Det blev en motortur natten over til Ensenada, men så kunne vi afpasse farten, så vi kom dertil først på formiddagen den 20. november. Vi kaldte marina Baja Naval op og fik anvist en plads, vi skulle bare styre ind efter det store mexikanske flag. Normalt ville det ikke være til at tage fejl af, det er det største flag, vi nogensinde har set. Der var bare lige den hage ved det, da vi kom ind, var der ingen vind, så det hængte slapt ned langs flagstangen, og var lidt svært at få øje på.

Da vi kom fri agten af det store cruisingskib, som lå lige foran marinaerne, sejlede vi ind til den forkerte marina og havnede hos marina Banditos. De stod simpelthen klar til at tage imod den første, der kom forbi. Men vi fandt hurtig ud af, at det var et forkert sted og fik bakket ud.

Så fik vi øje på Zephyr, som vi lå sammen med i San Diego, og det viste sig, at vi havde fået pladsen ved siden af dem. Vi fik kantet os ind, der var ikke megen plads og en for kort bro, så bovsprydet ragede ind over broen tæt ved en af pillerne. Det var et sådan sted, hvor det er om at få en masse ender i land hurtigt og alle fendere ud, her var en frygtelig dønning. Vi fræsede frem og tilbage non stop, fendere og ender blev godt skamfilet.

Vi var kommet i gode hænder, Tracy og Bill fra Zephyr kom straks og hjalp os. De var taget afsted et par dage før os og var allerede hjemmevant her. De tilbød at vise os faciliteterne og havde adgangskort til marinaen. De gik med os op på kontoret, og da alt var ordnet her, gik vi sammen op i byen til bygningen med alle kontorerne, der skal besøges for at tjekke os ind i Mexico.

Det var en af grundene til at vi havde valgt Ensenada, al indtjekning foregår i een bygning. Ikke noget med at fise den halve by rundt i fire forskellige retninger for at løbe panden mod en lukket dør på grund af siesta, eller fordi kontoret er flyttet til et andet sted, som selvfølgelig ikke står nogle steder.

Man skal starte det rigtige sted. Fra første kontor til det næste, men så tilbage til det første igen, og i mellemtiden skal man udenfor bygningen for at få lavet fotokopier og så tilbage til, ja, hvor var det nu det var, der kan hurtig kludder i det, og man skal ikke spørge for meget, bare holde godt øje med, at man får de rigtige stempler og så er det ud af vagten. Går der ikke kludder i det, er det nemt nok, det tager bare et par timer eller tre. Ved det sidste kontor var der udenfor en lyskurv, med rødt og grønt. Det lurede vi en del på, hvad var det for! Da vi var færdige og klar til at tage vores parpirer, skulle vi trykke på en knap og den grønne lampe lyste. Det var heldigt, for nu slap vi for, at der kom besøg ombord på Dana for at se, vi ikke havde noget ulovligt med ombord. Når den røde lampe lyser, går der også en sirene igang, og så får man den helt store tur.

Bill og Tracy havde ikke været for heldige, så der gik det meste af en dag og næste formiddag, inden deres papirer var i orden. Men de havde dog været heldige også at få grønt lys, da de trykkede på knappen. Men mens de var der, var der en, som fik rødt lys og et besøg ombord. Han havde ikke set alt for lykkelig ud, sagde de.

Næste sted var banken, hvor vi hævede penge i automaten og derefter fik dem vekslet til mindre sedler ved kassen. Vi kunne nu invitere Tracy og Bill på en tiltrængt frokost og et par kolde øller.

Vi gik tilbage mod havnen, hvor det store fiskemarked lå. Der var livlig aktivitet hele dagen, og vi så igen mange fisk, vi ikke havde set før. Halibutten var godt nok krøbet i størrelse, nu var den på størrelse som en hjemlig stor rødspætte, og ikke som de giganter vi havde fanget oppe i Alaska. Her var masser af rejer i alle størrelser flot lagt op i store kurve, ved siden af hummere og blæksprutter.

På den ene side langs med fiskemarkedet lå der det ene lille spisested efter det andet. Så da vi havde kigget ind et par steder for at se, hvad de havde at byde på, tog det lidt tid at bestemme, hvad vi havde lyst til at spise. Imens vi stod og parlamenterede, blev der charmet og med smil råbt til os fra de forskellige steder, at her var det bedst og billigst. Der var skarp konkurrence mellem pigerne, men det foregik i en munter tone. Vi fik endelig bestemt os og fik dejlige fisketacos med forskelligt tilbehør og iskolde øller. Vores beskedne tak for hjælpen gennem papirmøllen.

Tracy købte en stor pose rejer, og vi blev inviteret til middag samme aften ombord på Zephyr, med Bill som chefkok. Det var ikke kedelige folk at være sammen med, der var jokes og godt humør, når de rullede sig ud. Bill var simpelthen fin på slap line, så vi fik grinet godt den aften.

De næste dage gik med at se lidt af byen, som i disse dage var lidt på den anden ende, da det store årlige billøb skulle starte et par dage senere fra Ensenada, og køre ned gennem Baja California, helt ned til Cabo San Lucas. Alle var på stikkerne for at promovere sig. Vi skulle til posthuset med et brev, det var næsten umuligt at komme igennem gaderne for telte med biludstyr, souvenirting og t-shirts for ikke at tale om de mange mennesker. Mexicanerne er helt vilde med motorrace, og når der forgår sådan noget, er der høj stemning.

Ensenadas flotteste bygning er det tidligere Playa Ensenada Hotel og Casino, som blev åbnet i 1929. Det blev finansieret og ledet af amerikaneren Jack Dempsey, og hans medpartner Al Capone, som stod lidt ude i kulissen. Det var et populært sted for de rige amerikanere specielt under det amerikanske spiritusforbud. De valfartede til Mexico for at nyde "livets goder". Stjerner som Bing Crosby og sangerinden Margarita Carmen Cansino, en lokal pige fra Baja, senere kendt som den feterede filmskuespillerinde Rita Hayworth, optrådte og satte kulør på det mexicanske natteliv i Ensenada.

Følgerne fra 30ernes depression gjorde at de spillelystne, som normalt fyldte kasinoet, ikke mere havde de mange sorte penge at spille for, så kort derefter måtte hotellet og kasinoet lukke, og det stod tomt i flere år. I 1977 bestemte byen Ensenada at bruge bygningen til sociale og kulturelle formål, og sådan er det i dag, så bygningen bliver på denne måde bevaret og holdt vedlige.

Lige ovenfor havnen ligger den turistede del af byen. Her spadserede man på røde fliser og var de ikke røde mere, var man på vej ud i den del af Ensenada, hvor den almindelige mexicaner lever. Da vi havde set os mætte på tæpper, lædervarer og flot dekorerede skåle og tallerkner, ting som vi alligevel ikke har plads til, fik vi provianteret de sidste ting og gjorde os klar til at komme videre syd over.

Zephyr ville også afsted, så de gav os en hånd med linerne, så vi kom ud før dem, så fik de mere plads at svinge ud på. Begge både kom ud uden skrammer, vi havde begge tænkt, hvordan mon det går med al den dønning og indgående strøm, men det gik som fod i hose.

Vi fik meget blandet vind, og til tider en ret frisk vind så det gik godt derud af i flere timer. Vi bestemte os for at sejle længere inde langs land end først planlagt. Henrik fik en Buoyweather ned, som viste, at der var lidt mere vind længere inde, så skulle da pokker fise langt til søs. Men hen under aften døde vinden alligevel helt, og vi fortsatte for motor.

Om morgenen da solen stod op, kom der lidt vind og sejlene kom op. Sidst på eftermiddagen var vi nede omkring Isla Cedros lidt nord for Turtle Bay og her mødte vi Zephyr, som kom på skærende kurs. De var sejlet lang til søs, ca. 70 mil ud for at få vind, men havde næsten haft samme forehold som os. De indhentede os for sejl og motor. Vi snakkede over VHFen, og de fortalte, at de ville gå ind til Turtle Bay, mens vi ville fortsætte ned til Bahia Santa Maria, nu der var lidt vind at sejle for.

Endnu en flot nat, hvor vi fes rundt for at få sejlene til at stå. Selv genakkeren havde vi oppe flere gange. Der kom en god vind en time eller to, og så fes den af, og vi måtte have gang i motoren igen.

Som sædvanligt en flot morgen, hvor var det dejligt med det gode vejr, og vi kunne nu mærke at luften blev lidt lunere.

Vi oplevede to store flokke delfiner jage som bare pokker, lige så skummet stod højt op i luften og de sprang højt lige efter hinanden og derefter spurgtede de lige i halen på hinanden. Der kom også hurtigt fugle til for at få del i festen, det var spændende at se.

Vi havde en fantastisk solnedgang igen og månen blev mere og mere fuld og var så flot hele natten igennem, for ikke at snakke om den mest fantastiske stjernehimmel, vi længe havde set. Det hjalp også, at det blev lunere, om natten havde vi helt åbent i cockpittet og lugerne var åbne, så vi kunne få en frisk brise gennem båden.

Vi fik besøg af en sule, som til sidst satte sig på tv antennen og der sad den og tronede det meste af dagen og sked ned på cockpitteltet, så der var store ulækre pletter over det hele. Den havde først kig på et af salingshornene, men Lene slog den væk med et af faldene, skide sur blev den og hylede op, når enden ramte den og vippede den af. Men den gav altså ikke op, den ville lande, og på toppen af masten kunne vi ikke nå den.

Selv om det var stille, med kun en svag brise, nød vi livet, vi gik for 1150 omdrejninger for at spare på dieselen. Vi satte fiskestænger ud og håbede at fange en lille tun eller makrel.

Vi så delfiner jage makreller op. Vi så flere søløver ligge og dase i overfladen og en enkelt skildpadde.

Vi kom ind til Bahia Santa Maria ved 8 tiden om morgenen. Flere både vi havde set i San Diego lå for anker i bunden af bugten, så vi sejlede derop og droppede krogen.

Næste dag, søndag, blev en overskyet og blæsende dag, så vi slappede ligesom fiskerne, som lå for anker sammen med os fire lystbåde, som var tilbage. De kom forbi for at sælge hummere, men vi var blevet advaret mod at handle med dem. Dem som opkøber fangsten af fiskerne holder øje med, om de sælger til andre, og blive man tager i at købe fra fiskerne, kan det koste dyrt, hvis det bliver opdaget.

I Santa Maria bugten kom vi ikke i land. Det var et vanskeligt sted at lande med jollen, da dønningen var alt for kraftig, så vi blev ombord. I stedet sad vi og så på alle fuglene.

Vi så mange fregatfugle. Hannerne er sorte med en rød strubepose, som de ved kurmageri blæser op til en kæmpe rød ballon. Det er meget flot at se, desværre var der ingen på frierfødder her. Hunnerne og ungfugle er også sorte men har hvidt bryst, ungfuglene har også hvidt hoved.

Det var meget flot at se fregatfuglene svæve højt oppe i luften, mens de holdt skarpt udkig efter føde, som er mindre fisk, de lige snupper i vandoverfladen uden at få våde fødder. De har bare den dårlige vane med at stjæle maden fra andre fugle. De kan ikke svømme og dykke, som de fleste havfugle, så de jagter, lige som for eksempel kjoven, andre fugle indtil de smider det, de har i næbbet eller gylper fisken op, som de lige har slugt og fregatfuglen snupper den så i luften.

De er så stride, at de kan finde på at dykke ned og næsten snuppe en fisk ud af posen på en pelikan, mens den er ved at sluge det, den lige har fanget. De stresser pelikanen ved at dykke lige hen over den. Ellers går det mest ud over sulerne som de angriber i luften. Det er ret dramatisk at se på. Men det er ikke altid de slipper godt fra det, for mågerne er hurtigt over dem, og så får de samme tur, for mågerne slås altid med dem om fangsten. Det er faktisk fed underholdning, at kigge på fuglene.

I Bahia Santa Maria blev der fisket fra store kuttere, som sejlede op og ned gennem bugten med paravaner ude og store net slæbende efter dem hen over bunden. Masser af fugle, pelikaner, suler, måger og fregatfugle fulgte lige i kølvandet på dem og de gik helt bananas, når de trak nettene op. Så styrtdykkede de lige ned i nettet, og hen over dækket når fangsten blev trukket indenbords. For os så det ud som om de mexicanske fiskere tog det afslappet med de mange fugle omkring sig, ikke at de kunne gøre ret meget ved det, men det var ligesom de hørte sammen.

Vi lettede anker ved 7 tiden og sejlede ud af bugten for mesan og forsejl. Vinden fes op og ned, så vi havde lidt svært ved at holde kursen ned langs landet mod Bahia Magdalena. Da vi kom fri af pynten skiftede vinden og det blæste 8 - 9 m/s, væsentlig mere end forventet.

Ved indsejlingen til Bahia Magdalena tog vi den for motor lige mod vinden op til Punta Belcher, hvor vi droppede ankeret lige ud for resterne af en gammel nedlagt hvalstation. Her kunne vi ligge i læ for vinden på den sydlige side af Punta Belcher.

Vi tog en tur ind til stranden og det gik fint at lande jollen. Vi gik en tur til den nedlagte hvalstation. Der var nu ikke meget at komme efter. Vi ville ro tilbage til Dana, og det gik godt et stykke, men så blev der for meget strøm og Henrik kunne ro i en uendelighed, uden at vi kom ud af stedet. Vi ville starte motoren, men der kom ikke liv i den, og Henrik måtte ro igen. Men nu var vi altså ude i noget snavs, vi kunne ikke ro op mod bølgerne og strømmen. Heldigvis kom en panga forbi, og de så hurtigt, at vi var i vanskeligheder og vendte om og slæbte os tilbage til Dana. Vi takkede mange gange for deres hjælp, de grinede bare og sagde, at de var glade for de lige kom forbi og kunne hjælpe os.

Vi blev enige om, at det var en rigtig lorte maskine, indtil Henrik kom i tanker om, at han havde glemt at åbne for benzintilførelsen, så tror da pokker den ikke ville starte. Heldigvis virkede den igen, da den fik lidt sovs at køre på, og vi følte os ikke så lidt dumme. Vi har simpelthen ikke vænnet os til den nye maskine endnu, og den lille sikring på håndtaget bøvler vi også med. Vi fik jollen ombord og sundet os lidt ovenpå den omgang, som kunne have end med, at vi var drevet langt ned på stranden. Der havde ikke været fare på færde, det var bare en dum situation, vi ville være havnet i.

Da vinden var aftaget sejlede vi op til Bahia Magdalena, hvor alle de andre lå. Vi havde lige droppet ankeret, da vi blev kaldt op på kanal 16 af Tillichum. Vi skulle lægge os op ved siden af dem, da der ville komme et navyskib med vand til landsbyen og de skulle ligge lige der, hvor vi havde lagt os. Op med krogen igen og videre frem. Lidt senere kom Rose og Robert fra Tillchum forbi og vi aftalte, at de skulle komme ombord senere. Det var den canadiske båd, vi havde set i Half Moon Bay og i San Diego.

Senere da de kom ombord, viste det sig at de var rigtig søde, og vi havde en masse at snakke om, og de gav os gode oplysninger om stedet, da de havde været her flere gange.

Fint vejr til morgen, vi stod op ved 6 tiden, for at få så meget ud af dagen som muligt.

Vi skulle ind til havnekaptajnen for at få lavet kopi af et af vores papirer og få en aftale om, hvornår vi kunne få den diesel, vi havde bestilt. Alt blev ordnet og han kom lidt senere ud med dieselen i sin panga. Det kostede os 840 kr. for 210 liter. Nu var både tankene og dunkene på dækket fyldte igen.

Vi mødtes med Rose og Robert, Nigel og Gail fra Arena inde på stranden. Sammen gik vi en tur gennem det, der var tilbage af den lille landsby. Det var nedslående at se de sørgelige rester af det lille fiskersamfunds huse og få ejendele, som lå spredt rundt, efter de to orkaner i september og oktober måned havde hærget stedet.

De var virkelig blevet hårdt ramt, og regeringen ville kun hjælpe med at genopbygge 10 nye huse, og de mangle 30 huse. De fleste havde ikke råd til at få bygget et nyt hus og måtte bo i et telt, eller i det som stod tilbage. Et par vægge uden dører eller vinduer. Deres vandforsyning var også blevet ødelagt, så militæret bragte vand til dem med en navyskib. Det kan ikke være meget vand, de havde til deres rådighed.

På trods af al deres elendighed var de meget søde og venlige mod os, Rose og Robert kender flere af familierne, så vi kom lidt i snak med dem. En af døtrene havde fødselsdag, så Rose havde bagt en chokoladekage, som blev delt ud mellem os alle sammen.

Pigerne fra en af familierne gik en tur med os over bakkerne til den anden side af halvøen, hvor vi havde en flot udsigt over Stillehavet.

Vi tog ind igen senere, for selv at gå en tur langs stranden. Der var en lille kirkegård et godt stykke fra byen, som vi havde som mål. Vi nåede nu aldrig dertil, det var lidt nedslående at gå langs stranden, og se alle de ting som lå og flød, meget af det til et stor værdi for dem, men de orkede vel ikke engang at bjærge det. Det kommer til at tage lang tid, inden den lille landsby kommer på fode igen.

Fuglene har vi altid stor fornøjelse af at kigge på. Et vandrefalkepar var ved at bygge en rede på toppen af en el mast. Og efter de to hurricanes lå der nu al hvad en falk behøvede for at bygge en god rede. Plastikposer, el-ledninger, fiskenet og stumper af plastic havde de samlet og alt blev møjsommeligt viklet ind i hinanden og gjort fast til ledningerne og pælen. Kønt så det ikke ud, og forhåbentlig var det mere holdbart, end det så ud til.

Vi aftalte med Tillichum og Arena, at vi næste dag skulle tage med havnekaptajnen Gregorios ind til San Carlos i hans panga. Han skulle på den ugentlige tur hjem for at besøge sin familie og samtidig også hente diesel til flere af bådene.

Næste morgen kl. 8 ville han komme forbi bådene og samle os op.

Vi var tidligt på stikkerne, så vi kunne være klar til klokken 8, når Gregorios kom forbi i sin panga.

Vi var ved at klare af efter morgenkaffen ved 7 tiden, da det bankede på fribordet. Vi fes op, og der lå pangaen med alle de andre ombord klar til at tage os med. Vi kiggede forvirret på hinanden og på uret, var det ikke klokken 8, I skulle komme? Den er 8, sagde de. Nej, den er kun 7, vi er ikke helt klar. Men den var 8, vi havde glemt at skifte fra pacific time til mountain time, som var en time tidligere, shit!

Vi fik i hast samle vores ting sammen og kom ud af vagten små 10 minutter senere og undskyldte, at de måtte vente. Men de grinede bare af os, endnu et par fjolser. Vi fik lige sat os i pangaen, og så satte Gregorios i gear, og vi fræsede afsted op langs stranden og videre op i kanalen og over det lave vand, hvor man skal være lokalkendt for at sejle med så stor hastighed. Det var rigtig skægt og med 7 mand ombord var der god vægt på, så gashåndtaget kom i bund og vi spurtede afsted. Gregorios var rigtig i sit es, når han kunne drøne afsted. Mexicanerne er vilde med fart og pagaerne er alle tiders både til at sejle med høj hastighed, selv i høj sø. Det er en stor tung jolle med en ca. 80 hk påhængsmotor, som de bruger til at fiske fra eller til transport af varer. Turen tog en halv times tid, og så landede vi på stranden ved byen.

Vi skulle være tilbage ved pangaen 5 timer senere, så vi skiltes ved hovedvejen. Vi startede med at kigge indenfor i de forskellige butikker bare for at se, hvad de havde, så kunne vi handle ind på vejen tilbage. Det gik hurtig op for os, at også San Carlos var blevet ramt af de to hurricanes, der manglede et par tage hist og pist og flere af deres palapa var forsvundet. En del palmetræer så noget forpjuskede ud og nogle var simpelthen knækket eller væltet omkuld.

Vi gik en tur gennem hovedgaden og var på internettet på en helt nyåbnet cypercafé. Senere mødtes vi med de andre til frokost på en café og fik udvekslet de bedste steder at handle, inden vi skulle tilbage. San Carlos er en lille by med spredt bebyggelse omkring hovedgaden, hvor de fleste butikker og et mindre supermercado samt nogle spisesteder ligger. De fleste veje her var grus- eller sandveje, dog var hovedgaden asfalteret.

Ved 2 tiden mødtes vi alle ned ved stranden godt læsset med mad, frisk brød og frugt, det var sidste sted at handle inden Capo San Lucas, og vi havde ingen planer om at tage derind, så det var rart med lidt friske ting.

Der var nogle fiskere på stranden, som hjalp med at få pangaen let, og da vi alle var kommet ombord, gik det for fuld fart tilbage til bådene.

Da vi kom tilbage fra San Carlos, fik vi af vide, at der ville komme hård vind fra nord, og at den bedste ankerplads ville være oppe langs stranden lidt indenfor et stort lavt område, som ikke var afmærket. Da Rose og Robert havde ankret der flere gange, fulgte vi lige efter dem, og det varede ikke længe, før vi alle lå langs stranden.

Senere på eftermiddagen så vi Zephyr kom ind. De lagde sig ud for Bahia Magdalena, den lille fiskerlandsby og ventede på at få besøg af Gregorios, så han kunne stemple deres papirer.

Vi kaldte dem op, og fortalte, hvorfor vi alle lå heroppe langs stranden. Lidt senere kom de og lagde sig for anker bag ved os, og vi fik besøg, efter de havde været en tur inde på stranden og strække benene. De var godt tørstige, så vi fik knappet nogle kolde øller op, og fik snakket om alt det, der var sket, siden vi sidst havde set hinanden. Det var rigtig hyggeligt at være sammen igen, og som sædvanligt fik vi grinet, når Bill begyndte at fortælle om deres oplevelser.

Næste morgen sejlede vi ind til kysten og op gennem kanalen til en stor lagune, som var helt omkranset af mangrove. Der var en del fugle, mest hejre og fregatfugle, som holdt til her. Vi så flere fiskestimer af små og mellemstore fisk svømme rundt langs mangroven. Vi havde håbet, at se de farvestrålende krabber i mangrovebuskene, men da det var højvande, var de godt gemt i det grønne. Normalt ser vi dem kravle rundt nede mellem rødderne af mangrovebuskene, men så skulle det være ved mere lavvande og så ville vi ikke kunne komme ret langt ind med jollen.

Vel ude igen af kanalen sejlede vi langs kysten og landede jollen på stranden. Vi gik en tur ind gennem klitterne, som mindede os lidt om vestkysten derhjemme. Der var nogle små indsøer og en masse sommerfugle fløj rundt her.

Rose kom over og inviterede til te senere på dagen og derefter skulle vi til Zephyr til en sundowner.

Vi havde et par hyggelige timer sammen med Rose og Robert, og de viste os billeder fra Tuamoutu atollerne og lånte os deres pilot over Fransk Polynesien.

Vi tog tilbage til Dana et par timer, inden vi sejlede over til Zephyr. Henrik havde en masse cd'er med til Bill, så de fik travlt med at få gang i computeren.

Senere havde vi besøg af Rose og Robert, de ville gerne se Dana og høre lidt om vores tur.

Vi lettede anker næste morgen ved 9 tiden og sejlede for motor ud af Bahia Magdalena. Zephyr var sejlet en halv time før os, og var ved at sætte sejl helt ude ved indsejlingen til bugten.

Vi satte en fiskeline ud, og da vi skulle til at gøre klar til at sætte sejl ud for Belcher Point, var der bid. Hjulet fræsede rundt, og da vi stadig havde god fart på, var det svært at få det stoppet. Lene kunne ikke holde stangen og selv om bremsen var lukket helt, løb der stadig line ud. Henrik tog over, og lige da han var ved at få linen stoppet, gik der en løkke på linen og en stor knude, så der stoppede linen af sig selv. Nu var det bare at holde fast, stangen stod som en flitsbue om vindroret. Vi fik taget farten af Dana og Henrik kunne begynde at spole ind og Lene var klar med huggen.

Da fisken kom nærmere, så vi en blå finne og var klar over, at det var en dorado (mahi mahi). Det var en ret så stor han, og han begyndte nu at fise rundt, men med lidt held fik Henrik den hen agter, og Lene fik et godt hug i ham, og så var han på dækket. Et par ordentlige hug med træknorten og så var han stille. Vi fik ham skåret op og renset, og nu havde vi stor glæde af vores saltvandsspuler, både til at få renset fisken med og at få rengjort dækket for blod. De to stykker fisk kom hurtigt i poser og i køleskabet.

Vi fortsatte lidt endnu for motoren, mens vi gjorde rent og klar til at sætte sejlene. Der var en lille brise, da vi sejlede ned langs land, og da vi kom fri af pynten, styrede vi ret syd over. Vi sejlede med fin fart en 3 til 4 timer, men så fladede vinden helt ud, og vi måtte have gang i motoren. Vi sejlede for motor en 5 til 6 timer og fik lavet vand, så kom der igen en god brise, og vi satte genakkeren. Men det blev en kort fornøjelse, vi fik mere dønning og vinden blev smidt ud af sejlet. Motoren på igen. Efter et par timer kom der en frisk vind agtenfra, og vi satte sejlene og det gik godt derud af de næste 12 timer, helt til middag næste dag, mandag.

Vi havde en flot solnedgang og stjernehimmel.

Vi fik en flot solopgang, og så var det også slut med den friske vind. Vi kæmpede et par timer med den meget lette vind, men måtte til sidst give op og starte motoren, som vi havde på resten af dagen og hele natten ned til Cabo San Lucas og videre rundt pynten op langs kysten.

Vi havde en super flot stjerneaften, månen stod sent op og gik først ned efter solen var stået op. Der var megen lys inde på kysten ved Cabo San Lucas, da vi sejlede tæt forbi langs kysten, heldigvis var der ikke megen trafik, så vi kunne holde vores kurs. Vi så ikke mere til Zephyr, de forsvandt forude i mørket, vi havde ellers fulgt dem hele vejen ned.

Lene gik ned og sov nogle timer, efter vi var kommet forbi Cabo San Lucas. Henrik holdt næsten hele natten med kun et par timers søvn.

Vi holdt på op til Los Frailes, nu vejret var så godt, så var det bare at komme nordover.

Vi kom ind til Los Frailes ved 7.30 tiden og droppede ankeret på ca.10 meter vand. Der var en del dønning og vi rullede lidt, når vi lå på tværs af bølgerne. Men det var til at leve med, vi var bare trætte, og Lene var lidt dårlig og havde fået en let migræne, så det var bare til køjs.

Vi sov 3 - 4 timer og fik et dejligt varmt bad. Vi skulle gerne have lidt ud af dagen, nå at spise lidt af vores nyfangede fisk og slappe lidt i cockpittet. Vi orkede ikke at tage ind til stranden, der var faktisk for megen dønning, blev vi enige om. I stedet spiste vi lækre doradobøffer med ris og salat i cockpittet og sad og nød landskabet omkring os.

Som det ses på det elektroniske kortet herover, ankre vi en stor del af tiden på land. De mexicanske søkort, både papir og elektroniske, er gerne 1-2 sømil fra GPS positionerne. De fleste af kortene er opmålt mellem 1873 og 1875, og der er vist ikke gjort meget siden. Efter at vi i et par år med stor succes har brugt elektroniske søkort i Canada og USA, her er unøjagtigheden som regel kun nogle få meter, er det umuligt at bruge dem i Mexico. Selv kort i skala 1:50.000 er 1-2 sømil forkerte, samtidig med at mange bugter ikke har den rigtige kyst udformning. Her er vores guider til stor hjælp, kortene er lavet fra luftfoto og et GPS waypoint er lavet på stedet.

Vi lettede anker næste morgen 06.30 og sejlede for motor ca. 2 mil fra land for at holde klar af diverse rev og sten. Ved middagstid havde vi besøg af 5 store delfiner, som fulgtes lidt med os.

Der skete ikke det store. Turen var stille og rolig, der var aftagende vind og smult vande den sidste del af turen. Lene fik bagt brød, så der var lidt lunt nede om læ. Imens så Henrik en flok mantaer springe ud af vandet og flyve over havoverfladen. Det var rigtig flot.

Vi lagde os for anker i Bahia de Los Muertos i læ af en lille tange. Her var en fin sandstrand og alle pangaerne lå på rad og række i det ene hjørne tæt ved restauranten Giggling Marlin. Der var kun os og en canadisk båd, vi sidst havde set i San Francisco.

Der var slørskyer for solen det meste af dagen, så det var ikke steghedt men lunt nok. Vi kunne godt mærke, at vi var kommet om på den anden side af Baja.

Det lykkedes Henrik at få internet forbindelse, og der var en mail fra Jill og Doug, vores venner fra Alaska, de var også på vej til Mexico, men var et par uger efter os.

Senere så vi Bills blog, der var også skrevet lidt om os. De havde åbenbart haft en masse problemer med den hydrauliske styring og nåede lige at komme ind til Cabo San Lucas, mens den endnu virkede. En barsk nat for dem begge efter det Bill forklarede.

Vi lettede anker ved 7.30 tiden for at sejle de ca. 45 mil op til Puerto Balandra.

Vejrudsigten snød os, det blev en frisk vind fra nord til nordvest og nogle dybe stejle søer, som gav en masse vand. Det var længe siden, vi havde haft så meget saltvand på dækket og over overbygningen. Vi ville egentlig have fisket, men det var alt for vådt.

Det var lidt af en træls tur for motor, og vi var tæt på at vende om efter tre timers sejlads, da vinden tiltog og søen blev dybere. Men heldigvis holdt vi fast og kom igennem det. Det havde været surt, at skulle tilbage til Muertos, vejrudsigten lovede hård nordlig vind de næste dage, så vi skulle vente i mange dage for at få bedre vejr.

Vi så mantaer flyve op over bølgerne, det var flot og vi havde besøg af store delfiner.

Endelig fik vi kæmpet os op til San Lorenzo Channel, hvor vi skulle ned mellem et par sømærker for at komme fri af nogle grunde. Puerto Balandra var større end først antaget, men da vi ikke kunne sejle ret langt ind, der bliver hurtigt lavt, var der faktisk ikke så meget plads. Vi lage os lige bag den første klippe på ca. 8 meter vand og 40 meter kæde ude. Vi lå lidt åbent for vind og sø, så vi ville være sikre på at blive hængende. Men så længe vinden blev i nord drejende mod øst, lå vi fint i læ bag klippen. Svingede vinden bare lidt mod nordvest, ville bølgerne rulle ind og vi ville ligge uroligt på læ kyst.

Lene fiskede lidt for at få en fladfisk. Pludselig kom der et ryk, og så forsvandt den bedste bundkrog i gabet på en haj, formentlig, for linen var bidt over. Så for eftertiden er det med wireforfang. Men det var ærgerligt at miste den bedste af bundkrogene til en dum haj.

Vi landede jollen i hjørnet på den lækre hvide strand og kravlede op ad skrænten, det var ikke helt nemt, mange af stenene lå løse, og man skulle lige huske ikke at gribe fast i noget, for det noget var en kaktus, så hellere tage en tur på enden. Vi gik en dejlig tur ad en sti tværs over klippen, som vi lå i læ af. Fregatfugle og gribbe susede om ørerne på os. De brugte vinden som blæste ned gennem kløften til at svæve på. Der var en del nye kaktusser at kigge på. Hver gang vi kommer til et nyt sted , får vi øje på planter, vi ikke har set før.

Der var en flot udsigt, til begge sider, fra toppen af klippen og vi så på den anden side af klippen den store strand Tecolote, som bliver besøgt af mexicanerne fra La Paz i weekenden. Langs hele stranden stod der boder, hvor man kunne købe fisketacos og is. Da vi kom tilbage til jollen, sejlede vi en tur længere ind i bugten. Vi så en del små farve strålende fisk og gik også på grund et par gange, da det var svært at se, hvor dybt der var i det klare turkisblå vand. Bugten var faktisk ret så stor og omkranset af hvide sand strande. Det er ikke underligt, at det er et så populært udflugtsmål, her var meget dejligt.

I Puerto Balandra står den berømte, på disse kanter, Mushroom Rock, El Hongo på hjørnet ved et klippefremspring. Vi sejlede i jollen helt ind til en kridhvid strand for at se den. Den står udsat og har været gennem mange storme og er meget eroderet. For nogle få år siden kollapsede den under sin egen vægt. Folk fra området syntes, at den skulle bevares som et vartegn for bugten og som turistattraktion for La Paz, så den blev restaureret og den tynde stilk blev bygget op og forstærket, så også vi kunne se den berømte mushroom.

Der begyndte at blive lidt for megen dønning fra nordvest, så vi besluttede at flytte til den næste bugt, Caletas Lobos, hvor der var mere læ for søen. Vi fik en god ankerplads bag Isla Lobos med en fin brise og ingen dønning.

I Caletas Lobos tog vi også en tur ind i jollen og fortøjede til et mangrovetræ. Vi gik langs en å og fandt ud af, at skulle vi over den, skulle vi ud og svømme, den var alt for dyb, til vi kunne vade over, så tilbage igen til jollen for at finde at andet sted at gå i land.

Vi fes lidt rundt og fandt endelig et godt sted, hvor der var dybt helt ind til bredden. Vi gik en lang tur op i bjergene og havde en flot udsigt over bugten, hvor vi så, Dana ligge langt ude. Vi fotograferede en del kaktusser og andre planter. Da vi skulle ned gennem en stejl kløft, tog Henrik den på røven, da han gled i de løse sten, han huskede dog, at han ikke skulle gribe fat i noget, det gør man jo ellers pr. refleks. Og her skulle ikke grines, det så ellers komisk ud, at se ham ligge der med benene lige i vejret og et forvirret udtryk i ansigtet. Heldigvis havde han ikke slået sig, og da han var kommet på ret køl igen, kunne han godt se, det havde set komisk ud, og vi kunne grine af det.

Næste morgen lettede vi anker og sejlede til den næste bugt, Playa Pichilingue, hvor vi ville ligge bedre i læ for den varslede hårde nord vestenvind, der ville vare de næste par dage.

Her var en dejlig strand med restauranter, som sikkert var godt besøgt i weekenden, der var ikke et øje nu. Vi tog en tur rundt i jollen og var ovre ved en lille marina for at høre, om vi måtte lægge jollen der. Jo, hvis vi betalte. Vi sejlede tilbage til den lille bugt, hvor der i hjørnet var meget bedre at komme i land, og vi ville have medsø tilbage til Dana. Vi fortøjede jollen til et solidt turistskilt, så kunne det vel ikke gå helt galt.

Vi spadserede lidt rundt og forhørte os om bustider til La Paz; det var lidt svævende. Vi stillede os op for at flage en eventuel bus ned, men inden der kom nogen, stoppede en ung mand og tilbød os et lift ind til La Paz. Vi var inde på et hotel på vejen, hans job var åbenbart at give en service til nogle af hotellerne, som lå langs kysten. Vi fandt ikke ud af, hvad hans job var. Han kørte os helt til centrum, lige foran turistinformationen.

Her fik vi et kort og fortalt lidt om byen, og så var det afsted til busterminalen for at finde ud af tiderne tilbage til Dana. Her fandt vi ud af, at man skulle købe billetter i forvejen, bussen kørte ikke regulært, det afhang vist af hvor mange passagerer, der var med. Vi købte billetter til klokken 17, så havde vi ca. 3 timer til at gå rundt i byen.

Vi gik ad El Malecón, meget flot med palmer på hver side og mange bænke, hvor man kunne sidde og iagttage dem, som passerede forbi, det var åbenbart mere interessant end at kigge ud over vandet. Ganske få bænke vendte, så man havde udsigt over bugten, marinaerne og de opankrede skibe. Vi gik til Marina La Paz, hvor vi blev skrevet op på ventelisten og kunne måske få en plads i slutningen af ugen. Når vinden havde lagt sig, ville vi sejle ind og lægge os for svaj, og så vi kunne bruge marinaens faciliteter mod betaling. Så var det på plads, og vi gik tilbage til centrum og op til et supermarked, hvor vi købte lidt ind, inden vi skulle tilbage med bussen.

Det var en god tur tilbage med bussen. Solen var ved at gå ned, så der var et flot lys ud over La Paz bugten. Det var en lang tur tilbage til Playa Pichilingue, og vi nåede lige at komme ud til Dana, mens det stadig var tusmørke med flot orange lys på himlen.

Et par dage senere sejlede vi ind til La Paz. Turen gennem kanalen var let nok, afmærkningen var ok. Det blæste stadig en del, men vi havde vinden med os. På vejen ind så vi flere blæst fra hvaler og skimtede lige ryggen af dem.

Der var fyldt godt op med både langs siden af kanalen, da vi kom ned til marinaerne, og nu da strømmen havde vendt, lå bådene hulter til bulter henover ankrene med vinden ind agten fra, så det var lidt svært at finde en plads, hvor vi var sikre på at kunne sveje helt rundt. Nogle af bådene lå med et anker i hver ende af båden, det gjorde det ikke nemmere, for så svejede de ikke med rundt. Vi fandt endelig et sted ikke langt fra Marina La Paz, da vi jo ville bruge deres jollebro og faciliteter. Vi fik lavet lidt vand på vejen ind, så der var varmt vand til et bad, inden vi skulle til havnekaptajnen for at betale for at ligge for anker her på strømmen.

La Paz ligger flot langs med den lange Canal de La Paz, som ender i en meget stor bugt. Store sandbanker ligger på hver side af den afmærkede kanal, som også er farbar om natten, da der er lys på sømærkerne. Efter den store sandbanke, som man har på styrbords side, når man sejler ind, kommer man til den lange halvø El Magote, hvor der er ved at blive bygget en moderne bydel. Det var imponerende at sejle langs den kilometerlange promenade, El Malecón, med palmetræer og flot kunst hele vejen og se de farvestrålende bygninger bagved.

"La Paz Waltz" kaldes bådenes dansen frem og tilbage, når de ligger for anker foran byen. Man kan aldrig være sikke på, hvordan de andre både svinger for deres anker. Dette skyldes den stærke strøm, 2-3 knob, som løber ind og ud langs ankerpladsen foran byen. Dette er i sig selv ikke noget problem, men kombineret med vinden, der også løber langs kysten, sker der mærkelige ting. Medens vi lå der, havde vi højvande om formiddagen, hvorefter strømmen begyndte at løbe ud, mod nord. Samtidig havde vi nordlig vind, så medens strømmen prøvede at skubbe os ud, prøvede vinden at skubbe os ind. Det betød, at vi lå med stævnen mod syd, med vinden agten ind. Ankerkæden lå stramt agter over under båden. Det blev så rigtigt skægt, når strømmen skulle til at vende, så skiftes vinden og strømmen til at have overtaget, og bådene svingede frem og tilbage i vild forvirring; The La Paz Waltz. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at vi var der lige efter nymåne, hvor forskellen mellem høj- og lavvande, og dermed strømmen, var ekstra stor. Det gav en dum krab sø, når vinden gik mod strømmen og god mulighed for at vi blev våde, når vi skulle ind i jollen.

At gå en tur ad El Malecón var en ny oplevelse hver gang. Selve promenaden var flot dekoreret med røde og brune fliser, som var lagt i et spændende mønster. Med passende mellemrum stod der på hele strækningen flotte bronzeskulpturer. De fleste skulpturer forestillede noget fra havet, og der var flotte vægmalerier med hvaler, mantaer og søløver i farvestrålende farver. Vi var overraskede over at se så megen spændende kunst i byen.

Næste dag tog vi jollen ind til marinaen. Vi havde lige gjort fast, da en motorbåd fra Flåden kom op på siden af os med et par gutter ombord. De spurgte, om vi var dem fra Dana. Det kunne vi jo ikke nægte, da der på siden af jollen stod Dana. De bad os flytte Dana, da deres kaptajn mente, at for mange både nu lå foran flådestationen. Vi kiggede lidt trætte på hinanden, kunne de da for pokker ikke have kaldt os op eller givet besked ude ved Dana i stedet for at fise lige i røven på os helt herind. Vi spurgte, om vi ikke bare kunne ligge natten over, vi skulle alligevel sejle tidligt næste morgen. Men nej, det skulle være pronto!

Tilbage til Dana i dumme krapsøer og jollen ombord. Det var ikke til at have den slæbende efter os mellem alle de både, som lå for anker, og når vi skulle ankre med strøm og vind modsat, jo, det var lige det rigtige tidspunkt kaptajnen havde valgt. Vi sendte ham også en masse dårlige tanker. Vi var vel en 5 til 6 både, som fik besked på at flytte, så det var bare om at få hænderne op af lommen, og være en af de første, for at finde den bedste plads. Vi fes rundt om hinanden for at få en plads så tæt på marinaen som muligt, da jolleturen hver gang var en træls omgang. Det lykkedes os endelig at finde en plads næsten lige udenfor indsejlingen til marinaen og med rigelig svejeplads og fri af kanalen.

Vi fik jollen i vandet igen og tog endnu en tur ind til marinaen for at betale for jollepladsen hos dem. Samme sted var vi heldige at kunne købte pas til naturparkerne. Det var meget vigtigt at have dem, når man ville i land på de forskellige øer op langs kysten. Vi købte et årskort, som dækkede hele Mexico. Vi fik af vide, at hvis man skulle bruge det 5 gange, kunne det betale sig at købe for et helt år. Vi fik hver en fin mappe med et plastikkort, en stor mønt og et lille hæfte, som viste alle nationalparkerne i Mexico og betalte 720 pesos, ca. 300 kr., for begge kort. Nu kunne vi med god samvittighed, gå i land hvor vi havde lyst.

Efter at have skiftet til den nye ankerplads i La Paz, gik vi igen til fiskepieren, hvor havnekaptajnens kontor lå, for at betalte for at ligge for anker på reden. Nu kunne vi jo ligesom ikke rigtig slippe, og det var heller ikke den store formue. Det lykkedes nemlig ikke dagen før. Det var samme sted, bare på den anden side af huset. Hvorfor vagten ikke fortalte os det første gang, er en af de mexicanske gåder. Vi fik ordnet formaliteterne og havnekaptajnen var sandelig også grundig, at vi fik udfyldt alle papirerne, og et større regnestykke om hvor længe vi havde været her, og hvornår vi sejlede igen, da vi skulle betalte pr. dag.