56.
BREV
|
Fra
Santa Rosalía til Bahia Concepcion 52,4 sømil
|
|
|
Den
25. februar ved 10 tiden forlod vi Santa
Rosalia. De sidste tre dages hård blæst havde gjort,
at vi var ivrige efter at komme videre, inden vi igen skulle få
en ny omgang med dårligt vejr. Den første halve time
sejlede vi for motor, men så kom der frisk vind og sejlene
kom op.
|
|
Da
vi sejlede langs nordsiden af Isla San Marcos, fik vi pludselig
10 til 12 hvaler omkring os. Deres rygfinne så anderledes
ud, end dem vi plejer at se, og det tog lidt tid, inden vi fandt
ud af, at det var Moby Dick, kaskelothvaler. Dem havde vi ikke set
før her i Sea of Cortez. Det var hovedet og blæstet,
som gjorde, vi fandt frem til, at det var kaskelothvaler.
Da
vi sejlede for sejl, kan det være de ikke hørte os,
for to af dem var så tæt på, at Henrik måtte
styre uden om, for at vi ikke skulle ramme dem. Vi startede motoren
et par gange for at advisere, at vi var der.
Der
var megen strøm og derfor også mange fisk her på
nordkysten af øen. Store delfinflokke jagtede rundt om os.
Der lå 3 pangaer og fiskede og ud over hvalerne og delfinerne,
var her pelikaner, suler og måger, men ingen fregatfugle,
dem så vi først igen, da vi kom ned til Conception.
|
|
|
Det
var en fin oplevelse igen at se hvaler fra Dana. Vi fortsatte ned
langs kysten og vinden friskede mere og mere, og da vi var ved sydkysten
af øen og skulle ind i den store bugt Puerto
Viejo, blæste det meget friskt.
|
|
Vi
ankrede først langs kysten i den østlige side af
bugten, hvor der var mest læ for vinden. Men ankeret fik
ikke ordentligt fat, og vi løb lidt henover nogle sten,
men stoppede så. Vi mente nu, at vi havde fået godt
fat igen, og skulle lige til at sætte os til rette og læse,
da vi hørte at ankeret skred igen.
Det
friskede mere og mere helt op til 24 knob, og da stævnen
fik en ordentlig tur, kunne vi høre, at vi igen løb
med ankeret, så vi måtte ankre om. Vi prøvede
at komme nærmere waypointet fra bogen, måske bunden
var bedre der. Da de udvinder gibs på øen, er det
måske grunden til, at bundforholdene er så dårlige,
det er hård bund og der lå også mange sten.
Vi
ankrede igen, og gled lidt. men så tog ankeret fat. Det
er kun sket ganske få gange, at ankeret ikke har sat sig
første gang. Vi har 6 forskellige ankre ombord på
Dana, men vores gode Bruce anker har aldrig svigtet os. :) Håber
det aldrig sker!
|
|
På
den sydlige del af øen ligger der en mine, hvorfra der udvindes
store mængder gibs, som ekspoteres til hele verden. Der bor
ca. 600 mennesker i den lille landsby, som ligger tæt ved
minen. Der er en lang pier på sydvestsiden af øen,
hvor fra gibsen blive udskibet.
Næste
morgen da Henrik havde fået ankeret op, satte vi mesanen og
rullede vi yankeen ud og sejlede hele vejen for sejl helt ind i
bugten af Conception. Vi sejlede direkte over til vores gamle ankerplads
i Posada
Concepcion, hvor vi igen lå solo.
|
|
Vi
tog ind til restauranten Ana's som ligger på stranden for
at få ejeren til at ringe til guiden Salvador. Han er een
af de få, som har tilladelse til at lave turer op til de mange
forhistoriske hulemalerier. Men der er ingen telefon, som dækker
området, så vi kunne ikke ringe til Mulege. Det måtte
vi udsætte til næste dag.
Salvador,
havde vi fået anbefalet af nogle af vennerne i Santa Rosalia,
de havde været på en spændende tur sammen med
ham.
I
restauranten kom vi i snak med Connie og Steve fra Canada. De var
kørt herned helt oppe fra Prince Rupert i en stor autocamper,
som stod parkeret på stranden, lige hvor vi havde lagt vores
jolle. Vi havde haft en dejlig tid netop i det område oppe
ved Prince Rupert, så der var meget at snakke op. Vi spiste
middag samme på Ana's, grillede ribben Mexican style og lækker
salat. Det var spændende at høre om deres rejseliv
og oplevelser.
|
|
|
Næste
morgen kørte vi med Connie og Steve ind til Mulege i deres
jiip, som de havde på slæb efter campingvognen.
Vi
skulle finde Hotel Las Casitas, hvor Salvador holdt til, så
vi kunne lave en aftale om en tur næste dag. Han var selvfølgelig
på tur. Men ejeren af hotellet var meget hjælpsom og
lage besked til ham, at vi ville vente på ham på restaurant
Ana om eftermiddagen.
Han
kom senere susende i sin brors taxi og vi fik arrangeret en tur
til den følgende dag.
|
|
Vi
var tidligt oppe, vi skulle først ind med jollen og have
den parkeret forsvarligt. Det blev ved siden af Conny og Steves
camper. Salvador kom og hentede os på stranden.
Vi
kørte tilbage til Mulege for at hente to andre gæster
på hotal Las Casitas. Det viste sig at være et tysk
par, vi havde set i San Ignasio, da vi havde været på
hvaltur. Men de kørte i en bil, de havde lejet i La Paz,
så vi havde den store bil for os selv. Salvador syntes det
var lidt åndssvagt, men de skulle skynde sig tilbage med bilen
efter udflugten, så vi kørte i to biler lige efter
hinanden. Det var heldigt for os, for under turen fortalte han en
masse spændende om området og indianernes levevis. Han
er født og opvokset her og har altid interesseret sig for
stedets historie.
Først
var vi en tur i det gamle fængsel i Mulege. Det er nu blevet
indrettet som turistatraktion, hvor man kan få indsigt i,
hvordan livet var for indianerne, når de blev buret inde.
Det var nu ikke det, vi kom for. Men kontoret hvor vi skulle registreres
og betale for at komme ind på Rancho Trinidads område
for at se hulemalerierne lå her. Vi blev også bedt om
at betale en afgift for at fotografere derude.
Vi
kørte langs floden gennem Mulege, som er en meget gammel
missionsby. Den blev grundlagt i 1705, og er mange gange blevet
fuldstændig ødelagt af flodbølger. Byen har
altid ligget ved den meget frodige flodbred, og stadig er der mange,
som bor her, selv om de ved, at de uden varsel kan blive skyllet
ud i havet, med hus og alt hvad de ejer. Vi snakkede med flere amerikanere,
som havde købt hus på flodbredden. De var stadig igang
med at fjerne mudder, tørre hus og møbler og ryddede
op efter sidste flodbølge året før.
|
|
|
Da
vi kom til Rancho Trinidad, ændrede landskabet sig lidt. Salvador
stoppede et sted, hvor der var specielt frodigt, og vi gik rundt
for at se på forskellige kaktusser og sukkulenter, som indianerne
har brugt og stadig bruger til at helbrede sygdomme og til at læge
sår og rifter. Han viste og fortalte om planter, som indianerne
bruger til at få en rus og som frembringer halluciationer.
Det er planter, som er meget giftige, så men skal vide, hvad
man har med at gøre. Han skar i et par planter for at vise
os den flydende mælkehvide masse, som sivede ud fra snitsåret.
Det kunne for eksempel bruges mod myggestik. Det var spændende
at høre om alle disse planter, og helt tydeligt at det var
noget, som interesserede Salvador meget.
|
|
|
Et
andet sted stoppede han for at vise os et arkæologisk sted,
hvor der lå mange sten med indgraverede figurer. Det var ikke
en boplads, selv om der lå sten mange steder, som havde været
brugt til at male majskorn med. Forklaringen var, at det var et
sted, som indianerne passerede igennem på deres vandringer
og her brugte og efterlod de redskaber som fandtes her.
Vi
var nu kommet til området, som kaldes Carro Gordo, hvor vi
standsede ved Las Tinajas, huset hvor en familie, far, mor og to
små piger og en masse små hunde boede. De holdt øje
med Ranchoen, og her fik vi så en tilladelse til at fortsætte
videre op gennem landet.
|
|
|
Vi
parkerede bilerne her og fortsatte til fods, de ca. 3 kilometer
op til hulerne. Vi gik ad smalle stier og langs stejle klippesider,
hvor der lige var plads til een fodsbredde. Det var ikke helt ufarligt,
da stenlagene lå meget løst. Så det gik langsomt,
vi skulle jo nødig skride og komme galt afsted. Det var en
flot tur op gennem kløften, med mange spændende klippeformationer,
formet gennem mange tusinde års vejrlig.
|
|
Nu
var vi nået til det sted, hvor vi skulle svømme langs
klippesiden og rundt om et hjørne for at komme til de første
hulemalerier. Det er egentlig ikke huler, men et klippeudhæng
hvor under tegningerne er i forskellige nivuer.
|
|
|
For
7 til 8 år tilbage skulle man svømme en lang tur gennem
kløften. Men nu var der aflejret så meget silt og sten,
at vandet ikke nåede højere end til lårene og
man kunne vade gennem kløften i stedet for at svømme,
lige med undtagelse af her inden det første klippeudhæng,
hvor der var meget dybt.
Så
der var ingen kære mor, vi måtte i badetøjet
og i baljen og svømme den korte tur i Cañon La Trinidad.
Vandet var isende koldt, men forfriskende da vi allerede nu var
blevet godt svedige i den lune ørken. Al vores oppakning
blev færget over på en oppustet slange fra et bilhjul.
Men det var en del af oplevelsen og åbenbart en udfordring,
som afholdt en del for at tage på denne tur.
|
|
Til
gengæld fik vi en på opleveren, da vi nu stod lige under
klippeudhænget og så op på de meget flotte malerier.
De er blevet undersøgt på kryds og tværs af førende
eksperter og bestemt til at være lavet adskillige tusinde
år før vores tidsregning. Salvador fortalte meget levende
om indianerne, som levede her i tiden før og efter missionærerne
kom til Baja.
|
|
|
Han
fortalte også, at når de skulle fange store hjorte,
var de mange som omringede dyrerne og simpelthen drev dem ud over
skrænten og ned i slugten. Derfor vises dyrerne på nogle
af tegningerne med benene i vejret, de har været en tur ud
over klippesiden. I mange af hulerne er der også tegninger
og malerier, men det er meget besværligt at komme derop, så
derfor ser vi kun dem, som er lettest tilgængelige at komme
til.
|
|
Der
var mange spændende figurer, men som så meget andet
med mange år på bagen, skal også disse tegningers
betydning sikkert tages med et gran salt. Med lidt god fantasi kan
man få en del til at ligne næsten hvad som helst. Men
de fleste tegninger, er man ikke i tvivl om, hvad de skal forestille.
|
|
|
|
|
På
med tøjet igen og vi vandrede videre op gennem kløften
til en dæmning, som vi gik på toppen af, for at komme
over på den anden side af kløften. Vandet manglede
bare nogle få centimeter for at flyde over. Vi fortsatte skiftevis
med at gå langs bredden og gennem vandet nede i kløften,
og det sidste stykke var gennem en meget smal kløft og her
nåede vandet os til godt op på lårene, det var
lige før, vi skulle til at svømme igen.
|
|
|
Indianerne
havde jo i mange tusinde år, før missionærerne
kom hertil, lavet hulemalerier. Mange indianere havde boet i de
huler, vi så på vores tur op gennem kløften.
Salvador fortalte, at de firede sig ned til hulerne oppe fra toppen
af klipperne. Her boede de mere sikkert for fjender og vilde dyr.
|
|
|
Det
var her, man for år tilbage skulle svømme gennem den
dybe Cañon, for at komme til de andre hulemalerier.
|
|
Endelig
nåede vi op til det store klippeudhæng, hvorunder de
mange malerier fandtes i forskellige niveauer. Der var enkelte meget
store, men de fleste var små og sad forskudt mellem klippelagene.
Vel sagtens fordi disse har forskudt og ændret sig gennem
de mange tusinde år, siden de første malerier blev
lavet.
|
|
|
|
|
Vi
gik på jagt for at finde så mange forskellige som muligt,
og selvfølgelig finde ud af, hvad de forestillede. Mange
var tydelige og godt bevaret. Men der var jo enkelte dyr, som havde
set anderledes ud for mange tusinde år siden. Så var
der hjælp fra Salvador.
|
|
|
Salvador
var rigtig god til at fortælle, hvad de mange tegninger viste
om indianernes levevis og ritualer. Hans fortællinger gjorde
turen virkelig interessant.
|
|
Det
var ved at være sent på eftermiddagen, og vi havde en
lang vej tilbage til Mulege. Men først skulle vi tilbage
gennem den spændende Cañon La Trinidad. Vinden havde
nu lagt sig, og der var dejligt lunt nede mellem de flotte sandstensformationer.
Og med det kølige vand op til knæene, var det lige
til at holde ud.
|
|
Det
var godt nok hulemalerierne, vi kom herop for at se, men turen i
sig selv, var fantastisk flot og spændende. Det er utrolige
landskaber som gemmer sig i bjergene. Dybe spændende kløfter
i fantastiske farver, som især får dybde her i det varme
eftermiddagslys. De vidunderlig frodige oaser, så grønne
og fulde af duft fra de mange planter og blomster.
|
|
Endelig
nåede vi ned til det sted, hvor vi igen måtte i badetøjet
og svømme det sidste stykke gennem Cañon. Det var
dejligt nu at få vasket støvet og sveden af og en frisk
afslutning på vores lange vandring.
|
|
|
Nu
manglede vi bare at gå det sidste stykke over dæmningen
og ned gennem den stenede aflejning på den anden side. Der
var bygget en dæmning til, men her var helt tørt. Mellem
de to dæmninger lå der kæmpe stenblokke og gamle
træer, så når det er regntid, kan Cañon
La Trinidad igen blive til en brusende flod.
|
|
|
Da
vi kom tilbage til Mulege, mødtes vi kort med Connie og Steve.
De skulle næste dag have venner på besøg fra
Canada. Næste formiddag kom de alle fire forbi Dana for at
vinke farvel. Vi var ved at gøre klar til at fortsætte
videre sydpå.
|
|
|