Fredag den 4. juli, Amerikas nationaldag, forlod vi Ketchikan. Sidst vi fejrede dagen var i Dutch Harbor, Alutian Islands, så vi havde nu været i Alaska godt et år.

Det var kedeligt vejr, småregnede og tågen hængte lavt langs kysten. Vi var spændte på, hvor langt vi kunne nå, inden det begyndte at blæse op. Det var stadig stille, så vi tøffede bare derud af. Vi havde travlt med at se efter, vi ikke sejlede ind i en af de mange træstamme, der flød rundt i Revillagigedo Channel.

Vi ville gerne have været en tur op gennem Misty Fiords. Reis sejler der som skipper på en af turbådene, og han havde stærkt anbefalet os at tage en tur derop, der skulle være meget smukt. Men nu var der bare det, at det regnede i tove og tung grå tågedis hængte lige hen over vandspejlet, så der var ikke rigtig nogen mening i at taget op til Misty Fiords. Fjordene hedder ikke Misty for ingenting, ikke engang indsejlingen kunne vi se for regn.

Vi sejlede forbi den første ankerplads, da vinden stadig lod vente på sig. Vi håbede at nå helt til Foggy Bay, ha ha, vi skal love for, at det var Foggy Bay, stedet levede virkelig op til navnet. Da vi skulle til at dreje ind i Foggy Bay, begyndte det på et splitsekund at blæse fra 1 m/s op til over 8 m/s, så det var på tide at komme ind i læ. Det er en lidt vanskelig indsejling med mange skær og sten og så selvfølgelig kelp, som vi skal undgå at få i skruen, så det var for lave omdrejninger, vi sejlede ind. Der lå een båd derinde, og der var rigeligt med plads. Inden aften lå vi 4 både i læ for det dårlige vejr, som nu kom med fuld styrke, blæst og masser af regn.

Der blev endelig lidt ophold i vejret, faktisk fik vi blå himmel og sol, men kun for et par timer, så kom bygerne tilbage. Vi udnyttede det gode vejr og tog på en jolletur op i Very Inlet. Det er et stort område med masser af småøer og smalle passager. Her fik vi igen opfrisket lektionen om strøm i smalle steder og strømhvirvler. Vi troede, vi kunne sejle helt op i bundet af fjorden, men da vi kom til det første smalle sted, fik vi meget kraftig medstrøm, og turde simpelthen ikke lade os suse med gennem strømhvirvlerne, hvad der sikkert havde været sjovt. Vi skulle jo tilbage igen, og vores lille motor kunne slet ikke klare det. Ydermere skulle vi vente 3-4 timer, før strømmen vendte. Når vi kiggede ned ad strømmen, kunne vi virkelig se, det gik ned ad bakke, meget lavere end der hvor vi lå. Vandet fossede ind ude fra havet for at fylde de store pools op inde i baglandet. Der var meget kraftige overfalls, så stærke, at vi ikke turde sejle der hen af frygt for at blive ført med. Vi var meget tæt på at blive fanget på vejen tilbage, motoren kørte for fuld kraft, og vi flyttede os næsten ikke ud af flækken. Vi slap lige med nød og næppe fri, men fik problemer, da vi kom ud til havet. Nu var det blæst op, og det sidste smalle stykke var svært at komme igennem, det var mere sidelæns end fremad. Vi havde fiskestænger med, og Lene forsøgte lidt halvhjertet med en enkelt krog ude, men hun fangede ikke noget, så vi sejlede tilbage til Dana med meget lidt benzin tilbage i tanken.

Det regnede stadig næste morgen. Henrik var tidligt oppe for at høre vejrmeldingen. Den var OK, og det var stille lige nu, alle de andre tog afsted. Vi gad ikke på grund af regnen, ville vente til næste morgen, da skulle vinden også flove, og så håbede vi på tørvejr.

Det var stille klokken fire næste morgenen, og Lene foreslog, at vi tog afsted nu, for hun kunne ikke sove. Der var nu lidt sollys og det var tørvejr, det så ud til at kunne blive en pæn dag. Vi trak den til klokken fem, og da vi var klar til at starte motoren op, begyndte det at regne, det blev heldigvis ikke til så meget. Vi fik ankeret op og sejlede ud ved højvande.

Det var overskyet og blæste 5-7 m/s, da vi sejlede ned langs med Revillagigedo Island. Der kom lidt krap sø foran for tværs, da vi kom ned til Cape Fox og skulle op gennem Nakat Bay. Det var ikke nemt at holde styr på alle gillnetternes røde bøjer, som lå og vippede rundt i bølgerne. Vi kom dog sikkert mellem alle nettene uden at få noget i skruen. Vi så, de halede flotte laks indenbords. De starter med at sætte deres net tæt under land, og trækker det så vinkelret ud fra kysten. Det ser ud til, at laksen går i stimer tæt langs med kysten. Vi ville gerne fiske, men uden fisketegn og lige ved siden af så mange fiskere, var vist ikke for smart.

Endelig kom vi op til bøjen, vi skulle rundt om for at komme fri af Tongaass Reef og videre ned gennem Tongass strædet. Vi droppede ankeret i den lille bugt Port Tongass, men havde svært ved at bakke det ned, da strømmen vendte os. Vi drak vores morgenkaffe, vi trængte til at blive piftet lidt op, mens vi ventede på, at Dana kom til at ligge i vindøjet, så vi kunne bakke ankeret ordentligt ned.

Efter kaffen tog vi en tur ind i jollen, her er meget land at gå på, specielt nu det var lavvande. Vi gik en tur langs kysten mod syd og samme vej tilbage, fordi vandet nu steg og vi kunne ikke komme den anden vej rundt langs kysten, der var for stejlt, og der er ingen veje. Her var mange dejlige bær, særligt brombær, som vi guffede i os.

For mange år siden var der en Tlingit indianerlandsby her på Katakwa halvøen på Tongass Island. I 1868 blev der bygget et fort, som skulle forhindre smugling og holde fred mellem indianerne og de handelsfolk, som kom forbi. Men allerede i 1870 blev det igen nedlagt, så der var frit slag for udfoldelse af handel og ikke mindst smugling igen. I begyndelsen af 1900 tallet forlod de fleste indbyggere landsbyen og flyttede til landsbyen Saxman syd for Ketchikan. Den forladte landsby med totempæle og fortet stod tilbage, og der er i dag kun få efterladte maskindele og lidt tømmer og sten tilbage fra en driftig tid på øen. I 1970erne blev totempælene hentet og bragt til Ketchikan, for at blive reddet for hærværk og råd. Det var formentlig et par af dem, vi havde gået rundt og kigget på. Det er kun dyrene, der er tilbage på Tongass nu. Vi så mange ørne, sæler, islommer og enkelte rødstrubet lommer.

Vi sejlede fra Tongass tidligt næste morgen i stille og pænt vejr og forlod da USA og kom til Prince Rupert i British Columbia først på eftermiddagen. Vi kaldte Cow Harbour, men der var ikke plads, så vi fortsatte til Rushbrooke Harbour. Der var ingen, som svarede vores opkald, så efter lang tids venten kaldte Henrik een af de større både, som lå langskibs, om vi kunne ligge udenpå dem. Det var de ikke glade for, så det endte med, at vi gik ind og lagde os uden på den mindre Sonamara fra Anacortes med Jim og Levy ombord, vi havde ligget sammen i Foggy Bay. De tog pænt imod os, og vi blev liggende, nu da vinden flovede.

Henrik fik ringet til customs og fik et nummer, så vi var nu registreret i Canada. De havde ikke tid til at besøge os på grund af cruisingskibet, som kom samtidig med os. Det var fint, så slap vi for at vente på, de skulle komme. Fik ordnet papirerne på havnekontoret, og det viste sig, at de slet ikke var på VHFen her; er der plads, sejler man bare ind, hvem pokker kunne vide det!

Der var dejlig varmt og solen skinnede, det var ikke lige det, vi havde hørt om Prince Rain. Vi gik en tur op i byen, og købte to rejeruser med det hele samt et par nye kroge. Vigtigst af alt, Lene fik en fiskelicens for et år, så nu kan hun fiske og sætte ruser uden problemer. Her fik vi også fortalt lidt om de forskellige kroge, om de var til søer og floder eller havfiskeri, til at kaste med eller til downrigger, det var godt at få af vide, der er så meget nyt, vi ikke kender.

Næste dag fik vi igen sol. Vi var tidligt oppe, da Jim og Levy ville sejle klokken 8. Vi nød den fine morgen inden det store ræs med indkøb. Vi rykkede en plads ind og lå nu uden på en fiskerbåd. Han var en flink fyr og vi snakkede fiskeri, som det lå lidt tungt med for tiden, og han gav os en pakke frossen halibut, dejligt for vi var udgået for fisk.

Så gik vi den lange tur forbi cruisingskibene og alle souvenirbutikkerne op til Safeway og købte vildt ind. Bagefter et flip i spiritus butikken nu vi var helt tørlagte, det er væsentlig dyrere her end i Alaska. Vi var langt nede med meget proviant, da der er mange ting, man ikke må indføre fra USA til Canada. Så vi havde, om vi så må sige, spist og drukket det vi havde, for ikke at få problemer og så kom customs ikke engang ombord, typisk.

Henrik ville fylde vores gasflaske, nu vejret stadig var godt. Han nåede lige akkurat at komme op på tankstationen, inden de lukkede, så gik der ged i pengemaskinen, og han måtte gå tilbage igen uden gas, han var godt muggen, for det var en lang tur med flasken på nakken.

Prince Rupert har et flot native museum med mange spændende ting. Lene tog en tur, men Henrik mente, at han have fået dækket sit behov for indianer kunst.

Næste morgen slap vi fortøjningerne i Prince Rupert og sejlede ud til dieselbroen for at få fyldt op. Det finregnede og var meget tåget, men vi ville videre nu.

Vi var heldige med strømmen, og da vi kom ud i Chatham Channel lettede tågen, selv om der var nul vind og helt stille vand. Vi fiskede et par timer og satte dawnriggeren op. Krabbepotten gjorde vi også klar, nu skulle det være. Da vi kom ind i Captains Cove, som er den første fjord på Pitt Island, droppede vi potten og ankeret. Henrik ville nu lige høre vejrmeldingen en gang til, for der er lidt åbent lige ud til Ogden Channel. Nu var vejrmeldingen selvfølgelig ændret, det skulle blæse op allerede tidligt næste morgen i stedet for om eftermiddagen. Så ville Captain Cove ikke være et godt sted, så vi bjergede ankeret og potten og sejlede ned gennem den smalle Petrel Channel, heldigvis havde vi stadig medstrøm. Vi satte kurs mod Newcombe Harbor, hvor den godt beskyttede ankerplads ligger helt oppe i bunden af fjorden.

Lene var lige oppe og kigge udenfor tidligt næste morgenen og fik et mindre chok, da hun så ned i vandet. Det så fuldstændig ud som om, vi lå lige op af en stor sten. Men da vi fik kigget bedre efter, kunne vi se, at det var noget i vandet ca. 20 centimeter under vandoverfladen. Det var tangen som blomstrede.

Vi bjergede krabbepotten, som vi havde sat, da vi kom ind og blev overraskede over, at der var 9 krabber i den. Desværre var de 8 af dem hunner og dem må man ikke tage, så ud igen med dem. Een han, han holdt lige målet, så ham tog vi med. Vi fortsatte vores jolletur videre ind i bugten. Der var flot landskab og stadig lidt sne på et par bjergtoppe. Vi gik i land helt inde i bunden af bugten, og så her mange dværgrygler, et par amerikan robins og kolibrier. Vi sejlede tæt op til en sort bjørn, som gik langs stranden, men da den fik færden af os, løb den ind mellem buskene.

Newcombe Harbour er et rigtig dejligt sted, som vi kan lide det med masser af plads og mange vandløb. Men bedst af alt, her er mange dyr, og vi kan komme tæt på dem. Her var så stille, at klipperne spejlede sig i vandet og lavede de mest fantastiske figurer, det var bare at lade fantasien få frit spil. Her har vi godt nok vendt billedet, med inspiration fra de mange totempæle vi har set. Her er naturens egen totempæl.

Vi bjærgede krabbepotten næste morgen, der var kun een i og det var en hun, ud med hende. Vi gjorde klar til at tage videre og ventede bare på, at strømmen skulle vende omkring middagstid. Da vi kom ud fra Newcombe Harbour og lidt ned ad Principe Channel, fik vi frisk vind agten for tværs ude fra havet, og vi sejlede med 5 - 6 knobs fart bare for yankiien hele vejen ned til Patterson Inlet. I den nordlige arm, vi valgte, var der ikke særlig spændende og slet ikke nogen steder, vi kunne gå i land. I stedet sejlede vi rundt i jollen og satte vores nye rejepotter på det dybe vand i midten af fjorden. Enten var der ingen rejer her, eller også havde vi meget at lære, det var jo første gang, vi prøvede at sætte dem, men tomme var de, da vi bjærgede dem.

Vi lettede anker næste formiddag. Lene ville gerne fiske, og det passede fint, da der var let vind, så vi kunne sejle bare for yankiien ca. 2 - 3 knob med dawnriggere i SB side og en stang i den anden side. Da vi var næsten ud for indsejlingen til Monckton Inlet, vi havde sejlet godt 2 timer, var der bid, det kunne ikke passe bedre.

Vi var i cokpittet, da skralden på hjulet larmede og linen spurtede ud. Vi for ud og fik stoppet linen, der var knald på, det måtte være en stor fisk. Da vi begyndte at trække den ind, havde den kurs over den anden line, vi havde ude, så Henrik måtte hurtigt få dawnriggeren indenbords. Det er noget kluns med flere liner, fisken trækker på kryds og tværs og dybt ned, hvis den kan slippe afsted med det. Så begyndte kampen, den havde enorme kræfter og den fræsede frem og tilbage. Selv om linen blev holdt højt og stramt, lykkedes det den at dykke under båden lige ved vindroret. Åh - nej nu ikke rundt om roret, så får vi virkelig problemer med at holde den, og miste en så flot fisk ville være ærgerligt. Men endelig kom den op, så vi kunne få den tæt til fribordet, det var en kæmpe king, en spring som de kalder den i Canada. Gosh!! Henrik havde sin sag for med at få den på gaffen. Endelig, efter vild kamp, fik vi den indenbords og den fik nogle gok i hovedet af trækøllen. Den vejede 12 kilo og var ca. 90 centimeter lang. Det er den største king, vi endnu har fanget.

Monckton Inlet er en meget stor fjord med flere ankerpladser. Lige efter indsejlingen ligger der til bagbord en spændende skærgård. Vi fortsatte et godt stykke op gennem fjorden, inden vi drejede af til bagbord mellem to øer og endnu et stykke op i bunden af bugten.

Her lå vi godt beskyttet og der var nogle klipper, hvor vi kunne gå lidt rundt. Vi var på en spændende tur med jollen, og prøvede om vi kunne suse med strømmen til en sø, som lå bag klipperne. Men selv ved højvande kunne vi ikke slippe forbi nogle store sten, som lå og blokerede den smalle passage, så vi måtte blive hvor vi var.

Vi var helt høje efter den flotte fangst og fisken skulle skæres ud og i køleskabet. Vi fik tre store stykker filet, seks bøffer og de to store halestykker blev gravet, der var mad til mange dage. Kadaveret skar Henrik ud og saltede, så det kunne bruges til at sætte på halibutkrogene. Hovedet hængte vi op i krabbepotten, som vi lagde ud lidt senere.

Vi havde en flot tur ud gennem Monckton Inlet. Det var en helt stille morgen og vi nød dyrelivet, som var i fuld gang. Et par ørne havde travlt med at fiske og sælerne fulgte os nysgerrigt, selv et par oddere så vi svømme mellem klipperne.

Da vi kom gennem Otter Passage døde vinden helt, og inde i sundet var vandet helt stille. Vi så her flere blæst fra humpbackhvaler og et par rygge. Vi sejlede op langs østsiden af Finn Island og ind i Curlew Bay. Et par timer senere, da vi ville sejle ind i jollen, begyndte det at regne og blæse kraftigt, så vi opgav at tage ind den dag.

Sent på eftermiddagen kom en humpbackhval ind langs kysten, den dykkede 4 gange mellem os og klipperne. Den var ikke ti meter fra klipperne, hvor den dykkede på ca. 15 meter vand, det måtte være en stor fiskestime tæt langs med kysten, som den skovlede op.

Næste dag blev en kedelig dag, det tissede ned i spande, så vi kom ikke i land. Der lå en fed tåge ud over vandet og der var nul sigt. Det var te og suppedag.

Det regnede hele natten, men ud på morgenen holdt det endelig op, og solen kom lidt frem. Vi tog ind i jollen for at gå hele bugten rundt, nu det var lavvande. Det var rart at få rørt benene, og vi så mange svømmefugle med unger.

Henrik lavede et bål, så vi kunne få brændt vores affald af. Vi blev igen overfaldet af midges, på med myggehatten.

Endelig super flot vejr. Vi lettede anker for at sejle op gennem Verney Passage til Bishop Bay. I Wright Sound, hvor hele 6 kanaler løber sammen dykkede 4 humpback hvaler rundt om Dana. Der er en kraftig vandudskiftning fra kanalerne og derfor mange småfisk.

Det var en meget smuk tur op gennem Verney Passage. Flotte skinnede granitbjerge og sne på mange af bjergtoppene. Her måtte vi holde godt udkig efter træer og grene, som flød rundt i vandet, men heldigvis var de fleste så store, at vi næsten ikke kunne undgå at se dem. Det var rart til en afveksling at se de bare bjerge igen, det kan blive for meget med de mange træer helt ned til vandkanten.

I Bishop Bay skulle vi prøve det berømte hot spring. Det var fint nok at prøve det, men vi tog et godt bad i Dana, da vi kom tilbage, for at slippe af med svovllugten.

Igen skulle strømmen afpasses, så vi lettede anker ved 10 tiden næste dag og fik en flot tur med mange vandfald på hver side af Ursula Channel og Fraser Reach ned til Butedale, hvor der for mange år siden lå en stor fiskefabrik. I dag er bygningerne meget faldefærdige, og flere er lige ved at styrte vandet. I 1999 faldt nogle af de bedste bygninger delvis sammen på grund af et kraftigt snefald, og siden er det ikke rigtig lykkedes at få stedet til at fungere igen. Det der var mest flot, var et stort vandfald, hvor vandet kommer brusende ned oppe fra en stor sø.

Vi fortsatte op til Khutze, helt op i bunden af fjorden og ankrede lige foran et af de flotteste vandfald, vi endnu har set. Vandet fossede ned helt oppe fra den sneklædte bjergtop, hvor der ligger en sø.

Khutze er et af de mest spændende steder, vi har været. For enden af Khutze Inlet løber den store Khutze River ud og forgrener sig til et stort delta. Ved højvande er næsten hele græslandet oversvømmet, og man ser kun toppen af græsset stikke op over vandet. Ved lavvande gennemskærer de mange kanaler det store græsland, som bliver helt tørt, så man kan gå rundt på det.

Længe varede det ikke, før den ene båd efter den anden kom og lagde sig rundt om os. Vi endte med at være 6 både.

Vi havde vaskedag og tog ind til vandfaldet for at skylle vores tøj. Bagefter sejlede vi ud med krabbepotten, for vi havde set krabber langs med bredden, så måske kunne vi være heldige. Det blev en varm og stille dag, det var dejligt, men vi måtte også have myggenettene frem, og særlig de mange fluer var en plage. Vi måtte havde vores net over hovedet for ikke at gå helt bananas.

Igen en super flot morgen, helt stille og vi hører kun bruset fra vandfaldene. Besætningen fra to af bådene sejlede i lang tid rundt i deres gummibåde foran vandfaldet for at fotografere en brun bjørn, som gik rundt mellem klipperne.

De sejlede alle sammen ved 9 tiden, så nu fik vi det hele for os selv. Vi tog ind og fik skyllet det sidste tøj. Vi så også bjørnen, som stadig gik rundt derinde, men der var plads nok til begge parter. Her var et ørnepar, som dykkede efter fisk og en lomvig, som svømmede tæt ved os. Der var ligesom faldet lidt ro over det hele.

Så tog vi på jolletur, det var rigtig sjovt, masser af krabber og fladfisk så vi på bunden. Da vi tog krabbepotten op, den var tom, så vi flyttede den hen, hvor vi havde set flest krabber løbe rundt, i håbet om de ville få færden af det gode laksestykke, vi havde hængt op.

Vi sejlede en tur ind langs den højre side af deltaet og kom forbi endnu et meget flot vandfald. Videre op gennem små snørklede kanaler, det var vigtigt, at følge siden hvor strømmen løb stærkest, der var der mest dybt, og det var fint så længe strømmen var med. Til sidst måtte vi trække jollen over de laveste steder for at kunne fortsætte. Der var mange buske med store brombær, så vi stoppede ofte og guffede i os. Vi håbede, at se bjørne heroppe, det var et rigtig bjørneland med mange bær. Til sidst måtte vi stoppe, der var for dybt at vade og for lavt at sejle jollen for motoren og der var for stærk strøm til at padle. Det var en sidegren af den store flod, vi var kommet op i, det var rigtig spændende.

Der var i mellemtiden kommet en sejler ind, de var fra Irland, en flot stålbåd. Vi var forbi og hilse på. Far, mor og to drenge fra Dublin, de var også på vej sydover.

Senere tog vi en tur op langs den anden side af deltaet, en time inden strømmen skulle vende. Vi kom endnu længere op i landet på denne side, og endte helt oppe hvor Kutze floden kommer brusende ud. Vi løb med strømmen tilbage og fandt en anden kanal, vi sejlede ned gennem. Henrik ville prøve en kanal ude i midten gennem græslandet.

Da vi kom derover, fik Lene øje på en brun bjørn, som lå i vandet og åd græs, kun med overkroppen over vandet. Den var helt opslugt, og da vi stoppede motoren og padlede, kunne vi komme helt tæt på den. Det lignede den over fra vandfaldet.

Da den var færdig med at græsse, gik den langsomt ind over græslandet. Vi kunne følge den helt tæt på langs brinken. Henrik padlede jollen helt op i græsset, mens Lene stod op foran i jollen og fotograferede. Da den fik færden af, der var nogle, rejste den sig til vores glæde op på bagbenene for bedre at kunne se. Det har vi aldrig set før. Pussigt at stå og se hinanden ind i øjnene på så kort afstand. Den var slet ikke bange og gravede lystigt i dynget for at finde krabber og muslinger.

Til sidst, lige for snuden af os, gik den ud i kanalen og svømmede over på den anden side. Det var en rigtig flot oplevelse. Irerne fik også set det i kikkerten, fortalte de os, da vi kom tilbage. Det havde de aldrig set før. De var ret imponeret over, hvor tæt vi kunne komme på bjørnen.

Endnu en dejlig dag, men der begyndte at komme slørskyer på himlen og det blev lidt køligere. Vi kunne se, at skyerne drev hurtigt afsted, så det blæste meget udenfor.

Henrik var tidligt oppe for at høre vejrmeldingen, vi bestemte os for at blive en dag mere, da vejrudsigten lød på mindre vind lørdag. Vi havde også krabbepotten ude og der var ikke gjort søklar. Her var stille og rart og der var stadig mange dyr at kigge på. Der var en stor flok sæler med unger, som svømmede rundt på den anden side af græslandet.

Vi tog en jolletur der over for at fotografere dem, de var meget nysgerrige, selv om de havde unger, det er nok, fordi vi sidder i jollen. De små boltrede sig og fes rundt efter hinanden, det var sjovt at se. Vi landede jollen på græslandet og gik en lang tur. Vi så, at bjørnen lige havde været der, der var fodspor med klør i mudderet. Så sejlede vi rundt for at se, hvad der var på det lave vand. Masser af fladfisk susede rundt og krabber i den rigtige størrelse. Vi tjekkede lige, om der var noget i potten, det var der, men kun hunner og de var alle undermålere, så vi flyttede den til et nyt sted. Vi hentede vores lille net, for at prøve om vi kunne liste krabberne op i nettet, men det gik slet ikke. De havde luret os. De fes afsted hver gang, vi var lige ved at få dem i nettet, og de løber stærkt.

Så var det, at Lene fik en lys ide. En fiskeline med et lod i og en krog, hvorpå vi satte et stort stykke laks. Det sænkede vi ned lige foran krabben, og når den havde godt fat, trak Henrik den forsigtigt op og Lene stod klar med nettet, og vupti lå krabben i nettet. Vi fik to store og en mindre krabbe på den måde, og de holdt målet. Nu var vi bare for sent på den til at fortsætte, det var ved at blive højvande, så det kneb med at se bunden. Men vi reddede da middagen.

Det begyndte at småregne og skyer trak over os, så vi kunne forvente en front over os til natten. Vi tog jollen ombord og gjorde klar til at tage afsted næste dag, når strømme var for udgående.

Vi sejlede tidligt næste morgen fra Khutze i tyk tåge. Vi kunne svagt skimte den ene side af kysten hele vejen ud af Khutze Inlet. Først da vi kom ud i Princess Royal Channel, lettede tågen så meget, at vi fik rimelig sigt.

Vi fortsatte ad PRC og vinkede farvel til Irerne, som fulgte med ud, de fortsatte sydover, mens vi drejede op ad Sheep Passage til Windy Bay i Fjordlandet.

Næste dag ville vi sejle en dagtur op gennem Mussel Inlet og helt op til Poison Cove, Mussel Cove og Oatswich Bay, hvor der var et meget flot og stort vandfald. Vi så kun måger, sæler og ørne på turen.

I Mussel- og Poison Cove lå der stadig sne mellem klipperne helt nede ved vandet, vi var langt oppe i baglandet, og de bare granitbjerge var så flotte. Fjordene er navngivet af Captain George Vancouver, som i året 1792 kom helt her op med Discovery. Flere af mændene fra Discovery tog ud i mindre sejl- og robåde for at opmåle- og udforskede fjordene og fandt her store muslingebanker. Det var jo et kærkomment kosttilskud, så de tog en masse muslinger med tilbage til Discovery. Desværre var de uheldige, at få samlet nogle muslinger, som havde red tide, og flere fra mandskabet blev meget syge og een døde. Herfra stammer navnene på Mussel- og Poison Cove.

Vi fiskede på turen tilbage og sejlede langsomt helt inde langs kysten. Der er meget dybt tæt til kysten, den går næsten lodret ned. Så det var svært at komme under 100 meter. Vi fangede desværre ikke noget.

Da vi var udfor den smalle gennemsejlingen Mathieson Narrows til Mathieson Channel, som vi havde bestemt os for at sejle gennem senere, når vejret efter mandagen skulle blive godt igen, var det alligevel for fristende, nu vi var her, ikke at fortsætte videre til Kynoch Inlet og håbe på en god ankerplads.

Det var vejrudsigten, som først havde afholdt os for at tage derned, inden den varslede front med megen blæst var drevet over, da ankerpladsen lød til at være lidt usikker. Vi ville nu tage chancen, i stedet for at gå tilbage til Windy Bay og ligge der og vente i flere dage på bedre vejr. Der var lovet storm over området de næste dage.

Vejret blev faktisk lidt bedre ned gennem Mathieson Channel, vi havde i det mindste ikke modstrøm, dog kom til sidst lidt vind, men da vi drejede af og gik op i Kynoch Inlet, blev det helt stille igen. Her var også et flot vandfald, men vi syntes, det i Oatswich var det flotteste. Bjergene var til gengæld meget flotte her ned gennem Kynoch Inlet og lidt sol fik dem til skinne flot. De er helt glatslebne af store is- og sneskred.

Der var langt ned til deltaet, hvor Kynoch Creek løber ud og lige ved siden af er den smalle gennemsejling til Culpepper Inlet. Den er meget smalt og lavt og fyldt med sten og hvirvelstrømme, hele Culpepper skal jo fyldes op. Men vi kunne ved højvande gå igennem med Dana, målte vi med ekkoloddet fra jollen. Vi lå nu godt nok, der hvor vi var, så der var ingen grund til at fise helt ned i bunden af Culpepper Inlet med Dana. Vi prøvede med jollen, og vi var nær ikke kommet tilbage gennem strøm- hvirvlerne. Igen oplevede vi de nervepirrende minutter, hvor vi bare står helt stille i strømmen, og egentlig syntes vi det er skægt, når bare der er benzin nok på tanken, og vi til sidst slipper igennem.

Bagefter sejlede vi rundt i deltaet og prøvede at komme op gennem creeken, men strømmen var for stærk, så vi måtte vende om. På turen ud så vi mange små sæler plaske rundt efter fisk.

Vi tog over for at se på sneskredet, som lignede en lille gletscher, der lå på pynten tæt ved ankerpladsen. Det var et stort sneskred fra bjergsiden, som havde revet hele træer, buske og sten med i faldet, inde i tunnelen lå der mange store grene og sten.

Da vi ville afsted, regnede det i spande og det blæste stadig meget udenfor, kunne vi se på skyerne, de susede afsted. Så vi ville sikkert få en snudestrammer, når vi kom ud i Mathieson Channel og videre ned til Rescue Bay, som vi gerne ville nå ned til i dagslys, af hensyn til navigeringen mellem sten og klipper.

Vi ventede på slak ved højvande, som skulle komme ved 13 tiden. Hvis vi skulle vente på godt vejr, ville det ikke blive i denne måned, vejrudsigten lød på dårligt vejr i flere dage heroppe. Og for hver dag vi venter, rykkes slak ved højvande en ekstra time frem, så til sidst ville det blive så sent, at vi skulle sejle i mørke. Vi lettede anker klokken 12.15 og sejlede med god medstrøm gennem Kynoch Inlet. Da vi kom ud i Mathieson Channel, fik vi lidt modvind men havde stadig medstrøm, næsten hele vejen ned til Rescue Bay, som er et godt sted med mange småøer og streams. Vi lå fint i læ bag de mange øer.

Det regnede lidt næste morgen og vinden var gået i NW som lovet. Vi forlod Rescue Bay tidligt, da vi ville fiske og drive for yankiien. Ved 9 tiden kom solen frem, og det så ud til at blive en god dag. Vi havde mange problemer med kelpen, som hele tiden fangede vores liner, så efter en times tid gad vi ikke fiske længere. Det med strømmen kunne vi ikke rigtig finde ud af, der skulle være modstrøm, men der blev mere og mere medstrøm. Da vi nærmede os den første smalle passage, vi skulle igennem, malede strømmen helt vildt.

På vejen gennem den næste smalle passage, måtte vi holde lidt igen for at lade en slæbebåd komme igennem før os. Den havde en masse joller og en pram med en masse grej på slæb, så den kunne dårligt manøvrere i det snævre løb, men måtte bare følge med strømmen. Udenfor i sundet var der en masse slæbebåde med huse og fiskejoller på slæb, det var nærmest en hel by, der blev flyttet. Da vi skulle rundt om nogle øer næsten helt ude ved havet, kom en færge sejlende ud fra den smalle kanal og en slæbebåd med et kæmpe hus på slæb havde kurs den modsatte vej, der var vild trafik. Sikkert på grund af den stille dag, skulle det foregå nu.

Den ankerplads, vi havde tænkt os midt i strædet, så lidt kedelig ud, og den megen trafik gav uro i bugten, så vi valgte at fortsætte mod Wigham Cove. Det var et lidt vanskeligt sted at sejle ind på grund af klipper midt i bassinet, men vi fik kantet os ind på en god plads sammen med tre motorbåde.

Vi forlod Wigham Cove ved 7 tiden næste morgen og sejlede forbi New Bella Bella og gennem Lama Strait ud til Fischer Channel. Da vi kom ud fra Lama Strait, fik vi en flot oplevelse, to humpbackhvaler sprang op i luften og slog vildt med lufferne. Men vi nåede kun at fotografere den ene hale, som det ses.

Vinden skulle være fra NW, og vi havde håbet at kunne sejle ned ad Fisher Channel. Men i stedet var vinden stik syd, lige i snuden og næsten 8 m/s og der var lidt krabbe søer. Vi overvejede meget kort at gå ind i Lagunen lige ved siden af os, men klokken var kun 10 om formiddagen, det var ikke lige planen. Så i stedet fortsatte vi, der var flere ankerpladser at vælge mellem på vejen ned. Vi håbede faktisk at nå helt ned til Pruth Bay og ligge der et par dage. Det med vinden er lidt af en videnskab i disse kanaler. Lokalkendskab ville have været dejligt, men vi kunne da læse lidt om vindens finurligheder i de pilots, vi havde lånt af Kaspar og Trisha. Når det er nord vesten vind, lige her hvor vi var, fiser den ned langs vestkysten af Calvert Islands og fortsætter rundt om sydspidsen af øen, og bliver så til en helt anden vindretning op gennem Fisher Channel. Vi læste desværre først om det, da vi var kommet til Pruth Bay.

Det blev en flot hvaldag, vi så mange blæst, haler og luffer. Ud for Namu var vi så heldige at drive rundt mellem to hvaler, som pumpede sild op. Vi kunne se den store sølvglinsende sildestime rundt om dem. De var så tæt på, at vi måtte styre udenom, for ikke at forstyrre dem, vi var vel omkring 10 meter fra dem. Henrik filmede ivrigt, Lene havde slet ikke tid til at fotografere, havde travl med bare at se og styre.

Godt 3 mil inden vi skulle dreje ind i Kwakshua Channel til Pruth Bay, begyndte vi at fiske. Vi stoppede motoren og drev for yankiien. Her så vi flere hvaler tæt på travlt optaget med at æde sild. Vi fiskede stadig en halv times tid, efter vi havde rundet pynten men uden held. Hvorfor pokker er der ingen fisk, som bider på med alle de stimer rundt om os! Der må da være andet end sild.

Det var en lang tur helt op i bunden til Pruth Bay, hvor Hakai Beach Resort ligger. Et luksus sted hvortil lystfiskere kommer i små vandflyvere. Vi mødte en af de ansatte, da vi landede med jollen og spurgte om det var OK, vi gik en tur gennem skoven for at komme ud til stranden på den anden side af øen. Det er jo et privat område, men de giver som regel sejlere lov til at spadsere turen ud til stranden, og der var heller ingen problemer.

Næste morgen sejlede vi mellem Calvert Island og Hecate Island ud i Hahai Passage for at fiske laks. Da vi var inde på resortet dagen før, så vi, et par af gæsterne havde været heldige at fange et par laks. Det var en flot tur ud mellem øerne. Vi sejlede frem og tilbage 8 - 10 gange med stængerne ude, men desværre blev tågen til sidst for tyk, så vi sejlede tilbage uden at have fået fisk på krogen endnu engang.

Nå, men det havde været en god tur. Vi sejlede tilbage til vores ankerplads. Her er mange sæler, og de er helt vilde med at drive sildestimer op til overfladen. Det giver næsten den samme lyd, som når en hval kommer op, og fiskene fræser afsted og springer ud af vandet, et kæmpe sus. Hele aftenen jagtede sælerne de små sild, og egentlig var det til sidst lidt frustrerende at høre på, da det var lige ved siden af os. Vi sad og læste, men kunne ikke lade være med at følge med i hvad der foregik, og de fes rundt i 3 - 4 timer. Der var også et ørnepar, som forsøgte at fange nogle af sildene. Her var mange fugle, og vi så en toppet lappedykker med 12 unger svømme rundt mellem stenene, bitte små var ungerne. Moren lavede et farligt palaver, når hun følte sig truet. En af ørnene sad lige over hende, sikke hun skældte ud.

Vi lettede anker tidligt, vi skulle hele vejen tilbage ad Kwakshua Channel og fortsætte sydover ad Fitz Hugh Sound. Vi havde ikke bestem os for en ankerplads endnu, vi ville lade vejret bestemme, hvor langt vi kunne nå.

På denne strækning så vi en del hvaler omkring os og en var meget tæt på, der var også nogle delfiner og en flok søløver. Det var længe siden, vi havde set søløver, vi så ingen havoddere mere kun flododdere.

Et par timer inden vi kom til Millbrook, fiskede vi igen og Lene fik et bid, men var ikke hurtig nok og laksen sprang af. Der var altså laks.

Vi sejlede ind for lave omdrejninger, igen var der et rev, vi skulle sikkert udenom. Da vi kom ind i bassinet, havde vi det hele for os selv, så vi lagde os, så vi kunne se ud gennem indsejlingen. Vi lå godt beskyttet, det er en god ankerplads, men der er ikke meget at gå på, så vi gad ikke sætte jollen i vandet. Vi var trætte efter den lange motortur, vi er ved at få kanalkuller, det her er lidt kedeligt, det kniber med at svinge sig op til det helt store. Vel nyder vi da turen, men vi savner lidt mere sejlads for sejl, og at vi kan gå mere omkring, når vi endelig kommer til land. Men det skulle blive bedre, jo længere sydpå vi kommer, har vi hørt. Så det glæder vi os til.

Vi sejlede tidligt næste morgen, selv om det var tåget, for at nå så langt sydover, at vi kunne komme ned mellem fastlandet og Vancouver Island. Vi så to hvaler og måtte stoppe for den ene, som svømmede lige foran os, den havde så travlt med at æde at den bare fortsatte sin kurs.

Da vi kom rundt Cape Cauntion, fik vi dønningerne ude fra havet med os, og det var lidt behageligere end tværs, men de var stadig dybe. Tågen kom og gik, så vi satte autopiloten på, det var ved at blive kedeligt at håndstyre.

Vi oplevede den flotteste blå himmel mellem tågebankerne, og der var sne på nogle af bjergtoppene, landskabet var blevet lidt mere spændende. Det var en fin dag at se havdyr. Vi så en flok delfiner, da vi fiskede ca. 4 mil fra Blunden Harbour. Pludselig dukkede fire store spækhuggere frem af tågen ikke langt fra os, det var rigtig flot. Vi bjærgede fiskegrejet, vi havde heller ikke held denne gang, og satte efter spæk-huggerne for at fotografere dem, men de forsvandt, ikke ud i det blå, men i tågen.

Vi satte kursen mod Blunden Harbour, var lige ved at sejle ind i en lille motorbåd i den tykke tåge. De lå og fiskede lige midt i indsejlingen, det er jo ikke lige det, man forventer og se dem på radaen var umuligt mellem alle de klipper. Da vi kom lidt inden for lettede tågen heldigvis, og vi kunne sejle sikkert ned i bunden af den store bugt og finde en god ankerplads. Her var dejligt, og vi begyndte for alvor at mærke sommeren.

Næste morgen lå tågen tykt over os, vi kunne lige skimte naboen. Først ved 10 tiden kunne vi se kysten. Men solen brændte hurtigt tågen væk, og vi fik den flotteste sommerdag.

Vi droppede krabbepotten ved siden af Dana, og satte jollen i vandet. Tog en tur rundt, der var flere steder, vi kunne gå gode turer. Vi sejlede hele bugten rundt, og nu det var lavvande, fik vi øje på flere krabber, som løb rundt på bundet. Også mange fladfisk lå i sandet. Vi sejlede tilbage til Dana for at hente udstyr for at fange krabber på Lenes måde. Det gik ikke helt så nemt som sidst, men vi fik da et par stykker ombord, men det var hunner.

Der har for mange år tilbage været livlig indianer aktivitet i Blunden Harbour, landet tilhører Nakwaxdaxw folket. Der ligger stadig et lille hus med grillplads oppe mellem træerne, sikkert for at markere at her stadig bor folk, vi så dog ingen native.

Der ligger store træstammer ved stranden, som bevis på at der har været et langhus her, og leder man længe nok og er heldig, kan man finde efterladenskaber fra den svundne tid. Det er i hver tilfælde en yndet hobby at gå langs stranden for at se og grave efter ting, som måske kommer frem efter tidevandet. Vi så mange, som gik med rumpen i vejret og snuden helt nede i sandet, men om de fandt noget, ved vi ikke.

Vi sejlede hele turen op gennem bugten til det svævre indløb til søen, der stoppede vi. Der var vildt flot deroppe, med mange øer at sejle rundt imellem og vi fandt et sted, hvor vi kunne gå i land. Faktisk havde vi lidt besvær med at finde den rigtige kanal tilbage. Vi sejlede rundt med rumpen i vejret for at se efter krabber og så, at der var nogle mellem øen og fastlandet, så vi flyttede potten. Der var nogle fra en af de andre både, som havde luret os, for de fes ind med deres potte og droppede den lige ved siden af vores. Det er det, man kalder fri konkurrence.

Der var gået sport i det med krabbepotten. Så vi tjekkede den ofte, der var hunner og en han, som var for lille. Vi gik på krabbejagt og det lykkedes os at fange to, kun den ene holdt lige målet, så den tog vi. Efter at have jagtet rundt i et par timer, tog vi tilbage, da det begyndte at blæse op. Der var stadig fight i Lene, hun begyndte at fiske fra Dana med et lodblink, mens Henrik kogte krabben.

Lene fangede en rødspætte og fortsatte. En rockfisk, en spotted ratfish, den ligner en lille hej og endnu en lille rockfisk, dem bryder vi os ikke om, de er for vanskelige at rense. Men derefter kom der tre spætter på krogen. Vi havde nu 4 spætter og en krabbe. Se det var jo en fin middag, krabbe til forret og spætter til hovedret.

Tiden skal jo også gå med noget fornuftigt, måske skriver vi lidt meget om vores fiskeri, men vi syntes det er sjovt, og så giver det mad på bordet.