Vi sejlede fra Guaymas d. 16. februar og kom fri af pynten ude ved fyret ved 16.30 tiden. Det blæste 20 til 22 knob fra SW, næsten den retning vi skulle. Der var store bølger og vi fik hurtigt røgvand over os, det gad vi ikke! Vi vendte om og sejlede ind til Bahia Catalina. Her blæste det også, men der var fladt vand. Vi regnede ikke med at komme videre den dag, så vi satte os til rette i cockpittet med en bog og en øl.

Lene gik tidligt til køjs. Ved 11 tiden slog vinden over i nordlig retning og den flovede, så vi bestemte os for at tage afsted, selv om det var bælg mørkt. Vi havde et stort skib, som lå for anker udenfor bugten, at styre ud efter, han lå lige ret i udsejlingskursen.

Men bedst som vi var ved at tage ankeret op, gik ankerspillet i stå, så Henrik måtte tage det sidste kæde ind by hand. Lige nu her i buller ravende mørke, skulle vi til at bøvle med det. Det satte lige humøret et par grader ned, hvad fanden var der nu i vejen med det!

Nå, vi kom langsomt derud af, og da vi kom til pynten med fyrtårnet, var der ikke megen vind, dog stadig noget gammel sø. Vi fortsatte for motoren og lidt senere kom der mere og mere vind og vi endte op med at sejle for fok og mesan. Ud på morgenen forsvandt vinden helt, så vi fortsatte for motor mod Santa Rosalía.

Vi havde faktisk holdt en god fart. Ved 5 tiden om morgenen var vi halvvejs, og lidt over middag sejlede vi ind til Marina Singlar i Santa Rosalía, hvor Carlos fra marinaen tog imod os. De havde fra marinaen i Guaymas ringet og bedt dem reservere en plads til os.

Henrik gik straks i gang med at skille ankerspillet, for at se hvor slemt det så ud. Vi var lige oppe og tjekke ind og få koden til internettet, så tilbage til ankerspillet. Det var nusset af mudder og vand, så Henrik rensede og smurte det. Det store leje samt en pakning skal skiftes, men det kan vi ikke, før vi kommer til Danmark, så det skal holde en tid endnu.

Allerede da vi anløb havnen, lagde vi mærke til, at bygningerne oppe på skrænten over byen så lidt franske ud med balkoner og smedejernsgelænder rundt om, stilen var bestemt ikke mexicansk. På det tidspunkt vidste vi ikke så meget om byen og dens historie. Vi vidste dog, at der havde været et mineselskab, som i mange år var blev drevet af franskmænd, og at de havde bygget en mindre by på stedet.

Santa Rosalía er en gammel arbejder- og mineby. Her blev i mange år udvundet kobber fra bjergene omkring byen. Ligesom Guaymas er Santa Rosalía heller ikke en by, som besøges af mange turister. Det prøver man nu at råde bod på. For at få mere gang i byens økonomi, satses der meget på turismen.

For at få lidt gang i butikken forsøger man nu at skabe opmærksomhed om den tid, hvor franskmændene kom hertil for at udvinde enorme mængder kobber, som blev udskibet herfra og sejlet til Europa.

Nede ved havnen ligger den gamle maskinhal, som er blevet sat i stand, og de gamle maskiner er blevet restaureret og malet. Bygningen udvendigt er sat flot i stand og er nu åbnet som et museum. Det er ret så interessant at se, hvordan man i ældre tid nittede rør og redskaber sammen i stedet for at svejse. Det holder den dag i dag. Maskinerne kører stadig og vi fik en grundig rundvisning af hele maskineriet.

Vi besøgte også administrationsbygningen, som ligger på toppen af skrænten. Det var den bygning, vi havde set, da vi ankom. Bygningen er nu indrettet som museum med mange af de gamle redskaber, arbejderne brugte nede i minerne. På de mange gamle billeder var det spændende at se, hvordan franskmændene havde lavet svævebaner, hvor vogne læsset med sten fra minerne blev trukket ned til fabrikken ved havnen.

Minerne startede helt tilbage i 1868. To mænd opdagede de rige kobberforekomster og startede med at udvinde kobber fra 11 miner i forskellige områder omkring Santa Rosalía.

I 1885 kom franske ingeniører hertil og selskabet El Boleo blev dannet og der blev hurtigt sat system i udvindingen af kobberet. Franskmændene forhandlede med de mexicanske myndigheder og fik 99 års rettigheder til at drive minedrift i området.

Arbejdskraften blev i starten udført af Yaqui indianere, som kom fra Guaymas, hvor de afsonede deres fængselsstraffe. Nu blev afsoningen i stedet dybt under jorden nede i de farlige minegange, hvor mange af dem aldrig mere så dagens lys. Utallige omkom af udmattelse, sygdomme eller efter ulykker fra ukontrollerede eksplosioner ned i minerne.

På turen gennem byen var vi inde i den katolske kirke Santa Barbara, som franskmanden Gustave Eiffel har tegnet. Han er jo også berømt for at have tegnet Eiffeltårnet i Paris.

Det geniale ved kirken er, at den er opbygget som et samlesæt af jernlægtere og plader, der er blevet galvaniseret, inden kirken er blevet samlet. Gustav Eiffel designede kirken som prototype. Missionærerne havde brug for kirker, de kunne opføre i de franske kolonier i ækvatoriale områder, hvor der var mangel på materialer, som kunne holde i årevis. Kirken blev fremvist første gang på verdensudstillingen i Paris 1889 sammen med Eiffeltårnet.

Firmaet El Boleo hørte senere, at kirken var endt som varehus i Brussels. De købte bygningen og fik den skilt ad i sektioner og sejlet den lange vej til Santa Rosalía, hvor den i 1897 blev opført på det sted, hvor den står i dag. Det er simpelthen en genial konstruktion, let og enkel og som det ses på billedet en lys og luftig kirke.

Franskmændene ombyggede hele byen i forbindelse med at de anlagde minerne. De byggede den store administrationsbygning på toppen over byen med tilhørende beboelseshuse ved siden af til personellet, alt i fransk kolonistil.

Heroppe var der mere frisk luft end nede i byen. Der gik ikke mange år, før det var uudholdeligt at trække vejret nede i byen og ude ved minerne. Arbejderne fik lungesygdomme, når de inhalerede støv og giftig luft nede i minerne og hundredvis døde af kolera, tuberkulose og gul feber. I 1910 var der blevet udvundet 366. 000 tons kobber og de menneskelige omkostninger var tilsvarende høje.

I slutningen af 1930erne begyndte det at gå drastisk ned i produktionen, der var ikke meget kobber tilbage. Det der var, skulle der arbejdes hårdere for at få fat på, så det var ikke rentabelt længere. Lige inden anden verdenskrig brød ud, kom der igen efterspørgsel på kobber, så kobberprisen steg så meget, at El Boleo fortsatte et par år til. Men den 1. februar 1954 lukkede selskabet El Boleo. Et mexicansk firma genoptog driften indtil april 1956, så var det endelig slut, der var ikke mere kobber at udvinde. Det var en stor lykke for byen, endelig at slippe for den meget støv og skidt fra minerne. Det tog mange år, inden byen blev renset og folk igen kunne indånde frisk luft.

Mange steder i byen står der stadig fine huse fra franskmændenes tid. På torvet er der opført en pavillon helt i kobber, meget flot håndværk. Bageriet El Boleo bruger stadig de gamle franske brød- og kageopskrifter.

Om eftermiddagen gik vi til busterminalen og købte billetter til en tur til San Ignacio næste dag. Vi ville over på Stillehavs siden af Baja halvøen for at se på gråhvaler og deres nyfødte unger. Da vi var i Bahia Magdalena, var hvalerne endnu ikke kommet, og da vi var i San Carlos, forhørte vi os om, hvornår det var bedst, vi kom tilbage. Vi fik af vide, at der var flest hvaler i slutningen af februar måned. Fra Magdalena og op langs kysten til San Ignacio og videre op til Guerrero Negro, søger hvalerne ind i de mange laguner, hvor der er lavt og lunt vand for at føde deres unger. De første kommer i begyndelsen af december måned og de sidste forlader området i slutningen af april måned. Det ville vi godt opleve.

Vi var tidligt på stikkerne, skulle med bussen klokken 7, det blev dog først klokken 8 den kom afsted og vi kom til San Ignacio ved 9 tiden. Vi begyndte at spadsere mod byen, den sidste taxi ved holdepladsen blev snuppet lige for næsen af os. Vi havde nu ikke gået længe, så kom han susende tilbage, og vi blev sat af på torvet lige foran kirken.

San Ignacio er en oase, hvor franciskaner munkene grundlagde en mission og byggede den fine kirke, som ligger for enden af byens torv. Det er en meget flot bevaret kirke.

Ved busterminalen mødte vi en dame, som anbefalede os at gå til hotel La Cabañas, til venstre for kirken. Vi havde ikke helt forstået, hvor det lå og var lige ved at vende om, men gik heldigvis lidt længere og fandt stedet. Vi lejede et lille hus, en cabaña med stråvægge og palmetag for ca. 120 kroner pr. døgn.

Vi gik tilbage byen for at få noget at spise, vi havde kun fået lidt til morgenmad. Der lå et hyggeligt sted lige på hjørnet ved kirken. På vej dertil mødte vi franske Charles, som kiggede efter et rimeligt sted at bo. Vi anbefalede stedet, hvor vi lige havde indlogeret os. Han lejede cabañaen ved siden af, så vi blev naboer.

Da vi havde spist, gik vi til det bureau, vi havde fået anbefalet i Santa Rosalia. De var lidt højrøvede og det lød meget usikkert, om vi kunne komme afsted næste dag. De ville gerne have samlet en større gruppe, men vi kunne blive skrevet op. Prisen ville afhænge af, hvor mange personer der var tilmeldt, så vi kunne ikke få en fast pris. Vi lod os skrive på listen lidt over hals og hoved, vi ville jo meget gerne afsted næste dag, mens vejret var godt.

Henrik blev gnaven, han syntes, vi havde fået en elendig behandling, og det havde han jo ret i. Men til al held kom vi forbi et andet bureau, hvor to damer stod udenfor for at hyre kunder til en hvaltur, og prisen der var meget bedre. Det mest tossede var, at turen var til det samme sted som det andet bureau, deres hytter lå lige ved siden af hinanden. Charles havde også været her, men han ville på en bjergtur og havde ikke bestemt sig endnu, for der manglede også et par personer til den tur, fik vi af vide af damerne.

Lene gik tilbage til det første bureau og gav en sludder for en sladder, og vi blev slettet af deres liste, så vi var fri, og nu var det dem, som blev sure.

Henrik købte tre øl og vi gik tilbage til vores cabaña for at snakke med Charles. Vi inviterede på øl og vi blev enige om, at han tog med på en hvaltur og vi tog med på en bjergtur for at se hulemalerier. Så gik vi sammen til bureauet og bestilte vores turer, så var det på plads.

Om aftenen spiste vi middag, der hvor vi boede og det var rigtig lækker mad. Vi har ikke fået så veltillavet mad før i Mexico. Vi sad der i restauranten som de eneste gæster og fik en super betjening, mens vi hørte klassisk mexicansk musik.

Vi gik en aftentur gennem byen og så i et af husene gennem den åbne dør, at der blev afholdt messe i stuen over en død. Kistelåget stod åbent, mens familie og venner bad og stillede kranse ved kisten. Det var en lidt uventet oplevelse på en aften gåtur. Ellers var der en meget hyggeligt og en fin stemning i den lille by.

Vi opdagede et lille museum lige ved kirken og og var inde og se kopimalerier af de hule-malerier, vi om et par dage selv skulle ud og se i Sierra de Francisco.

Vi var tidligt oppe og spiste morgenmad på den lille restaurant på hjørnet ved kirken. Vi skulle afsted klokken 8 til Laguna San Ignacio, hvor bureauet havde deres camp. Og derfra skulle vi i en panga sejle ud og se på hvaler.

Der var mange hvaler derude, kunne vi se på blæstene. Hvalerne kom tæt op til pangaen og vi kunne tydeligt se dem i det klare vand. Det vi så over vandet, var for det meste bare ryggen af dem, når de svømme langsomt omkring.

Der var dog et par haler og flere gange kom de op med hovedet og den halve krop, men der var ikke de store plask og slag med halen. Vi vart dog heldige, at en af hvalerne kom helt hen langs båden, så tæt at vi kunne røre den.

Da den dykkede under pangaen ragede den ene luffe op lige ved siden af os og hovedet var helt oppe i overfladen, men så ramte den desværre bådens stævn og dykkede ned og forsvandt. En unge var også ganske tæt på men dykkede også, lige da vi var ved at kunne nå den.

Der var mange hvaler rundt om os, men der var ikke den store aktivitet. Efter halvanden time sejlede vi tilbage til campen og fik frokost.

Næste morgen lidt 7 gik vi til det sædvanlige sted på hjørnet, hvor vi spiste morgenmad. Klokken 8 var vi klar til at tage afsted til Sierra de Francisco for at se på hulemalerier.

Det var en meget flot tur op i bjergene og vi stoppede mange gange for at tage billeder. Her så vi en ny plante, som på spansk kaldes cicio, som betyder et lys, på grund af faconen. Den hører til under succulent familien, og skulle efter sigende kun gro her i bjergene.

Vi kørte forbi malerierne, da vi først skulle op til en Rancho længere oppe i bjergene, for at få tilladelse af dem, som ejede området til at komme ind. Den ene ranger kørte med os tilbage for at åbne en gitterport, så vi kunne komme op til klippen. Han fungerede samtidig som vores guide og fortalte om fundet af malerierne og om betydningen af de forskellige figurer.

Da vi ikke har set hule- eller vægmalerier før, var det svært for os at vurdere, hvor gode de var. Men Charles, vores franske ven, har set hulemalerier i Frankrig, og han sagde, at de her var meget fine.

Det specielle ved disse vægmalerier er, at der var brugt to forskellige farver. På et par af billederne anede vi også en hvid farve, og det var udsædvanligt med tre farver, fik vi fortalt.

Vi troede, at malerierne var i en hule og ikke bare inde under et udhæng i bjergsiden, så de var faktisk meget udsatte for vind og vejr. Det er utroligt, at de stadig er i så fin stand.

Der skal lidt gang i fantasien, når man kigger på væg- og hulebilleder. Mange af figurerne er malet ind over hinanden, så det kan tage lidt tid at skille det ene ud fra det andet. Så er det jo smart med en guide, som kan forklare, hvad noget af det mest overtegnede skal betyde. Vi har vist de bedste af billederne, så det er lidt de samme billeder fra forskellig vinkel.

Forklaringen med panteren lurede vi lidt på, os bekendt har der ikke været pantere på Baja, men det påstod de, der har været. Måske har det været et kattedyr som lignede.

Hvorfor nogle af figurerne er malet over, er fordi tegningerne ikke er fra den samme periode. Der kan nemt have været flere hundrede år mellem de forskellige tegninger.

De fleste af disse huler ligger i Cochimi regionen. Området er opkaldt efter Cochimi indianerne, som har levet her i mange tusinde år. Da spanierne i 1789 kom til Baja California, var det stadig Cochimi folket, som levede her. Videnskaben mener, at det er Cochimi folkets forfædre, som har startet hulemalerierne for ca. 7500 år siden.

Vi syntes, det var meget spændende at se disse malerier. Hele området er fyldt med hulemalerier. Der er mange hundrede huler, men kun nogle få er åbne for offentligheden. De fleste af hulerne ligger på svært tilgængelige steder.

Efter vores spændende tur i bjergene, blev vi sat af ved busterminalen. Vi var heldige, vi skulle kun vente en lille times tid, så var vi på vej tilbage til Santa Rosalía. Godt vi kom tilbage, for ud på aftenen begyndte det at blæse kraftigt fra nord, og vi måtte sætte ekstra ender og spring på Dana.

Det dårlige vejr fortsatte i tre dage, og vi krængede helt over i pustene, når vinden kom op omkring 15 m/s. Der var store bølger inde i havnen og helt vildt udenfor, så vi blev, hvor vi var. Selv om det til tider føltes, som var vi til søs, var det trods alt bedre at ligge her.