Den 22-12-2009, lidt i 7 om morgenen, lettede vi anker og sejle ud forbi La Paz. Det var kun lige blevet lyst nok til, at vi kunne se bøjerne, der markerer kanalen.

For motor, det var helt vindstille, sejlede vi op til Isla Espiritu Santo, hvor vi ankrede i Puerto Ballena tæt ved Isla Gallo. Isla Espiritu Santo hører under de mange national parker, hele øen er nationalpark. Der lå bare en sejlbåd da vi kom, så der var fint plads til at ankre.

Nu skulle vi ud og snorkle. Set ovenfra så vandet dejlig klart og lækkert ud, og der var helt stille. Ned i jollen og afsted over til Isla Gallo, hvor vi trak jollen op på en meget lille strand, til stor utilfredshed for to måger.

Vi snorklede langs solsiden af øen, og der svømmede mange små farvestrålende fisk rundt mellem stenene, men her var vandet desværre lidt uklart, så vi svømmede lidt længere ud og så en større stime stribede fisk, som forsvandt ud på dybere vand. Der var nogle blødkoraller, i gule og brune farver. Der var blå englefisk og triggerfisk, som var de største fisk vi så. Efter en lille times tid begyndte vi at blive kolde, vandet var ikke varmt nok til bare at have en elastikdragt på, den er ellers rar at have på, når man bare skal snorkle.

Det var tid at finde dykkerdragterne frem, mærkeligt nok var de krøbet endnu engang af at hænge på bøjlen i skabet. Hver gang de kommer frem af mølposen, taler vi om, at vi måske skulle smide et par kilo, for bedre at kunne skrue os ned i dragterne. Godt nok er de elastiske, men der er grænser for, hvor meget lynlåsen kan klare.

Vi fik en vejrmelding ned fra Buoyweather. Der skulle komme vind fra SV næste dag, så vi gjorde klar til at sejle næste morgen, da vinden ville blæse lige ind på ankerpladsen. Da der ikke var nogen anden ankerplads i nærheden for den vind, planlagde vi at sejle op til Isla San Francisco eller San Evaristo, henholdsvis 24 og 33 sm længere oppe langs kysten.

Vinden skiftede til SSV i løbet af natten, så sø og vind stod lige ind i bugten, og vi rullede en del. Kl. 6.45 tog vi ankeret og sejlede nordvest over. Vi sejlede forbi de andre ankerpladser langs Isla Espiritu Santo, her var det det samme, vinden stod lige ind i bugterne.

Da vi kom fri af øen kunne vi sætte mesanen og fokken, men vi beholdte motoren på, da vi skulle gå meget tæt til vinden. Vinden var vestlig op langs kysten. Ind imellem rummede den lidt, for så igen at spidse lidt efter, så der blev håndstyret.

Vi satte en fiskeline, og minsanten om vi ikke fangede en lille tun. Vi troede, at det var en meget større fisk, da den rykkede godt i linen, den kæmpede bravt for sit liv, men måtte til sidst lade det.

Vi sejlede forbi den store bugt ved Isla San Francisco. Her var ikke godt at ligge i dag. De som havde ligget der, var ved at sejle om til ankerpladsen på den anden siden af øen, der lå kun een båd tilbage, som hoppede og dansede for bølgerne i den store bugt. Vi bestemte os til at forsætte videre til San Evaristo, her skulle være læ for de fleste vindretninger. Klokken 13 ankrede vi op i bugten, hvor der allerede lå 4 andre både.

Vi fik tunbøffer til sen frokost med ris og salat. Der er tunbøffer til endnu en middag, det er tungt kød, men godt. Vi fik vasket ruderne af for salt, vi fik jo et par vaskere i starten af sejladsen, hvor der var dybe søer. De fladede lidt ud, da vi kom i læ af landet.

Det blæste hele natten og vejrmeldingen sagde, at der kom mere vind de næste dage.

Vi var tidligt på stikkerne, da det var meningen, vi ville tage et nap nordover til Bahia Gato. Men vi besindede os, der var høj sø udenfor og vinden begyndte at friske yderligere fra nord, lige i snuden. Vi bestemte os for at blive og holde jul her, tage jollen ind og gå en tur senere på dagen. Vi nød vores morgenkaffe en hel time, inden Lene måtte i gang med at bage brød.

Hele formiddagen gik med at nusse rundt og kigge på fuglene og de sejlere, der kom og sejlede igen. Henrik skiftede olie på påhængsmotoren, det var fandens besværligt og særligt i den friske vind, olien fløj om ørerne på ham. Der skulle have været skiftet pakninger ved skruerne, men det havde vi ikke fået med, da vi købte maskinen. Det havde ellers været smart, at give os et par sæt med, også ekstra skruer, da man nemt kan miste en. Endnu noget der skal på huskesedlen.

Vinden skulle friskede lidt op hen på dagen, så skulle vi ind og gå en tur, måtte vi se at komme i gang, inden det blev for meget. Vi landede jollen på stranden og gik en tur over til en saltsø. På ydersiden af saltsøen havde vi fin udsigt nordover, der var store søer med skum på, vi var glade for, at vi blev, hvor vi var og lå i læ bag de store klipper.

Vi gik en tur rundt om saltsøen. Der var bygget nogle dæmninger, man kunne gå på, så selve søen var delt op i fire bassiner. Der lå en klump huse og der var hyggeligere her end ved stranden, hvor vi lå, da her var figenpalmer og andre træer, her var meget mere grønt. Vi mødte på vejen dertil tre æsler, far mor og deres hvide føl. De løber frit omkring ligesom køerne. Først løb de foran os, og var lidt sky, men så kunne føllet ikke styre sin nysgerrighed, og begyndte at gå lige bag Lene, måske troede den, at der var noget at hente i fototasken. Det endte med at den blev så fræk, at hun måtte kyse den lidt væk.

Da vi kom tilbage til stranden, kom en af sejlerne hen og præsenterede sig. Han havde besøgt Evaristo mange gange de sidste 3 år og var stadig helt vild med at være her. Han viste os den lille tienda, der lå oppe bagved stranden. De havde faktisk lidt friske varer, frugt og grønt, ellers var det mest dåsevarer. Der var også en strandbar i den anden ende af bugten, hvor vi kunne købe øl. Vi manglede ikke noget, men så vidste vi det, når vi senere sejlede tilbage langs kysten.

Vi gik en tur over til fyrtårnet, hvor der på toppen af klippen var anlagt en sti rundt om de mange kaktusser og ved nogle af dem, var der sat et skilt, som fortalte om planten. Så var det tid at komme tilbage til Dana, hvis vi skulle nå at få en sundowner og lidt snaks.

Vi tog jollen ombord, havde ingen planer om at tage nogle steder næste dag, da skulle vi bare slappe og hygge og lave mad til om aftenen, det var jo den 24. december.

Det begyndt at blæse meget, så vi måtte justere snorer og ender på masterne, da det klaprede af pommeren til. Mens vi sad i cockpittet, kom nogle sorte skyer over os, og vi tænkte, om de mon ville give regn. Og lidt efter kom regnen, det var godt nok, det skulle bare have regnet noget mere. Nu var alt mere snavset af møg og støv, så i stedet for at få fersket af, måtte vi selv i gang næste morgen, det var lige så det knasede, når vi gik på dækket.

Henrik var tidligt oppe. Det var jo den 24. december, så Lene lå begravet under dynen, vi skulle jo ingen steder. Ved 8 tiden serverede Henrik bacon og æg samt en ostemad til kaffen, hvor lækkert!

Det blæste en pelikan og store bølger ruller forbi os udenfor. Herinde var det moderat, men lidt sø med små hvide toppe på sneg sig dog ind.

Om formiddagen fik vi en middagsinvitation fra det amerikanske par, som næsten lå her fast. Han kom forbi i jollen og inviterede os til aften, men vi måtte takke nej, måske i morgen, hvis vi blev, kunne vi invitere på en drink. Men i dag ville vi bare hygge, som vi plejede og se en dansk film. De fejre jo ikke jul den 24., som vi gør.

Henrik havde travl med at lave en ny kalender på den gamle Medion computer og printe den ud.

Vi havde marineret vores to sidste svinemørbrad til julemiddagen, og håbede de ville blive gode. Vi glædede os til en dejlig julemiddag, men det var jo altid lidt usikkert med det kød man køber her.

Menuen: marineret mørbrad med kartofler og broccoli samt salat og rødvin, til dessert frisk melon med chokolade og en kalua. Whua! Vi smovsede, kødet var bare så lækkert.

Anden juledag tog vi tidligt afsted, der begyndte at snige sig lidt for meget dønning ind, så det var ikke så behageligt at ligge der mere. Næste mål var El Gato, som vi havde læst skulle være et flot sted. Igen var det for motor, vinden og søen lige i snuden. Hvorfor nu al den hastværk, når vind og sø var lige i snuden? Hvorfor ikke bare nyde det og vente på vind fra den rigtige retning?

På denne tid af året er der ikke megen søndenvind, vinden er næsten altid fra en nordlig retning og der kommer altid bølger ned gennem Sea of Cortez fra nord. Så vil man se noget af kysten, er der ingen anden udvej end at ligge og krydse i høje krappe søer og frisk vind og få en masse vand over sig, og hvor sjovt er det lige? Det bliver man hurtig træt af, når man ved, det vil være sådan de næste to til tre måneder.

Man kan, som de fleste, i stedet tage den for motor fra morgenstunden, inden vinden med garanti frisker op omkring middagstid, så man skal tidligt ud af hullet. Det er opvarmningen af landet, som sætter gang i vinden, så der kommer stensikkert vind, selvfølgelig ikke lige meget hver dag.

Tilmed kan det på enkelte stræk knibe med at nå til en ny ankerplads i dagslys, hvis man skal krydse, og her går man altså ikke ind til en ukendt ankerplads om natten. Det er alt for farligt med alle de rev og sten, som ligger lige under vandoverfladen. Nætterne er bælg ravende mørke, og I har selv set, hvor unøjagtige kortene er. Man kan ikke gå ind på det elektroniske kort, og radaren er kun til nytte for det, som den kan se, den kan desværre ikke se, hvad der er under vandet. Man skal kunne se, hvad der er omkring en, når man går ind på en ny ankerplads her.

Vi havde sat os for, at komme så hurtigt som muligt så langt nordpå, som til Bahia Conception. Derfra ville vi sejle langsomt tilbage for vinden, og så gå ind til de steder, vi ikke fik besøgt på turen op.

OK, det er ikke så sportsligt at gå for motor, men det er trods alt mere behageligt under disse omstændigheder, og så håbede vi at få medvind tilbage ned langs kysten.

El Gato så rigtig spændende ud og klipperne var fantastiske. Det var de flotteste klipper vi har set her. Farverne changerede i orange nuancer til over i røde og brune og flot var det, når den sene eftermiddagssol skinnede med sit varme lys, så var farverne dyb orange og røde.

Det er et af de flotteste steder, vi har ligget for anker. Men det skal ses i solskin, ellers var det bare brunt i brunt. Det var solen og lyset, som skabte dette smukke syn.

Klipperne er sandsten, som åbenbart varierer meget i hårdhed. Det er vejrliget, vinden og regnen, som gennem århundrede har slidt disse spændende og helt vilde faconer i klipperne. Et stort plus er, at man kun kan komme hertil fra vandsiden. Det er ikke en nem ankerplads at anduve, her er mange rev, og derfor også et fint sted at snorkle.

Vi så mange krabber i flotte farver fise rundt, de var meget sky. Når vi nærmere os, susede de ud i vandet eller om bag stenene. Ved lavvande blev mange revfisk fanget i de små pools mellem klipperne og søpindsvin var her mange af.

Det bedste er, at der ikke fører nogen veje hertil, derfor er her næste jomfrueligt. Godt nok kommer her sejlere, men heldigvis er det begrænset i forhold til, hvis man kunne køre hertil.

Vi gik en lang tur ind i baglandet. Ofte kan man ikke gå så langt, før man kommer i karambolage med de mange stikkende kaktusser og buske. Men her var der mere plads mellem bevoksningen, så vi havde mulighed for en god tur. Det kan godt være, et sådan kaktuslandskab virker lidt kedeligt, men når man har været her i længere tid, begynder man at se og opfatte landskabet lidt anderledes, og for os er det fascinerende. Vi har nu læst og fået fortalt mere om planterne her, og det er en spændende flora, som vi syntes godt om. Ydermere ser vi masser af fugle, sommerfugle, firben af forskellige størrelser og mange kaniner, som fiser rundt mellem de lave buske, når vi går i ørkenen.

Vi fik fortalt, at de gule kaktusser var de ældste. Var en kaktus som den neden under på billedet mere end 10 meter høj, var den omkring 500 år gammel, og vi så rigtig mange kaktusser, som var 10 meter høje og mere, og de får stadig nye friske grønne skud. Så det var en flora med mange år på bagen, man spadsere rundt i.

Omkring solnedgang lige inden tusmørket går fuglene bananas, så skal der fiskes. Pelikanerne og sulerne styrtdykkede vildt mellem hinanden. Det var fed underholdning, som vi sad og nød.

Vi var tidligt oppe og kom afsted klokken 6.45 næste morgen, der var en del dønning men ikke mere vind end omkring 3 til 4 m/s. Søen var meget urolig, og vi følte ikke for at fiske. Det varede ikke mere end et par timer, så begyndte det at friske op til 7 - 9 m/s., og vi måtte give motoren en ekstra tak. Så var vi tilbage igen til det sædvanlige, for motor der op af.

At anduve Bahia Agua Verde var rigtig flot. Når man kom op til bugten, blev man mødt af en kæmpe klippe ca. 40 meter høj, som stod solo midt ude i vandet. Det lignede fuldstændig en hvid tand, som ragede op af vandet, det var Roca Solitaria. Det var på grund af fugleekskrementer, guano, at den var hvid.

Kom man helt tæt på, så man en meget stor sten rage bare lidt op over vandoverfladen, og ovenpå den stod den høje klippetand. Det var et fint sted at dykke og snorkle, når vejret var stille. Blæste det for meget var vandet stadig meget uklart, det skulle være bedre om sommeren. Her kunne man se sæler og søløver ligge og sole sig, og masser af fugle ynglede på klippen, da de kunne være i fred for mennesker.

Revet rundt om var fyldt med fisk, pangaerne sejlede rundt og lagde deres net ud her, og de fiskede også med langliner, da bunden hurtig skrånede til stor dybde.

Når man kom ind til ankerpladsen, var der ikke plads til mange både, som kunne ligge i læ for dønningen. Man skulle helt ind bagved et lille rev, og der blev hurtig lavt langs revet. Da det var et populært sted, var her for mange både, så vi måtte ankre et stykke ude og lå derfor ikke i læ af revet, og det kunne vi godt mærke.

Da det ikke var så behageligt ombord, vi rullede en del i dønningen, tog vi jollen ind til stranden for at gå en tur. Vi gik ad en stenvej op over en stejl bakke, og på toppen fik vi til vores overraskelse en flot udsig over en frodig dal med appelsintræer og figenpalmer, der var dejlig grønt.

Vi fulgte vejen, og kom vi forbi en lille kirkegård. Nu vi var kommet så langt, fortsatte vi rundt om bjerget og gik ned mod stranden på den anden side, hvor vi kom ned til en stor slette, hvor der lå en landsby. Her var meget spredt bebygget, men vi så en skole og et bibliotek og et par spisesteder. Ellers var det lidt svært at se, om der var andre butikker, det med at sætte et skilt op, bruger de ikke så meget. De lokale ved jo, hvor de skal gå hen. Men vi fandt en tienda, hvor man kunne købe lidt friske ting og dagligvarer. Vi gik ind og købte et par kolde sodavand, det havde været en lang tur, og vi skulle jo også tilbage igen. Men vi orkede ikke gå den samme vej tilbage, og da det nu var blevet lavvande, kunne vi lige snige os langs med klipperne og tørskoet komme tilbage til stranden, hvor jollen lå.

En båd, som kom ind efter os, prøvede forgæves at møve sig ind mellem dem, som lå inderst. De ankrede 4 gange forskellige steder til stor irritation for alle andre, og måtte til sidst opgive at ligge i læ. Til gengæld ankrede de lige oven i vores anker, så kunne vi få fornøjelsen af dem. Lene blev tosset, og de fik af vide, at de godt kunne holde sig klar klokken 06.30 næste morgen, for så ville vi sejle videre. Det var ingen nydelse at ligge her i denne dønning.

Vi var tidligt oppe, lige så snart det blev lyst nok til at se at komme ud. Rosebud, den amerikanske båd, som havde lagt sig lige foran os, kaldte os op og sagde, at de var klar til at flytte, og de måtte også tage lidt af ankerkæden ind, for at vi kunne komme fri.

Vi sejlede mellem tanden Roca Solitaria og pynten og lagde en kurs op langs landet. Solen kom op og vi havde kun lidt vind den første time, men så kom den op på 5 m/s., og søen blev lidt dybere. Men det var ikke så slemt, som den forgående tur, og vi gjorden en god fart på godt 5 knob.

Da vi var kommet forbi Roca Blanca, var der ikke langt til, at vi skulle dreje til bagbord mellem kysten og øen Isla Pardo. Vi sejlede lidt vestover og kunne se ned i Bahia Candeleros, som ville være en god ankerplads for sydlig vind. Bag de mange øer og skær og øen Danzante aftog dønningen og vi fik smult vande. Da vi kom halvvejs op langs Isla Danzante, var der igen frit, og vi fik igen lidt sø, inden vi kom i læ ved Puerto Escondido.

Udenfor indsejlingen til Puerto Escondido var en god beskyttet bugt, kaldet "Waiting Room". Her lå en del både og to små krydstogtskibe. Der var ikke meget plads tilbage til at anker mellem bøjerne. Selve indsejlingen var kun 60-70 meter bred og vi havde mindre end een meter under kølen, da vi sejlede ind. Først kom man ind i et lille bassin, The Ellipse, hvor der lå 8-10 både for mooorings og anker, der var ikke plads til os, så vi fortsatte ind i den store bugt, hvor der var lagt omkring 120 bøjer ud. Vi kaldte marinaen og fik at vide, vi kunne tage bøje nr. 110. Så var det jo lige det, at finde den. Den lå heldigvis som en af de første, vi kom op til, så det var let. Hvad der ikke var let, var at fortøjre til den, da plastflaske som skulle holde linen flydende var knust, og linen derfor var sunket ned. Nå, men vi fik efter et par forsøg fisket den op og fortøjet til bøjen. De er gode og solide, så for en gang skyld, kunne ankeret hvile lidt.

Der lå 17 andre både i bugten, så der var massere af plads. Vi sejlede ind til marinaen og tjekkede ind. Det kostede 400 kr. for en uge. Vi bestemte os for at betale for en uge, da vi godt ville lave lidt på Dana og også leje en bil. Vi ville køre en tur ind i landet, for at se et par af de berømte missionssteder og opleve de frugtbare oaser.

Vi nød, at vi ikke skulle op før fanden får sko på, og at vi kunne få vores morgenkaffe ved 8 tiden, når solen kom over bjergtoppen, og det bliver lunere i cockpittet.

En eftermiddag sejlede vi i jollen over til en bugt, lidt nord for hvor vi lå, og gik en god tur langs kysten til Bahia Chuenque, som lå på nord siden af Puerto Escondido. Bugten, hvor vi gik i land, var spændende, da vi her så små levende koraller, søpindsvin og mange små koralfisk. Her var også mange flotte krabber mellem mangroverødderne, og hvide hejre spankulerede rundt. Bugten lå helt oppe i det nordlige hjørne af Puerto Escondido, og i den tid vi havde været her, havde vi ikke set nogle sejle derind. Så derfor var det måske et lille fristed, hvor faunaen havde lidt fred.

Vi havde en stille og rolig Nytårsaften i Escondido. Vi hyggede os med en god middag og en flaske vin. Nogle af de fastboende sejlere skød lidt fyrværkeri af, men ellers skete der ikke meget. Efter at have ønsket hinanden Godt Nytår, med de bedste ønsker for et nyt og spændende 2010, tørnede vi ind.

En dag gik vi en tur op gennem Steinbeck Canyon, som ligger bag marinaen oppe i de flotte Sierra de los Gigantes. Kløften er opkaldt efter den berømte amerikanske forfatter John Steinbeck, som tog turen op gennem kløften og videre op til de mange pools. Han sejlede i 1941 op langs Baja California i Sea of Cortez. Han skrev en logbog om alle sine oplevelser og hans møde med de indfødte. Han var meget optaget af alle de historier han fik fortalt her. I vores guide er der nogle af hans mange dagbogsnotater fra Sea of Cortez. Han blev meget inspireret af turen og skrev bl.a. novellen The Pearls, fra en fortælling han hørte i La Paz om en berømt perle. Steinbeck er jo kendt for en lang række spændende klassikere, en af de mest kendte er vel Øst for Paradis, som blev filmatiseret med James Dean i hovedrollen.

La Paz var i århundrede kendt for de meget fine perler, som fandtes der. Da spanierne kom hertil, så de at indianerne var smykket med flotte perler og perlemorsskaller, og hurtigt blev også perler betragtet som en vigtig handelsvare, og de fine i Europa kunne ikke få nok perler til at smykke sig med. Der blev drevet rovdrift langs Sea of Cortez kyster, for at finde de eftertragtede perler. Særlig i Bahia de La Paz var der mange østers af fin kvalitet, og det lykkedes spanske Cortez, som havet her er opkaldt efter, i 1535 at få etableret en lejr på kysten, hvor de samlede så mange østers, at de næsten blev udryddet. Dette stod på indtil 1697, så mødte spanierne så stor modstand fra jesuitermunkene, som kom hertil, at de måtte fortrække. De ønskede ikke, at værdierne her blev sendt til Europa. De var optaget af at beholde hele Baja halvøen og dens værdier under kirken og for dem selv.

I 1941 var det slut med perleeventyret, den meget lille bestand, som var tilbage, fik det sidste knæk af en sygdom, som angreb muslingerne. Rygterne fra de indfødte i La Paz sagde, at den var indført af nogle fra Japan for helt at udrydde perlemuslingen i Baja, og dermed slippe for konkurrence fra Mexico. Men det er nok mere sandsynligt, at den i forvejen meget svækkede muslingebestand, gik til grunde af en sygdom fra stedet.

Nå, videre med canyon turen. Vi spadserede forbi campingpladsen, hvor der var en lille tienda, butik og en restaurant og fortsatte over highway 1 og op ad en lille grusvej, som fortsatte op gennem en flodseng, som var helt udtørret. Men når det begynder at regne, starter det som et lille vandløb, for senere at bliver til en brusende flod, som komme væltende ned højt oppe fra bjergene gennem bjergkløften. Der var på vejen op mange små pools, og vi kunne høre, at der stadig løb lidt vand ned oppe fra bjergene.

Den første del af turen op gennem kløften og senere langs vandløbet, som på spansk hedder en arroyo, var en hård nød. Der lå mange meget store sten og vi måtte bruge armene til at hive os op mellem dem, men stenene gav god fodfæste og var rimelig nemme at holde fast i, så det var bare at tage sin tid. Da vi endelig var kommet forbi de første store sten, kom vi op gennem en meget frodig kløft. Her var mange palmetræer, figenpalmer, forskellige typer mimosetræer og elefanttræer.

Her var mange sommerfugle i flotte farver, kolibrier og andre småfugle, og en summen af bier. Der var mange bier oppe ved de små pools, hvor de drak af ferskvandet. De kan lige som mariehønsene gå helt bananas, hvis de ikke kan finde ferskvand. Der var også mange firben ved de små vandhuller.

Vi kom op til en flot stor pool, hvor en kæmpe sten lå og spærrede for vores videre vandring. Den var høj og lå lige i midten, så det var ikke nemt at kravle forbi den. I stedet nød vi stilheden og lyttede til en sagte rislen fra vandløbet, som løb ned i poolen bag ved stenen. Her var skyggefuldt og en dejlig brise løb gennem kløften. Vandet var så klart, at vi tydeligt kunne se alt på bunden. Her voksede der figen- og viftepalmer, der var meget frodigt.

Da vi kom ned til highway 1, standsede en bil og ejeren af tiendaen ved campingpladsen tog os med dertil. Vi købte et par øl, en flaske hvidvin og chips. Og så gav han os meget venligt en lift tilbage til marinaen, vi så vist også lidt nedslidte ud. Vi tog ud til Dana for at spise frokost og nyde en kold øl.

I næste brev fortæller vi om vores biltur ind i landet til nogle af missionerne.