Den 25. februar ved 10 tiden forlod vi Santa Rosalia. De sidste tre dages hård blæst havde gjort, at vi var ivrige efter at komme videre, inden vi igen skulle få en ny omgang med dårligt vejr. Den første halve time sejlede vi for motor, men så kom der frisk vind og sejlene kom op.

Da vi sejlede langs nordsiden af Isla San Marcos, fik vi pludselig 10 til 12 hvaler omkring os. Deres rygfinne så anderledes ud, end dem vi plejer at se, og det tog lidt tid, inden vi fandt ud af, at det var Moby Dick, kaskelothvaler. Dem havde vi ikke set før her i Sea of Cortez. Det var hovedet og blæstet, som gjorde, vi fandt frem til, at det var kaskelothvaler.

Da vi sejlede for sejl, kan det være de ikke hørte os, for to af dem var så tæt på, at Henrik måtte styre uden om, for at vi ikke skulle ramme dem. Vi startede motoren et par gange for at advisere, at vi var der.

Der var megen strøm og derfor også mange fisk her på nordkysten af øen. Store delfinflokke jagtede rundt om os. Der lå 3 pangaer og fiskede og ud over hvalerne og delfinerne, var her pelikaner, suler og måger, men ingen fregatfugle, dem så vi først igen, da vi kom ned til Conception.

Det var en fin oplevelse igen at se hvaler fra Dana. Vi fortsatte ned langs kysten og vinden friskede mere og mere, og da vi var ved sydkysten af øen og skulle ind i den store bugt Puerto Viejo, blæste det meget friskt.

På den sydlige del af øen ligger der en mine, hvorfra der udvindes store mængder gibs, som ekspoteres til hele verden. Der bor ca. 600 mennesker i den lille landsby, som ligger tæt ved minen. Der er en lang pier på sydvestsiden af øen, hvor fra gibsen blive udskibet.

Næste morgen da Henrik havde fået ankeret op, satte vi mesanen og rullede vi yankeen ud og sejlede hele vejen for sejl helt ind i bugten af Conception. Vi sejlede direkte over til vores gamle ankerplads i Posada Concepcion, hvor vi igen lå solo.

Vi tog ind til restauranten Ana's som ligger på stranden for at få ejeren til at ringe til guiden Salvador. Han er een af de få, som har tilladelse til at lave turer op til de mange forhistoriske hulemalerier. Men der er ingen telefon, som dækker området, så vi kunne ikke ringe til Mulege. Det måtte vi udsætte til næste dag.

Salvador, havde vi fået anbefalet af nogle af vennerne i Santa Rosalia, de havde været på en spændende tur sammen med ham.

I restauranten kom vi i snak med Connie og Steve fra Canada. De var kørt herned helt oppe fra Prince Rupert i en stor autocamper, som stod parkeret på stranden, lige hvor vi havde lagt vores jolle. Vi havde haft en dejlig tid netop i det område oppe ved Prince Rupert, så der var meget at snakke op. Vi spiste middag samme på Ana's, grillede ribben Mexican style og lækker salat. Det var spændende at høre om deres rejseliv og oplevelser.

Næste morgen kørte vi med Connie og Steve ind til Mulege i deres jiip, som de havde på slæb efter campingvognen.

Vi skulle finde Hotel Las Casitas, hvor Salvador holdt til, så vi kunne lave en aftale om en tur næste dag. Han var selvfølgelig på tur. Men ejeren af hotellet var meget hjælpsom og lage besked til ham, at vi ville vente på ham på restaurant Ana om eftermiddagen.

Han kom senere susende i sin brors taxi og vi fik arrangeret en tur til den følgende dag.

Vi var tidligt oppe, vi skulle først ind med jollen og have den parkeret forsvarligt. Det blev ved siden af Conny og Steves camper. Salvador kom og hentede os på stranden.

Vi kørte tilbage til Mulege for at hente to andre gæster på hotal Las Casitas. Det viste sig at være et tysk par, vi havde set i San Ignasio, da vi havde været på hvaltur. Men de kørte i en bil, de havde lejet i La Paz, så vi havde den store bil for os selv. Salvador syntes det var lidt åndssvagt, men de skulle skynde sig tilbage med bilen efter udflugten, så vi kørte i to biler lige efter hinanden. Det var heldigt for os, for under turen fortalte han en masse spændende om området og indianernes levevis. Han er født og opvokset her og har altid interesseret sig for stedets historie.

Først var vi en tur i det gamle fængsel i Mulege. Det er nu blevet indrettet som turistatraktion, hvor man kan få indsigt i, hvordan livet var for indianerne, når de blev buret inde. Det var nu ikke det, vi kom for. Men kontoret hvor vi skulle registreres og betale for at komme ind på Rancho Trinidads område for at se hulemalerierne lå her. Vi blev også bedt om at betale en afgift for at fotografere derude.

Vi kørte langs floden gennem Mulege, som er en meget gammel missionsby. Den blev grundlagt i 1705, og er mange gange blevet fuldstændig ødelagt af flodbølger. Byen har altid ligget ved den meget frodige flodbred, og stadig er der mange, som bor her, selv om de ved, at de uden varsel kan blive skyllet ud i havet, med hus og alt hvad de ejer. Vi snakkede med flere amerikanere, som havde købt hus på flodbredden. De var stadig igang med at fjerne mudder, tørre hus og møbler og ryddede op efter sidste flodbølge året før.

Da vi kom til Rancho Trinidad, ændrede landskabet sig lidt. Salvador stoppede et sted, hvor der var specielt frodigt, og vi gik rundt for at se på forskellige kaktusser og sukkulenter, som indianerne har brugt og stadig bruger til at helbrede sygdomme og til at læge sår og rifter. Han viste og fortalte om planter, som indianerne bruger til at få en rus og som frembringer halluciationer. Det er planter, som er meget giftige, så men skal vide, hvad man har med at gøre. Han skar i et par planter for at vise os den flydende mælkehvide masse, som sivede ud fra snitsåret. Det kunne for eksempel bruges mod myggestik. Det var spændende at høre om alle disse planter, og helt tydeligt at det var noget, som interesserede Salvador meget.

Et andet sted stoppede han for at vise os et arkæologisk sted, hvor der lå mange sten med indgraverede figurer. Det var ikke en boplads, selv om der lå sten mange steder, som havde været brugt til at male majskorn med. Forklaringen var, at det var et sted, som indianerne passerede igennem på deres vandringer og her brugte og efterlod de redskaber som fandtes her.

Vi var nu kommet til området, som kaldes Carro Gordo, hvor vi standsede ved Las Tinajas, huset hvor en familie, far, mor og to små piger og en masse små hunde boede. De holdt øje med Ranchoen, og her fik vi så en tilladelse til at fortsætte videre op gennem landet.

Vi parkerede bilerne her og fortsatte til fods, de ca. 3 kilometer op til hulerne. Vi gik ad smalle stier og langs stejle klippesider, hvor der lige var plads til een fodsbredde. Det var ikke helt ufarligt, da stenlagene lå meget løst. Så det gik langsomt, vi skulle jo nødig skride og komme galt afsted. Det var en flot tur op gennem kløften, med mange spændende klippeformationer, formet gennem mange tusinde års vejrlig.

Nu var vi nået til det sted, hvor vi skulle svømme langs klippesiden og rundt om et hjørne for at komme til de første hulemalerier. Det er egentlig ikke huler, men et klippeudhæng hvor under tegningerne er i forskellige nivuer.

For 7 til 8 år tilbage skulle man svømme en lang tur gennem kløften. Men nu var der aflejret så meget silt og sten, at vandet ikke nåede højere end til lårene og man kunne vade gennem kløften i stedet for at svømme, lige med undtagelse af her inden det første klippeudhæng, hvor der var meget dybt.

Så der var ingen kære mor, vi måtte i badetøjet og i baljen og svømme den korte tur i Cañon La Trinidad. Vandet var isende koldt, men forfriskende da vi allerede nu var blevet godt svedige i den lune ørken. Al vores oppakning blev færget over på en oppustet slange fra et bilhjul. Men det var en del af oplevelsen og åbenbart en udfordring, som afholdt en del for at tage på denne tur.

Til gengæld fik vi en på opleveren, da vi nu stod lige under klippeudhænget og så op på de meget flotte malerier. De er blevet undersøgt på kryds og tværs af førende eksperter og bestemt til at være lavet adskillige tusinde år før vores tidsregning. Salvador fortalte meget levende om indianerne, som levede her i tiden før og efter missionærerne kom til Baja.

Han fortalte også, at når de skulle fange store hjorte, var de mange som omringede dyrerne og simpelthen drev dem ud over skrænten og ned i slugten. Derfor vises dyrerne på nogle af tegningerne med benene i vejret, de har været en tur ud over klippesiden. I mange af hulerne er der også tegninger og malerier, men det er meget besværligt at komme derop, så derfor ser vi kun dem, som er lettest tilgængelige at komme til.

Der var mange spændende figurer, men som så meget andet med mange år på bagen, skal også disse tegningers betydning sikkert tages med et gran salt. Med lidt god fantasi kan man få en del til at ligne næsten hvad som helst. Men de fleste tegninger, er man ikke i tvivl om, hvad de skal forestille.

På med tøjet igen og vi vandrede videre op gennem kløften til en dæmning, som vi gik på toppen af, for at komme over på den anden side af kløften. Vandet manglede bare nogle få centimeter for at flyde over. Vi fortsatte skiftevis med at gå langs bredden og gennem vandet nede i kløften, og det sidste stykke var gennem en meget smal kløft og her nåede vandet os til godt op på lårene, det var lige før, vi skulle til at svømme igen.

Indianerne havde jo i mange tusinde år, før missionærerne kom hertil, lavet hulemalerier. Mange indianere havde boet i de huler, vi så på vores tur op gennem kløften. Salvador fortalte, at de firede sig ned til hulerne oppe fra toppen af klipperne. Her boede de mere sikkert for fjender og vilde dyr.

Det var her, man for år tilbage skulle svømme gennem den dybe Cañon, for at komme til de andre hulemalerier.

Endelig nåede vi op til det store klippeudhæng, hvorunder de mange malerier fandtes i forskellige niveauer. Der var enkelte meget store, men de fleste var små og sad forskudt mellem klippelagene. Vel sagtens fordi disse har forskudt og ændret sig gennem de mange tusinde år, siden de første malerier blev lavet.

Vi gik på jagt for at finde så mange forskellige som muligt, og selvfølgelig finde ud af, hvad de forestillede. Mange var tydelige og godt bevaret. Men der var jo enkelte dyr, som havde set anderledes ud for mange tusinde år siden. Så var der hjælp fra Salvador.

Salvador var rigtig god til at fortælle, hvad de mange tegninger viste om indianernes levevis og ritualer. Hans fortællinger gjorde turen virkelig interessant.

Det var ved at være sent på eftermiddagen, og vi havde en lang vej tilbage til Mulege. Men først skulle vi tilbage gennem den spændende Cañon La Trinidad. Vinden havde nu lagt sig, og der var dejligt lunt nede mellem de flotte sandstensformationer. Og med det kølige vand op til knæene, var det lige til at holde ud.

Det var godt nok hulemalerierne, vi kom herop for at se, men turen i sig selv, var fantastisk flot og spændende. Det er utrolige landskaber som gemmer sig i bjergene. Dybe spændende kløfter i fantastiske farver, som især får dybde her i det varme eftermiddagslys. De vidunderlig frodige oaser, så grønne og fulde af duft fra de mange planter og blomster.

Endelig nåede vi ned til det sted, hvor vi igen måtte i badetøjet og svømme det sidste stykke gennem Cañon. Det var dejligt nu at få vasket støvet og sveden af og en frisk afslutning på vores lange vandring.

Nu manglede vi bare at gå det sidste stykke over dæmningen og ned gennem den stenede aflejning på den anden side. Der var bygget en dæmning til, men her var helt tørt. Mellem de to dæmninger lå der kæmpe stenblokke og gamle træer, så når det er regntid, kan Cañon La Trinidad igen blive til en brusende flod.

Da vi kom tilbage til Mulege, mødtes vi kort med Connie og Steve. De skulle næste dag have venner på besøg fra Canada. Næste formiddag kom de alle fire forbi Dana for at vinke farvel. Vi var ved at gøre klar til at fortsætte videre sydpå.