Den 20. august, tidligt om morgenen, sejlede vi ud fra Neah Bay. En pragtfuld dag at starte sejladsen ned til San Francisco.

For motor sejlede vi ud af Strait of Juan de Fuca, der var allerede ved at danne sig tågebanker inde over land.

Vi tog en genvej, sejlede mellem de yderste skær og øen Tatoosh, så vi kunne se de karakteristiske klippeskær helt inde ved kysten.

Vi havde planlagt at sejle cirka 100 sømil fra kysten for at undgå tågen og de mange fiskerbåde, som fisker langs Oregons kyst. Til gengæld kunne vi regne med at få mere vind og større bølger. Vi sejlede for motor de første timer, inden der kom lidt vind, vi kunne sejle for.

Hen under aften friskede det op, og natten var ret så frisk, der begyndte vi at mærke lidt til, hvor stive vi var. Det var efterhånden længe siden, at vi havde været til havs.

Vi fik en flot solnedgang og en super stjernehimmel og havde en god sejlads natten over, men næste formiddag aftog vinden, og til sidst lå vi bare og drev med strømmen. Vi fik et par delfinbesøg, men ellers skete der ikke så meget.

Selv om vi bare drev det meste af tiden, fik vi alligevel et rimeligt etmål, på grund af den stærke sydgående strøm.

Næste morgen var der stadig ingen vind og havet var helt stille. Vi kørte lidt for motor og fik lavet varmt vand, så vi kunne få et bad. Lene skulle bage brød, men var så optaget af at læse i sin bog, at hun hele tiden trak tiden ud, for her var jo så dejligt stille. Jo tak, brødene nåede lige at blive færdige, og så kom vinden. Hurtigt blæste det op til 20 knob og der blev varslet kuling med vind fra 20 til 35 knob.

Inden det blev mørkt, mindskede vi sejl for at få farten lidt ned, måske kom vi lidt for langt ned, da vi rullede en del i den høje sø. Men vi syntes, det var bedre end at fise afsted med over 8 knobs fart. Det blev en drøj, anstrengende og våd nat.

Det var længe siden, vi havde oplevet så flot og stærk morild. Der var så meget lys på grund af de høje bølger og den meget skum, at det næsten blændede. Det lyste helt sejlet op, når søen slog op langs siden af Dana.

Når delfinerne svømmede langs siden lignede det torpedoer, der for rundt i vandet med en lang ildhale efter sig. Det var meget flot at se på.

Der kom mere vind og vi susede afsted, bølgerne blev rigtig dybe, og når vi fik en skævert, var der fuld knald på, det larmede af pommeren til, når de klaskede mod skroget og det gav nogle gevaldige ryk i båden. Hele natten var der igen flot morild.

Det blæste 20 til 25 knob, og vi førte mere sejl nu, så Dana gik godt i søen og gjorde god fart. Der kom lidt blå himmel ind imellem, ellers havde det været gråt i gråt de sidste dage. Men de sidste nætter havde vi en flot stjernehimmel, så det bød lidt på de grå dage.

Efter 6 døgn nærmede vi os San Francisco, men i stedet for at sejle direkte dertil, valgte vi at ankre op et par dage i Drakes Bay, der ligger 25 sømil NV for byen. Det er en ret så dramatisk kyst, vi sejlede langs med for at komme rundt pynten og ind i den store Drakes Bay. Bøjen, som afmærker revet, var fyldt op med søløver, der var ikke plads til een mere. Bugten og bjergkammen ude fra fyrtårnet er en naturpark.

Da vi havde fået ankret, og der var faldet ro over skibet, begyndte Lene at fiske lidt og fandt ud af, at der var tang undet os. Fiskede mest lige for at koble lidt af, det kunne jo være, der var noget at fange. Men der var kun bundbid.

Kysten er et bart landskab med lidt grønt mellem bakkerne og med sparsomme lave buske og træer. For enden af bugten ligger en farm, formentlig med køer efter lugten at dømme. Da vinden vendte, kom der en grufuld stank ud til os derfra af gylle, fy - føj for en stank, og en masse halvdøde fluer blev ført ud med vinden.

Men ellers er det dejligt at se en anden natur efter alle de træer oppe nordpå. Det med varmen har vi indtil nu ikke mærket noget til, ej heller set meget til solen.

Her er mange søløver og sæler, og vi har igen glæden af at se pelikaner, det er dejligt at se dem igen. Så den store flotte ørn er nu skiftet ud med den sjove pelikan.

Næste morgen var der helt stille og kun lidt sigt, tågen lå over toppen af landet, der var ikke meget at se i det fjerne. Kysten forsvandt i tåge ned mod San Francisco.

Tågen kom og gik og der var meget fugt i luften. Vinden der kom ude fra havet, var kølig og klam.

Vi drak morgenkaffen i cockpittet, mens vi så delfiner og søløver jage stimer af fisk i skarp konkurrence med pelikanerne, som dykkede lige ned imellem dem.

Ved 3 tiden flovede vinden og vi satte jollen i vandet og sejlede ind til et gammalt landingssted, en tidligere fiskelandingsplads, som nu er overtaget af parkpersonalet, som har deres grej og båd der. Vi hilste på dem, da de kom tilbage fra en tur rundt i bugten, efter vi havde fundet en plads til jollen ved en lejder. Det var på eget ansvar, at vi fik lov at færdes der. Der var sat skilte op om adgang forbudt, men de vendte den anden vej, end derfra hvor vi kom, så dem overså vi.

Det er bare en høj smal klippeside som adskiller Drakes Bay fra Pacific. Som det ses på billedet, gnaver havet grådigt af den porrøse limsten. Det er bugten til højre.

Vi så et par hjorte da vi gik op ad vejen. Vi fortsatte helt ud til pynten ved den grønne bøje som afmærker revet. Her var en masse pelikaner og andre fugle på klipperne. Der var en flot udsigt ned langs kysten, hvor vi havde sejlet for at komme op i bugten. Da vi var næsten tilbage ved vejen ned til broen, begyndte tågen at rulle ind i bugten, så vi opgav at gå videre. Vi ville gerne ud til Dana, inden det lukkede til, og det begyndte også at blæse op, så det var tid at komme tilbage.

Tidligt næste morgen tog det Henrik lang tid at få ankeret op. Der var meget sejt tang viklet om kæden, som han måtte flå af med hænderne. Den slags tang har vi ikke prøvet før, det var elastisk, sejt og meget stærkt.

Der var lidt tåge ned langs kysten og ingen vind, så det var bare afsted for motor.

Golden Gate Bridge

Der var ingen trafik, da vi ved 11 tiden nærmede os den berømte Golden Gate Bridge, så vi bestemte os for at sejle op langs nordsiden af landet, da vi skulle ind til Sausalito. Præcis klokken 12 sejlede vi under The Golden Gate Bridge og havde San Francisco om styrbord lidt i tågedis. Toppen af pylonerne var dækket af tåge, resten stod helt tydeligt. Det var sådan lidt mærkeligt endelig selv at sejle under den berømte bro, som vi har set på mange film og billeder.

Vi var de eneste som sejlede under broen på det tidspunkt, så det kunne ikke være nemmere. Først da vi kom rundt pynten og lidt fri ved Sausalito, kom det en frisk vind, ellers havde vi haft 1 til 2 m/s.

Farvandet i og omkring San Fracisco bugten er ikke et nemt farvand at besejle. Strøm, tidevand og vind skifter hurtigt, og en magssejlads kan hurtigt blive til en meget frisk sejlads med høj sø og kraftig strømsætning.

San Francisco

Vi sejlede langsomt om langs kysten, og da vi kom til Schoonmaker Point Marina, kaldte vi dem op, og efter lidt tid fik vi kontakt og fik anvist en plads, vi kunne bare lægge os langskibs på ydersiden, så det var nemt.

Vi fik tjekket ind på havnekontoret, hvor Henrik lånte deres telefon, så han kunne ringe til Customs. Det var en større affære, han blev henvist fra det ene kontor til det andet og det tog det meste af en halv time, men vi fik det endelig klaret og var nu lovligt i San Francisco. Man skal tjekke ind, hver gang man kommer til en "Port of Entrance".

Det var en dyr marina, og vi ville hellere ligge for svej, men vi håbede at komme hurtigt i kontakt med Dolores, og hvis hun kom herned fra Santa Rosa, var det bedst, at vi lå i en marina. Vi ringede flere gange, og til sidst fandt vi ud af, at hun var taget på en tur op til Seattle og først kom tilbage et par uger senere. Så vi lagde os for svej i Richardson Bay ud for Sausalito.

Næsten hver dag over middag blæser det op, og der kommer nogle grimme krapsøer, som klasker op af siden på Dana og jollen hopper og danser. Her brugte vi systemet med at hejse jollen op og lade den hvile på et par fendere op ad fribordet med motoren på. Det system virker godt, og det er nemt at håndtere.

Her er heldigvis ikke kun dyre marinaer. Flere steder ligger der en god blanding af sejlbåde, motorbåde, halvfærdiggjorte skibsprojekter og husbåde. Der er bare ikke plads til gæster. Det ser godt nok lidt rodet ud, men giver en afslappet atmosfære og giver et andet miljø end de evindelige rækker af motor- og sejlbåde som i marinaerne. Der findes mange sejlbåde her i bugten og her er stor tradition for at sejle træbåde, endda store både med 15 - 20 mands besætning sejler race eller tur hver weekend.

Richardson Bay er et dejligt sted at ligge for svaj og det mærkelig er, at selv om tågen falder ned over bjergsiden og Sousalito by, når den aldrig ud over Richardson Bay. Her ligger vi i strålende sol og skyfri himmel. Derfor er det et så eftertragtet sted at ligge for svaj, det er næsten altid godt vejr.

Hver fredag eftermiddag var der et market, hvor lokale fra oplandet satte deres boder op og solge friske grøntsager, frugter og lækre oliven i dressinger, som vi blev helt vilde med. Her kunne man købe delikatesser fra bl.a. japan, indien, italien og argentina. Vi kom i snak med en argentiner, som solgte empanadas, som vi huskede dem fra Buenos Aires, og så fik vi lige en snak om Argentina.

En aften var der koncert ved waterfronten og folk kom slæbende med borde og stole fra deres biler og lejrede sig flere timer i forvejen for at få en god plads. Der var for meget trængsel, så sad vi bedre i vores cockpit og hørte god musik.

Vi tog tidligt afsted i jollen ind til marinaen for få en god plads, da den skulle ligge der hele dagen, der var rift om pladserne ved jollebroen. Vi gik til stoppestedet, og tog bussen over Golden Gate og videre ind til San Francisco.

Vi gik ned til det berømte og meget turistet Fischermans Warf. På trods af de mange turister er det et spændende sted, og man kan spadserede rundt i en uendelighed, der er så meget at se på.

Vi skulle da lige ud på Pier 39 og se de mange søløver, som ligger og gasser sig på nogle pontonbroen, som specielt er lagt ud til dem, formentlig for at holde dem til et sted. De sviner og lugter fælt, så det er en god idé at isolere dem lidt. Det er en stor turistaktraktion, folk hænger her i flere timer for at se dem. Selv om de ser sløve ud, er der hele tiden gang i den, for hver gang en rører på sig brokker de andre sig, og hurtigt kommer de op og toppes og der bliver en farlig ballade.

Her er alt godt fra havet, friskkogte Dungeness krabber, languster, grillede blæksprutter, halibut og lækre retter med store muslinger og rejer.

For at hvile fødderne lidt tog vi en rundtur med en åben bus, op gennem downtown og det berømte China Town og Little Italy og videre gennem det fantastiske finanskvarter med høje skyskrabere. San Francisco ligger spredt over en masse høje og er jo verdenskendt for sine kabelsporvogne, som trækkes op ad de stejle gader.

Man var ved at knække nakken for at se toppen af bygningerne i finanskvateret. Vi syntes, det var et spændende kvarter og det er sjældent at se så flotte bygninger med store glasfacader ligge mellem ældre bygninger i fin forening. Den høje pyramide er en fantastisk spændende og flot bygning.

China Town gik vi simpelthen tyndt. Vi brugte timer på at ose i de spændende butikker, hvor de mest mærkelige ting bliver solgt. Vi fandt et par gader, hvor der næsten ikke kommer turister, og her oplevede vi et ægte liv, hvor kun kineserne selv handler.

Vi var godt trætte, da vi sent på eftermiddagen ventede på at kunne tage færgen tilbage til Sausalito. Det blæste godt på vejen over bugten, da vi passerede forbi Golden Gate. Det blev til adskillige dejlige turer til San Francisco, og hver gang oplevede vi nye facetter af byen. Det er en flot og fascinerende by med en spændende historie.

Endelig fik vi fat i Dolores, og vi aftalte, at vi skulle komme en tur op til Santa Rosa og besøge hende. Først skulle vi lige finde en marina, hvor vi kunne efterlade Dana. Det blev Brisbane Marina lidt syd for San Francisco tæt ved lufthavnen.

Vi sejlede for motor tæt forbi San Franciscos waterfront og den berømte fængselsø Alcatraz og under Bay Bridge og videre ned til Brisbane Marina.

Alcatraz på spansk betyder pelikan, deraf fik øen sit navn, da den var fuld af pelikaner langt tid før, man fik den ide at bygge det berygtede fængsel, hvor blandt andre de berømte fanger Al Capone og bankrøveren Leon Thompson sad buret inde i flere år. Det var år tilbage et yndet location for Hollywood at lave film her.

I 1964 blev fængslet lukket, men blev igen i 1971 åbnet, for at indgå som en turist attraktion i Bay Area.

Bus og indkøbsmæssigt var Brisbane Marina ikke det smarteste sted, der var langt til alting, men det var billigt og det var et sikkert sted. Senere viste det sig, at det var et rigtig godt valg, da personalet meget venligt lånte os deres biler, så vi kunne købe ind og køre lidt rundt, mens de passede deres job på kontoret. Vi mødte stor venlighed og kan absolut anbefale stedet.

Vi blev gode til det med busser og fordelen ved at bo lidt uden for lands lov og ret er, at vi fik set en masse, når vi kørte op til San Francisco og videre over Golden Gate til Sausalito og op gennem deltalandet. Selv efter flere timers kørsel fra bugten ser man marinaer med sejl- og motorbåde. Vi kom til Santa Rosa over middag i strålende sol. Vi spiste frokost og gik bagefter en tur rundt i byens gamle kvarter, inden vi ringede til Dolores, at nu kunne hun godt hente os.

På trods af, at vi ikke havde ikke set hinanden i ca. to år, siden vi var i Cordova i nord Alaska, gik knevren som var det dagen før, vi havde været sammen. Vi kørte en tur rundt i vinlandet og endte hos hendes bror, som har en ranch og ved siden af ligger hendes nevøs vingård. Den er ikke så stor, men til gengæld er det en meget dyr vin, når den endelig kommer på flasker. Netop i nat skulle de ud og plukke hans druer og det passede med at det var fuldmåne, så de kunne se at arbejde. Druerne bliver bedst, når de plukkes om natten, når det er køligt, fik vi fortalt, det er jo en hel videnskab. Natten før havde familierne plukket naboens druer, så de hjælper hinanden i den korte tid, hvor plukningen er.

Vi fik lov at plukkede nogle dejlige drueklaser og friske grøntsager til vores middag. Dolores huskede, hvor vilde vi er med laks, så det fik vi til middag. Her var det så, under middagen at hun fortalte, at hun næste søndag ville køre en tur tværs over USA til Indianapolis for at besøge en veninde der og videre til New York for at besøge noget familie. Det ville tage hende en uges tid at køre derover, og vi talte om, hvor spændende det ville være at komme gennem 7 til 8 stater. Der lå kort og atlas over alt i stuen, og vi kiggede nysgerrigt, hvilken rute hun skulle køre.

Vi kunne jo tage med hende, hvis vi havde lyst, det ville være rart for hende med lidt selskab. Det skulle vi lige tænke lidt over.

Næste dag besøgte vi forskellige vingårde, det første var bygget som et vinslot. Det var da flot at se og imponerende med den store opkørsel, men vi syntes bygningen virkede lidt malplaceret. Vi var inde og smage forskellige delikatesser, som var sat frem.

Vi kørte rundt i Moon Vally forbi den ene vinmark efter den anden. Det er et flot område, hvor der også dyrkes oliven og lidt frugt. I gamle dage var det udelukkende frugt, som blev dyrket her, vindyrkningen kom først senere, men nu er det næsten kun vindyrkning man satser på.

I mellem tiden havde vi bestemt os for at tage med Dolores tværs over USA. Det er ikke hver dag, man får en sådan chance. Men vi skulle lige tilbage til Dana, for at tømme og slukke for køleskab og fryser og tjekke at alt var i orden, når vi skulle være væk i længere tid.

Et par dage senere tog vi igen turen op til Santa Rosa, hvor vi kom dagen før, vi skulle afsted. Vi pakkede bilen om aftenen, så vi kunne starte tidligt. Dolores ville gerne afsted ved syvtiden, så vi kunne komme et godt stykke den første dag. Vi kørte igennem Moon- og Napa Vally og så uendelige rækker af vindruestokke, de fleste lige klar til at blive plukket. Vi kørte gennem Sacramento og Reno, hvor vi kom over grænsen og ind i Nevada. Se kort.

Nevada var spændende at køre igennem, flotte bjerge i mange farver og fantastiske klippeformationer formet af vinden og regnen.

Midt i ørkenen overnattede vi på Peppermill Hotel Casino. Hele området er kasino hoteller, som ligger som perler på en snor med masser af glimmer og stærke farver. Vi har aldrig været på kasino før, så det var lidt af en oplevelse og Lene var endda så heldig at vinde $150. Mens Dolores sad klistret til spillemaskinerne, gik vi en tur rundt for at se de andre spillesteder.

Vi troede, at det var mere mondænt. På de fleste kasinoer går man bare ind, som når man går i Tivoli eller på Bakken og siddet og hiver i armen på de enarmede tyveknægte, og håber man ikke bliver helt blanket af.

Fra staten Utah, som grænser op til Nevada, hvor man hverken må drikke, spille og gøre andre udskejelser, kommer der hver weekend en masse hertil for at spille. Så derfor lå prislejet i den rigtige ende, for at få så mange som muligt indenfor.

Vi startede igen tidligt om morgenen og kørte gennem den store saltslette som ligger lige efter grænsen til Utah. Her udvindes masser af salt, og vi så bjerge af salt ligge ved fabrikkerne for at blive renset og pakket.

Vi kørte langs Great Salt Lake til Salt Lake City, mormonernes højborg, hvor vi så deres kæmpe tempel i den glitrende sol.

Vi kom gennem et flot bjerglandskab videre ad rute 80, som vi havde fulgt lige siden Reno. Vi havde håbet, vi kunne gøre nogle afstikkere, men Dolores var ikke meget for at afvige for meget fra den rute, hun havde planlagt. Der var ellers et par national parker, vi gerne ville have kørt igennem og også gået lidt rundt, vi sad i alt for mange timer på vores flade og bare susede afsted.

Vi fortsatte gennem Wyoming, og her oplevede vi et uvejr komme strygende ned mellem bjergene. Pludselig blev det helt mørkt og koldt, og så kom sneen. Vi var heldige, at uvejret for det meste var foran os, og sneen fosvandt hurtigt fra vejen, men i løbet af ingen tid var bjergene nu sneklædte. Det var den første vinterstorm, hørte vi over radioen. Og landskabet ændrede sig totalt. Vi havde nu et sneklædt landskab foran os.

Men de var forberedte, snehegnene var allerede sat op, som det ses på billedet.

Staten Wyoming er et rigtig cowboyland, flot med varieret landskab og flotte bjerge især i den vestlige del.

Vi kørte gennem byen Cheyenne, som ligger lige ved grænsen til Colorado, og det ville have være hyggeligt at have brugt lidt tid der, men vi fortsatte videre til Nabraska.

Landskabet forandrede sig hurtigt her, nu kom vi til landbrugsland og små olie borerigge stod på markerne og pumpede olie op, mens køerne gik og græssede lige ved siden af. Det er ikke udsædvanligt, at have at borerig i baghaven.

Både staten Nebraska og Iowa, som var den næste stat, vi kørte ind i, var ikke vildt spændende, og slet ikke efter at vi lige havde kørt gennem et flot bjerglandskab. De er mest kendte som USA´s kornkamre. Markerne, mest majsmarker, strækker sig lige så langt øjet rækker. Landskabet er flat og let bakket. Det gjorde det heller ikke bedre, at vi fik dårlidt vejr med regn og lavtliggende skyer.

Vi overnattede i byen Grinnell i Iowa. Tidligt næste morgen var det ligesom fanden var i hælende på Dolores, hun kunne ikke komme tidligt nok afsted og pressede på Henrik, at han skulle køre hurtigere, end loven tillod. Det begyndte at blive lidt anstrengt. Når vi spurgte, hvorfor vi de sidste dage skulle jage sådan afsted, sagde hun bare, at hun skulle være i Indianapolis onsdag aften for at hjælpe sin veninde med en udstilling. Måske de havde talt samme undervejs og fundet ud af, at hun kunne komme hurtigere, nu Henrik kørte en del af turen.

Vi kunne godt mærke, at der var ved at gå ged i det hele, desværre.

Vi blev sat af ved Indianapolis lufthavn sent på eftermiddagen og var heldige at få et fly en time senere til Chicago og derfra videre til San Francisco, hvor vi kom til ved 21.30 tiden lokal tid. Vi tog en taxi til Brisbane Marina. Puh - Ha! Det var godt at være hjemme igen.

Det må siges at have været en ekspres tur. Vi havde set flot natur. Super flotte bjerge i fantastiske farver og kilometerlange saltsletter, men det var jo ikke helt nyt for os. Meget af dette havde vi jo set i Sydamerika.

Vi gjorde nok den fejl, ikke at undersøge nok hvor vi skulle køre. Vi skulle være gået mere på nettet, så havde vi set, at det var en for nordlig rute vi kørte, og så selvfølgelig gik det alt for stærkt. Vi var jo næsten kun ude af bilen, når vi skulle spise og tisse. Selvfølgelig er der masser af flotte og spændende steder, når man kører 3800 km. tværs over USA, man skal bare have tiden og køre de rigtige steder, det ved vi så nu.

Efter et par dages slappen kastede vi os over arbejdet på Dana. Ledningerne på den nye vindmølle var tykkere, end dem vi havde haft til den gamle mølle, så der skulle bores op for at få dem igennem skroget. Henrik måtte cykle langt fanden i vold for at købe mere ledning, så han kunne blive færdig, så vi kunne se, om den overhovedet ville virke. Det gør den og den giver godt med strøm.

Lene gik i gang med at slibe og male bovsprydet, det så ikke for kønt ud længere. Gutterne på broen var meget optaget af, hvordan det spændte af, og kom med velmente gode råd, indtil det gik op for dem, at Lene var bedre foruden. Det var død irriterende med al deres indblanding, hvad de vist fandt ud af, efter at have fået et par skarpe blikke fra maleren. De havde endda den frækhed at bemærke, hvor flot resultatet var blevet, hvad pokker bildte de sig ind, selvfølgelig var det i orden. Nå, men da alle de mange gøremål var færdige, besluttede vi os for at tage en tur op til byen San Rafael, som ligger nord for Sausalito i delta området, for at købe ekstra filtre og reservedele til vores watermaker.

I bussen, kom vi i snak med den kvindelige buschauffør. Lene havde en bluse på fra Cape Horn, og hun spurgte, om vi havde været der. Hun lurede også lidt, når vi talte dansk og spurgte, hvad det var for et sprog. Da vi sagde, at det var dansk, sagde hun, at hun egentlig også var dansker. Hun hed Maiken Jensen, og var født i København af danske forældre. De var immigreret til Argentina som ganske unge og var havnet helt ned i det sydvestlige hjørne af landet ved byen El Turbio lige ved grænsen til Chile, hvor faderen havde virket som læge. Maiken voksede op i et af de mest barske steder i verden, kun to måneder af året var det muligt af floden at komme til Rio Gallegos på østkysten af Argentina. I dag er der fly, men stadig et af de mest barske steder i verden. Som hun sagde: de kaldte det; ved verdens fod.

Hun kunne ikke huske, hvor i København hun kom fra og talte ikke dansk. Hun var utrolig sød og meget interesseret i at høre om vores tur. Hun havde kørt bus i 28 år mellem San Francisco og Santa Rosa. Hun boede sammen med sin mexicanske mand Marco i en motorbåd, som lå i en lille marina i San Rafael, så var det nemt at komme på arbejde, da busterminalen kun lå et par blokke derfra. Vi udvekslede visitkort, og hun havde lavet billetter til os til at komme tilbage til San Francisco, meget sødt af hende. Hun havde lidt travl, da vi kom til San Rafael, da hun skulle fortsætte op til Santa Rosa. Vi aftalte at mødes igen nogle dage senere.

Vi spadserede gennem byen op til Spectras fabrik. Vi ville gerne hilse på dem og se stedet, nu vi var så tæt på. De kunne godt huske os fra den service vi havde haft, da vi lå i Alaska. Vi fik en del fittings gratis, de havde liggende, som passede til vores maskine, der er en lidt ældre udgave.

Vi fik besøg den følgende weekend af Maiken og Marco, som vi ikke havde hilst på før. Han var en meget spændende mand, og begge var de så søde. De havde gaver med til os og inviterede os op til deres hus i bjergene, som ligger i det nordlige Californien lidt syd for grænsen til Oregon. Vi kunne bare tage derop og bruge deres bil, og blive så længe vi havde lyst, så ville de komme, når de havde fri fra arbejdet. Det var så fristende, men vi var jo næsten lige kommet tilbage fra lynturen tværs over amerika, så vi slog koldt vand i blodet og besluttede at besøge dem en anden gang. Vi havde en meget hyggelig dag sammen. Hvor dejligt at møde mennesker på denne måde og have det så godt sammen.

Vi tog en sidste tur ind til San Francisco. Vi havde ikke nået at køre gennem byen i kabelsporvogn endnu, og vi havde bare lyst til at trave lidt rundt egentlig uden mål bare for hygges skyld. Så endnu engang gik vi gennem kendte og nye kvarterer.

Det er smart med kabelvognene, for man kan købe en enkelt tur eller et kort og køre lige så tosset man vil. Springe af og på når den kommer forbi, derfor står der ofte folk på trinbrættet, så de let kan springe af og på når vognen går ned i fart.

I næsten to måneder havde vi været i San Francisco Bay og set og oplevet meget. Det var tid at komme videre, selv om vi fik den ene kuling efter den anden ind over os. Vi smuttede mellem to kulinger for at nå ned til Half Moon Bay lidt syd for San Francisco på Stillehavskysten. Endelig på vej sydover mod San Diego, Baja California og Mexico.