husene er bygget på pæle langs floden, så man går på træbroer langs den ene side af husene.

Næste dag tog vi så bussen ud til landsbyen Saxman og havde forventet masser af turister, men det var ikke så slemt. Det er nok mest tidligt om morgenen, der er mange turister fra de store cruisingskibe. Clanhuset var dog lukket, da der var rund- visning, og det tog lang tid, så det fik vi ikke set. Men de mange fine totempæle på hver side af vejen op til clanhuset gik der lang tid med at kigge på og fotografere. Clanhuset er smukt dekoreret med mange forskellige figurer i flotte farver.

Med alle disse billeder af totempæle og clanhuse skulle vi nok have fået dækket de fleste detaljer omkring indianernes kunst desangående her i Alaska. Men vi syntes faktisk, de er meget flotte alle sammen. Det er lige før, man får totemkuller.

Der kom vejrskift, så vi brugte det meste af torsdagen til indkøb af friske ting og gik på vaskeriet. På havnekontoret havde de taget os for en ekstra dag, men det fik vi rettet uden vrøvl, så nu var vi klar til at forlade Ketchikan og sejle videre til Prince Rupert i British Columbia, Canada.

Vi havde ellers tænkt os første at sejle søndag, som vi havde tjekket ud til, men vejrudsigten varslede nu dårligt vejr allerede fredag aften. For ikke at komme i den situation, at der ville være endnu dårligere vejr søndag, besluttede vi at sejle tidligt fredag, så vi kunne nå til en god ankerplads og være ude af Ketchikan til den aftalte tid. Vi spurgte faktisk myndighederne, om vi måtte trække den en ekstra dag, hvis vi skulle få meget dårligt vejr, men costums mente, at det ville være en god ide at forlade Ketchikan den aftalte dag, sådan. Reglerne skal overholdes.