51.
BREV
|
San
Diego til La Paz: 947 sømil
|
|
|
Det
blev en motortur natten over til Ensenada,
men så kunne vi afpasse farten, så vi kom dertil først
på formiddagen den 20. november. Vi kaldte marina Baja Naval
op og fik anvist en plads, vi skulle bare styre ind efter det store
mexikanske flag. Normalt ville det ikke være til at tage fejl
af, det er det største flag, vi nogensinde har set. Der var
bare lige den hage ved det, da vi kom ind, var der ingen vind, så
det hængte slapt ned langs flagstangen, og var lidt svært
at få øje på.
Da
vi kom fri agten af det store cruisingskib, som lå lige foran
marinaerne, sejlede vi ind til den forkerte marina og havnede hos
marina Banditos. De stod simpelthen klar til at tage imod den første,
der kom forbi. Men vi fandt hurtig ud af, at det var et forkert
sted og fik bakket ud.
Så
fik vi øje på Zephyr, som vi lå sammen med i
San Diego, og det viste sig, at vi havde fået pladsen ved
siden af dem. Vi fik kantet os ind, der var ikke megen plads og
en for kort bro, så bovsprydet ragede ind over broen tæt
ved en af pillerne. Det var et sådan sted, hvor det er om
at få en masse ender i land hurtigt og alle fendere ud, her
var en frygtelig dønning. Vi fræsede frem og tilbage
non stop, fendere og ender blev godt skamfilet.
|
|
Vi
var kommet i gode hænder, Tracy og Bill fra Zephyr kom straks
og hjalp os. De var taget afsted et par dage før os og var
allerede hjemmevant her. De tilbød at vise os faciliteterne
og havde adgangskort til marinaen. De gik med os op på kontoret,
og da alt var ordnet her, gik vi sammen op i byen til bygningen
med alle kontorerne, der skal besøges for at tjekke os ind
i Mexico.
Det
var en af grundene til at vi havde valgt Ensenada, al indtjekning
foregår i een bygning. Ikke noget med at fise den halve by
rundt i fire forskellige retninger for at løbe panden mod
en lukket dør på grund af siesta, eller fordi kontoret
er flyttet til et andet sted, som selvfølgelig ikke står
nogle steder.
Man
skal starte det rigtige sted. Fra første kontor til det næste,
men så tilbage til det første igen, og i mellemtiden
skal man udenfor bygningen for at få lavet fotokopier og så
tilbage til, ja, hvor var det nu det var, der kan hurtig kludder
i det, og man skal ikke spørge for meget, bare holde godt
øje med, at man får de rigtige stempler og så
er det ud af vagten. Går der ikke kludder i det, er det nemt
nok, det tager bare et par timer eller tre. Ved det sidste kontor
var der udenfor en lyskurv, med rødt og grønt. Det
lurede vi en del på, hvad var det for! Da vi var færdige
og klar til at tage vores parpirer, skulle vi trykke på en
knap og den grønne lampe lyste. Det var heldigt, for nu slap
vi for, at der kom besøg ombord på Dana for at se,
vi ikke havde noget ulovligt med ombord. Når den røde
lampe lyser, går der også en sirene igang, og så
får man den helt store tur.
Bill
og Tracy havde ikke været for heldige, så der gik det
meste af en dag og næste formiddag, inden deres papirer var
i orden. Men de havde dog været heldige også at få
grønt lys, da de trykkede på knappen. Men mens de var
der, var der en, som fik rødt lys og et besøg ombord.
Han havde ikke set alt for lykkelig ud, sagde de.
Næste
sted var banken, hvor vi hævede penge i automaten og derefter
fik dem vekslet til mindre sedler ved kassen. Vi kunne nu invitere
Tracy og Bill på en tiltrængt frokost og et par kolde
øller.
Vi
gik tilbage mod havnen, hvor det store fiskemarked lå. Der
var livlig aktivitet hele dagen, og vi så igen mange fisk,
vi ikke havde set før. Halibutten var godt nok krøbet
i størrelse, nu var den på størrelse som en
hjemlig stor rødspætte, og ikke som de giganter vi
havde fanget oppe i Alaska. Her var masser af rejer i alle størrelser
flot lagt op i store kurve, ved siden af hummere og blæksprutter.
På
den ene side langs med fiskemarkedet lå der det ene lille
spisested efter det andet. Så da vi havde kigget ind et par
steder for at se, hvad de havde at byde på, tog det lidt tid
at bestemme, hvad vi havde lyst til at spise. Imens vi stod og parlamenterede,
blev der charmet og med smil råbt til os fra de forskellige
steder, at her var det bedst og billigst. Der var skarp konkurrence
mellem pigerne, men det foregik i en munter tone. Vi fik endelig
bestemt os og fik dejlige fisketacos med forskelligt tilbehør
og iskolde øller. Vores beskedne tak for hjælpen gennem
papirmøllen.
Tracy
købte en stor pose rejer, og vi blev inviteret til middag
samme aften ombord på Zephyr, med Bill som chefkok. Det var
ikke kedelige folk at være sammen med, der var jokes og godt
humør, når de rullede sig ud. Bill var simpelthen fin
på slap line, så vi fik grinet godt den aften.
|
|
|
|
|
|
De
næste dage gik med at se lidt af byen, som i disse dage var
lidt på den anden ende, da det store årlige billøb
skulle starte et par dage senere fra Ensenada, og køre ned
gennem Baja California, helt ned til Cabo San Lucas. Alle var på
stikkerne for at promovere sig. Vi skulle til posthuset med et brev,
det var næsten umuligt at komme igennem gaderne for telte
med biludstyr, souvenirting og t-shirts for ikke at tale om de mange
mennesker. Mexicanerne er helt vilde med motorrace, og når
der forgår sådan noget, er der høj stemning.
|
|
|
Ensenadas
flotteste bygning er det tidligere Playa Ensenada Hotel og Casino,
som blev åbnet i 1929. Det blev finansieret og ledet af amerikaneren
Jack Dempsey, og hans medpartner Al Capone, som stod lidt ude i
kulissen. Det var et populært sted for de rige amerikanere
specielt under det amerikanske spiritusforbud. De valfartede til
Mexico for at nyde "livets goder". Stjerner som Bing Crosby
og sangerinden Margarita Carmen Cansino, en lokal pige fra Baja,
senere kendt som den feterede filmskuespillerinde Rita Hayworth,
optrådte og satte kulør på det mexicanske natteliv
i Ensenada.
Følgerne
fra 30ernes depression gjorde at de spillelystne, som normalt fyldte
kasinoet, ikke mere havde de mange sorte penge at spille for, så
kort derefter måtte hotellet og kasinoet lukke, og det stod
tomt i flere år. I 1977 bestemte byen Ensenada at bruge bygningen
til sociale og kulturelle formål, og sådan er det i
dag, så bygningen bliver på denne måde bevaret
og holdt vedlige.
Lige
ovenfor havnen ligger den turistede del af byen. Her spadserede
man på røde fliser og var de ikke røde mere,
var man på vej ud i den del af Ensenada, hvor den almindelige
mexicaner lever. Da vi havde set os mætte på tæpper,
lædervarer og flot dekorerede skåle og tallerkner, ting
som vi alligevel ikke har plads til, fik vi provianteret de sidste
ting og gjorde os klar til at komme videre syd over.
Zephyr
ville også afsted, så de gav os en hånd med linerne,
så vi kom ud før dem, så fik de mere plads at
svinge ud på. Begge både kom ud uden skrammer, vi havde
begge tænkt, hvordan mon det går med al den dønning
og indgående strøm, men det gik som fod i hose.
|
|
Vi
fik meget blandet vind, og til tider en ret frisk vind så
det gik godt derud af i flere timer. Vi bestemte os for at sejle
længere inde langs land end først planlagt. Henrik
fik en Buoyweather ned, som viste, at der var lidt mere vind længere
inde, så skulle da pokker fise langt til søs. Men hen
under aften døde vinden alligevel helt, og vi fortsatte for
motor.
Om
morgenen da solen stod op, kom der lidt vind og sejlene kom op.
Sidst på eftermiddagen var vi nede omkring Isla Cedros lidt
nord for Turtle Bay og her mødte vi Zephyr, som kom på
skærende kurs. De var sejlet lang til søs, ca. 70 mil
ud for at få vind, men havde næsten haft samme forehold
som os. De indhentede os for sejl og motor. Vi snakkede over VHFen,
og de fortalte, at de ville gå ind til Turtle Bay, mens vi
ville fortsætte ned til Bahia Santa Maria, nu der var lidt
vind at sejle for.
|
|
|
Endnu
en flot nat, hvor vi fes rundt for at få sejlene til at stå.
Selv genakkeren havde vi oppe flere gange. Der kom en god vind en
time eller to, og så fes den af, og vi måtte have gang
i motoren igen.
Som
sædvanligt en flot morgen, hvor var det dejligt med det gode
vejr, og vi kunne nu mærke at luften blev lidt lunere.
Vi
oplevede to store flokke delfiner jage som bare pokker, lige så
skummet stod højt op i luften og de sprang højt lige
efter hinanden og derefter spurgtede de lige i halen på hinanden.
Der kom også hurtigt fugle til for at få del i festen,
det var spændende at se.
|
|
|
Vi
havde en fantastisk solnedgang igen og månen blev mere og
mere fuld og var så flot hele natten igennem, for ikke at
snakke om den mest fantastiske stjernehimmel, vi længe havde
set. Det hjalp også, at det blev lunere, om natten havde vi
helt åbent i cockpittet og lugerne var åbne, så
vi kunne få en frisk brise gennem båden.
Vi
fik besøg af en sule, som til sidst satte sig på tv
antennen og der sad den og tronede det meste af dagen og sked ned
på cockpitteltet, så der var store ulækre pletter
over det hele. Den havde først kig på et af salingshornene,
men Lene slog den væk med et af faldene, skide sur blev den
og hylede op, når enden ramte den og vippede den af. Men den
gav altså ikke op, den ville lande, og på toppen af
masten kunne vi ikke nå den.
|
|
Selv
om det var stille, med kun en svag brise, nød vi livet, vi
gik for 1150 omdrejninger for at spare på dieselen. Vi satte
fiskestænger ud og håbede at fange en lille tun eller
makrel.
Vi
så delfiner jage makreller op. Vi så flere søløver
ligge og dase i overfladen og en enkelt skildpadde.
|
|
Vi
kom ind til Bahia
Santa Maria ved 8 tiden om morgenen. Flere både vi havde
set i San Diego lå for anker i bunden af bugten, så
vi sejlede derop og droppede krogen.
Næste
dag, søndag, blev en overskyet og blæsende dag, så
vi slappede ligesom fiskerne, som lå for anker sammen med
os fire lystbåde, som var tilbage. De kom forbi for at sælge
hummere, men vi var blevet advaret mod at handle med dem. Dem som
opkøber fangsten af fiskerne holder øje med, om de
sælger til andre, og blive man tager i at købe fra
fiskerne, kan det koste dyrt, hvis det bliver opdaget.
I
Santa Maria bugten kom vi ikke i land. Det var et vanskeligt sted
at lande med jollen, da dønningen var alt for kraftig, så
vi blev ombord. I stedet sad vi og så på alle fuglene.
|
|
|
Vi
så mange fregatfugle. Hannerne er sorte med en rød
strubepose, som de ved kurmageri blæser op til en kæmpe
rød ballon. Det er meget flot at se, desværre var der
ingen på frierfødder her. Hunnerne og ungfugle er også
sorte men har hvidt bryst, ungfuglene har også hvidt hoved.
|
|
|
Det
var meget flot at se fregatfuglene svæve højt oppe
i luften, mens de holdt skarpt udkig efter føde, som er mindre
fisk, de lige snupper i vandoverfladen uden at få våde
fødder. De har bare den dårlige vane med at stjæle
maden fra andre fugle. De kan ikke svømme og dykke, som de
fleste havfugle, så de jagter, lige som for eksempel kjoven,
andre fugle indtil de smider det, de har i næbbet eller gylper
fisken op, som de lige har slugt og fregatfuglen snupper den så
i luften.
De
er så stride, at de kan finde på at dykke ned og næsten
snuppe en fisk ud af posen på en pelikan, mens den er ved
at sluge det, den lige har fanget. De stresser pelikanen ved at
dykke lige hen over den. Ellers går det mest ud over sulerne
som de angriber i luften. Det er ret dramatisk at se på. Men
det er ikke altid de slipper godt fra det, for mågerne er
hurtigt over dem, og så får de samme tur, for mågerne
slås altid med dem om fangsten. Det er faktisk fed underholdning,
at kigge på fuglene.
|
|
I
Bahia Santa Maria blev der fisket fra store kuttere, som sejlede
op og ned gennem bugten med paravaner ude og store net slæbende
efter dem hen over bunden. Masser af fugle, pelikaner, suler, måger
og fregatfugle fulgte lige i kølvandet på dem og de
gik helt bananas, når de trak nettene op. Så styrtdykkede
de lige ned i nettet, og hen over dækket når fangsten
blev trukket indenbords. For os så det ud som om de mexicanske
fiskere tog det afslappet med de mange fugle omkring sig, ikke at
de kunne gøre ret meget ved det, men det var ligesom de hørte
sammen.
|
|
Vi lettede anker ved 7 tiden og sejlede ud af bugten for mesan og
forsejl. Vinden fes op og ned, så vi havde lidt svært
ved at holde kursen ned langs landet mod Bahia Magdalena. Da vi
kom fri af pynten skiftede vinden og det blæste 8 - 9 m/s,
væsentlig mere end forventet.
Ved
indsejlingen til Bahia Magdalena tog vi den for motor lige mod vinden
op til Punta
Belcher, hvor vi droppede ankeret lige ud for resterne af en
gammel nedlagt hvalstation. Her kunne vi ligge i læ for vinden
på den sydlige side af Punta Belcher.
|
|
Vi
tog en tur ind til stranden og det gik fint at lande jollen. Vi
gik en tur til den nedlagte hvalstation. Der var nu ikke meget at
komme efter. Vi ville ro tilbage til Dana, og det gik godt et stykke,
men så blev der for meget strøm og Henrik kunne ro
i en uendelighed, uden at vi kom ud af stedet. Vi ville starte motoren,
men der kom ikke liv i den, og Henrik måtte ro igen. Men nu
var vi altså ude i noget snavs, vi kunne ikke ro op mod bølgerne
og strømmen. Heldigvis kom en panga forbi, og de så
hurtigt, at vi var i vanskeligheder og vendte om og slæbte
os tilbage til Dana. Vi takkede mange gange for deres hjælp,
de grinede bare og sagde, at de var glade for de lige kom forbi
og kunne hjælpe os.
|
|
|
|
|
|
Vi
blev enige om, at det var en rigtig lorte maskine, indtil Henrik
kom i tanker om, at han havde glemt at åbne for benzintilførelsen,
så tror da pokker den ikke ville starte. Heldigvis virkede
den igen, da den fik lidt sovs at køre på, og vi følte
os ikke så lidt dumme. Vi har simpelthen ikke vænnet
os til den nye maskine endnu, og den lille sikring på håndtaget
bøvler vi også med. Vi fik jollen ombord og sundet
os lidt ovenpå den omgang, som kunne have end med, at vi var
drevet langt ned på stranden. Der havde ikke været fare
på færde, det var bare en dum situation, vi ville være
havnet i.
|
|
Da
vinden var aftaget sejlede vi op til Bahia
Magdalena, hvor alle de andre lå. Vi havde lige droppet
ankeret, da vi blev kaldt op på kanal 16 af Tillichum. Vi
skulle lægge os op ved siden af dem, da der ville komme et
navyskib med vand til landsbyen og de skulle ligge lige der, hvor
vi havde lagt os. Op med krogen igen og videre frem. Lidt senere
kom Rose og Robert fra Tillchum forbi og vi aftalte, at de skulle
komme ombord senere. Det var den canadiske båd, vi havde set
i Half Moon Bay og i San Diego.
Senere
da de kom ombord, viste det sig at de var rigtig søde, og
vi havde en masse at snakke om, og de gav os gode oplysninger om
stedet, da de havde været her flere gange.
|
|
Fint
vejr til morgen, vi stod op ved 6 tiden, for at få så
meget ud af dagen som muligt.
Vi
skulle ind til havnekaptajnen for at få lavet kopi af et af
vores papirer og få en aftale om, hvornår vi kunne få
den diesel, vi havde bestilt. Alt blev ordnet og han kom lidt senere
ud med dieselen i sin panga. Det kostede os 840 kr. for 210 liter.
Nu var både tankene og dunkene på dækket fyldte
igen.
Vi
mødtes med Rose og Robert, Nigel og Gail fra Arena inde på
stranden. Sammen gik vi en tur gennem det, der var tilbage af den
lille landsby. Det var nedslående at se de sørgelige
rester af det lille fiskersamfunds huse og få ejendele, som
lå spredt rundt, efter de to orkaner i september og oktober
måned havde hærget stedet.
|
|
|
|
|
|
De
var virkelig blevet hårdt ramt, og regeringen ville kun hjælpe
med at genopbygge 10 nye huse, og de mangle 30 huse. De fleste havde
ikke råd til at få bygget et nyt hus og måtte
bo i et telt, eller i det som stod tilbage. Et par vægge uden
dører eller vinduer. Deres vandforsyning var også blevet
ødelagt, så militæret bragte vand til dem med
en navyskib. Det kan ikke være meget vand, de havde til deres
rådighed.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
På
trods af al deres elendighed var de meget søde og venlige
mod os, Rose og Robert kender flere af familierne, så vi kom
lidt i snak med dem. En af døtrene havde fødselsdag,
så Rose havde bagt en chokoladekage, som blev delt ud mellem
os alle sammen.
|
|
|
|
|
Pigerne
fra en af familierne gik en tur med os over bakkerne til den anden
side af halvøen, hvor vi havde en flot udsigt over Stillehavet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi
tog ind igen senere, for selv at gå en tur langs stranden.
Der var en lille kirkegård et godt stykke fra byen, som vi
havde som mål. Vi nåede nu aldrig dertil, det var lidt
nedslående at gå langs stranden, og se alle de ting
som lå og flød, meget af det til et stor værdi
for dem, men de orkede vel ikke engang at bjærge det. Det
kommer til at tage lang tid, inden den lille landsby kommer på
fode igen.
|
|
|
|
Fuglene
har vi altid stor fornøjelse af at kigge på. Et vandrefalkepar
var ved at bygge en rede på toppen af en el mast. Og efter
de to hurricanes lå der nu al hvad en falk behøvede
for at bygge en god rede. Plastikposer, el-ledninger, fiskenet og
stumper af plastic havde de samlet og alt blev møjsommeligt
viklet ind i hinanden og gjort fast til ledningerne og pælen.
Kønt så det ikke ud, og forhåbentlig var det
mere holdbart, end det så ud til.
|
|
|
Vi
aftalte med Tillichum og Arena, at vi næste dag skulle tage
med havnekaptajnen Gregorios ind til San
Carlos i hans panga. Han skulle på den ugentlige tur hjem
for at besøge sin familie og samtidig også hente diesel
til flere af bådene.
Næste
morgen kl. 8 ville han komme forbi bådene og samle os op.
|
|
|
Vi
var tidligt på stikkerne, så vi kunne være klar
til klokken 8, når Gregorios kom forbi i sin panga.
Vi
var ved at klare af efter morgenkaffen ved 7 tiden, da det bankede
på fribordet. Vi fes op, og der lå pangaen med alle
de andre ombord klar til at tage os med. Vi kiggede forvirret på
hinanden og på uret, var det ikke klokken 8, I skulle komme?
Den er 8, sagde de. Nej, den er kun 7, vi er ikke helt klar. Men
den var 8, vi havde glemt at skifte fra pacific time til mountain
time, som var en time tidligere, shit!
Vi
fik i hast samle vores ting sammen og kom ud af vagten små
10 minutter senere og undskyldte, at de måtte vente. Men de
grinede bare af os, endnu et par fjolser. Vi fik lige sat os i pangaen,
og så satte Gregorios i gear, og vi fræsede afsted op
langs stranden og videre op i kanalen og over det lave vand, hvor
man skal være lokalkendt for at sejle med så stor hastighed.
Det var rigtig skægt og med 7 mand ombord var der god vægt
på, så gashåndtaget kom i bund og vi spurtede
afsted. Gregorios var rigtig i sit es, når han kunne drøne
afsted. Mexicanerne er vilde med fart og pagaerne er alle tiders
både til at sejle med høj hastighed, selv i høj
sø. Det er en stor tung jolle med en ca. 80 hk påhængsmotor,
som de bruger til at fiske fra eller til transport af varer. Turen
tog en halv times tid, og så landede vi på stranden
ved byen.
Vi
skulle være tilbage ved pangaen 5 timer senere, så vi
skiltes ved hovedvejen. Vi startede med at kigge indenfor i de forskellige
butikker bare for at se, hvad de havde, så kunne vi handle
ind på vejen tilbage. Det gik hurtig op for os, at også
San Carlos var blevet ramt af de to hurricanes, der manglede et
par tage hist og pist og flere af deres palapa var forsvundet. En
del palmetræer så noget forpjuskede ud og nogle var
simpelthen knækket eller væltet omkuld.
Vi
gik en tur gennem hovedgaden og var på internettet på
en helt nyåbnet cypercafé. Senere mødtes vi
med de andre til frokost på en café og fik udvekslet
de bedste steder at handle, inden vi skulle tilbage. San Carlos
er en lille by med spredt bebyggelse omkring hovedgaden, hvor de
fleste butikker og et mindre supermercado samt nogle spisesteder
ligger. De fleste veje her var grus- eller sandveje, dog var hovedgaden
asfalteret.
Ved
2 tiden mødtes vi alle ned ved stranden godt læsset
med mad, frisk brød og frugt, det var sidste sted at handle
inden Capo San Lucas, og vi havde ingen planer om at tage derind,
så det var rart med lidt friske ting.
Der
var nogle fiskere på stranden, som hjalp med at få pangaen
let, og da vi alle var kommet ombord, gik det for fuld fart tilbage
til bådene.
|
|
|
Da
vi kom tilbage fra San Carlos, fik vi af vide, at der ville komme
hård vind fra nord, og at den bedste ankerplads ville være
oppe langs stranden
lidt indenfor et stort lavt område, som ikke var afmærket.
Da Rose og Robert havde ankret der flere gange, fulgte vi lige efter
dem, og det varede ikke længe, før vi alle lå
langs stranden.
Senere
på eftermiddagen så vi Zephyr kom ind. De lagde sig
ud for Bahia Magdalena, den lille fiskerlandsby og ventede på
at få besøg af Gregorios, så han kunne stemple
deres papirer.
Vi
kaldte dem op, og fortalte, hvorfor vi alle lå heroppe langs
stranden. Lidt senere kom de og lagde sig for anker bag ved os,
og vi fik besøg, efter de havde været en tur inde på
stranden og strække benene. De var godt tørstige, så
vi fik knappet nogle kolde øller op, og fik snakket om alt
det, der var sket, siden vi sidst havde set hinanden. Det var rigtig
hyggeligt at være sammen igen, og som sædvanligt fik
vi grinet, når Bill begyndte at fortælle om deres oplevelser.
|
|
Næste
morgen sejlede vi ind til kysten og op gennem kanalen til en stor
lagune, som var helt omkranset af mangrove. Der var en del fugle,
mest hejre og fregatfugle, som holdt til her. Vi så flere
fiskestimer af små og mellemstore fisk svømme rundt
langs mangroven. Vi havde håbet, at se de farvestrålende
krabber i mangrovebuskene, men da det var højvande, var de
godt gemt i det grønne. Normalt ser vi dem kravle rundt nede
mellem rødderne af mangrovebuskene, men så skulle det
være ved mere lavvande og så ville vi ikke kunne komme
ret langt ind med jollen.
|
|
|
Vel
ude igen af kanalen sejlede vi langs kysten og landede jollen på
stranden. Vi gik en tur ind gennem klitterne, som mindede os lidt
om vestkysten derhjemme. Der var nogle små indsøer
og en masse sommerfugle fløj rundt her.
|
|
|
|
|
|
|
|
Rose
kom over og inviterede til te senere på dagen og derefter
skulle vi til Zephyr til en sundowner.
Vi
havde et par hyggelige timer sammen med Rose og Robert, og de viste
os billeder fra Tuamoutu atollerne og lånte os deres pilot
over Fransk Polynesien.
Vi
tog tilbage til Dana et par timer, inden vi sejlede over til Zephyr.
Henrik havde en masse cd'er med til Bill, så de fik travlt
med at få gang i computeren.
Senere
havde vi besøg af Rose og Robert, de ville gerne se Dana
og høre lidt om vores tur.
|
|
|
Vi
lettede anker næste morgen ved 9 tiden og sejlede for motor
ud af Bahia Magdalena. Zephyr var sejlet en halv time før
os, og var ved at sætte sejl helt ude ved indsejlingen til
bugten.
Vi
satte en fiskeline ud, og da vi skulle til at gøre klar til
at sætte sejl ud for Belcher Point, var der bid. Hjulet fræsede
rundt, og da vi stadig havde god fart på, var det svært
at få det stoppet. Lene kunne ikke holde stangen og selv om
bremsen var lukket helt, løb der stadig line ud. Henrik tog
over, og lige da han var ved at få linen stoppet, gik der
en løkke på linen og en stor knude, så der stoppede
linen af sig selv. Nu var det bare at holde fast, stangen stod som
en flitsbue om vindroret. Vi fik taget farten af Dana og Henrik
kunne begynde at spole ind og Lene var klar med huggen.
Da
fisken kom nærmere, så vi en blå finne og var
klar over, at det var en dorado (mahi mahi). Det var en ret så
stor han, og han begyndte nu at fise rundt, men med lidt held fik
Henrik den hen agter, og Lene fik et godt hug i ham, og så
var han på dækket. Et par ordentlige hug med træknorten
og så var han stille. Vi fik ham skåret op og renset,
og nu havde vi stor glæde af vores saltvandsspuler, både
til at få renset fisken med og at få rengjort dækket
for blod. De to stykker fisk kom hurtigt i poser og i køleskabet.
Vi
fortsatte lidt endnu for motoren, mens vi gjorde rent og klar til
at sætte sejlene. Der var en lille brise, da vi sejlede ned
langs land, og da vi kom fri af pynten, styrede vi ret syd over.
Vi sejlede med fin fart en 3 til 4 timer, men så fladede vinden
helt ud, og vi måtte have gang i motoren. Vi sejlede for motor
en 5 til 6 timer og fik lavet vand, så kom der igen en god
brise, og vi satte genakkeren. Men det blev en kort fornøjelse,
vi fik mere dønning og vinden blev smidt ud af sejlet. Motoren
på igen. Efter et par timer kom der en frisk vind agtenfra,
og vi satte sejlene og det gik godt derud af de næste 12 timer,
helt til middag næste dag, mandag.
Vi
havde en flot solnedgang og stjernehimmel.
|
|
Vi
fik en flot solopgang, og så var det også slut med den
friske vind. Vi kæmpede et par timer med den meget lette vind,
men måtte til sidst give op og starte motoren, som vi havde
på resten af dagen og hele natten ned til Cabo San Lucas og
videre rundt pynten op langs kysten.
Vi
havde en super flot stjerneaften, månen stod sent op og gik
først ned efter solen var stået op. Der var megen lys
inde på kysten ved Cabo San Lucas, da vi sejlede tæt
forbi langs kysten, heldigvis var der ikke megen trafik, så
vi kunne holde vores kurs. Vi så ikke mere til Zephyr, de
forsvandt forude i mørket, vi havde ellers fulgt dem hele
vejen ned.
Lene
gik ned og sov nogle timer, efter vi var kommet forbi Cabo San Lucas.
Henrik holdt næsten hele natten med kun et par timers søvn.
Vi
holdt på op til Los
Frailes, nu vejret var så godt, så var det bare
at komme nordover.
|
|
|
Vi
kom ind til Los Frailes ved 7.30 tiden og droppede ankeret på
ca.10 meter vand. Der var en del dønning og vi rullede lidt,
når vi lå på tværs af bølgerne. Men
det var til at leve med, vi var bare trætte, og Lene var lidt
dårlig og havde fået en let migræne, så
det var bare til køjs.
|
|
Vi
sov 3 - 4 timer og fik et dejligt varmt bad. Vi skulle gerne have
lidt ud af dagen, nå at spise lidt af vores nyfangede fisk
og slappe lidt i cockpittet. Vi orkede ikke at tage ind til stranden,
der var faktisk for megen dønning, blev vi enige om. I stedet
spiste vi lækre doradobøffer med ris og salat i cockpittet
og sad og nød landskabet omkring os.
|
|
Som
det ses på det elektroniske kortet herover, ankre vi en stor
del af tiden på land. De mexicanske søkort, både
papir og elektroniske, er gerne 1-2 sømil fra GPS positionerne.
De fleste af kortene er opmålt mellem 1873 og 1875, og der
er vist ikke gjort meget siden. Efter at vi i et par år med
stor succes har brugt elektroniske søkort i Canada og USA,
her er unøjagtigheden som regel kun nogle få meter,
er det umuligt at bruge dem i Mexico. Selv kort i skala 1:50.000
er 1-2 sømil forkerte, samtidig med at mange bugter ikke
har den rigtige kyst udformning. Her er vores guider til stor hjælp,
kortene er lavet fra luftfoto og et GPS waypoint er lavet på
stedet.
|
|
|
Vi
lettede anker næste morgen 06.30 og sejlede for motor ca.
2 mil fra land for at holde klar af diverse rev og sten. Ved middagstid
havde vi besøg af 5 store delfiner, som fulgtes lidt med
os.
|
|
Der
skete ikke det store. Turen var stille og rolig, der var aftagende
vind og smult vande den sidste del af turen. Lene fik bagt brød,
så der var lidt lunt nede om læ. Imens så Henrik
en flok mantaer springe ud af vandet og flyve over havoverfladen.
Det var rigtig flot.
Vi
lagde os for anker i Bahia
de Los Muertos i læ af en lille tange. Her var en fin
sandstrand og alle pangaerne lå på rad og række
i det ene hjørne tæt ved restauranten Giggling Marlin.
Der var kun os og en canadisk båd, vi sidst havde set i San
Francisco.
|
|
Der
var slørskyer for solen det meste af dagen, så det
var ikke steghedt men lunt nok. Vi kunne godt mærke, at vi
var kommet om på den anden side af Baja.
Det
lykkedes Henrik at få internet forbindelse, og der var en
mail fra Jill og Doug, vores venner fra Alaska, de var også
på vej til Mexico, men var et par uger efter os.
Senere
så vi Bills blog, der var også skrevet lidt om os. De
havde åbenbart haft en masse problemer med den hydrauliske
styring og nåede lige at komme ind til Cabo San Lucas, mens
den endnu virkede. En barsk nat for dem begge efter det Bill forklarede.
|
|
|
Vi
lettede anker ved 7.30 tiden for at sejle de ca. 45 mil op til Puerto
Balandra.
Vejrudsigten
snød os, det blev en frisk vind fra nord til nordvest og
nogle dybe stejle søer, som gav en masse vand. Det var længe
siden, vi havde haft så meget saltvand på dækket
og over overbygningen. Vi ville egentlig have fisket, men det var
alt for vådt.
Det
var lidt af en træls tur for motor, og vi var tæt på
at vende om efter tre timers sejlads, da vinden tiltog og søen
blev dybere. Men heldigvis holdt vi fast og kom igennem det. Det
havde været surt, at skulle tilbage til Muertos, vejrudsigten
lovede hård nordlig vind de næste dage, så vi
skulle vente i mange dage for at få bedre vejr.
Vi
så mantaer flyve op over bølgerne, det var flot og
vi havde besøg af store delfiner.
|
|
Endelig
fik vi kæmpet os op til San
Lorenzo Channel, hvor vi skulle ned mellem et par sømærker
for at komme fri af nogle grunde. Puerto
Balandra var større end først antaget, men da
vi ikke kunne sejle ret langt ind, der bliver hurtigt lavt, var
der faktisk ikke så meget plads. Vi lage os lige bag den første
klippe på ca. 8 meter vand og 40 meter kæde ude. Vi
lå lidt åbent for vind og sø, så vi ville
være sikre på at blive hængende. Men så
længe vinden blev i nord drejende mod øst, lå
vi fint i læ bag klippen. Svingede vinden bare lidt mod nordvest,
ville bølgerne rulle ind og vi ville ligge uroligt på
læ kyst.
|
|
Lene
fiskede lidt for at få en fladfisk. Pludselig kom der et ryk,
og så forsvandt den bedste bundkrog i gabet på en haj,
formentlig, for linen var bidt over. Så for eftertiden er
det med wireforfang. Men det var ærgerligt at miste den bedste
af bundkrogene til en dum haj.
|
|
|
Vi
landede jollen i hjørnet på den lækre hvide strand
og kravlede op ad skrænten, det var ikke helt nemt, mange
af stenene lå løse, og man skulle lige huske ikke at
gribe fast i noget, for det noget var en kaktus, så hellere
tage en tur på enden. Vi gik en dejlig tur ad en sti tværs
over klippen, som vi lå i læ af. Fregatfugle og gribbe
susede om ørerne på os. De brugte vinden som blæste
ned gennem kløften til at svæve på. Der var en
del nye kaktusser at kigge på. Hver gang vi kommer til et
nyt sted , får vi øje på planter, vi ikke har
set før.
|
|
|
Der
var en flot udsigt, til begge sider, fra toppen af klippen og vi
så på den anden side af klippen den store strand Tecolote,
som bliver besøgt af mexicanerne fra La Paz i weekenden.
Langs hele stranden stod der boder, hvor man kunne købe fisketacos
og is. Da vi kom tilbage til jollen, sejlede vi en tur længere
ind i bugten. Vi så en del små farve strålende
fisk og gik også på grund et par gange, da det var svært
at se, hvor dybt der var i det klare turkisblå vand. Bugten
var faktisk ret så stor og omkranset af hvide sand strande.
Det er ikke underligt, at det er et så populært udflugtsmål,
her var meget dejligt.
|
|
|
I
Puerto Balandra står den berømte, på disse kanter,
Mushroom Rock, El Hongo på hjørnet ved et klippefremspring.
Vi sejlede i jollen helt ind til en kridhvid strand for at se den.
Den står udsat og har været gennem mange storme og er
meget eroderet. For nogle få år siden kollapsede den
under sin egen vægt. Folk fra området syntes, at den
skulle bevares som et vartegn for bugten og som turistattraktion
for La Paz, så den blev restaureret og den tynde stilk blev
bygget op og forstærket, så også vi kunne se den
berømte mushroom.
|
|
|
|
|
Der
begyndte at blive lidt for megen dønning fra nordvest, så
vi besluttede at flytte til den næste bugt, Caletas
Lobos, hvor der var mere læ for søen. Vi fik en
god ankerplads bag Isla Lobos med en fin brise og ingen dønning.
|
|
I
Caletas Lobos tog vi også en tur ind i jollen og fortøjede
til et mangrovetræ. Vi gik langs en å og fandt ud af,
at skulle vi over den, skulle vi ud og svømme, den var alt
for dyb, til vi kunne vade over, så tilbage igen til jollen
for at finde at andet sted at gå i land.
Vi
fes lidt rundt og fandt endelig et godt sted, hvor der var dybt
helt ind til bredden. Vi gik en lang tur op i bjergene og havde
en flot udsigt over bugten, hvor vi så, Dana ligge langt ude.
Vi fotograferede en del kaktusser og andre planter. Da vi skulle
ned gennem en stejl kløft, tog Henrik den på røven,
da han gled i de løse sten, han huskede dog, at han ikke
skulle gribe fat i noget, det gør man jo ellers pr. refleks.
Og her skulle ikke grines, det så ellers komisk ud, at se
ham ligge der med benene lige i vejret og et forvirret udtryk i
ansigtet. Heldigvis havde han ikke slået sig, og da han var
kommet på ret køl igen, kunne han godt se, det havde
set komisk ud, og vi kunne grine af det.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Næste
morgen
lettede vi anker og sejlede til den næste bugt, Playa
Pichilingue, hvor vi ville ligge bedre i læ for den varslede
hårde nord vestenvind, der ville vare de næste par dage.
Her
var en dejlig strand med restauranter, som sikkert var godt besøgt
i weekenden, der var ikke et øje nu. Vi tog en tur rundt
i jollen og var ovre ved en lille marina for at høre, om
vi måtte lægge jollen der. Jo, hvis vi betalte. Vi sejlede
tilbage til den lille bugt, hvor der i hjørnet var meget
bedre at komme i land, og vi ville have medsø tilbage til
Dana. Vi fortøjede jollen til et solidt turistskilt, så
kunne det vel ikke gå helt galt.
Vi
spadserede lidt rundt og forhørte os om bustider til La Paz;
det var lidt svævende. Vi stillede os op for at flage en eventuel
bus ned, men inden der kom nogen, stoppede en ung mand og tilbød
os et lift ind til La Paz. Vi var inde på et hotel på
vejen, hans job var åbenbart at give en service til nogle
af hotellerne, som lå langs kysten. Vi fandt ikke ud af, hvad
hans job var. Han kørte os helt til centrum, lige foran turistinformationen.
Her
fik vi et kort og fortalt lidt om byen, og så var det afsted
til busterminalen for at finde ud af tiderne tilbage til Dana. Her
fandt vi ud af, at man skulle købe billetter i forvejen,
bussen kørte ikke regulært, det afhang vist af hvor
mange passagerer, der var med. Vi købte billetter til klokken
17, så havde vi ca. 3 timer til at gå rundt i byen.
Vi
gik ad El Malecón, meget flot med palmer på hver side
og mange bænke, hvor man kunne sidde og iagttage dem, som
passerede forbi, det var åbenbart mere interessant end at
kigge ud over vandet. Ganske få bænke vendte, så
man havde udsigt over bugten, marinaerne og de opankrede skibe.
Vi gik til Marina La Paz, hvor vi blev skrevet op på ventelisten
og kunne måske få en plads i slutningen af ugen. Når
vinden havde lagt sig, ville vi sejle ind og lægge os for
svaj, og så vi kunne bruge marinaens faciliteter mod betaling.
Så var det på plads, og vi gik tilbage til centrum og
op til et supermarked, hvor vi købte lidt ind, inden vi skulle
tilbage med bussen.
Det
var en god tur tilbage med bussen. Solen var ved at gå ned,
så der var et flot lys ud over La Paz bugten. Det var en lang
tur tilbage til Playa Pichilingue, og vi nåede lige at komme
ud til Dana, mens det stadig var tusmørke med flot orange
lys på himlen.
|
|
Et
par dage senere sejlede vi ind til La
Paz. Turen gennem kanalen var let nok, afmærkningen var
ok. Det blæste stadig en del, men vi havde vinden med os.
På vejen ind så vi flere blæst fra hvaler og skimtede
lige ryggen af dem.
Der
var fyldt godt op med både langs siden af kanalen, da vi kom
ned til marinaerne, og nu da strømmen havde vendt, lå
bådene hulter til bulter henover ankrene med vinden ind agten
fra, så det var lidt svært at finde en plads, hvor vi
var sikre på at kunne sveje helt rundt. Nogle af bådene
lå med et anker i hver ende af båden, det gjorde det
ikke nemmere, for så svejede de ikke med rundt. Vi fandt endelig
et sted ikke langt fra Marina La Paz, da vi jo ville bruge deres
jollebro og faciliteter. Vi fik lavet lidt vand på vejen ind,
så der var varmt vand til et bad, inden vi skulle til havnekaptajnen
for at betale for at ligge for anker her på strømmen.
|
|
|
La
Paz ligger flot langs med den lange Canal de La Paz, som ender i
en meget stor bugt. Store sandbanker ligger på hver side af
den afmærkede kanal, som også er farbar om natten, da
der er lys på sømærkerne. Efter den store sandbanke,
som man har på styrbords side, når man sejler ind, kommer
man til den lange halvø El Magote, hvor der er ved at blive
bygget en moderne bydel. Det
var imponerende at sejle langs den kilometerlange promenade, El
Malecón, med palmetræer og flot kunst hele vejen og
se de farvestrålende bygninger bagved.
|
|
|
"La
Paz Waltz" kaldes bådenes dansen frem og tilbage, når
de ligger for anker foran byen. Man kan aldrig være sikke
på, hvordan de andre både svinger for deres anker. Dette
skyldes den stærke strøm, 2-3 knob, som løber
ind og ud langs ankerpladsen foran byen. Dette er i sig selv ikke
noget problem, men kombineret med vinden, der også løber
langs kysten, sker der mærkelige ting. Medens vi lå
der, havde vi højvande om formiddagen, hvorefter strømmen
begyndte at løbe ud, mod nord. Samtidig havde vi nordlig
vind, så medens strømmen prøvede at skubbe os
ud, prøvede vinden at skubbe os ind. Det betød, at
vi lå med stævnen mod syd, med vinden agten ind. Ankerkæden
lå stramt agter over under båden. Det blev så
rigtigt skægt, når strømmen skulle til at vende,
så skiftes vinden og strømmen til at have overtaget,
og bådene svingede frem og tilbage i vild forvirring; The
La Paz Waltz. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at vi
var der lige efter nymåne, hvor forskellen mellem høj-
og lavvande, og dermed strømmen, var ekstra stor. Det gav
en dum krab sø, når vinden gik mod strømmen
og god mulighed for at vi blev våde, når vi skulle ind
i jollen.
|
|
|
At
gå en tur ad El Malecón var en ny oplevelse hver gang.
Selve promenaden var flot dekoreret med røde og brune fliser,
som var lagt i et spændende mønster. Med passende mellemrum
stod der på hele strækningen flotte bronzeskulpturer.
De fleste skulpturer forestillede noget fra havet, og der var flotte
vægmalerier med hvaler, mantaer og søløver i
farvestrålende farver. Vi var overraskede over at se så
megen spændende kunst i byen.
|
|
|
Næste
dag tog vi jollen ind til marinaen. Vi havde lige gjort fast, da
en motorbåd fra Flåden kom op på siden af os med
et par gutter ombord. De spurgte, om vi var dem fra Dana. Det kunne
vi jo ikke nægte, da der på siden af jollen stod Dana.
De bad os flytte Dana, da deres kaptajn mente, at for mange både
nu lå foran flådestationen. Vi kiggede lidt trætte
på hinanden, kunne de da for pokker ikke have kaldt os op
eller givet besked ude ved Dana i stedet for at fise lige i røven
på os helt herind. Vi spurgte, om vi ikke bare kunne ligge
natten over, vi skulle alligevel sejle tidligt næste morgen.
Men nej, det skulle være pronto!
Tilbage
til Dana i dumme krapsøer og jollen ombord. Det var ikke
til at have den slæbende efter os mellem alle de både,
som lå for anker, og når vi skulle ankre med strøm
og vind modsat, jo, det var lige det rigtige tidspunkt kaptajnen
havde valgt. Vi sendte ham også en masse dårlige tanker.
Vi var vel en 5 til 6 både, som fik besked på at flytte,
så det var bare om at få hænderne op af lommen,
og være en af de første, for at finde den bedste plads.
Vi fes rundt om hinanden for at få en plads så tæt
på marinaen som muligt, da jolleturen hver gang var en træls
omgang. Det lykkedes os endelig at finde en plads næsten lige
udenfor indsejlingen til marinaen og med rigelig svejeplads og fri
af kanalen.
|
|
|
Vi fik jollen i vandet igen og tog endnu en tur ind til marinaen
for at betale for jollepladsen hos dem. Samme sted var vi heldige
at kunne købte pas til naturparkerne. Det var meget vigtigt
at have dem, når man ville i land på de forskellige
øer op langs kysten. Vi købte et årskort, som
dækkede hele Mexico. Vi fik af vide, at hvis man skulle bruge
det 5 gange, kunne det betale sig at købe for et helt år.
Vi fik hver en fin mappe med et plastikkort, en stor mønt
og et lille hæfte, som viste alle nationalparkerne i Mexico
og betalte 720 pesos, ca. 300 kr., for begge kort. Nu kunne vi med
god samvittighed, gå i land hvor vi havde lyst.
|
|
|
Efter
at have skiftet til den nye ankerplads i La
Paz, gik vi igen til fiskepieren, hvor havnekaptajnens kontor
lå, for at betalte for at ligge for anker på reden.
Nu kunne vi jo ligesom ikke rigtig slippe, og det var heller ikke
den store formue. Det lykkedes nemlig ikke dagen før. Det
var samme sted, bare på den anden side af huset. Hvorfor vagten
ikke fortalte os det første gang, er en af de mexicanske
gåder. Vi fik ordnet formaliteterne og havnekaptajnen var
sandelig også grundig, at vi fik udfyldt alle papirerne, og
et større regnestykke om hvor længe vi havde været
her, og hvornår vi sejlede igen, da vi skulle betalte pr.
dag.
|
|
|
|
|
|