Lørdag den 29. november sagde vi farvel til Kaspar og Trisha og satte kurs op gennem Saarnich Inlet. Vi ville sejle en tur til de amerikanske San Juan Islands. Kaspar havde anbefalet os at ankre bag ved den lille ø Russell lige overfor Portland Island, der var bedre læ og det var nemmere at ankre der end i Royal Cove. Så her ankrede vi op den første nat.

Næste morgen var der fed ærtesuppe, da vi ved 8 tiden tog ankeret og sejlede ud for motor og radar. Vi så intet omkring os, før vi kom ned mellem San Juan øerne. Langsomt hævede og sænkede tågen sig, men vi så aldrig toppen af øerne. Vi fandt ind til Friday Harbor på hovedøen San Juan Island, hvor vi lagde til ved Costums bro og Henrik gik til boksen for at melde os. Vi blev begge bedt om at komme op på kontoret, her blev passene stemplet og vi fik et års cruising licens, som vi bare kunne levere tilbage, når vi ønskede at forlade San Juan Islands igen og sejle tilbage til Canada. Så gik vi på havnekontoret for at bede om en plads for et par dage. Vi kunne bare lægge os, hvor vi ville og betale, når vi skulle sejle. Så nemt er det kun om vinteren, om sommeren er her prop fyldt og livlig trafik ved Costums bro, da både amerikanere og canadiere og andet godtfolk skal tjekke ind. Amerikanere der har været uden for USA skal tjekke ind ved Customs, når de kommer tilbage, selv om de kun har været en kort tur til Canada.

Næste dag sejlede vi til Blind Bay, hvor vi ankrede i den store bugt på nord siden af Shaw Island.

Vi tog jollen ind og gik en tur til færgelejet og osede lidt i den lille proviantbutik. Der var en del svensk og norsk juleudsmykning, det var sjovt at se her. Damen som passede butikken fortalte, at hendes stedfader var svensker, så der var tradition for skandinaviske ting. Hun fortalte, at der boede en dansker ikke lang herfra, men kunne ikke lige huske vejen. Det var jo lidt ærgerligt, det kunne da ellers være sjovt at møde en landsmand her.

Ved 5 tiden bankede det på siden af Dana. Det var danske Peter Christensen fra Farum, som har boet i USA i 30 år. Han er uddannet bådebygger på Københavns Yacht og Motorbådsværft. Olsens gamle værft, hvor Lenes far havde sin træbåd Antilla stående for mange år siden. Så uden at vide det, har vi gået forbi hinanden, når Lene kom for at hjælpe sin far. Selv havde hun på den tid sin folkebåd stående på Sejlklubben Sundets plads, næsten lige ved siden af. Peter og vi har fælles bekendte hjemmefra og fra området omkring Skudehavnen.

Det er et dejligt sted Peter og hans kone Cherie har. Vi kunne se deres bondehus fra båden. Peter har selv bygget huset med bindingsværk og taget er konstrueret, som var det med stråtag. Peter har lavet det meget flot med svaj på, bygget op af mange lag træ. Inden døre er det mange finesser, om det så er lamperne, har han selv lavet dem. Men han er jo heller ikke bådebygger for ingenting, dansk kvalitet. Vi blev vist rundt på hans værft, hvor han havde en 53 fods italiensk bygget træbåd stående, som skulle have den helt store tur.

Båden på billedet nedenunder, som Peter ror forbi, er Johanna, som han har bygget for mange år siden.

Mens vi lå i Blind Bay lånte vi deres cykler, så vi kunne få lidt motion og se mere af øen. Vejret var heldigvis godt, så vi fik set det meste af øen, selv om det var hårdt arbejde, da øen er meget kuperet.

Så en morgen kom der pludselig et vejrskift, vinden gik i nordøst, det blev gråt og bidende koldt og det begyndte at sne. Der lå 10 centimeter sne, da vi kom op. Vi havde ellers haft dejlige milde solskinsdage, bare med en trøje over skulderne midt på dagen, fy - føj, hvor blev det koldt. Kaspar havde ellers masser af gange fortalt os, at de meget sjældent fik sne og kun et par centimeter og kun lidt rimfrost nogle morgener. Ja, god morgen, nu kom der ellers en vinter, der sagde spar to til det hele, den blev hård og langvarig skulle det vise sig.

Vi fik sagt pænt farvel til Peter og Cherie og på gensyn til foråret.

Næste morgen sejlede vi til Friday Harbor i flot vejr med sol men bidende koldt. Termometeret viste -5 grader udenfor. Der blev lovet storm og mere kulde, så det var om at komme i læ og få fire ender i land.

Vi lå i Friday Harbor en hel uge, før der kom en dag, hvor vi kunne komme af sted. Vi havde nær aldrig fået fortøjningerne fri, de var frosset fast til pullerterne og så stivfrosne, at vi måtte lægge dem ned i badet, for at de kunne nå at tø op, til vi skulle bruge dem igen, når vi kom til Sidney.

Egentlig var det ikke smart at sejle, vi kunne kun få den lille fok op, alt andet var frosset til, rulleforsejlet var frosset fast, storen kunne ikke komme op, faldet var stivfrosset og alle fald stod som violinstrenge, det var en dårlig situation kun at skulle stole på motoren, men vi skulle tilbage til Daphne Isle, så vi tog chancen, og vejrudsigten var god for den dag.

Henrik gik til Customs for at tjekke ud. Fik afleverede Cruising licensen så den kunne blive annulleret og vi kunne få en ny til foråret. Det gælder om at være forudseende, så man ikke løber ind i problemer med papirerne senere.

Sejlede fra Friday Harbor i flot vejr og fik sol ved 10 tiden, den varmede godt. Det blæste friskt, indtil vi kunne dreje af gennem det smalle løb nord for San Juan, så fik vi vinden med og det blev mere behageligt.

Turen gik uden problemer til Sidney, hvor vi lagde til ved Customs bro. Henrik fik ordnet alt det formelle over telefonen. Fortalte at vi ville efterlade Dana i Canada, medens vi tog hjem til Danmark på ferie. Det var i orden. Hidtil havde det været sådan, at man skulle have nogen til at arbejde på båden for at kunne efterlade den. Den regel havde de ændret få måneder før, man har lov at være heldig. Efter af have spurgt om vi indførte alkohol, frugt og grønt, ønskede de os velkomne til Canada.

Så nemt går det i Canada.

Det var blevet den 22. december, så vi gik op og handlede ind til julen, og slæbte os en pukkel på. Det var hårdt at vade gennem snedriverne i byen. Vi måtte tage turen to gange, da vi også skulle have vin, øl og whisky. Der var flot pyntet til julen i butikkerne, og vi kom da også i julehumør, selv om vi var godt trætte, da vi endelig kom tilbage med alle vores poser.

Næste dag var vi heldige at komme afsted i flot og stille vejr. Der var sol på de sneklædte bjerge på Vancouver Island, flot vinterlandskab.

Vi satte kursen lige mod Daphne Isle, hvor Dana skulle ligge for vinteren. Vi kunne næsten ikke kende øen, den så helt anderledes ud, nu den var dækket helt af sne og huset kunne vi næsten ikke se, alt var begravet i snedriver. Broen lå tungt i vandet og vi måtte grave os frem for at finde pullerterne, alt var frosset til, selv kobberrøret med vandforsyningen ned til broen var sprængt, det var ikke blevet tømt. Kaspar og Trisha var på familiebesøg i Texas, så de blev noget overraskede, da vi sendte dem nogle vinterbilleder fra øen.

Vi var glade for at have provianteret godt i Sidney, for vi kunne ikke komme nogle steder i godt en uge, og måtte klare os med det, vi havde ombord. Isen omkring øen var for tyk til, at vi kunne komme igennem med jollen, og alt for tynd til at vi kunne gå på den. Men vi havde en rigtig hyggelig jul og nytår i flot vinterlandskab.

Vi tog hjem til Danmark i slutningen af januar måned for at besøge familie og venner.

Vi fik travlt, da vi i slutningen af april kom tilbage efter vores tur til Danmark. Vi havde bestilt plads til at komme på land i Nanaimo den 12 maj, og der skulle købes maling og andet grej ind, så vi var klar, lige så snart DANA kom op.

Tidlig morgen, det skulle være ved højvandet, sejlede vi i finregn ind til Stones Marina, og lagde os klar ved liften. De er professionelle her, det gik super flot. For en gang skyld gjorde det ikke så meget, at solen ikke skinnede, da vi skulle bruge dagen til at spule og vaske bunden ned. Vejret de kommende dage var blandet, men vi fik da klaret at få ordnet og malet bunden og fribordet med et rimeligt resultat. Vi fik også sat en ny transducer i til fishfinderen og lavet et vandindtag til det kølesystem vi planlagde at installerer. Og så var det i karret igen.

I Nanaimo bor der en del danskere og vi fik, om ikke dagligt, så ofte besøg, når de så det danske flag. Arbejdet på båden gjorde, at vi desværre måtte takke nej til et par middagsinvitationer, de dage hvor vejret tillod det, arbejdede vi sent og var derfor helt flade ud på aftenen.

Men Hans og Rita, som vi havde mødt sommeren før, var vi meget sammen med. Hans kom næste dagligt forbi, mens vi stod på land for at høre, om vi manglede noget og kørte os rundt til de forskellige butikker. Han havde også tit lidt ting og sager med til os, han var en rigtig god ven og ville gerne have, at vi følte os velkomne. Tak til Hans og Rita for de gode timer, vi havde sammen.

Vi mødte også Henning, som ligger med sin båd i samme klub som Hans, Nanaimo Yacht Club. Henning inviterede os hjem til en hyggelig aften, hvor vi fra hans balkon med udsigt over bugten så et flot fyrværkeri over Nanaimo. Da vi havde fået Dana i vandet, spurgte Henning, om vi havde været lidt rundt på øen, og da vi sagde, at det havde vi ikke nået endnu, inviterede han os på en køretur op langs kysten og videre ind i landet op til en park, hvor nogle af Vancouver Islands største træer vokser. Det var en dejlig tur og flot at se de kæmpe træer.

Vi havde jo ikke set så meget af selve øen, da den tur vi havde planlagt til vestkysten sammen med Kaspar og Trisha gik i vasken på grund af den lange og hårde vinter. Tak til Henning for en dejlig dag.

Fra Nanaimo sejlede vi ned til den gode ankerplads Clam Bay ved Kuper Island. Derfra var der ikke langt over til byen Chemainus, som er kendt for sine mange flotte vægmalerier. Der var fyldt med bøjer, der hvor vi havde planlagt at ankre, men de var heldigvis til fri afbenyttelse om dagen, så vi nuppede en og tog jollen ind til byen.

I 1982 inviterede byen internationale kunstnere til at dekorere byens husmure. Det blev det helt store hit, og i dag er der over 40 malerier og mange skulpturer rundt omkring i byen og hvert år kommer der flere til.

Byen er som et åbent kunstmuseum. Der er lavet en folder, med en rute man kan følge for ikke at misse noget. Her er også en beskrivelse af hvert billede og lidt om kunstneren. Mange af billederne viser lokal historie, men det er for meget at skrive om her, så I må nøjes med bare at se billederne.

Efter Chemainus fortsatte vi langs kysten til Marple Bay, som ikke var det helt store. Vi lå for anker bare een nat og fortsatte næste dag direkte ned til Daphne Isle.

Vi havde en masse ting, som stadig manglede at blive ordnet, så alt grej blev spredt ud på broen, og så var det bare at gå igang. Gas og -dykkerflasker blev renset og malet, og kompressoren fik også en tur og kørt igennem. Vi håber da at få brug for grejet, ikke bare når skue og bund skal renses.

Da vi endelig havde fået bund i det hele, satte vi kursen mod de amerikanske San Juan Islands igen. I Friday Harbor fik vi atter engang ordnet vores papirer og provianteret, det er meget billigere her end i Canada.

Vi havde lovet os selv to kajakker, siden vi sidste sommer havde prøvet Chris og Karens, og de skulle være magen til som deres. Nu kom chancen, i West Marine havde de dem på tilbud, de selv samme, blot i en anden farve.

Vi sejlede til Blind Bay for igen at besøge Peter og Cherie. Han havde travlt med at få den store båd færdig, den skulle til Seattle i løbet af sommeren. Deres hus står altid åbent, og vi kunne benyttede deres internet, så vi kunne ringe hjem. Det var dejlig afslappet og når Peter havde tid, spiste vi frokost sammen. Gennem Peter havde vi bestilt et nyt "køleskab" og reservedele til ankerspillet. Det vandkølet kølesystem installerede vi, medens vi lå for anker i Blind Bay. Det skulle sparer en del strøm, da det er meget mere effektivt end det gamle luftkølede, der opgav ånden, da vi var i Alaska.

Vi havde i lang tid haft stor lyst til at besøge Olympic National Park på USA´s nordkyst. Den 1. juli sejlede vi til Sequim Bay, som ligger bag en tange ved Miller Peninsula.

Da vi kom ind gennem den smalle kanal forbi John Wayne Marina, så vi hundredvis af små bøjer med et lille flag på toppen, hvad pokker var det? OH - BOY! Vi var lige røget ind i den første dag, af krabbesæsonen af den berømte Dungeness crab. Der var et leben af joller og motorbåde, som fes rundt for at finde den bedste plads, hvor de kunne sænke deres krabbetegn ned.

Det er herfra den lille fiskehavn Dungeness, de fik navnet, en herlig spise. Dungeness crabs lever fra det nordlig Californien og helt op til Alaska. En stor fuldvoksen han krabbe kan veje over to pund.

Dungeness Spit, hvor det berømte fyrtårn fra 1857 ligger helt ude for enden af spitten, er et kæmpe naturreservat. Spitten er en 5.5 miles lang tange, den længste naturlige sandtage i verden, ligger som en arm ud i Fuca Strait. Det er et fantastisk vådområde, hvor over 250 forskellige fuglearter lever og yngler, også mange forskellige marinedyr holder til bag den beskyttende tange.

Vi startede med at lægge os for anker lidt syd for marinaen og tog jollen ind for at bestille en vogn til en tur næste dag. Der var slet ingen steder, vi kunne lægge jollen og forlade den, der var låst alle steder, så ville vi gøre det lidt nemmere for os selv, måtte vi have en plads til Dana i John Wayne Marina. Filmstjernen John Wayne, som var en ivrig sejler, elskede at sejle i Squim Bay i sin båd Wild Goose. I 1975 donerede han og familien et stykke land, så der kunne blive bygget en marina, og den har vi så glæde af nu.

Vi mødte her en dansker, som gik og vedligeholdte sin store fiskekutter fra Esbjerg. Den var nu rigget med master og han og hans kone havde sejlet den over gennem Panama Kanalen. De var så havnet her, og det så ud til, at det blev permanent. Han havde været så uforsigtig at bygge et lille hus, og der blev konen, så båden var vel mere et hobby og fristed for ham.

Vi fik en god plads og kom til at ligge ved siden af en flik fyr, som tidligt næste morgen kørte os ind til byen i sin pickup, så vi kunne leje en bil. Vi sad på ladet oven på en stak sten, han skulle bruge til at bygge en pejs med i sit hus i Oregon. Det var nogle ordentlige brokker, og selv om vi sad på en lille pude, fik vi nogle ordentlig bump bag i, da han kørte, som fanden var i hælende på os. Hele førerhuset var fyldt op med grej og værktøj og at mulig andet, det var lige han kunne klemme sig ind og betjene gearet. Men han sørgede for, at vi kom af det rigtige sted og gik med ind på kontoret for at forvisse sig om, at vi fik en bil, og at de kørte os tilbage til marinaen, når vi var færdige med lejemålet, sådan.

Og spørg lige om vejret! det var det flotteste vejr med høj klar blå himmel og sol de fire dage vi var der, supert!

Vi havde en flot tur op til Hurricane Ridge, hvorfra der er mange stier rundt i terrænet. Efter vi have været på informations centeret, fandt vi ud af, at der for bare to dage siden, var blevet åbnet for en grusvej, som snoede sig højt op til Obstruction Point ca. 2000 meter oppe. Den nuppede vi, her kom ikke så mange biler. Vi havde en herlig tur med flot udsigt så langt øjet rakte til sneklædte bjerge og grønne bakker og dale. Vi var endda så heldige at se en bjørnemor med sin unge.

Olympic National Park er faktisk tre parker i een, bjergene, strandene og regnskovene. Det er een af de største parker i verden, som har et så varieret landskab. Høje bjerge med sne og dybe dale med vidt forskellig vegetation og temperatur, store skove med kæmpe træer, søer og floder, som kommer fra Olympic Wilderness og løber gennem Hoh regnskov og videre ud til Pacific, til de store strande hvor der ligger noget af det største drivtømmer i verden. Jo, her i Amerika er alt stort.

Vi skulle jo videre, så vi satte i frigear og susede ned til vej 101 og fortsatte langs den lange Crecent sø og videre mod vest til byen Forks, for kort efter at dreje af mod Hoh Rain Forest, som ligger et godt stykke vej inde i nationalparken. Som sagt var det jo en flot dag og tørt, det er godt nok den tørreste regnskov, vi har været i. Det var ikke vildt spændende, vi har jo tilbragt mange måneder i et sådan miljø, så det var kun på grund af de kæmpe høje træer, vi var her. Det skulle være de største træer i Nordamerika, og det var også nogle granvoksne kæmper. Det var egentlig ikke meningen, vi ville bruge lang tid her, planen var, at fortsætte ud til fiskerbyen La Puz, for at se stranden og havet og spise en middag mens solen gik ned over Pacific.

Men sådan skulle det ikke være. Da vi kom tilbage fra vildnisset i den store skov, var der en sø under bilen. Kølevandet var løbet ud, og da vi gloede ned i tanken, var den helt tør for kølevand. Hvorfor fanden skulle det nu lige ske her i Hoh regnskov, det eneste sted hvor man ikke kan købe noget, hverken mad eller drikke. Der var heldigvis en telefonboks, og vi fik ringede til biludlejeren, som sagde, at vi bare skulle vente, så ville de sende en ny vogn i løbet af halvanden time.

For at gøre en meget lang historie kort. Efter 5 timer kom en ung mand med en anden bil, og vi kunne i bælg mørke køre tilbage til Squim efter flere omkørsler på grund af dårlig orientering og kom dødtrætte tilbage til marinaen ved 1 tiden om natten, hallo! hvor sjovt var det lige.

Vi var klar igen sammen morgen klokken 6. Vi ville køre langs kysten til indianer reservatet Neah Bay og videre ud til Cape Flattery. For at komme helt ud så man kan se fyrtårnet på øen Tatoosh, må man gå gennem skoven i en halv times tid. Det er en meget flot tur med udsigt ned langs kysten mod Ozette. Klipperne rundt om Cape Flattery er mega høje, og dybe slugter skærer sig ind i klipperne.

Det var spændende at stå og se ud på øen med fyrtårnet og de omkringliggende klipper og skær, som de store dønninger fra Stillehavet slog ind over med voldsom kraft. Det er et flot og voldsomt landskab.

På vejen tilbage gjorde vi ophold i Neah Bay Village. Vi regnede med at ligge lidt tid i Neah Bay, for at få en god vejrudsigt, inden vi sejlede ud i Stillehavet. Så kunne vi samtidig benytte tiden til at besøge deres flotte museum. Der var bygget en ny marina, som vi kiggede lidt på, men da det er fint at anker i bugten, ville vi nok gøre det.

Det havde været en god dag og vi fik afleveret bilen til tiden og blev kørt tilbage til marinaen. Næste dag, den 4. juli, sejlede vi ud i bugten og lagde os for anker, og det var smart, for der var gang i den inde på land med fest og ballade. I stedet kunne vi for anden gang fejre Amerikas nationaldag med en god middag ombord og se flot fyrværkeri den halve nat. Flot afslutning på en vellykket tur til Olympic National Park.

Næste morgen lå der skyer og tåge over bjergene og vi tog ankeret og satte kursen tilbage mod Blind Bay.

Vi lå lang tid i Blind Bay og der var en del selskabelighed, som vi blev inviteret med til og her mødte vi nogle af de lokale og venner til Peter og Cherie, som kom sejlende til øen. Der blev nu åbnet for krabbefangst på Shaw Island, det er forskellig tider de forskellige steder, der er åbent for at sætte krabbetegn. I sæsonen er det for mange en tradition, ja, næsten en livsstil, at sejle fra sted til sted for at sætte deres tegn.

Peter kunne lægge to tegn ud, så der var fin fangst. Han delte ud med rund hånd. Vi er blevet rigtig gode til at koge dem og ikke mindst spise dem, det er bare guf.

Blind Bay var et godt sted at kajakke rundt. Det er noget helt andet end at fise rundt i jollen. Peter tog fri fra bådebyggeriet og tog til Orcas for hentede sin juniorbåd, som han har sammen med nogle venner, som bor der. Den har han fået sendt over fra Danmark. Så store som små lå og plaskede rundt og havde et par hyggelige dage.

Vi tog en tur sammen i Peters truck til Annacortes og videre til Bellingham for at handle i Costco, men også for at se lidt af landet. Turen op kørte vi langs kysten, hvor vi havde en flot udsigt over vandet. Tilbageturen kørte vi længere inde i landet gennem marker og skov og var et smut i en af de mange marinaer.

Vi lå og ventede på endnu en pakke, Peter havde bestilt til os. Til sidst gad vi ikke vente længere og sejlede en tur til Canada ned til Daphne Isle for at mødes med Chris og Karen og sige et endeligt farvel til vennerne der. Daphnes bro var helt fyldt op med familie og venners både, så vi ankrede nede i Todd Inlet. For os var det også nemmere at gå derfra op til bussen, når vi skulle ind til Victoria for at handle.

Dagene gik, vi fes rundt i vores kajakker og gik nogle gode turer i skoven og Buchard Garden. Vi havde gang i symaskinen og fik syet betræk til kajakkerne og nye fender betræk, der gik det meste af en uge med at finde stof og sy alt det, men nu er alt i fineste orden.

Vi fik besøg af Chris og Karen, de var på Daphne i weekenden og kom ned til os i en gummibåd de havde lånt. Vi grillede og da det var lørdag, var der fyrværkeri i Buchard Garden, som vi havde første parket til. Oven i hatten fik vi en fantastisk solnedgang i de flotteste farver. Kort efter kom et kraftigt skybrud, det blæste kraftigt og regnen væltede ned. Vi kunne lige klare skansen, da vi havde vores cockpittelt på. Rundt omkring i bugten begyndte både at drive for deres anker, og mange steder var der vild kaos, når bådene stødte sammen. Så de næste 2-3 timer var der gang i den.

Det var lidt mærkeligt et par dage efter at sejle forbi Daphne Isle for sidste gang, hvor vi havde ligget så længe og nydt så stor gæstfrihed. Vi sejlede op gennem Saarnicht Inlet og lagde os for anker ved øen Russell og slappede et par dage der. Igen havde vi stor fornøjelse af at kajakke lidt rund. Det blev et endeligt farvel til Vancouver Island og British Columbia.

Næste dag sejlede vi til San Juan Islands, og i Friday Harbor lagde vi os for anker udfor Shipyard Cove Marina, som Arne er leder af.

Arne inviterede os på køretur rundt på San Juan Island og fortalte os om øens historie. I 1860erne var den delt mellem amerikanere og englændere, der begge gjorde krav på øerne. De havde tropper i hver sin ende af øen. Konflikten blev løst fredeligt og amerikanerne fik øerne. Vi så både den amerikanske og engelske camp.

Turen endte oppe ved Arne og Julies dejlige hus, som ligger højt oppe på bjergsiden med en fantastisk udsigt over øen og Fuca Strait.

Vi blev en aften inviteret til middag os Arne og Julie sammen med et vennepar, John og hans kone, fra marinaen, som vi nu lærte at kende. Fra dem fik vi en masse gode tips om San Francisco og videre ned langs kysten. Hver gang John var ude og tømme deres krabberuser, kom han forbi og gav os 2-3 Dungeness krabber. Så vi spiste en krabbe til frokost hver dag.

Endelig var det tid at komme videre sydover, vi havde været i området i et års tid. Vi sejlede til Port Angeles og ankrede der for natten. Tidligt næste morgen sejlede vi ud til Neah Bay, hvor vi lagde os for anker midt i bugten.

Vi brugte nogle dage på at ordne vores sejl og grej og gøre søklar til havsejlads. Kortene blev gennemgået endnu engang og vi hørte vejrmeldingen hver dag for at få en føling med, hvad der rørte sig udenfor. Vi havde bestemt os for at gå til søs, ca. 100 sømil fra land, for at undgå tågen og de mange skibe langs kysten af Oregon.

Tiden blev også brugt til nogle turer i land og Lene var en tur på Makahs museum. Makah indianerne har boet og jaget her i mange tusinde år, og efter det store arkæologiske fund i Ozette af en hel landsby, som blev begravet ved et mudderskred under en storm for 500 år siden, blev der fundet så mange ting, at man bestemte sig for at bygge et museum, for at bevare Makah indianernes historie.

Det er et rigtig flot museum bygget op og indrettet, som følger man årets tider. Man følger de forskellige fangst tider af fisk, muslinger og havdyr. Bærtiden og jagttiden af vildt. Der er på væggene malet helt naturtro billeder, som stod man på stranden eller i en døråbning og kiggede ud over havet. Der er bygger et langhus inde i museet i naturlig størrelse med ildsteder og indretning til en hel familie. Når man står i døråbningen og kigger ud, ser man over bugten og de omkringliggende øer, hvor der flyver fugle rundt og sæler og hvalrosser ligger på klipperne, men det hele er malet som et panoramabillede på en væg, kun ganske svagt belyst, som det skal forestille en typisk dag for området med lidt dis.

Vi var næsten klar til at tage afsted, da vi fik en mail fra Kim og Kirsten, at de var på vej hertil. Vi troede, at de var på Kodiak og blev noget overraskede. De havde midtvejs mellem Hawaii og Alaska ombestemt sig, de mente, de var for sen på den til at tage op til Alaska.

Men de ville jo gerne låne vores kort og pilot over Alaska. Der var gang i radioen og vi lyttede om aftenen, hvor langt de var kommet. Det svingede fra 14 til 7 -8 dage alt efter vind og vejr. Det passede os egentlig dårligt at udsætte afsejlingen endnu en uge, vejrmeldingen var god nu. Nu er det jo ikke hver dag vi ser hinanden, så det var lidt ærgerligt, nu vi var så tæt på hinanden. Men vi havde en aftale med Dolores i San Francisco, og i forvejen var vi lidt sen på den, på grund af pakken vi havde ventet på hos Peter. Så vi fik fundet alle vores kort og pilots frem over Alaska. Pakken afleverede vi oppe hos havnefogeden, som lovede at give den til Kim og Kirsten, når de kom ind til marinaen.

Næste dag tidligt om morgenen lettede vi anker og sejlede ud af Neah Bay med kurs sydover.