Nu vi lå sikkert for en bøje i Escondido, var der god mulighed for at leje en bil og lave en rundtur til tre af de nærmeste missioner. Når vi skriver missioner, er det de steder, hvor jesuitermunkene grundlagde deres kirker. Stederne i bjergene blev valgt efter, om der var vand, og om der var mulighed for at opdyrke landet langs med vandløbet.

Vi planlagde at køre en tur op til tre af missionerne og det krævede en jeep, da det meste strækningen var sten- og jordvej gennem ørkenen og stejlt op i bjergene.

Vi var oppe ved 7 tiden og sejlede ind med vores oppakning. Vi håbede, at Diana fra Hertz ville komme med jeepen 8.30 som aftalt. Vi ville godt have haft den noget tidligere, så vi kunne køre, inden det blev for varmt, men så skulle vi have den fra dagen før, og betale for at have den stående en halv dag og natten over, det var det for dyrt til. Vi måtte i forvejen betale ekstra, da det var en jeep med firehjulstræk. Vi skulle ikke nyde noget af at hænge et eller andet sted, fordi bilen ikke kunne klare vejene.

Lidt over tiden kom hun med bilen, og vi fik ordnet papirerne og puttet alt vores grej ind, og så var det bare afsted lidt over 9.

Vi kørte nordpå mod Loreto, men inden vi kom dertil, drejede vi af og kørte ind på en grus- og stenvej, som førte mod San Javier. Det var en flot tur op gennem bjergene, og vi var glade for, at vi havde valgt en jeep. Terrænet var meget ujævnt og stenet, og vi måtte krydse vandløb flere gange. Det var ikke fordi vandet stod så højt, men der hvor vi kunne køre over, var bunden af vandløbet ujævn med løse sten og sand, så vi skulle passe på ikke at synke ned med hjulene, og så sidde fast. Turen var ret så interessant og en udfordring rent køre mæssigt.

Det var spændende pludselig at dreje ned langs en arroyo og videre ned gennem kløften mellem bjergene, for til sidst at ende nede i bunden af dalen og opleve den fantastiske frodighed her midt i ørkenen. Specielt efter at have kørt i bjergene og gennem tør og støvet ørken i flere timer og næsten kun set kaktusser og buske med torne; næsten alt som gror der har torne.

Endelig kom vi til missionen San Francisco Xavier de Viggé-Biaundó, som i dag bare kaldes San Javier, en hyggelig lille oase, omgivet af frodige figen- og dadelpalmer, appelsin- og papayatræer og masser af andre planter med frugter og flotte blomster. Når man drejede ned fra vejen og gennem porten, kørte man ad en fin anlagt vej af små sten op til kirken, som lå flot for enden af vejen. Langs siderne lå der beboelseshuse, et par spisesteder og nogle turistboder. Der var en meget hyggelig atmosfære, ligesom at komme til en anden tidsalder, når man så bort fra den lille turistede del.

Missionen blev grundlagt i 1699 af jesuitermunken Padre Francisco Píccolo. To år før var missionen i Loreto blev grundlagt, som den første overhovedet i Baja California. I 1701 ankom den meget omstridte Padre Juan de Ugarte til San Javier fra Mexico City. Han bragte en masse såsæd og figenkærner med, som blev starten på Californiens første frugtplantage. Mange af missionernes frugtplantager, med blandt andet citroner, oliven, appelsiner og figentræer, stammer helt tilbage fra den først anlagte plantage her i San Javier.

For at få plads til frugtplantagerne, blev den oprindelige kirke flyttet og i 1722 genopbygget af Padre Miguel del Barco og færdiggjort omkring 1768. Ved samme lejlighed blev der også foretaget nogle ændringer af specielt vinduerne, hvor de alle er forskellige i form og størrelse, for at forbedre lyset i kirken.

Det forgyldte alter og statuerne blev formentlig transporteret helt fra Mexico City på æselryg og så sejlet over Sea of Cortez for igen på æselryg at blive transporteret over bjergene til San Javier. To af klokkerne i kirketårnet stammer helt tilbage fra 1761.

Kirken er meget imponerende og i særdeles god stand. Vi gjorde måske opholdet lidt kort, men vi vidste jo ikke, hvor lang tid de forskellige etaper ville tage, så vi brugte kun et par timer til at gå rundt og kigge.

Vi skulle et stykke af den samme vej tilbage, for at komme dertil hvor vejen drejede af for at komme til San José de Comondú. Vi fandt afkørslen, og længe varede det ikke, før det blev meget dårligt at køre der. Vi havde fået af vide, at den var dårlig men alligevel. Til al held mødte vi en gaucho, som kom ridende på et æsel. Han stoppede os og fortalte, at vi ikke kunne fortsætte i bil, vejen var længere fremme faldet helt sammen og ikke farbar, det var kun muligt på æselryg eller at gå, og det havde vi ikke i sinde. Så vi vendte kajakken og kørte tilbage til San Javier for at høre, om der var en anden vej. Vi var heldige, der var en fyr ved kirken, som vidste, hvilke veje vi kunne køre ad nu. Flere af vejene var blevet ødelagte efter de to orkaner, som kom ind over Baja i august- og september måned året før. Mange af deres egne kirker og bygninger var blevet ødelagte, men de gamle missioner stod stadig, de er bygget solidt.

Vi kunne fortsætte ad vejen gennem San Javier til Agua Escondida og videre til Santo Domingo, en tur på 75 kilometer ad sten- og jordvej.

Oh, BOY! nu kom vi rigtig ud at køre i Mexicos bagland. Sten, grus- og sandveje med mange overkørsler af vandløb. Godt der var god plads under bilen, for har var store sten og dybe overkørsler gennem flodsænkninger med vand til midt på hjulene. Heldigvis ikke så slemt som da vi kørte i Bolivia, hvor bilen flød med strømmen, mens hjulene piskede rund, indtil de igen fik fodfæste, og vi kunne komme videre. Endelig efter tre timers hård kørsel nåede vi til Santo Domingo og ud på asfaltvej.

Vi havde i mellemtiden besluttet os for at ændre lidt på ruten, vi var nu klar over, at vi ikke kunne nå til San José de Comodú den dag, så i stedet fortsatte vi gennem Santo Domingo, Francisco Villa og La Purísima til missionen San Isidro, hvor der også skulle være en kirke. Det havde der været, fik vi fortalt af nogle lokale, men der var ikke mere tilbage end nogle få sten, som vi ikke gad lede efter.

I stedet nød vi den flotte tur gennem oasen, som var omgivet af figenpalmer, appelsinlunde, marker med majs og sukkerrør, der blev dyrket mange forskellige grøntsager. Her var meget smukt og en herlig duft fra de mange blomster og planter.

Vi kørte tilbage til La Purísima, hvor vi lejede et rum på den eneste posada, der var i byen. Posadaen her var, hvad vi ville kalde et motel. Sent på eftermiddagen kom der en masse mexicanske arbejdere, daglejere, i bil og lejede et rum for natten for at fortsætte tidligt næste morgen til deres arbejde. Vi så også nogle komme ridende på deres æsler. Skal de arbejde oppe i bjergene, er det stadig på æselryg.

Stedet er kendt for de flotte vulkanske klippeformationer og plateaubjerget El Pilón. La Purísima blev grundlagt som missionssted i 1719, og flere af bygningerne i byen var meget gamle og ved at blive restaureret. Der var ved skolen en mur med malerier, som en af de lokale kunstnere havde malet, som omhandlede byens historie helt tilbage fra jesuitter munkene kom og grundlagde missionen her.

.

Det viste sig at være et rigtig godt sted, vi havde valgt. Værtsparret var så søde og vi havde nogle gode timer sammen, hvor vi så billeder og kiggede på kort, mens de begejstrede fortalte om området. Señora havde overtaget stedet efter sin far, og hun fortalte, at da hun var ung, havde de dyrket vin her. Vi så en stor vinbog, hvor der var et billede af hende og deres vingård. Det havde, inden den store økonomiske nedtur, været en stor posada med mange værelser, men nu var der kun åbent i hovedhuset. Hendes mand talte lidt engelsk og med den smule spansk vi taler, klarede vi os fint gennem en hel aften og fik en masse af vide om området.

Tidligt næste morgen blev vi vækket af de mexicanske arbejdere, der lige skulle lave de sidste aftaler og udveksle de sidste informationer, inden de skulle afsted. Ved 7 tiden var vi klar til at tage afsted, men Señora kom ud og sagde, at der var frisk kaffe og brød klar i køkkenet, og det ville vi ikke snydes for. Vi kom første afsted lidt i otte, men solen var også først lige kommet frem over bjergtoppen, så det var fint nok. Det var faktisk stadig ret så koldt, natten havde været kold, det var godt, der var gode tykke tæpper på sengene, så vi kunne holde varmen.

Det var en herlig morgen og dejligt at se landskabet i et andet lys. Vi så mange dyr langs vejen, heste, køer og æsler går ofte tæt ved vejen for at græsse. Det er ikke ualmindeligt at se døde dyr ligge i terrænet. Om de er døde af tørst eller faldet over deres egne ben, ved vi ikke, men flere steder lå bare skindet og nogle knogler tilbage, efter coyote og gribbe havde ædet alt kødet.

Vi kørte tilbage til Francisco Villa og drejede af mod San José de Comondú og bjergene. Whau! asfaltvej, det var en overraskelse af de gode, så ville vi hurtigt komme dertil. Vi susede afsted, der var fladt på denne side af bjergene, vi var faktisk ikke mange kilometer fra Pasific, hvor vi havde sejlet langs med kysten en måneds tid før.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Efter en lille halv times kørsel holdt asfalten op, og vi drønede ud på den velkendte stenvej igen. Henrik kom på arbejde, det var en strid strækning, hvor vi skulle over vandløb 8 til 10 gange, vi opgav til sidst at tælle.

Vejen snoede sig gennem bjergene, og da vi jo skulle over de smalleste og dybeste steder i dalen, måtte vi endnu flere gange over floden, inden vi nåede til den lille landsby San Miguel. Vi gjorde et kort stop og så den lille kirke, der også havde været et missionssted.

Det tog tid, inden vi efter en meget flot og spændende tur endelig kom til San José de Comondú. Der var dejlig frodigt, og det sidste stykke kørte vi gennem en palmelund inden en ujævn vej førte op gennem byen til den lille kirke.

Kirken her var bygget helt anderledes end mange af de andre. Her var ikke tårne, men et flot hvælvet tag bygget af sten. Det var spændende at se de forskellige byggemetoder, da kirkerne var opført med mange års mellemrum og selvfølgelig var mange af dem også blevet restaureret og ændret gennem årerne. Det kunne man faktisk godt få øje på en gang imellem, og ved denne kirke havde de faktisk ændret hjørnet ved facade- og sidemuren.

Vi tog os god tid og gik en tur rundt i byen og handlede lidt i den lille tienda, nu vi kendte turen tilbage til Francisco Villa. Derfra ville resten af turen tilbage gennem Ciudad Insurgentes og videre til Loreta og Puerto Escondido være ad asfalt. Dagen var stadig ung, så vi ville have god tid også i Loreto.

I Loreto gik vi først op til kirken for se den, inden vi fandt et sted at spise en sen frokost. Det er en stor kirke med en flot altertavle alt i guld. Bygningen af kirken startede omkring 1699, bare som en simpelt rektangulær bygning, og først i 1752 blev kirken opført med den udformning, den har i dag.

Efter adskillige uheldige forsøg, faktisk gennem mere end 167 år, lykkedes det endelig Padre Juan María Salvatierra at grundlægge den første permanente spansk bosætning på halvøen og missionen i Loreto i året 1697. Dermed gav han Spanien og den katolske kirke, hvad de havde ønsket i så mange år, nemlig herredømmet over Baja halvøen. Kolonien i Loreto voksede sig hurtig stor og udbredte missionssystemet ud over hele Baja.

Missionssystemet under jesuitterne i Baja California varede fra 1697 til 1767, og ialt blev der oprettet hen ved 20 missioner helt nede fra Cabo San Lucas op til midt på halvøen. Det var ikke kun jesuitermunke som missionerede her. I 1768 kom 14 franciskanermunke til Loreto, og de anlagde også missioner på Baja halvøen og videre op i Californien oprettede de ca. 20 missioner, både i San Diego og San Francisco. Men det er en helt anden historie.

Loreto var i mange år hovedstaden i Baja California Sur, og hovedsædet for alle missionerne, indtil en orkan i 1829 ødelagde det meste af byen. Kirken blev dog stående, men ødelæggelserne var så omfattende, at man det følgende år valgte at forlade byen og flytte hovedstaden ned til La Paz, som siden da har været hovedstad i Baja California Sur.

Det er måske ikke den flotteste af de spanske missionskirker, når man tager i betragtning af, at den i mange år var moderkirken for hele Baja California Sur. Selv efter orkanen i 1829 og adskillige jordskælv overlevede kirken dog, og i 1976 blev den restaureret, så den igen kunne tages i brug af menigheden i Loreta.

Loreto stod forladt fra 1850erne indtil engang i 1860erne, hvor en lille gruppe emigranter nedsatte sig i området. Det var i tiden, hvor der kom den ene bølge efter den anden af emigranter fra Europa. Bland mange af de nye tilflyttere, som kom har til Loreto, var mange englændere, og den dag i dag er mange engelske navne blandt indbyggerne.

Loreta er en hyggelig by med mange fine bygninger i flotte farver. Vi fandt et godt sted at spise. Vi fik Mexico combination, som var tacos med forskelligt fyld og lækker frisk kold grapejuice til.

Bagefter gik vi en tur til havnen ad El Malecón, promenaden med palmer hele vejen. Vi osede i de små butikker, gik lidt rund og så på flotte huse, inden vi kørte til et supermarked.

Der er så megen symbolik i denne sandstensplakette, som sad på muren udenfor museet og turistinformationen.

Øverst vises missionerne, indianerne og bjerggederne. Baja halvøen med kaktusser og figenpalmer, fugle og fisk og specielt er fisken, den gode spisefisk doradoen, vist nederst.

Gassen var ved at gå af os, der var ikke den store entusiasme tilbage, vi var flade og ville hjem efter at havde kørt 647 km, heraf mere end 200 km på jordveje. Det var dejligt at komme tilbage til Dana, få pakket ud og lande med en øl og god bog. Det havde været en rigtig god tur med mange fine oplevelser.