54.
BREV
Fra Escondido til Guaymas 199 sømil
|
|
|
|
Det
var tid at komme videre, hvis vi ikke skulle gro helt fast. Vi havde
nu været i Escondido i 20 dage. Men een af grundene til, at
vi blev så længe var, at vi begge havde reddet os en
ondarted forkølelse fra missionsturen. Det var vel støv
og træk, som gav problemer med lungerne og en meget tør
hoste.
|
|
Ved
9-tiden kom vi afsted i herligt vejr, let vind fra syd, så
vi havde medvind. Vi sejlede op langs Isla Carmen til Puerto
Ballandra. Der lå 3 andre både, selvfølgelig
på de bedste pladser. Men efter lidt søgen frem og
tilbage fandt vi alligevel en god plads. Bugten er lidt vanskelig
at ankre i, da en stor dyb kløft skærer sig ned lige
midt gennem bugten. Det er ikke smart at ankre for tæt på
kanterne og risikere at ankeret dumper 10 - 15 meter ned. Flere
både har nydt turen ud gennem hullet med en vind fra østlig
retning, og der er rev på begge sider af indsejlingen, så
man kan nemt havne der. I selve bugten er der også et par
rev at passe på, så vi er glade for vores fishfinder,
som viser bundkonturerne.
Vandet
var helt klart, så vi kunne se både fisk og sandbunden,
et fint sted. Efter en kop kaffe satte vi jollen i vandet og roede
ind. Vi lå ganske tæt ved stranden, så det var
ikke nødvendigt med motoren. Stedet hører under nationalparken,
og vi havde jo købt adgangs kort, så vi kunne gå
rundt med god samvittighed.
|
|
|
Vi
startede med at gå over en saltslette, hvor der lidt længere
inde stod et stort skilt med teksten, at det var forbudt at færdes
her og man kunne få en anmeldelse; i nationalparken! Vi havde
lige læst på et kæmpe skilt nede på stranden,
at det hele var nationalpark, så det kunne vi ikke tage os
af, så vi fortsatte. Det var umuligt at finde en sti, så
vi fulgte det udtørrede flodleje, indtil vi så nogle
varder, som anviste en sti. Vi var ikke komme langt ind mellem klipperne,
før der blev dejlig frodigt. Her var mange forskellige træer
og buske, vi ikke havde set før og masser af blomster. Der
duftede virkelig herligt af blomster og her var mange sommerfugle,
kolibrier og småfugle.
|
|
|
Henrik fik et mindre chok, da han mellem rødderne af et træ,
som han skulle snige sig uden om, fik øje på en stor
fugleedderkop. En sag på størrelse af en mindre dessert
tallerken. Den forsvandt desværre inden vi fik et billede
af den. Hvis man ikke lige er til den slags lodne sager, kan de
godt virke lidt afskrækkende. Slanger og skorpioner er heller
ikke lige det, vi bryder os om at have alt for tæt på,
og de er her også. Men på behørig afstand er
det naturligvis altid spændende at se disse sky dyr.
|
|
|
Vi
fortsatte vores vandring, og det var egentlig planen at nå
helt over på den anden side af øen, men da vi ikke
vidste, hvor langt der var, vi gik jo ikke i lige linie, vendte
vi om, da vi mente at være halvvejs. Vi ville være sikre
på at nå tilbage i dagslys, det er ikke stedet at gå
i mørke. På turen tilbage så vi som det eneste
firbenede dyr en lille kanin med nogle enorme ører. Den virkede
helt tam, den stak slet ikke af, da vi kom nærmere, tvært
imod hoppede den roligt rundt omkring os. Der kommer sikkert ikke
mange mennesker, så den har ikke lært at frygte os.
Dertil skal siges, at som jagtbytte var der ikke meget at komme
efter, den var radmager.
|
|
Næste
morgen var flot og hel stille. Vi lettede tidligt anker og sejlede
mellem fastlandet og Isla Coronados, for også lige at se ankerpladsen
der, til en anden god gang. Vi fortsatte op langs kysten, forbi
Mangles Rock, til Caleta
San Juanico, hvor vi i guiden havde læst, at der skulle
være meget flot, og det var der også. I den ende af
bugten, hvor der var mest spændende, kom vi til at ligge alt
for åbent for en nu opfriskende sydlig vind. De to bedste
pladser i læ bag de høje klipper var allerede optaget.
Vi kunne have søgt ned i den sydlige ende af bugten, men
dønningerne sneg sig alligevel ind, så vi heller ikke
ville ligge godt der.
|
|
Selv
om søen rejste sig, satte vi alligevel jollen i vandet og
tog ind til stranden og gik over til bugten La Ramada på den
nordlige side af pynten. Da vi kom dertil, blev vi straks enige
om at flytte derop, der var blikstille og ikke et øje.
|
|
|
Vi
lå godt i La Ramada, men kun fordi vinden og søen var
fra syd. Der var ikke megen svejeplads mellem klippekysten og revet,
Men da der kun var os, kunne vi bare vælge hvor det var bedst
at ankre. Selv om det blæste kraftigt udenfor, mærkede
vi kun lidt dønning.
|
|
|
Næste morgen stak vi næsen ud i en frisk vind fra vest,
12 til 18 knobs vind og en pæn sø, som vi heldigvis
havde med os. Vi fik sat mesan og forsejl og det gik der ud af med
godt 6 knob. Men det var lidt mærkeligt, vinden måtte
have fundet et hul i bjergene, for det varede ikke længe,
før den tabte pusten. Inden vi nåede op til den næste
pynt, blev fokken rullet ind igen. Vinden flovede til under 8 knob,
det kunne ikke bruges til meget, i den urolige sø. Sådan
fortsatte det resten dagen hele vejen op langs halvøen, så
det endte med endnu en dag mest for motor. Vi fik ved pynterne et
par knobs modstrøm, som heldigvis slækkede op igen,
når vi havde rundet dem.
Kysten
er lavere og med bakker langs halvøen til Conception Point,
og pynten vi rundede, for at komme ned i Bahia Conception, er helt
flad.
Vi
var for tæt på kysten til styrbord, da vi sejlede ned
gennem Bahia
Conception og havde pludseligt meget lidt vand under kølen;
vi skulle have holdt mere til bagbord, som der står i guiden,
så havde vi haft mere vand under kølen, men vi læste
først teksten bagefter :).
Vi
kom tilbage på ret kurs og fulgte anvisningen fra bogen og
kom fint ind til Playa
Santispac, hvor vi ankrede i helt stille vand. Det havde været
en lang tur, så vi nød en kold øl og sad bare
og slappede et par timer og fik så et dejlig varmt bad.
|
|
Næste
morgen
friskede vinden op fra syd, og der rejste sig en krap sø,
så vi bestemte os til at sejle ned til Playa
Coyote, hvor vi ville få bedre læ for sydlig vind.
Den sydlige vind skulle tiltage de næste par dage op til 20-25
knob. Så vi tog ankret op og sejlede de 3 sømil syd
over til Playa Coyote. Der var ingen i den sydlige del af bugten,
hvor vi lagde os. I den nordlige ende lå der 4 sejlbåde,
hvor de 2 så ud til at ligge der permanent.
Vi havde kun lige fået ankret, da 2 af bådene kom og
lagde sig ved siden af os. De ville også ligge i læ
her, kunne vi høre, når de snakkede sammen over VHFen.
Vinden
skiftede hele tiden i løbet af dagen. På et tidspunkt
var der fuldstændig stille, så vi talte om at tage en
tur ind, selv om vi var lidt flade. Henrik gad ikke, og godt vi
ikke gjorde det. Ved 2 tiden kom der mørke skyer og vinden
svingede over i nord og pludselig blev der åbnet fra vindposen,
og nu lå vi på læ kyst med 10 til 15 knobs vind
og store bølger. Det begyndte at regne lidt og der var mærkelige
vindforhold. En god time senere blev det blik stille igen, og dønningen
forsvandt hurtigt.
|
|
|
Vejret
skiftende meget, og vi kunne se på skyerne, som kom ind over
os fra sydvest og vest, at der var fart på og at det måtte
blæse meget udenfor.
Vi satte jollen i vandet og landede på stranden lige ved siden
af nogle canadiere, som camperede på stranden. De kom fra
Marpel Bay, hvor vi også har været på vores tur
ned langs Vancouver Island. Vi kom i snak, og de mente helt sikkert,
at have set os deroppe. De har en fiskerbåd liggende i Marpel
Bay, som de bor i om sommeren. De fortalte, at ham som var i campingvognen
lidt længere henne ad stranden, var den tidligere havnefoged
i Friday Harbor, så vi var pludselig havnet blandt venner
oppe nordfra.
|
|
|
Vi
gik en tur langs stranden og op på hovedvejen og
kom forbi Berthas restaurant, hvor vi havde hørt, der blev
serveret god mad. Vi fortsatte for at finde stien op til petrolypperne
og til udsigten over de to bugter. Det lykkedes aldrig at finde
den rigtige sti, men vi fik da arbejdet os et godt stykke op ad
bjergsiden, og der var ganske rigtigt en flot udsigt. Vi gik ned
til Berthas og bestilte hver en stor øl og friske fisketarcos
med lækkert tilbehør. Godt med en slapper efter turen
op og ned ad bjergsiden. Stenene med petrolypperne fandt vi bare
et par meter væk fra vejen, da vi gik tilbage. Det siges,
at de er meget gamle, vi tvivler! Vi syntes, de lå et underligt
sted, men nu har vi set dem.
|
|
|
På
vejen tilbage trak sorte skyer ind over os og det begyndte at blæse
meget. Sandet fløj om ørerne på os, så
det var tid at komme tilbage. Det fløj rundt med ting og
sager fra de mange campingvogne. Havestole, parasoller, læsejl
og hvad ellers campisterne havde liggende udenfor lå spredt
rundt på stranden. Vi kom hurtigt ud til Dana og fik jollen
ombord.
|
|
Katamaranen,
som havde ligget lang tid foran os, bjærgede deres anker for
at søge længere ind, det skulle de ikke have gjort.
De næste tre timer lå de og rodede med deres ankergrej,
og de var på et tidspunkt meget tæt på vores anker.
Det lykkedes dem at få fat i en af de andre bådes ankre,
så de nu begyndte at drive. Lene prøvede at kalde dem
op, for de så helt opgivende ud. Men fik i stedet kontakt
med en af de andre både, som meddelte at manden derfra ville
sejle over og hjælpe dem, de var nu også tæt på
deres anker.
Katamaranen
lagde nu et andet anker ud og det så nu ud til, at de havde
fået kontrol over tingene. Lige inden det blev et helt mørkt,
kom den ene fyr fra katamaranen forbi os i jollen og fortalte, at
alt var OK, og de mente, at de lå sikkert nu. Da de ville
skifte anker, var deres ankerspil gået i stykker, så
det var derfor, de havde set så opgivende ud, og det havde
taget så lang tid at få et andet anker lagt ud.
|
|
Endelig
fik vi godt vejr igen og så er Bahia Conception er et dejligt
sted med mange gode ankerpladser. Det er en meget stor bugt med
tre større og mange mindre øer og mange skær,
der er et rigt fugle- og fiskeliv. Når det ikke blæste
for meget, var det et spændende sted at fise rundt i jollen
eller kajakken og kigge på dyrelivet.
|
|
|
Her
er mange andre fugle end pelikanerne. Måger, skarver, fregatfugle
og forskellige hejre; både hvide, grå og blå i
forskellige størrelser, men den hvide med de gule fødder
er den mest almindelige og ret så tam. De små andefugle
svømmede meget rundt om Dana. De er meget sky, dykker lige
så snart de ser os i cockpittet. Når vi står og
kigge ud gennem vinduerne indefra, kommer de helt tæt på.
Når vi er i kajakken og sidder helt stille, så svømmer
de også tæt forbi.
|
|
|
Næsten
hver eftermiddag, på grund af opvarmningen fra landet, begyndte
det at blæse og det skabte hurtigt krappe søer i bugten.
Men hele formiddagen var der helt fladt vand og så var det
herligt at padle rundt i kajakken. Og i kajakken kunne vi komme
meget tættere på fuglene. I jollen kunne vi ikke komme
så tæt på, selv når vi roede og slet ikke
for motor. Så når vi skulle fotografere, kunne vi snige
os helt tæt på fuglene i kajakken.
|
|
Lene
fes rundt i kajakken og tog en lang tur rundt om en af øerne
for at fotografere pelikanerne med den røde- og grønne
strubepose, som vi ikke har set før. Herligt at opleve en
stor flok delfiner komme springende tæt forbi, og en masse
fugle fulgte lige efter dem, mens de jagtede fisk. Det er første
gang, vi har set så mange delfiner her inde i bugten, og det
betyder jo at her er rigeligt med fisk.
|
|
Vi
kan ikke finde ud af, om det er en anden art pelikaner, end dem
vi har set før, eller om de er samme art bare i parringsdragt.
Vi har spurgt os omkring, men ingen her ved noget om det. Men de
er flotte, pelikanerne, med den sorte indianerkam og de flotte farver
på strubeposen og næbbet.
|
|
|
Vi
lå i den dejlige lille bugt Posada
Conception, hvor der var nogle varme kilder langs kysten. Der
hvor det lune vand sivede op mellem klipperne, havde nogle bygget
et stenbassin rundt om kilden. Her
kunne man sidde i det lune vand, indtil det blev højvande
og det kølige havvand løb over kanten og ind i bassinet.
|
|
|
I
bugten
lige ved siden af lå en lille landsby. Her lå de yderste
huse på stranden så tæt på vandkanten, at
de lige lå tørt ved højvande. Det var mest feriehuse,
som amerikanere og canadiere ejede. Landsbyen var godt organiseret
med eget elværk, tennisbane og et par kunstbutikker med kunst
lavet af nogle af beboerne. En del kunstnere havde deres arbejder
på udstilling i Loreto og Mulege. Beboerne
havde på stranden bygget et stort fælles bassin til
at bade i lige over en varm kilde, og de holdt godt øje med
at fremmede ikke brugte det. Det skal siges, at det var rent og
der var sat et regelsæt op for, hvordan det skulle benyttes.
|
|
Det
var tid at komme videre. Vi skulle på land i Guaymas,
som ligger på fastlandet. Dana trængte til at få
renset og malet bunden, inden vi skulle videre syd på.
Vi
stod op til en dejlig stille morgen, og det var meningen, vi ville
have sejlet senere på dagen. Men Lene ville blive endnu en
dag, det var lidt svært at løsrive sig. Hun tog tidligt
afsted i kajakken ud til den store ø med paddehatten og den
lille strand for at se om der var nogle sæler og søløver.
|
|
Hun
padlede
op langs østsiden af revet, som ligger midt mellem øerne.
Ved lavvande stikker det op midt i farvandet, en smal savtakket
række skær, hvor de mange pelikaner og skarver ynder
at sætte sig for at tørrer deres vinger.
Fiskerne
var nu i gang med at bjærge deres net, som de havde sat, da
hun padlede forbi den første ø tidligere på
morgenen. Det var fantastisk at se pelikanerne, mågerne og
fregatfuglene flyve lige hen over hovederne på fiskerne og
dykke ned mellem dem. Pelikanerne lå som en kødrand
tæt rundt om pangaen, for at få fat i en af de fisk,
som smuttede fra nettet.
|
|
Lene
lå stille i kajakken, medens pelikanerne svømmende
lige ved siden af, så tæt at hun kunne røre dem.
Fregatfuglene dykkede, så hun måtte dukke sig for ikke
at blive ramt. Fuglene ændrede total adfærd, når
der var så mange fisk at fange. De glemte fuldstændig
at være bange, de fokuserede bare på at få fat
i en fisk. Det var ret vildt at overvære, aldrig har hun haft
så mange fugle omkring sig og så tæt på
som her.
Da
fiskerne var færdige med at hive nettet ind, sejlede de over
til bugten, hvor Dana lå. Alle fuglene fulgte efter og der
var en leben, da de løb pangaen op på stranden og begyndte
at tømme nettet for fisk ned i pangaen. Fuglene dykkede vildt
ned mellem fiskerne, som prøvede at jage dem væk med
en åre. Det kunne de godt opgive, det var et helt vildt sceneri
med skrigen fra fregatfuglene og pelikanerne løb rundt om
jollen og sloges om de fisk, som faldt ved siden af. Når der
ikke var flere fisk på stranden, satte pelikanerne sig som
en fed kødrand på pangaens ræling og stjal fisk
direkte fra bunken i jollen. Så var det bedre at smide nogle
ud på stranden for at holde dem væk.
|
|
Fiskerne
forærede Lene fem fine fisk, som hun lagde foran på
kajakken, da hun ikke havde nogen plastikpose med sig. Men det gik
slet ikke, fregatfuglene dykkede ned for at stjæle dem. De
var så aggresive, at hun måtte slå efter dem,
for at de ikke skulle nappe fiskene. Så fiskerne måtte
passe på fiskene, mens hun roede tilbage til Dana efter en
pose.
Det
var nogle rigtig lækre fisk, som blev stegt hele på
panden. Pasta og salat fra dagen før som tilbehør,
så var middagen reddet.
|
|
|
Det
var heldigt, at vi ventede en dag mere med at tage afsted. For om
eftermiddagen kom Zephyr kom ind og lagde sig i den anden bugt.
Vi sejlede over og hilste på. Det var dejligt at se Tracy
og Bill igen, og som altid havde de nogle gode historier at fortælle.
Vi foreslog, at de tog vores ankerplads, når vi sejlede næste
dag, for det var et godt sted at ligge.
|
|
Næste
dag kom vi først afsted over middag, for Lene ville lige
bage et par brød. Men så skulle vi også se at
komme ud af røret, inden strømmen vendte. Vi slog
et slag om Zephyr og vinkede farvel. Vi sejlede langsomt op gennem
bugten og forbi Bahia Domingo, hvor vi rundede pynten og fortsatte
ud i Sea of Cortez.
Vi
fik en fantastisk måneopgang, rød som en appelsin og
den lyste himlen op hele natten.
|
|
Efter
en fin motortur over Sea of Cortez til fastlandet ankrede vi i Bahia
Catalina. Herfra var der bare en lille times sejlads op til
Guyamas. Der var mange fugle i bugten og da vi kom helt ind i bunden,
stank der fælt af guano. Der var fugleeskramenter på
klippesiderne og øerne derinde var helt hvide af guano.
Vi
fik en flot solopgang, men først klokken 06.45, solen skulle
lige op over bjergtoppene. Lidt senere blev det diset og solen forsvandt
bag en del skyer. Vi
fik lidt morgenmad, gik så til køjs og sov til middagstid.
Da vi vågnede, var der blå himmel og solen varmede dejligt
og der var kun lidt vind.
|
|
|
Vi
bestemte os for at sejle op til Guaymas
og ankre ved Singlar Marina for at høre om en plads. Guyamas
er en flot naturhavn. Det er en stor bugt med adskillige øer
og halvøer, og mange steder er der meget lavt. For at komme
ind skal man holde et par mærker over eet, indtil man kommer
op til et par sømærker, der afmærker et smalt
løb ind til bugten og derfra må man navigere efter
dybdemåleren. Uh-ha! der var lavt, vi sneg os henover bunden,
med mindre end en halv meter under kølen, og vi vidste ikke
om det var sten- eller mudderbund.
Der
var i øvrigt livlig aktivitet i fiskerihavnen, som ligger
klemt inde mellem marinaen og Punta de Lastre. Vi troede først,
at det var en skrotbunke af ophuggede skibe, men nej, de var skam
i funktion, de fleste af dem i hver tilfældet. Det var mest
rejer de fiskede. Det er Mexicos største rejeflåde,
som holder til her.
|
|
|
Vi
ankrede op udfor Singlar Marina og tog jollen ind til deres bro.
Der var låst af, men en flink mexicaner åbnede for os.
Vi gik op på kontoret for at høre om en vandplads,
og om vi kunne komme på land. Der var ingen problemer, vi
kunne komme op om nogle dage ved højvande, det ville knibe
lidt med dybden på denne tid af måneden, men da der
var mudderbund, mente de nok, at vi kunne slæbe os igennem.
Vi fik et adgangskort til marinaen og alle faciliteterne.
|
|
Der
er ca. 10 Singlar Marinas i Sea of Cortez. Alle marinaerne er bygget
efter samme koncept, så de ligner hinanden og gør det
nemt for os at finde rundt, når vi besøger dem. Marinaen
her i Guaymas var ret ny og den 50 tons traveliften så helt
ny ud. Alt blev holdt i orden, og der var rent og pænt alle
vegne. Liften var heldigvis så lang, at vi ikke behøvede
at afmontere vores rulleforsejl og der var lige plads til vindmøllen.
|
|
|
Det
var supert vejr den morgen vi skulle på land, sol og kun en
svag brise. Lene havde ellers bidt negle, da det havde blæst
de sidste dage, og så er det ikke nemt at bakke Dana ind i
det lille bassin ved liften.
Ved
9 tiden snakkede vi med Horatio, ham som skulle køre liften
og sørge for, at Dana kom godt på land. Vi sejlede
over til dieselbroen, som lå lige ved siden af, for at vente
på at liften blev klar, og vi hurtigt kunne sejle ind i det
smalle cementbassin. Havde vi vidst lidt mere om tidevandet og dybden,
havde vi nok insisteret på at komme op noget tidligere, det
var lige det gik med hiv og sving.
Ved
10 tiden bakkede vi ind og det gik lige efter bogen, Dana lå
hvor hun skulle og der var mange fra pladsen, som var klar til at
tage vores liner. Alt foregik i ro og orden, selv om vi ikke kunne
få den forreste gjord trukket under os, da vi stod i mudderet.
Den blev frigjort og blev i stedet trukket under Dana forfra. Alle
var søde og hjælpsomme. Begge gjorde sad hvor de skulle,
og Horatio kørte det stille og roligt. Det er anden gang,
vi har følt os nogenlunde afslappede ved en optagning, ellers
er der nerver på. I Canada gik det også bare så
flot. Det betyder alt, at grejet er i orden, og den som skal betjene
det, ved hvad han gør. Vi var helt trygge ved Horatio.
|
|
|
Så
var det igang med at skrabe og åbne blister. Der var heldigvis
ikke så mange, som der plejer at være. Det har hjulpet
meget, at Henrik sleb kølen og halvdelen af bunden helt i
bund i Puerto Montt. Det er værst ved grænsen, mellem
det som er i bund og det gamle. Kølen på begge sider
er fin, der er faktisk ingen blister. Agter i styrbord side er det
dårligt og pletvise steder på bagbord side og særlig
langs vandlinien. Det var virkelig godt, at vi hævede vandlinien
agter, der er ingen begroning nu, og det har været nemt at
få lang- halsene fjernet. Vi
arbejdede hele dagen med at slibe og vaske og sluttede med at skylle
fribordet grundigt to gange, så skulle det være klar
til at tape af næste morgen og begynde at male.
|
|
|
Plaza
de los Tres presidentes er bygget til ære for for de tre mexicanske
presidenter Adolfo de la Huerta, Plutarco Elías Calles og
Abelardo L. Rodríguez, som alle tre kom fra Guaymas.
Byen
Guaymas har ført en omtumlet tilværelse gennem mange
århundrede. Indbyggerne var mest en blanding af flere forskellige
stammer som Guaimas, Yaqui, Seri og Pima indianere.
I
det 17. århundrede kom jesuitter missionærer for at
grundlægge missioner, og det havde de held til her. De byggede
de to flotte kirker, San Fernando og Sangrada de Corazón,
som stadig står i Guaymas.
Guyamas
har siden 1823, hvor man udbyggede byen og specielt havnen, været
en vigtig og driftig havneby med en stor fiske- og rejeflåde
og mange skibe kommer her til Guyamas for at laste eller losse varer.
Det
er Mexicos næststørste havneby på Stillehavs
siden.
Vi
kunne godt lide Guaymas, måske nok fordi her ikke kommer mange
turister, det er en ægte mexicansk havneby, hvor folk er søde
og venlige. Vi havde nogle gode oplevelser og mødte stor
hjælpsomhed, nå vi gik i butikker for at købe
malervarer og andre ting, vi skulle bruge til Dana.
Og
så fik vi oven i hatten oplevet karneval i Guaymas for fuld
udblæsning. Musikken havde vi glæde af til langt ud
på natten på fuld drøn.
|
|
Vi
var klar til at gå i vandet 06.45 som aftalt. Vi ventede bare
på, at Horatio skulle komme. Vi var lidt nervøse for,
om han skulle have glemt vores aftale, vi skulle jo ud, mens det
var højvande. Han var forsinket, men vi kom i vandet igen
uden problemer lidt i 8 og var på vores vandplads klokken
8.
Det
er utroligt hvilken forskel en nymalet bund gør, vi fes afsted.
Vi
var begge meget trætte bagefter og alt foregik i slowmotion.
Vi fik morgenkaffe i cockpittet og så begyndte det at blæse
op og småregne. Hvor havde vi været heldige at vinden
forsvandt, da vi skulle i vandet og kun store sorte skyer var over
os. Men nu blev der åbnet for sluserne, og vi fik nogle kraftige
byger. Det var 3die onsdag i træk, det havde været dårligt
vejr.
|
|
|
For at komme lidt væk
tog vi bussen op til San Carlos, som ligger en god times kørsel
nord for Guaymas. Selve marinaen er pæn og hyggelig og ligger
flot omkrandset af bjerge. Vi
gik en tur rundt i marinaen. Den var nu hurtigt overset, for vi
kunne ikke komme ud på broerne, de var aflåste af sikkerheds
mæssige grunde.
|
|
|
|
|
|
Vi
tog tilbage til Guaymas, der var mere gang i den her. Det årlige
karneval skulle starte næste dag, så der var mange mennesker
på gaden og nye boder blev sat op hver dag. Tivoliet ved siden
af marinaen havde kørt for fulde omdrejninger i over en uge,
så der var musik og gøgl hver aften. Det udsmykkede
piratskib sejlede rundt i bugten med turister hele natten. Hver
time lagde det til ved en bro ikke langt fra hvor vi lå, og
der var meget lavvande der. Når det blev rigtig lavvande,
løb han på grund og han de største problemer
med at komme helt ind til broen for at sætte folk af og tage
et nyt hold ombord. Som regel klarede han den ved at køre
for fuld kraft med motoren, men to nætter måtte han
opgive den sene nat tur, og sejle over til marinaen.
|
|
|
Sent
på eftermiddagen gik vi op i gaderne for at se karnevalsoptoget.
Det tog lidt tid inden det hele kom igang, så vi spadserede
rundt og kigge på alle de mange typer mennesker, en broget
blanding. Der var kommet lidt turister til byen de sidste dage for
at se karnevallet.
|
|
|
|
|
|
Optoget
kom endelig i gang med masser af musik, dans og flotte piger. Den
ene udsmykkede vogn efter den anden trillede forbi efterfulgt af
en musikvogn og flot udklædte dansegrupper. Det var et flot
optog, som snoede sig gennem gaderne de næste timer.
|
|
|
Det
undrede os, at man næsten ikke kan spore nogen begejstring
hos publikum. De smiler og griner lidt, men hujer og klapper, det
gør de ikke. Når der for eksempel er blevet spillet
et musik nummer fra scenen, klapper de ikke eller på anden
måde giver udtryk for deres begejstring. De kan vel ikke allesammen
syntes, at det er noget kedeligt noget, som bliver spillet. Der
er vi meget forskellige.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Det
har været en heftig nat, karnevalet var på sit højeste,
mega høj musik helt til tidligt i morges og fyrværkeri
ved midnat. Lene var oppe og tjekke, at der ikke gik ild i noget
ombord, da raketterne fløj lige hen over os. Vi slap med
lidt skidt på dækket, men hos katamaranen overfor gik
der ild i et eller andet. Heldigvis blev ilden hurtig slukket og
der skete ikke nogen større skade. Men de næste aftener
blev fyrværkeriet heldigvis flyttet til et andet sted. Marinaen
ville ikke have det svineri ud over bådene.
|
|
|