Det var tid at komme videre, hvis vi ikke skulle gro helt fast. Vi havde nu været i Escondido i 20 dage. Men een af grundene til, at vi blev så længe var, at vi begge havde reddet os en ondarted forkølelse fra missionsturen. Det var vel støv og træk, som gav problemer med lungerne og en meget tør hoste.

Ved 9-tiden kom vi afsted i herligt vejr, let vind fra syd, så vi havde medvind. Vi sejlede op langs Isla Carmen til Puerto Ballandra. Der lå 3 andre både, selvfølgelig på de bedste pladser. Men efter lidt søgen frem og tilbage fandt vi alligevel en god plads. Bugten er lidt vanskelig at ankre i, da en stor dyb kløft skærer sig ned lige midt gennem bugten. Det er ikke smart at ankre for tæt på kanterne og risikere at ankeret dumper 10 - 15 meter ned. Flere både har nydt turen ud gennem hullet med en vind fra østlig retning, og der er rev på begge sider af indsejlingen, så man kan nemt havne der. I selve bugten er der også et par rev at passe på, så vi er glade for vores fishfinder, som viser bundkonturerne.

Vandet var helt klart, så vi kunne se både fisk og sandbunden, et fint sted. Efter en kop kaffe satte vi jollen i vandet og roede ind. Vi lå ganske tæt ved stranden, så det var ikke nødvendigt med motoren. Stedet hører under nationalparken, og vi havde jo købt adgangs kort, så vi kunne gå rundt med god samvittighed.

Vi startede med at gå over en saltslette, hvor der lidt længere inde stod et stort skilt med teksten, at det var forbudt at færdes her og man kunne få en anmeldelse; i nationalparken! Vi havde lige læst på et kæmpe skilt nede på stranden, at det hele var nationalpark, så det kunne vi ikke tage os af, så vi fortsatte. Det var umuligt at finde en sti, så vi fulgte det udtørrede flodleje, indtil vi så nogle varder, som anviste en sti. Vi var ikke komme langt ind mellem klipperne, før der blev dejlig frodigt. Her var mange forskellige træer og buske, vi ikke havde set før og masser af blomster. Der duftede virkelig herligt af blomster og her var mange sommerfugle, kolibrier og småfugle.

Henrik fik et mindre chok, da han mellem rødderne af et træ, som han skulle snige sig uden om, fik øje på en stor fugleedderkop. En sag på størrelse af en mindre dessert tallerken. Den forsvandt desværre inden vi fik et billede af den. Hvis man ikke lige er til den slags lodne sager, kan de godt virke lidt afskrækkende. Slanger og skorpioner er heller ikke lige det, vi bryder os om at have alt for tæt på, og de er her også. Men på behørig afstand er det naturligvis altid spændende at se disse sky dyr.

Vi fortsatte vores vandring, og det var egentlig planen at nå helt over på den anden side af øen, men da vi ikke vidste, hvor langt der var, vi gik jo ikke i lige linie, vendte vi om, da vi mente at være halvvejs. Vi ville være sikre på at nå tilbage i dagslys, det er ikke stedet at gå i mørke. På turen tilbage så vi som det eneste firbenede dyr en lille kanin med nogle enorme ører. Den virkede helt tam, den stak slet ikke af, da vi kom nærmere, tvært imod hoppede den roligt rundt omkring os. Der kommer sikkert ikke mange mennesker, så den har ikke lært at frygte os. Dertil skal siges, at som jagtbytte var der ikke meget at komme efter, den var radmager.

Næste morgen var flot og hel stille. Vi lettede tidligt anker og sejlede mellem fastlandet og Isla Coronados, for også lige at se ankerpladsen der, til en anden god gang. Vi fortsatte op langs kysten, forbi Mangles Rock, til Caleta San Juanico, hvor vi i guiden havde læst, at der skulle være meget flot, og det var der også. I den ende af bugten, hvor der var mest spændende, kom vi til at ligge alt for åbent for en nu opfriskende sydlig vind. De to bedste pladser i læ bag de høje klipper var allerede optaget. Vi kunne have søgt ned i den sydlige ende af bugten, men dønningerne sneg sig alligevel ind, så vi heller ikke ville ligge godt der.

Selv om søen rejste sig, satte vi alligevel jollen i vandet og tog ind til stranden og gik over til bugten La Ramada på den nordlige side af pynten. Da vi kom dertil, blev vi straks enige om at flytte derop, der var blikstille og ikke et øje.

Vi lå godt i La Ramada, men kun fordi vinden og søen var fra syd. Der var ikke megen svejeplads mellem klippekysten og revet, Men da der kun var os, kunne vi bare vælge hvor det var bedst at ankre. Selv om det blæste kraftigt udenfor, mærkede vi kun lidt dønning.

Næste morgen stak vi næsen ud i en frisk vind fra vest, 12 til 18 knobs vind og en pæn sø, som vi heldigvis havde med os. Vi fik sat mesan og forsejl og det gik der ud af med godt 6 knob. Men det var lidt mærkeligt, vinden måtte have fundet et hul i bjergene, for det varede ikke længe, før den tabte pusten. Inden vi nåede op til den næste pynt, blev fokken rullet ind igen. Vinden flovede til under 8 knob, det kunne ikke bruges til meget, i den urolige sø. Sådan fortsatte det resten dagen hele vejen op langs halvøen, så det endte med endnu en dag mest for motor. Vi fik ved pynterne et par knobs modstrøm, som heldigvis slækkede op igen, når vi havde rundet dem.

Kysten er lavere og med bakker langs halvøen til Conception Point, og pynten vi rundede, for at komme ned i Bahia Conception, er helt flad.

Vi var for tæt på kysten til styrbord, da vi sejlede ned gennem Bahia Conception og havde pludseligt meget lidt vand under kølen; vi skulle have holdt mere til bagbord, som der står i guiden, så havde vi haft mere vand under kølen, men vi læste først teksten bagefter :).

Vi kom tilbage på ret kurs og fulgte anvisningen fra bogen og kom fint ind til Playa Santispac, hvor vi ankrede i helt stille vand. Det havde været en lang tur, så vi nød en kold øl og sad bare og slappede et par timer og fik så et dejlig varmt bad.

Næste morgen friskede vinden op fra syd, og der rejste sig en krap sø, så vi bestemte os til at sejle ned til Playa Coyote, hvor vi ville få bedre læ for sydlig vind. Den sydlige vind skulle tiltage de næste par dage op til 20-25 knob. Så vi tog ankret op og sejlede de 3 sømil syd over til Playa Coyote. Der var ingen i den sydlige del af bugten, hvor vi lagde os. I den nordlige ende lå der 4 sejlbåde, hvor de 2 så ud til at ligge der permanent.
Vi havde kun lige fået ankret, da 2 af bådene kom og lagde sig ved siden af os. De ville også ligge i læ her, kunne vi høre, når de snakkede sammen over VHFen.

Vinden skiftede hele tiden i løbet af dagen. På et tidspunkt var der fuldstændig stille, så vi talte om at tage en tur ind, selv om vi var lidt flade. Henrik gad ikke, og godt vi ikke gjorde det. Ved 2 tiden kom der mørke skyer og vinden svingede over i nord og pludselig blev der åbnet fra vindposen, og nu lå vi på læ kyst med 10 til 15 knobs vind og store bølger. Det begyndte at regne lidt og der var mærkelige vindforhold. En god time senere blev det blik stille igen, og dønningen forsvandt hurtigt.

Vejret skiftende meget, og vi kunne se på skyerne, som kom ind over os fra sydvest og vest, at der var fart på og at det måtte blæse meget udenfor.

Vi satte jollen i vandet og landede på stranden lige ved siden af nogle canadiere, som camperede på stranden. De kom fra Marpel Bay, hvor vi også har været på vores tur ned langs Vancouver Island. Vi kom i snak, og de mente helt sikkert, at have set os deroppe. De har en fiskerbåd liggende i Marpel Bay, som de bor i om sommeren. De fortalte, at ham som var i campingvognen lidt længere henne ad stranden, var den tidligere havnefoged i Friday Harbor, så vi var pludselig havnet blandt venner oppe nordfra.

Vi gik en tur langs stranden og op på hovedvejen og kom forbi Berthas restaurant, hvor vi havde hørt, der blev serveret god mad. Vi fortsatte for at finde stien op til petrolypperne og til udsigten over de to bugter. Det lykkedes aldrig at finde den rigtige sti, men vi fik da arbejdet os et godt stykke op ad bjergsiden, og der var ganske rigtigt en flot udsigt. Vi gik ned til Berthas og bestilte hver en stor øl og friske fisketarcos med lækkert tilbehør. Godt med en slapper efter turen op og ned ad bjergsiden. Stenene med petrolypperne fandt vi bare et par meter væk fra vejen, da vi gik tilbage. Det siges, at de er meget gamle, vi tvivler! Vi syntes, de lå et underligt sted, men nu har vi set dem.

På vejen tilbage trak sorte skyer ind over os og det begyndte at blæse meget. Sandet fløj om ørerne på os, så det var tid at komme tilbage. Det fløj rundt med ting og sager fra de mange campingvogne. Havestole, parasoller, læsejl og hvad ellers campisterne havde liggende udenfor lå spredt rundt på stranden. Vi kom hurtigt ud til Dana og fik jollen ombord.

Katamaranen, som havde ligget lang tid foran os, bjærgede deres anker for at søge længere ind, det skulle de ikke have gjort. De næste tre timer lå de og rodede med deres ankergrej, og de var på et tidspunkt meget tæt på vores anker. Det lykkedes dem at få fat i en af de andre bådes ankre, så de nu begyndte at drive. Lene prøvede at kalde dem op, for de så helt opgivende ud. Men fik i stedet kontakt med en af de andre både, som meddelte at manden derfra ville sejle over og hjælpe dem, de var nu også tæt på deres anker.

Katamaranen lagde nu et andet anker ud og det så nu ud til, at de havde fået kontrol over tingene. Lige inden det blev et helt mørkt, kom den ene fyr fra katamaranen forbi os i jollen og fortalte, at alt var OK, og de mente, at de lå sikkert nu. Da de ville skifte anker, var deres ankerspil gået i stykker, så det var derfor, de havde set så opgivende ud, og det havde taget så lang tid at få et andet anker lagt ud.

Endelig fik vi godt vejr igen og så er Bahia Conception er et dejligt sted med mange gode ankerpladser. Det er en meget stor bugt med tre større og mange mindre øer og mange skær, der er et rigt fugle- og fiskeliv. Når det ikke blæste for meget, var det et spændende sted at fise rundt i jollen eller kajakken og kigge på dyrelivet.

Her er mange andre fugle end pelikanerne. Måger, skarver, fregatfugle og forskellige hejre; både hvide, grå og blå i forskellige størrelser, men den hvide med de gule fødder er den mest almindelige og ret så tam. De små andefugle svømmede meget rundt om Dana. De er meget sky, dykker lige så snart de ser os i cockpittet. Når vi står og kigge ud gennem vinduerne indefra, kommer de helt tæt på. Når vi er i kajakken og sidder helt stille, så svømmer de også tæt forbi.

Næsten hver eftermiddag, på grund af opvarmningen fra landet, begyndte det at blæse og det skabte hurtigt krappe søer i bugten. Men hele formiddagen var der helt fladt vand og så var det herligt at padle rundt i kajakken. Og i kajakken kunne vi komme meget tættere på fuglene. I jollen kunne vi ikke komme så tæt på, selv når vi roede og slet ikke for motor. Så når vi skulle fotografere, kunne vi snige os helt tæt på fuglene i kajakken.

Lene fes rundt i kajakken og tog en lang tur rundt om en af øerne for at fotografere pelikanerne med den røde- og grønne strubepose, som vi ikke har set før. Herligt at opleve en stor flok delfiner komme springende tæt forbi, og en masse fugle fulgte lige efter dem, mens de jagtede fisk. Det er første gang, vi har set så mange delfiner her inde i bugten, og det betyder jo at her er rigeligt med fisk.

Vi kan ikke finde ud af, om det er en anden art pelikaner, end dem vi har set før, eller om de er samme art bare i parringsdragt. Vi har spurgt os omkring, men ingen her ved noget om det. Men de er flotte, pelikanerne, med den sorte indianerkam og de flotte farver på strubeposen og næbbet.

Vi lå i den dejlige lille bugt Posada Conception, hvor der var nogle varme kilder langs kysten. Der hvor det lune vand sivede op mellem klipperne, havde nogle bygget et stenbassin rundt om kilden. Her kunne man sidde i det lune vand, indtil det blev højvande og det kølige havvand løb over kanten og ind i bassinet.

I bugten lige ved siden af lå en lille landsby. Her lå de yderste huse på stranden så tæt på vandkanten, at de lige lå tørt ved højvande. Det var mest feriehuse, som amerikanere og canadiere ejede. Landsbyen var godt organiseret med eget elværk, tennisbane og et par kunstbutikker med kunst lavet af nogle af beboerne. En del kunstnere havde deres arbejder på udstilling i Loreto og Mulege. Beboerne havde på stranden bygget et stort fælles bassin til at bade i lige over en varm kilde, og de holdt godt øje med at fremmede ikke brugte det. Det skal siges, at det var rent og der var sat et regelsæt op for, hvordan det skulle benyttes.

Det var tid at komme videre. Vi skulle på land i Guaymas, som ligger på fastlandet. Dana trængte til at få renset og malet bunden, inden vi skulle videre syd på.

Vi stod op til en dejlig stille morgen, og det var meningen, vi ville have sejlet senere på dagen. Men Lene ville blive endnu en dag, det var lidt svært at løsrive sig. Hun tog tidligt afsted i kajakken ud til den store ø med paddehatten og den lille strand for at se om der var nogle sæler og søløver.

Hun padlede op langs østsiden af revet, som ligger midt mellem øerne. Ved lavvande stikker det op midt i farvandet, en smal savtakket række skær, hvor de mange pelikaner og skarver ynder at sætte sig for at tørrer deres vinger.

Fiskerne var nu i gang med at bjærge deres net, som de havde sat, da hun padlede forbi den første ø tidligere på morgenen. Det var fantastisk at se pelikanerne, mågerne og fregatfuglene flyve lige hen over hovederne på fiskerne og dykke ned mellem dem. Pelikanerne lå som en kødrand tæt rundt om pangaen, for at få fat i en af de fisk, som smuttede fra nettet.

Lene lå stille i kajakken, medens pelikanerne svømmende lige ved siden af, så tæt at hun kunne røre dem. Fregatfuglene dykkede, så hun måtte dukke sig for ikke at blive ramt. Fuglene ændrede total adfærd, når der var så mange fisk at fange. De glemte fuldstændig at være bange, de fokuserede bare på at få fat i en fisk. Det var ret vildt at overvære, aldrig har hun haft så mange fugle omkring sig og så tæt på som her.

Da fiskerne var færdige med at hive nettet ind, sejlede de over til bugten, hvor Dana lå. Alle fuglene fulgte efter og der var en leben, da de løb pangaen op på stranden og begyndte at tømme nettet for fisk ned i pangaen. Fuglene dykkede vildt ned mellem fiskerne, som prøvede at jage dem væk med en åre. Det kunne de godt opgive, det var et helt vildt sceneri med skrigen fra fregatfuglene og pelikanerne løb rundt om jollen og sloges om de fisk, som faldt ved siden af. Når der ikke var flere fisk på stranden, satte pelikanerne sig som en fed kødrand på pangaens ræling og stjal fisk direkte fra bunken i jollen. Så var det bedre at smide nogle ud på stranden for at holde dem væk.

Fiskerne forærede Lene fem fine fisk, som hun lagde foran på kajakken, da hun ikke havde nogen plastikpose med sig. Men det gik slet ikke, fregatfuglene dykkede ned for at stjæle dem. De var så aggresive, at hun måtte slå efter dem, for at de ikke skulle nappe fiskene. Så fiskerne måtte passe på fiskene, mens hun roede tilbage til Dana efter en pose.

Det var nogle rigtig lækre fisk, som blev stegt hele på panden. Pasta og salat fra dagen før som tilbehør, så var middagen reddet.

Det var heldigt, at vi ventede en dag mere med at tage afsted. For om eftermiddagen kom Zephyr kom ind og lagde sig i den anden bugt. Vi sejlede over og hilste på. Det var dejligt at se Tracy og Bill igen, og som altid havde de nogle gode historier at fortælle. Vi foreslog, at de tog vores ankerplads, når vi sejlede næste dag, for det var et godt sted at ligge.

Næste dag kom vi først afsted over middag, for Lene ville lige bage et par brød. Men så skulle vi også se at komme ud af røret, inden strømmen vendte. Vi slog et slag om Zephyr og vinkede farvel. Vi sejlede langsomt op gennem bugten og forbi Bahia Domingo, hvor vi rundede pynten og fortsatte ud i Sea of Cortez.

Vi fik en fantastisk måneopgang, rød som en appelsin og den lyste himlen op hele natten.

Efter en fin motortur over Sea of Cortez til fastlandet ankrede vi i Bahia Catalina. Herfra var der bare en lille times sejlads op til Guyamas. Der var mange fugle i bugten og da vi kom helt ind i bunden, stank der fælt af guano. Der var fugleeskramenter på klippesiderne og øerne derinde var helt hvide af guano.

Vi fik en flot solopgang, men først klokken 06.45, solen skulle lige op over bjergtoppene. Lidt senere blev det diset og solen forsvandt bag en del skyer. Vi fik lidt morgenmad, gik så til køjs og sov til middagstid. Da vi vågnede, var der blå himmel og solen varmede dejligt og der var kun lidt vind.

Vi bestemte os for at sejle op til Guaymas og ankre ved Singlar Marina for at høre om en plads. Guyamas er en flot naturhavn. Det er en stor bugt med adskillige øer og halvøer, og mange steder er der meget lavt. For at komme ind skal man holde et par mærker over eet, indtil man kommer op til et par sømærker, der afmærker et smalt løb ind til bugten og derfra må man navigere efter dybdemåleren. Uh-ha! der var lavt, vi sneg os henover bunden, med mindre end en halv meter under kølen, og vi vidste ikke om det var sten- eller mudderbund.

Der var i øvrigt livlig aktivitet i fiskerihavnen, som ligger klemt inde mellem marinaen og Punta de Lastre. Vi troede først, at det var en skrotbunke af ophuggede skibe, men nej, de var skam i funktion, de fleste af dem i hver tilfældet. Det var mest rejer de fiskede. Det er Mexicos største rejeflåde, som holder til her.

Vi ankrede op udfor Singlar Marina og tog jollen ind til deres bro. Der var låst af, men en flink mexicaner åbnede for os. Vi gik op på kontoret for at høre om en vandplads, og om vi kunne komme på land. Der var ingen problemer, vi kunne komme op om nogle dage ved højvande, det ville knibe lidt med dybden på denne tid af måneden, men da der var mudderbund, mente de nok, at vi kunne slæbe os igennem. Vi fik et adgangskort til marinaen og alle faciliteterne.

Der er ca. 10 Singlar Marinas i Sea of Cortez. Alle marinaerne er bygget efter samme koncept, så de ligner hinanden og gør det nemt for os at finde rundt, når vi besøger dem. Marinaen her i Guaymas var ret ny og den 50 tons traveliften så helt ny ud. Alt blev holdt i orden, og der var rent og pænt alle vegne. Liften var heldigvis så lang, at vi ikke behøvede at afmontere vores rulleforsejl og der var lige plads til vindmøllen.

Det var supert vejr den morgen vi skulle på land, sol og kun en svag brise. Lene havde ellers bidt negle, da det havde blæst de sidste dage, og så er det ikke nemt at bakke Dana ind i det lille bassin ved liften.

Ved 9 tiden snakkede vi med Horatio, ham som skulle køre liften og sørge for, at Dana kom godt på land. Vi sejlede over til dieselbroen, som lå lige ved siden af, for at vente på at liften blev klar, og vi hurtigt kunne sejle ind i det smalle cementbassin. Havde vi vidst lidt mere om tidevandet og dybden, havde vi nok insisteret på at komme op noget tidligere, det var lige det gik med hiv og sving.

Ved 10 tiden bakkede vi ind og det gik lige efter bogen, Dana lå hvor hun skulle og der var mange fra pladsen, som var klar til at tage vores liner. Alt foregik i ro og orden, selv om vi ikke kunne få den forreste gjord trukket under os, da vi stod i mudderet. Den blev frigjort og blev i stedet trukket under Dana forfra. Alle var søde og hjælpsomme. Begge gjorde sad hvor de skulle, og Horatio kørte det stille og roligt. Det er anden gang, vi har følt os nogenlunde afslappede ved en optagning, ellers er der nerver på. I Canada gik det også bare så flot. Det betyder alt, at grejet er i orden, og den som skal betjene det, ved hvad han gør. Vi var helt trygge ved Horatio.

Så var det igang med at skrabe og åbne blister. Der var heldigvis ikke så mange, som der plejer at være. Det har hjulpet meget, at Henrik sleb kølen og halvdelen af bunden helt i bund i Puerto Montt. Det er værst ved grænsen, mellem det som er i bund og det gamle. Kølen på begge sider er fin, der er faktisk ingen blister. Agter i styrbord side er det dårligt og pletvise steder på bagbord side og særlig langs vandlinien. Det var virkelig godt, at vi hævede vandlinien agter, der er ingen begroning nu, og det har været nemt at få lang- halsene fjernet. Vi arbejdede hele dagen med at slibe og vaske og sluttede med at skylle fribordet grundigt to gange, så skulle det være klar til at tape af næste morgen og begynde at male.

Plaza de los Tres presidentes er bygget til ære for for de tre mexicanske presidenter Adolfo de la Huerta, Plutarco Elías Calles og Abelardo L. Rodríguez, som alle tre kom fra Guaymas.

Byen Guaymas har ført en omtumlet tilværelse gennem mange århundrede. Indbyggerne var mest en blanding af flere forskellige stammer som Guaimas, Yaqui, Seri og Pima indianere.

I det 17. århundrede kom jesuitter missionærer for at grundlægge missioner, og det havde de held til her. De byggede de to flotte kirker, San Fernando og Sangrada de Corazón, som stadig står i Guaymas.

Guyamas har siden 1823, hvor man udbyggede byen og specielt havnen, været en vigtig og driftig havneby med en stor fiske- og rejeflåde og mange skibe kommer her til Guyamas for at laste eller losse varer. Det er Mexicos næststørste havneby på Stillehavs siden.

Vi kunne godt lide Guaymas, måske nok fordi her ikke kommer mange turister, det er en ægte mexicansk havneby, hvor folk er søde og venlige. Vi havde nogle gode oplevelser og mødte stor hjælpsomhed, nå vi gik i butikker for at købe malervarer og andre ting, vi skulle bruge til Dana.

Og så fik vi oven i hatten oplevet karneval i Guaymas for fuld udblæsning. Musikken havde vi glæde af til langt ud på natten på fuld drøn.

Vi var klar til at gå i vandet 06.45 som aftalt. Vi ventede bare på, at Horatio skulle komme. Vi var lidt nervøse for, om han skulle have glemt vores aftale, vi skulle jo ud, mens det var højvande. Han var forsinket, men vi kom i vandet igen uden problemer lidt i 8 og var på vores vandplads klokken 8.

Det er utroligt hvilken forskel en nymalet bund gør, vi fes afsted.

Vi var begge meget trætte bagefter og alt foregik i slowmotion. Vi fik morgenkaffe i cockpittet og så begyndte det at blæse op og småregne. Hvor havde vi været heldige at vinden forsvandt, da vi skulle i vandet og kun store sorte skyer var over os. Men nu blev der åbnet for sluserne, og vi fik nogle kraftige byger. Det var 3die onsdag i træk, det havde været dårligt vejr.

For at komme lidt væk tog vi bussen op til San Carlos, som ligger en god times kørsel nord for Guaymas. Selve marinaen er pæn og hyggelig og ligger flot omkrandset af bjerge. Vi gik en tur rundt i marinaen. Den var nu hurtigt overset, for vi kunne ikke komme ud på broerne, de var aflåste af sikkerheds mæssige grunde.

Vi tog tilbage til Guaymas, der var mere gang i den her. Det årlige karneval skulle starte næste dag, så der var mange mennesker på gaden og nye boder blev sat op hver dag. Tivoliet ved siden af marinaen havde kørt for fulde omdrejninger i over en uge, så der var musik og gøgl hver aften. Det udsmykkede piratskib sejlede rundt i bugten med turister hele natten. Hver time lagde det til ved en bro ikke langt fra hvor vi lå, og der var meget lavvande der. Når det blev rigtig lavvande, løb han på grund og han de største problemer med at komme helt ind til broen for at sætte folk af og tage et nyt hold ombord. Som regel klarede han den ved at køre for fuld kraft med motoren, men to nætter måtte han opgive den sene nat tur, og sejle over til marinaen.

Sent på eftermiddagen gik vi op i gaderne for at se karnevalsoptoget. Det tog lidt tid inden det hele kom igang, så vi spadserede rundt og kigge på alle de mange typer mennesker, en broget blanding. Der var kommet lidt turister til byen de sidste dage for at se karnevallet.

Optoget kom endelig i gang med masser af musik, dans og flotte piger. Den ene udsmykkede vogn efter den anden trillede forbi efterfulgt af en musikvogn og flot udklædte dansegrupper. Det var et flot optog, som snoede sig gennem gaderne de næste timer.

Det undrede os, at man næsten ikke kan spore nogen begejstring hos publikum. De smiler og griner lidt, men hujer og klapper, det gør de ikke. Når der for eksempel er blevet spillet et musik nummer fra scenen, klapper de ikke eller på anden måde giver udtryk for deres begejstring. De kan vel ikke allesammen syntes, at det er noget kedeligt noget, som bliver spillet. Der er vi meget forskellige.

Det har været en heftig nat, karnevalet var på sit højeste, mega høj musik helt til tidligt i morges og fyrværkeri ved midnat. Lene var oppe og tjekke, at der ikke gik ild i noget ombord, da raketterne fløj lige hen over os. Vi slap med lidt skidt på dækket, men hos katamaranen overfor gik der ild i et eller andet. Heldigvis blev ilden hurtig slukket og der skete ikke nogen større skade. Men de næste aftener blev fyrværkeriet heldigvis flyttet til et andet sted. Marinaen ville ikke have det svineri ud over bådene.