Vi forlod Blunden Harbour den 9. august og sejlede i stille vejr for motor over til Port Hardy, som ligger på nordøst siden af Vancouver Island. Indenfor revet droppede vi krogen, og tog i jollen ind for at proviantere til turen ned langs Vancouver Island.

Vi fik først de våde varer bragt ombord, da de lukkede tidligere end supermarkedet. Så tilbage igen for at købe 10 kilo mel og en masse friske varer. Som sædvanlig slæbte vi os en pukkel på. Nu kunne vi vel klare os et godt stykke tid.

Vi lettede anker næste morgen og sejlede gennem kanalen ind i havnen til en Esso tank. Den så godt nok ikke ud, som den havde været i brug i meget lang tid, det var i hver til fælde ikke her, vi skulle have diesel. På vejen ud så vi, at der lå en Chevrontank i Bear Cove på den anden side af bugten. Her fik vi fyldt 370 liter diesel på og fyldt vores benzindunke til jollen. Så vi blev toppet op over hele linien.

Det var dejlig og stille vejr, da vi for motor sejlede langs kysten ned til øerne Beaver Harbour, Cattles Islands og Shell Island, hvor vi lagde os for anker mellem øerne lige over for Fort Rupert, som ligger på Vancouver Island.

Vi fik jollen i vandet og sejlede ind til Fort Rupert, som er en lille landsby, hvor der næsten kun bor indianere (natives). Vi havde i kikkerten set et flot dekoreret hus og en totempæl derinde. Det viste sig, at huset var en børnehave og ikke langt derfra lå en kirkegård med interessante navne og udsmykning på nogle af gravene.

Lige overfor kirkegården lå byens fælleshus med flotte udskårne og malet figurer på gavlen og selvfølgelig stod der også en totempæl, som måske fortalte en historie om byen, det var svært for os at tyde de mange figures egentlige betydning.

Til en afveksling når det er natives, som bor her, var der pænt og ryddeligt og fint beplantet med blomster. Det er desværre sjældent at se så ren en indianerlandsby. De er generelt ikke gode til at holde orden, oftest ligner det en losseplads udenfor deres huse.

Gravpladsen viste tydeligt deres traditioner med totempæle og flotte udskårne figurer. Der var ikke noget her, som var lavet til benefice for turister.

Her så vi også håndværket med at brænde og hugge de store kanoer ud af een stor træstamme og på fribordet blev der skåret og malet flotte figurer.

Vejret var stadig godt, den varmeste dag vi havde haft indtil nu. Vi samlede vores fiskegrej sammen og sejlede i jollen ud mellem øerne for at fiske. Lene fangede en flot laks. Fik kræet helt ind langs jollen, men så tog fanden ved den, da den fik øje på os. Den plaskede og sprang op i luften, så vi blev helt gennemblødte. Vi havde i farten desværre glemt at tage gaffen med, så det var umuligt at få kræet indenbords, den smuttede hele tiden ud af hænderne på os og i kampens hede røg den så af krogen, øv -øv!!!

Vi sejlede tilbage til Dana for at hente gaffen og den anden fiskestang for at prøve lykken endnu engang, men fik desværre ikke bid igen. I stedet havde vi nogle dejlige timer, hvor vi bare drev rundt, og nød det fine vejr.

Det regnede hele natten og da vi stod op ved 6 tiden, regnede det stadig lidt.

Vi lettede anker, fik både lidt modvind og modstrøm, men ikke mere end at vi kom der ud af. Der lå stadig lidt tåge ind over landet.

Vi oplevede ikke noget særligt på turen ned til Cormorant Island, hvor den gamle indianer by Alert Bay ligger. Fandt en ankerplads i bugten ved siden af tre andre både. Her var lidt uroligt, vinden stod lige ind, og regnen var taget til, så vi havde ikke lyst til at sejle ind og traske rundt i det kedelige vejr.

Hen på eftermiddagen satte vi alligevel jollen i vandet og sejlede ind til havnen, vinden var aftaget, men det regnede stadig. Alert overraskede, det er en hyggelig by med en fin promenade langs kysten. Det er et turistet sted, men med stærke indianske traditioner og mange flere indianerting end vi før har set. I den ene ende af byen ligger en begravelsesplads med totempæle og nogle få gravstene. Her kommer i tusindvis af turister med store cruisingskibe hele sommeren, og det var tydeligt at se, at de var vandt til et stor ryk ind med de mange souvenirbutikker og spisesteder. Men fordi vejret var lidt kedeligt, havde vi det næsten for os selv.

Vi gik hele turen til den anden ende af byen i tisøs regnvejr for også at se museet. Det var interessant, da de blandt mange spændende ting også havde en permanent udstilling af masker, som bruges ved de mange potlach, som indianerne altid har holdt. Vi læste en masse breve om deres problemer, for at få lov til at dyrke deres traditionelle fester (potlach), som de hvide havde bandlyst for lang tid siden, og det er stadig et omdiskuteret emne.

Næste morgen lå der ned gennem Johnstone Strait en tyk tåge, som vi ventede på skulle lette, mens vi spiste morgenmad i cockpittet.

Vi sejlede fra Alert ved 10 tiden, selv om der stadig var fed tåge, vi kunne ikke vente længere, hvis det skulle passe i den anden ende. Radaren var på, tågen lettede ind i mellem, og når der kom et hul, kunne vi se de høje bjerge på styrbord side. Der ligger en gruppe øer lidt syd for Alert, som vi havde stor lyst til at ankre imellem for at se på dyrelivet. Men i dette vejr, var det en dårlig ide, de var helt gemt væk, og vi kunne kun ane, at de var der på grund af fuglene, som vi kunne høre og se svømme rundt lige under tågesløret.

I strædet lige efter Hanson Island så vi en stor spækhugger med en kæmpe finne. Vi tog vores fiskeliner ind, vi havde fisket langs Hanson Island og kom nu ud i kraftige strømskæl mellem øerne. Masser af store tangplanter, træstammer og grene samledes i de store hvirvler og pumpede op og ned i hvirvelstrømmen, det var om at holde sig væk for ikke at få noget i skruen.

Vi havde fået en masse tang på fiskekrogene, og mens vi stod og rengjorde dem, var det, vi så den store finne lidt agterude.

Vi vendte om og sejlede langsomt rundt for at fotografere, når den kom op for at blæse. Det var en flot oplevelse, vi havde ikke set spækhuggere i lang tid så tæt på, bare en god bådlængde var den fra os. Vi cirklede rundt i lang tid i håbet om, at den ville springe, men det gad den ikke.

Vi fortsatte mod det gamle proviantsted Port Neville, som ligger på fastlandet lidt indenfor mundingen af en lang fjord. Floden Fulmore løber ud i bunden af fjorden fra den store Fuldmore Lake. Der er et stort delta og et godt sted at se bjørne, men vi syntes, der var for lang at sejle op med Dana, så vi ankrede lige indenfor i den ene side af fjorden. Den er meget strømfyldt med et kraftigt tidevand, så vi brugte lang tid på at finde det rigtige sted at ankre, så vi kunne være sikre på, ikke at drive når strømmen vendte.

Det blev en flot lun dag med sol og blå himmel. Vi tog en tur ind og fik en rundtur i Port Nevilles gamle proviantbutik, som nu fungerer som museum og en af de lokale malere holder maleriudstilling i et par af rummene. Det var en norsk familien Hansen, som startede handelsstedet her i slutningen af det 19. århundrede for fiskere og andet godtfolk, som kunne købe lidt proviant og hente deres post her. Det fungerer stadig som poststed. En gang om ugen kommer en vandflyver forbi med breve og pakker.

Henrik ville gerne bytte bøger, han havde set en del bøger i en kasse på kontoret, så vi tog ind senere på dagen med en stak til at bytte med. Vi fik en snak med Lorna, som levede her med sin datter Erica, indtil hun blev gift og nu bor et andet sted. Lorna er vokset op her, det var hendes bedsteforældre, som startede stedet.

Vi tog jollen ombord, det begyndte at blæse op og vi fes rundt, strøm og vind gjorde, at vi ofte kom til at ligge på tværs af søen. Det var ret så ubehageligt og yder mere meldte de opfriskende vind ud på natten.

Vi spiste morgenmad tidligt i cokpittet, så vi kunne følge vejrsituationen. Der var fed tåge ude i Johnstone Strait, men skulle vi igennem Okisollo Channel, skulle vi afsted senest klokken 9.

Vi lettede anker 08.30 og sejlede lige ud i suppen for radaren og lå lige efter den anden sejlbåd, vi havde ligge sammen med. Det første stykke var ikke så spændende, men da tågen lettede lidt, var der flot landskab at se på og mange både omkring os, det vidste vi jo fra radaren, men ikke hvordan de så ud.

Flot morgen i Owen Bay, en ankerplads i Okisollo Channel. Vi skulle afsted kl. 10.25, så det passede med at gå gennem the Hole in the Wall (hullet i muren) ved slæk, da der ellers løber en meget stærk strøm gennem den snævre passage. Lidt i 9 lettede en canadisk sejlbåd anker og sejlede ud af bugten. Vi gloede lidt, var der noget vi havde misforstået? Men da de kom ud af bugten, blev de omgående taget af strømmen, og selv om de prøvede at stævne den, måtte de hurtigt opgive og sejlede i stedet med strømmen tilbage gennem Okisollo Channel. De havde tydelig vis ikke læst deres tidevandstabel.

Alt funkede, vi var på pletten til tiden og kom fint igennem hullet. Det eneste problem var en stor amerikansk motorbåd, der kom igennem fra den modsatte retning. De vinkede glade ned til os fra 3. sals højde. Hvis de syntes, vi så lidt sure ud, kan det skyldes, at deres fart på 15-20 knob gav nogle fandens store dønninger i den snævre passage, vi nåede lige at få smækket de åbne luger i og ønske dem et hvis sted hen.

Det var en varm og solrig dag med en frisk vind ned gennem Lewis Channel. Men vinden skiftede retning hele tiden, så vi gad ikke sætte sejl, for at ligge og krydse i kanalen. Vi ville bare ned og flade ud på en stille og sikker ankerplads og nyde det gode vejr, helst i flere dage, uden at skulle spekulere mere på strøm og tidevand.

Vi tøffede ned til Squirrel Cove, en stor bugt på sydsiden af øen Cortés. Her lå omkring 100 både for anker, men vi var heldige at finde et godt sted at droppe krogen lidt væk fra hovedfærdselsåren. Her er kun plads til alle de både, fordi mange af dem ligger for anker tæt ved bredden med en line i land. Vi skulle lige vænne os til al den leben af kajakker, kanoer, gummibåde og joller med motor, som susede rundt om os. For første gang siden Hawaii var det så varmt, at vi måtte søge ind i skyggen og det var for varmt om natten, vi sov dårligt. Vi var nu i midten af august måned.

Efter en uges tid i Squirrel Cove havde vi fået ladet op, og trængte til at se lidt andet, så vi sejlede over Desolation Sound og ind i Prideaux Haven. Her er en meget snæver indsejling, der er ikke megen plads mellem klipperne.

En nat i bulder mørke og helt vindstille, vågnede vi ved et ordentlig bump. Vi for ud af køjen og op på dækket. Vi var stødt sammen med naboen, men heldigvis lå deres gummibåd imellem os, den tog lige af for skrammerne, naboen vågnede slet ikke op. Vi fik ingen skader, men Henrik måtte holde brandvagt resten af natten, for naboens båd fes rundt, så vi turde ikke bare at lade stå til og gå til køjs igen.

Problemet er, at mange ligger for en line og vi for kæde. Det vil sige de svinger meget mere frem og tilbage med tidevandet end vi gør. I løbet af natten havde vi sat vores fendere på, da vi ofte kom til at ligge lige ved siden af hinanden, og da naboen så det om formiddagen, satte de et lod på deres ankerline for at holde båden mere i ro, og det hjalp meget. Flere flyttede i dagen løb, de havde også haft problemer med at ligge alt for tæt. Det er det største problem her, der er alt for mange både til de små og snævre ankerpladser, selv om de ligger på rad og række for stævnankeret og bakker ind med en line til land, skal der ikke meget strøm eller dårligt vejr til, før de driver og bulder ind i hinanden.

Derfor vendte vi flere gange tilbage til Squirrel Cove, efter vi havde sejlet rundt i Desolation Sound. I Squirrel var der masser af plads, vi kunne altid finde et sted at ankre og have godt med kæde ude, og stadig have god plads omkring os, til at sveje rundt på.

Rundt om Squirrel Cove er der skov, som strækker sig nordpå og over til vestkysten af øen og der er mange dejlige stier at gå rundt på. Men der var også mange steder, hvor der skulle kravles og gå på kæmpe træstammer ud over dybe slugter, og det kunne vi kun gøre, når det var tørvejr, ellers var der alt for glat og slimet. Det var ikke en friseret skov, som det ses på billederne. Det syntes vi bare var dejlig, det må godt være lidt vildt. Og så var det bær tid, så vi fik plukket masser af bær til syltning.

Det tog kun 10 minutter i jolle, på en god dag vel og mærke, at sejle ud til proviant butikken, hvor der også var vaskemaskiner og tumbler. Det skulle nemlig ikke blæse meget før krappe søer rejste sig ned gennem indsejlingen, så foretrak vi at lande jollen indenfor og gå op gennem skoven og videre ad landevejen, selv om det tog et par timer ekstra, i stedet for at blive pjaskvåde i jollen.

Efter en god uges tid med koldt, surt og regnfuldt vejr, vågnede vi endelig op til blå himmel, sol og lunt vejr. Så kommer der andre boller på suppen. Det er utroligt, hvad vejret gør ved een. Vi lettede straks anker for endnu engang at prøve lykken på den anden side af Desolation Sound, det måtte være muligt at få en god oplevelse, selv med de mange både.

Se nu havde det dårlige vejr, og selvfølgelig var vi lidt længere henne på sommeren, ferien var slut for de fleste, tyndet kraftigt ud af de mange besøgende, så der var nu meget bedre plads til at snige sig ind på hyggelige små ankerpladser tæt mellem klipperne.

Vi startede med at tage til Grace Harbour, hvor der var god plads nu, selv om der stadig kom en del store motorbåde ind. Det så ud som om, det var pensionisternes tid nu. Det danske flag havde gjort sin virkning, længe varede det ikke, før vi fik besøg af danske John fra motorbåden Tornado. Han havde boet i Canada i over 40 år. Vi havde nogle hyggelig timer sammen og besøgte ham senere på dagen til en dansk øl og snaps.

Senere på dagen mødte vi til begges overraskelse Chris og Karen, som var sejlet herop til Desolation Sound på sommertur, de har deres båd liggende i Oak Bay på sydkysten af Vancouver Island. Chris er Trishas bror, og hos Chris og Karen havde vi jo holdt jul året før, så det var rigtig hyggeligt at møde dem igen.

Vi havde nogle gode dage sammen med ture i skoven, hvor vi så friske bjørnespor og flere små slanger, som lå og solede sig på klipperne. Dagene gik med at sejle kajak og kano og gå på opdagelse mellem øerne længere ude ved indsejlingen. En morgen sejlede vi sammen ud ved indsejlingen til Desolation Sound og lagde vores rejepotter på 90 meter vand og bjergede deres, som de havde sat dagen før. Der var over 200 rejer i, så vi holdt en fed rejekalas om aftenen ombord på deres båd Laughing Gull.

Næste morgen tog vi afsked med Chris og Karen, de fortsatte længere op i sundet langs Malaspina halvøen. På vejen ud fra Grace Harbour bjærgede vi vores rejepotter og fortsatte videre op til Tenedos Bay.

Der var 48 rejer i dem til sammen. Det var jo ikke så mange, men det var alle store rejer, vi havde slet ikke nogle små langouster crabs som bifangst, kun den rene vare. Vi var godt tilfredse.

Inden vi sejlede op til Tenedos Bay, lagde vi potterne ud igen lige før indsejlingen.

I Tenedos Bay er der flere bugter og den første vi forsøgte os i, havde vi ikke held til at finde en god plads. Enten holdt ankeret ikke på grund af stenbunden og for kort ankerkæde, eller også kom vi til at ligge for tæt på en af de andre både. Af hensyn til den snævre plads havde alle en meget kort ankerline ude, det brød vi os ikke om.

Så det var ikke svært at bestemme sig til at sejle om på den anden side af øen, som de fleste lå i læ af, men der var faktisk også læ der, og så var der kun plads til højst to både på grund af dybden. Der lå heldigvis ingen, så vi sejlede forsigtigt ind mellem klipperne og fik lagt ankeret, og en ende ind til land, og her lå vi ugenert i to dejlige dage.

Der er et fantastisk flot landskab her i Desolation Sound. Høje bjerge, flere stadig sneklædte, store skove og mange søer. Vi sejlede i jollen tværs over fjorden til en anden meget populær ankerplads, hvorfra der går en sti op gennem skoven til en stor sø. Her ville det have være spændende at padle rundt i kanoen, men vi orkede ikke at slæbe den helt derop. Der var åbenbart nogle, der var mere seje end os, for vi så både kajakker og kanoer ude på søen.

Vi sejlede fra Tenedos Bay en helt stille morgen. Vi skulle bjærge potterne på vejen ned til Grace Harbour. Det var en mager fangst, der var kun 6 rejer i to potter, det var bestemt ikke et godt sted, vi havde valgt.

Vi lagde potterne ud igen, næsten det samme sted som første gang, ved indsejlingen op til Grace Harbour, hvor vi havde haft en god fangst. Det gav anledning til nogen bekymring hos Chris og Karen, som var sejlet forbi dem på vej hjem, de kunne ikke forstå, at vi ikke havde bjærget potterne. De troede, at de havde ligget der lige siden, vi lagde dem ud sammen. Så da vi senere tjekkede mails i Nanaimo, havde de sendt os en mail, og spurgt om vi var ok. Vores venner var så søde til hele tiden at tænke på, om vi havde det godt og om alt var vel ombord.

Vi fortsatte op i Lancelot Inlet, hvor vi fandt den lille Isabel Bay. Der var en lang smal indsejling, hvor vi for enden af bugten lige kunne vende Dana, da der pludselig blev meget lavt. Vi fik bakket ankeret godt ned og så en ende i land for at holde os fri af klipperne, der var ikke mange centimeter under kølen ved lavvande. Der er noget charmerende ved at ligge for anker så tæt mellem klipperne, godt gemt væk. Naturen og dyrelivet opleves på en anden måde, når man ikke støjer og bevæger sig roligt rundt.

I Squirrel Bay og Grace Harbour havde vi på vores ture i skoven set små vilde æbler, sol- og brombær. Det kunne man jo ikke bare lige gå forbi, så der gik helt sport i at samle bær, og vi fik fyldt skabene med mange glas marmelade.

Vi sejlede fra Squirrel Cove en pragtfuld stille morgen, det var svært at forlade dette dejlige sted, men vi skulle videre sydpå til byen Nanaimo på Vancouver Island. Vi havde da tilbragt en måned i Desolation Sound. Vi sejlede langs Malaspina halvøen ned til Copeland Islands Marine Park, hvor vi lå i læ bag nogle øer og havde den flotteste udsigt til Vancouver Islands flotte bjerge.

Fortsatte næste dag til Blubber Bay på nordspidsen af Texada Island. Der lå en stor stenknuserfabrik, så det var ikke nogen særlig hyggelig bugt, men vi gad ikke sejle længere den dag. Vi fik godt fat med ankeret, og selv om bugten var ret åben, lå vi godt med vinden fra det sydlige hjørne, der var kun lidt dønning, når færgen kom ind. Det der var værst, var den infernalske larm fra fabrikken. Ifølge vores cruising guide kørte fabrikken i døgndrift, men heldigvis lød fløjterne klokken fem og en herlig stilhed sænkede sig over bugten. Det er et af de få tilfælde, man ikke har noget imod, at guiden ikke er rigtig. Det tog lidt tid inden lyden forsvandt ud af hovedet på en. For ikke at gå helt bananas ved bare at sidde og høre på al den larm, var Lene begyndt at fiske efter skrubber og fik reddet middagsmaden. Vi fik senere af vide, at det først var for nylig, de var begyndt at stoppe fabrikken om aftenen, ellers havde den altid kørt i døgndrift. Mama mia, godt vi ikke blev udsat for det, tjek lige først inden I sejler derind.

Mens vi var ved at lave mad kom Russel, den eneste nabo vi havde, forbi i kajak. Han sejlede rundt i en lille gul og orange farvet katamaran. Han kom ombord til en kop te, han medbragte selv tebrevene, han savnede vist lidt selskab. Vi havde et par hyggelige timer sammen og fik fortalt en del om kajakker. Vi var meget interesseret i den han havde, den var super let og til at folde sammen, men kostede desværre en formue.

Næste morgen sejlede vi videre ned langs den lange Texada Island til False Bay på Lasqueti Island. Her var en stor bugt med småøer og skær. Smalle kanaler førte om bag den række af øer, som lå ude ved indsejlingen. Det var hyggelig at udforskede de lave og snævre steder med jollen. Det var som at sejle i folks baghaver, her var både helårshuse og sommerhus bebyggelse. På den ene side af bugten var en anløbsbro, hvor også en færge lagde til, og herfra var der ikke langt op til skoven, hvor der var herligt at gå rundt, og vi havde det næsten for os selv.

Efter et par gode dage der sejlede vi tværs over Georgia Strait til Nanaimo, hvor vi fik en fin ankerplads i Mark Bay ved Newcarstle Island.

Vi tog en tur ind til Newcastle Island. Mange stier fører rundt på øen gennem den flotte Douglas- og egeskov. Der har foregået mange ting gennem tiderne her på øen. To indianer stammer boede på øen, indtil der i 1849 blev fundet kul, så var der ikke mere plads til dem, nu skulle der udvindes kul på øen.

Der har også været et stort stenbrud. Store stenblokke af den eftertragtede sandsten blev udskibet fra øen. Flere steder så vi store cirkulære huller i klipperne, og ved siden af lå flotte cirkeludskåret sten. Nogle bare på en meters længde andre mellem 5 til 8 meter lange. De runde stenblokke blev brugt til møllesten, f.eks. i papirindustrien og sten blev udskibet og eksporteret til opførelse af finere bygninger.

I 1931 blev øen købt af Canadian Pacific Steamship Company og der blev lavet forlystelses park. Gæsterne blev sejlet over fra Vancouver og på en god sommer søndag kunne der være 1500 mennesker i parken. I dag er øen en marine park med campingplads, en lille marina og ankerplads i bugten. En lille passagerfærge sejler mellem øen og Nanaimo.

Vi tog en tur rundt i jollen hele vejen op langs marinaerne og gik i land flere steder for at få priser og se, hvor vi eventuelt kunne komme på land til foråret og få ordnet bunden, hvis vi skulle bestemme os for det her i Nanaimo.

Vi tog over til Nanaimo for at se på byen og lagde jollen inde ved marinaens kontor for at forhøre os om en vandplads for vinteren. Der var plads, men den var dyr og vi måtte ikke bo ombord. De var meget venlige og ville se lidt gennem fingrene med, at vi boede om bord, hvis vi kunne overnatte andre steder engang imellem.

Vi spadserede rundt i byen, og langs havnefronten, hvor der var livlig aktivitet. Mange får hele dagen til at gå med sænke krabberuser ned langs broerne og efter blot et par timer, kan de hive de dem op igen med et par krabber i. Det er også her vandflyverne lægger til. De flyver ned gennem Newcastle Strait og lander lige foran havnen, så der er i dagtimerne gang i den. Når vi sejler tværs over med jollen, skal vi lige være sikre på, at der ikke er en flyver på vej ned. Vi sejler jo ikke så stærkt, og det ville være pinligt at ende som kølerfigur på et par vandski. Vi blev nu hurtigt trætte af at trave rundt, og gassen gik af ballonen, inden vi fik handlet, så vi sejlede tilbage til Dana med tomme rygsække.

Da vi ikke fik handlet dagen før, måtte vi over igen næste morgen. Turen tilbage blev en våd omgang. Det var frisket op og det blæste med en meget frisk vind ned gennem strædet, så vi fik en masse røgvand over os. Ellers var dagen fin med sol og senere da vinden flovede, vi fik en flot aften.

Vi lettede anker fra Nanaimo over middag for at få det til at passe med slæk gennem Dodd Pass og videre ned til Pirates Cove, vi var nu i området som kaldes Gulf Islands.

Super stille morgen da vi sejlede ud af Pirates Cove. Da vi kom ud i strædet, kom solen frem over bjergtoppene, og vi fik en flot tur ned langs øen Thetis til Clam Bay, som ligger mellem Thetis og Kuper Island. Der var ikke så langt, så vi var der tidligt på formiddagen, de som lå der, var knapt stået op.

Vi sejlede i jollen gennem den smalle kanal mellem øerne Thetis og Kuper Island over til Telegraph Harbour. Kanalen bliver tør ved lavvande, så det skal lige times, så man kan nå tilbage, ellers skal man sejle hele vejen rundt om den ene af øerne for at komme tilbage til Clam Bay. Der lå to marinaer i Telegraph Harbour, som man kommer ind til fra den anden side af øerne.

Den 1. oktober.

Vi gjorde klar til at sejle til Wallance Island, Princess Cove, men da vi kom dertil syntes vi, der var for mange og der var for snævert, vi kunne dårligt sveje rundt derinde, så vi fortsatte til Montague Harbour. Det er en meget stor og åben bugt, men da vinden de næste dage skulle være fra det sydlige og østlige hjørne passede pengene. Vi lagde os nemlig i det sydlige hjørne fint i læ af bjergsiden.

Vi vågnede til en flot morgen med sol. Der var næsten for varmt ombord, nu vi lå i læ for vinden, så vi sejlede bugten rundt i jollen for at se lidt på lokaliteterne. Der var en lille marina i midten af bugten med restaurant og en proviantbutik. I det nordlige hjørne var der et nationalpark, hvor der var lagt mindst 100 bøjer ud til leje. I parken på land var der anlagt camping og teltpladser i den ene del af parken. Vi gik alle stierne igennem i de dage vi lå der.

Vi blev der i yderligere tre dage, da vejret pludselig skiftede og den stod på regn og hård blæst, selvfølgelig fra skiftende retninger, så vi fes lidt rund i kæden og det var bestemt ikke vejr til at sejle tværs over bugten, hvor der var krap sø, for at vade rundt i skoven i tisøsregnvejr.

Men så blev det godt vejr igen, og vi sejlede til Ganges Harbour på Saltspring Island. Vi fandt en ankerplads næsten lige ud for en af de tre marinaer, hvor vi kunne svaje frit.

Vi parkerede jollen og gik en tur rundt i den meget ordentlige og sirlige by, næsten lidt kedelig syntes vi. Nu var det også søndag eftermiddag, så der var lidt stille. Fine butikker med smart og dyrt tøj, store gallerier og kunstbutikker og fine restauranter med servering udenfor på store terrasser, ingen tvivl her er et leben en varm sommerdag. I øvrigt er Ganges også kendt for sit store lørdags marked og rige kunstnerliv.

Da vi kom tilbage til Dana, tog vi jollen op, vi ville sejle tidligt næste dag, da de varslede hård vind fra SE, og det er lige ned gennem indsejlingen.

Sejlede fra Ganges næste morgen i stille vejr for motor. Vi skulle ikke så langt. Heldigvis lå der ingen i Royal Cove på Portland Island, så vi lagde ankeret midt i bassinet og bakkede, indtil vi havde den rigtige dybde under os, der bliver hurtigt lavt. Henrik sejlede en ende ind til land, så vi blev liggende i den samme retning og ikke drev ind over grundene på bagbord side.

Vi sejlede ud med krabbepotten og derefter en tur rundt i bugten for at tjekke dybderne med fishfinderen, vi har på jollen. Lagde jollen ved den lille jollebro og gik hele øen rundt. Der er mange stier på kryds og tværs gennem skoven. Stien vi fulgte langs stranden, der var meget mere kuperet end ventet. Vi troede, det var en nem rute at gå, men den glatte og mudrede sti snoede sig stejlt op på toppen af øen og ned igen til stranden.

Langs nordsiden af øen er der ingen skær og øer, så her skyller de kæmpe store træstammer op på kysten. De store mængder drivtømmer ligger hulter til bulter langs strandene. Når en kraftig storm hærger og tidevandet er på sit højeste, driver selv de største træstammer til havs igen, for så at drive op på en ny strand. Man skal være utrolig opmærksom, når man sejler i disse farvande.

Det var flot vejr og helt varmt inde i skoven. Da vi gik ud til sandspidsen, så vi pludselig to racoons (vaskebjørne) på stien. Det var en mor med sin unge, og ungen var meget nysgerrig og vendte om for at følge os, selv om moren lavede gryntelyde, for at den skulle følge efter hende ind i buskadset.

Henrik var tidligt oppe næste morgen for at tænde for fyret, det havde været koldt om natten, vi havde haft en flot stjerneklar himmel. Da han stod og kikkede ind på land, hørte han en knasen fra bredden og så nu en mørkegrå vaskebjørn i færd med at æde muslinger. Her ved lavvande gik den sin morgentur langs vandkanten for at finde føde.

Vi tog endnu en tur ind til øen i håbet om at se flere racoons. Da vi var på vej tilbage, fik vi øje på tre bjørne i det fjerne, som løb lig imod os midt på stien. Vi stoppede med det samme og stod muse stille. Pludselig standsede de små tre meter fra os, da det gik op for dem, at der stod nogle på deres vej. De havde haft snuden helt nede ved jorden og ikke kikket op, før de fik øje på vores støvler.

Moren løb flere gange rundt om sig selv og blev helt tynd, mens hun udstødte vrede lyde, hun var særdeles utilfreds med, at vi stod der midt på vejen, så de ikke kunne løbe forbi. Havde vi stået lidt ude til siden, var de smuttet forbi os, men vi var åbenbart for tæt på. Til sidst bestemte hun sig for at løbe lidt ind i buskene efterfulgt af de to unger, som nysgerrigt vendte sig om hele tiden.

Det stormer udenfor, og vi har lidt dønning ind i bugten, da vinden er i SW i stedet for SE som lovet. Men vi ligger i næsten vindstille herinde, det er kun jollen som ligger og honker. I dag skinner solen og vi har flot blå himmel. Det begyndte at blæse op i nat ved midnatstid, men natten var rolig herinde. Dækket er fyldt med blade, som er blæst af træerne i løbet af natten. Vi er lidt bekymret for vores krabbepot, der er store bølger på den side af øen, men vi kan ikke bjærge den, før vinden er aftaget. Henrik så en mink i morges løbe langs vandkanten.

Langs stranden så vi en flok harlequin ænder, de er meget flotte, men det er svært at få skarpe billeder af den spraglede fjerdragt. Der var også nogle river otters, som løb op på stranden, de går altid på land, når de skal besørge, de skider ikke i vandet. Mange sæler og søløver holder til på nordøst siden af øen, hvor de ligger og gasser sig på klipperne.

Portland Island hedder også Princess Margaret Marine Park. Øen blev i 1958 foræret til prinsesse Margaret af England. Man havde måske håbet at få lidt royal status til området. I 1967 gav hun øen tilbage og den blev så lavet til en nationalpark. Det er en dejlig ø, dog er her ikke med mange ankerpladser, hvor man kan ligge i læ for vejret.

Der er åbent på vest- og sydvestsiden, hvor der er gode dykkermuligheder, da der også ligger et vrag, man må dykke på. På den østlige side ligger Turnbull Reef, hvor der er et rigt dyreliv med mange svømmefugle, sæler, søløver og oddere.

Der er mange vilde brombærbuske, hyben og æbletræer på øen, så vi gik rundt med blå fingre og smovsede brombær og fik fyldt en pose med æbler.

Vinden skulle gå i nord og det var tid til at komme videre, så vi tog ankeret ved 10 tiden og var hurtigt ude af bugten og på vej for motor mod Saanich Inlet og Daphne Isle.

På vejen så vi en stor søløve han ligge på en af vejr bøjerne. Vi blev også meget overraskede over at se nogle laks springe, så det er åbenbart rigtigt, hvad vi har hørt fra Kaspar, at der her i Saanich Inlet stadig er en rimelig god fiskebestand samt krabber og prawns. Der har været så overfisket i mange år, at der næsten ikke er flere fisk tilbage på østsiden af Vancouver Island.

Da vi kom ned til Daphne Isle, lå der en båd på den udvendige side af broen, som var det eneste sted, vi kunne lægge til. Så vi sejlede i stedet ned i Todd Inlet og lagde os for anker der. Det begyndte at blæse frisk fra nord, så vi ville ligge godt i læ der et par dage. Så kunne vi sejle til Daphne i jollen og forhale den anden båd, så der blev plads til DANA.

Igen vendte vi tilbage til Kaspar og Trishas ø, hvor vi vinteren før havde boet i deres hus. Nu kom vi på egen køl og det var meningen, at vi skulle nå at lave en del vedligeholdelse på DANA, inden de kom tilbage fra USA's østkyst, hvor de lagde deres båd Starfire op for vinteren. Der var nok at tage fat på, så vi knoklede i små tre uger og nåede lige at få alt grejet ombord igen, så der så ryddeligt ud, da de kom.

Det var godt to år siden, vi sidst havde set hinanden i Puerto Montt i Chile, så der var meget at snakke om. Tiden fløj afsted og pludselig var vi i slutningen af november måned. De skulle i begyndelsen af december rejse til Texas og besøge Kaspars familie i julen. Vi ville benytte os af det fine vejr til at sejle en tur til de amerikanske øer, San Juan Islands og så vende tilbage i slutningen af december måned, eller hvornår vi nu følte for det.

Normalt kan man jo sejle her hele året, der kommer selvfølgelig nogle solide lavtryk ind fra tid til anden og nogle enkelte nætter med frost, men det er sjældent, det fryser rigtig til og at der kommer meget sne med undtagelse af oppe i bjergene. Det var bland andet een af grundene til, at vi uden bekymring havde taget imod tilbudet, at DANA kunne ligge ved Daphnes bro.

Vi oplevede jo vinteren her året før og blev enige om, at det ville være et rigtig godt sted at lægge DANA for vinteren, mens vi tog en tur til Danmark. Kaspar og Trisha havde i mange år ikke oplevet mere en et par centimeters sne og få frostnætter.

Vi håber, at få tid til et lille brev om vores meget anderledes tur til San Juan Islands, end vi havde forventet.