Den 23. oktober sejlede vi igen under Golden Gate, nu for udgående med kurs sydover.

Vi havde en dagssejlads ned til Half Moon Bay, hvor vi ville ligge et par dage. Det blev nu til 5 dage, da der allerede næste dag blev varslet endnu en kuling. Fordelen ved at være kommet udenfor San Francisco Bay var, at vi fik en bedre føling med vejret. San Francisco Bay har helt specielle vejrforhold, helt anderledes end ude i Stillehavet.

Half Moon Bay er et supert sted at ligge og vente på den rigtige vejrudsigt. Det er en meget stor bugt, hvor man har bygget en lang bølgebryder, hvor der bagved er et stort bassin, hvor man kan ankre i god holdebund og masser af svejeplads. Der er længere inde bygget en havn, hvor man kan lande med jollen. Half Moon City ligger en 15 minutters bustur længere sydover. Der er alle de butikker og indkøbscenter man har brug for.

Inden havnen blev bygget, brugte fiskerne den nu for længst forladte og faldefærdige landingsplads, som strakte sig ud i bugten, til at lande deres fangst. Nu bruger de havnen til at lande deres fisk og straks få den frosset ned. Den gamle landingsplads var en tro kopi af den, vi så oppe i Drakes Bay.

Vi tog ind og gik nogle gode lange turer langs stranden. Vi så mange flotte strand huse og kiggede nysgerrigt på den surferkultur, som findes langs Californiens kyst. Det er det ultimative strand liv, som leves her.

Da kulingen kom, fik vi hurtigt jollen ombord, og lagt ekstra kæde ud, det var en strid en. Selv inde i bugten fik vi store bølger, men vi lå sikkert bag den store stenmole.

Det var den 4. kuling på fire uger. Der havde været en kuling hver uge i oktober. Og vi havde fået fortalt, at oktober og november var de mest rolige måneder i San Francisco Bay, der er ikke noget der passer mere.

Og efter en sådan kuling er det rart at se solen igen og de små dværgryler, der spæner frem og tilbage for ikke at få våde fødder, når bølgerne ruller ind over stranden.

Vi gjorde os klar til at tage afsted, lige så snart vinden lagde sig. Egentlig havde planen været at sejle dagturer, men nu bestemte vi os for at fortsætte helt ned forbi Point Conception, hvis vejret tillod det. Vi kunne altid søge læ i Monteray eller San Luis Obispo Bay, hvis vejret blev dårligt.

Det eneste vi ikke skulle have var sydlig vind eller en hård vind fra nordvest, når vi skulle rundt Point Conception, som er kendt som Californiens Kap Horn. Her kan dannes de mest modbydelige søer og vinden forstærkes rundt om hjørnet. Ydermere er Point Arguello lidt nord derfor, berygtet for det mest tågede område langs U.S.A.s Stillehavskyst. Der er under 0,5 sømils sigt i 12 til 20 dage pr. måned, hvor juli og august måned er de værste. Så det er en god ide, at have en god vejrudsigt når man skal rundt der.

Den 29. oktober fik vi fint vejr og en let brise om morgenen, så det var nu vi skulle videre sydover.

Vejrmeldingen var god for de næste 3 til 4 dage, og som nævnt havde vi fundet et par steder, hvor vi kunne søge læ, hvis den alligevel ikke holdt stik. Men vi håbede at komme syd for Conception i et hug.

Vi sejlede tre til fire mil fra kysten og havde hele tiden landkending.

Ham her, på billedet neden under, havde vi glæde af en hel dag, og til al held for ham oversked han ikke hele båden og sejlet, så han fik lov at blive ombord. Han var en mærkelig fætter. Først ville vi jage ham væk, men han løb bare rundt oppe på sejlet og han lod Lene tage ham i benene, uden at han hakkede, han satte bare hælene i og gloede på os, som for at sige: lad mig dog være i fred. Den ene vinge hængte lidt, men han kunne sagtens flyve. Han brugte mange timer på at ordne sine fjer, så vi lod ham være og pludselig lettede han, heldigvis uden visitkort.

Vi kørte for motor, da der ikke var vind nok til sejlene, der var for megen dønning, men lidt over middag friskede det lidt og vi fik sejlene op, som vi havde oppe indtil vinden døde helt efter midnat. Vi havde haft en fin sejlads med vinden agten for tværs og plat læns. Vi fik en flot solnedgang og havet var nu næsten helt roligt med kun lidt dønning.

Næste dag den 30. oktober fik vi en flot solopgang, vejret bliver bedre og bedre, vinden var dog stadig ret så kold. Vi kørte for motor hele dagen. Det blev en fin dag, og da havet var helt roligt, så vi en hval og flere store delfinflokke på mellem 50 til 80 dyr passere tæt forbi os, mens de jagede fisk op. Det er altid spændende at se på. Det var utrolige hastigheder de kom op på og flot at se, når en hel flok samtidig sprang op mellem alle de andre.

Det var første gang vi med sikkerhed så Northern Right Whale Dolfins. Vi har sikkert set dem på vej ned langs Oregons kyst, da der kom mange delfiner forbi os der, men vi kunne ikke se, hvad det var for en type.

De lever fra British Columbia ned til det nordlige Baja California.

Disse delfiner er ca. 3 meter lange, slanke og har en lang tynd halerod inden halefinnen. De er sorte med en meget karakteristisk hvid tegning på bugen og en hvid plet ved munden og så har de ingen rygfinne, de er helt glatte på ryggen. Det er ekstrem hurtige svømmere.

I løbet af dagen kom flere grupper hen til os for lige at slappe mellem jagterne. De virkede så tillidsfulde, rullede rundt og kiggede op på os, når vi stod ude på bovsprydet. Havde vi kunne nå ned, havde vi kunne røre ved dem, så tæt svømmede de langs båden. Det er jo så fordelen, når havet er så stille, at vi kan få disse oplevelser med havdyrene tæt på.

Dagen blev rundet af med en perfekt solnedgang og for første gang siden Caribien så vi igen "green flash". Det er et kort grønt glimt omkring solen, når den går ned bag kimingen. Så det ses kun når solen går ned over havet og under helt specielle forhold, som åbenbart var her nu. Det er aldrig lykkedes os at fotografere det, så måske er det kun øjet, som ser det.

Vi nærmede os Point Conception og så de første boretårne. Vi gik tæt forbi det første. Vinden var stadig let, men hen under aften friskede den op fra nordøst og bølgerne voksede hurtigt. Ud for Point Arguello og ned mod Point Conception fik vi vind fra 16 til 20 knob, men vindretningen forandrede sig hele tiden på grund af kysten, så vi fortsatte for motoren. Det var ikke lige stedet, at ligge at rode med sejl og det var nemmere og rimelig behageligt for motor, da vi sejlede parallelt med storskibsruten og skulle passere et par boreplatforme mere.

Tidligt om morgenen den 31. oktober dukkede øen Santa Cruz frem af morgendisen. Og da solen kom frem over bjergene på fastlandet og skinnede på øen, så vi øens flotte røde klippesider. Vi sejlede ind til Smugglers Cove og fik fat anden gang med ankeret, der var meget hård sandbund.

Vandet var helt fantastisk, vi kunne se bunden og masser af blå fisk svømmede rundt om os. Vi lå lige ud for en olivenlund, og der voksede store eukalyptustræer helt ned til stranden. Vi tog jollen ind for at gå en tur langs stranden. Vi var ikke helt forberedt på dønningen, men kom dog nogenlunde tørre i land.

Inde bag ved olivenplantagen lå der en gammel gård, som nu bruges af dem, der holder øje med nationalparken. Der var dadelpalmer og valnøddetræer og masser af blomsterbuske omkring gården, en idyllisk oase hvor et næsten udtørret vandløb gav fugt nok til, at der selv nu i tørketiden var frodigt.

Vi gik en tur op til et udkigspunkt og så, at der var en sti gennem dalen over til den anden side af øen. Vi gik et stykke af den, men vi var started for sent på dagen og kunne ikke være tilbage inden det blev mørkt, så vi gik tilbage til stranden.

Turen ud gennem dønningen gik ikke helt efter planen, så vi fik en del vand og sand i jollen og et mindre bad med al tøjet på. For at sige det mildt, en rigtig vandtur, heldigvis uden publikum, så vi følte os lidt dumme men ikke flove. Det er lang tid siden, vi har skulle gennem en dønning og er ude af træning. Heldigvis havde vi ikke taget kamera med.

Vi fik flotte nætter med en stjernehimmel så fantastisk og en flot fuldmåne.

Vi så en Bald Eagle sidde helt frit i et af eukalyptustræerne med udbredte vinger, sikkert for at tørre dem. Men det mest mærkelige var, at vi fra båden kunne se, at den var blå på indersiden af vingerne og vi ved ikke hvorfor. Måske det er det stærke blå genskin fra vandet. Lene tog en del billeder med max zoome, så de er ikke helt skarpe. Vi er helt sikre på, at det er en Bald Eagle. Er der nogle der kan give en forklaring, så send os en mail.

Vi lettede anker lige inden det blev mørkt for at sejle natten over til den næste ø, Santa Cruz, 68 sømil længere sydpå. Vi havde håbet på lidt vind, men det blev igen en motortur. Vi var kommet til et område, hvor der drev meget tang rundt. Om dagen prøvede vi at undgå at sejle gennem de store tang øer, men det var ikke til at se dem om natten, så vi pløjede igennem et par stykker og vi kunne straks høre, at motoren gik ned i omdrejninger. Det er det mest stride tang, stærkt og tykt som bare pokker.

Vi kom til øen Santa Catalina ved 6 tiden om morgenen, og selv om det skulle være lyst nu, lå øen indhyllet i tyk tåge. Da vi sejlede ned langs kysten, lignede det en barsk bar stenkyst, hvor tågen rullede hen over bjergtoppene. Toppen af hele kysten var dækket af et tykt tågetæppe, som hævede og sænkede sig i takt med vindpustene. Det var et spændende men også dystert syn. Vi blev hurtig klar over, at det ikke var en god ide at gå ind til Little Harbor, som vi havde planlagt. Bugten kunne vi slet ikke se og tågen lå tykt over stedet. Det ville være et klamt og mørkt sted i mange timer, ja, måske resten af dagen.

Vi vendte rundt og sejlede op langs kysten til Catalina Harbor, hvor der var mere lys og tågen var ikke så tæt. Da vi kom ind i bassinet, kom der lidt sol gennem disen. Hele den inderste halvdel af bugten var fyldt op med fortøjningsbøjer. Vi sejlede næsten helt ned i bunden mellem de mange bøjer, for at se om der var lidt plads, hvor vi kunne ankre, men bøjerne lå som perler på en snor. Det var første gang, vi så det system med at fastgøre for og agter. Problemet er bare, at man skal vide hvilke bøjer, som passer til ens bådlængde. Vi tjekkede bunden og fandt et sted uden for bøjerne, langs indsejlingen, hvor vi lagde ankeret på 21 meter vand og med god plads til at svaje.

Stedet var ikke så hyggeligt som Smugglers Cove og der var mindre sol. Tågen havde vi hele dagen. Fra bunden af bugten var der ikke langt at gå over til den anden side af øen, hvor Listmus Cove ligger, bebyggelsen mellem de to bugter hedder Two Harbors. Vi orkede ikke i det kedelige vejr at tage en tur ind med jollen.

Næste dag hilste vi på Richard og Doris, da vi sejlede forbi deres båd Fire Water fra Ketchican, Alaska. De kom ind kl. 4 om morgenen og lagde sig for anker tæt ved Dana.

Vi sejlede ind til jollebroen i bunden af bugten. Herfra gik vi de få hundrede meter over til Listmus Cove. Hele bugten var fyldt med bøjer, der var ikke megen plads til at smide ankret. Så bådene er nød til at ligge for en dyr bøje, men systemet giver selvfølgelig plads til mange både og en masse penge i kassen.

Det er her tingene foregår. Her var restauranter, små butikker, feriehuse, og der går en lille færge over til fastlandet. Men sæsonen sluttede den 31. oktober, så det meste var lukket ned og stranden lå øde hen. Vi gik en lang tur langs kysten. Der var fyldt op med bøjer i alle bugterne, de store sejlklubber fra fastlandet har hver deres egen bugt med klubhus, tennisbane osv. Ingen adgang for fremmede.

Vi provianterede lidt i den lokale butik og sejlede tilbage til Dana.

Senere på eftermiddagen ville vi en tur ind til stranden. På vejen fik vi tang i propellen og så gik påhængsmotoren i stykker, noget knækkede inden i den. Propellen ville ikke køre rundt og den fik ikke kølevand. Splitten ved propellen var ikke knækket, så det måtte været noget andet, som ikke kunne tåle den barske omgang. Henrik roede os tilbage og tog motoren ombord. Den var ikke til at ordne, der var noget galt inden i den. Så frem med årerne og vi roede ind til standen igen og gik en tur rundt langs pynten og højt op af bjergsiden.

På vejen tilbage besøgte vi Fire Water og blev inviteret ombord til et glas vin. Vi fortalte, at vi var overraskede over, at de var sejlet ind i mørke og tyk tåge, da der ikke er megen plads at svinge rundt på. De fortalte, at de havde været her mange gange, og vidste lige hvor de skulle lægge ankeret.

De gav os gode oplysninger om Mission Bay, som var det næste sted, vi ville sejle til og i særdeleshed nyttige oplysninger om, hvor i San Diego vi kunne ligge. Vi havde hørt mange historier om, hvor besværligt det var at finde en plads og få lov til at ligge for svaj, selv de steder hvor der var afmærket, at man kunne ankre. I det hele taget havde vi på et tidspunkt helt mistet lysten til at besøge San Diego. Men på grund af at vi skulle forlade U.S.A., måtte vi dertil for at få ordnet vores papirer. Efter hvad Richard og Doris nu fortalte, lød det ikke til at være så slemt, som vi havde frygtet.

Catalina Harbor - Bonita Cove, Mission Bay - 78,7 sm

Igen lettede vi anker sent på eftermiddagen for at lave endnu en natsejlads for motor, da der ingen vind var. På vejen fik vi igen noget i skruen og det kunne vi ikke bakke af, så det var for nedsatte omdrejninger, vi fortsatte til Mission Bay og Bonita Cove. Autopiloten førte os lige til indsejlingen, hvor vi anduvede en kanal langs med San Diego River. Vejret var klart, der havde heldigvis ikke været tåge på hele turen, der var kun lidt overskyet ned over San Diego. Vi fik lavet vand på turen over og fik os et dejligt bad, da vi kom ind.

Vi fandt et hul i rækken af moorings, hvor vi kunne droppe ankeret på 5 meter vand og lige nok svajeplads. Det var en hyggelig lagune med pæne lave villaer på den ene side og sandstrand næsten hele vejen rundt. Man sejlede bare ind på stranden og landede jollen. Kanalen vi sejlede op gennem var omgivet af parker og længere op i kanalsystemet, var der flere laguner for både med lav dybgang. Det var deltaet fra San Diego floden man havde inddæmmet og ombygget til et rekreativt område. Floden blev ledt ud langs den sydlige stenmole, på ydersiden af kanalen.

Det eneste minus var, at der var langt til alting, specielt nu vores påhængsmotor var gået i stykker. Nå, men vi kunne alligevel ikke blive der så længe, det var kun tilladt at ligge for anker i Bonita Cove 3 dage i løbet af en 2 ugers periode.

Vi roede over kanalen til marinaen, og efter en del søgen fandt vi endelig en reparatør af påhængsmotorer. Han var meget flink, men kunne naturligvis ikke fortælle os hvad der var galt med motoren, før han havde set den indeni. Men han ville gerne hjælpe os, så vi roede tilbage og hentede motoren og den blev registreret og de ville se på den om mandagen. Han havde desværre ingen nye eller brugte 4 hk, vi kunne købe, men gav os adressen på et sted inde i San Diago.

Området ville ikke blive lukket af før ved 5 tiden, så vi havde 3 timer, hvor vi kunne gå rundt herovre og se os omkring. Vi spiste et par burgere på et lille spisested og traskede rundt et par timer, før vi roede tilbage til Dana.

Næste morgen ville Henrik tidligt ned og se hvad der sad omkring skruen, så vi fandt dykkergrejet frem. Han behøvede heldigvis ikke at have dragt på. Det viste sig, at det var en stor bunke tang, som havde viklet sig omkring skruen, ikke særlig smart da det er en foldepropel. Det tog tid at få det skåret af, men vi havde da et problem mindre.

Vi sejlede tidligt fra Mission Bay, inden det begyndte at blæse op, men allerede nu var der en ret så kraftig dønning langs siderne af kanalen, og da vi kom fri af molerne, fik vi et par gode dykkere, dog kun lidt vand på dækket fordi vi var forberedte og tog farten af. Men det kan være et ret så farligt sted at komme ud fra, da vandet fra floden også møder de store bølger ude fra havet, og her samtidig bliver lavt. Man skal lige huske, at det er et godt surfersted.

Vi måtte sejle langt ud for at undgå den meget tang, som ligger her langs kysten fra Mission Bay og ned til San Diego. Det er nogle tykke og kæmpestore tangplanter, som driver rundt.

Der var ikke noget med at skære hjørner, vi sejlede helt ned til sejlrenden og havde stadig masser af tang omkring os. Da vi skulle lægge til ved havnepolitiets bro, blev vi afbrudt to gange af andre sejlere, som lige sneg sig ind foran, for at få tømt deres septiktanke inden de sejlede ud. Lene blev tosset og lod dem vide, hvad hun mente. Ikke det bedste indtryk at få af de amerikanske sejlere. Så det tog lidt tid inden Henrik kunne komme op og klirre os ind. Til gengæld var de meget flinke og hjælpsomme hos havnepolitiet. Vi fik anvist en plads ved transitbroen og skulle bare næste dag besøge kontoret og tjekke os ind der.

Det viste sig, at vi kunne ligge 10 dage ved havnepolitiets transitbro og det var forholdsvis billigt at ligge der, de første 5 dage kostede det 10,50 $ pr. dag, de næste 5 dage 21 $ pr. dag, derefter var det ud af vagten. Men det gav jo tid til at finde at andet sted at ligge, hvis man skulle blive der længere. Der er få steder, hvor man kan ankre inde i havnen, men man skal have tilladelse og kan kun ligge der kort tid. Til gengæld er der mange af sejl- klubberne, der har gæstepladser, så det er muligt at finde at sted at ligge:)

Vi havde travlt de næste to uger med at forberede det sidste, inden vi endelig skulle forlade USA. Påhængsmotoren kunne ikke repareres, så det første vi skulle se efter var en ny. Valget faldt på en Yamaha 2,5 hk. Vi ville godt have haft en 4 hk, men den solgte de ikke i Californien pga. de strenge miljø regler der, og vi syntes at en 5 hk. var for tung. Det blev også til en ny mini cykel og en ny solcelle, foruden en masse andre småting. Der gik nogle dage med at montere solcellen, inkl. mange turer til bådbutikken, på cyklen, for at finde stumper dertil. Bådbutikken holdt i november måned en cruising uge. Hver aften blev der holdt et seminar om forskellige emner. Samtidig var priserne på alle deres varer sat ekstra meget ned.

Judy og Irwin, som vi havde mødt en aften til et foredrag om henkogning, tilbød at køre os til Costco, hvor vi kunne handle stort og biligt ind. Det ligger altså ikke lige om hjørnet, så det tog vi imod med kyshånd, og fik en af de sidste dage handlet vildt ind. De var hjemme for at se til deres hus i San Diego, men var ellers det meste af tiden på deres katamaran, som lå på Bahamas.

Efter 10 dage i San Diego tog vi afsted om aftenen den 19. november for at sejle natten over ned til Ensenada, den første havn i Mexico. Vi havde efter mange overvejelser bestemt os for at tjekke ind her, selv om rygterne sagde, at det kunne man bare gøre, når man anløb en port of entrance længere nede af kysten. Mere om dette i det næste brev.